Den svenske krimiforfatter Stina Jackson vandt prisen for Årets svenske krimi (2018) og Glasnøglen (2019) for sin debutroman Sommermørke. Nu er hun tilbage med spændingsromanen Ødemark, som allerede er shortlistet til Årets bog i Sverige 2020.
Stina Jackson fik sit store gennembrud med den prisvindende spændingsroman Sommermørke i 2018. Nu er hun aktuel med Ødemark, en spændingsroman om Liv, som bor i den lille by Ödesmark med sin gamle, sære far Vidar og sin teenagesøn Simon.
★★★★★ ”Dyster og dirrende nervepirrende som få.” – Berlingske
Det er en historie om mennesker, som er forbundet til et særligt sted og til hinanden; om stærke bånd; og om hvor vanskeligt, det kan være, at bryde nedarvede mønstre. Læs et uddrag fra spændingsromanen her.
LÆS OGSÅ: Det siger læserne om Sommermørke af Stina Jackson
Stina Jackson
Ødemark
På dansk ved Charlotte A.E. Glahn
VINTER 1998
Pigen bevæger sig gennem natten. Månen smiler blegt til hende, idet hun siksakker mellem pytterne, som sneen har efterladt. Den natåbne tankstation kaster sit neonlys over det øde landskab. Hun går ind og køber en Cola og en pakke rød Marlboro. Manden bag disken har venlige øjne, der får hende til at se væk. Hun går ud og stiller sig ved den oplyste bilvask og tænder en cigaret, puster røgen mod nattehimlen og fæstner blikket på lastbilen, der holder parkeret ovre ved benzinpumperne. Der sidder en mand og sover på førersædet. Han har en mørk kasket på, og hagen hviler på brystet. Hun smider den halvrøgede cigaret på jorden og tramper på den. Vandpytterne blinker som olie i lyset fra gadelamperne, da hun går hen over asfalten. Enkelte biler høres i det fjerne, men ellers er der stille. Anspændtheden kilder langs rygraden. Da hun når frem til lastbilen, tager hun fat om bakspejlet og hæver sig op på trappetrinet, så hendes ansigt er på højde med den sovende mands. På nært hold kan hun se, at han er yngre, end hun havde troet, kinderne er mørke af skyggen af et skæg, og en ørering glimter i det ene øre.
Hendes knoer nærmer sig ruden. Hun banker forsigtigt, men alligevel vågner manden med et voldsomt sæt, slår kasketten af sig i farten og blotter et tyndhåret hoved. Han blinker mod hende, det varer lidt, før han kommer til sig selv og ruller ruden ned.
”Hvad er der?”
Adrenalinet gør det svært at smile. Hånden, der knuger bakspejlet, er allerede begyndt at snurre.
”Jeg vil bare høre, om du vil have selskab?”
Han stirrer og gaber. Først ser det ud, som om han vil protestere, men så nikker han mod passagerdøren.
”Hop bare ind.”
Hun går rundt om lastbilen med forventningen blomstrende i maven, drejer hovedet for at se, om der er øjne mellem skyggerne, men det eneste menneske, hun kan få øje på, er manden inde i butikken, og han kigger ikke ud. Klokken er næsten to, og der er ingen andre biler. Hvis der skulle ske noget, er der ingen vidner.
Manden ånder tungt gennem munden, da hun sætter sig ved siden af ham.
”Nå, og hvem er du så?”
”Bare en pige.”
Kabinen lugter af varm ånde. ”Ja, det kan jeg se.”
Han virker lidt kejtet, gnider øjnene med håndfladerne og skæver til hende ud af øjenkrogen, som om hun var et fremmed dyr, han ikke vil tirre.
”Og hvorfor er det så lige, at du gerne vil sidde her, sammen med mig?”
”Du virker bare ensom.”
Hun udfordrer ham med blikket, synes, at han ser bange ud, og det gør hende modig. Han ler lidt, og fingrene leger nervøst med skægget, da han skæver til hende.
”Du er altså ikke sådan en, der skal have betaling?”
Hun lægger en hånd over hans. Sølvringene blinker som tårer i mørket mellem dem, og hun håber, at han ikke kan mærke, hvordan blodet sitrer i hende.
”Nej, jeg er ikke sådan en.”
Der er god plads bag sæderne i kabinen. Han skubber hende ned på en smal briks, hviler hænderne tungt på hendes hofter, da han trænger ind. De klæder sig ikke af, bukserne hænger om anklerne, næsten som om de forventer at blive pågrebet. Hun løfter blikket og ser et barn smile til hende fra et fotografi. Barnet har de runde arme om halsen på en chokoladefarvet labrador, og det ser ud, som om de smiler om kap. Pigen sænker blikket mod det krøllede lagen i stedet. Det varer ikke længe, før han brøler og trækker sig ud – hurtigt, så klatten havner på gulvet. Hun bøjer sig ned og trækker trusserne op. Gråden er pludselig meget tæt på, og hun synker og synker for at kvæle den.
Manden virker oplivet. Hænderne har fået en anden selvsikkerhed, da han spænder bæltet som en teenagedreng, der har fået sex for første gang. Det forundrer hende. Hvor ens de er. Mændene.
De sætter sig foran i kabinen og ryger. Uden for de store ruder ligger verden mørk og fugtig. Det svider i underlivet, men følelsen af at være lige ved at græde er forsvundet.
”Hvor er du på vej hen?”
”Haparanda.”
Hans dialekt lyder munter, næsten som om han synger ordene. ”Vil du med?” tilføjer han.
Hun vender hovedet bort for at puste røgen ud.
”Jeg skal længere end til Haparanda.”
Hans tænder lyser i mørket. Han har ikke gjort sådan noget her før. Hun kan allerede se den dårlige samvittighed lægge sig over ham. Hans stemme forsøger at udglatte det, der lige er sket, han nikker mod butikken.
”Jeg havde tænkt mig at købe noget at spise, vil du have noget?”
”Jeg vil gerne have en kanelbolle.”
”Okay, den klarer jeg.”
Han tager nøglerne fra tændingen og smiler genert til hende, før han åbner døren og træder ud. Han er lidt hjulbenet og lader ikke til at bekymre sig om regnvandet, der plasker fra pytterne. Pigen ser efter ham, til han forsvinder ind i butikken, hun overvejer at køre med alligevel. Måske kan hun hoppe af i Luleå. Hun har hørt, at det er en ret stor by, og byer kan man forsvinde i.
Skumringen var det værste tidspunkt. Erkendelsen af, at endnu en dag var gået tabt. En dag som alle andre. Hun stod på sin plads bag kassen og forsøgte ikke at lade sig mærke af mørket, der sænkede sig uden for butiksvinduerne. At stå under lysstofrørenes skarpe lys var som at stå på en scene. Folk, der standsede for at tanke, kunne se hende der i lyset, hendes trætte bevægelser og undvigende blik. Det tynde hår, der ikke orkede at vokse længere end til skuldrene, og det falske smil, der værkede i kinderne. De kunne se hende, men hun kunne blot ane dem.
Benzintanken lå midt i det lille samfund, og hun kendte navnene på næsten alle, der kom ind ad døren, men hun kendte dem ikke. Måske troede de, at de kendte hende. Hun vidste i hvert fald, at der blev hvisket i krogene. Om Björnlunds datter, der havde haft verden liggende for sine fødder, men aldrig havde fået fingeren ud. Og nu var det for sent, både skønheden og livskraften var begyndt at blegne. Sangen var blevet tavs. Det eneste, hun havde fået ud af livet, var barnet, en dreng, men hvordan det var gået til, var der ingen, der vidste, for hun havde aldrig haft nogen kæreste. Ikke så vidt de vidste. Drengen var der pludselig bare, og til trods for alle de rygter, der havde hobet sig op gennem årene, var det aldrig kommet frem, hvem der var hans far. Det var et nagende anliggende, der stadig kunne føre til ævl og kævl. Det eneste, man kunne blive enige om i de små byer på egnen, var, at Liv Björnlund aldrig ville blive, som folk var flest. Måske ville de tilmed have haft ondt af hende, hvis ikke det havde været for pengene. Det er svært at have ondt af nogen, der sidder på en formue.
Hun drak kold automatkaffe og skævede i smug til uret. Sekunderne hamrede i tindingerne. Præcis klokken ni skulle hun træde ned fra scenen i denne omgang. Ellers ville hjernen eksplodere. Men klokken nåede at blive fem minutter over, før hun blev afløst. Hvis han bemærkede, hvordan det kogte inde i hende, gjorde han ikke noget stort nummer ud af det.
”Din far sidder derude og venter,” sagde han bare.
Vidar Björnlund havde parkeret på sin sædvanlige plads ved dieselpumpen. Han sad i sin gamle Volvo med de klolignende næver viklet om rattet. På sædet bag ham, som en skygge, sad Simon med blikket på mobilen. Hun ruskede hans knæ lidt, før hun tog sikkerhedsselen på, og i et kort øjeblik så han op og mødte hendes blik. De smilede til hinanden.
Vidar drejede nøglen, og bilen blev hostende vækket til live. Den gamle spand var fra begyndelsen af halvfemserne og egnede sig bedre til skrotpladsen end de hullede småveje, men når hun påpegede det for ham, slog han det bare hen.
”Den spinder ikke som en kat, men den spinder.”
”Du synes ikke, det er på tide, at vi bider i det sure æble og køber en ny?”
”Fandeme nej. At købe en ny bil er som at tørre sig i røven med pengene.”
Liv vendte sig mod Simon igen, det så ud, som om han fyldte hele bagsædet med sine lange ben og armene, der svulmede under jakken. Forvandlingen var kommet snigende, uden at hun havde opdaget det, og en dag havde han bare siddet der, som en voksen mand. Smilehullerne var blevet erstattet af skarpe træk og rødlige dun, der blev tættere for hver dag. Der var intet tilbage af hendes bløde, runde dreng. Hun forsøgte at få hans opmærksomhed, men han lod ikke til at bemærke det, tastede bare frenetisk med tommelfingrene på telefonen, fordybet i en verden, hun ikke havde adgang til.
”Hvordan gik det i skolen?”
”Fint.”
”Skolen,” fnyste Vidar. ”Det er spild af tid.”
”Begynd nu ikke igen,” sagde Liv.
”I skolen lærer man kun tre ting: at drikke, slås og jage skørter.”
Vidar drejede bakspejlet, så han kunne se på sit barnebarn. ”Har jeg ikke ret?”
Simon skjulte munden under kraven, men Liv kunne se, at han smilede. Han morede sig mere over den gamle, end hun gjorde, han havde en evne til bare at le af alt det, der bragte vreden frem i hende.
”Det siger du bare, fordi du ikke har nogen uddannelse,” sagde hun.
”Hvad skulle jeg med en uddannelse? Jeg kunne da både drikke og slås. Og fruentimmere var der ikke ligefrem mangel på. Ikke i min ungdom.”
Liv rystede på hovedet og vendte blikket mod skoven. Hun undgik de årede hænder, der knugede rattet, og den gamles åndedrag, der brændte luften imellem dem. Snart blev asfalten skiftet ud med grus, og træerne trak sig nærmere. De mødte ingen biler, og bortset fra billygterne var de omsluttet af mørke. Hun knappede de øverste knapper op i arbejdsskjorten og trak neglene over brystet og nakken. Det kløede altid mere på vejen hjem, som om kroppen fortvivlet forsøgte at bryde ud af sin egen hud. Tusinde myrer i hårbunden og langs armene, der fik hende til at kradse huden, til den blødte. Hvis Vidar eller Simon bemærkede noget, sagde de ingenting, de kendte hendes vaner for godt til at fæstne sig ved det. Drengens mobiltelefon vibrerede med jævne mellemrum, krævede bestandigt hans opmærksomhed. Den gamle sad med blikket på vejen og skar tænder. Han tyggede hellere på ordene end delte ud af dem.
Da de nåede frem til Ødemark, løb de sædvanlige minder igennem hende; alle de gange, hun var sprunget ud af bilen og var løbet. Direkte ind i granernes favn, som om de kunne beskytte hende. Den lille by lå som en sidste udpost langs en vej, der ikke længere førte nogen vegne. Et par kilometer mod vest blev den opslugt af skoven og ruinerne af det, der engang havde været. Kørte man en tur rundt om byen, fik man snart fornemmelsen af, at skoven også var ved at opsluge den. Husene lå i betryggende afstand af hinanden, adskilte af granskov og mose og den sortøjede sø, der bredte sig midt i det hele og spejlede det øde land. Der var fjorten gårde i alt, men kun fem var beboede. Resten stod og forfaldt med deres tilsømmede vinduer og vejrbidte kroppe, godt på vej i graven.
Liv kendte området bedre end sit eget indre. Hendes fødder havde trampet stier, der bugtede sig gennem skoven, og hun vidste, hvor hver en jordkælder og forladt brønd og hvert et hemmeligt multebærsted lå og slumrede derude. Menneskene kendte hun også, selv om hun undgik dem. Hun kunne udpege latteren og lugtene, som vinden bragte med sig, og hun behøvede ikke at se ud for at vide, hvis bil der listede over gruset, eller hvis motorsav der kløvede stilheden. Hun hørte deres hunde gø. Deres køer brøle. De både kvalte hende og gav hende liv. Jorden og menneskene.
Björngården, hendes barndomshjem, lå på en lille bakke, trygt omgivet af skov, og fra sit værelse på første sal kunne hun skimte søens sorte øje nede i dalen. Vidar havde bygget huset, inden hun blev født, og her var hun blevet boende, langt ind i voksenalderen, selv om hun allerede som barn havde svoret på, at hun ikke ville blive. Og ikke nok med at hun var blevet, hun havde endda ladet Simon vokse op samme gudsforladte sted. Tre generationer under samme tag, som man levede før i tiden, når nøden krævede det. Men nu var der ingen nød, ikke andet end den, som menneskene skabte for at holde fast i hinanden. Og jo længere tid, der gik, desto sværere blev det at løfte blikket over trætoppene og forestille sig et andet liv. Så var det enklere langsomt at lade sig opsluge sammen med resten af byen.
Vidar drejede ind foran vejbommen og rømmede sig for at få liv i stemmebåndet.
”Hjem, kære hjem,” sagde han og så op mod det forfaldne hus på bakkedraget.
Motoren kørte i tomgang, mens Simon steg ud og bøjede sig over hængelåsen. Hun kunne knap kende ham bagfra, med den brede ryg og tyrenakken. Da Simon løftede vejbommen, lod Vidar sagte bilen glide ind, og så snart de havde passeret, sænkede Simon bommen igen og låste den på ny. Liv rev neglene over den svidende hals, mens de trillede op mod gården.
”Han er ikke noget barn længere,” sagde hun.
”Næ, og heldigvis da.”
Hun skævede til sin far og konstaterede, at tiden heller ikke havde sparet ham. Vidar var krympet med alderen, den tynde hud hang løst over knoglerne og gav indtryk af, at han langsomt visnede bort indefra. Men livskraften brændte stadig stærk i hans øjne, to ubønhørlige flammer, når han betragtede hende. Hun vendte ansigtet bort og mødte sit eget tomme blik i bilruden. Skumringen var for længst brændt ud, kun mørket var tilbage.
*
Liam Lilja betragtede sig selv i det gamle spejl. En lang revne i glasset løb som et ar tværs over ansigtet, forvrængede næsen og kindbenene. Den nederste halvdel gjorde en grimasse. Hvide tænder i de mørke skægstubbe. Den øverste halvdel smilede ikke. Øjnene, der stirrede tilbage på ham. Uforskammet, som om de ville indlede et skænderi. Havde det ikke været hans egne øjne, havde han aldrig tolereret, at nogen stirrede på ham på den måde. Uden at vige.
”Hvad fanden, står du og sminker dig eller hvad?” lød Gabriels stemme fra den anden side af døren.
”Jeg kommer om lidt.”
Liam tændte for vandet, stak hænderne ind under den kolde stråle og skyllede ansigtet. Det sved i et sår på kinden, og der gik et jag gennem en tand i undermunden. Men han bød smerten velkommen, den gav verden en vis skarphed.
Ude i den oplyste butik havde han ekspedientens blik på sig. En ældre, skaldet mand, der blinkede nervøst. Liam mærkede irritationen vælde op, da han så på manden, mærkede, hvordan ansigtet låste sig og stivnede. Hvordan tiden gik langsommere. Gabriel pressede en pose chips mod hans bryst, hårdt, så det knasede.
”Her har du lidt morgenmad,” sagde han. ”Jeg har også købt smøger.”
De sad i bilen og åd chips og drak iskold Cola. Himlen var begyndt at lysne, men solen havde ikke fået kæmpet sig over træerne. Gabriel stoppede chipsene i sig på mindre end ti minutter og gav sig derefter til at rulle en joint med de fedtede fingre.
”Jeg tjekkede væksthuset i går,” sagde han. ”Der er gået to pærer, vi må have sat nogle nye i.”
Liam krøllede posen sammen og tændte for motoren.
”Det er din hovedpine nu,” sagde han. ”Jeg gider ikke længere.”
”Planterne er skide flotte,” sagde Gabriel, som om han ikke hørte efter, ”de bedste, vi har haft indtil nu. Jeg tror, vi kan sætte prisen op.”
Liam skævede til bilen, der holdt ved siden af deres. En kvinde sad på passagersædet og kom læbestift på og gabte derefter stort. Munden blev en farlig rød cirkel. Han spekulerede på, hvad hun mon arbejdede med, om hun havde børn. Måske et hus med have og et gyngestativ. Føreren, formodentlig hendes mand, vendte tilbage fra butikken og sank ned bag rattet, han havde kedelige briller og vandkæmmet hår. Liam løftede en hånd og glattede sit eget tykke hår, men de stride lokker lod sig ikke tæmme. Uanset hvor meget han forsøgte, ville han alligevel aldrig komme til at se ud som dem, som almindelige mennesker.
De lagde Arvidsjaur bag sig, fulgte de små veje, der slingrede sig væk fra menneskene, dybere ind i det uberørte landskab. Store vandspejl på begge sider af vejen rødmede om kap med himlen. Gabriel røg sin joint med lukkede øjne, brød kun stilheden med sin rallende hoste. Det lød, som om ribbenene havde løsnet sig og rumlede rundt i hans bryst. Han havde et ar på underlæben, som fik venstre mundvig til at hænge en anelse, det var resultatet af en fiskekrog, der havde boret sig fast, da han var barn. Gabriel fortalte dog oftest selv, at han var blevet skåret med en kniv. Den historie passede ham bedre.
På den anden side af søerne var der kun skoven, den pressede sig tæt og mørk ind over den revnede asfalt, og Liam mærkede ubehaget melde sig i maven.
”Ved han, at vi kommer?”
Gabriel hostede, lugten af ubørstede tænder og røg fyldte bilen.
”Det ved han.”
Et tilvokset jernbanespor dukkede frem af ingenting og fulgte dem et stykke, før det igen blev begravet under ukrudtet. De kørte forbi en forladt togstation, omfavnet af slumrende grønt. Rustne togvogne stod fulde af skudhuller, hvorfra slyngplanter og andet liv trængte sig ud. Et stykke længere fremme lå ruinerne af en bondegård, omgivet af tomme folde, hvor højt græs og døde blomster ventede på solens befaling om at rejse sig.
Asfalten blev til grus, og Liam drejede ind på en mindre vej og siden endnu en. I begyndelsen var han hele tiden kørt forkert, dengang havde han ikke kørekort, og bilen, de kørte i, var startet ved kortslutning. Dengang havde vejen til Juhas hus opført sig som en labyrint midt i ødemarken, og det var vel også hele pointen. Det var ikke meningen, at nogen skulle finde derud.
Ved siden af en sort, syngende bæk stak en umalet træhytte frem mellem træerne. Der var hverken el eller indlagt vand. Liam parkerede på behørig afstand, og de blev siddende lidt i tavshed for at samle sig. En tynd søjle af røg steg op fra skorstenen og lagde sig som et tæppe over skoven. Det kunne have set fredfyldt ud, hvis det ikke havde været for de døde dyr. To dyrekroppe hang fra træerne, flåede og hovedløse. Enorme kødstykker, der glinsede i solen.
Da de åbnede bildørene, blev de mødt af suset fra trætoppene og den perlende lyd fra bækken. Liam tog plasticposen med kaffe og pot og undgik at se på det ophængte kød. I et kort øjeblik fik han den tanke, at det i virkeligheden var mennesker, som Juha havde parteret og hængt op.
Juha Bjerke, eneboeren, som havde valgt mennesker fra og kun sjældent vovede sig ind i beboelsesområderne. Rygtet ville vide, at det var på grund af en jagtulykke i halvfemserne, at Juha var kommet til at skyde sin egen bror under elgjagten. Han blev aldrig dømt for noget, men moderen kunne ikke tilgive ham, og der var mange, der hævdede, at han havde gjort det med vilje, at det var misundelsen, der havde fået overtaget. Det var sket, før Liam blev født, og det eneste, han vidste med sikkerhed, var, at Juha undgik mennesker lige så meget, som de undgik ham.
En hund kom spænende ud fra underskoven, og de stod helt stille, mens den snusede og rejste børster. En knurrende sang steg op fra struben, selv om den udmærket kendte dem. Gabriel spyttede i græsset.
”Gid jeg kunne skyde det bæst.”
Hunden skyndte sig i forvejen, da de gik hen mod huset. ”Du må hellere gå først,” sagde Gabriel, ”han kan bedst lide dig.”
Liam mærkede, hvordan han blev stiv i kroppen, efterhånden som han nærmede sig huset. Besøgene hos Juha gav ham altid paranoia, selv om de sjældent behøvede at se ham. Som regel stak han bare hånden tilstrækkelig langt ud til at række dem pengene og tage varerne. Han var ikke meget for at hyggesnakke. Alligevel trak musklerne sig sammen, hver gang den ensomme hytte rejste sig foran Liam.
Gabriel havde det på samme måde. Han var blevet helt stille, slentrede flere meter efter Liam. Måske var det de øde omgivelser, der gjorde det, og at de befandt sig på Juhas revir. Eller også var det tragedien, der hang over den ensomme mand som en uvejrssky. På trods af de mange år, der var gået siden ulykken, sad sorgen dybt ridset ind i hans ansigt. Der var noget skræmmende ved et menneske, der har mistet alt.
Et rådyrkranium sad sjusket ophængt på døren og vibrerede heftigt, da Liam bankede på. Hunden pustede ved deres fødder, og inde fra hytten lød en skrabende lyd, fødder, der slæbte hen over de slidte gulvbrædder. Døren gled en smule op, blottede en mager skygge i sprækken. Der var tændt op derinde, og flammernes skygger bevægede sig i halvmørket. Juha stak hovedet ud og gjorde en grimasse mod morgengryet. Han var gammel nok til at være deres far, et sted mellem fyrre og halvtreds, men hans krop var hård og senet som en ynglings. Det lange hår hang i en hestehale ned over ryggen, og ansigtet var furet af vejr og ulykke.
Uden et ord tog han posen fra Liam, lænede sig frem og stak næsen ned for at forsikre sig om ægtheden, før han rakte dem kontanterne. Liam behøvede bare kaste et blik på pengene for at se, at det ikke var nok. Det forbavsede ham. Juha Bjerke havde aldrig været typen, der forsøgte at snyde med betalingen.
”Det er kun halvdelen.”
Juhas øjne blev opfyldt af et underligt lys.
”Hvad?”
”Du må betale hele beløbet, det her er kun halvdelen.” Juha gled tilbage ind i skyggerne med en hurtig katteagtig bevægelse. Han holdt den ene hånd bag ryggen, som om han skjulte noget, måske et våben. Liam mærkede hjertet slå hurtigere.
”Kom ind,” sagde Juha fra mørket, ”så vi kan snakke lidt.” Liam stak sedlerne i lommen og skævede til Gabriel. Han så bleg og nervøs ud. Det her var noget nyt, Juha havde aldrig nogensinde budt dem indenfor. Når han havde fået, hvad han ville have, plejede han at verfe dem væk, som om de var herreløse hunde, han ikke havde råd til at fodre på. Det her var første gang, han bad dem træde ind over dørtærsklen. Ilden brændte derinde, Liam kunne skimte jagtgeværerne i skæret, de hang nydeligt på rad og række ved siden af det åbne brændekomfur. Bag komfuret stod der en række små dyrekranier og gabte hjælpeløst mod dem.
”Kom nu bare ind,” sagde Juha. ”Jeg bider ikke.”
I et par åndeløse sekunder stod alting stille, der var kun ilden, der knitrede, og vinden i træerne. Juhas gnæggende latter inde fra stuen lokkede dem et skridt frem. Liam fyldte lungerne med frisk luft, før han trådte ind. Varmen i det lille rum lukkede sig om ham, næsen fyldtes af fremmede lugte, og øjnene kæmpede for at udskille det, der gemte sig i halvmørket. Det var som at træde direkte ned i et hul. En mørk, skælvende fælde.
*
Liv var alene med daggryet. Lyset sivede frem mellem de nøgne birketræer og lagde sig som en glødende sårskorpe over skoven. Hun havde gården i ryggen og undgik at vende sig om. Åndedrættet stod som et skjold mod verden. Hun så ikke, at lamperne tændtes, hørte ikke, at nogen råbte hendes navn. Ikke før en mager spidshund kom løbende ud fra krattet og dansede i cirkler rundt om hende, huggede hun øksen i huggeblokken og vendte sig om.
Vidar stod på altanen, hans øjne var sorte sprækker.
”Kom ind og spis,” råbte han med sin rustne stemme.
Så var han væk. Liv børstede jakken og begyndte modvilligt at gå op mod huset, hendes skridt som trommeslag i stilheden. Den gamle og drengen sad i køkkenet og kaffeduften. Vidars hænder havde krummet sig sammen i løbet af natten, og når morgenen kom, var fingrene stive kløer, som knap kunne føre kaffekoppen til munden. Det var Simon, der skar brødet og smurte det til ham, med koncentreret omhu.
”Har du taget din medicin, morfar?”
Vidar tyggede videre. Medicinen var ikke noget, han ville kendes ved, og havde det ikke været for Simon, der lagde pillerne på række i en nydelig regnbueformation foran ham hver morgen, havde han aldrig taget dem.
”Lad være med at sluge dem med kaffe, så får du halsbrand.”
”Du er værre end en kælling med dine piller!”
Men Vidar slugte pillerne, en efter en, og da han var færdig, klappede han tilfreds Simon på hånden, der havde vokset sig større end hans egen, og drengen smilede ned i bordet. Liv vendte blikket bort, undrede sig over, hvor drengen havde fået sin godhed fra, sit lys. Det var ikke fra hende.
Hun gik op til sig selv for at skifte. Døren til Simons værelse stod på klem, og hendes blik blev trukket ind i halvmørket derinde. Dynen var gledet ned fra sengen og lå i en bylt på gulvet ved siden af øer af snavset tøj og bøger, som der ikke var plads til på hylderne. Mørklægningsgardinerne var trukket ned, og det eneste lys i værelset kom fra den gamle computer, der stod og summede på skrivebordet. Hun havde købt den til ham trods Vidars protester, og computeren var blevet som en ven for den ensomme dreng. Der foregik et helt liv derinde, som hun ikke vidste noget om.
Hun stod med ansigtet i døråbningen, indsnusede lugten af teenager, svedige sokker og angst. Hun lyttede efter deres stemmer nede i køkkenet, før hun skubbede døren op og trådte ind. Det knagede i knæene, da hun samlede dynen op fra gulvet, støvet hvirvlede rundt i luften. Noget glimtede under sengen, og da hun bøjede sig ned, så hun, at det var en glasflaske uden etiket. Spritlugten var så stærk, at hun ikke behøvede skrue proppen af for at vide, hvad den indeholdt. Hjemmebrændt af en slags, stærkt og tårefremkaldende, måske Vidars.
”Hvad fanden laver du? Hvorfor roder du i mine ting?” Simon stod i døren, ansigtet dystert af vrede. Liv rettede sig op, holdt om flasken med begge hænder, det kølige glas føltes glat mod huden.
”Jeg ville rede din seng,” sagde hun. ”Og så fandt jeg den her.” ”Det er ikke min. Jeg opbevarer den bare for en ven.”
De vidste begge to, at det var løgn, der var ingen venner. Men det kunne hun ikke sige. Liv støvede flasken af og stillede den forsigtigt på skrivebordet ved siden af computeren. Tankerne brusede som blodet, han var sytten år gammel, det nyttede ikke at skændes om det. Måske var det et godt tegn, at han opførte sig som en almindelig teenager.
”Hvilken ven?” spurgte hun.
”Det rager ikke dig.”
De så længe på hinanden, der var vokset en rynke frem mellem hans øjenbryn. Den fik ham til at ligne Vidar. Alligevel var det sig selv, hun så i sin søns ansigt. Trodsen og hungeren efter noget andet, efter friheden. Havde det ikke været for ham, havde hun ikke stået her nu, i huset, hun var født i. Så havde hun været langt væk. Måske vidste han det, at alting sluttede ved ham, måske var det derfor, afstanden var vokset mellem dem. Hun spekulerede på, om han endelig havde fået nogle venner, måske af den mere farlige slags, der drak og sloges. Eller om han sad alene foran computerens blå skær og drak om aftenen. Begge alternativer gjorde hende tung i kroppen.
Simon strakte sig efter rygsækken, den vrede farve i kinderne var løbet af ham.
”Jeg kommer for sent i skole.”
Hun nikkede.
”Vi må tale om det i aften.”
”Jeg vil ikke have, at du er på mit værelse, når jeg er væk.” ”Jeg går nu.”
Han ventede, til hun havde forladt rummet, og gjorde et stort nummer ud af både at lukke og låse døren, før han gik ned ad trappen. Liv fulgte efter, så på den dunede drengenakke og tænkte på alle de gange, hun havde hvilet sit ansigt der og fyldt lungerne med hans duft. Alle de nætter, hvor hun havde viklet sin krop beskyttende om hans og lagt en hånd mellem de spinkle skulderblade bare for at forsikre sig om, at han trak vejret, at han ikke døde fra hende. Det var så længe siden nu, en anden tid. De stod i køkkenvinduet og så efter ham, da han gik hen til bussen, Liv og den gamle. De fulgte den ranglede skikkelse med øjnene, lige til skoven opslugte ham.
”Jeg tror, han har et fruentimmer,” sagde Vidar.
”Gør du?”
”Mmm. Jeg kan lugte det, han lugter anderledes.”
”Det har jeg ikke bemærket.”
Vidar satte en sukkerknald mellem tænderne og drak kaffen af underkoppen, sendte hende et sigende blik.
”Han slægter sin mor på, mærk dig mine ord. Snart kommer han ikke hjem om natten længere.”
*
Det var svært at trække vejret i Juha Bjerkes hus. Liam og Gabriel sad ved et faldefærdigt bord, mens den senede mand vandrede rundt i cirkler foran dem. Der stod små skyer af støv og grannåle fra hans støvler, og den røgtunge luft sved i øjnene. Hans blik flakkede mellem dem, lod sig ikke fange.
”I må have mig undskyldt,” sagde han, ”men jeg er ikke vant til gæster.”
Liam forsøgte at dæmpe væmmelsen, der krøb op i ham. Han skævede til Gabriel, der så ud, som om han morede sig, et smil spillede i mundvigene og blikket gled forundret rundt i hytten, sugede den sære indretning og jagttrofæerne til sig. En kniv sad hugget ned i bordpladen, og resterne af indtørret blod havde efterladt en mørk skygge over den ridsede overflade. Der hang et dyreskind som gardin for det eneste vindue, og der var trykkende og varmt i det lille lokale. Juha stillede sig i skyggen af komfuret, og hans øjne så ud til at brænde, da han kiggede på dem. Hans stemme var hæs, som om stemmebåndet var begyndt at ruste i halsen på ham. Sådan gik det vel, når man aldrig havde nogen at tale med.
”I er sådan nogle tåber, som jager ræv med knallert,” sagde han, ”det kan jeg se på jer.”
”Jeg ved ikke, hvad du snakker om,” sagde Liam. ”Ligner vi fucking jægere?”
”Men I jager penge, gør I ikke? Det er det, jeres liv handler om: stoffer og hurtige penge.”
Liam mærkede vibrationerne fra broderens ben, der trommede mod gulvet. Ingen af dem sagde noget.
”I kommer ikke med kaffe og røg til en gammel mand bare for at være venlige, vel? I tager jer betalt for besværet.”
”Vi beskæftiger os ikke med velgørenhed, hvis det er det, du mener,” sagde Gabriel. ”Ret skal være ret.”
Juha lo skingert. Liam så kniven i bordet ud af øjenkrogen, han behøvede bare strække armen frem, så var den hans. Det beroligede ham.
Juha satte kaffekanden over ilden.
”I er sultne,” sagde han, ”og det kan jeg lide. Jeg var også sulten engang. Men når man har sultet tilstrækkelig længe, så hører man ikke længere maven skrige. Så bliver der bare stille.” Trods hæsheden havde han en melodi i stemmen, som om han helst ville synge ordene.
”Jeg kendte jeres far, da vi var unge,” fortsatte han. ”Vi gik i skole sammen. Han var en helvedes karl. Humør som en grævling, man vidste aldrig, hvor man havde ham, men havnede man i problemer, stillede han altid op.”
”Vores far er død,” sagde Gabriel.
”Det ved jeg. Kræften kan ingen gemme sig for, hvis den sætter kløerne i en, er det bare at trække årerne ind og sige farvel og tak.”
Han havde nævnt venskabet med deres far tidligere, første gang han skulle købe pot, i et forsøg på at vinde deres tillid. Liam fik fornemmelsen af, at det samme gjorde sig gældende nu, at Juha brugte deres afdøde far til at skabe en slags fortrolighed imellem dem.
Juha kløede sig på det indsunkne bryst, han havde blikket på flammerne, mens kaffeduften spredte sig i rummet. Liam og Gabriel så på hinanden, afventende.
”Jeg har et job til jer,” sagde Juha til sidst, ”hvis I er interesserede.”
”Hvad for et job?” spurgte Gabriel.
Juha smilede og skænkede kaffe op, stillede varsomt et par dampende krus foran dem på bordet. En enorm økse tronede ved siden af brændekomfuret. Bladet glimtede i skæret fra flammerne. Det begyndte at rumle i Liams mave, den kvælende varme og lugten af dyreskind gav ham kvalme.
Juha stillede sig for enden af bordet og vuggede på tæerne, udstødte en hvislende lyd, da han pustede på den varme drik. ”Der ligger en uberørt guldgrube ikke langt herfra. Den ligger bare og venter på et par udsultede stakler som jer.”
Hans trøje hang som løs hud på overkroppen og var misfarvet af ælde og sved. Bukserne havde lange revner i stoffet, og man kunne ane den blege hud under. Der stod en lugt af gran og fugtig jord fra ham. Med en pludselig bevægelse trak han kniven op fra bordpladen og gav sig til at rense negle med bladet. Liam skævede mod døren. Kun tre skridt, så var han ude i den friske luft igen.
”Vi skal have vores penge,” sagde han. ”Du har fået din røg, og som min bror sagde, så driver vi ikke en velgørenhedsbiks.” ”Jeg havde også en bror engang,” sagde Juha. ”Vi var præcis ligesom jer to, altid sammen. Vi var uovervindelige, min bror og jeg, med hele verden for vores fødder. Men så døde han, den skid, og det var der, jeg indså, at der ikke er nogen retfærdighed til i verden. Skæbnen griner bare af en.”
Hans ansigt krøllede sig sammen, som af smerte, og han sagde ikke noget i lang tid, alt var stille, på nær ilden, der levede sit eget liv bag ham, flammede og knitrede. Det var svært at aflæse hans ansigtsudtryk i det svage lys, svært at være et skridt foran. Gabriels fod ramte Liams under bordet, gav ham et lille spark.
”Fortæl mere om den der guldgrube,” sagde han. ”Hvor ligger den?”
Juha fremtvang et smil, der mere lignede en grimasse.
”Har I hørt om Vidar Björnlund fra Ødemark?”
”Alle har vel hørt om den fedterøv.”
”Han lever måske nok som en kirkerotte, men penge har han, nok og mere til. Han har puget dem samme gennem alle årene, den gamle gnier. Og banken stoler han ikke på, så en stor del af slanterne opbevarer han i et pengeskab i soveværelset. Han er gammel og nedslidt, og at stjæle fra ham vil være lige så let som at stjæle slik fra et barn.”
Gabriel løftede et øjenbryn.
”Hvor ved du alt det fra?”
”Det ved jeg, fordi vi arbejdede lidt sammen for længe siden. Dengang jeg stadig var for dum til at fatte, hvad han havde gang i. Han narrede jorden fra hæderlige folk for at sælge den videre til skoventreprenører. Han er en grisk satan, Vidar. Og der er ingen, der vil gøre forretninger med ham længere. Det eneste, han har, er datteren, Liv hedder hun, selv om Livegen ville være et bedre navn, for staklen har aldrig haft sit eget liv. Hun bor stadig med sin far derude i Ødemark, selv om hun har sin egen unge at tage sig af, eller måske netop derfor.”
Juha drejede hovedet og spyttede ind i ilden, han havde fået farve i kinderne, og stemmen skælvede lidt, da han fortsatte: ”Det er kun Vidar, der har koden til pengeskabet – når det gælder hans formue, stoler han ikke engang på sine egne. Datteren og barnebarnet danser efter hans pibe, begge to. De har intet at sige, så længe han er i live, og de kommer ikke til at stå i vejen for jer, det kan jeg love. Så dem lader I være, hører I? Der er ingen grund til at røre hverken datteren eller barnebarnet. Det eneste, I behøver, er at overrumple oldingen, så har I slanterne.”
Liam udvekslede et blik med Gabriel, hans næsebor sitrede let, det tågede blik havde fået ny glans.
”Hvorfor gør du det ikke selv, hvis det er så let?”
Et plaget udtryk løb over Juhas ansigt, fik ham til at se gammel ud. ”Jeg kan ikke længere tage ind til byerne, kan ikke overkomme at se mennesker, endnu mindre køre ud og plukke slanter. Så er det bedre, at jeg giver nogle andre chancen, nogle, der har evnerne. Jeg ved, at I kan få jobbet gjort.”
”Du har ikke flere penge eller hvad?”
”Jo, for fanden. Jeg mangler ikke noget. Jeg er bare så forbandet træt af Vidar Björnlund, den tosse har fået lov til at hærge længe nok. Det er på høje tid, at han får sig en lærestreg eller to.”
Juha stirrede dystert på Liam og trak kniven hen foran sin egen strube. Det så komisk ud, men alligevel fik Liam kuldegysninger ved synet. Han så på Gabriel, så det nye glimt i hans øjne og vidste, at han allerede havde besluttet sig, det krævede ikke meget at vække hans sult til live. Den evindelige drøm om hurtige penge. Selv var han ikke helt overbevist. Han så Vanja for sit indre blik, alle de drømme han havde vævet til hende, allerede før hun blev født. Drømme om et almindeligt liv, et hus med flere værelser, rene overflader uden skam. Han tænkte på kuvøsen, hun havde ligget i, i dagene efter hun var blevet født, en lille bylt med slanger fæstnet til hver en åbning, mens medicinen blev sendt rundt i hendes lille krop. Han havde ikke fået lov at røre ved hende, havde bare måttet se til, hvordan hun lå der og kæmpede. Det var et billede, der ville hjemsøge ham altid.
”Hvad vil du have af os?” spurgte Liam.
”Hvad mener du?”
”Du fortæller vel det her, fordi du vil have noget til gengæld, ikke?”
”Jeg vil ikke have en skid af jer to. Det eneste, jeg ønsker mig, er at se Vidar Björnlund på knæ, én gang for alle. Jeg vil se ham miste den formue, som aldrig skulle have været hans til at begynde med.”
Liam skød stolen tilbage og rejste sig. Juha stod og stirrede på ham, vejede kniven i hånden.
”Og du er sikker på, at der er et pengeskab?”
”Lige så sikker, som jeg er på, at solen står op om morgenen og går ned om aftenen. Bare vent og se.”
Juha forsvandt ind i skyggerne, stillede sig med ryggen til dem og gav sig til at rode i en kiste, der stod på gulvet. Hvide støvsøjler stod som røg omkring ham, kildede næsen. Til sidst gav han et lille grynt fra sig og holdt noget op i luften, et gulnet stykke papir, mærket af tid og fedtede fingre. Med en triumferende bevægelse lagde han det på bordet mellem dem.
”Hvad er det?”
”I har vel øjne at se med? Det er et kort.”
Det lignede en sjusket plantegning – gang, køkken og værelse fanget med skæve streger. Døre og vinduer nøje markerede, sorte pile, der førte ind til værelset. Der, i et af hjørnerne, havde nogen tegnet et tykt, sort kryds. Juha lænede sig ind over bordet og satte kniven midt i krydset, så skaftet vibrerede.
”Der har I det,” sagde han. ”Svaret på jeres drømme.”
*
Liv drak kaffen stående ved køkkenbordet for at slippe for at sætte sig ved siden af sin far. Vidar sad og stirrede ud ad vinduet, holdt øje med livstegn langs den øde grusvej. Han var klædt i praktisk tøj og havde kniven i bæltet, selv om hans hænder efterhånden sjældent lod ham bruge den. Han så aldrig tv, læste ingen bøger, løste hverken krydsord eller spillede på heste. Hans dage gik med at drikke kaffe og holde øje med byen. På trods af at han nægtede at have noget at gøre med naboerne, så måtte han vide, hvad de foretog sig. Han holdt dem under samme nådesløse opsyn som sin egen familie. Intet undgik den gamles blik, de slørede øjne så stadig alt.
Liv sagde ikke noget om flasken, hun havde fundet på Simons værelse, for Vidar ville opdage den tids nok alligevel.
En bil kørte forbi nede på vejen, Vidar rejste sig så hastigt, at leddene knirkede, han strakte sultent nakken.
”Se, nu farer Karl-Erik rundt igen. At de dog ikke tager kørekortet fra den idiot.”
”Sæt dig ned og hold op med at glo sådan.”
”Han er aldrig ædru længe nok til at køre bil, det ender med, at han kører en eller anden stakkel ned.”
Liv så ud på den mudrede grusvej, solen, der spejlede sig i vandpytterne. Hørte Karl-Eriks bil forsvinde ud på den store vej. Hun vidste, at Vidars afsky for naboerne hang sammen med ensomhed, han vidste ikke længere, hvordan han skulle nærme sig andre mennesker, nærhed skræmte ham, gjorde ham giftig.
”Motorsaven virker ikke så godt længere,” sagde hun. ”Nå?”
”Jeg har ikke tænkt mig at hugge al brændet med øksen.” ”Knægten kan hjælpe dig. Noget skal han jo bruge alle de muskler til, han har fået sig.”
Vidar tyggede langsomt på brødet. Han brugte kun smør om morgenen, pålægget måtte vente til frokost. Liv skænkede mere kaffe og betragtede den sørgelige brændestak derude. Øksens blodrøde skaft som et skrig i alt det grå. Motorsaven blev ikke regnet blandt de nødvendige redskaber, og hvis hun ville have en ny, måtte hun selv købe den. En mand, der ikke undte sig selv en skive ost, ville heller ikke unde sig selv en ny motorsav.
Vidar strøg en ru hånd over avisen foran sig, husannoncerne, som hun havde sat en rød ring om, stirrede tilbage på ham. Det var for hans skyld, hun satte ring om husene, så han skulle se, at de var på vej væk derfra, hun og drengen. I begyndelsen, for mange år siden, havde det gjort ham vred, men nu var det bare noget, han gjorde sig lystig over.
”Du vil heller ikke bo i byen. Der er ikke andet end dårlig luft og skrald og højlydte mennesker – herude kan man i det mindste se stjernerne om aftenen.”
Da han rejste sig for at hente mere kaffe, tog hun tilflugt til badeværelset. Hun satte sig på det rustne toilet, tissede, og hvilede derefter hænderne længe på den revnede håndvask. Spejlet var også i stykker, et spindelvæv af sprækker i det venstre hjørne. Hun undgik at møde sit eget spejlbillede, den trætte mund og de triste øjne gjorde hende endnu mere træt og ked af det. Det var ikke blot huset, der var ved at forfalde, hendes ansigt var også fuldt af revner. Hun hørte Vidar nynne inde fra køkkenet. Det var ham, der var gammel, ham, der burde tænke på døden, og alligevel var det kun hende, der gjorde det. Hver dag tænkte hun, at der ikke var lang tid til, at hun bare måtte holde ud et par år mere. Derefter ville livet begynde.
Da hun kom tilbage til køkkenet, sad Vidar igen på sin stol. Det var som en tavs overensstemmelse mellem dem, at de hele tiden skulle danse forbi hinanden. Hvis en sad ved bordet, stod den anden ved køkkenbordet, hvis en gik hen over gulvet, stod den anden stille, næsten som om huset ikke tålte for mange bevægelser på samme tid. Selv om de havde boet under samme tag, siden den dag hun blev født, var afstanden mellem dem kun vokset.
En firhjulet motorcykel kørte forbi nede på vejen, og Vidar dukkede sig bag gardinet. En fleecejakke lyste op mellem granerne.
”Det var fandens,” sagde han, ”nu har Modig købt nyt legetøj igen. Manden har ikke en øre på lommen, men det forhindrer ham sandelig ikke i konstant at købe nye ting.”
”Hvor ved du fra, at den er ny?”
”Jeg har vel øjne i hovedet! Den gamle var sort, den her er rød.”
Liv gik frem til vinduet. Douglas Modig var standset ved vejbommen, og nu løftede han hånden. Hun vinkede tilbage.
”Måske kan jeg låne hans motorsav,” sagde hun, ”indtil vi får en ny.”
Vidar hostede, slimen raslede i lungerne. ”Fandeme nej,” sagde han, da han var kommet sig, ”den klaphat vil jeg ikke have ind på min jord. Så hugger jeg hellere brændet selv.”
Lidt efter stod hun igen ved huggeblokken. Forårssolen var så skarp, at hun måtte lukke øjnene, når hun løftede øksen, og når den faldt, var det faderens hoved, hun kløvede.
Vil du læse mere af Ødemark?
Efter sit store gennembrud med den prisbelønnede Sommermørke har Stina Jackson skrevet spændingsromanen Ødemark.
I den lille by, Ödesmark, som ligger allernordligst i Sverige, bor Liv med sin gamle, sære far Vidar og sin teenagesøn Simon. De er en usædvanlig familie, og Liv kan ikke undgå at bemærke naboernes blikke. Når hun har aftenvagt på benzintanken, er hun bevidst om, at kunderne kigger på hende.
Folkene i den lille by undrer sig over, hvorfor Liv har valgt at blive boende sammen med sin far, også efter hun fik Simon, og de spørger hinanden, hvad det mon er, der holder hende herude i ingenting?
LÆS OGSÅ: Shortlistet til Årets bog i Sverige 2020. Smuglæs i Stina Jacksons Ødemark
Den svenske krimiforfatter Stina Jackson vandt prisen for Årets svenske krimi (2018) og Glasnøglen (2019) for sin debutroman Sommermørke. Nu er hun tilbage med spændingsromanen Ødemark, som allerede er shortlistet til Årets bog i Sverige 2020.
Stina Jackson fik sit store gennembrud med den prisvindende spændingsroman Sommermørke i 2018. Nu er hun aktuel med Ødemark, en spændingsroman om Liv, som bor i den lille by Ödesmark med sin gamle, sære far Vidar og sin teenagesøn Simon.
★★★★★ ”Dyster og dirrende nervepirrende som få.” – Berlingske
Det er en historie om mennesker, som er forbundet til et særligt sted og til hinanden; om stærke bånd; og om hvor vanskeligt, det kan være, at bryde nedarvede mønstre. Læs et uddrag fra spændingsromanen her.
LÆS OGSÅ: Det siger læserne om Sommermørke af Stina Jackson
Du kan købe Ødemark online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 1. september.
Stina Jackson
Ødemark
På dansk ved Charlotte A.E. Glahn
VINTER 1998
Pigen bevæger sig gennem natten. Månen smiler blegt til hende, idet hun siksakker mellem pytterne, som sneen har efterladt. Den natåbne tankstation kaster sit neonlys over det øde landskab. Hun går ind og køber en Cola og en pakke rød Marlboro. Manden bag disken har venlige øjne, der får hende til at se væk. Hun går ud og stiller sig ved den oplyste bilvask og tænder en cigaret, puster røgen mod nattehimlen og fæstner blikket på lastbilen, der holder parkeret ovre ved benzinpumperne. Der sidder en mand og sover på førersædet. Han har en mørk kasket på, og hagen hviler på brystet. Hun smider den halvrøgede cigaret på jorden og tramper på den. Vandpytterne blinker som olie i lyset fra gadelamperne, da hun går hen over asfalten. Enkelte biler høres i det fjerne, men ellers er der stille. Anspændtheden kilder langs rygraden. Da hun når frem til lastbilen, tager hun fat om bakspejlet og hæver sig op på trappetrinet, så hendes ansigt er på højde med den sovende mands. På nært hold kan hun se, at han er yngre, end hun havde troet, kinderne er mørke af skyggen af et skæg, og en ørering glimter i det ene øre.
Hendes knoer nærmer sig ruden. Hun banker forsigtigt, men alligevel vågner manden med et voldsomt sæt, slår kasketten af sig i farten og blotter et tyndhåret hoved. Han blinker mod hende, det varer lidt, før han kommer til sig selv og ruller ruden ned.
”Hvad er der?”
Adrenalinet gør det svært at smile. Hånden, der knuger bakspejlet, er allerede begyndt at snurre.
”Jeg vil bare høre, om du vil have selskab?”
Han stirrer og gaber. Først ser det ud, som om han vil protestere, men så nikker han mod passagerdøren.
”Hop bare ind.”
Hun går rundt om lastbilen med forventningen blomstrende i maven, drejer hovedet for at se, om der er øjne mellem skyggerne, men det eneste menneske, hun kan få øje på, er manden inde i butikken, og han kigger ikke ud. Klokken er næsten to, og der er ingen andre biler. Hvis der skulle ske noget, er der ingen vidner.
Manden ånder tungt gennem munden, da hun sætter sig ved siden af ham.
”Nå, og hvem er du så?”
”Bare en pige.”
Kabinen lugter af varm ånde. ”Ja, det kan jeg se.”
Han virker lidt kejtet, gnider øjnene med håndfladerne og skæver til hende ud af øjenkrogen, som om hun var et fremmed dyr, han ikke vil tirre.
”Og hvorfor er det så lige, at du gerne vil sidde her, sammen med mig?”
”Du virker bare ensom.”
Hun udfordrer ham med blikket, synes, at han ser bange ud, og det gør hende modig. Han ler lidt, og fingrene leger nervøst med skægget, da han skæver til hende.
”Du er altså ikke sådan en, der skal have betaling?”
Hun lægger en hånd over hans. Sølvringene blinker som tårer i mørket mellem dem, og hun håber, at han ikke kan mærke, hvordan blodet sitrer i hende.
”Nej, jeg er ikke sådan en.”
Der er god plads bag sæderne i kabinen. Han skubber hende ned på en smal briks, hviler hænderne tungt på hendes hofter, da han trænger ind. De klæder sig ikke af, bukserne hænger om anklerne, næsten som om de forventer at blive pågrebet. Hun løfter blikket og ser et barn smile til hende fra et fotografi. Barnet har de runde arme om halsen på en chokoladefarvet labrador, og det ser ud, som om de smiler om kap. Pigen sænker blikket mod det krøllede lagen i stedet. Det varer ikke længe, før han brøler og trækker sig ud – hurtigt, så klatten havner på gulvet. Hun bøjer sig ned og trækker trusserne op. Gråden er pludselig meget tæt på, og hun synker og synker for at kvæle den.
Manden virker oplivet. Hænderne har fået en anden selvsikkerhed, da han spænder bæltet som en teenagedreng, der har fået sex for første gang. Det forundrer hende. Hvor ens de er. Mændene.
De sætter sig foran i kabinen og ryger. Uden for de store ruder ligger verden mørk og fugtig. Det svider i underlivet, men følelsen af at være lige ved at græde er forsvundet.
”Hvor er du på vej hen?”
”Haparanda.”
Hans dialekt lyder munter, næsten som om han synger ordene. ”Vil du med?” tilføjer han.
Hun vender hovedet bort for at puste røgen ud.
”Jeg skal længere end til Haparanda.”
Hans tænder lyser i mørket. Han har ikke gjort sådan noget her før. Hun kan allerede se den dårlige samvittighed lægge sig over ham. Hans stemme forsøger at udglatte det, der lige er sket, han nikker mod butikken.
”Jeg havde tænkt mig at købe noget at spise, vil du have noget?”
”Jeg vil gerne have en kanelbolle.”
”Okay, den klarer jeg.”
Han tager nøglerne fra tændingen og smiler genert til hende, før han åbner døren og træder ud. Han er lidt hjulbenet og lader ikke til at bekymre sig om regnvandet, der plasker fra pytterne. Pigen ser efter ham, til han forsvinder ind i butikken, hun overvejer at køre med alligevel. Måske kan hun hoppe af i Luleå. Hun har hørt, at det er en ret stor by, og byer kan man forsvinde i.
Skumringen var det værste tidspunkt. Erkendelsen af, at endnu en dag var gået tabt. En dag som alle andre. Hun stod på sin plads bag kassen og forsøgte ikke at lade sig mærke af mørket, der sænkede sig uden for butiksvinduerne. At stå under lysstofrørenes skarpe lys var som at stå på en scene. Folk, der standsede for at tanke, kunne se hende der i lyset, hendes trætte bevægelser og undvigende blik. Det tynde hår, der ikke orkede at vokse længere end til skuldrene, og det falske smil, der værkede i kinderne. De kunne se hende, men hun kunne blot ane dem.
Benzintanken lå midt i det lille samfund, og hun kendte navnene på næsten alle, der kom ind ad døren, men hun kendte dem ikke. Måske troede de, at de kendte hende. Hun vidste i hvert fald, at der blev hvisket i krogene. Om Björnlunds datter, der havde haft verden liggende for sine fødder, men aldrig havde fået fingeren ud. Og nu var det for sent, både skønheden og livskraften var begyndt at blegne. Sangen var blevet tavs. Det eneste, hun havde fået ud af livet, var barnet, en dreng, men hvordan det var gået til, var der ingen, der vidste, for hun havde aldrig haft nogen kæreste. Ikke så vidt de vidste. Drengen var der pludselig bare, og til trods for alle de rygter, der havde hobet sig op gennem årene, var det aldrig kommet frem, hvem der var hans far. Det var et nagende anliggende, der stadig kunne føre til ævl og kævl. Det eneste, man kunne blive enige om i de små byer på egnen, var, at Liv Björnlund aldrig ville blive, som folk var flest. Måske ville de tilmed have haft ondt af hende, hvis ikke det havde været for pengene. Det er svært at have ondt af nogen, der sidder på en formue.
Hun drak kold automatkaffe og skævede i smug til uret. Sekunderne hamrede i tindingerne. Præcis klokken ni skulle hun træde ned fra scenen i denne omgang. Ellers ville hjernen eksplodere. Men klokken nåede at blive fem minutter over, før hun blev afløst. Hvis han bemærkede, hvordan det kogte inde i hende, gjorde han ikke noget stort nummer ud af det.
”Din far sidder derude og venter,” sagde han bare.
Vidar Björnlund havde parkeret på sin sædvanlige plads ved dieselpumpen. Han sad i sin gamle Volvo med de klolignende næver viklet om rattet. På sædet bag ham, som en skygge, sad Simon med blikket på mobilen. Hun ruskede hans knæ lidt, før hun tog sikkerhedsselen på, og i et kort øjeblik så han op og mødte hendes blik. De smilede til hinanden.
Vidar drejede nøglen, og bilen blev hostende vækket til live. Den gamle spand var fra begyndelsen af halvfemserne og egnede sig bedre til skrotpladsen end de hullede småveje, men når hun påpegede det for ham, slog han det bare hen.
”Den spinder ikke som en kat, men den spinder.”
”Du synes ikke, det er på tide, at vi bider i det sure æble og køber en ny?”
”Fandeme nej. At købe en ny bil er som at tørre sig i røven med pengene.”
Liv vendte sig mod Simon igen, det så ud, som om han fyldte hele bagsædet med sine lange ben og armene, der svulmede under jakken. Forvandlingen var kommet snigende, uden at hun havde opdaget det, og en dag havde han bare siddet der, som en voksen mand. Smilehullerne var blevet erstattet af skarpe træk og rødlige dun, der blev tættere for hver dag. Der var intet tilbage af hendes bløde, runde dreng. Hun forsøgte at få hans opmærksomhed, men han lod ikke til at bemærke det, tastede bare frenetisk med tommelfingrene på telefonen, fordybet i en verden, hun ikke havde adgang til.
”Hvordan gik det i skolen?”
”Fint.”
”Skolen,” fnyste Vidar. ”Det er spild af tid.”
”Begynd nu ikke igen,” sagde Liv.
”I skolen lærer man kun tre ting: at drikke, slås og jage skørter.”
Vidar drejede bakspejlet, så han kunne se på sit barnebarn. ”Har jeg ikke ret?”
Simon skjulte munden under kraven, men Liv kunne se, at han smilede. Han morede sig mere over den gamle, end hun gjorde, han havde en evne til bare at le af alt det, der bragte vreden frem i hende.
”Det siger du bare, fordi du ikke har nogen uddannelse,” sagde hun.
”Hvad skulle jeg med en uddannelse? Jeg kunne da både drikke og slås. Og fruentimmere var der ikke ligefrem mangel på. Ikke i min ungdom.”
Liv rystede på hovedet og vendte blikket mod skoven. Hun undgik de årede hænder, der knugede rattet, og den gamles åndedrag, der brændte luften imellem dem. Snart blev asfalten skiftet ud med grus, og træerne trak sig nærmere. De mødte ingen biler, og bortset fra billygterne var de omsluttet af mørke. Hun knappede de øverste knapper op i arbejdsskjorten og trak neglene over brystet og nakken. Det kløede altid mere på vejen hjem, som om kroppen fortvivlet forsøgte at bryde ud af sin egen hud. Tusinde myrer i hårbunden og langs armene, der fik hende til at kradse huden, til den blødte. Hvis Vidar eller Simon bemærkede noget, sagde de ingenting, de kendte hendes vaner for godt til at fæstne sig ved det. Drengens mobiltelefon vibrerede med jævne mellemrum, krævede bestandigt hans opmærksomhed. Den gamle sad med blikket på vejen og skar tænder. Han tyggede hellere på ordene end delte ud af dem.
Da de nåede frem til Ødemark, løb de sædvanlige minder igennem hende; alle de gange, hun var sprunget ud af bilen og var løbet. Direkte ind i granernes favn, som om de kunne beskytte hende. Den lille by lå som en sidste udpost langs en vej, der ikke længere førte nogen vegne. Et par kilometer mod vest blev den opslugt af skoven og ruinerne af det, der engang havde været. Kørte man en tur rundt om byen, fik man snart fornemmelsen af, at skoven også var ved at opsluge den. Husene lå i betryggende afstand af hinanden, adskilte af granskov og mose og den sortøjede sø, der bredte sig midt i det hele og spejlede det øde land. Der var fjorten gårde i alt, men kun fem var beboede. Resten stod og forfaldt med deres tilsømmede vinduer og vejrbidte kroppe, godt på vej i graven.
Liv kendte området bedre end sit eget indre. Hendes fødder havde trampet stier, der bugtede sig gennem skoven, og hun vidste, hvor hver en jordkælder og forladt brønd og hvert et hemmeligt multebærsted lå og slumrede derude. Menneskene kendte hun også, selv om hun undgik dem. Hun kunne udpege latteren og lugtene, som vinden bragte med sig, og hun behøvede ikke at se ud for at vide, hvis bil der listede over gruset, eller hvis motorsav der kløvede stilheden. Hun hørte deres hunde gø. Deres køer brøle. De både kvalte hende og gav hende liv. Jorden og menneskene.
Björngården, hendes barndomshjem, lå på en lille bakke, trygt omgivet af skov, og fra sit værelse på første sal kunne hun skimte søens sorte øje nede i dalen. Vidar havde bygget huset, inden hun blev født, og her var hun blevet boende, langt ind i voksenalderen, selv om hun allerede som barn havde svoret på, at hun ikke ville blive. Og ikke nok med at hun var blevet, hun havde endda ladet Simon vokse op samme gudsforladte sted. Tre generationer under samme tag, som man levede før i tiden, når nøden krævede det. Men nu var der ingen nød, ikke andet end den, som menneskene skabte for at holde fast i hinanden. Og jo længere tid, der gik, desto sværere blev det at løfte blikket over trætoppene og forestille sig et andet liv. Så var det enklere langsomt at lade sig opsluge sammen med resten af byen.
Vidar drejede ind foran vejbommen og rømmede sig for at få liv i stemmebåndet.
”Hjem, kære hjem,” sagde han og så op mod det forfaldne hus på bakkedraget.
Motoren kørte i tomgang, mens Simon steg ud og bøjede sig over hængelåsen. Hun kunne knap kende ham bagfra, med den brede ryg og tyrenakken. Da Simon løftede vejbommen, lod Vidar sagte bilen glide ind, og så snart de havde passeret, sænkede Simon bommen igen og låste den på ny. Liv rev neglene over den svidende hals, mens de trillede op mod gården.
”Han er ikke noget barn længere,” sagde hun.
”Næ, og heldigvis da.”
Hun skævede til sin far og konstaterede, at tiden heller ikke havde sparet ham. Vidar var krympet med alderen, den tynde hud hang løst over knoglerne og gav indtryk af, at han langsomt visnede bort indefra. Men livskraften brændte stadig stærk i hans øjne, to ubønhørlige flammer, når han betragtede hende. Hun vendte ansigtet bort og mødte sit eget tomme blik i bilruden. Skumringen var for længst brændt ud, kun mørket var tilbage.
*
Liam Lilja betragtede sig selv i det gamle spejl. En lang revne i glasset løb som et ar tværs over ansigtet, forvrængede næsen og kindbenene. Den nederste halvdel gjorde en grimasse. Hvide tænder i de mørke skægstubbe. Den øverste halvdel smilede ikke. Øjnene, der stirrede tilbage på ham. Uforskammet, som om de ville indlede et skænderi. Havde det ikke været hans egne øjne, havde han aldrig tolereret, at nogen stirrede på ham på den måde. Uden at vige.
”Hvad fanden, står du og sminker dig eller hvad?” lød Gabriels stemme fra den anden side af døren.
”Jeg kommer om lidt.”
Liam tændte for vandet, stak hænderne ind under den kolde stråle og skyllede ansigtet. Det sved i et sår på kinden, og der gik et jag gennem en tand i undermunden. Men han bød smerten velkommen, den gav verden en vis skarphed.
Ude i den oplyste butik havde han ekspedientens blik på sig. En ældre, skaldet mand, der blinkede nervøst. Liam mærkede irritationen vælde op, da han så på manden, mærkede, hvordan ansigtet låste sig og stivnede. Hvordan tiden gik langsommere. Gabriel pressede en pose chips mod hans bryst, hårdt, så det knasede.
”Her har du lidt morgenmad,” sagde han. ”Jeg har også købt smøger.”
De sad i bilen og åd chips og drak iskold Cola. Himlen var begyndt at lysne, men solen havde ikke fået kæmpet sig over træerne. Gabriel stoppede chipsene i sig på mindre end ti minutter og gav sig derefter til at rulle en joint med de fedtede fingre.
”Jeg tjekkede væksthuset i går,” sagde han. ”Der er gået to pærer, vi må have sat nogle nye i.”
Liam krøllede posen sammen og tændte for motoren.
”Det er din hovedpine nu,” sagde han. ”Jeg gider ikke længere.”
”Planterne er skide flotte,” sagde Gabriel, som om han ikke hørte efter, ”de bedste, vi har haft indtil nu. Jeg tror, vi kan sætte prisen op.”
Liam skævede til bilen, der holdt ved siden af deres. En kvinde sad på passagersædet og kom læbestift på og gabte derefter stort. Munden blev en farlig rød cirkel. Han spekulerede på, hvad hun mon arbejdede med, om hun havde børn. Måske et hus med have og et gyngestativ. Føreren, formodentlig hendes mand, vendte tilbage fra butikken og sank ned bag rattet, han havde kedelige briller og vandkæmmet hår. Liam løftede en hånd og glattede sit eget tykke hår, men de stride lokker lod sig ikke tæmme. Uanset hvor meget han forsøgte, ville han alligevel aldrig komme til at se ud som dem, som almindelige mennesker.
De lagde Arvidsjaur bag sig, fulgte de små veje, der slingrede sig væk fra menneskene, dybere ind i det uberørte landskab. Store vandspejl på begge sider af vejen rødmede om kap med himlen. Gabriel røg sin joint med lukkede øjne, brød kun stilheden med sin rallende hoste. Det lød, som om ribbenene havde løsnet sig og rumlede rundt i hans bryst. Han havde et ar på underlæben, som fik venstre mundvig til at hænge en anelse, det var resultatet af en fiskekrog, der havde boret sig fast, da han var barn. Gabriel fortalte dog oftest selv, at han var blevet skåret med en kniv. Den historie passede ham bedre.
På den anden side af søerne var der kun skoven, den pressede sig tæt og mørk ind over den revnede asfalt, og Liam mærkede ubehaget melde sig i maven.
”Ved han, at vi kommer?”
Gabriel hostede, lugten af ubørstede tænder og røg fyldte bilen.
”Det ved han.”
Et tilvokset jernbanespor dukkede frem af ingenting og fulgte dem et stykke, før det igen blev begravet under ukrudtet. De kørte forbi en forladt togstation, omfavnet af slumrende grønt. Rustne togvogne stod fulde af skudhuller, hvorfra slyngplanter og andet liv trængte sig ud. Et stykke længere fremme lå ruinerne af en bondegård, omgivet af tomme folde, hvor højt græs og døde blomster ventede på solens befaling om at rejse sig.
Asfalten blev til grus, og Liam drejede ind på en mindre vej og siden endnu en. I begyndelsen var han hele tiden kørt forkert, dengang havde han ikke kørekort, og bilen, de kørte i, var startet ved kortslutning. Dengang havde vejen til Juhas hus opført sig som en labyrint midt i ødemarken, og det var vel også hele pointen. Det var ikke meningen, at nogen skulle finde derud.
Ved siden af en sort, syngende bæk stak en umalet træhytte frem mellem træerne. Der var hverken el eller indlagt vand. Liam parkerede på behørig afstand, og de blev siddende lidt i tavshed for at samle sig. En tynd søjle af røg steg op fra skorstenen og lagde sig som et tæppe over skoven. Det kunne have set fredfyldt ud, hvis det ikke havde været for de døde dyr. To dyrekroppe hang fra træerne, flåede og hovedløse. Enorme kødstykker, der glinsede i solen.
Da de åbnede bildørene, blev de mødt af suset fra trætoppene og den perlende lyd fra bækken. Liam tog plasticposen med kaffe og pot og undgik at se på det ophængte kød. I et kort øjeblik fik han den tanke, at det i virkeligheden var mennesker, som Juha havde parteret og hængt op.
Juha Bjerke, eneboeren, som havde valgt mennesker fra og kun sjældent vovede sig ind i beboelsesområderne. Rygtet ville vide, at det var på grund af en jagtulykke i halvfemserne, at Juha var kommet til at skyde sin egen bror under elgjagten. Han blev aldrig dømt for noget, men moderen kunne ikke tilgive ham, og der var mange, der hævdede, at han havde gjort det med vilje, at det var misundelsen, der havde fået overtaget. Det var sket, før Liam blev født, og det eneste, han vidste med sikkerhed, var, at Juha undgik mennesker lige så meget, som de undgik ham.
En hund kom spænende ud fra underskoven, og de stod helt stille, mens den snusede og rejste børster. En knurrende sang steg op fra struben, selv om den udmærket kendte dem. Gabriel spyttede i græsset.
”Gid jeg kunne skyde det bæst.”
Hunden skyndte sig i forvejen, da de gik hen mod huset. ”Du må hellere gå først,” sagde Gabriel, ”han kan bedst lide dig.”
Liam mærkede, hvordan han blev stiv i kroppen, efterhånden som han nærmede sig huset. Besøgene hos Juha gav ham altid paranoia, selv om de sjældent behøvede at se ham. Som regel stak han bare hånden tilstrækkelig langt ud til at række dem pengene og tage varerne. Han var ikke meget for at hyggesnakke. Alligevel trak musklerne sig sammen, hver gang den ensomme hytte rejste sig foran Liam.
Gabriel havde det på samme måde. Han var blevet helt stille, slentrede flere meter efter Liam. Måske var det de øde omgivelser, der gjorde det, og at de befandt sig på Juhas revir. Eller også var det tragedien, der hang over den ensomme mand som en uvejrssky. På trods af de mange år, der var gået siden ulykken, sad sorgen dybt ridset ind i hans ansigt. Der var noget skræmmende ved et menneske, der har mistet alt.
Et rådyrkranium sad sjusket ophængt på døren og vibrerede heftigt, da Liam bankede på. Hunden pustede ved deres fødder, og inde fra hytten lød en skrabende lyd, fødder, der slæbte hen over de slidte gulvbrædder. Døren gled en smule op, blottede en mager skygge i sprækken. Der var tændt op derinde, og flammernes skygger bevægede sig i halvmørket. Juha stak hovedet ud og gjorde en grimasse mod morgengryet. Han var gammel nok til at være deres far, et sted mellem fyrre og halvtreds, men hans krop var hård og senet som en ynglings. Det lange hår hang i en hestehale ned over ryggen, og ansigtet var furet af vejr og ulykke.
Uden et ord tog han posen fra Liam, lænede sig frem og stak næsen ned for at forsikre sig om ægtheden, før han rakte dem kontanterne. Liam behøvede bare kaste et blik på pengene for at se, at det ikke var nok. Det forbavsede ham. Juha Bjerke havde aldrig været typen, der forsøgte at snyde med betalingen.
”Det er kun halvdelen.”
Juhas øjne blev opfyldt af et underligt lys.
”Hvad?”
”Du må betale hele beløbet, det her er kun halvdelen.” Juha gled tilbage ind i skyggerne med en hurtig katteagtig bevægelse. Han holdt den ene hånd bag ryggen, som om han skjulte noget, måske et våben. Liam mærkede hjertet slå hurtigere.
”Kom ind,” sagde Juha fra mørket, ”så vi kan snakke lidt.” Liam stak sedlerne i lommen og skævede til Gabriel. Han så bleg og nervøs ud. Det her var noget nyt, Juha havde aldrig nogensinde budt dem indenfor. Når han havde fået, hvad han ville have, plejede han at verfe dem væk, som om de var herreløse hunde, han ikke havde råd til at fodre på. Det her var første gang, han bad dem træde ind over dørtærsklen. Ilden brændte derinde, Liam kunne skimte jagtgeværerne i skæret, de hang nydeligt på rad og række ved siden af det åbne brændekomfur. Bag komfuret stod der en række små dyrekranier og gabte hjælpeløst mod dem.
”Kom nu bare ind,” sagde Juha. ”Jeg bider ikke.”
I et par åndeløse sekunder stod alting stille, der var kun ilden, der knitrede, og vinden i træerne. Juhas gnæggende latter inde fra stuen lokkede dem et skridt frem. Liam fyldte lungerne med frisk luft, før han trådte ind. Varmen i det lille rum lukkede sig om ham, næsen fyldtes af fremmede lugte, og øjnene kæmpede for at udskille det, der gemte sig i halvmørket. Det var som at træde direkte ned i et hul. En mørk, skælvende fælde.
*
Liv var alene med daggryet. Lyset sivede frem mellem de nøgne birketræer og lagde sig som en glødende sårskorpe over skoven. Hun havde gården i ryggen og undgik at vende sig om. Åndedrættet stod som et skjold mod verden. Hun så ikke, at lamperne tændtes, hørte ikke, at nogen råbte hendes navn. Ikke før en mager spidshund kom løbende ud fra krattet og dansede i cirkler rundt om hende, huggede hun øksen i huggeblokken og vendte sig om.
Vidar stod på altanen, hans øjne var sorte sprækker.
”Kom ind og spis,” råbte han med sin rustne stemme.
Så var han væk. Liv børstede jakken og begyndte modvilligt at gå op mod huset, hendes skridt som trommeslag i stilheden. Den gamle og drengen sad i køkkenet og kaffeduften. Vidars hænder havde krummet sig sammen i løbet af natten, og når morgenen kom, var fingrene stive kløer, som knap kunne føre kaffekoppen til munden. Det var Simon, der skar brødet og smurte det til ham, med koncentreret omhu.
”Har du taget din medicin, morfar?”
Vidar tyggede videre. Medicinen var ikke noget, han ville kendes ved, og havde det ikke været for Simon, der lagde pillerne på række i en nydelig regnbueformation foran ham hver morgen, havde han aldrig taget dem.
”Lad være med at sluge dem med kaffe, så får du halsbrand.”
”Du er værre end en kælling med dine piller!”
Men Vidar slugte pillerne, en efter en, og da han var færdig, klappede han tilfreds Simon på hånden, der havde vokset sig større end hans egen, og drengen smilede ned i bordet. Liv vendte blikket bort, undrede sig over, hvor drengen havde fået sin godhed fra, sit lys. Det var ikke fra hende.
Hun gik op til sig selv for at skifte. Døren til Simons værelse stod på klem, og hendes blik blev trukket ind i halvmørket derinde. Dynen var gledet ned fra sengen og lå i en bylt på gulvet ved siden af øer af snavset tøj og bøger, som der ikke var plads til på hylderne. Mørklægningsgardinerne var trukket ned, og det eneste lys i værelset kom fra den gamle computer, der stod og summede på skrivebordet. Hun havde købt den til ham trods Vidars protester, og computeren var blevet som en ven for den ensomme dreng. Der foregik et helt liv derinde, som hun ikke vidste noget om.
Hun stod med ansigtet i døråbningen, indsnusede lugten af teenager, svedige sokker og angst. Hun lyttede efter deres stemmer nede i køkkenet, før hun skubbede døren op og trådte ind. Det knagede i knæene, da hun samlede dynen op fra gulvet, støvet hvirvlede rundt i luften. Noget glimtede under sengen, og da hun bøjede sig ned, så hun, at det var en glasflaske uden etiket. Spritlugten var så stærk, at hun ikke behøvede skrue proppen af for at vide, hvad den indeholdt. Hjemmebrændt af en slags, stærkt og tårefremkaldende, måske Vidars.
”Hvad fanden laver du? Hvorfor roder du i mine ting?” Simon stod i døren, ansigtet dystert af vrede. Liv rettede sig op, holdt om flasken med begge hænder, det kølige glas føltes glat mod huden.
”Jeg ville rede din seng,” sagde hun. ”Og så fandt jeg den her.” ”Det er ikke min. Jeg opbevarer den bare for en ven.”
De vidste begge to, at det var løgn, der var ingen venner. Men det kunne hun ikke sige. Liv støvede flasken af og stillede den forsigtigt på skrivebordet ved siden af computeren. Tankerne brusede som blodet, han var sytten år gammel, det nyttede ikke at skændes om det. Måske var det et godt tegn, at han opførte sig som en almindelig teenager.
”Hvilken ven?” spurgte hun.
”Det rager ikke dig.”
De så længe på hinanden, der var vokset en rynke frem mellem hans øjenbryn. Den fik ham til at ligne Vidar. Alligevel var det sig selv, hun så i sin søns ansigt. Trodsen og hungeren efter noget andet, efter friheden. Havde det ikke været for ham, havde hun ikke stået her nu, i huset, hun var født i. Så havde hun været langt væk. Måske vidste han det, at alting sluttede ved ham, måske var det derfor, afstanden var vokset mellem dem. Hun spekulerede på, om han endelig havde fået nogle venner, måske af den mere farlige slags, der drak og sloges. Eller om han sad alene foran computerens blå skær og drak om aftenen. Begge alternativer gjorde hende tung i kroppen.
Simon strakte sig efter rygsækken, den vrede farve i kinderne var løbet af ham.
”Jeg kommer for sent i skole.”
Hun nikkede.
”Vi må tale om det i aften.”
”Jeg vil ikke have, at du er på mit værelse, når jeg er væk.” ”Jeg går nu.”
Han ventede, til hun havde forladt rummet, og gjorde et stort nummer ud af både at lukke og låse døren, før han gik ned ad trappen. Liv fulgte efter, så på den dunede drengenakke og tænkte på alle de gange, hun havde hvilet sit ansigt der og fyldt lungerne med hans duft. Alle de nætter, hvor hun havde viklet sin krop beskyttende om hans og lagt en hånd mellem de spinkle skulderblade bare for at forsikre sig om, at han trak vejret, at han ikke døde fra hende. Det var så længe siden nu, en anden tid. De stod i køkkenvinduet og så efter ham, da han gik hen til bussen, Liv og den gamle. De fulgte den ranglede skikkelse med øjnene, lige til skoven opslugte ham.
”Jeg tror, han har et fruentimmer,” sagde Vidar.
”Gør du?”
”Mmm. Jeg kan lugte det, han lugter anderledes.”
”Det har jeg ikke bemærket.”
Vidar satte en sukkerknald mellem tænderne og drak kaffen af underkoppen, sendte hende et sigende blik.
”Han slægter sin mor på, mærk dig mine ord. Snart kommer han ikke hjem om natten længere.”
*
Det var svært at trække vejret i Juha Bjerkes hus. Liam og Gabriel sad ved et faldefærdigt bord, mens den senede mand vandrede rundt i cirkler foran dem. Der stod små skyer af støv og grannåle fra hans støvler, og den røgtunge luft sved i øjnene. Hans blik flakkede mellem dem, lod sig ikke fange.
”I må have mig undskyldt,” sagde han, ”men jeg er ikke vant til gæster.”
Liam forsøgte at dæmpe væmmelsen, der krøb op i ham. Han skævede til Gabriel, der så ud, som om han morede sig, et smil spillede i mundvigene og blikket gled forundret rundt i hytten, sugede den sære indretning og jagttrofæerne til sig. En kniv sad hugget ned i bordpladen, og resterne af indtørret blod havde efterladt en mørk skygge over den ridsede overflade. Der hang et dyreskind som gardin for det eneste vindue, og der var trykkende og varmt i det lille lokale. Juha stillede sig i skyggen af komfuret, og hans øjne så ud til at brænde, da han kiggede på dem. Hans stemme var hæs, som om stemmebåndet var begyndt at ruste i halsen på ham. Sådan gik det vel, når man aldrig havde nogen at tale med.
”I er sådan nogle tåber, som jager ræv med knallert,” sagde han, ”det kan jeg se på jer.”
”Jeg ved ikke, hvad du snakker om,” sagde Liam. ”Ligner vi fucking jægere?”
”Men I jager penge, gør I ikke? Det er det, jeres liv handler om: stoffer og hurtige penge.”
Liam mærkede vibrationerne fra broderens ben, der trommede mod gulvet. Ingen af dem sagde noget.
”I kommer ikke med kaffe og røg til en gammel mand bare for at være venlige, vel? I tager jer betalt for besværet.”
”Vi beskæftiger os ikke med velgørenhed, hvis det er det, du mener,” sagde Gabriel. ”Ret skal være ret.”
Juha lo skingert. Liam så kniven i bordet ud af øjenkrogen, han behøvede bare strække armen frem, så var den hans. Det beroligede ham.
Juha satte kaffekanden over ilden.
”I er sultne,” sagde han, ”og det kan jeg lide. Jeg var også sulten engang. Men når man har sultet tilstrækkelig længe, så hører man ikke længere maven skrige. Så bliver der bare stille.” Trods hæsheden havde han en melodi i stemmen, som om han helst ville synge ordene.
”Jeg kendte jeres far, da vi var unge,” fortsatte han. ”Vi gik i skole sammen. Han var en helvedes karl. Humør som en grævling, man vidste aldrig, hvor man havde ham, men havnede man i problemer, stillede han altid op.”
”Vores far er død,” sagde Gabriel.
”Det ved jeg. Kræften kan ingen gemme sig for, hvis den sætter kløerne i en, er det bare at trække årerne ind og sige farvel og tak.”
Han havde nævnt venskabet med deres far tidligere, første gang han skulle købe pot, i et forsøg på at vinde deres tillid. Liam fik fornemmelsen af, at det samme gjorde sig gældende nu, at Juha brugte deres afdøde far til at skabe en slags fortrolighed imellem dem.
Juha kløede sig på det indsunkne bryst, han havde blikket på flammerne, mens kaffeduften spredte sig i rummet. Liam og Gabriel så på hinanden, afventende.
”Jeg har et job til jer,” sagde Juha til sidst, ”hvis I er interesserede.”
”Hvad for et job?” spurgte Gabriel.
Juha smilede og skænkede kaffe op, stillede varsomt et par dampende krus foran dem på bordet. En enorm økse tronede ved siden af brændekomfuret. Bladet glimtede i skæret fra flammerne. Det begyndte at rumle i Liams mave, den kvælende varme og lugten af dyreskind gav ham kvalme.
Juha stillede sig for enden af bordet og vuggede på tæerne, udstødte en hvislende lyd, da han pustede på den varme drik. ”Der ligger en uberørt guldgrube ikke langt herfra. Den ligger bare og venter på et par udsultede stakler som jer.”
Hans trøje hang som løs hud på overkroppen og var misfarvet af ælde og sved. Bukserne havde lange revner i stoffet, og man kunne ane den blege hud under. Der stod en lugt af gran og fugtig jord fra ham. Med en pludselig bevægelse trak han kniven op fra bordpladen og gav sig til at rense negle med bladet. Liam skævede mod døren. Kun tre skridt, så var han ude i den friske luft igen.
”Vi skal have vores penge,” sagde han. ”Du har fået din røg, og som min bror sagde, så driver vi ikke en velgørenhedsbiks.” ”Jeg havde også en bror engang,” sagde Juha. ”Vi var præcis ligesom jer to, altid sammen. Vi var uovervindelige, min bror og jeg, med hele verden for vores fødder. Men så døde han, den skid, og det var der, jeg indså, at der ikke er nogen retfærdighed til i verden. Skæbnen griner bare af en.”
Hans ansigt krøllede sig sammen, som af smerte, og han sagde ikke noget i lang tid, alt var stille, på nær ilden, der levede sit eget liv bag ham, flammede og knitrede. Det var svært at aflæse hans ansigtsudtryk i det svage lys, svært at være et skridt foran. Gabriels fod ramte Liams under bordet, gav ham et lille spark.
”Fortæl mere om den der guldgrube,” sagde han. ”Hvor ligger den?”
Juha fremtvang et smil, der mere lignede en grimasse.
”Har I hørt om Vidar Björnlund fra Ødemark?”
”Alle har vel hørt om den fedterøv.”
”Han lever måske nok som en kirkerotte, men penge har han, nok og mere til. Han har puget dem samme gennem alle årene, den gamle gnier. Og banken stoler han ikke på, så en stor del af slanterne opbevarer han i et pengeskab i soveværelset. Han er gammel og nedslidt, og at stjæle fra ham vil være lige så let som at stjæle slik fra et barn.”
Gabriel løftede et øjenbryn.
”Hvor ved du alt det fra?”
”Det ved jeg, fordi vi arbejdede lidt sammen for længe siden. Dengang jeg stadig var for dum til at fatte, hvad han havde gang i. Han narrede jorden fra hæderlige folk for at sælge den videre til skoventreprenører. Han er en grisk satan, Vidar. Og der er ingen, der vil gøre forretninger med ham længere. Det eneste, han har, er datteren, Liv hedder hun, selv om Livegen ville være et bedre navn, for staklen har aldrig haft sit eget liv. Hun bor stadig med sin far derude i Ødemark, selv om hun har sin egen unge at tage sig af, eller måske netop derfor.”
Juha drejede hovedet og spyttede ind i ilden, han havde fået farve i kinderne, og stemmen skælvede lidt, da han fortsatte: ”Det er kun Vidar, der har koden til pengeskabet – når det gælder hans formue, stoler han ikke engang på sine egne. Datteren og barnebarnet danser efter hans pibe, begge to. De har intet at sige, så længe han er i live, og de kommer ikke til at stå i vejen for jer, det kan jeg love. Så dem lader I være, hører I? Der er ingen grund til at røre hverken datteren eller barnebarnet. Det eneste, I behøver, er at overrumple oldingen, så har I slanterne.”
Liam udvekslede et blik med Gabriel, hans næsebor sitrede let, det tågede blik havde fået ny glans.
”Hvorfor gør du det ikke selv, hvis det er så let?”
Et plaget udtryk løb over Juhas ansigt, fik ham til at se gammel ud. ”Jeg kan ikke længere tage ind til byerne, kan ikke overkomme at se mennesker, endnu mindre køre ud og plukke slanter. Så er det bedre, at jeg giver nogle andre chancen, nogle, der har evnerne. Jeg ved, at I kan få jobbet gjort.”
”Du har ikke flere penge eller hvad?”
”Jo, for fanden. Jeg mangler ikke noget. Jeg er bare så forbandet træt af Vidar Björnlund, den tosse har fået lov til at hærge længe nok. Det er på høje tid, at han får sig en lærestreg eller to.”
Juha stirrede dystert på Liam og trak kniven hen foran sin egen strube. Det så komisk ud, men alligevel fik Liam kuldegysninger ved synet. Han så på Gabriel, så det nye glimt i hans øjne og vidste, at han allerede havde besluttet sig, det krævede ikke meget at vække hans sult til live. Den evindelige drøm om hurtige penge. Selv var han ikke helt overbevist. Han så Vanja for sit indre blik, alle de drømme han havde vævet til hende, allerede før hun blev født. Drømme om et almindeligt liv, et hus med flere værelser, rene overflader uden skam. Han tænkte på kuvøsen, hun havde ligget i, i dagene efter hun var blevet født, en lille bylt med slanger fæstnet til hver en åbning, mens medicinen blev sendt rundt i hendes lille krop. Han havde ikke fået lov at røre ved hende, havde bare måttet se til, hvordan hun lå der og kæmpede. Det var et billede, der ville hjemsøge ham altid.
”Hvad vil du have af os?” spurgte Liam.
”Hvad mener du?”
”Du fortæller vel det her, fordi du vil have noget til gengæld, ikke?”
”Jeg vil ikke have en skid af jer to. Det eneste, jeg ønsker mig, er at se Vidar Björnlund på knæ, én gang for alle. Jeg vil se ham miste den formue, som aldrig skulle have været hans til at begynde med.”
Liam skød stolen tilbage og rejste sig. Juha stod og stirrede på ham, vejede kniven i hånden.
”Og du er sikker på, at der er et pengeskab?”
”Lige så sikker, som jeg er på, at solen står op om morgenen og går ned om aftenen. Bare vent og se.”
Juha forsvandt ind i skyggerne, stillede sig med ryggen til dem og gav sig til at rode i en kiste, der stod på gulvet. Hvide støvsøjler stod som røg omkring ham, kildede næsen. Til sidst gav han et lille grynt fra sig og holdt noget op i luften, et gulnet stykke papir, mærket af tid og fedtede fingre. Med en triumferende bevægelse lagde han det på bordet mellem dem.
”Hvad er det?”
”I har vel øjne at se med? Det er et kort.”
Det lignede en sjusket plantegning – gang, køkken og værelse fanget med skæve streger. Døre og vinduer nøje markerede, sorte pile, der førte ind til værelset. Der, i et af hjørnerne, havde nogen tegnet et tykt, sort kryds. Juha lænede sig ind over bordet og satte kniven midt i krydset, så skaftet vibrerede.
”Der har I det,” sagde han. ”Svaret på jeres drømme.”
*
Liv drak kaffen stående ved køkkenbordet for at slippe for at sætte sig ved siden af sin far. Vidar sad og stirrede ud ad vinduet, holdt øje med livstegn langs den øde grusvej. Han var klædt i praktisk tøj og havde kniven i bæltet, selv om hans hænder efterhånden sjældent lod ham bruge den. Han så aldrig tv, læste ingen bøger, løste hverken krydsord eller spillede på heste. Hans dage gik med at drikke kaffe og holde øje med byen. På trods af at han nægtede at have noget at gøre med naboerne, så måtte han vide, hvad de foretog sig. Han holdt dem under samme nådesløse opsyn som sin egen familie. Intet undgik den gamles blik, de slørede øjne så stadig alt.
Liv sagde ikke noget om flasken, hun havde fundet på Simons værelse, for Vidar ville opdage den tids nok alligevel.
En bil kørte forbi nede på vejen, Vidar rejste sig så hastigt, at leddene knirkede, han strakte sultent nakken.
”Se, nu farer Karl-Erik rundt igen. At de dog ikke tager kørekortet fra den idiot.”
”Sæt dig ned og hold op med at glo sådan.”
”Han er aldrig ædru længe nok til at køre bil, det ender med, at han kører en eller anden stakkel ned.”
Liv så ud på den mudrede grusvej, solen, der spejlede sig i vandpytterne. Hørte Karl-Eriks bil forsvinde ud på den store vej. Hun vidste, at Vidars afsky for naboerne hang sammen med ensomhed, han vidste ikke længere, hvordan han skulle nærme sig andre mennesker, nærhed skræmte ham, gjorde ham giftig.
”Motorsaven virker ikke så godt længere,” sagde hun. ”Nå?”
”Jeg har ikke tænkt mig at hugge al brændet med øksen.” ”Knægten kan hjælpe dig. Noget skal han jo bruge alle de muskler til, han har fået sig.”
Vidar tyggede langsomt på brødet. Han brugte kun smør om morgenen, pålægget måtte vente til frokost. Liv skænkede mere kaffe og betragtede den sørgelige brændestak derude. Øksens blodrøde skaft som et skrig i alt det grå. Motorsaven blev ikke regnet blandt de nødvendige redskaber, og hvis hun ville have en ny, måtte hun selv købe den. En mand, der ikke undte sig selv en skive ost, ville heller ikke unde sig selv en ny motorsav.
Vidar strøg en ru hånd over avisen foran sig, husannoncerne, som hun havde sat en rød ring om, stirrede tilbage på ham. Det var for hans skyld, hun satte ring om husene, så han skulle se, at de var på vej væk derfra, hun og drengen. I begyndelsen, for mange år siden, havde det gjort ham vred, men nu var det bare noget, han gjorde sig lystig over.
”Du vil heller ikke bo i byen. Der er ikke andet end dårlig luft og skrald og højlydte mennesker – herude kan man i det mindste se stjernerne om aftenen.”
Da han rejste sig for at hente mere kaffe, tog hun tilflugt til badeværelset. Hun satte sig på det rustne toilet, tissede, og hvilede derefter hænderne længe på den revnede håndvask. Spejlet var også i stykker, et spindelvæv af sprækker i det venstre hjørne. Hun undgik at møde sit eget spejlbillede, den trætte mund og de triste øjne gjorde hende endnu mere træt og ked af det. Det var ikke blot huset, der var ved at forfalde, hendes ansigt var også fuldt af revner. Hun hørte Vidar nynne inde fra køkkenet. Det var ham, der var gammel, ham, der burde tænke på døden, og alligevel var det kun hende, der gjorde det. Hver dag tænkte hun, at der ikke var lang tid til, at hun bare måtte holde ud et par år mere. Derefter ville livet begynde.
Da hun kom tilbage til køkkenet, sad Vidar igen på sin stol. Det var som en tavs overensstemmelse mellem dem, at de hele tiden skulle danse forbi hinanden. Hvis en sad ved bordet, stod den anden ved køkkenbordet, hvis en gik hen over gulvet, stod den anden stille, næsten som om huset ikke tålte for mange bevægelser på samme tid. Selv om de havde boet under samme tag, siden den dag hun blev født, var afstanden mellem dem kun vokset.
En firhjulet motorcykel kørte forbi nede på vejen, og Vidar dukkede sig bag gardinet. En fleecejakke lyste op mellem granerne.
”Det var fandens,” sagde han, ”nu har Modig købt nyt legetøj igen. Manden har ikke en øre på lommen, men det forhindrer ham sandelig ikke i konstant at købe nye ting.”
”Hvor ved du fra, at den er ny?”
”Jeg har vel øjne i hovedet! Den gamle var sort, den her er rød.”
Liv gik frem til vinduet. Douglas Modig var standset ved vejbommen, og nu løftede han hånden. Hun vinkede tilbage.
”Måske kan jeg låne hans motorsav,” sagde hun, ”indtil vi får en ny.”
Vidar hostede, slimen raslede i lungerne. ”Fandeme nej,” sagde han, da han var kommet sig, ”den klaphat vil jeg ikke have ind på min jord. Så hugger jeg hellere brændet selv.”
Lidt efter stod hun igen ved huggeblokken. Forårssolen var så skarp, at hun måtte lukke øjnene, når hun løftede øksen, og når den faldt, var det faderens hoved, hun kløvede.
Vil du læse mere af Ødemark?
Efter sit store gennembrud med den prisbelønnede Sommermørke har Stina Jackson skrevet spændingsromanen Ødemark.
I den lille by, Ödesmark, som ligger allernordligst i Sverige, bor Liv med sin gamle, sære far Vidar og sin teenagesøn Simon. De er en usædvanlig familie, og Liv kan ikke undgå at bemærke naboernes blikke. Når hun har aftenvagt på benzintanken, er hun bevidst om, at kunderne kigger på hende.
Folkene i den lille by undrer sig over, hvorfor Liv har valgt at blive boende sammen med sin far, også efter hun fik Simon, og de spørger hinanden, hvad det mon er, der holder hende herude i ingenting?
LÆS OGSÅ: Shortlistet til Årets bog i Sverige 2020. Smuglæs i Stina Jacksons Ødemark
Du kan købe Ødemark online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: