Hvorfor læser du? Hvad er dit første minde om læsning? Og dit bedste?
Lindhardt og Ringhof slår et slag for læsning. Derfor har vi under overskriften BOGEN SAMLER TANKERNE bedt en lang række mennesker med et forhold til bøger fortælle om, hvad læselyst og læseglæde betyder for dem.
Læs med – og vær med i samtalen om, hvad læsning betyder for dig, for os og for vores samfund.
Jeg læser naturligvis for at blive klogere, for at få indblik i andre menneskers liv, for at blive berørt, for at blive underholdt. Men skal jeg være helt ærlig, læser jeg først fremmest, fordi jeg ikke kan lade være.
Med et uoversætteligt engelsk udtryk kaldes sådan en som mig en Obsessive Compulsive Reader – altså en, der er nødt til at læse.
Hele tiden og alle vegne. Bøger, aviser, sociale medier, brugsanvisninger. Jeg skal have bogstaver ind i hjernen, og det skal ske via øjnene. Lydbøger er fine til en lang biltur, men bagefter kan jeg intet huske af det, jeg har hørt. Den trykte tekst, derimod, kan jeg ofte huske i detaljer.
Det startede på biblioteket
Min tvangsneurotiske adfærd i forbindelse med bøger har stået på, siden jeg i anden klasse fik dispensation til skolebiblioteket, selv om man egentlig skulle gå i fjerde for at låne. Fra da af slæbte jeg stabler af bøger hjem hver eneste tirsdag og torsdag og læste dem på rekordtid, i perioder minimum en bog om dagen.
Den store sorg var, at man kun måtte låne fire bøger ad gangen, så strækket mellem torsdag og tirsdag, hvor der oven i købet befandt sig en weekend, var næsten ubærligt. Jeg lærte hurtigt at foretrække tykke bøger, og det gør jeg såmænd stadig. Men altid, altid fiktion. Jeg vil til enhver tid hellere læse en opdigtet historie end for eksempel en biografi.
Den glemte roman
Afhængigheden er så voldsom, at jeg kan være nødt til at gå til yderligheder, der er svære at forstå for andre. For eksempel var jeg engang på seminar med det bladhus, hvor jeg dengang arbejdede. Jeg boede på et værelse i et anneks godt hundrede meter fra hovedbygningen, og den nat var det et forfærdeligt vejr. Storm og regn og kulde og øv. Jeg var drivvåd og forfrossen efter den korte tur, da jeg låste mig ind på værelset, træt efter en lang aften med god mad og drikke.
Da jeg fandt tandbørste og nattøj frem af weekendtasken, opdagede jeg imidlertid katastrofen: Jeg havde glemt min roman derhjemme.
(Og ja, jeg kan godt huske, hvilken bog det var: Anne Tylers Turist ved et tilfælde).
Annekset kunne ikke byde på så meget som et ugeblad eller en spændende pizzareklame. Der var absolut intet at gøre: Jeg måtte for første gang i årtier falde i søvn uden at læse først, men jeg var jo så udmattet, så det gik nok, tænkte jeg.
Men nej. Efter at have vendt og drejet mig i en time måtte jeg stå op, pakke mig ind i det stadig fugtige overtøj og vandre gennem uvejret tilbage til hovedbygningen, hvor jeg vidste, der var et lille bibliotek.
Det viste sig, at der ikke var andet end opslagsværker, og den slags dur ikke til sengelæsning. Det nærmeste, jeg kunne komme fiktion, var en række indbundne eksemplarer af Det Bedste, og dem måtte jeg så tage til takke med. Jeg stred mig tilbage gennem regnen, der nu var blevet til slud, gik i seng igen og påbegyndte læsningen af en eller anden beretning om en amerikansk dame, der vistnok havde set en ufo – og sov efter få linjer.
Da jeg næste morgen fortalte en kollega om det passerede, foreslog han helt seriøst, at jeg søgte behandling. Det kunne da ikke være normalt, mente han. Og det er da muligt, han har ret.
Men hvis det er unormalt at være tvangslæser, så er jeg ikke den eneste, der er det.
Jeg kender mange, der som jeg kan Tampax-brugsanvisningen udenad, fordi vi af og til er strandet på fremmede menneskers toiletter uden andet læsestof.
Andre, som tyrer gennem lange krimiserier på få uger, fordi vi bare må læse det næste og det næste og det næste bind. Som sluger yndlingsbøgerne flere gange, selv om vi udmærket kan huske, hvordan de ender. Som ikke fatter en brik, når folk siger, de har svært ved at finde tid til at læse, selv om de bruger timevis foran fjernsynet hver aften. Og som elsker, at der nu om dage findes e-bøger, som vi kan få fat i nårsomhelst og hvorsomhelst fra diverse streamingtjenester, og som til nød kan læses på mobilen, hvis vi skulle komme i den dybt tragiske situation at have glemt vores Anne Tyler-bog derhjemme.
Anna Grue er forfatter og har blandt andet udgivet krimiserien Den skaldede detektiv om Dan Sommerdahl og romanerne Italiensvej (2015) og De voksnes rækker (2017).
BOGEN SAMLER TANKERNE
Hvorfor læser du? Hvad er dit første minde om læsning? Og dit bedste?
Lindhardt og Ringhof slår et slag for læsning. Derfor har vi under overskriften BOGEN SAMLER TANKERNE bedt en lang række mennesker med et forhold til bøger fortælle om, hvad læselyst og læseglæde betyder for dem.
Læs med – og vær med i samtalen om, hvad læsning betyder for dig, for os og for vores samfund.
Af Anna Grue
Jeg læser naturligvis for at blive klogere, for at få indblik i andre menneskers liv, for at blive berørt, for at blive underholdt. Men skal jeg være helt ærlig, læser jeg først fremmest, fordi jeg ikke kan lade være.
Med et uoversætteligt engelsk udtryk kaldes sådan en som mig en Obsessive Compulsive Reader – altså en, der er nødt til at læse.
Hele tiden og alle vegne. Bøger, aviser, sociale medier, brugsanvisninger. Jeg skal have bogstaver ind i hjernen, og det skal ske via øjnene. Lydbøger er fine til en lang biltur, men bagefter kan jeg intet huske af det, jeg har hørt. Den trykte tekst, derimod, kan jeg ofte huske i detaljer.
Det startede på biblioteket
Min tvangsneurotiske adfærd i forbindelse med bøger har stået på, siden jeg i anden klasse fik dispensation til skolebiblioteket, selv om man egentlig skulle gå i fjerde for at låne. Fra da af slæbte jeg stabler af bøger hjem hver eneste tirsdag og torsdag og læste dem på rekordtid, i perioder minimum en bog om dagen.
Den store sorg var, at man kun måtte låne fire bøger ad gangen, så strækket mellem torsdag og tirsdag, hvor der oven i købet befandt sig en weekend, var næsten ubærligt. Jeg lærte hurtigt at foretrække tykke bøger, og det gør jeg såmænd stadig. Men altid, altid fiktion. Jeg vil til enhver tid hellere læse en opdigtet historie end for eksempel en biografi.
Den glemte roman
Afhængigheden er så voldsom, at jeg kan være nødt til at gå til yderligheder, der er svære at forstå for andre. For eksempel var jeg engang på seminar med det bladhus, hvor jeg dengang arbejdede. Jeg boede på et værelse i et anneks godt hundrede meter fra hovedbygningen, og den nat var det et forfærdeligt vejr. Storm og regn og kulde og øv. Jeg var drivvåd og forfrossen efter den korte tur, da jeg låste mig ind på værelset, træt efter en lang aften med god mad og drikke.
Da jeg fandt tandbørste og nattøj frem af weekendtasken, opdagede jeg imidlertid katastrofen: Jeg havde glemt min roman derhjemme.
(Og ja, jeg kan godt huske, hvilken bog det var: Anne Tylers Turist ved et tilfælde).
Annekset kunne ikke byde på så meget som et ugeblad eller en spændende pizzareklame. Der var absolut intet at gøre: Jeg måtte for første gang i årtier falde i søvn uden at læse først, men jeg var jo så udmattet, så det gik nok, tænkte jeg.
Men nej. Efter at have vendt og drejet mig i en time måtte jeg stå op, pakke mig ind i det stadig fugtige overtøj og vandre gennem uvejret tilbage til hovedbygningen, hvor jeg vidste, der var et lille bibliotek.
Det viste sig, at der ikke var andet end opslagsværker, og den slags dur ikke til sengelæsning. Det nærmeste, jeg kunne komme fiktion, var en række indbundne eksemplarer af Det Bedste, og dem måtte jeg så tage til takke med. Jeg stred mig tilbage gennem regnen, der nu var blevet til slud, gik i seng igen og påbegyndte læsningen af en eller anden beretning om en amerikansk dame, der vistnok havde set en ufo – og sov efter få linjer.
LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø: Man træner jo en muskel, når man læser
Tvangslæsningens glæder
Da jeg næste morgen fortalte en kollega om det passerede, foreslog han helt seriøst, at jeg søgte behandling. Det kunne da ikke være normalt, mente han. Og det er da muligt, han har ret.
Men hvis det er unormalt at være tvangslæser, så er jeg ikke den eneste, der er det.
Jeg kender mange, der som jeg kan Tampax-brugsanvisningen udenad, fordi vi af og til er strandet på fremmede menneskers toiletter uden andet læsestof.
Andre, som tyrer gennem lange krimiserier på få uger, fordi vi bare må læse det næste og det næste og det næste bind. Som sluger yndlingsbøgerne flere gange, selv om vi udmærket kan huske, hvordan de ender. Som ikke fatter en brik, når folk siger, de har svært ved at finde tid til at læse, selv om de bruger timevis foran fjernsynet hver aften. Og som elsker, at der nu om dage findes e-bøger, som vi kan få fat i nårsomhelst og hvorsomhelst fra diverse streamingtjenester, og som til nød kan læses på mobilen, hvis vi skulle komme i den dybt tragiske situation at have glemt vores Anne Tyler-bog derhjemme.
LÆS MERE OM BOGEN SAMLER TANKERNE HER
Anna Grue
Anna Grue er forfatter og har blandt andet udgivet krimiserien Den skaldede detektiv om Dan Sommerdahl og romanerne Italiensvej (2015) og De voksnes rækker (2017).
LÆS MERE om Anna Grues forfatterskab
Ellers kan du også læse mere mere om Anna Grue her.
Andre læste også: