Lindhardt og Ringhofs litterære direktørs tale til Thomas Korsgaard ved uddelingen af De gyldne laurbær 2022.
”Hvis min far døde i morgen, ville jeg holde en tale i kirken.”
Sådan stod der i et worddokument, som vi modtog på Lindhardt og Ringhof for bare 7 år siden. Jeg kan huske det redaktionsmøde, hvor Ulla Ewald Stiegel læste højt fra de sider du havde indsendt og hvor stille der blev rundt om bordet. Ingen var i tvivl om at her var talent, råt, ægte naturtalent.
Så gik Ulla på barsel, og Iben fortsatte det redaktionelle arbejde – så skulle Iben undervise, og Dorte redigerede videre og bragte din første bog til tryk. Den udkom i 2017, og har du indimellem tidligere i livet savnet støtte, så stod der mange gode fe-gudmødre om vuggen ved din fødsel som forfatter.
Og nu er vi så her.
I aften hædrer vi Danmarks yngste laureat nogensinde
I aften hædrer vi Danmarks yngste laureat nogensinde. I aften hædrer vi et forfatterskab, der allerede er blevet uomgængeligt på landets gymnasier og folkeskoler. I aften hylder vi en forfatter, som ikke alene med sine bøger, men også ved at være den han er, har fornyet vores branche.
Jeg er så glad for, at I er her alle sammen, men der er én jeg savner, der er en som desværre ikke kunne komme. Og det er vores grundlægger, Otto B. Lindhardt. Otto var boghandler, og han ville have elsket at være her – for ham var boghandlerne de allervigtigste. I er vores helte, som hver dag arbejder fra morgen til aften, for at vi kan blive ved med at lave det, vi elsker.
Igennem sin karriere var Otto var med til at føre en hel række af forfattere herop og modtage boghandlernes æreskrans – blandt andre Leif Davidsen, Jørn Riel og Johannes Møllehave. Men den allerførste laureat han var med til at krone var Karen Blixen – det var i 1952.
Lige før Otto døde, gav han mig den her bog. Det er talen fra 1952, da Karen Blixen modtog laurbærrene.
Det er præcis 70 år siden i år. Du var ikke født Thomas – og det var jeg heller ikke. Og det var den familie, vi lærer at kende i Hvis der skulle komme et menneske forbi heller ikke. Rækken af laureater der er fulgt efter, udgør Danmarks allerstørste forfattere. Det er dette pantheon, som du nu er en del af, og vi er så stolte af dig.
Og jeg siger ”vi” for du er vores allesammens. Det er en af de særlige kvaliteter ved dig som menneske. Jeg tror der er mange, der – ligesom jeg – føler at netop de har et helt særligt forhold til dig. Du er i stand til at rumme os alle, fra de kørende sælgere, til den administrerende direktør, bibliotekarer, boghandlere og læsere. Der er plads til os, der er tid til os, og vi føler at du interesserer dig for os. Det er en sjælden gave at have sådan en generøsitet i hjertet.
Jeg har læst talen til Karen Blixen – og jeg kan ikke måle mig med den, lige så lidt som jeg kan måle mig med den tale, Tue vil holde for sin far i kirken, eller den tale som du, Thomas, holdt da vi gav dig Otto B. Lindhardt prisen sidste år, og som omgående gik viralt.
Men jeg kan prøve at sige noget, som jeg synes er vigtigt. Vigtigt ved dine bøger, vigtigt ved dig og vigtigt for os.
Det er bøgerne, der binder os sammen
Jeg vil begynde med bøgerne. Det er dem, der binder os sammen, og dem, som lever videre. Nogle gange, når man læser dem, kan man slet ikke forstå at de engang ikke har fandtes.
Jeg kan huske da du for første gang skulle optræde på en scene – det var i Århus på en litteraturfestival, du boede selv i Gellerupparken på det tidspunkt, og arrangørerne havde valgt at sætte dig sammen med Merete Pryds Helle, som netop havde modtaget De gyldne laurbær samme år.
I dag kan det næsten virke profetisk, men dengang kan jeg huske, at jeg syntes det var lidt ubetænksomt – her kommer en ung debutant, og så sætter man ham på scenen sammen med årets laurbærvinder.
Havde det ikke lige været Merete, som du jo allerede kendte inde fra forlaget, så kunne det nemt have været en lidt intimiderende situation.
Men det blev en virkelig god samtale, hvor I begge to lyste salen op, en ægte samtale om hvad litteratur er og hvad bøger kan.
På et tidspunkt sagde du, helt uden at tænke over det: ”Jamen det handler jo ikke om bøgerne – det handler jo om livet, jeg skriver det bare ned.”
Det lød så let når du sagde det, men jeg sad nede på bagerste række og følte, at her stod en helt ung debutant og lærte mig noget, jeg ikke havde forstået før.
Det var enten kort før eller kort efter at du fik din tatovering: Dette er virkeligt, så du kunne knibe selv i armen for at sikre dig, at det hele ikke var noget du drømte.
Du er blevet kaldt ”et af den yngre danske litteraturs mest veloplagte, vitale talenter” og det er blevet slået fast at du for altid vil være uomgængelig når der skal tales om den genre, der kaldes autofiktion.
Der har været sagt og skrevet meget om netop den genre – kunsten at skrive om livet, med udgangspunkt i egne erfaringer. Kloge hoveder har hyldet genren, og lige så kloge hoveder har angrebet den.
Men det klogeste jeg har hørt sagt i den forbindelse, kom også fra dig:
Det var en vinter, mens du arbejdede på din novellesamling Tyverier, og havde et foredrag i Kolding. Da vi ankom, var der stuvende fyldt, der var blevet bagt kage, og der var stillet mælkebøtter op – fordi, måtte man forstå, at du jo var et mælkebøttebarn, sådan en der havde trodset livets hårde vilkår og kæmpet dig op gennem gårdspladsens brosten i udkantsdanmark.
Der var mange velmenende læsere, men rigtig mange af spørgsmålene gik på dig, og ikke på dine bøger. Det tror jeg i øvrigt, at mange forfattere kan genkende. Dengang jeg var kustode på Karen Blixen museet var det også ofte hendes spændende liv folk ville høre om. Men det var altså Babettes gæstebud hun fik laurbærrene for.
På et tidspunkt stoppede du op og så ud over salen og sagde: ”Der er mange, som har haft en dårlig barndom – men det er ikke alle, som kan skrive en god bog.”
Og igen sad jeg nede på bagerste række og følte, at du lærte mig noget, som jeg aldrig havde hørt sagt bedre noget andet sted.
Det kræver en forfatter at gøre liv til kunst, uden at gøre nogle delene mindre. Og det kræver en stor forfatter at få begge dele til at vokse. Dine bøger gør både livet og kunsten større.
Hvor begynder virkeligheden?
Og hvem er det så, vi hylder i dag?
Hvem er Thomas?
I Man skulle nok have været der, din seneste roman, som afslutter trilogien om Tue, og som er grunden til, at vi sidder her i dag, følger vi Tues hjemløshed, indtil sidste side: Tue har endelig fået sin egen gadedør, har endelig fundet ”hjem”. Men da han en aften står foran døren med armene fulde af blomster, virker nøglen ikke. Tue hiver og hamrer, lige meget hjælper det og til sidst kommer politiet. De beder om Tues cpr-nummer, og spørger om han er fuld:
”Ja, gu er jeg fuld! Jeg har drukket siden klokken 15!”
”Det er måske noget du gør normalt?”
”Jeg har holdt bogreception”
Betjenten noterer noget på sin blok.
”Hvad hedder du?” spørger han så.
”Thomas!” svarer han. Og hermed afsluttes trilogien.
Det er ikke til at sige hvor kunsten holder op og virkeligheden begynder. Når vi har læst dine bøger kender vi Tue – men kender vi Thomas?
”Ikke på dit ansigt, men på din maske skal jeg kende dig” sagde Karen Blixen.
Hvis jeg skulle fortælle jer om den Thomas jeg kender, kunne jeg fortælle et hav af anekdoter og sjove historier, fra forlagsgangen, fra vores ture rundt i landet, om en spåkone på havnen i Svaneke, eller om badekarret i Maren Uthaugs kælder. Men jeg tror ikke at det er hele Thomas. Det er bare min Thomas, og der Thomas nok til os alle.
Men måske vil jeg alligevel vende tilbage til mælkebøttebilledet, selvom jeg ved, at du ikke bryder dig om alt den salvelsesfulde tale om ”mønsterbrydere” fordi du igen føler at du bliver placeret i en kasse, hvor der kun er plads til en del af det, som er dig.
Men jeg vil vende tilbage til billedet for at stille det på hovedet: For mælkebøtten er også et stykke ukrudt, der kunne være blevet luget bort i pænere haver.
Du er vores allesammens
Hvad er det så ved netop dit forfatterskab, som er så vigtigt for os?
Bogbranchen er helt sin egen og indimellem ganske utrolig. For ikke så længe siden så vi for eksempel, at den nyeste bestseller på listen var en nyoversættelse af Gilgamesh-eposet! Verdens ældste stykke litteratur, 4000 år gammelt! Karen Blixen jokede selv med, at hun var lige så gammel – og her står du så og er den yngste nogensinde.
Det er en helt særlig kvalitet ved bøger, at de er så levende, at de slet ikke kan blive gamle. Og samtidig er det så vigtigt, at vi bliver ved med at forny litteraturen.
Det er vigtigt, ikke bare for os bønder inde på forlaget, som elsker vores arbejde, og gerne vil være her om 20 og 30 år, men for hele vores kultur at litteraturen lever. At den ikke bliver et reservat for dem som mener, at mælkebøtter er ukrudt.
Ligesom litteraturen skrives på livet, skal den også ud i livet og arbejde videre hos læserne. Og den kraft som du er trådt ind på scenen med, er ikke for en lukket klub – den er for os alle.
Ligesom du er vores Thomas, så er det også vores litteratur.
Men det allervigtigste ved det bidrag, du har givet os, er at det er skrevet med hjertet. At det er okay at skrive med hjertet – hvis bare det er ægte.
Når jeg kigger ud over salen her, så føler jeg mig utroligt privilegeret. For alle jer der sidder her, er her kun, fordi I elsker det I laver. I holder så meget af det, at I ikke kan lade være. Der findes nemmere måder at tjene penge på, og der findes jobs, hvor man har fri klokken 16.
Og det slog mig hvor heldig jeg er, at arbejde sammen med en hel branche af ildsjæle. Det vil jeg gerne skåle med jer for, og jeg vil gerne sige tak til jer alle sammen, bogkrigere fra alle kanter af branchen, fordi vi skaber de her fortællinger sammen.
Så selvom det her er din aften, Thomas, så er det faktisk også vores allesammens. Det er en fejring af en stor fortælling:
Fortællingen om liv, som er værd at skrive om, om bøger som er værd at læse, og om en hel branche, der får mening ud af at få det til at ske.
Det er historien om et ungt talent, men det er også historien om en arbejdssejr, for jeg kender meget få der arbejder så seriøst med tingene som dig.
Og samtidig er det en historie om hvor enkelt det også er, som når jeg en aften modtager en sms fra dig, ”Tror du det her kan bruges til noget?” og jeg læser det mest formfuldendte lille tekststykke, som – nærmest uredigeret – ender med at blive fortalen til Tyverier.
Det er let og det er svært, det er stort og det er småt, og det kunne lyde banalt, hvis ikke det samtidig var så fantastisk godt.
Så derfor: Tillykke med laurbærrene, Thomas. Jeg håber at Otto kigger med oppe fra skyerne, og prikker til de andre forfattere, som sidder deroppe, og siger: ”Se lige ham dér.
Læs mere her:
Lindhardt og Ringhofs litterære direktørs tale til Thomas Korsgaard ved uddelingen af De gyldne laurbær 2022.
”Hvis min far døde i morgen, ville jeg holde en tale i kirken.”
Sådan stod der i et worddokument, som vi modtog på Lindhardt og Ringhof for bare 7 år siden. Jeg kan huske det redaktionsmøde, hvor Ulla Ewald Stiegel læste højt fra de sider du havde indsendt og hvor stille der blev rundt om bordet. Ingen var i tvivl om at her var talent, råt, ægte naturtalent.
Så gik Ulla på barsel, og Iben fortsatte det redaktionelle arbejde – så skulle Iben undervise, og Dorte redigerede videre og bragte din første bog til tryk. Den udkom i 2017, og har du indimellem tidligere i livet savnet støtte, så stod der mange gode fe-gudmødre om vuggen ved din fødsel som forfatter.
Og nu er vi så her.
I aften hædrer vi Danmarks yngste laureat nogensinde
I aften hædrer vi Danmarks yngste laureat nogensinde. I aften hædrer vi et forfatterskab, der allerede er blevet uomgængeligt på landets gymnasier og folkeskoler. I aften hylder vi en forfatter, som ikke alene med sine bøger, men også ved at være den han er, har fornyet vores branche.
Jeg er så glad for, at I er her alle sammen, men der er én jeg savner, der er en som desværre ikke kunne komme. Og det er vores grundlægger, Otto B. Lindhardt. Otto var boghandler, og han ville have elsket at være her – for ham var boghandlerne de allervigtigste. I er vores helte, som hver dag arbejder fra morgen til aften, for at vi kan blive ved med at lave det, vi elsker.
Igennem sin karriere var Otto var med til at føre en hel række af forfattere herop og modtage boghandlernes æreskrans – blandt andre Leif Davidsen, Jørn Riel og Johannes Møllehave. Men den allerførste laureat han var med til at krone var Karen Blixen – det var i 1952.
Lige før Otto døde, gav han mig den her bog. Det er talen fra 1952, da Karen Blixen modtog laurbærrene.
Det er præcis 70 år siden i år. Du var ikke født Thomas – og det var jeg heller ikke. Og det var den familie, vi lærer at kende i Hvis der skulle komme et menneske forbi heller ikke. Rækken af laureater der er fulgt efter, udgør Danmarks allerstørste forfattere. Det er dette pantheon, som du nu er en del af, og vi er så stolte af dig.
Og jeg siger ”vi” for du er vores allesammens. Det er en af de særlige kvaliteter ved dig som menneske. Jeg tror der er mange, der – ligesom jeg – føler at netop de har et helt særligt forhold til dig. Du er i stand til at rumme os alle, fra de kørende sælgere, til den administrerende direktør, bibliotekarer, boghandlere og læsere. Der er plads til os, der er tid til os, og vi føler at du interesserer dig for os. Det er en sjælden gave at have sådan en generøsitet i hjertet.
Jeg har læst talen til Karen Blixen – og jeg kan ikke måle mig med den, lige så lidt som jeg kan måle mig med den tale, Tue vil holde for sin far i kirken, eller den tale som du, Thomas, holdt da vi gav dig Otto B. Lindhardt prisen sidste år, og som omgående gik viralt.
Men jeg kan prøve at sige noget, som jeg synes er vigtigt. Vigtigt ved dine bøger, vigtigt ved dig og vigtigt for os.
Det er bøgerne, der binder os sammen
Jeg vil begynde med bøgerne. Det er dem, der binder os sammen, og dem, som lever videre. Nogle gange, når man læser dem, kan man slet ikke forstå at de engang ikke har fandtes.
Jeg kan huske da du for første gang skulle optræde på en scene – det var i Århus på en litteraturfestival, du boede selv i Gellerupparken på det tidspunkt, og arrangørerne havde valgt at sætte dig sammen med Merete Pryds Helle, som netop havde modtaget De gyldne laurbær samme år.
I dag kan det næsten virke profetisk, men dengang kan jeg huske, at jeg syntes det var lidt ubetænksomt – her kommer en ung debutant, og så sætter man ham på scenen sammen med årets laurbærvinder.
Havde det ikke lige været Merete, som du jo allerede kendte inde fra forlaget, så kunne det nemt have været en lidt intimiderende situation.
Men det blev en virkelig god samtale, hvor I begge to lyste salen op, en ægte samtale om hvad litteratur er og hvad bøger kan.
På et tidspunkt sagde du, helt uden at tænke over det: ”Jamen det handler jo ikke om bøgerne – det handler jo om livet, jeg skriver det bare ned.”
Det lød så let når du sagde det, men jeg sad nede på bagerste række og følte, at her stod en helt ung debutant og lærte mig noget, jeg ikke havde forstået før.
Det var enten kort før eller kort efter at du fik din tatovering: Dette er virkeligt, så du kunne knibe selv i armen for at sikre dig, at det hele ikke var noget du drømte.
Du er blevet kaldt ”et af den yngre danske litteraturs mest veloplagte, vitale talenter” og det er blevet slået fast at du for altid vil være uomgængelig når der skal tales om den genre, der kaldes autofiktion.
Der har været sagt og skrevet meget om netop den genre – kunsten at skrive om livet, med udgangspunkt i egne erfaringer. Kloge hoveder har hyldet genren, og lige så kloge hoveder har angrebet den.
Men det klogeste jeg har hørt sagt i den forbindelse, kom også fra dig:
Det var en vinter, mens du arbejdede på din novellesamling Tyverier, og havde et foredrag i Kolding. Da vi ankom, var der stuvende fyldt, der var blevet bagt kage, og der var stillet mælkebøtter op – fordi, måtte man forstå, at du jo var et mælkebøttebarn, sådan en der havde trodset livets hårde vilkår og kæmpet dig op gennem gårdspladsens brosten i udkantsdanmark.
Der var mange velmenende læsere, men rigtig mange af spørgsmålene gik på dig, og ikke på dine bøger. Det tror jeg i øvrigt, at mange forfattere kan genkende. Dengang jeg var kustode på Karen Blixen museet var det også ofte hendes spændende liv folk ville høre om. Men det var altså Babettes gæstebud hun fik laurbærrene for.
På et tidspunkt stoppede du op og så ud over salen og sagde: ”Der er mange, som har haft en dårlig barndom – men det er ikke alle, som kan skrive en god bog.”
Og igen sad jeg nede på bagerste række og følte, at du lærte mig noget, som jeg aldrig havde hørt sagt bedre noget andet sted.
Det kræver en forfatter at gøre liv til kunst, uden at gøre nogle delene mindre. Og det kræver en stor forfatter at få begge dele til at vokse. Dine bøger gør både livet og kunsten større.
Hvor begynder virkeligheden?
Og hvem er det så, vi hylder i dag?
Hvem er Thomas?
I Man skulle nok have været der, din seneste roman, som afslutter trilogien om Tue, og som er grunden til, at vi sidder her i dag, følger vi Tues hjemløshed, indtil sidste side: Tue har endelig fået sin egen gadedør, har endelig fundet ”hjem”. Men da han en aften står foran døren med armene fulde af blomster, virker nøglen ikke. Tue hiver og hamrer, lige meget hjælper det og til sidst kommer politiet. De beder om Tues cpr-nummer, og spørger om han er fuld:
”Ja, gu er jeg fuld! Jeg har drukket siden klokken 15!”
”Det er måske noget du gør normalt?”
”Jeg har holdt bogreception”
Betjenten noterer noget på sin blok.
”Hvad hedder du?” spørger han så.
”Thomas!” svarer han. Og hermed afsluttes trilogien.
Det er ikke til at sige hvor kunsten holder op og virkeligheden begynder. Når vi har læst dine bøger kender vi Tue – men kender vi Thomas?
”Ikke på dit ansigt, men på din maske skal jeg kende dig” sagde Karen Blixen.
Hvis jeg skulle fortælle jer om den Thomas jeg kender, kunne jeg fortælle et hav af anekdoter og sjove historier, fra forlagsgangen, fra vores ture rundt i landet, om en spåkone på havnen i Svaneke, eller om badekarret i Maren Uthaugs kælder. Men jeg tror ikke at det er hele Thomas. Det er bare min Thomas, og der Thomas nok til os alle.
Men måske vil jeg alligevel vende tilbage til mælkebøttebilledet, selvom jeg ved, at du ikke bryder dig om alt den salvelsesfulde tale om ”mønsterbrydere” fordi du igen føler at du bliver placeret i en kasse, hvor der kun er plads til en del af det, som er dig.
Men jeg vil vende tilbage til billedet for at stille det på hovedet: For mælkebøtten er også et stykke ukrudt, der kunne være blevet luget bort i pænere haver.
Du er vores allesammens
Hvad er det så ved netop dit forfatterskab, som er så vigtigt for os?
Bogbranchen er helt sin egen og indimellem ganske utrolig. For ikke så længe siden så vi for eksempel, at den nyeste bestseller på listen var en nyoversættelse af Gilgamesh-eposet! Verdens ældste stykke litteratur, 4000 år gammelt! Karen Blixen jokede selv med, at hun var lige så gammel – og her står du så og er den yngste nogensinde.
Det er en helt særlig kvalitet ved bøger, at de er så levende, at de slet ikke kan blive gamle. Og samtidig er det så vigtigt, at vi bliver ved med at forny litteraturen.
Det er vigtigt, ikke bare for os bønder inde på forlaget, som elsker vores arbejde, og gerne vil være her om 20 og 30 år, men for hele vores kultur at litteraturen lever. At den ikke bliver et reservat for dem som mener, at mælkebøtter er ukrudt.
Ligesom litteraturen skrives på livet, skal den også ud i livet og arbejde videre hos læserne. Og den kraft som du er trådt ind på scenen med, er ikke for en lukket klub – den er for os alle.
Ligesom du er vores Thomas, så er det også vores litteratur.
Men det allervigtigste ved det bidrag, du har givet os, er at det er skrevet med hjertet. At det er okay at skrive med hjertet – hvis bare det er ægte.
Når jeg kigger ud over salen her, så føler jeg mig utroligt privilegeret. For alle jer der sidder her, er her kun, fordi I elsker det I laver. I holder så meget af det, at I ikke kan lade være. Der findes nemmere måder at tjene penge på, og der findes jobs, hvor man har fri klokken 16.
Og det slog mig hvor heldig jeg er, at arbejde sammen med en hel branche af ildsjæle. Det vil jeg gerne skåle med jer for, og jeg vil gerne sige tak til jer alle sammen, bogkrigere fra alle kanter af branchen, fordi vi skaber de her fortællinger sammen.
Så selvom det her er din aften, Thomas, så er det faktisk også vores allesammens. Det er en fejring af en stor fortælling:
Fortællingen om liv, som er værd at skrive om, om bøger som er værd at læse, og om en hel branche, der får mening ud af at få det til at ske.
Det er historien om et ungt talent, men det er også historien om en arbejdssejr, for jeg kender meget få der arbejder så seriøst med tingene som dig.
Og samtidig er det en historie om hvor enkelt det også er, som når jeg en aften modtager en sms fra dig, ”Tror du det her kan bruges til noget?” og jeg læser det mest formfuldendte lille tekststykke, som – nærmest uredigeret – ender med at blive fortalen til Tyverier.
Det er let og det er svært, det er stort og det er småt, og det kunne lyde banalt, hvis ikke det samtidig var så fantastisk godt.
Så derfor: Tillykke med laurbærrene, Thomas. Jeg håber at Otto kigger med oppe fra skyerne, og prikker til de andre forfattere, som sidder deroppe, og siger: ”Se lige ham dér.
Læs mere her:
Andre læste også: