LINDHARDT OG RINGHOFS 50-ÅRS JUBILÆUM || Vi fylder 50 og har i den anledning modtaget hilsner fra nogle af de dygtige forfattere, der har deres gang i forlagshuset. Læs her Thomas Korsgaards første møde med Lindhardt og Ringhof.
Thomas Korsgaard
Hastetilfælde
Mit liv var nærmest slut, da jeg i september 2014 fik en mail fra en fremmed kvinde ved navn Ulla. Denne person inviterede mig på kaffe, og jeg havde ingen idé om, hvem hun var, og havde heller ikke umiddelbart lyst til at drikke kaffe med hende.
Især ikke fordi jeg lige havde taget et dramatisk livsvalg med store konsekvenser, var gået ud af gymnasiet med et ubrugeligt gennemsnit, ikke havde noget sted at bo, fuckede venskaber op på stribe eller lå på psykiatrisk afdeling for selvmordsforebyggelse og stirrede ind i en væg. Det sidste, jeg havde lyst, kræfter eller overskud til, var altså at drikke kaffe med en fremmed kvinde ved navn Ulla.
Få måneder forinden havde jeg været til et møde med en sagsbehandler på Københavns Kommune. Hendes navn husker jeg tydeligt på grund af den måde, hun kiggede på mig på. Min økonomi sejlede, og jeg ville høre hende, om de kunne hjælpe mig med kontanthjælp eller en anden form for økonomisk hjælp i et par måneder, til jeg havde fået styr på det, og desuden også gerne hjælpe med min boligsituation.
”Vil du noget med dit liv?”
Jeg svarede, at jeg gerne ville være forfatter. For det eneste, jeg havde fået gode karakterer i, var dansk. Hun svarede, at meget få her i landet bliver forfattere, hun havde selv gået på Filmskolen, og det var helt uden bidrag fra det offentlige, men jeg kunne overveje at blive møbelsnedker, der var optag om et øjeblik og endda ledige pladser. Og jeg forstod med det samme, at hun havde ret.
Forfatter!
Hvilken fantast jeg var!
Hvad bildte jeg mig ind!
Troede jeg virkelig selv på det?
Det var endda ikke nyt for mig.
I 7. klasse blev vi sat op med en såkaldt UG-vejleder, som viste os ind på en hjemmeside, hvor vi skulle slå de jobs op, som vi kunne forestille os at få senere i livet. Jeg tastede forfatter uden selv at vide hvorfor, jeg kunne bare godt lide at læse, alene det var tiltrækkende, og så trykkede jeg enter. På det tidspunkt gik der tid, før resultaterne kom frem på siden. Computeren skulle lige tænke. Men da computeren havde tænkt, kom intet op, og jeg tænkte, at det var et hverv forbeholdt ganske få og særligt udvalgte.
Så jeg gik altså fra kommunekontoret og forventningsafstemte med verden. Gik hjem og læste op på det hele og besluttede mig for at blive journalist. Det var bedre end ingenting og om ikke andet en bedre situation i forhold til det med kommunen. Jeg havde en plan nu, og jeg skrev og skrev i forskellige genrer, fik optaget debatindlæg, solgte reportager til aviserne og fik til sidst et job på en af landets større aviser.
Men efter kun to uger måtte jeg smide håndklædet i ringen og røg på psykiatrisk igen i tre dage. Jeg skrev ikke det, jeg ville skrive, og satte hver dag efter arbejde en blank A4-side op på min væg for at give mig selv en følelse af at være i gang med en anden slags tekst. Det eneste, jeg ville, var at blive forfatter, men det vidste jeg jo godt ikke kunne lade sig gøre.
Men så fik jeg altså pludselig en mail fra en kvinde ved navn Ulla Ewald Stigel, som gerne ville give en kop kaffe, og i bunden signerede hun sig selv som redaktør på Lindhardt og Ringhof. Jeg ombestemte mig med det samme, da denne information dukkede op, og takkede ja.
Fredag klokken ni stod jeg i receptionen på Vognmagergade 11. Vindblæst, rødmosset og uden helt at vide, hvad jeg skulle. Receptionisterne kiggede skeptisk på mig, sendte mig op på fjerde etage med elevatoren, og jeg trådte ud. Ulla fandtes. Hun gav mig hånden og ledte mig ned ad den lange gang og ind på sit kontor. Min egen plan var klar. Jeg ville have et studenterjob, arbejde mig op, stige i graderne og benytte årene på at skrive fiktion og efter lidt tid rette henvendelse til rette vedkommende og give personen min roman, men Ulla havde andet for. Hun lukkede døren i og kiggede på mig.
”Jeg har læst noget af det, du har skrevet rundtomkring,” begyndte hun.
”Og hvis du har en roman liggende, så vil vi jo rigtig gerne læse med.”
Det havde jeg ikke.
Jeg var 19 år.
Jeg kender ingen på 19, der lige har en roman liggende.
”Det er sjovt, du siger det,” sagde jeg alligevel, og Ulla kiggede op.
”Er det rigtigt?”
”Ja,” sagde jeg.
”Det var da fantastisk! Den må du endelig sende forbi os, hvis du har lyst.”
”Jeg vil bare gerne have en uges tid til lige at rette kommaerne og sådan.”
”Selvfølgelig.”
Så havde vi en aftale. Jeg gik hjem og gik i panik. Hele mit liv havde jeg drømt om at blive forfatter, men jeg havde aldrig forestillet mig, hvad for en slags jeg skulle være.
Det blev mandag, det blev tirsdag, onsdag og torsdag. Jeg havde intet at sende Ulla. Så skrev jeg: Hvis min far døde i morgen, ville jeg rejse mig op i kirken og holde en tale. Og jeg fortsatte, skrev en hel forestilling af en fars begravelse, det gled ud af munden på mig og forvandlede sig fra min egen far til at være en far til hvem som helst.
Det blev fredag formiddag. Jeg havde ikke andet end de fem sider, jeg havde skrevet dagen forinden, og sendte dem af sted til Ulla.
”Send resten,” skrev hun.
Det tog mig godt og vel halvandet år.
For jeg skulle finde min stemme, min stil, mit stof. Og det kan intet forlag og ingen redaktør gøre for én. Men de kan give én følelsen af berettigelse. Og jeg skrev og skrev. I al hemmelighed. For jeg vidste, at det med stor sandsynlighed ikke ville blive til noget, men mit liv var forlænget. Og pludselig havde jeg en hel roman. Den havde endda en titel. Hvis der skulle komme et menneske forbi. Jeg åbnede en ny mail til Ulla, sendte dokumentet af sted – både som pdf og worddokument – og klappede computeren sammen, vel vidende at der nu ville gå noget tid.
Alligevel kunne jeg ikke dy mig og åbnede min computer igen efter kun et kvarter og tjekkede min mail. Og der lå en mail. Den var fra Ulla. Men jeg turde ikke trykke på den. For som jeg ved i dag og kun havde på fornemmelsen dengang: Når en redaktør svarer så kort tid efter, så kan det enten være, fordi det er virkelig godt eller fuldstændig ubrugeligt. Jeg håbede på det sidste og åbnede mailen.
Autosvar. ”Jeg er på barsel og tilbage om seks måneder. Ved hastetilfælde send videre til Sune de Souza …”
Hvad troede de selv?
Selvfølgelig hastede det.
Det var jo min bog, det var akut. Livsnødvendigt.
Men selv det, der haster allermest, kræver sin tid. Det skal læses grundigt, redigeres, hjælpes på vej, ligge lidt, skrives igennem igen. Og det skal det, og det ved et forlag. Heldigvis.
Har du heller ikke en roman liggende? Så skriv den! Og tip os her
LINDHARDT OG RINGHOFS 50-ÅRS JUBILÆUM || Vi fylder 50 og har i den anledning modtaget hilsner fra nogle af de dygtige forfattere, der har deres gang i forlagshuset. Læs her Thomas Korsgaards første møde med Lindhardt og Ringhof.
Thomas Korsgaard
Hastetilfælde
Mit liv var nærmest slut, da jeg i september 2014 fik en mail fra en fremmed kvinde ved navn Ulla. Denne person inviterede mig på kaffe, og jeg havde ingen idé om, hvem hun var, og havde heller ikke umiddelbart lyst til at drikke kaffe med hende.
Især ikke fordi jeg lige havde taget et dramatisk livsvalg med store konsekvenser, var gået ud af gymnasiet med et ubrugeligt gennemsnit, ikke havde noget sted at bo, fuckede venskaber op på stribe eller lå på psykiatrisk afdeling for selvmordsforebyggelse og stirrede ind i en væg. Det sidste, jeg havde lyst, kræfter eller overskud til, var altså at drikke kaffe med en fremmed kvinde ved navn Ulla.
Få måneder forinden havde jeg været til et møde med en sagsbehandler på Københavns Kommune. Hendes navn husker jeg tydeligt på grund af den måde, hun kiggede på mig på. Min økonomi sejlede, og jeg ville høre hende, om de kunne hjælpe mig med kontanthjælp eller en anden form for økonomisk hjælp i et par måneder, til jeg havde fået styr på det, og desuden også gerne hjælpe med min boligsituation.
”Vil du noget med dit liv?”
Jeg svarede, at jeg gerne ville være forfatter. For det eneste, jeg havde fået gode karakterer i, var dansk. Hun svarede, at meget få her i landet bliver forfattere, hun havde selv gået på Filmskolen, og det var helt uden bidrag fra det offentlige, men jeg kunne overveje at blive møbelsnedker, der var optag om et øjeblik og endda ledige pladser. Og jeg forstod med det samme, at hun havde ret.
Forfatter!
Hvilken fantast jeg var!
Hvad bildte jeg mig ind!
Troede jeg virkelig selv på det?
Det var endda ikke nyt for mig.
I 7. klasse blev vi sat op med en såkaldt UG-vejleder, som viste os ind på en hjemmeside, hvor vi skulle slå de jobs op, som vi kunne forestille os at få senere i livet. Jeg tastede forfatter uden selv at vide hvorfor, jeg kunne bare godt lide at læse, alene det var tiltrækkende, og så trykkede jeg enter. På det tidspunkt gik der tid, før resultaterne kom frem på siden. Computeren skulle lige tænke. Men da computeren havde tænkt, kom intet op, og jeg tænkte, at det var et hverv forbeholdt ganske få og særligt udvalgte.
Så jeg gik altså fra kommunekontoret og forventningsafstemte med verden. Gik hjem og læste op på det hele og besluttede mig for at blive journalist. Det var bedre end ingenting og om ikke andet en bedre situation i forhold til det med kommunen. Jeg havde en plan nu, og jeg skrev og skrev i forskellige genrer, fik optaget debatindlæg, solgte reportager til aviserne og fik til sidst et job på en af landets større aviser.
Men efter kun to uger måtte jeg smide håndklædet i ringen og røg på psykiatrisk igen i tre dage. Jeg skrev ikke det, jeg ville skrive, og satte hver dag efter arbejde en blank A4-side op på min væg for at give mig selv en følelse af at være i gang med en anden slags tekst. Det eneste, jeg ville, var at blive forfatter, men det vidste jeg jo godt ikke kunne lade sig gøre.
Men så fik jeg altså pludselig en mail fra en kvinde ved navn Ulla Ewald Stigel, som gerne ville give en kop kaffe, og i bunden signerede hun sig selv som redaktør på Lindhardt og Ringhof. Jeg ombestemte mig med det samme, da denne information dukkede op, og takkede ja.
Fredag klokken ni stod jeg i receptionen på Vognmagergade 11. Vindblæst, rødmosset og uden helt at vide, hvad jeg skulle. Receptionisterne kiggede skeptisk på mig, sendte mig op på fjerde etage med elevatoren, og jeg trådte ud. Ulla fandtes. Hun gav mig hånden og ledte mig ned ad den lange gang og ind på sit kontor. Min egen plan var klar. Jeg ville have et studenterjob, arbejde mig op, stige i graderne og benytte årene på at skrive fiktion og efter lidt tid rette henvendelse til rette vedkommende og give personen min roman, men Ulla havde andet for. Hun lukkede døren i og kiggede på mig.
”Jeg har læst noget af det, du har skrevet rundtomkring,” begyndte hun.
”Og hvis du har en roman liggende, så vil vi jo rigtig gerne læse med.”
Det havde jeg ikke.
Jeg var 19 år.
Jeg kender ingen på 19, der lige har en roman liggende.
”Det er sjovt, du siger det,” sagde jeg alligevel, og Ulla kiggede op.
”Er det rigtigt?”
”Ja,” sagde jeg.
”Det var da fantastisk! Den må du endelig sende forbi os, hvis du har lyst.”
”Jeg vil bare gerne have en uges tid til lige at rette kommaerne og sådan.”
”Selvfølgelig.”
Så havde vi en aftale. Jeg gik hjem og gik i panik. Hele mit liv havde jeg drømt om at blive forfatter, men jeg havde aldrig forestillet mig, hvad for en slags jeg skulle være.
Det blev mandag, det blev tirsdag, onsdag og torsdag. Jeg havde intet at sende Ulla. Så skrev jeg: Hvis min far døde i morgen, ville jeg rejse mig op i kirken og holde en tale. Og jeg fortsatte, skrev en hel forestilling af en fars begravelse, det gled ud af munden på mig og forvandlede sig fra min egen far til at være en far til hvem som helst.
Det blev fredag formiddag. Jeg havde ikke andet end de fem sider, jeg havde skrevet dagen forinden, og sendte dem af sted til Ulla.
”Send resten,” skrev hun.
Det tog mig godt og vel halvandet år.
For jeg skulle finde min stemme, min stil, mit stof. Og det kan intet forlag og ingen redaktør gøre for én. Men de kan give én følelsen af berettigelse. Og jeg skrev og skrev. I al hemmelighed. For jeg vidste, at det med stor sandsynlighed ikke ville blive til noget, men mit liv var forlænget. Og pludselig havde jeg en hel roman. Den havde endda en titel. Hvis der skulle komme et menneske forbi. Jeg åbnede en ny mail til Ulla, sendte dokumentet af sted – både som pdf og worddokument – og klappede computeren sammen, vel vidende at der nu ville gå noget tid.
Alligevel kunne jeg ikke dy mig og åbnede min computer igen efter kun et kvarter og tjekkede min mail. Og der lå en mail. Den var fra Ulla. Men jeg turde ikke trykke på den. For som jeg ved i dag og kun havde på fornemmelsen dengang: Når en redaktør svarer så kort tid efter, så kan det enten være, fordi det er virkelig godt eller fuldstændig ubrugeligt. Jeg håbede på det sidste og åbnede mailen.
Autosvar. ”Jeg er på barsel og tilbage om seks måneder. Ved hastetilfælde send videre til Sune de Souza …”
Hvad troede de selv?
Selvfølgelig hastede det.
Det var jo min bog, det var akut. Livsnødvendigt.
Men selv det, der haster allermest, kræver sin tid. Det skal læses grundigt, redigeres, hjælpes på vej, ligge lidt, skrives igennem igen. Og det skal det, og det ved et forlag. Heldigvis.
Har du heller ikke en roman liggende? Så skriv den! Og tip os her
Andre læste også: