Margaret Atwoods nye essaysamling Brændende spørgsmål er en guldgrube af brændende spørgsmål – og ikke mindst livskloge svar. Læs et uddrag fra essaysamlingen her.
Hvorfor har mennesker igennem alle tider, kulturer og steder fortalt hinanden historier? Hvad har zombier med autoritære principper at gøre? Og hvordan kan vi leve sammen på denne planet?
Brændende spørgsmål er essays, taler og tekster af prisbelønnede Margaret Atwood. Med sit skarpe intellekt og sin drillende humor stiller og svarer Margaret Atwood på brændende spørgsmål om politik, klima, litteratur, teknologi, ytringsfrihed og den tiltagende totalitarisme.
LÆS OGSÅ: Få overblik over Margaret Atwoods forfatterskab
Margaret Atwood (f. 1939) er en prisbelønnet canadisk forfatter og litteraturkritiker. Siden 1961 har hun udgivet over 66 forskellige digtsamlinger, romaner, fagbøger, novellesamlinger, børnebøger og grafiske romaner.
Hendes mest kendte værk er den dystopiske roman Tjenerindens fortælling fra 1985. Atwood har modtaget en række priser for sit forfatterskab, herunder to Booker Prizes, Arthur C. Clarke Award, Governor General’s Award, Franz Kafka-prisen og Princess of Asturias-prisen. Flere af hendes værker er blevet filmatiseret.
Læs et uddrag af Brændende spørgsmål her.
Brændende spørgsmål
af Margaret Atwood
Indledning
Brændende spørgsmål er min tredje samling essays og andre lejlighedstekster. Den første var Second Words, som begyndte i 1960, da jeg offentliggjorde mine første boganmeldelser, og sluttede i 1982. Den anden var Moving Targets, der bestod af tekster fra 1983 til midt i 2004. Brændende spørgsmål begynder fra midt i 2004 og slutter midt i 2022. De enkelte samlinger spænder med andre ord over cirka tyve år.
Disse tre perioder har været omvæltende på hver sin måde. Lejlighedstekster skrives i en bestemt anledning og er på den måde nært knyttet til deres tid og sted – det er mine i hvert fald. De er også knyttet til min alder på det tidspunkt, jeg skrev dem, og til mine ydre omstændigheder.
(Havde jeg et arbejde? Var jeg studerende? Havde jeg brug for pengene? Var jeg allerede en kendt forfatter og dyrkede mine interesser? Gjorde jeg nogen en tjeneste uden vederlag, fordi de have bedt om hjælp?)
I 1960 var jeg 20, ugift, ukendt i bogform og kvindelig studerende med en begrænset garderobe. I 2022 var jeg 82, en velkendt forfatter, bedstemor og enke, dog stadig med en begrænset garderobe, da jeg gennem mislykkede eksperimenter havde erfaret, at der er visse ting, det er bedst, jeg ikke går klædt i.
Det siger sig selv, at jeg har forandret mig – mit hår har en anden farve – men det har verden også. De seneste tres år har været en rutsjebanetur med mange chok og omskiftelser, mange tumulter og omvæltninger.
Året 1960 var kun et årti efter afslutningen på anden verdenskrig. For vores generation føltes den på én gang meget tæt på – vi havde gennemlevet den, der var veteraner og faldne i vores familier, nogle af vores gymnasielærere havde været med – og meget langt væk.
Mellem 1950 og 1960 havde der været både mccarthyismen, der havde givet os en anelse om demokratiets skrøbelighed, og Elvis, der havde vendt sang og dans på hovedet. Også måden man gik klædt på, havde forandret sig gennemgribende: i 1940’erne var det mørkt, holdbart, militært, klodset; i 1950’erne var det flæset, stropløst, touperet, pastelfarvet, blomstret. Det feminine var i højsædet. Bilerne var ikke længere de mørke, lukkede sedanmodeller fra krigsårene, men forkromede med kalecher og overdådige farver. Transistorradioen var opfundet. Der blev bygget drive-in-biografer. Der var pludselig plastic alle vegne.
I 1960 kom der også en anden forandring. Blandt mere seriøse unge blev folkemusikken mere populær end gammeldags dans. I de meget små kunstneriske kredse, som dengang mødtes på Torontos kaffebarer – og som var mere interesserede i fransk eksistentialisme end i beatniks – var sorte rullekravetrøjer og lige så sort eyeliner højeste mode.
Men de tidlige 1960’ere var dybest set det samme som 1950’erne. Den kolde krig var stadig i gang. Kennedy var endnu ikke blevet snigmyrdet. Der var ingen p-piller i bare nogenlunde frit omløb. Der var ingen miniskørter, men der havde lige været minishorts. Der var ingen hippier. Der var ingen ny bølge for kvindebevægelsen.
Det var i denne periode, jeg skrev mine første boganmeldelser, min første digtsamling og min første roman – den ligger heldigvis stadig i skuffen – og min første offentliggjorte roman Den spiselige kvinde. Da den udkom – i 1969 – var den virkelighed, den beskriver, allerede forsvundet.
Senere i 1960’erne var alt i oprør. De store borgerrettighedsmarcher i USA, protesterne mod Vietnamkrigen, de flere hundrede tusind militærnægtere, der strømmede til Canada. Selv var jeg også hele tiden i bevægelse: i nogle af årene var jeg graduatestuderende i Cambridge, Massachusetts, i andre havde jeg mindre akademiske stillinger i byer som Montreal og Edmonton.
Jeg flyttede seksten-sytten gange. I løbet af denne tid blev der etableret en hel del nye forlag i Canada blandt andet i en bestræbelse på at knytte an til landets postkoloniale kamp for at forstå sig selv. Mit arbejde for et af disse forlag blev anledning til en hel del essays både dengang og senere.
Så kom 1970’erne, det voldsomme røre i forbindelse med kvindebevægelsens ny bølge og bagefter reaktionen og nedsmeltningen, inden det var forbi; i Canada indtog Quebec-separatismen den politiske scene. I samme periode fremkom der flere autoritære regimer: Pinochet i Chile, den argentinske junta, mord og bortførelser, mennesker der forsvandt, Pol Pot-regimet i Cambodia og de omfattende myrderier. Nogle var til ”højre”, andre til ”venstre”, men det var indlysende, at ingen af ideologierne havde monopol på barbariske grusomheder.
Jeg blev ved med at skrive boganmeldelser og romaner, noveller og digte, som jeg følte var mit rigtige arbejde, men jeg forsøgte mig også med artikler og taler. En hel del af dem handlede om emner, der stadig optager min skrumpende hjerne: ”Kvindespørgsmål”, forfattervirksomhed og forfattere, menneskerettigheder. Jeg var i mellemtiden blevet medlem af Amnesty International, der arbejdede på at befri ”samvittighedsfanger” først og fremmest ved hjælp af brevkampagner.
I 1972 var jeg holdt op med at tage akademiske stillinger og var blevet freelancer, hvilket betød, at jeg sagde ja til alt det lønnede arbejde, jeg kunne få. Vi boede på en gård og havde et lille barn og et lille budget. Vi var ikke fattige, men en af vores gæster fortalte dog vidt og bredt, at vi ”ikke ejede andet end en ged”.
(Vi havde faktisk ingen geder, kun får).
Vi rullede heller ikke i penge. Vi dyrkede masser af grøntsager og holdt høns og andre ikke-menneskelige samlevere. Mini-landbruget var tidsrøvende, og vi tabte også penge på det, så hvis jeg kunne tjene lidt ekstra ved at skrive i stedet for at sælge æg, var det kun en fordel.
1980’erne begyndte med, at vi flyttede fra gården til Toronto (bl.a. af hensyn til børnenes skolegang), og samtidig blev Ronald Reagan præsident i USA, og den religiøse højrefløj fik stor fremgang. I 1981 begyndte jeg at tænke på Tjenerindens fortælling, men jeg udskød at skrive videre på den, fordi idéen forekom mig at være for outreret.
Min produktion af ”lejlighedstekster” voksede, dels fordi det var en mulighed – med et barn i skole havde jeg mere fritid i dagtimerne – og dels fordi jeg fik flere og flere opgaver. Når jeg læser mine sporadiske, misligholdte og ikke særlig oplysende dagbøger, bemærker jeg, at et af ledemotiverne er en konstant jammer over, at jeg påtager mig for meget. ”Nu må det holde op,” skriver jeg. Nogle af de stykker, jeg skrev, skrev jeg som reaktion på anmodninger om hjælp, og sådan er det stadig.
”Sig dog bare nej,” sagde folk til mig, og jeg sagde det også til mig selv. Men hvis man bliver bedt om at skrive ti essays om året og siger nej til 90 procent af dem, bliver resultatet kun ét essay om året. Bliver man derimod bedt om at skrive 400 essays og artikler og stadig siger nej til 90 procent – man er vel principfast og beslutsom – bliver resultatet immervæk 40 stykker om året. Jeg har i gennemsnit skrevet 40 essays og artikler om året i de seneste årtier. Det må være nok. Grænsen er nået.
For at vende tilbage til vores kronologi: Den kolde krig og sovjetsta- ten brød sammen i 1989, og Berlinmuren blev revet ned. Historiens afslutning var indtruffet, fik vi at vide, kapitalismen var vejen frem, forbrugerismen var konge, vi blev defineret af vores livsstilsvalg, og hvad mere kunne kvinderne ønske sig?
For ikke at nævne ”minoriteterne” – der, som mine spioner betroede mig, i Canada af politikere og bureaukrater blev omtalt som ”multi-eths” (mennesker, der talte andre sprog end fransk og engelsk) og ”visi-mins” (mennesker, der ikke var hvide). Begge grupper kunne ønske sig en hel del mere, som det ganske snart blev åbenbart; men i 1990’erne var det ikke særlig åbenbart.
Der var rørelser, der var rumlen, der var krige og politiske kup og konflikter andre steder i verden, men eksplosioner var der ikke endnu. ”Det sker ikke her,” var stadig den udbredte opfattelse.
Efter 2001 og terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon blev alt forandret. Gamle opfattelser blev udfordret, gamle betryggende meninger fløj ud ad vinduet, selvindlysende sandheder var ikke længere selvindlysende. Frygt og mistro var tidens tegn.
Og det er her, Brændende spørgsmål begynder.
Hvorfor den titel? Måske fordi de spørgsmål, vi er stillet over for her i det 21. århundrede, er mere end presserende. Det mener man i enhver tidsalder, at ens tid er, men vores æra er alligevel anderledes. For det første planeten. Er hele verden virkelig ved at brænde op? Er det os, der har sat ild til den? Kan vi slukke bålet?
Og hvad med den påfaldende ulige fordeling af velstanden ikke kun i Nordamerika, men stort set over hele verden? Har en så ustabil samfundsorden mulighed for at overleve? Hvor lang tid går der, før de 99 procent har fået nok og stikker den figurative Bastille i brand?
Så er der demokratiet. Er det truet? Hvad betyder ”demokrati” i det hele taget? Har det overhovedet nogensinde eksisteret i den forstand, at det har betydet ligeret for alle borgere? Tager vi ordet ”alle” alvorligt nok? Alle køn, alle religioner, alle etniske afskygninger. Er den styreform, vi kalder demokrati, værd at bevare eller at stræbe efter? Hvad mener vi egentlig med frihed? Hvor mange ytringer bør ytres frit og af hvem og om hvad?
De sociale medier har skabt en revolution, der har givet hidtil uset magt til online-forsamlinger af mennesker, der betegnes som ”bevægelser”, hvis man synes om dem, og som ”bander”, hvis man ikke gør. Er det godt eller dårligt eller bare en forlængelse af gammeldags masser og deres bevægelser?
Betyder ”brænd det hele ned” – et populært slogan i vor tid – i virkeligheden det hele?
Betyder alle i realiteten alle ord? Hvad med ”de kreative”, som nogen kalder dem? Hvad med forfattere og bøger? Skal de – skal vi – kun være talerør, der aflirer acceptable banaliteter, som formodes at være gavnlige for samfundet, eller har vi også en anden funktion? Hvis det er en funktion, som andre tager afstand fra, skal vores bøger så brændes? Hvorfor egentlig ikke? Det er blevet gjort før i dag. Der er ikke noget særlig helligt ved en bog.
Det er nogle af de brændende spørgsmål, man har stillet mig, og som jeg har stillet mig selv i løbet af de seneste to årtier. Og her er nogle af svarene. Eller skal jeg hellere sige nogle af forsøgene? Det er jo det, essay betyder: et forsøg. En bestræbelse.
Jeg har inddelt bogen i fem afsnit. Hver især markeret af en begivenhed eller et vendepunkt.
Første del begynder i 2004. I kølvandet på angrebet på World Trade Center og Pentagon kom Irakkrigen. Jeg var stadig på salgsrejse med Oryx og Crake (2003), det første bind i MaddAddam-trilogien, der udspiller sig omkring en dobbelt krise: klimakrisen og arternes uddøen, som er en konsekvens af den, og en pandemisk plage forårsaget af gensplejsning.
I 2003-04 hørte disse præmisser til i en fjern fremtid, men sådan er det ikke længere. Første del slutter i 2009, da verden stadig var groggy efter den store finanskrise i 2008 – netop det øjeblik da jeg fik udgivet Payback: Debt and the Shadow Side of Wealth. (Der var flere, som troede, jeg havde en krystalkugle. Det havde jeg ikke.)
Anden del går fra 2010 til 2013. I disse fire år var Obama præsi- dent i USA, og verden rettede sig langsomt op efter den økonomiske nedsmeltning. Jeg var mest optaget af at skrive MaddAddam, den tredje roman i MaddAddam-trilogien. Når man har skrevet en bog, bliver man jævnligt spurgt, hvorfor man har gjort det – som om man havde stjålet et askebæger – og i et af essayene fra denne tid forsøger jeg pligtskyldigt at gøre rede for min forseelse.
Mit liv som essayforfatter var omskifteligt. Jeg blev ved med at skrive anmeldelser, forord og desværre også nekrologer. Klimakrisen blev efterhånden et stadig varmere emne, og jeg skrev stadig oftere om det.
I 2012 fik min mand Graeme Gibson diagnosen demens.
”Hvad er prognosen?” spurgte han. ”Det kan gå langsomt, det kan gå hurtigt, det kan forblive uændret, vi ved det simpelthen ikke,” lød svaret. Det var nogenlunde det samme med verdenssituationen. Det var en rastløs, urolig tid uden store overvældende katastrofer. Folk var bange, men deres frygt var ufokuseret. Vi holdt vejret. Vi holdt ud og blev ved. Vi lod, som om alt var normalt. Men der var allerede tegn i sol og måne på, at noget værre var på vej.
Tredje del består af essays fra 2014 til 2016. Opløbet til præsidentvalget i USA i 2016 var allerede begyndt. Tv-udgaven af Tjenerindens fortælling var under forberedelse – optagelserne skulle begynde i august 2016 – og en miniserie af Alias Grace om en kvindelig straffefange og muligvis morder fra det 19. århundrede var allerede ved at blive indspillet.
Mine tanker kredsede meget om frihed og dens modsætning. Omkring denne tid begyndte jeg at skrive på Gileads døtre, der udkom i 2019 som fortsættelsen til Tjenerindens fortælling.
Sidst i 2016 skete der utvivlsomt en ændring i tidsånden. Med valget af Donald Trump som amerikansk præsident trådte vi fuldt og helt ind i post-sandhedens tidsalder – et land vi måtte leve i indtil 2020, selv om mange mennesker åbenbart stadig foretrækker at blive ved med at leve i det.
Fjerde del begynder i 2017, da man i USA var bange for, at Tjenerindens fortælling måske slet ikke var fiktion. Indsættelsen af præsident Trump blev omgående efterfulgt af en stor international kvindemarch. Det var en tid med megen hændervriden og tænders gnidsel i Amerika. Hvad ville der ske? Hvor tæt var vi på en tilbagerulning af kvinders rettigheder? Var der et autoritært regime på vej?
Da tv-versionen af Tjenerindens fortælling blev præsenteret i april, fandt den et publikum, som den ikke behøvede at overbevise om noget. Samme år kunne miniserien af Alias Grace streames. Alias Grace handlede om, hvordan vi havde været. Tjenerindens fortælling handlede om, hvordan vi kunne blive.
Efter at hackere gennem længere tid havde forsøgt at stjæle manu- skriptet online – en af de mere bizarre oplevelser i mit forfatterliv – blev Gileads døtre udgivet den 10. september 2019.
I samme periode opstod #MeToo-bevægelsen. Den overordnede virkning af #MeToo var, tror jeg nok, positiv i den forstand, at ingen længere kunne regne med, at man ustraffet kunne opføre sig ligesom Harvey Weinstein. Men de positive og negative aspekter af fordømmelser på de sociale medier debatteres jo stadig, og ”kulturkrigen” raser endnu. På denne baggrund skrev jeg om nødvendigheden af sandhed, bekræftede kendsgerninger og rimelighed, og det samme gjorde andre, der skrev om sagen mod Weinstein, Bill Cosby og mange andre.
Disse tre år var de sværeste for Graeme og mig. Graemes tilstand blev gradvis værre gennem 2017 og 2018, og i 2019 begyndte det at gå hurtigere ned ad bakke. Vi vidste, at vi kun havde en begrænset tid tilbage sammen – måneder, ikke år. Graeme ville gerne af sted, mens han stadig var sig selv, og det ønske fik han opfyldt. Halvanden dag efter lanceringen af Gileads døtre på National Theatre i London, fik han en voldsom hjerneblødning, gik i koma og døde fem dage senere.
Det vil måske overraske nogen, at jeg fortsatte min salgsrejse for Gileads døtre efter Graemes død. Men hvis valget står mellem hotelværelser og aktiviteter og mange mennesker på den ene side og et tomt hus og en tom stol på den anden, hvad skal man så vælge? Kære læser? Det tomme hus og den tomme stol blev simpelthen bare udskudt til senere, det siger sig selv. Det indhentede mig, som den slags jo gør.
Femte del begynder i 2020. Det var valgår i USA, og det var et ejendommeligt valg. – forværret af Covid-19, der for alvor slog igen- nem i marts.
Jeg blev opfordret til at skrive et antal Covid-relaterede artikler – hvad foretog jeg mig hele dagen, hvordan så vores fremtidsudsigter ud? Jeg var optaget af totalitarisme; den verdensomspændende tendens i denne retning var foruroligende, og det samme var forskellige autoritære udviklinger i USA. Var vi endnu en gang vidne til et demokratis sammenbrud?
I efteråret 2020 blev min digtsamling Inderligt udgivet; jeg har medtaget et af de essays, jeg skrev om den. Graeme optog meget af pladsen i mine tanker; det var en fornøjelse at skrive forordet til hans Bedside Book of Birds og introduktionen til hans to sidste romaner, der begge blev genudgivet.
Jeg udvider Brændende spørgsmål med artikler om to vigtige miljø- forkæmpere – Barry Lopez og Rachel Carson – hvis værker, forudser jeg, vil få stadig større betydning, efterhånden som vi her på Planeten Jorden tvinges til at se en stadig mere usikker fremtid i øjnene.
Arvtagerne til Lopez og Carson og de mange andre tidlige stemmer, der har advaret mod den tiltagende klimakrise, er de unge post-millennials, hvis bedst kendte talerør er Greta Thunberg. Midt i det 20. århundrede, da Rachel Carson fik udgivet sin første bog, var det bekvemt at benægte, undvige og udskyde, men det er ikke længere muligt. Hvis vi altså ønsker at forblive en art på denne klode.
Snart overtager de unge post-millennials magten. Lad os håbe, at de bruger den klogt. Og hurtigt.
Til denne udgave har jeg tilføjet tre nye essays. Det første er en reaktion på de lækkede dokumenter fra den amerikanske højesteret vedrørende sagen Roe v. Wade, der afslørede, hvad rettens nye afgørelse sandsynligvis ville blive.
Og afgørelsen blev netop, hvad man kunne have frygtet, idet Roe v. Wade blev omstødt den 24. juni 2022 og dermed sørgede for, at den føderale beskyttelse af millioner af amerikanske kvinders ret til hjælp fra sundhedsvæsenet i forbindelse med fødsler blev fjernet.
Virkningerne af denne kendelse mærkes stadig, og i flere delstater har man travlt med at indføre endnu mere diktatoriske love, der minder stadig mere om tilstandene i Tjenerindens fortælling. Kontrolsteder ved delstatsgrænserne? Fængsler fulde af gravide kvinder? Utallige dødsfald som følge af svangerskaber uden for livmoderen?
Det kommer til at afhænge af, hvordan amerikanerne reagerer. Ejer staten din krop? Lad os finde ud af det.
Det andet nye essay skyldes, at jeg blev beæret med The Christopher Hitchens Prize for 2022, en pris opkaldt efter den stærkt kritiske debattør og provokatør ”Hitch”. Jeg anser mig ikke for at være professionel Ramus Modsat eller offentlig intellektuel eller noget i den retning, men som selvbeskæftiget forfatter, der ikke kan fyres, er jeg jævnligt blevet opfordret til at udtale mig på vegne af andre mennesker, der ikke selv kan gøre det, og det har jeg også gjort.
Noget tyder på, at nu da visse grupper på ”venstrefløjen” bliver udsat for et koordineret angreb fra ”højrefløjen”, har de fået en ny respekt for faktuelle kendsgerninger, logik og åben debat forstået som modsætning til bare at råbe op på sociale medier. Det er ikke et sekund for tidligt.
Det tredje essay er skrevet kort tid efter det næsten dræbende over- fald på Salman Rushdie den 12. august 2022. Dette overfald understreger endnu en gang – og det er åbenbart nødvendigt – behovet for at beskæftige sig med et af vor tids vigtigste spørgsmål: Ønsker vi at leve i et demokrati, eller skal totalitære ideologier have lov til at tage magten? I et diktatur debatterer man ikke med sine modstandere. Man slår dem ihjel.
Ja, vi lever i farlige tider. Men vi er endnu ikke dømt til undergang, og det er demokratiet heller ikke. Jeg håber, vi kan bevare modet til at håbe.
FØRSTE DEL
2004 til 2009 – HVAD SKAL DER NU SKE?
Videnskabelig romance
(2004)
Jeg er beæret over at være blevet bedt om at holde Kesterton-forelæsningen her på Carleton’s School of Journalism and Communication.
Jeg konstaterer, at jeg er den fjerde taler i rækken, og at tre meget fremtrædende mænd har haft æren før mig. Jeg har altid haft mistillid til tallet 4, men også altid haft det godt med 3-tallet. Jeg har derfor opløst det tvivlsomme 4-tal til to sæt: det ene med tre, et heldigt, tosset sæt med mandlige personer, som følgelig udelukker mig; og et andet sæt med en enkelt person, som indbefatter kvindelige deltagere og derfor også tilfældigvis mig. Jeg er således den første i et sæt, som jeg håber vil komme til at indbefatte mange flere personer i en nær fremtid.
Det var så aftenens feministiske indslag, der – som man kan se – er kløgtigt kombineret med de indledende tosserier, så ingen skal føle sig truet af det. Jeg har aldrig forstået, hvorfor visse mennesker opfatter mig som en trussel. Jeg er jo forholdsvis lille, og når man ser bort fra Napoleon, hvor mange små mennesker har så været decideret truende?
For det andet er jeg et ikon, som I har sikkert har fået at vide, og når man først er blevet et ikon, er man mere eller mindre død, og det eneste, man behøver at gøre, er at stå helt stille i parker og forvandle sig til bronze, mens duer og andre sætter sig på ens skuldre og klatter på ens hoved. For det tredje er jeg – astrologisk talt – Skorpion, et af de venligste, mildeste stjernetegn.
Vi foretrækker et stilfærdigt liv i mørket og fredsommelige skosnuder, hvor vi aldrig laver ballade, medmindre nogen prøver at mase en aggressivt stor gul tånegl ned oven i os. Sådan har jeg det også: Jeg laver ikke ballade, medmindre jeg bliver trådt over tæerne; i så fald svarer jeg til gengæld ikke for konsekvenserne.
Overskriften på mit lille foredrag her i aften er ”Videnskabsromantik”. Umiddelbart handler det om science fiction. Underteksten er sandsynligvis Hvad skal vi med fiktion? Eller noget i den retning. Underteksten under det vil være et par sætninger om de to videnskabelige-romantiske fortællinger, jeg selv har skrevet. Og under-under-underteksten kan så vise sig at blive Hvad er et menneske?
Mit foredrag er med andre ord en slags kæbeknuserbolsje med et lag sukker yderst og derunder forskellige andre lag, indtil man når ind til centrum og en underlig fremmedartet kerne.
Først vil jeg tale om den særlige form for prosafiktion, der betegnes som ”science fiction”, en mærkat der forener to betegnelser, som man ellers kunne tro gensidigt udelukkede hinanden, eftersom science – der kommer af latin scientia og betyder ”kundskab” – formodes at beskæftige sig med påviselige kendsgerninger, mens fiction – der er udledt af et verbum, der betyder ”at forme”, dvs. som at forme i ler – betegner noget, der er kunstigt eller opfundet. Og i en sammenstilling som science fiction skulle man tro, at det ene ord udelukkede det andet.
Bogen vurderes som noget, der tilstræber et sandt udsagn, men fiktions-delen – fortællingen, påfundet – gør den uanvendelig for den, der for alvor ønsker at få viden om et emne som fx nanoteknologi. Hvis den da ikke bliver behandlet, ligesom W. C. Fields behandlede golf, da han forklarede, at det var som en god spadseretur, bare ødelagt – det vil sige, at bogen anskues som en fortællende struktur belemret med alt for meget esoterisk fyldstof, mens den i virkeligheden burde have holdt sig til at beskrive den sociale og seksuelle interaktion mellem Bob og Carol og Ted og Alice.
Jules Verne, en af science fiction-genrens bedsteforældre på fædrene side og ophavsmand til romaner som En verdensomsejling under havet, var forarget over de friheder, som H. G. Wells tillod sig, når han ikke i lighed med Verne begrænsede sig til maskiner, der lå inden for det muliges område – fx en undervandsbåd – men skabte helt anderledes maskiner – såsom Tidsmaskinen – der helt indlysende lå uden for det muliges grænser. ”Il invente! ” skulle Jules Verne efter sigende have udbrudt med alle tegn på misbilligelse.
Så knuden i dette afsnit af mit foredrag – en knude kan sommetider være en væmmelig udvækst på stemmebåndene, hvis man holder for mange taler, men jeg bruger den her i en anden betydning, snarere i betydningen et knudepunkt – denne knude er det besynderlige sted, hvor videnskab og fiktion mødes. Hvor er den slags fortællinger kom- met fra, og hvorfor skrives og læses der science fiction, og hvad er det i det hele taget godt for?
Før betegnelsen science fiction dukkede op i USA i 1930’erne midt under guldalderen for monstre med insektøjne og unge piger i gennemsigtige dragter, blev romaner som H. G. Wells’ Klodernes kamp kaldt ”videnskabsromancer”. I begge betegnelser – videnskabsromance og science fiction – er det videnskabelige element beskrivende. Navneordene er henholdsvis romance og fiktion, og ordet fiktion er en meget rummelig betegnelse.
Vi har vænnet os til at kalde alle eksempler på længere prosa for ”romaner” og at vurdere dem ud fra begreber, der er udarbejdet for netop at evaluere en ganske bestemt slags lang prosafiktion, nemlig den slags der handler om individer i et realistisk skildret socialt miljø, og som så dagens lys i Daniel Defoes værker – Defoe forsøgte i øvrigt at bilde sine læsere ind, at han skrev journalistik – samt i romaner af Samuel Richardson og Fanny Burney og Jane Austen i det 18. og i begyndelsen af det 19. århundrede, og som derefter blev videreudviklet af George Eliot og Charles Dickens og Flaubert og Tolstoj samt mange andre i midten og slutningen af det 19. århundrede.
Romaner af denne type anses for at være bedst, hvis de har ”runde” personer frem for ”flade”, idet de runde formodes at besidde en større psykologisk dybde. Alt, som ikke passer til denne form, er blevet hen- vist til et knap så alvorligt område, der kaldes ”genrefiktion”, og det er her, at spionromanen og krimien og eventyret og det overnaturlige og science fiction-historien, uagtet de alle sammen kan være blændende godt skrevet, må finde sig i at høre hjemme, så at sige sendt op på værelset – som straf for at være så underholdende på en overfladiske måde.
De finder på, og vi ved, de finder på i hvert fald til en vis grænse, og at de derfor ikke handler om ”det virkelige liv”, som ikke bør være præget af tilfældigheder og besynderlige sammentræf og action/eventyr – medmindre de handler om krig, det siger sig selv – og som af samme grund ikke er gedigne nok.
Romanen i egentlig forstand har altid gjort krav på en bestemt slags sandhed – sandheden om menneskets natur, om hvordan mennesker i virkeligheden opfører sig med alt tøjet på undtagen i soveværelset – dvs. under observerbare sociale forhold.
”Genrerne”, mener man, vil noget andet med os. De vil underholde, hvilket er dårligt og eskapistisk, snarere end bare at konfrontere os med dagligdagens trædemølle og opslidende trummerum. Desværre for romanforfattere foretrækker et flertal af læsere at blive underholdt.
Der er en ludfattig forfatter i George Gissings mesterværk New Grub Street, som begår selvmord efter fiaskoen for hans realistiske samfundsskildring med titlen Mr. Bailey, Grocer. New Grub Street udkom netop, da interessen for eventyr-romancer og nyskabelser som Rider Haggards Hun og H. G. Wells’ videnskabelige romancer var på sit højeste, og hvis Mr. Bailey, Grocer havde været en virkelig roman, ville den have haft mere end svært ved at slå igennem.
Hvis man tror, at noget lignende ikke kan ske i vore dage, så se på salgstallene for Pi’s liv – ren eventyr-romance – og Da Vinci-mysteriet, der også er det, eller Anne Rices endeløse vampyrdramaer.
Scenen for den ægte realistiske roman er Middle Earth, og i midten af Middle Earth finder vi middelklassen, og helten og heltinden er som regel udtryk for de ønskværdige normer eller kunne have været det i – eksempelvis – tragiske versioner som Thomas Hardys, hvis skæbnen og samfundet ikke havde været så genstridige. Som forlagsredaktører gerne siger: ”Vi kan lide den slags mennesker.”
Selvfølgelig forekommer der også groteske variationer over de ønskværdige normer, men de op- træder som regel ikke som onde, talende muslinger eller varulve eller rumvæsener, men som mennesker med karakterbrister eller mærkelige næser. Ideer om – eksempelvis – nye og endnu uprøvede former for samfundsopbygning præsenteres i samtaler mellem personerne eller som dagbogsoptegnelser eller drømmerier og dramatiseres ikke som i utopien eller dystopien.
Hovedpersonerne anbringes i det sociale rum, hvor de forsynes med forældre og slægtninge, uanset hvor utilfredsstillende eller døde de måtte være ved fortællingens begyndelse. Disse hovedpersoner dukker ikke pludselig op som fuldt udviklede voksne, men forsynes også med en fortid, en historie. Denne form for fiktion beskæftiger sig med den bevidste, vågne sindstilstand, og hvis en mand i en sådan bog forvandles til et leddyr, sker det kun i et mareridt.
Men ikke alle prosafiktioner er romaner i den forstand, hvor realismen er altafgørende. En bog kan godt være en prosafiktion uden at være en roman. Pilgrimsrejsen er en prosafortælling og en fiktion, men var ikke tænkt som en ”roman”, da den blev skrevet, eftersom romaner endnu ikke eksisterede.
Den er en romance – en historie om en helts eventyr – kombineret med en allegori – stadierne i et kristent liv. (Den er også en forløber for science fiction-genren, selv om den kun sjældent forstås på den måde). Her følger et par andre prosafiktionsformer, der heller ikke er egentlige romaner. Bekendelsen. Symposiet. Den menippæiske satire eller anatomi. Utopien og dens onde tvilling dystopien.
Nathaniel Hawthorne kaldte med overlæg nogle af sine fiktioner for ”romancer” for at præcisere, at de ikke var romaner. Han har måske tænkt på romancens forkærlighed for et lidt mere påfaldende mønster, end man mente, at romanen havde – fx den blonde heltinde og hendes mørkhårede alter ego.
På fransk har man to ord for en novelle – conte og nouvelle, ”fortælling” og ”nyhed” – og det er en nyttig sondring. En fortælling kan udspille sig alle vegne og kan bevæge sig ind på områder, der er lukket land for romanen – ind i sindets kældre og lofter, hvor figurer, der i romaner kun kan optræde som drømme og fantasier, kan få konkret skikkelse og gang på jorden.
Nyheden er derimod nyheder om os; daglige nyheder som i ”dagliglivet”. Der kan forekomme bilulykker og skibsforlis i nyhederne, men næppe ret mange Frankensteinuhyrer, i hvert fald ikke før nogen i ”dagliglivet” finder på at skabe et.
Men nyheder betyder andet og mere end ”nyheder”. Fiktionen kan give os en anden slags nyheder; den kan tale om fortiden og om det, der er ved at blive fortid, og også om det, der skal komme.
Når man skriver om det, der skal komme, kunne man tro, at man bedrev journalisme af den katastrofeadvarende art, der før i tiden blev kaldt profeti og i visse tilfælde agit-prop – vælg den skiderik, byg den dæmning, smid den bombe, og hvis I gør det, bryder helvede løs – eller i en noget mildere form: uha-uha – men som et menneske, der alt for mange gange er blevet spurgt: ”Hvordan kunne du vide det?”, vil jeg gerne præcisere, at jeg ikke går ind for profetier som sådan. Ingen kan forudsige fremtiden. Der er alt for mange variabler.
I det 19. århundrede skrev Tennyson et digt med titlen ”Locksley Hall”, der tilsyneladende forudsagde – blandt andet – en tidsalder med flyvemaskiner, og hvor man finder strofen: ”For jeg har skuet ind i fremtiden, så langt det menneskelige øje rækker”; men det kan intet menneske gøre. Man kan til gengæld skue ind i samtiden, der rummer kim til noget, som måske kan blive fremtiden.
Som William Gibson har sagt, er fremtiden allerede over os, den er bare ujævnt fordelt. Man kan med andre ord se på et lam og fremsætte en begrundet formodning som: ”Hvis der ikke sker noget uventet med dette lam, ender det sandsynligvis med at blive (a) et får eller (b) et middagsmåltid,” hvilket sandsynligvis udelukker (c) et gigantisk uldbevokset monster, der kan knuse hele New York.
Hvis man skriver om fremtiden og ikke skriver profeterende journalistik, skriver man formodentlig noget, som læserne vil betegne enten som science fiction eller som spekulativ fiktion. Jeg plejer at sondre mellem rigtig science fiction – for mig betyder denne betegnelse en bog med muligheder i, som vi endnu ikke kan udnytte, fx at kravle igennem et ormehul i rummet for at komme ind i et andet univers – og spekulativ fiktion, som bygger på muligheder, der allerede er mere eller mindre tilgængelige, fx kreditkort, og som finder sted på Planeten Jorden.
Men grænserne er flydende. Betegnelsen spekulativ fiktion bruges også som en paraply, der dækker science fiction og alle dens hybride former – science fiction fantasy og så videre – mens andre foretrækker en begrænset definition.
Her er en liste med det, som denne slags fortællinger kan, og som normalt definerede ”romaner” som regel ikke kan:
- De kan anskueliggøre konsekvenserne af nye og fremtidige teknologier ved at fremholde dem som allerede fuldt ud anvendelige.
- De kan anskueliggøre det menneskeliges natur og begrænsninger ved at presse handlingen i romanen til det yderste.
- De kan anskueliggøre menneskets forhold til universet, en bestræbelse der ofte fører i retning af religion og nemt forenes med mytologi – også dette en udforskning, der kun kan ske inden for realismens konventioner gennem samtaler, dagdrømme og monologer.
- De kan anskueliggøre påtænkte forandringer i samfundets opbygning ved at vise, hvad disse forandringer vil betyde for de mennesker, der skal leve med dem, hvis de bliver gennemført. Deraf opstår utopien og dystopien.
- De kan anskueliggøre forestillingsevnens rækkevidde ved at føre os steder hen, hvor ingen før har været. Derfor rumskibet; det indre rum i Fantastic Voyage; William Gibsons ture i cyberspace; og The Matrix – der for øvrigt er en eventyr-romance med stærke overtoner af kristen allegori og derfor er nærmere beslægtet med Pilgrimsrejsen end med Stolthed og fordom.
Flere skribenter har fæstet sig ved, at science fiction er den form, hvor den teologiske fortælling søgte hen efter Det tabte Paradis, og det er utvivlsomt sandt. Overnaturlige væsener med vinger og brændende buske, der taler, støder man næppe på i en roman om børsmæglere, medmindre børsmæglerne har indtaget en hel del bevidsthedsændrende stoffer, men de kommer i hvert fald ikke fra et sted på Planet X.
Selv har jeg skrevet to ”science fiction”-romaner, som også kan kaldes ”spekulativ fiktion” – Tjenerindens fortælling og Oryx og Crake. Selv om de omtales samlet af anmeldere, der har fået øje på, hvad de er fælles om – de er ikke ”romaner” i Jane Austen-forstand og er begge forlagt til fremtiden – er de sådan set meget forskellige.
Tjenerindens fortælling er en klassisk dystopi, der har fundet i hvert fald noget af sin inspiration i George Orwells 1984 – især i epilogen. I en artikel til BBC fra juni 2003 i anledning af Orwells hundredårs fødselsdag skrev jeg:
“Orwell er blevet beskyldt for bitterhed og pessimisme – for at overlade os til en opfattelse af fremtiden, hvor individet ingen muligheder har, og hvor det alt-kontrollerende politiske systems brutale, totalitære støvle i al evighed vil nedtrampe alt, hvad der er godt i mennesket.
Denne opfattelse af Orwell modsiges af det sidste kapitel i 1984, et essay om nysprog – det dobbelttænkningssprog, som regimet har opfundet. Ved at udrense alle ord, der kunne være besværlige – ”dårligt” er ikke længere tilladt og udskiftes med ”dobbelt-plus-ugod” – og ved også at få andre ord til at betyde det modsatte af, hvad de hidtil har betydet – det sted, hvor man bliver udsat for tortur, hedder således Kærlighedsministeriet, og bygningen, hvor fortiden nedbrydes, hedder Informationsmini- steriet – gør magthaverne i Luftbasis 1 det praktisk umuligt for landets befolkning at tænke logisk.
Men essayet om Nysprog er skrevet på normalt engelsk i tredje person ental og i datid, og det må jo betyde, at regimet er omstyrtet, og at sprog og individualitet har overlevet. For den, der har skrevet essayet om Nysprog, er den verden, der fandtes i 1984, forsvundet igen. Af denne grund tror jeg på, at Orwell havde en meget stærkere tro på menneskeåndens modstandskraft, end man normalt tiltror ham.
Orwell blev mit umiddelbare forbillede meget senere i livet – i det rigtige år 1984, da jeg begyndte at skrive en noget anderledes dystopi, Tjenerindens fortælling.”
De fleste dystopier er skrevet af mænd, og synsvinklen har været mandlig. Når kvinder optræder i dem, er de enten kønsløse automater eller oprørere, der har sat sig op mod regimets regler for sex. De har optrådt som fristerinder for de mandlige hovedpersoner, selv om fristelsen for mændene ikke nødvendigvis har været uønsket. Julia i 1984; Lenina, den korsetbærende, orgieivrige forførerske af Savage i Fagre ny verden; eller I-330, den statsundergravende femme fatale i Evgenij Zamjatins Vi, en banebrydende klassiker fra 1924.
Jeg ville skrive en dystopi fra en kvindelig synsvinkel – en verden ifølge Julia, kan man sige. Det gør dog ikke Tjenerindens fortælling til en ”feministisk dystopi” undtagen i det omfang en kvinde med en stemme og et indre liv altid vil opfattes som ”feminist” af mennesker, der mener, at kvinder ikke bør have nogen af delene.
I andre henseender er den despotisme, jeg skriver om, den samme som al ægte og den meste indbildte despotisme. Den bygger på en lille magtfuld gruppe i toppen, som kontrollerer – eller forsøger at kon- trollere – alle andre og tilraner sig hovedparten af samfundsgoderne. Grisene i Kammerat Napoleon får mælken og æblerne, eliten i Tjenerindens fortælling får de frugtbare kvinder.
Den kraft, der modarbejder tyranniet i min bog, er en kraft, som Orwell selv – trods sin tro på behovet for politisk organisation i kampen mod undertrykkelse – altid tillagde stor betydning, nemlig almindelig menneskelig anstændighed af den slags, han roser i sit essay om Charles Dickens.
Til sidst i Tjenerindens fortælling er der et afsnit, som skylder 1984 en hel del. Det er en skildring af et symposium flere hundrede år ude i fremtiden, hvor den undertrykkende stat, der beskrives i romanen, er reduceret til et emne for akademiske analyser. Parallellen til Orwells essay om Nysprog burde være iøjnefaldende.
Tjenerindens fortælling er altså en dystopi. Hvad så med Oryx og Crake? Jeg vil påstå, at det ikke er en klassisk dystopi. Den har dystopiske elementer, men vi får ikke noget overblik over samfundet i den; derimod ser vi hovedpersonerne leve deres liv i små afkroge af samfundet. Det, de kan forstå om resten af verden, får de ind med tv og internet, og det er suspekt, fordi det er redigeret.
Jeg vil mene, at Oryx og Crake er en eventyr-romance kombineret med en menippæisk satire, den litterære form, der beskæftiger sig med intellektuelle besættelser. Et eksempel er Laputa-afsnittet med de flydende øer i Gullivers rejser. Et andet er kapitlerne om Watson-Crick Institute i Oryx og Crake. Det faktum, at Laputa aldrig har eksisteret og heller aldrig kunne have eksisteret – selv om Swift ganske rigtigt påpegede fordelene ved at have herredømmet i luften – men at Watson-Crick-instituttet er meget tæt på at være virkelighed, har ikke ret meget at gøre med deres funktioner som del af en litterær form.
I Oryx og Crake er der mennesker, som er blevet kunstigt fremstillet, og det er de blevet for at forbedre på de nuværende modeller – os selv. Enhver, der arbejder med at fremstille mennesker – og vi er meget tæt på rent faktisk at kunne fremstille mennesker nu – må nødvendigvis spørge sig: Hvor langt kan man gå med hensyn til at lave mennesker om? Hvilke egenskaber er essentielle i vores væsen? Hvad vil det sige at være et menneske? Hvilket mesterværk er ikke mennesket, og nu da vi selv kan være håndværkerne, hvor mange af delene skal vi så fjerne?
Det bringer mig tilbage til den knude, jeg omtalte tidligere – knudepunktet mellem videnskab og fiktion. ”Er du modstander af videnskab?” bliver jeg sommetider spurgt. Et ejendommeligt spørgsmål.
Modstander af videnskab som modsætning til hvad og som tilhænger af hvad? Uden det, vi kalder ”videnskab”, ville mange af os være døde af kopper for ikke at tale om tuberkulose. Jeg er vokset op blandt videnskabsmænd; jeg kender dem. Jeg var lige ved selv at blive forsker og ville også være blevet det, hvis litteraturen ikke havde kidnappet mig. Nogle af mine bedste slægtninge er videnskabsmænd. De ligner ikke alle sammen dr. Frankenstein.
Men videnskab drejer sig jo om viden som allerede nævnt. Fiktion handler derimod om følelser. Videnskab som sådan er ikke en person og har ikke noget indbygget moralsystem, lige så lidt som en brødrister har det. Videnskaben er et redskab – et redskab til at aktualisere det, vi ønsker, og forsvare os imod det, vi frygter – og som ethvert andet redskab kan det bruges til både godt og ondt.
Man kan bygge et hus med en hammer, og man kan bruge den samme hammer til at slå sin nabo ihjel med. Menneskelige værktøjsmagere laver altid redskaber, der kan gøre det nemmere for os at få det, vi vil have, og det, vi vil have, har været uændret i mange tusind år, fordi menneskets natur, så vidt vi kan se, heller ikke har forandret sig.
Hvordan kan vi vide det? Vi kan finde ud af det, hvis vi sætter os ind i myter og fortællinger. De kan fortælle os, hvordan og hvad vi føler, og hvordan og hvad det, vi føler, er bestemmende for, hvad vi ønsker.
Hvad ønsker vi så? Her er en foreløbig liste. Vi vil have en pung, der altid er fuld af guld. Vi vil have ungdommens kilde. Vi vil kunne flyve. Vi vil have et bord, der altid er dækket med dejlig mad, når vi ønsker det, og som rydder op efter sig selv bagefter.
Vi vil have usynlige tjenestefolk, som aldrig kræver betaling. Vi vil have syvmilestøvler, så vi hurtigt kan komme alle steder hen. Vi vil have en kappe, der gør os usynlige, så vi kan udspionere andre mennesker uden at blive opdaget.
Vi vil have et våben, der aldrig rammer ved siden af, og som kan tilintetgøre vores fjender fuldstændigt. Vi vil straffe uretfærdighed. Vi vil have magt. Vi vil have spænding og eventyr; vi vil have sikkerhed og tryghed. Vi vil være udødelige.
Vi vil have et stort antal seksuelt attraktive partnere. Vi vil have, at dem, vi elsker, også skal elske os og være trofaste mod os. Vi vil have søde, kloge børn, der behandler os med den respekt, vi fortjener, og som ikke smadrer bilen. Vi vil være omgivet af musik, af berusende dejlige dufte og smukke genstande. Vi vil ikke have det for varmt. Vi vil ikke have det for koldt. Vi vil danse. Vi vil drikke en masse uden at få tømmermænd. Vi vil kunne tale med dyrene. Vi vil have, at andre skal være misundelige på os. Vi vil være som guder.
Vi vil have visdom. Vi vil have håb. Vi vil være gode. Derfor fortæller vi sommetider os selv historier, der handler om den mørke side af alt det andet, vi også ønsker os.
Et uddannelsessystem, der kun lærer os noget om vores redskaber – om hvordan de skal bruges, hvordan de er fremstillet og vedligeholdes – og ikke om deres funktion som midler til at opfylde vores ønsker – er i realiteten ikke andet end undervisning i at reparere brødristere. Man kan være verdens bedste brødristerreparatør, men bliver alligevel arbejdsløs, hvis ristet brød holder op med at være en eftertragtet spise på menneskets morgenmadsmenu.
”De skønne kunster” – som vi kalder dem – er ikke kun til pynt. De er selve sagens kerne, for de handler om vores hjerter, og vores teknologiske opfindsomhed udspringer af vores følelser, ikke kun af vores hjerne. Et samfund uden kunst har knust sit spejl og skåret sit hjerte ud. Det er ikke længere menneskeligt, som vi nu forstår menneskelighed.
Som William Blake skrev for mange år siden: verdens drivkraft er menneskets fantasi. I begyndelsen drev den kun den menneskelige verden, som engang var ganske lille sammenlignet med den store og mægtige naturlige verden, der omgav den. Nu er vi tæt på at kunne kontrollere alt andet end lige vejret. Men det er stadig fantasien i al dens mangfoldighed, der er bestemmende for, hvad vi gør.
Litteraturen er et udtryk for menneskets forestillingsevne. Den lader tankens og følelsernes skyggesider – himmel, helvede, trolde, engle, alt det der – slippe ud i lyset, hvor vi bedre kan tage det i øjesyn og måske få en bedre forståelse af, hvem vi er, og hvad vi vil, og hvor grænserne for vores ønsker måske befinder sig. At forstå forestillingsevnen er ikke længere et tidsfordriv eller en pligt, men en nødvendighed, fordi det bliver stadig tydeligere, at hvis vi kan forestille os noget, kan vi også gøre det til virkelighed.
I det mindste vil vi kunne prøve det af. Vi har altid været gode til at slippe katte ud af sækkene og lampeånder ud af lamperne og landeplager ud af Pandoras skrin. Vi har til gengæld ikke været gode til at proppe dem ind igen. Men vi er alle sammen børn af fortællinger.
Måske er det, der driver os frem og, ja, får os til at stå op af sengen og gå nedenunder for at læse morgenavisen, det simple spørgsmål, som enhver fiktionsforfatter og journalist – bemærk sondringen – skal tage stilling til hver eneste gang, han eller hun skriver. Spørgsmålet er:
Hvad skal der nu ske?
Margaret Atwood: Brændende spørgsmål
I denne samling af livskloge essays, taler og tekster forsøger Margaret Atwood at svare på Brændende spørgsmål som:
Hvorfor har mennesker igennem alle tider, i alle kulturer og alle steder fortalt hinanden historier?
Hvor meget kan man give af sig selv, før man forsvinder?
Hvordan kan vi leve sammen på denne planet?
Er det sandt? Og er det retfærdigt?
Hvad har zombier med autoritære principper at gøre?
I mere end halvtreds tekster, sigter Margaret Atwood sit fænomenale intellekt og sin drillende humor mod resten af verden og rapporterer, hvad hun finder undervejs.
Det er en tur gennem historien, som bl.a. dækker økonomisk krise, Trumps vej til toppen, en pandemi. Fra gæld til tech, fra klimakrise til frihed, fra hvornår man tilbyder gode råd til unge mennesker (svaret er: kun hvis man bliver spurgt) til, hvordan man definerer mysli.
Bogen er en guldgrube af svar på de mange forskelligartede mysterier i vores store univers.
Margaret Atwoods nye essaysamling Brændende spørgsmål er en guldgrube af brændende spørgsmål – og ikke mindst livskloge svar. Læs et uddrag fra essaysamlingen her.
Hvorfor har mennesker igennem alle tider, kulturer og steder fortalt hinanden historier? Hvad har zombier med autoritære principper at gøre? Og hvordan kan vi leve sammen på denne planet?
Brændende spørgsmål er essays, taler og tekster af prisbelønnede Margaret Atwood. Med sit skarpe intellekt og sin drillende humor stiller og svarer Margaret Atwood på brændende spørgsmål om politik, klima, litteratur, teknologi, ytringsfrihed og den tiltagende totalitarisme.
LÆS OGSÅ: Få overblik over Margaret Atwoods forfatterskab
Margaret Atwood (f. 1939) er en prisbelønnet canadisk forfatter og litteraturkritiker. Siden 1961 har hun udgivet over 66 forskellige digtsamlinger, romaner, fagbøger, novellesamlinger, børnebøger og grafiske romaner.
Hendes mest kendte værk er den dystopiske roman Tjenerindens fortælling fra 1985. Atwood har modtaget en række priser for sit forfatterskab, herunder to Booker Prizes, Arthur C. Clarke Award, Governor General’s Award, Franz Kafka-prisen og Princess of Asturias-prisen. Flere af hendes værker er blevet filmatiseret.
Læs et uddrag af Brændende spørgsmål her.
Brændende spørgsmål
af Margaret Atwood
Indledning
Brændende spørgsmål er min tredje samling essays og andre lejlighedstekster. Den første var Second Words, som begyndte i 1960, da jeg offentliggjorde mine første boganmeldelser, og sluttede i 1982. Den anden var Moving Targets, der bestod af tekster fra 1983 til midt i 2004. Brændende spørgsmål begynder fra midt i 2004 og slutter midt i 2022. De enkelte samlinger spænder med andre ord over cirka tyve år.
Disse tre perioder har været omvæltende på hver sin måde. Lejlighedstekster skrives i en bestemt anledning og er på den måde nært knyttet til deres tid og sted – det er mine i hvert fald. De er også knyttet til min alder på det tidspunkt, jeg skrev dem, og til mine ydre omstændigheder.
(Havde jeg et arbejde? Var jeg studerende? Havde jeg brug for pengene? Var jeg allerede en kendt forfatter og dyrkede mine interesser? Gjorde jeg nogen en tjeneste uden vederlag, fordi de have bedt om hjælp?)
I 1960 var jeg 20, ugift, ukendt i bogform og kvindelig studerende med en begrænset garderobe. I 2022 var jeg 82, en velkendt forfatter, bedstemor og enke, dog stadig med en begrænset garderobe, da jeg gennem mislykkede eksperimenter havde erfaret, at der er visse ting, det er bedst, jeg ikke går klædt i.
Det siger sig selv, at jeg har forandret mig – mit hår har en anden farve – men det har verden også. De seneste tres år har været en rutsjebanetur med mange chok og omskiftelser, mange tumulter og omvæltninger.
Året 1960 var kun et årti efter afslutningen på anden verdenskrig. For vores generation føltes den på én gang meget tæt på – vi havde gennemlevet den, der var veteraner og faldne i vores familier, nogle af vores gymnasielærere havde været med – og meget langt væk.
Mellem 1950 og 1960 havde der været både mccarthyismen, der havde givet os en anelse om demokratiets skrøbelighed, og Elvis, der havde vendt sang og dans på hovedet. Også måden man gik klædt på, havde forandret sig gennemgribende: i 1940’erne var det mørkt, holdbart, militært, klodset; i 1950’erne var det flæset, stropløst, touperet, pastelfarvet, blomstret. Det feminine var i højsædet. Bilerne var ikke længere de mørke, lukkede sedanmodeller fra krigsårene, men forkromede med kalecher og overdådige farver. Transistorradioen var opfundet. Der blev bygget drive-in-biografer. Der var pludselig plastic alle vegne.
I 1960 kom der også en anden forandring. Blandt mere seriøse unge blev folkemusikken mere populær end gammeldags dans. I de meget små kunstneriske kredse, som dengang mødtes på Torontos kaffebarer – og som var mere interesserede i fransk eksistentialisme end i beatniks – var sorte rullekravetrøjer og lige så sort eyeliner højeste mode.
Men de tidlige 1960’ere var dybest set det samme som 1950’erne. Den kolde krig var stadig i gang. Kennedy var endnu ikke blevet snigmyrdet. Der var ingen p-piller i bare nogenlunde frit omløb. Der var ingen miniskørter, men der havde lige været minishorts. Der var ingen hippier. Der var ingen ny bølge for kvindebevægelsen.
Det var i denne periode, jeg skrev mine første boganmeldelser, min første digtsamling og min første roman – den ligger heldigvis stadig i skuffen – og min første offentliggjorte roman Den spiselige kvinde. Da den udkom – i 1969 – var den virkelighed, den beskriver, allerede forsvundet.
Senere i 1960’erne var alt i oprør. De store borgerrettighedsmarcher i USA, protesterne mod Vietnamkrigen, de flere hundrede tusind militærnægtere, der strømmede til Canada. Selv var jeg også hele tiden i bevægelse: i nogle af årene var jeg graduatestuderende i Cambridge, Massachusetts, i andre havde jeg mindre akademiske stillinger i byer som Montreal og Edmonton.
Jeg flyttede seksten-sytten gange. I løbet af denne tid blev der etableret en hel del nye forlag i Canada blandt andet i en bestræbelse på at knytte an til landets postkoloniale kamp for at forstå sig selv. Mit arbejde for et af disse forlag blev anledning til en hel del essays både dengang og senere.
Så kom 1970’erne, det voldsomme røre i forbindelse med kvindebevægelsens ny bølge og bagefter reaktionen og nedsmeltningen, inden det var forbi; i Canada indtog Quebec-separatismen den politiske scene. I samme periode fremkom der flere autoritære regimer: Pinochet i Chile, den argentinske junta, mord og bortførelser, mennesker der forsvandt, Pol Pot-regimet i Cambodia og de omfattende myrderier. Nogle var til ”højre”, andre til ”venstre”, men det var indlysende, at ingen af ideologierne havde monopol på barbariske grusomheder.
Jeg blev ved med at skrive boganmeldelser og romaner, noveller og digte, som jeg følte var mit rigtige arbejde, men jeg forsøgte mig også med artikler og taler. En hel del af dem handlede om emner, der stadig optager min skrumpende hjerne: ”Kvindespørgsmål”, forfattervirksomhed og forfattere, menneskerettigheder. Jeg var i mellemtiden blevet medlem af Amnesty International, der arbejdede på at befri ”samvittighedsfanger” først og fremmest ved hjælp af brevkampagner.
I 1972 var jeg holdt op med at tage akademiske stillinger og var blevet freelancer, hvilket betød, at jeg sagde ja til alt det lønnede arbejde, jeg kunne få. Vi boede på en gård og havde et lille barn og et lille budget. Vi var ikke fattige, men en af vores gæster fortalte dog vidt og bredt, at vi ”ikke ejede andet end en ged”.
(Vi havde faktisk ingen geder, kun får).
Vi rullede heller ikke i penge. Vi dyrkede masser af grøntsager og holdt høns og andre ikke-menneskelige samlevere. Mini-landbruget var tidsrøvende, og vi tabte også penge på det, så hvis jeg kunne tjene lidt ekstra ved at skrive i stedet for at sælge æg, var det kun en fordel.
1980’erne begyndte med, at vi flyttede fra gården til Toronto (bl.a. af hensyn til børnenes skolegang), og samtidig blev Ronald Reagan præsident i USA, og den religiøse højrefløj fik stor fremgang. I 1981 begyndte jeg at tænke på Tjenerindens fortælling, men jeg udskød at skrive videre på den, fordi idéen forekom mig at være for outreret.
Min produktion af ”lejlighedstekster” voksede, dels fordi det var en mulighed – med et barn i skole havde jeg mere fritid i dagtimerne – og dels fordi jeg fik flere og flere opgaver. Når jeg læser mine sporadiske, misligholdte og ikke særlig oplysende dagbøger, bemærker jeg, at et af ledemotiverne er en konstant jammer over, at jeg påtager mig for meget. ”Nu må det holde op,” skriver jeg. Nogle af de stykker, jeg skrev, skrev jeg som reaktion på anmodninger om hjælp, og sådan er det stadig.
”Sig dog bare nej,” sagde folk til mig, og jeg sagde det også til mig selv. Men hvis man bliver bedt om at skrive ti essays om året og siger nej til 90 procent af dem, bliver resultatet kun ét essay om året. Bliver man derimod bedt om at skrive 400 essays og artikler og stadig siger nej til 90 procent – man er vel principfast og beslutsom – bliver resultatet immervæk 40 stykker om året. Jeg har i gennemsnit skrevet 40 essays og artikler om året i de seneste årtier. Det må være nok. Grænsen er nået.
For at vende tilbage til vores kronologi: Den kolde krig og sovjetsta- ten brød sammen i 1989, og Berlinmuren blev revet ned. Historiens afslutning var indtruffet, fik vi at vide, kapitalismen var vejen frem, forbrugerismen var konge, vi blev defineret af vores livsstilsvalg, og hvad mere kunne kvinderne ønske sig?
For ikke at nævne ”minoriteterne” – der, som mine spioner betroede mig, i Canada af politikere og bureaukrater blev omtalt som ”multi-eths” (mennesker, der talte andre sprog end fransk og engelsk) og ”visi-mins” (mennesker, der ikke var hvide). Begge grupper kunne ønske sig en hel del mere, som det ganske snart blev åbenbart; men i 1990’erne var det ikke særlig åbenbart.
Der var rørelser, der var rumlen, der var krige og politiske kup og konflikter andre steder i verden, men eksplosioner var der ikke endnu. ”Det sker ikke her,” var stadig den udbredte opfattelse.
Efter 2001 og terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon blev alt forandret. Gamle opfattelser blev udfordret, gamle betryggende meninger fløj ud ad vinduet, selvindlysende sandheder var ikke længere selvindlysende. Frygt og mistro var tidens tegn.
Og det er her, Brændende spørgsmål begynder.
Hvorfor den titel? Måske fordi de spørgsmål, vi er stillet over for her i det 21. århundrede, er mere end presserende. Det mener man i enhver tidsalder, at ens tid er, men vores æra er alligevel anderledes. For det første planeten. Er hele verden virkelig ved at brænde op? Er det os, der har sat ild til den? Kan vi slukke bålet?
Og hvad med den påfaldende ulige fordeling af velstanden ikke kun i Nordamerika, men stort set over hele verden? Har en så ustabil samfundsorden mulighed for at overleve? Hvor lang tid går der, før de 99 procent har fået nok og stikker den figurative Bastille i brand?
Så er der demokratiet. Er det truet? Hvad betyder ”demokrati” i det hele taget? Har det overhovedet nogensinde eksisteret i den forstand, at det har betydet ligeret for alle borgere? Tager vi ordet ”alle” alvorligt nok? Alle køn, alle religioner, alle etniske afskygninger. Er den styreform, vi kalder demokrati, værd at bevare eller at stræbe efter? Hvad mener vi egentlig med frihed? Hvor mange ytringer bør ytres frit og af hvem og om hvad?
De sociale medier har skabt en revolution, der har givet hidtil uset magt til online-forsamlinger af mennesker, der betegnes som ”bevægelser”, hvis man synes om dem, og som ”bander”, hvis man ikke gør. Er det godt eller dårligt eller bare en forlængelse af gammeldags masser og deres bevægelser?
Betyder ”brænd det hele ned” – et populært slogan i vor tid – i virkeligheden det hele?
Betyder alle i realiteten alle ord? Hvad med ”de kreative”, som nogen kalder dem? Hvad med forfattere og bøger? Skal de – skal vi – kun være talerør, der aflirer acceptable banaliteter, som formodes at være gavnlige for samfundet, eller har vi også en anden funktion? Hvis det er en funktion, som andre tager afstand fra, skal vores bøger så brændes? Hvorfor egentlig ikke? Det er blevet gjort før i dag. Der er ikke noget særlig helligt ved en bog.
Det er nogle af de brændende spørgsmål, man har stillet mig, og som jeg har stillet mig selv i løbet af de seneste to årtier. Og her er nogle af svarene. Eller skal jeg hellere sige nogle af forsøgene? Det er jo det, essay betyder: et forsøg. En bestræbelse.
Jeg har inddelt bogen i fem afsnit. Hver især markeret af en begivenhed eller et vendepunkt.
Første del begynder i 2004. I kølvandet på angrebet på World Trade Center og Pentagon kom Irakkrigen. Jeg var stadig på salgsrejse med Oryx og Crake (2003), det første bind i MaddAddam-trilogien, der udspiller sig omkring en dobbelt krise: klimakrisen og arternes uddøen, som er en konsekvens af den, og en pandemisk plage forårsaget af gensplejsning.
I 2003-04 hørte disse præmisser til i en fjern fremtid, men sådan er det ikke længere. Første del slutter i 2009, da verden stadig var groggy efter den store finanskrise i 2008 – netop det øjeblik da jeg fik udgivet Payback: Debt and the Shadow Side of Wealth. (Der var flere, som troede, jeg havde en krystalkugle. Det havde jeg ikke.)
Anden del går fra 2010 til 2013. I disse fire år var Obama præsi- dent i USA, og verden rettede sig langsomt op efter den økonomiske nedsmeltning. Jeg var mest optaget af at skrive MaddAddam, den tredje roman i MaddAddam-trilogien. Når man har skrevet en bog, bliver man jævnligt spurgt, hvorfor man har gjort det – som om man havde stjålet et askebæger – og i et af essayene fra denne tid forsøger jeg pligtskyldigt at gøre rede for min forseelse.
Mit liv som essayforfatter var omskifteligt. Jeg blev ved med at skrive anmeldelser, forord og desværre også nekrologer. Klimakrisen blev efterhånden et stadig varmere emne, og jeg skrev stadig oftere om det.
I 2012 fik min mand Graeme Gibson diagnosen demens.
”Hvad er prognosen?” spurgte han. ”Det kan gå langsomt, det kan gå hurtigt, det kan forblive uændret, vi ved det simpelthen ikke,” lød svaret. Det var nogenlunde det samme med verdenssituationen. Det var en rastløs, urolig tid uden store overvældende katastrofer. Folk var bange, men deres frygt var ufokuseret. Vi holdt vejret. Vi holdt ud og blev ved. Vi lod, som om alt var normalt. Men der var allerede tegn i sol og måne på, at noget værre var på vej.
Tredje del består af essays fra 2014 til 2016. Opløbet til præsidentvalget i USA i 2016 var allerede begyndt. Tv-udgaven af Tjenerindens fortælling var under forberedelse – optagelserne skulle begynde i august 2016 – og en miniserie af Alias Grace om en kvindelig straffefange og muligvis morder fra det 19. århundrede var allerede ved at blive indspillet.
Mine tanker kredsede meget om frihed og dens modsætning. Omkring denne tid begyndte jeg at skrive på Gileads døtre, der udkom i 2019 som fortsættelsen til Tjenerindens fortælling.
Sidst i 2016 skete der utvivlsomt en ændring i tidsånden. Med valget af Donald Trump som amerikansk præsident trådte vi fuldt og helt ind i post-sandhedens tidsalder – et land vi måtte leve i indtil 2020, selv om mange mennesker åbenbart stadig foretrækker at blive ved med at leve i det.
Fjerde del begynder i 2017, da man i USA var bange for, at Tjenerindens fortælling måske slet ikke var fiktion. Indsættelsen af præsident Trump blev omgående efterfulgt af en stor international kvindemarch. Det var en tid med megen hændervriden og tænders gnidsel i Amerika. Hvad ville der ske? Hvor tæt var vi på en tilbagerulning af kvinders rettigheder? Var der et autoritært regime på vej?
Da tv-versionen af Tjenerindens fortælling blev præsenteret i april, fandt den et publikum, som den ikke behøvede at overbevise om noget. Samme år kunne miniserien af Alias Grace streames. Alias Grace handlede om, hvordan vi havde været. Tjenerindens fortælling handlede om, hvordan vi kunne blive.
Efter at hackere gennem længere tid havde forsøgt at stjæle manu- skriptet online – en af de mere bizarre oplevelser i mit forfatterliv – blev Gileads døtre udgivet den 10. september 2019.
I samme periode opstod #MeToo-bevægelsen. Den overordnede virkning af #MeToo var, tror jeg nok, positiv i den forstand, at ingen længere kunne regne med, at man ustraffet kunne opføre sig ligesom Harvey Weinstein. Men de positive og negative aspekter af fordømmelser på de sociale medier debatteres jo stadig, og ”kulturkrigen” raser endnu. På denne baggrund skrev jeg om nødvendigheden af sandhed, bekræftede kendsgerninger og rimelighed, og det samme gjorde andre, der skrev om sagen mod Weinstein, Bill Cosby og mange andre.
Disse tre år var de sværeste for Graeme og mig. Graemes tilstand blev gradvis værre gennem 2017 og 2018, og i 2019 begyndte det at gå hurtigere ned ad bakke. Vi vidste, at vi kun havde en begrænset tid tilbage sammen – måneder, ikke år. Graeme ville gerne af sted, mens han stadig var sig selv, og det ønske fik han opfyldt. Halvanden dag efter lanceringen af Gileads døtre på National Theatre i London, fik han en voldsom hjerneblødning, gik i koma og døde fem dage senere.
Det vil måske overraske nogen, at jeg fortsatte min salgsrejse for Gileads døtre efter Graemes død. Men hvis valget står mellem hotelværelser og aktiviteter og mange mennesker på den ene side og et tomt hus og en tom stol på den anden, hvad skal man så vælge? Kære læser? Det tomme hus og den tomme stol blev simpelthen bare udskudt til senere, det siger sig selv. Det indhentede mig, som den slags jo gør.
Femte del begynder i 2020. Det var valgår i USA, og det var et ejendommeligt valg. – forværret af Covid-19, der for alvor slog igen- nem i marts.
Jeg blev opfordret til at skrive et antal Covid-relaterede artikler – hvad foretog jeg mig hele dagen, hvordan så vores fremtidsudsigter ud? Jeg var optaget af totalitarisme; den verdensomspændende tendens i denne retning var foruroligende, og det samme var forskellige autoritære udviklinger i USA. Var vi endnu en gang vidne til et demokratis sammenbrud?
I efteråret 2020 blev min digtsamling Inderligt udgivet; jeg har medtaget et af de essays, jeg skrev om den. Graeme optog meget af pladsen i mine tanker; det var en fornøjelse at skrive forordet til hans Bedside Book of Birds og introduktionen til hans to sidste romaner, der begge blev genudgivet.
Jeg udvider Brændende spørgsmål med artikler om to vigtige miljø- forkæmpere – Barry Lopez og Rachel Carson – hvis værker, forudser jeg, vil få stadig større betydning, efterhånden som vi her på Planeten Jorden tvinges til at se en stadig mere usikker fremtid i øjnene.
Arvtagerne til Lopez og Carson og de mange andre tidlige stemmer, der har advaret mod den tiltagende klimakrise, er de unge post-millennials, hvis bedst kendte talerør er Greta Thunberg. Midt i det 20. århundrede, da Rachel Carson fik udgivet sin første bog, var det bekvemt at benægte, undvige og udskyde, men det er ikke længere muligt. Hvis vi altså ønsker at forblive en art på denne klode.
Snart overtager de unge post-millennials magten. Lad os håbe, at de bruger den klogt. Og hurtigt.
Til denne udgave har jeg tilføjet tre nye essays. Det første er en reaktion på de lækkede dokumenter fra den amerikanske højesteret vedrørende sagen Roe v. Wade, der afslørede, hvad rettens nye afgørelse sandsynligvis ville blive.
Og afgørelsen blev netop, hvad man kunne have frygtet, idet Roe v. Wade blev omstødt den 24. juni 2022 og dermed sørgede for, at den føderale beskyttelse af millioner af amerikanske kvinders ret til hjælp fra sundhedsvæsenet i forbindelse med fødsler blev fjernet.
Virkningerne af denne kendelse mærkes stadig, og i flere delstater har man travlt med at indføre endnu mere diktatoriske love, der minder stadig mere om tilstandene i Tjenerindens fortælling. Kontrolsteder ved delstatsgrænserne? Fængsler fulde af gravide kvinder? Utallige dødsfald som følge af svangerskaber uden for livmoderen?
Det kommer til at afhænge af, hvordan amerikanerne reagerer. Ejer staten din krop? Lad os finde ud af det.
Det andet nye essay skyldes, at jeg blev beæret med The Christopher Hitchens Prize for 2022, en pris opkaldt efter den stærkt kritiske debattør og provokatør ”Hitch”. Jeg anser mig ikke for at være professionel Ramus Modsat eller offentlig intellektuel eller noget i den retning, men som selvbeskæftiget forfatter, der ikke kan fyres, er jeg jævnligt blevet opfordret til at udtale mig på vegne af andre mennesker, der ikke selv kan gøre det, og det har jeg også gjort.
Noget tyder på, at nu da visse grupper på ”venstrefløjen” bliver udsat for et koordineret angreb fra ”højrefløjen”, har de fået en ny respekt for faktuelle kendsgerninger, logik og åben debat forstået som modsætning til bare at råbe op på sociale medier. Det er ikke et sekund for tidligt.
Det tredje essay er skrevet kort tid efter det næsten dræbende over- fald på Salman Rushdie den 12. august 2022. Dette overfald understreger endnu en gang – og det er åbenbart nødvendigt – behovet for at beskæftige sig med et af vor tids vigtigste spørgsmål: Ønsker vi at leve i et demokrati, eller skal totalitære ideologier have lov til at tage magten? I et diktatur debatterer man ikke med sine modstandere. Man slår dem ihjel.
Ja, vi lever i farlige tider. Men vi er endnu ikke dømt til undergang, og det er demokratiet heller ikke. Jeg håber, vi kan bevare modet til at håbe.
FØRSTE DEL
2004 til 2009 – HVAD SKAL DER NU SKE?
Videnskabelig romance
(2004)
Jeg er beæret over at være blevet bedt om at holde Kesterton-forelæsningen her på Carleton’s School of Journalism and Communication.
Jeg konstaterer, at jeg er den fjerde taler i rækken, og at tre meget fremtrædende mænd har haft æren før mig. Jeg har altid haft mistillid til tallet 4, men også altid haft det godt med 3-tallet. Jeg har derfor opløst det tvivlsomme 4-tal til to sæt: det ene med tre, et heldigt, tosset sæt med mandlige personer, som følgelig udelukker mig; og et andet sæt med en enkelt person, som indbefatter kvindelige deltagere og derfor også tilfældigvis mig. Jeg er således den første i et sæt, som jeg håber vil komme til at indbefatte mange flere personer i en nær fremtid.
Det var så aftenens feministiske indslag, der – som man kan se – er kløgtigt kombineret med de indledende tosserier, så ingen skal føle sig truet af det. Jeg har aldrig forstået, hvorfor visse mennesker opfatter mig som en trussel. Jeg er jo forholdsvis lille, og når man ser bort fra Napoleon, hvor mange små mennesker har så været decideret truende?
For det andet er jeg et ikon, som I har sikkert har fået at vide, og når man først er blevet et ikon, er man mere eller mindre død, og det eneste, man behøver at gøre, er at stå helt stille i parker og forvandle sig til bronze, mens duer og andre sætter sig på ens skuldre og klatter på ens hoved. For det tredje er jeg – astrologisk talt – Skorpion, et af de venligste, mildeste stjernetegn.
Vi foretrækker et stilfærdigt liv i mørket og fredsommelige skosnuder, hvor vi aldrig laver ballade, medmindre nogen prøver at mase en aggressivt stor gul tånegl ned oven i os. Sådan har jeg det også: Jeg laver ikke ballade, medmindre jeg bliver trådt over tæerne; i så fald svarer jeg til gengæld ikke for konsekvenserne.
Overskriften på mit lille foredrag her i aften er ”Videnskabsromantik”. Umiddelbart handler det om science fiction. Underteksten er sandsynligvis Hvad skal vi med fiktion? Eller noget i den retning. Underteksten under det vil være et par sætninger om de to videnskabelige-romantiske fortællinger, jeg selv har skrevet. Og under-under-underteksten kan så vise sig at blive Hvad er et menneske?
Mit foredrag er med andre ord en slags kæbeknuserbolsje med et lag sukker yderst og derunder forskellige andre lag, indtil man når ind til centrum og en underlig fremmedartet kerne.
Først vil jeg tale om den særlige form for prosafiktion, der betegnes som ”science fiction”, en mærkat der forener to betegnelser, som man ellers kunne tro gensidigt udelukkede hinanden, eftersom science – der kommer af latin scientia og betyder ”kundskab” – formodes at beskæftige sig med påviselige kendsgerninger, mens fiction – der er udledt af et verbum, der betyder ”at forme”, dvs. som at forme i ler – betegner noget, der er kunstigt eller opfundet. Og i en sammenstilling som science fiction skulle man tro, at det ene ord udelukkede det andet.
Bogen vurderes som noget, der tilstræber et sandt udsagn, men fiktions-delen – fortællingen, påfundet – gør den uanvendelig for den, der for alvor ønsker at få viden om et emne som fx nanoteknologi. Hvis den da ikke bliver behandlet, ligesom W. C. Fields behandlede golf, da han forklarede, at det var som en god spadseretur, bare ødelagt – det vil sige, at bogen anskues som en fortællende struktur belemret med alt for meget esoterisk fyldstof, mens den i virkeligheden burde have holdt sig til at beskrive den sociale og seksuelle interaktion mellem Bob og Carol og Ted og Alice.
Jules Verne, en af science fiction-genrens bedsteforældre på fædrene side og ophavsmand til romaner som En verdensomsejling under havet, var forarget over de friheder, som H. G. Wells tillod sig, når han ikke i lighed med Verne begrænsede sig til maskiner, der lå inden for det muliges område – fx en undervandsbåd – men skabte helt anderledes maskiner – såsom Tidsmaskinen – der helt indlysende lå uden for det muliges grænser. ”Il invente! ” skulle Jules Verne efter sigende have udbrudt med alle tegn på misbilligelse.
Så knuden i dette afsnit af mit foredrag – en knude kan sommetider være en væmmelig udvækst på stemmebåndene, hvis man holder for mange taler, men jeg bruger den her i en anden betydning, snarere i betydningen et knudepunkt – denne knude er det besynderlige sted, hvor videnskab og fiktion mødes. Hvor er den slags fortællinger kom- met fra, og hvorfor skrives og læses der science fiction, og hvad er det i det hele taget godt for?
Før betegnelsen science fiction dukkede op i USA i 1930’erne midt under guldalderen for monstre med insektøjne og unge piger i gennemsigtige dragter, blev romaner som H. G. Wells’ Klodernes kamp kaldt ”videnskabsromancer”. I begge betegnelser – videnskabsromance og science fiction – er det videnskabelige element beskrivende. Navneordene er henholdsvis romance og fiktion, og ordet fiktion er en meget rummelig betegnelse.
Vi har vænnet os til at kalde alle eksempler på længere prosa for ”romaner” og at vurdere dem ud fra begreber, der er udarbejdet for netop at evaluere en ganske bestemt slags lang prosafiktion, nemlig den slags der handler om individer i et realistisk skildret socialt miljø, og som så dagens lys i Daniel Defoes værker – Defoe forsøgte i øvrigt at bilde sine læsere ind, at han skrev journalistik – samt i romaner af Samuel Richardson og Fanny Burney og Jane Austen i det 18. og i begyndelsen af det 19. århundrede, og som derefter blev videreudviklet af George Eliot og Charles Dickens og Flaubert og Tolstoj samt mange andre i midten og slutningen af det 19. århundrede.
Romaner af denne type anses for at være bedst, hvis de har ”runde” personer frem for ”flade”, idet de runde formodes at besidde en større psykologisk dybde. Alt, som ikke passer til denne form, er blevet hen- vist til et knap så alvorligt område, der kaldes ”genrefiktion”, og det er her, at spionromanen og krimien og eventyret og det overnaturlige og science fiction-historien, uagtet de alle sammen kan være blændende godt skrevet, må finde sig i at høre hjemme, så at sige sendt op på værelset – som straf for at være så underholdende på en overfladiske måde.
De finder på, og vi ved, de finder på i hvert fald til en vis grænse, og at de derfor ikke handler om ”det virkelige liv”, som ikke bør være præget af tilfældigheder og besynderlige sammentræf og action/eventyr – medmindre de handler om krig, det siger sig selv – og som af samme grund ikke er gedigne nok.
Romanen i egentlig forstand har altid gjort krav på en bestemt slags sandhed – sandheden om menneskets natur, om hvordan mennesker i virkeligheden opfører sig med alt tøjet på undtagen i soveværelset – dvs. under observerbare sociale forhold.
”Genrerne”, mener man, vil noget andet med os. De vil underholde, hvilket er dårligt og eskapistisk, snarere end bare at konfrontere os med dagligdagens trædemølle og opslidende trummerum. Desværre for romanforfattere foretrækker et flertal af læsere at blive underholdt.
Der er en ludfattig forfatter i George Gissings mesterværk New Grub Street, som begår selvmord efter fiaskoen for hans realistiske samfundsskildring med titlen Mr. Bailey, Grocer. New Grub Street udkom netop, da interessen for eventyr-romancer og nyskabelser som Rider Haggards Hun og H. G. Wells’ videnskabelige romancer var på sit højeste, og hvis Mr. Bailey, Grocer havde været en virkelig roman, ville den have haft mere end svært ved at slå igennem.
Hvis man tror, at noget lignende ikke kan ske i vore dage, så se på salgstallene for Pi’s liv – ren eventyr-romance – og Da Vinci-mysteriet, der også er det, eller Anne Rices endeløse vampyrdramaer.
Scenen for den ægte realistiske roman er Middle Earth, og i midten af Middle Earth finder vi middelklassen, og helten og heltinden er som regel udtryk for de ønskværdige normer eller kunne have været det i – eksempelvis – tragiske versioner som Thomas Hardys, hvis skæbnen og samfundet ikke havde været så genstridige. Som forlagsredaktører gerne siger: ”Vi kan lide den slags mennesker.”
Selvfølgelig forekommer der også groteske variationer over de ønskværdige normer, men de op- træder som regel ikke som onde, talende muslinger eller varulve eller rumvæsener, men som mennesker med karakterbrister eller mærkelige næser. Ideer om – eksempelvis – nye og endnu uprøvede former for samfundsopbygning præsenteres i samtaler mellem personerne eller som dagbogsoptegnelser eller drømmerier og dramatiseres ikke som i utopien eller dystopien.
Hovedpersonerne anbringes i det sociale rum, hvor de forsynes med forældre og slægtninge, uanset hvor utilfredsstillende eller døde de måtte være ved fortællingens begyndelse. Disse hovedpersoner dukker ikke pludselig op som fuldt udviklede voksne, men forsynes også med en fortid, en historie. Denne form for fiktion beskæftiger sig med den bevidste, vågne sindstilstand, og hvis en mand i en sådan bog forvandles til et leddyr, sker det kun i et mareridt.
Men ikke alle prosafiktioner er romaner i den forstand, hvor realismen er altafgørende. En bog kan godt være en prosafiktion uden at være en roman. Pilgrimsrejsen er en prosafortælling og en fiktion, men var ikke tænkt som en ”roman”, da den blev skrevet, eftersom romaner endnu ikke eksisterede.
Den er en romance – en historie om en helts eventyr – kombineret med en allegori – stadierne i et kristent liv. (Den er også en forløber for science fiction-genren, selv om den kun sjældent forstås på den måde). Her følger et par andre prosafiktionsformer, der heller ikke er egentlige romaner. Bekendelsen. Symposiet. Den menippæiske satire eller anatomi. Utopien og dens onde tvilling dystopien.
Nathaniel Hawthorne kaldte med overlæg nogle af sine fiktioner for ”romancer” for at præcisere, at de ikke var romaner. Han har måske tænkt på romancens forkærlighed for et lidt mere påfaldende mønster, end man mente, at romanen havde – fx den blonde heltinde og hendes mørkhårede alter ego.
På fransk har man to ord for en novelle – conte og nouvelle, ”fortælling” og ”nyhed” – og det er en nyttig sondring. En fortælling kan udspille sig alle vegne og kan bevæge sig ind på områder, der er lukket land for romanen – ind i sindets kældre og lofter, hvor figurer, der i romaner kun kan optræde som drømme og fantasier, kan få konkret skikkelse og gang på jorden.
Nyheden er derimod nyheder om os; daglige nyheder som i ”dagliglivet”. Der kan forekomme bilulykker og skibsforlis i nyhederne, men næppe ret mange Frankensteinuhyrer, i hvert fald ikke før nogen i ”dagliglivet” finder på at skabe et.
Men nyheder betyder andet og mere end ”nyheder”. Fiktionen kan give os en anden slags nyheder; den kan tale om fortiden og om det, der er ved at blive fortid, og også om det, der skal komme.
Når man skriver om det, der skal komme, kunne man tro, at man bedrev journalisme af den katastrofeadvarende art, der før i tiden blev kaldt profeti og i visse tilfælde agit-prop – vælg den skiderik, byg den dæmning, smid den bombe, og hvis I gør det, bryder helvede løs – eller i en noget mildere form: uha-uha – men som et menneske, der alt for mange gange er blevet spurgt: ”Hvordan kunne du vide det?”, vil jeg gerne præcisere, at jeg ikke går ind for profetier som sådan. Ingen kan forudsige fremtiden. Der er alt for mange variabler.
I det 19. århundrede skrev Tennyson et digt med titlen ”Locksley Hall”, der tilsyneladende forudsagde – blandt andet – en tidsalder med flyvemaskiner, og hvor man finder strofen: ”For jeg har skuet ind i fremtiden, så langt det menneskelige øje rækker”; men det kan intet menneske gøre. Man kan til gengæld skue ind i samtiden, der rummer kim til noget, som måske kan blive fremtiden.
Som William Gibson har sagt, er fremtiden allerede over os, den er bare ujævnt fordelt. Man kan med andre ord se på et lam og fremsætte en begrundet formodning som: ”Hvis der ikke sker noget uventet med dette lam, ender det sandsynligvis med at blive (a) et får eller (b) et middagsmåltid,” hvilket sandsynligvis udelukker (c) et gigantisk uldbevokset monster, der kan knuse hele New York.
Hvis man skriver om fremtiden og ikke skriver profeterende journalistik, skriver man formodentlig noget, som læserne vil betegne enten som science fiction eller som spekulativ fiktion. Jeg plejer at sondre mellem rigtig science fiction – for mig betyder denne betegnelse en bog med muligheder i, som vi endnu ikke kan udnytte, fx at kravle igennem et ormehul i rummet for at komme ind i et andet univers – og spekulativ fiktion, som bygger på muligheder, der allerede er mere eller mindre tilgængelige, fx kreditkort, og som finder sted på Planeten Jorden.
Men grænserne er flydende. Betegnelsen spekulativ fiktion bruges også som en paraply, der dækker science fiction og alle dens hybride former – science fiction fantasy og så videre – mens andre foretrækker en begrænset definition.
Her er en liste med det, som denne slags fortællinger kan, og som normalt definerede ”romaner” som regel ikke kan:
Flere skribenter har fæstet sig ved, at science fiction er den form, hvor den teologiske fortælling søgte hen efter Det tabte Paradis, og det er utvivlsomt sandt. Overnaturlige væsener med vinger og brændende buske, der taler, støder man næppe på i en roman om børsmæglere, medmindre børsmæglerne har indtaget en hel del bevidsthedsændrende stoffer, men de kommer i hvert fald ikke fra et sted på Planet X.
Selv har jeg skrevet to ”science fiction”-romaner, som også kan kaldes ”spekulativ fiktion” – Tjenerindens fortælling og Oryx og Crake. Selv om de omtales samlet af anmeldere, der har fået øje på, hvad de er fælles om – de er ikke ”romaner” i Jane Austen-forstand og er begge forlagt til fremtiden – er de sådan set meget forskellige.
Tjenerindens fortælling er en klassisk dystopi, der har fundet i hvert fald noget af sin inspiration i George Orwells 1984 – især i epilogen. I en artikel til BBC fra juni 2003 i anledning af Orwells hundredårs fødselsdag skrev jeg:
“Orwell er blevet beskyldt for bitterhed og pessimisme – for at overlade os til en opfattelse af fremtiden, hvor individet ingen muligheder har, og hvor det alt-kontrollerende politiske systems brutale, totalitære støvle i al evighed vil nedtrampe alt, hvad der er godt i mennesket.
Denne opfattelse af Orwell modsiges af det sidste kapitel i 1984, et essay om nysprog – det dobbelttænkningssprog, som regimet har opfundet. Ved at udrense alle ord, der kunne være besværlige – ”dårligt” er ikke længere tilladt og udskiftes med ”dobbelt-plus-ugod” – og ved også at få andre ord til at betyde det modsatte af, hvad de hidtil har betydet – det sted, hvor man bliver udsat for tortur, hedder således Kærlighedsministeriet, og bygningen, hvor fortiden nedbrydes, hedder Informationsmini- steriet – gør magthaverne i Luftbasis 1 det praktisk umuligt for landets befolkning at tænke logisk.
Men essayet om Nysprog er skrevet på normalt engelsk i tredje person ental og i datid, og det må jo betyde, at regimet er omstyrtet, og at sprog og individualitet har overlevet. For den, der har skrevet essayet om Nysprog, er den verden, der fandtes i 1984, forsvundet igen. Af denne grund tror jeg på, at Orwell havde en meget stærkere tro på menneskeåndens modstandskraft, end man normalt tiltror ham.
Orwell blev mit umiddelbare forbillede meget senere i livet – i det rigtige år 1984, da jeg begyndte at skrive en noget anderledes dystopi, Tjenerindens fortælling.”
De fleste dystopier er skrevet af mænd, og synsvinklen har været mandlig. Når kvinder optræder i dem, er de enten kønsløse automater eller oprørere, der har sat sig op mod regimets regler for sex. De har optrådt som fristerinder for de mandlige hovedpersoner, selv om fristelsen for mændene ikke nødvendigvis har været uønsket. Julia i 1984; Lenina, den korsetbærende, orgieivrige forførerske af Savage i Fagre ny verden; eller I-330, den statsundergravende femme fatale i Evgenij Zamjatins Vi, en banebrydende klassiker fra 1924.
Jeg ville skrive en dystopi fra en kvindelig synsvinkel – en verden ifølge Julia, kan man sige. Det gør dog ikke Tjenerindens fortælling til en ”feministisk dystopi” undtagen i det omfang en kvinde med en stemme og et indre liv altid vil opfattes som ”feminist” af mennesker, der mener, at kvinder ikke bør have nogen af delene.
I andre henseender er den despotisme, jeg skriver om, den samme som al ægte og den meste indbildte despotisme. Den bygger på en lille magtfuld gruppe i toppen, som kontrollerer – eller forsøger at kon- trollere – alle andre og tilraner sig hovedparten af samfundsgoderne. Grisene i Kammerat Napoleon får mælken og æblerne, eliten i Tjenerindens fortælling får de frugtbare kvinder.
Den kraft, der modarbejder tyranniet i min bog, er en kraft, som Orwell selv – trods sin tro på behovet for politisk organisation i kampen mod undertrykkelse – altid tillagde stor betydning, nemlig almindelig menneskelig anstændighed af den slags, han roser i sit essay om Charles Dickens.
Til sidst i Tjenerindens fortælling er der et afsnit, som skylder 1984 en hel del. Det er en skildring af et symposium flere hundrede år ude i fremtiden, hvor den undertrykkende stat, der beskrives i romanen, er reduceret til et emne for akademiske analyser. Parallellen til Orwells essay om Nysprog burde være iøjnefaldende.
Tjenerindens fortælling er altså en dystopi. Hvad så med Oryx og Crake? Jeg vil påstå, at det ikke er en klassisk dystopi. Den har dystopiske elementer, men vi får ikke noget overblik over samfundet i den; derimod ser vi hovedpersonerne leve deres liv i små afkroge af samfundet. Det, de kan forstå om resten af verden, får de ind med tv og internet, og det er suspekt, fordi det er redigeret.
Jeg vil mene, at Oryx og Crake er en eventyr-romance kombineret med en menippæisk satire, den litterære form, der beskæftiger sig med intellektuelle besættelser. Et eksempel er Laputa-afsnittet med de flydende øer i Gullivers rejser. Et andet er kapitlerne om Watson-Crick Institute i Oryx og Crake. Det faktum, at Laputa aldrig har eksisteret og heller aldrig kunne have eksisteret – selv om Swift ganske rigtigt påpegede fordelene ved at have herredømmet i luften – men at Watson-Crick-instituttet er meget tæt på at være virkelighed, har ikke ret meget at gøre med deres funktioner som del af en litterær form.
I Oryx og Crake er der mennesker, som er blevet kunstigt fremstillet, og det er de blevet for at forbedre på de nuværende modeller – os selv. Enhver, der arbejder med at fremstille mennesker – og vi er meget tæt på rent faktisk at kunne fremstille mennesker nu – må nødvendigvis spørge sig: Hvor langt kan man gå med hensyn til at lave mennesker om? Hvilke egenskaber er essentielle i vores væsen? Hvad vil det sige at være et menneske? Hvilket mesterværk er ikke mennesket, og nu da vi selv kan være håndværkerne, hvor mange af delene skal vi så fjerne?
Det bringer mig tilbage til den knude, jeg omtalte tidligere – knudepunktet mellem videnskab og fiktion. ”Er du modstander af videnskab?” bliver jeg sommetider spurgt. Et ejendommeligt spørgsmål.
Modstander af videnskab som modsætning til hvad og som tilhænger af hvad? Uden det, vi kalder ”videnskab”, ville mange af os være døde af kopper for ikke at tale om tuberkulose. Jeg er vokset op blandt videnskabsmænd; jeg kender dem. Jeg var lige ved selv at blive forsker og ville også være blevet det, hvis litteraturen ikke havde kidnappet mig. Nogle af mine bedste slægtninge er videnskabsmænd. De ligner ikke alle sammen dr. Frankenstein.
Men videnskab drejer sig jo om viden som allerede nævnt. Fiktion handler derimod om følelser. Videnskab som sådan er ikke en person og har ikke noget indbygget moralsystem, lige så lidt som en brødrister har det. Videnskaben er et redskab – et redskab til at aktualisere det, vi ønsker, og forsvare os imod det, vi frygter – og som ethvert andet redskab kan det bruges til både godt og ondt.
Man kan bygge et hus med en hammer, og man kan bruge den samme hammer til at slå sin nabo ihjel med. Menneskelige værktøjsmagere laver altid redskaber, der kan gøre det nemmere for os at få det, vi vil have, og det, vi vil have, har været uændret i mange tusind år, fordi menneskets natur, så vidt vi kan se, heller ikke har forandret sig.
Hvordan kan vi vide det? Vi kan finde ud af det, hvis vi sætter os ind i myter og fortællinger. De kan fortælle os, hvordan og hvad vi føler, og hvordan og hvad det, vi føler, er bestemmende for, hvad vi ønsker.
Hvad ønsker vi så? Her er en foreløbig liste. Vi vil have en pung, der altid er fuld af guld. Vi vil have ungdommens kilde. Vi vil kunne flyve. Vi vil have et bord, der altid er dækket med dejlig mad, når vi ønsker det, og som rydder op efter sig selv bagefter.
Vi vil have usynlige tjenestefolk, som aldrig kræver betaling. Vi vil have syvmilestøvler, så vi hurtigt kan komme alle steder hen. Vi vil have en kappe, der gør os usynlige, så vi kan udspionere andre mennesker uden at blive opdaget.
Vi vil have et våben, der aldrig rammer ved siden af, og som kan tilintetgøre vores fjender fuldstændigt. Vi vil straffe uretfærdighed. Vi vil have magt. Vi vil have spænding og eventyr; vi vil have sikkerhed og tryghed. Vi vil være udødelige.
Vi vil have et stort antal seksuelt attraktive partnere. Vi vil have, at dem, vi elsker, også skal elske os og være trofaste mod os. Vi vil have søde, kloge børn, der behandler os med den respekt, vi fortjener, og som ikke smadrer bilen. Vi vil være omgivet af musik, af berusende dejlige dufte og smukke genstande. Vi vil ikke have det for varmt. Vi vil ikke have det for koldt. Vi vil danse. Vi vil drikke en masse uden at få tømmermænd. Vi vil kunne tale med dyrene. Vi vil have, at andre skal være misundelige på os. Vi vil være som guder.
Vi vil have visdom. Vi vil have håb. Vi vil være gode. Derfor fortæller vi sommetider os selv historier, der handler om den mørke side af alt det andet, vi også ønsker os.
Et uddannelsessystem, der kun lærer os noget om vores redskaber – om hvordan de skal bruges, hvordan de er fremstillet og vedligeholdes – og ikke om deres funktion som midler til at opfylde vores ønsker – er i realiteten ikke andet end undervisning i at reparere brødristere. Man kan være verdens bedste brødristerreparatør, men bliver alligevel arbejdsløs, hvis ristet brød holder op med at være en eftertragtet spise på menneskets morgenmadsmenu.
”De skønne kunster” – som vi kalder dem – er ikke kun til pynt. De er selve sagens kerne, for de handler om vores hjerter, og vores teknologiske opfindsomhed udspringer af vores følelser, ikke kun af vores hjerne. Et samfund uden kunst har knust sit spejl og skåret sit hjerte ud. Det er ikke længere menneskeligt, som vi nu forstår menneskelighed.
Som William Blake skrev for mange år siden: verdens drivkraft er menneskets fantasi. I begyndelsen drev den kun den menneskelige verden, som engang var ganske lille sammenlignet med den store og mægtige naturlige verden, der omgav den. Nu er vi tæt på at kunne kontrollere alt andet end lige vejret. Men det er stadig fantasien i al dens mangfoldighed, der er bestemmende for, hvad vi gør.
Litteraturen er et udtryk for menneskets forestillingsevne. Den lader tankens og følelsernes skyggesider – himmel, helvede, trolde, engle, alt det der – slippe ud i lyset, hvor vi bedre kan tage det i øjesyn og måske få en bedre forståelse af, hvem vi er, og hvad vi vil, og hvor grænserne for vores ønsker måske befinder sig. At forstå forestillingsevnen er ikke længere et tidsfordriv eller en pligt, men en nødvendighed, fordi det bliver stadig tydeligere, at hvis vi kan forestille os noget, kan vi også gøre det til virkelighed.
I det mindste vil vi kunne prøve det af. Vi har altid været gode til at slippe katte ud af sækkene og lampeånder ud af lamperne og landeplager ud af Pandoras skrin. Vi har til gengæld ikke været gode til at proppe dem ind igen. Men vi er alle sammen børn af fortællinger.
Måske er det, der driver os frem og, ja, får os til at stå op af sengen og gå nedenunder for at læse morgenavisen, det simple spørgsmål, som enhver fiktionsforfatter og journalist – bemærk sondringen – skal tage stilling til hver eneste gang, han eller hun skriver. Spørgsmålet er:
Hvad skal der nu ske?
Margaret Atwood: Brændende spørgsmål
I denne samling af livskloge essays, taler og tekster forsøger Margaret Atwood at svare på Brændende spørgsmål som:
Hvorfor har mennesker igennem alle tider, i alle kulturer og alle steder fortalt hinanden historier?
Hvor meget kan man give af sig selv, før man forsvinder?
Hvordan kan vi leve sammen på denne planet?
Er det sandt? Og er det retfærdigt?
Hvad har zombier med autoritære principper at gøre?
I mere end halvtreds tekster, sigter Margaret Atwood sit fænomenale intellekt og sin drillende humor mod resten af verden og rapporterer, hvad hun finder undervejs.
Det er en tur gennem historien, som bl.a. dækker økonomisk krise, Trumps vej til toppen, en pandemi. Fra gæld til tech, fra klimakrise til frihed, fra hvornår man tilbyder gode råd til unge mennesker (svaret er: kun hvis man bliver spurgt) til, hvordan man definerer mysli.
Bogen er en guldgrube af svar på de mange forskelligartede mysterier i vores store univers.
Du kan købe Brændende spørgsmål online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 14 oktober.
Andre læste også: