Børnebøger

Børnebogsforfatter og kropspositivist: ”Børn skal vide, at kroppe er forskellige”

Der er både store numser, lange bryster, fritgående deller og utæmmet hårvækst i den nye børnebog Bare numser, og det er der en rigtig god grund til. Børn skal vide, at kroppe er forskellige!

Det mener den svenske kropspositivist Annika Leone, der har skrevet bogen, og hun har en mission: Vi skal have et venligere og mere mangfoldigt blik på vores kroppe og hjælpe de yngre generationer med at slippe fri af den kropsangst og de snærende kropsidealer, som tiden er fastlåst i. Som et led i sin mission bruger Leone sig selv og sin halvnøgne krop, som hun deler billeder af på de sociale medier, hvilket afføder en del reaktioner – enten er hun for tyk eller ikke tyk nok!

Vi har interviewet Annika Leone om hendes bog og hendes kropspositivistiske projekt.

Hvorfor er der behov for at lave en børnebog, hvor man ser bare numser, bryster og kønsbehåring?

Overalt mødes vi af den samme kropstype: den slanke modelkrop. Den ser altid ud på en bestemt måde og er som regel uden hår, med bryster, der peger opad i stedet for nedad og uden særlig meget kød på kroppen. Jeg vil ikke have, at min datter og andre børn tror, at der er sådan, kvinder generelt ser ud. Det er lige præcis derfor, at bogen foregår i en svømmehal – det er stadigvæk et fristed for kvinders kroppe. Her ser alle forskellige ud – ligesom i virkeligheden.

Der er kun nøgne kvinder og piger i din bog, er det fordi du anser kropsangsten for at være et større problem for piger end for drenge?

Ja! Mænd har lov til at se ud lige præcis, som de gør. De behøver ikke veje sig eller ændre på deres udseende gennem indgreb og så videre. Vi kvinder bliver altid bedømt og ubevidst presses vi til at blive mindre, ikke at ældes, ikke have appelsinhud osv. I min første bog er det lige netop det, som jeg går efter at vise, men bare vent til min næste bog kommer. Det bliver en jäkla korvfest, kan jeg godt afsløre!   

Foto fra Annika Leones instagramprofil

Du kalder dig kropspositivist og bruger af og til dig selv og din krop på de sociale medier. Hvilken respons får du på dette?

Jeg får både positive og negative kommentarer. Folk bliver ofte provokeret over, at jeg kalder mig normal, fordi de synes, at jeg er for tyk til at være det. Og når jeg kalder mig kropspositivist bliver folk irriterede over, at jeg ikke er stor nok. Men jeg ønsker jo bare at vise, at jeg har en helt almindelig kvindekrop – min krop! Jeg viser, at jeg har hård hud, appelsinhud og deller – som de fleste af os jo har. Og det at jeg ofte ikke kan passe en størrelse large, er jo langt ude. Modevirksomheder, store som små, skal virkelig til at se på de helt skæve idealstørrelser.

Foto fra Annika Leones instagramprofil

Hvis man støtter din mission, hvad kan vi voksne så gøre – og hvad kan de unge selv gøre?

Jeg lægger hele ansvaret over på de voksne og forældrene. Det er os, der skal få vores børn og unge til at synes om deres kroppe ved at vise dem og tale positivt om forskellige typer af kroppe. Helt enkelt kan man som voksen begynde at tænke over, hvordan man taler om sin egen krop over for sit barn og andre unge, der omgiver en. At tale dårligt om sin krop eller andres kroppe er ikke sundt for nogen. Og man skal heller ikke veje sig foran sit barn. Børn skal ikke være en del af de voksnes krops- og madangst.

Vi er alle sammen født med forskellige kroppe, og det er lige præcis dét, som gør os skønne hver især.

Hvis du kigger rundt i verden lige nu, hvor optimistisk er du så i forhold til, at vi kommer til at tænke mere kærligt om os selv og får et mere nuanceret og realistisk blik på, hvordan vores kroppe kan se ud?

Jeg er superoptimistisk! Alene det, at kropspositivismen har vundet så meget frem, som den har, og det at dele af modebranchen er begyndt at vise modeller i flere størrelser, er et skridt på vejen. Det føles også som om, at mange kvinder er begyndt at forstå, at det at skulle være slank er en opdigtet norm, som er helt skør at forsøge at leve op til. Vi er alle sammen født med forskellige kroppe, og det er lige præcis det, som gør os skønne hver især.

Jeg arbejder i presseafdelingen, hvor jeg har den fornøjelse at sørge for, at pressen og læserne bliver opmærksomme på de bøger, som forlaget udgiver. Det var vist Troldepus, der var min første litterære forelskelse og siden har der været mange andre, og det bliver bare ved. Jeg har læst dansk litteratur på Københavns Universitet og er siden havnet i forlagsbranchen, hvilket er dejligt og rigtigt.