INTERVIEW / Livet er fuldt af stød, der forskrækker og forandrer os. Stød, som puffer os i nye retninger eller slår noget i stykker. Og en dag er det døden selv, der rammer med en lige højre. Ane Riels første novellesamling, SMÅ STØD, rummer alvor, eventyr, melankoli, galskab, poesi og humor – men selv bag det muntre lurer en ulykke: et tab, et svigt, en angst, en sorg. Vi har talt med Ane Riel om hvordan hendes mors pludselige død fik stor betydning for novellerne, hvad man kan lære af at sørge og de små og store stød, som sender tilværelsen i nye retninger.
Det er 10 år siden Ane Riel debuterede som romanforfatter, og da hun ikke havde så meget lyst til at skrive den samme roman igen blev det til 4 romaner, som alle er meget forskellige i deres udtryk. ”Slagteren i Liseleje var sådan en halvlang grotesk-munter sag, Harpiks blev et tættere og meget intenst psykologisk dram, og Bæst blev den omfangsrige, episke fortælling. Da jeg havde skrevet Bæst, fik jeg lyst til at gå i modsat retning, så jeg gik fra dens store univers med mange karakterer videre til Urværks lille, intime format med et meget begrænset persongalleri. Der kunne jeg virkelig godt lide at være, og efter Urværk kunne jeg da også mærke, at jeg vist ikke var helt færdig med det korte format,” fortæller Ane Riel og fortsætter:
”Jeg har altid godt kunnet lide noveller, så jeg tænkte jeg, at det godt kunne være nu jeg skulle prøve at arbejde noget mere med den lille og helt koncentrerede historie som en novelle er. Jeg tænkte også, at det måske ville kunne lære mig noget i forhold til min næste roman at holde historien i ret stram snor”, fortæller forfatteren, der har udviklet en vane med at skrive stikord og anslag til nye romaner på sin telefon og som derfor allerede havde en hel del historier og ideer som lå og kaldte på at blive skrevet.
”Denne her bog er virkelig meget mig” slår Ane Riel entusiastisk fast og forklarer: ”Det er lidt pudsigt når man ser på hvor forskellige novellerne er, men jeg er også et meget sammensat menneske. Jeg kan være alvorlig og melankolsk, men det gakkede og absurde holder jeg virkelig også meget af at boltre mig i. De forskellige sider af mig selv kan jeg godt dyrke i romanform, men i novellerne kan jeg koncentrere det lidt mere i de enkelte historier. Novellerne er simpelthen mig i meget koncentrerede doser”, konstaterer Ane og tilføjer med et smil: ”Det er måske lidt bekymrende.”
Den indre piberyger
I novellen Assurandøren er fortælleren en netop pensioneret assurandør, som opdager, at hans hustru begynder at stjæle hatte og ser sig nødsaget til at skride til handling.
”Den novelle er et godt eksempel på hvordan jeg virkelig får luftet min indre piberyger, griner Ane Riel og fortsætter: ”Lige siden jeg var barn, har der boet en noget ældre piberygende herre inden i mig, og han har drevet mig i retning af Osvald Helmuth, Jørgen Ryg, Preben Kaas og det slæng. Sådan en type i islænder sweater, der sidder i en røgsky fra snadden og hører Lester Young. Han dukkede også indimellem op når jeg skrev stil i skolen”, husker forfatteren.
Ane Riels indre piberyger er magnetisk tiltrukket af jazz og så er han også i valgslægtskab med en figur som Storm P. Da Ane flyttede til København, søgte hun arbejde på Storm P Museet og blev en fast del af jazzmiljøet: ”Den jargon der er blandt jazzmusikere, har en høj grad af ordleg og sproglig finurlighed”, fortæller Ane og fortsætter:
”Den der lidt gammeldags og finurlige humor og en legende, improviserende tilgang til sproget og tilværelsen er jeg meget tiltrukket af og den kan godt være lidt svær at flette ind, når man skriver romaner. I en novelle som Assurandøren har jeg givet den side af mig lov til at knalde helt igennem med fortællerens sprukne og mugne stemme. Den er skrevet humoristisk men der ligger alligevel en stor alvor under. Så ja den novelle er altså utroligt meget mig, selvom man nok næppe vil tro det ved først øjekast,” slår forfatteren fast.
Magisk realisme i Vendsyssel
I novellen Ursula dukker en gammel mand op hver eneste dag ved en sten på Kirkegården. På stenen står der blot: ”Ukendt kvinde”. Manden er den eneste som ved hvad der hændte kvinden for 192 år siden, og da han selv var involveret i hendes død, må og skal han have hendes rigtige navn på stenen. Problemet er, at oldingen hverken kan tale eller skrive.
Ursula er en mere dyster og melankolsk historie med elementer af både noget eventyrligt og magisk realisme. Forfatteren fortæller, at den lidt hen ad vejen er inspireret af fortællestilen og stemningen hos Gabriel Garcia Marquez og afslører, at novellen faktisk indeholder et par diskrete hilsner til den colombianske mesterfortæller, inden hun med et højt grin påpeger, at handlingen så godt nok er henlagt til Vendsyssel. ”Der er jeg kommet hele mit liv, fordi min familie har sommerhus i Tversted. Men siden min mor døde deroppe, har jeg nok haft lidt af et horn i siden på den egn”, smiler Ane og fortsætter:
”Ursula gav mig mulighed for at udfolde en helt klassisk episk fortælling, men i kort format. Den er egentlig bare skrevet på go’ gammeldaws fortællelyst. En decideret storytelling, som jeg virkeligt godt kan lide, men som kan være svær at have med at gøre gennem en hel roman. Hvis den havde fyldt 400 sider, ville det have været alt for meget, men her var det mere koncentreret. Rent teknisk gav den mig også mulighed for at lege med nogle lidt længere sætninger end jeg plejer”, fortæller Ane Riel og tilføjer: ”Måden fortællingen udvikler sig på røber nok min fascination af naturen og dens vældige kræfter i forhold til mennesket. Jeg kan godt lide at give naturen en rolle i historien.”
Ane Riel. Foto: Thomas A
Sorgen som samlingens udgangspunkt
I sommeren 2021 var Ane Riel så småt ved at tage hul på sit novelleprojekt. Det blev dog afbrudt meget brat, da hendes mor under en fælles ferie i det nordjyske fik en hjerneblødning og døde få dage senere. I en tid var Ane stærkt påvirket af det traume, som morens død afstedkom, og hun så sig slet ikke i stand til at skrive. Men da hun hen på efteråret forsøgsvis skrev en novelle om de tanker, der fyldte hende, skete der noget.
”Jeg kunne mærke, at det at skrive om oplevelsen frigjorde noget. Jeg var egentlig lammet af sorg og savn men lige præcis den novelle skubbede noget løs i mig. Det gik op for mig, at vejen igennem sorgen var at skrive. Ikke nødvendigvis om min mors død, men alene det at skrive gjorde mig godt”, fortæller Ane og fortsætter:
”Jeg gav mig selv helt fri og lov til at skrive, hvad pokker jeg nu lige lystede, i de stemninger, jeg nu engang var i. Og fred være med det hvis noget alligevel ikke duede, for så havde jeg måske brugt 14 dage på det og ikke 4 år. Det betød også, at jeg kunne tage nogle chancer, jeg måske ikke havde taget med en roman”, tilføjer forfatteren.
Ane Riel opdagede efterhånden, at novellen om morens død dannede en slags udgangspunkt for alle de andre noveller, uanset hvor lidt de umiddelbart syntes at ligne den.
”Det tænkte jeg ikke over da jeg skrev dem. Jeg skrev som sagt uden regler og uden at lede efter en rød tråd eller et overordnet tema, men bagefter var det som om den her filmrulle, med novellerne som enkelte billeder på rullen, når de blev fremkaldt alligevel alle sammen handlede om eller forholdt sig til døden eller tabet eller det med at blive ramt af noget som vælter dig omkuld, slår noget i stykker og sender dig i en ny retning, som også ligger i titlen”, siger forfatteren. ”
”Så derfor tænkte jeg, at der ER en fællesnævner. Man kunne også sige, at alle historierne kredser om ulykken i forskellige varianter. Allermest konkret bliver ulykken i den første novelle, som handler om en trafikulykke. Men derfra går der en bue til den sidste novelle, Sorgens væsen, der altså handler om den ulykkelighed, det afstedkommer når man mister sin mor. Jeg synes det giver god mening, at Sorgens væsen optræder til sidst. Her samles trådene”.
Når hjernen spiller en et puds
Den første af novellerne i SMÅ STØD hedder Appelsiner. En mand på ferie i Italien falder i snak med en anden mand i en bus. De kører igennem et idyllisk og solbeskinnet italiensk landskab, men pludselig bliver de vidner til en grusom ulykke. Det binder dem momentant sammen og oplevelsen sætter sig dybe spor hos fortælleren.
Den første og den sidste af novellerne hænger altså i en vis forstand sammen uden at hænge sammen. I begge noveller oplever vi, at nogen dør, og vi er tæt på når døden indtræffer. Men hvor den første handler om at være vidne til den vildfremmedes død, handler den sidste om at være vidne til den allernærmestes død. I øvrigt tager begge noveller afsæt i en virkelig oplevelse. ”Trafikulykken var min gode ven vidne til for mange år siden. Jeg har fået lov at skrive fortællingen og digte videre på den, men de grusomme detaljer er desværre alle sammen sande,” fortæller Ane Riel.
”I Appelsiner skriver jeg til slut, at det var ”så forfærdeligt smukt” og det handler om, hvordan man sanser tingene og oplever tingene, når man er vidne til noget man slet ikke kan rumme. I historien får fortælleren pludselig fuld fokus på de der appelsiner, som skinner så smukt i solen, fremfor på den grusomme ulykke. Hans hjerne spiller ham et puds. Han kan ikke forstå det samlede billede, ikke overskue konsekvenserne og i stedet fokuserer han på en behagelig detalje”, forklarer hun.
Det forfærdeligt smukke
Sætningen med det ”forfærdeligt smukke” lader Ane Riel have et ekko i novellen om sin mor. For nok var oplevelsen med moren, der uden varsel faldt sammen i kramper, helt forfærdelig. Men derefter fulgte en tid, hvor Ane vågede med sin familie ved moren, som lå i koma. ”Det i sig selv, det nærvær, var der noget meget fint ved”, fortæller Ane. ”Den nat min mor udåndede, sad jeg med hånden på hendes hjerte, og mærkede hvordan det langsomt gik i stå. Især den oplevelse husker jeg som uendelig smuk. Tænk at få lov at tage afsked på den måde – med det menneske, som engang gav mig liv.”
En hyldest til et levet liv
Med morens død bliver Ane Riel selvfølgelig først og fremmest ramt af ”en helvedes masse sorg”, som hun formulerer det, men også ”en pokkers masse minder, der myldrer frem og pludselig bliver skarpe. Minder om alt det, man har haft sammen. Det er nærmest dagligt, der kommer nye ting frem fra hukommelsen. Der er pudsigt at opleve, hvordan man igen kan huske en masse, man ellers for længst havde glemt, men det er vel, fordi man indstiller sit fokus.” siger Ane.
I novellen beskriver Ane Riel det som ”glædens lille væsen” og ”taknemmelighedens lille væsen”, der kæmper om spotlightet med sorgen. ”Hvis ellers man kan give det plads er der noget smukt og glædeligt ved det, døden trækker frem. En hyldest til det liv der var. Den glæde og den morskab, som har været i det liv, man nu savner. Jeg går og sludrer med min mor hver dag og griner altså også en hel del med hende. Jeg kan sagtens finde på at udbryde: Dét så du ikke, mor! hvis jeg kommer til at gøre et eller andet kikset, og så kan jeg høre hende skraldgrine. Det er en måde at vende savnet på til et rart savn, frem for bare et ulykkeligt savn. Så skidt med, at man er blevet en sær dame, der går og snakker med sig selv på gaden.”
Er der ting du først husker efter hun døde?
”Ja, helt sikkert. Alle mulige småerindringer, der er dukket op. Nogle af dem har jeg skrevet ind i novellen som små glimt. Det kan være minder fra rejser eller tilfældige byture eller fra de mange jazzkoncerter, vi gik til sammen … men også tidlige barndomsminder.”
Anes mor var tegner så det har været en stor del af forfatterens liv og identitet, at hendes mor har siddet hjemme og arbejdet med tegninger, grafik og især illustrationer til børnebøger. ”Det der med at sidde ved siden af hende og se en bog blive til. Der fik jeg nok grundlagt min glæde ved bøger og ved den måde at skabe på. Jeg har også selv skrevet børnebøger, endda i samarbejde med hende. Så ja – der er kommet langt flere erindringer til, efter hun ikke er her mere, og det er jo dejligt. Der er en masse levet liv sammen med hende, man får lov til at opleve for anden gang”, slår forfatteren fast.
Erindringens lister
I novellen giver den fremadskridende prosa sig til at lave opremsninger eller lister over de direkte erindringer. Det hedder f.eks.:
”Den aften du tog mig med i teatret for første gang. Dengang du fortalte mig om rådyrets blik og myrernes stier. Dengang du tegnede kulisserne til skolekomedien, og jeg var så stolt, at jeg næsten ikke kunne være i min egen lillebitte hovedrolle. Dengang vi kørte grædende hjem fra dyrlægen med halsbånd uden hund. Dengang du lærte mig at tegne skygger, at skravere, at skabe perspektiv. Perspektivet, mor, det var stort! Der kunne jeg flyve sammen med dig”.
”I virkeligheden er det jo meget privat, når jeg f.eks. skriver, at min mor har lavet kulisserne til en skoleforestilling i min barndom, og jeg har da også tænkt om det mon kan interessere nogen”, smiler forfatteren og fortsætter: ”Jeg tog det alligevel med, fordi det giver et billede af, hvem jeg savner, og hvorfor jeg savner jeg hende. Vi kan alle sammen genkende sorgen, men enhver sorg er jo ens egen sorg. Da jeg fik sat ord på minderne, gik det i øvrigt op for mig på hvor mange måder hun har været med til at forme mig. Det kreative har jeg i høj grad fra hende, og det lidt gakkede fornemmer man måske også”.
Forfatterens glæde ved naturen kan også spores tilbage til hendes mødrene ophav. Fra en tidlig alder gik hun på jagt sammen med sine forældre og det var ikke så meget på grund af selve jagten, men mere for naturoplevelsens skyld. ”Jeg lærte at lytte til naturen. At se! Den største gave jeg kan give mig selv i dag, er en tur i Asserbo Plantage. At sidde helt stille op ad et fyrretræ i en solstribet skovbund og bare lytte, lugte, mærke og betragte kan virkelig gøre mig lykkelig. Jeg elsker skoven,” siger Ane med et smil. At hun delte den glæde med moren, fremgår af væggene i hendes arbejdsværelse, hvor der hænger et større udpluk af morens billeder, herunder adskillige skitser af træer, et maleri af en enorm edderkop og en akvarel af en særdeles levende gråspurv med plirrende øjne.
Det er sgu okay at sørge over en 86-årig
Anes mor blev 86 og var frisk til det sidste. ”Hun døde meget pludseligt, og det betyder selvfølgelig at både hun og vi – hendes nærmeste – blev skånet for f.eks. 10 års sygdom. Det er forbandet hårdt at miste hende, men jeg kan godt føle, at jeg bliver nødt til at fortælle mig selv, at det er sgu okay at være så ked af det, selv om hun nåede at blive gammel. Jeg kunne i begyndelsen godt være lidt flov over at udtrykke min sorg, fordi hun jo trods alt blev 86. Når man nu tænker på, hvor mange der har mistet forældre, som var meget yngre – jeg har gode venner, som har mistet forældre, der var i 40erne – hvordan kan jeg så overhovedet tillade mig at være ked af det, når min mor blev 86? Jeg tror, de fleste, som har prøvet at miste forældre der var godt oppe i årene, har stået med følelsen af, at man er nødt til at retfærdiggøre sin sorg og fortælle sig selv, at det er okay at være ked af det, det er okay at sørge over tabet”, fortæller Ane.
De lyse sider
I litteraturen findes der mange beskrivelser af at miste en forælder, man han været i konflikt med eller hvor forholdet har været problematisk. Det er der vokset meget godt romanstof ud af. Til gengæld er der måske ikke så meget, der handler om at miste en forælder, som blev gammel, og som man har haft det rigtigt fint med, siger Ane Riel. Men det er forhåbentlig den situation, som gælder de fleste? Det er i det mindste hendes håb, at der er nogle, der vil kunne spejle sig i det, når de læser novellen Sorgens væsen.
”Man kommer jo ikke til at savne mindre, fordi man har haft dem i længere tid. Når man mister nogen tidligt, savner man måske især alt det, man ikke nåede. Med min mor savner jeg også en masse ting, jeg ville ønske, vi havde nået, men vi har trods alt oplevet rigtigt meget sammen, så der er meget at glæde sig over”.
”Jeg har ikke på noget tidspunkt efter jeg har mistet hende tænkt en dårlig tanke om min mor. På den måde er novellen et helt ærligt aftryk af mine følelser. Det ville have været konstrueret, hvis jeg havde skabt en krise i vores forhold”.
I samme øjeblik man mister, så forsvinder det negative, og det er trods alt meget godt at vide, at det altså er det positive som står tilbage, og de lyse sider der fylder. De småskænderier, der måske har været, virker ret ligegyldige”.
Mange steder i Ane Riels forfatterskab ligger humoren på lur, som en konstant understrøm, der indimellem bobler op i sjove scener, barokke situationer eller replikker, som udløser alt fra smil til latterlaviner hos læseren. I novellen Sorgens væsen er der også en meget rummelig humor til stede, som når fortælleren genoplever sin mors svar på spørgsmålet om, hvad man skal gøre for at undgå møl:
”Møl? Årh du ved, møl kan ikke lide lys og støj, så du skal bare sætte en lampe ind i skabet og begynde at spille tuba.”
Eller da fortælleren tænker tilbage på dengang i vinter med den brækkede ankel:
”Hvordan går det med foden mor….Kan du gå?
”Jeg kan gå på nettet”. I novellen følger Ane Riel det op med sætningen: ”I det mindste gik hun bedre, efter hun var død” og som forfatteren slår fast: ”Min mor ville have grinet højt, hvis hun havde hørt mig sige det om hende. Man bliver nødt til at tage det ubærlige med en vis grad af humor”, siger Ane Riel. ”Jeg gør, i det mindste.”
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ “Skøn, skøn læsning” – Jyllands-Posten
Livet er fuldt af stød, der forskrækker og forandrer os. Stød, som puffer os i nye retninger eller slår noget i stykker. Og en dag er det døden selv, der rammer med en lige højre.
Ingen går fri i de elleve noveller i Små stød. En bekymret assurandør ser sig nødsaget til at ombringesin hattestjælende hustru. Et kvindeligt litteraturselskab får besvær med at holde jordforbindelsen efter at have læst en stærkt opløftende selvhjælpsbog, og et barn ser sine forældres Michael Kvium-malerier blive levende. En mor dør …
Tiden er ved at rinde ud for Alma. Nu forbereder hun sig på at gå i stå sammen med det bornholmerur, som har fulgt hende igennem årtiers sorger og glæder.
Et uventet møde med en lille dreng puster nyt liv i den gamle kone, og samtidig ruskes der op i mindet om ægtemanden Otto og det, der skete med ham. Kun Alma kender sandheden, og den kan hun ikke altid huske.
Urværk er en kærlig skildring af et menneske, som forsøger at finde en fredfyldt afslutning på et langt liv. Det er svært, når nu Otto blev som han blev og Alma gjorde som hun gjorde. Og det bliver ikke lettere af, at både livet, døden og tiden spiller Alma et puds.
Slagteren i Liseleje er en satirisk og overrumplende fortælling, en rejse gennem kontrastfyldte sind i en verden af sandhed og bedrag, sødme og syre, perversion og vanvid, skønhed og gru.
INTERVIEW / Livet er fuldt af stød, der forskrækker og forandrer os. Stød, som puffer os i nye retninger eller slår noget i stykker. Og en dag er det døden selv, der rammer med en lige højre. Ane Riels første novellesamling, SMÅ STØD, rummer alvor, eventyr, melankoli, galskab, poesi og humor – men selv bag det muntre lurer en ulykke: et tab, et svigt, en angst, en sorg. Vi har talt med Ane Riel om hvordan hendes mors pludselige død fik stor betydning for novellerne, hvad man kan lære af at sørge og de små og store stød, som sender tilværelsen i nye retninger.
Det er 10 år siden Ane Riel debuterede som romanforfatter, og da hun ikke havde så meget lyst til at skrive den samme roman igen blev det til 4 romaner, som alle er meget forskellige i deres udtryk. ”Slagteren i Liseleje var sådan en halvlang grotesk-munter sag, Harpiks blev et tættere og meget intenst psykologisk dram, og Bæst blev den omfangsrige, episke fortælling. Da jeg havde skrevet Bæst, fik jeg lyst til at gå i modsat retning, så jeg gik fra dens store univers med mange karakterer videre til Urværks lille, intime format med et meget begrænset persongalleri. Der kunne jeg virkelig godt lide at være, og efter Urværk kunne jeg da også mærke, at jeg vist ikke var helt færdig med det korte format,” fortæller Ane Riel og fortsætter:
”Jeg har altid godt kunnet lide noveller, så jeg tænkte jeg, at det godt kunne være nu jeg skulle prøve at arbejde noget mere med den lille og helt koncentrerede historie som en novelle er. Jeg tænkte også, at det måske ville kunne lære mig noget i forhold til min næste roman at holde historien i ret stram snor”, fortæller forfatteren, der har udviklet en vane med at skrive stikord og anslag til nye romaner på sin telefon og som derfor allerede havde en hel del historier og ideer som lå og kaldte på at blive skrevet.
”Denne her bog er virkelig meget mig” slår Ane Riel entusiastisk fast og forklarer: ”Det er lidt pudsigt når man ser på hvor forskellige novellerne er, men jeg er også et meget sammensat menneske. Jeg kan være alvorlig og melankolsk, men det gakkede og absurde holder jeg virkelig også meget af at boltre mig i. De forskellige sider af mig selv kan jeg godt dyrke i romanform, men i novellerne kan jeg koncentrere det lidt mere i de enkelte historier. Novellerne er simpelthen mig i meget koncentrerede doser”, konstaterer Ane og tilføjer med et smil: ”Det er måske lidt bekymrende.”
Den indre piberyger
I novellen Assurandøren er fortælleren en netop pensioneret assurandør, som opdager, at hans hustru begynder at stjæle hatte og ser sig nødsaget til at skride til handling.
”Den novelle er et godt eksempel på hvordan jeg virkelig får luftet min indre piberyger, griner Ane Riel og fortsætter: ”Lige siden jeg var barn, har der boet en noget ældre piberygende herre inden i mig, og han har drevet mig i retning af Osvald Helmuth, Jørgen Ryg, Preben Kaas og det slæng. Sådan en type i islænder sweater, der sidder i en røgsky fra snadden og hører Lester Young. Han dukkede også indimellem op når jeg skrev stil i skolen”, husker forfatteren.
Ane Riels indre piberyger er magnetisk tiltrukket af jazz og så er han også i valgslægtskab med en figur som Storm P. Da Ane flyttede til København, søgte hun arbejde på Storm P Museet og blev en fast del af jazzmiljøet: ”Den jargon der er blandt jazzmusikere, har en høj grad af ordleg og sproglig finurlighed”, fortæller Ane og fortsætter:
”Den der lidt gammeldags og finurlige humor og en legende, improviserende tilgang til sproget og tilværelsen er jeg meget tiltrukket af og den kan godt være lidt svær at flette ind, når man skriver romaner. I en novelle som Assurandøren har jeg givet den side af mig lov til at knalde helt igennem med fortællerens sprukne og mugne stemme. Den er skrevet humoristisk men der ligger alligevel en stor alvor under. Så ja den novelle er altså utroligt meget mig, selvom man nok næppe vil tro det ved først øjekast,” slår forfatteren fast.
Magisk realisme i Vendsyssel
I novellen Ursula dukker en gammel mand op hver eneste dag ved en sten på Kirkegården. På stenen står der blot: ”Ukendt kvinde”. Manden er den eneste som ved hvad der hændte kvinden for 192 år siden, og da han selv var involveret i hendes død, må og skal han have hendes rigtige navn på stenen. Problemet er, at oldingen hverken kan tale eller skrive.
Ursula er en mere dyster og melankolsk historie med elementer af både noget eventyrligt og magisk realisme. Forfatteren fortæller, at den lidt hen ad vejen er inspireret af fortællestilen og stemningen hos Gabriel Garcia Marquez og afslører, at novellen faktisk indeholder et par diskrete hilsner til den colombianske mesterfortæller, inden hun med et højt grin påpeger, at handlingen så godt nok er henlagt til Vendsyssel. ”Der er jeg kommet hele mit liv, fordi min familie har sommerhus i Tversted. Men siden min mor døde deroppe, har jeg nok haft lidt af et horn i siden på den egn”, smiler Ane og fortsætter:
”Ursula gav mig mulighed for at udfolde en helt klassisk episk fortælling, men i kort format. Den er egentlig bare skrevet på go’ gammeldaws fortællelyst. En decideret storytelling, som jeg virkeligt godt kan lide, men som kan være svær at have med at gøre gennem en hel roman. Hvis den havde fyldt 400 sider, ville det have været alt for meget, men her var det mere koncentreret. Rent teknisk gav den mig også mulighed for at lege med nogle lidt længere sætninger end jeg plejer”, fortæller Ane Riel og tilføjer: ”Måden fortællingen udvikler sig på røber nok min fascination af naturen og dens vældige kræfter i forhold til mennesket. Jeg kan godt lide at give naturen en rolle i historien.”
Sorgen som samlingens udgangspunkt
I sommeren 2021 var Ane Riel så småt ved at tage hul på sit novelleprojekt. Det blev dog afbrudt meget brat, da hendes mor under en fælles ferie i det nordjyske fik en hjerneblødning og døde få dage senere. I en tid var Ane stærkt påvirket af det traume, som morens død afstedkom, og hun så sig slet ikke i stand til at skrive. Men da hun hen på efteråret forsøgsvis skrev en novelle om de tanker, der fyldte hende, skete der noget.
”Jeg kunne mærke, at det at skrive om oplevelsen frigjorde noget. Jeg var egentlig lammet af sorg og savn men lige præcis den novelle skubbede noget løs i mig. Det gik op for mig, at vejen igennem sorgen var at skrive. Ikke nødvendigvis om min mors død, men alene det at skrive gjorde mig godt”, fortæller Ane og fortsætter:
”Jeg gav mig selv helt fri og lov til at skrive, hvad pokker jeg nu lige lystede, i de stemninger, jeg nu engang var i. Og fred være med det hvis noget alligevel ikke duede, for så havde jeg måske brugt 14 dage på det og ikke 4 år. Det betød også, at jeg kunne tage nogle chancer, jeg måske ikke havde taget med en roman”, tilføjer forfatteren.
Ane Riel opdagede efterhånden, at novellen om morens død dannede en slags udgangspunkt for alle de andre noveller, uanset hvor lidt de umiddelbart syntes at ligne den.
”Det tænkte jeg ikke over da jeg skrev dem. Jeg skrev som sagt uden regler og uden at lede efter en rød tråd eller et overordnet tema, men bagefter var det som om den her filmrulle, med novellerne som enkelte billeder på rullen, når de blev fremkaldt alligevel alle sammen handlede om eller forholdt sig til døden eller tabet eller det med at blive ramt af noget som vælter dig omkuld, slår noget i stykker og sender dig i en ny retning, som også ligger i titlen”, siger forfatteren. ”
”Så derfor tænkte jeg, at der ER en fællesnævner. Man kunne også sige, at alle historierne kredser om ulykken i forskellige varianter. Allermest konkret bliver ulykken i den første novelle, som handler om en trafikulykke. Men derfra går der en bue til den sidste novelle, Sorgens væsen, der altså handler om den ulykkelighed, det afstedkommer når man mister sin mor. Jeg synes det giver god mening, at Sorgens væsen optræder til sidst. Her samles trådene”.
Når hjernen spiller en et puds
Den første af novellerne i SMÅ STØD hedder Appelsiner. En mand på ferie i Italien falder i snak med en anden mand i en bus. De kører igennem et idyllisk og solbeskinnet italiensk landskab, men pludselig bliver de vidner til en grusom ulykke. Det binder dem momentant sammen og oplevelsen sætter sig dybe spor hos fortælleren.
Den første og den sidste af novellerne hænger altså i en vis forstand sammen uden at hænge sammen. I begge noveller oplever vi, at nogen dør, og vi er tæt på når døden indtræffer. Men hvor den første handler om at være vidne til den vildfremmedes død, handler den sidste om at være vidne til den allernærmestes død. I øvrigt tager begge noveller afsæt i en virkelig oplevelse. ”Trafikulykken var min gode ven vidne til for mange år siden. Jeg har fået lov at skrive fortællingen og digte videre på den, men de grusomme detaljer er desværre alle sammen sande,” fortæller Ane Riel.
”I Appelsiner skriver jeg til slut, at det var ”så forfærdeligt smukt” og det handler om, hvordan man sanser tingene og oplever tingene, når man er vidne til noget man slet ikke kan rumme. I historien får fortælleren pludselig fuld fokus på de der appelsiner, som skinner så smukt i solen, fremfor på den grusomme ulykke. Hans hjerne spiller ham et puds. Han kan ikke forstå det samlede billede, ikke overskue konsekvenserne og i stedet fokuserer han på en behagelig detalje”, forklarer hun.
Det forfærdeligt smukke
Sætningen med det ”forfærdeligt smukke” lader Ane Riel have et ekko i novellen om sin mor. For nok var oplevelsen med moren, der uden varsel faldt sammen i kramper, helt forfærdelig. Men derefter fulgte en tid, hvor Ane vågede med sin familie ved moren, som lå i koma. ”Det i sig selv, det nærvær, var der noget meget fint ved”, fortæller Ane. ”Den nat min mor udåndede, sad jeg med hånden på hendes hjerte, og mærkede hvordan det langsomt gik i stå. Især den oplevelse husker jeg som uendelig smuk. Tænk at få lov at tage afsked på den måde – med det menneske, som engang gav mig liv.”
En hyldest til et levet liv
Med morens død bliver Ane Riel selvfølgelig først og fremmest ramt af ”en helvedes masse sorg”, som hun formulerer det, men også ”en pokkers masse minder, der myldrer frem og pludselig bliver skarpe. Minder om alt det, man har haft sammen. Det er nærmest dagligt, der kommer nye ting frem fra hukommelsen. Der er pudsigt at opleve, hvordan man igen kan huske en masse, man ellers for længst havde glemt, men det er vel, fordi man indstiller sit fokus.” siger Ane.
I novellen beskriver Ane Riel det som ”glædens lille væsen” og ”taknemmelighedens lille væsen”, der kæmper om spotlightet med sorgen. ”Hvis ellers man kan give det plads er der noget smukt og glædeligt ved det, døden trækker frem. En hyldest til det liv der var. Den glæde og den morskab, som har været i det liv, man nu savner. Jeg går og sludrer med min mor hver dag og griner altså også en hel del med hende. Jeg kan sagtens finde på at udbryde: Dét så du ikke, mor! hvis jeg kommer til at gøre et eller andet kikset, og så kan jeg høre hende skraldgrine. Det er en måde at vende savnet på til et rart savn, frem for bare et ulykkeligt savn. Så skidt med, at man er blevet en sær dame, der går og snakker med sig selv på gaden.”
Er der ting du først husker efter hun døde?
”Ja, helt sikkert. Alle mulige småerindringer, der er dukket op. Nogle af dem har jeg skrevet ind i novellen som små glimt. Det kan være minder fra rejser eller tilfældige byture eller fra de mange jazzkoncerter, vi gik til sammen … men også tidlige barndomsminder.”
Anes mor var tegner så det har været en stor del af forfatterens liv og identitet, at hendes mor har siddet hjemme og arbejdet med tegninger, grafik og især illustrationer til børnebøger. ”Det der med at sidde ved siden af hende og se en bog blive til. Der fik jeg nok grundlagt min glæde ved bøger og ved den måde at skabe på. Jeg har også selv skrevet børnebøger, endda i samarbejde med hende. Så ja – der er kommet langt flere erindringer til, efter hun ikke er her mere, og det er jo dejligt. Der er en masse levet liv sammen med hende, man får lov til at opleve for anden gang”, slår forfatteren fast.
Erindringens lister
I novellen giver den fremadskridende prosa sig til at lave opremsninger eller lister over de direkte erindringer. Det hedder f.eks.:
”Den aften du tog mig med i teatret for første gang. Dengang du fortalte mig om rådyrets blik og myrernes stier. Dengang du tegnede kulisserne til skolekomedien, og jeg var så stolt, at jeg næsten ikke kunne være i min egen lillebitte hovedrolle. Dengang vi kørte grædende hjem fra dyrlægen med halsbånd uden hund. Dengang du lærte mig at tegne skygger, at skravere, at skabe perspektiv. Perspektivet, mor, det var stort! Der kunne jeg flyve sammen med dig”.
”I virkeligheden er det jo meget privat, når jeg f.eks. skriver, at min mor har lavet kulisserne til en skoleforestilling i min barndom, og jeg har da også tænkt om det mon kan interessere nogen”, smiler forfatteren og fortsætter: ”Jeg tog det alligevel med, fordi det giver et billede af, hvem jeg savner, og hvorfor jeg savner jeg hende. Vi kan alle sammen genkende sorgen, men enhver sorg er jo ens egen sorg. Da jeg fik sat ord på minderne, gik det i øvrigt op for mig på hvor mange måder hun har været med til at forme mig. Det kreative har jeg i høj grad fra hende, og det lidt gakkede fornemmer man måske også”.
Forfatterens glæde ved naturen kan også spores tilbage til hendes mødrene ophav. Fra en tidlig alder gik hun på jagt sammen med sine forældre og det var ikke så meget på grund af selve jagten, men mere for naturoplevelsens skyld. ”Jeg lærte at lytte til naturen. At se! Den største gave jeg kan give mig selv i dag, er en tur i Asserbo Plantage. At sidde helt stille op ad et fyrretræ i en solstribet skovbund og bare lytte, lugte, mærke og betragte kan virkelig gøre mig lykkelig. Jeg elsker skoven,” siger Ane med et smil. At hun delte den glæde med moren, fremgår af væggene i hendes arbejdsværelse, hvor der hænger et større udpluk af morens billeder, herunder adskillige skitser af træer, et maleri af en enorm edderkop og en akvarel af en særdeles levende gråspurv med plirrende øjne.
Det er sgu okay at sørge over en 86-årig
Anes mor blev 86 og var frisk til det sidste. ”Hun døde meget pludseligt, og det betyder selvfølgelig at både hun og vi – hendes nærmeste – blev skånet for f.eks. 10 års sygdom. Det er forbandet hårdt at miste hende, men jeg kan godt føle, at jeg bliver nødt til at fortælle mig selv, at det er sgu okay at være så ked af det, selv om hun nåede at blive gammel. Jeg kunne i begyndelsen godt være lidt flov over at udtrykke min sorg, fordi hun jo trods alt blev 86. Når man nu tænker på, hvor mange der har mistet forældre, som var meget yngre – jeg har gode venner, som har mistet forældre, der var i 40erne – hvordan kan jeg så overhovedet tillade mig at være ked af det, når min mor blev 86? Jeg tror, de fleste, som har prøvet at miste forældre der var godt oppe i årene, har stået med følelsen af, at man er nødt til at retfærdiggøre sin sorg og fortælle sig selv, at det er okay at være ked af det, det er okay at sørge over tabet”, fortæller Ane.
De lyse sider
I litteraturen findes der mange beskrivelser af at miste en forælder, man han været i konflikt med eller hvor forholdet har været problematisk. Det er der vokset meget godt romanstof ud af. Til gengæld er der måske ikke så meget, der handler om at miste en forælder, som blev gammel, og som man har haft det rigtigt fint med, siger Ane Riel. Men det er forhåbentlig den situation, som gælder de fleste? Det er i det mindste hendes håb, at der er nogle, der vil kunne spejle sig i det, når de læser novellen Sorgens væsen.
”Man kommer jo ikke til at savne mindre, fordi man har haft dem i længere tid. Når man mister nogen tidligt, savner man måske især alt det, man ikke nåede. Med min mor savner jeg også en masse ting, jeg ville ønske, vi havde nået, men vi har trods alt oplevet rigtigt meget sammen, så der er meget at glæde sig over”.
”Jeg har ikke på noget tidspunkt efter jeg har mistet hende tænkt en dårlig tanke om min mor. På den måde er novellen et helt ærligt aftryk af mine følelser. Det ville have været konstrueret, hvis jeg havde skabt en krise i vores forhold”.
I samme øjeblik man mister, så forsvinder det negative, og det er trods alt meget godt at vide, at det altså er det positive som står tilbage, og de lyse sider der fylder. De småskænderier, der måske har været, virker ret ligegyldige”.
LÆS OGSÅ: Ane Riel skriver, så du bliver varm om hjertet, mens det løber dig koldt ned ad ryggen
At tage det ubærlige med en vis form for humor
Mange steder i Ane Riels forfatterskab ligger humoren på lur, som en konstant understrøm, der indimellem bobler op i sjove scener, barokke situationer eller replikker, som udløser alt fra smil til latterlaviner hos læseren. I novellen Sorgens væsen er der også en meget rummelig humor til stede, som når fortælleren genoplever sin mors svar på spørgsmålet om, hvad man skal gøre for at undgå møl:
”Møl? Årh du ved, møl kan ikke lide lys og støj, så du skal bare sætte en lampe ind i skabet og begynde at spille tuba.”
Eller da fortælleren tænker tilbage på dengang i vinter med den brækkede ankel:
”Hvordan går det med foden mor….Kan du gå?
”Jeg kan gå på nettet”. I novellen følger Ane Riel det op med sætningen: ”I det mindste gik hun bedre, efter hun var død” og som forfatteren slår fast: ”Min mor ville have grinet højt, hvis hun havde hørt mig sige det om hende. Man bliver nødt til at tage det ubærlige med en vis grad af humor”, siger Ane Riel. ”Jeg gør, i det mindste.”
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ “Skøn, skøn læsning” – Jyllands-Posten
Livet er fuldt af stød, der forskrækker og forandrer os. Stød, som puffer os i nye retninger eller slår noget i stykker. Og en dag er det døden selv, der rammer med en lige højre.
Ingen går fri i de elleve noveller i Små stød. En bekymret assurandør ser sig nødsaget til at ombringesin hattestjælende hustru. Et kvindeligt litteraturselskab får besvær med at holde jordforbindelsen efter at have læst en stærkt opløftende selvhjælpsbog, og et barn ser sine forældres Michael Kvium-malerier blive levende. En mor dør …
Det er langt ude og meget tæt på.
Du kan købe Små stød af Ane Riel i din lokale boghandel eller online fx hos Bog&idé.
Tiden er ved at rinde ud for Alma. Nu forbereder hun sig på at gå i stå sammen med det bornholmerur, som har fulgt hende igennem årtiers sorger og glæder.
Et uventet møde med en lille dreng puster nyt liv i den gamle kone, og samtidig ruskes der op i mindet om ægtemanden Otto og det, der skete med ham. Kun Alma kender sandheden, og den kan hun ikke altid huske.
Urværk er en kærlig skildring af et menneske, som forsøger at finde en fredfyldt afslutning på et langt liv. Det er svært, når nu Otto blev som han blev og Alma gjorde som hun gjorde. Og det bliver ikke lettere af, at både livet, døden og tiden spiller Alma et puds.
En gribende og usædvanlig fortælling om livet.
Du kan købe Urværk online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Da den aldrende Judith inviterer Liselejes tre lokale alkoholikere hjem til fin middag, er det med stor forundring, at de takker ja.
Judith bliver et dejligt bekendtskab for de tre forhutlede mænd.
Men Judith har – desværre for de tre mænd – sin helt egen manipulerende og grusomme plan med dem.
LÆS OGSÅ: Ane Riel skriver, så du bliver varm om hjertet, mens det løber dig koldt ned ad ryggen
Slagteren i Liseleje er en satirisk og overrumplende fortælling, en rejse gennem kontrastfyldte sind i en verden af sandhed og bedrag, sødme og syre, perversion og vanvid, skønhed og gru.
Du kan købe Slagteren i Liseleje online, fx på Saxo.com, eller i din lokale boghandel.
Andre læste også: