INTERVIEW. Vikingetiden er en myte. En fynsk kvinde stod bag mordet på kong Harald ‘Blåtand’. Og kongens imponerende ringborge gik bogstaveligt talt op i røg. Det skorter ikke på fascinerende fortællinger i Anders Lundt Hansens Kong Haralds ringborge, hvor historien om de danske fæstningsværker for første gang er samlet.
Ringborgene var kong Haralds prestigeprojekt. De skulle signalere hans magt og gøre det klart for enhver, at det var ham, der bestemte over danerne. Det gik dog ikke helt som planlagt: Kongen blev myrdet, og ringborgene gik hurtigt i glemmebogen.
Først i det 20. århundrede opdagede arkæologer borgene, og i 2023 blev de optaget på UNESCO’s liste over umistelig kulturarv.
I Kong Haralds ringborge inviterer historiker Anders Lundt Hansen læseren med på en dramatisk rejse gennem den tidligste middelalders Danmark – og afslører blandt andet, hvem der stod bag drabet på kong Harald.
I din bog forholder du dig kritisk til begrebet ”vikingetiden” og forestillingen om, at danskerne var vikinger. Hvorfor?
“Vikingetiden blev opfundet i 1800-tallet, efter Danmark og de andre nordiske lande havde fået tæsk i diverse krige i 300 år i træk. Man manglede noget at rejse den sårede nationalfølelse med, og så opfandt man vikingerne. I virkeligheden var skandinaver i middelalderen hverken større, stærkere eller mere blodtørstige end alle mulige andre folkeslag.
Ordet ”viking” er faktisk bare en stillingsbetegnelse – det betyder ”sørøver” og havde oprindeligt ingen etniske undertoner. I den tidlige middelalder var der selvfølgelig vikinger. Men det var der også både før og efter den tid, vi nu kalder ”vikingetiden”, og de fandtes ikke kun i Skandinavien. Vores moderne forestilling om vikinger er en fantasifigur fra 1800-tallet.”
I 2023 kom Danmarks ringborge på UNESCO’s verdensarvsliste. Hvorfor er de ifølge dig verdensarv?
“Det enestående ved ringborgene er, at de er så ensartede. Det er ikke størrelsen eller antallet, der gør dem ekstraordinære. Der findes hundredvis af borge i Nordeuropa, der har cirka samme standardstørrelse. Men designet! At der er blevet lavet fem så ensartede borge spredt ud over så store landområdet – det er helt særligt. Der findes ikke noget, der minder om dem andre steder.”
Trelleborg nær Slagelse på Sjælland. Foto: Wikipedia (Thue Liebrandt)
Hvordan ser de ud?
“De er cirkelrunde. Normalt, når man laver et borganlæg, prøver man at udnytte terrænets fordele. Det gør ringborgene ikke; her er terrænet underordnet borgenes arkitektur. Faktisk er det ret upraktisk. Hver ringborg har fire porte, som vender ud mod verdenshjørnerne – nord, syd, øst og vest. Men mange af de her porte fører ikke nogen steder hen. De er der bare, fordi designet dikterer det.
Generelt kan man sige, at det er usmart at have for mange porte i en fæstning, for en port er borgens svageste punkt. Men på ringborgene har man med vilje sat flere svage punkter ind i voldene, bare fordi det skulle se godt ud.
Harald lavede ikke borgene ud fra praktiske hensyn. Deres stringente design skulle vise kongens overlegenhed. De var stempler på landkortet, der skulle signalere: Jylland er mit, Fyn er mit, Sjælland er mit, Skåne er mit. På den måde viste kong Harald hele Sydskandinaviens netværk af stormænd, at det var ham, der var chefen. Det var i hvert fald tanken.”
Hvordan gik det så kong Harald og hans kamp for at centralisere magten?
“Det gik slet ikke. Borgene er alle lavet på cirka samme tidspunkt – omkring år 980 – og de blev kun brugt i ganske kort tid. Vi taler maksimalt 20 år, måske kun 10. To af borgene, Nonnebakken på Fyn og Borgring ved Køge, ser endda ud, som om de aldrig blev færdige.
Udgravninger har vist, at der har været brand i borgene, og ved Trelleborg på Sjælland har man fundet pilespidser, der er blevet skudt ind i voldene. Det tyder på, at borgene blev angrebet, stormet og brændt.
Samtidig ved vi, at kong Haralds søn, Svend, rejste et oprør imod ham, og at kongen blev dræbt. Vi begynder altså at ane konturerne af en historie, hvor den aldrende konge mod slutningen af sin regeringstid ville lave en magtdemonstration med ringborgene, men at det endte med at få den helt modsatte effekt: Stormændene blev trætte af at finansiere gildet, rejste sig imod ham, stormede hans borge, brændte dem ned og indsatte hans søn som konge i stedet for.”
Og derefter forsvandt borgene og gik i glemmebogen i 1000 år?
“Fuldstændig. De var så upopulære, at ingen skjalde eller krønikeskrivere vovede så meget som at nævne dem i de efterfølgende årtier.
Senere i middelalderen, da der begyndte at komme fyldigere skriftlige kilder, var borgene helt glemt. Så det projekt, kong Harald lagde så meget prestige i, blev fuldstændig udslettet fra den fælles hukommelse, og det var først i det 20. århundrede, at arkæologer opdagede borgene.”
Tror du, vi har fundet alle ringborgene, eller har vi nogle til gode endnu?
“Det kan ikke udelukkes, at vi stadig mangler at finde en borg, men det er ikke så sandsynligt. Kigger man på et kort, kan man se, at ringborgene er strategisk placeret, og på de tomme pletter, hvor der ikke er nogen borge, havde kong Harald andre befæstede byer: Aarhus, Hedeby, Ribe.
Men hvis jeg skulle pege på et sted, hvor der kunne ligge en ringborg til, ville jeg sige det østlige Skåne. Der var nogle vigtige handelspladser i området, og kongen kan have haft brug for en fæstning. Så hvem ved?”
I din bog går du på vaskeægte detektivfacon i gang med at opklare en cold case: mordet på kong Harald, der fandt sted i 980’erne. Hvor førte din efterforskning dig hen?
“De drabelige sagn om mordet på kong Harald fortæller, at han blev skudt i bagdelen af fynboen Palnatoke. Sagen er bare, at sagnene er skrevet ned mange århundreder senere, så de passer næppe, og Palnatoke har sandsynligvis ikke levet i virkeligheden. Men kilderne er enige om, at Harald blev såret i kamp under det oprør, der rejste sig imod ham, og at han senere døde af sine sår. Så nogen slog kongen ihjel. Spørgsmålet er bare hvem?
Jeg begyndte at undersøge sagen, og pilen pegede snart mod Fyn. Hele Sydskandinavien var i den tidlige middelalder dækket af store, flotte haller, hvor der sad magtfulde fyrster. De anerkendte måske nok, at der var en danernes konge, men de var langt fra enige om, hvor meget sådan en konge skulle bestemme.
Glavendrup-runestenen fra 900-950 med indskriften: “Ragnhild satte denne sten efter Alle Sølve, viernes gode, hirdens hæderværdige thegn. Alles sønner gjorde disse kumler efter deres fader og hans kone efter sin mand, men Sote ristede disse runer efter sin drot. Thor vie disse runer. Til en ræte vorde den, som ailti (ødelægger) denne sten eller drager den efter en anden.” Foto: Nationalmuseet (Roberto Fortuna)
Inden kong Haralds regeringstid blev der rejst store monumenter for de fynske fyrster: for eksempel Ladbygraven, en pragtfuld skibsgrav fra 920’erne, og Glavendrupgraven, et storslået monument med skibssætning og runesten, rejst af kvinden Ragnhild, der uden tvivl har været en dame af et vist format.
Det sære er, at der i kong Haralds regeringstid ikke blev rejst nogen runesten på Fyn. Det var ellers den periode, hvor der blev rejst flest runesten i resten af landet. Hvad var der galt på Fyn?
Vi skal huske, at runesten blev rejst af stormænd- og kvinder for at markere deres magt. Når der ikke blev rejst nogen på Fyn under kong Harald, tyder det på, at de fynske fyrster fik et par over nakken af kongemagten.
Det vil sige, at nogen på Fyn har haft en klar interesse i at gøre oprør. Det er sandsynligt, at Ragnhilds slægt og allierede var dem, der stod i forreste række, da der blev hvæsset sværd og kastet spyd efter kong Harald.
Så for at sige det ganske kort: Ragnhild gjorde det.”
Kong Haralds ringborge af Anders Lundt Hansen
For første gang nogensinde er historien om kong Harald (Blåtand) Gormsens ringborge fra 900-tallet samlet i én bog. Historiker Anders Lundt Hansen tager os på en rejse gennem den tidligste middelalders Danmark – fra Jylland over Fyn til Sjælland – og besøger undervejs de storslåede, men i sidste ende undergangsdømte fæstningsværker.
Det er en historie om magt og ambitioner i et Danmark, hvor fyrster og stormænd kæmpede om magten, og hvor langskibe krydsede sund og bælter med krigeriske skjolde på rælingen. Til gengæld var selv de mægtigste krigere heldige, hvis de i eftertiden blev husket i nogle få, rosende ord på en runesten.
Bogen bygger på den nyeste publicerede forskning om ringborgene og deres tid og medtager også de skånske bygningsværker, der ellers ofte bliver glemt, fordi Skåne ikke længere er en del af Danmark.
INTERVIEW. Vikingetiden er en myte. En fynsk kvinde stod bag mordet på kong Harald ‘Blåtand’. Og kongens imponerende ringborge gik bogstaveligt talt op i røg. Det skorter ikke på fascinerende fortællinger i Anders Lundt Hansens Kong Haralds ringborge, hvor historien om de danske fæstningsværker for første gang er samlet.
Ringborgene var kong Haralds prestigeprojekt. De skulle signalere hans magt og gøre det klart for enhver, at det var ham, der bestemte over danerne. Det gik dog ikke helt som planlagt: Kongen blev myrdet, og ringborgene gik hurtigt i glemmebogen.
Først i det 20. århundrede opdagede arkæologer borgene, og i 2023 blev de optaget på UNESCO’s liste over umistelig kulturarv.
I Kong Haralds ringborge inviterer historiker Anders Lundt Hansen læseren med på en dramatisk rejse gennem den tidligste middelalders Danmark – og afslører blandt andet, hvem der stod bag drabet på kong Harald.
I din bog forholder du dig kritisk til begrebet ”vikingetiden” og forestillingen om, at danskerne var vikinger. Hvorfor?
“Vikingetiden blev opfundet i 1800-tallet, efter Danmark og de andre nordiske lande havde fået tæsk i diverse krige i 300 år i træk. Man manglede noget at rejse den sårede nationalfølelse med, og så opfandt man vikingerne. I virkeligheden var skandinaver i middelalderen hverken større, stærkere eller mere blodtørstige end alle mulige andre folkeslag.
Ordet ”viking” er faktisk bare en stillingsbetegnelse – det betyder ”sørøver” og havde oprindeligt ingen etniske undertoner. I den tidlige middelalder var der selvfølgelig vikinger. Men det var der også både før og efter den tid, vi nu kalder ”vikingetiden”, og de fandtes ikke kun i Skandinavien. Vores moderne forestilling om vikinger er en fantasifigur fra 1800-tallet.”
I 2023 kom Danmarks ringborge på UNESCO’s verdensarvsliste. Hvorfor er de ifølge dig verdensarv?
“Det enestående ved ringborgene er, at de er så ensartede. Det er ikke størrelsen eller antallet, der gør dem ekstraordinære. Der findes hundredvis af borge i Nordeuropa, der har cirka samme standardstørrelse. Men designet! At der er blevet lavet fem så ensartede borge spredt ud over så store landområdet – det er helt særligt. Der findes ikke noget, der minder om dem andre steder.”
Hvordan ser de ud?
“De er cirkelrunde. Normalt, når man laver et borganlæg, prøver man at udnytte terrænets fordele. Det gør ringborgene ikke; her er terrænet underordnet borgenes arkitektur. Faktisk er det ret upraktisk. Hver ringborg har fire porte, som vender ud mod verdenshjørnerne – nord, syd, øst og vest. Men mange af de her porte fører ikke nogen steder hen. De er der bare, fordi designet dikterer det.
Generelt kan man sige, at det er usmart at have for mange porte i en fæstning, for en port er borgens svageste punkt. Men på ringborgene har man med vilje sat flere svage punkter ind i voldene, bare fordi det skulle se godt ud.
LÆS OGSÅ: Anders Lundt Hansen: Historien kan skræmme dig. Det bør den faktisk gøre
Harald lavede ikke borgene ud fra praktiske hensyn. Deres stringente design skulle vise kongens overlegenhed. De var stempler på landkortet, der skulle signalere: Jylland er mit, Fyn er mit, Sjælland er mit, Skåne er mit. På den måde viste kong Harald hele Sydskandinaviens netværk af stormænd, at det var ham, der var chefen. Det var i hvert fald tanken.”
Hvordan gik det så kong Harald og hans kamp for at centralisere magten?
“Det gik slet ikke. Borgene er alle lavet på cirka samme tidspunkt – omkring år 980 – og de blev kun brugt i ganske kort tid. Vi taler maksimalt 20 år, måske kun 10. To af borgene, Nonnebakken på Fyn og Borgring ved Køge, ser endda ud, som om de aldrig blev færdige.
Udgravninger har vist, at der har været brand i borgene, og ved Trelleborg på Sjælland har man fundet pilespidser, der er blevet skudt ind i voldene. Det tyder på, at borgene blev angrebet, stormet og brændt.
Samtidig ved vi, at kong Haralds søn, Svend, rejste et oprør imod ham, og at kongen blev dræbt. Vi begynder altså at ane konturerne af en historie, hvor den aldrende konge mod slutningen af sin regeringstid ville lave en magtdemonstration med ringborgene, men at det endte med at få den helt modsatte effekt: Stormændene blev trætte af at finansiere gildet, rejste sig imod ham, stormede hans borge, brændte dem ned og indsatte hans søn som konge i stedet for.”
Og derefter forsvandt borgene og gik i glemmebogen i 1000 år?
“Fuldstændig. De var så upopulære, at ingen skjalde eller krønikeskrivere vovede så meget som at nævne dem i de efterfølgende årtier.
Senere i middelalderen, da der begyndte at komme fyldigere skriftlige kilder, var borgene helt glemt. Så det projekt, kong Harald lagde så meget prestige i, blev fuldstændig udslettet fra den fælles hukommelse, og det var først i det 20. århundrede, at arkæologer opdagede borgene.”
Tror du, vi har fundet alle ringborgene, eller har vi nogle til gode endnu?
“Det kan ikke udelukkes, at vi stadig mangler at finde en borg, men det er ikke så sandsynligt. Kigger man på et kort, kan man se, at ringborgene er strategisk placeret, og på de tomme pletter, hvor der ikke er nogen borge, havde kong Harald andre befæstede byer: Aarhus, Hedeby, Ribe.
Men hvis jeg skulle pege på et sted, hvor der kunne ligge en ringborg til, ville jeg sige det østlige Skåne. Der var nogle vigtige handelspladser i området, og kongen kan have haft brug for en fæstning. Så hvem ved?”
LÆS OGSÅ: Er den tidligste danmarkshistorie stadig relevant i dag? Absolut – hvis det da altså er den rigtige historie!
I din bog går du på vaskeægte detektivfacon i gang med at opklare en cold case: mordet på kong Harald, der fandt sted i 980’erne. Hvor førte din efterforskning dig hen?
“De drabelige sagn om mordet på kong Harald fortæller, at han blev skudt i bagdelen af fynboen Palnatoke. Sagen er bare, at sagnene er skrevet ned mange århundreder senere, så de passer næppe, og Palnatoke har sandsynligvis ikke levet i virkeligheden. Men kilderne er enige om, at Harald blev såret i kamp under det oprør, der rejste sig imod ham, og at han senere døde af sine sår. Så nogen slog kongen ihjel. Spørgsmålet er bare hvem?
Jeg begyndte at undersøge sagen, og pilen pegede snart mod Fyn. Hele Sydskandinavien var i den tidlige middelalder dækket af store, flotte haller, hvor der sad magtfulde fyrster. De anerkendte måske nok, at der var en danernes konge, men de var langt fra enige om, hvor meget sådan en konge skulle bestemme.
Inden kong Haralds regeringstid blev der rejst store monumenter for de fynske fyrster: for eksempel Ladbygraven, en pragtfuld skibsgrav fra 920’erne, og Glavendrupgraven, et storslået monument med skibssætning og runesten, rejst af kvinden Ragnhild, der uden tvivl har været en dame af et vist format.
Det sære er, at der i kong Haralds regeringstid ikke blev rejst nogen runesten på Fyn. Det var ellers den periode, hvor der blev rejst flest runesten i resten af landet. Hvad var der galt på Fyn?
Vi skal huske, at runesten blev rejst af stormænd- og kvinder for at markere deres magt. Når der ikke blev rejst nogen på Fyn under kong Harald, tyder det på, at de fynske fyrster fik et par over nakken af kongemagten.
Det vil sige, at nogen på Fyn har haft en klar interesse i at gøre oprør. Det er sandsynligt, at Ragnhilds slægt og allierede var dem, der stod i forreste række, da der blev hvæsset sværd og kastet spyd efter kong Harald.
Så for at sige det ganske kort: Ragnhild gjorde det.”
Kong Haralds ringborge af Anders Lundt Hansen
For første gang nogensinde er historien om kong Harald (Blåtand) Gormsens ringborge fra 900-tallet samlet i én bog. Historiker Anders Lundt Hansen tager os på en rejse gennem den tidligste middelalders Danmark – fra Jylland over Fyn til Sjælland – og besøger undervejs de storslåede, men i sidste ende undergangsdømte fæstningsværker.
Det er en historie om magt og ambitioner i et Danmark, hvor fyrster og stormænd kæmpede om magten, og hvor langskibe krydsede sund og bælter med krigeriske skjolde på rælingen. Til gengæld var selv de mægtigste krigere heldige, hvis de i eftertiden blev husket i nogle få, rosende ord på en runesten.
Bogen bygger på den nyeste publicerede forskning om ringborgene og deres tid og medtager også de skånske bygningsværker, der ellers ofte bliver glemt, fordi Skåne ikke længere er en del af Danmark.
Du kan købe Kong Haralds ringborge online fx på Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra 29. august.
Andre læste også: