Sommermørke, Stina Jackson

De svenske anmeldere kunne dårligt få armene ned over debutant Stina Jacksons Sommermørke, som også er blevet kåret som årets svenske krimi 2018. Få en smagsprøve på den uhyggeligt spændende krimi her.



Kom med til de dybe norrlandske skove, hvor sommernætterne er evigt lyse, og unge kvinder forsvinder sporløst.

Sommermørke, Stina Jackson, krimi, svensk krimi

Forfatter Stina Jackson bor i USA men i sine skriverier vender hun tilbage til det Sverige, hun er vokset op i. Her møder vi Lelle, som kører søvnløs rundt hver nat og leder efter sin forsvundne teenagedatter. Det har han gjort i tre år. Hun forsvandt en dag, hvor hun stod og ventede på bussen. Ingen så noget, og politiet har ikke nogen spor.

En dag ankommer Meja og hendes mor til den lille by. De skal bo hos en ældre mand, Mejas mor har mødt på nettet. Meja har samme alder, som Lelles datter havde, da hun forsvandt. Hun savner en far, et trygt hjem, en almindelig familie, men må følge sin flyvske og lunefulde mor.

Meja kæmper for at falde til, Lelle kæmper med savnet, og da efteråret nærmer sig, og mørket langsomt sænker sig, forsvinder endnu en ung pige.



Du kan købe Sommermørke online her eller i din lokale boghandel.




Stina Jackson

Sommermørke



Lyset. Det stak og brændte og rev i ham. Lagde sig over skovene og søerne som en opfordring til at blive ved med at trække vejret, som et løfte om, at nyt liv var på vej.

Lyset, der fyldte årerne med rastløshed og tog søvnen fra ham. Så tidligt som i maj lå han vågen, når daggryet fandt vej gennem fibre og revner. Han kunne høre frosten sive fra jorden, når vinteren forblødte. Bækkene og elvene, som brusede og steg, når fjeldene skrællede vinterkåberne af sig.

Snart ville lyset fylde nætterne, strække sig ud og forblinde, ryste liv i alt, hvad der slumrede under det formuldede løv. Det ville fylde træernes knopper med varme, lige til de bristede, og skoven ville syde af hungerskrigene fra de nyklækkede liv. Midnatssolen ville drive menneskene ud fra deres huler og fylde dem med længsel. De ville le og elske og krænke hinanden. Det skete, at mennesker forsvandt, at de blev forblændet og mistede sig selv. Men han nægtede at tro, at de døde.



Det var kun, når han ledte efter hende, at han røg.

Lelle kunne se hende sidde lige der på passagersædet, hver gang han tændte en ny cigaret. Se hende fortrække ansigtet og se bebrejdende på ham over brillekanten.

”Jeg troede, du var holdt op.”

”Jeg er holdt op. Det her er en undtagelse.”

Han kunne se, hvordan hun rystede på hovedet og blottede de spidse hjørnetænder. Dem, hun var så flov over. Hun var tydeligst lige dér, når han kørte gennem natten, og lyset stadig var der. Hendes hår, der var næsten hvidt, når solen skinnede på det, mørke stænk af fregner hen over næseryggen, som hun var begyndt at skjule med sminke i de seneste år, og øjnene, der så alt, selv om man ikke troede, hun kiggede.

Hun lignede Anette mere, end hun lignede ham, og det var vel egentlig heldigt, for han havde ikke nogen særlige gener for skønhed at videregive. Hun var smuk, og det mente han ikke bare, fordi hun var hans datter. Folk havde altid vendt sig om efter Lina, allerede da hun var helt lille. Hun var et af den slags børn, der lokker smilet frem hos selv de mest livstrætte mennesker.

Men nu var der ikke længere nogen, der kiggede efter hende. Ingen havde set hende i tre år, i hvert fald ingen, der ville give sig til kende.

Cigaretterne slap op, inden han nåede frem til Jörn. Lina sad ikke længere på sædet ved siden af. Bilen var tom og stille, og han havde næsten glemt, hvor han var. Blikket var på vejen, men han så den ikke.

Han havde kørt på denne hovedvej, som i folkemunde blev kaldt Sølvvejen, så mange gange, at han kendte den ud og ind. Han vidste, hvor den svingede, og hvor åbningerne i vildthegnet lod elge og rener krydse den på eget ansvar. Han vidste, hvor regnen samlede sig, og hvor tågen steg op fra søerne og forvrængede verden.

Vejen var et ekko af en svunden tid, hvor der var blevet fragtet sølv fra Nasafjäll til Bottenviken. Nu bugtede den sig som en elv mellem fjeld og kyst og forbandt Glimmersträsk med de andre små flækker, og hvor meget han end var kommet til at afsky, hvordan den snoede og vred sig gennem skovene, så ville han aldrig forlade den. Det var her, hun var forsvundet, det var denne vej, der havde opslugt hans datter.

Der var ingen, der vidste, at han kørte rundt om natten og ledte efter Lina. At han kæderøg cigaretter og lagde armen om passagersædet og talte med sin datter, som om hun faktisk var der, som om hun aldrig var forsvundet. Han havde ingen, han kunne tale med. Ikke siden Anette havde forladt ham. Hun havde sagt, at det var hans skyld, allerede da det skete. Det var ham, der havde kørt Lina til bussen den morgen. Det var ham, der bar ansvaret.

Han nåede Skellefteå ved tretiden. Standsede ved tankstationen for at fylde benzin på bilen og kaffe på termokanden. Trods det tidlige tidspunkt var fyren bag kassen frisk og kæk, med rødligt hår, som han havde kæmmet til siden. Han var ung, ikke mere end nitten eller tyve. Lige så gammel som Lina var nu. Men han havde svært ved at forestille sig hende så voksen.

Han købte en pakke Marlboro Lights på trods af den dårlige samvittighed. Blikket faldt på en æske med myggeolie, der stod på disken. Lelle fumlede med betalingskortet. Alt mindede ham om Lina. Hun havde været indsmurt i myggeolie den sidste morgen. Det var faktisk det eneste, han huskede. At han havde rullet bilruden ned for at lufte ud, efter han havde sat hende af ved busstoppestedet. Han huskede ikke, hvad de havde sagt til hinanden, om hun var glad eller ked af det, hvad de havde spist til morgenmad. Alt det, der skete senere, optog for meget plads i erindringen, det var kun myggeolien, der blev hængende. Han havde efterfølgende sagt det til politiet. At Lina stank af myggeolie. Anette havde set på ham, som havde han været en komplet fremmed, som om hun skammede sig over ham. Det huskede han også.

Han åbnede den nye cigaretpakke, lod cigaretten hænge mellem læberne, til han var tilbage på vejen, nordpå denne gang. Strækningen hjemad gik altid hurtigere, føltes mere håbløs. Linas sølvhjerte hang i en kæde fra bakspejlet og fangede solens stråler. Nu sad hun ved siden af ham på sædet igen, med det lyse hår som et gardin for ansigtet.

”Far, er du klar over, at du har røget tyve cigaretter på et par timer?”

Lelle askede ud gennem ruden, pustede røgen væk fra hende.

”Er det virkelig blevet til så mange?”

Lina løftede blikket mod biltaget, som om hun hidkaldte højere magter.

”Vidste du, at hver cigaret tager ni minutter af dit liv, så i aften har du forkortet dit liv med 189 minutter.”

”Sikke noget,” sagde Lelle, ”men hvad fanden har jeg at leve for?”

Bebrejdelsen lå som en skygge for de lyse øjne, da hun så på ham.

”Du må finde mig. Det er kun dig, der kan.”

***

Meja lå med hænderne på maven og forsøgte ikke at høre lydene. Sulten, der skreg under hendes fingre, og så det andet. De klamme lyde, der trængte sig op gennem de tynde gulvbrædder. Siljes stønnende vejrtrækning og så hans, den nye mands. Den knirkende lyd fra sengen, og hunden, der begyndte at gø. Hun hørte manden råbe til den, at den skulle gå hen og lægge sig.

Det var midt om natten, men solen lyste stærkt i det lille loftværelse. Lagde sig i gyldne striber over de grå vægge og afslørede blodkarrenes mønster under de lukkede øjenlåg. Meja kunne ikke sove. Hun satte sig på knæ foran det lave vindue og fjernede spindelvævet med hånden. Blå nattehimmel og blålig skov, så langt øjet rakte. Hvis hun strakte halsen, kunne hun se en lille flig af en sø dernede, sort og stille og tillokkende. Hun følte sig som en bortført prinsesse i et eventyr. Låst inde i et trist tårn omgivet af syvmileskov og dømt til at høre på sin onde stedmors sexlege på etagen nedenunder. Men Silje var ikke hendes stedmor, hun var hendes mor.


Ingen af dem havde været i Norrland før. I timerne i toget havde tvivlen trukket i dem begge to, de havde skændtes og grædt og siddet helt tavse i lange perioder, mens skoven tætnede uden for vinduerne, og afstanden mellem stationerne blev større og større.

Silje havde lovet, at det her var sidste gang, de flyttede. Den mand, hun havde mødt, hed Torbjörn og boede på sin egen gård i en by, der hed Glimmersträsk. De havde mødt hinanden på nettet og talt i telefon i timevis. Meja havde hørt hans norrlandske dialekt og set billederne af en mand med overskæg og bred nakke og øjne, der blev til smalle sprækker, når han smilede. På et af billederne havde han en harmonika i hænderne, og på et andet sad han bøjet over et hul i isen og holdt en rødskællet fisk op i luften. Torbjörn var en rigtig mand, ifølge Silje, en mand, der vidste, hvordan man overlevede under de strengeste omstændigheder, og som kunne tage sig af dem.

Den togstation, de endelig steg af på, var ikke meget mere end en hytte mellem granerne, og da de tog i døren til stationshuset, var den låst. Ingen andre var steget af, og de stod helt rådvilde i blæsten, da toget satte i gang igen og forsvandt mellem træerne. Jorden vibrerede længe under fødderne bagefter.

Silje tændte en cigaret og begyndte at trække kufferten hen over den nedslidte perron, mens Meja blev stående lidt og lyttede til trætoppenes susen og den summende lyd fra millioner af nyklækkede myg. Hun fornemmede, hvordan et skrig begyndte at tage form inden i hende. Hun ville ikke følge efter Silje, men hun turde heller ikke blive stående alene tilbage. På den anden side af sporene rejste skoven sig som et sortgrønt tæppe mod den oplyste himmel, og skygger i tusindvis bevægede sig mellem virvaret af grene. Hun så ingen dyr, men følelsen af at være iagttaget var lige så stærk, som hvis hun havde stået midt på et torv. Hundredvis af øjne, der kildede huden.

Silje var allerede nået ned på den triste parkeringsplads, hvor en rusten Ford stod og ventede. En mand med ansigtet skjult af en sort kasket stod lænet mod køleren. Han rettede sig op, da han så dem komme og blottede snusen, da han smilede. Torbjörn så bredere ud i virkeligheden, kraftigere. Men der var noget kejtet og harmløst over den måde, han bevægede sig på, og han virkede uvidende om sin størrelse.

Silje slap kufferten og omfavnede ham, som om han var en redningskrans midt i skovhavet. Meja stillede sig ved siden af og så ned på revnerne i asfalten, hvor et par mælkebøtter stak op. Hun kunne høre, at de kyssede hinanden, hørte tungerne, der gravede rundt.

”Det her er min datter, Meja.”

Silje tørrede sig om munden og rakte hånden ud mod Meja. Torbjörn betragtede hende under kaskettens skygge og sagde på sin afklippede dialekt, at hun skulle være velkommen. Selv holdt hun stædigt blikket i jorden for at understrege, at alt det her skete mod hendes vilje.

Hans bil stank af våd hund, og der lå et dyreskind med stive, grå hår bredt ud på bagsædet. På rygstøtten stak der lidt gul skumgummi ud her og der. Meja satte sig langt ude på kanten og trak vejret gennem munden. Silje havde sagt, at Torbjörn sad ganske godt i det, men at dømme efter bilen var det noget af en overdrivelse. Langs vejen til hans gård var der intet andet end dyster granskov, afbrudt af stykker med ryddet skovterræn og små ensomme søer, der glimtede som tårer mellem træerne.

Da de nåede Glimmersträsk, havde en svidende klump sat sig fast i Mejas svælg. På forsædet havde Torbjörn lagt en hånd på Siljes lår, som han nu og da løftede for at udpege det, han anså for vigtigt – en ICA-butik, skole, pizzeria, postkontor og bank. Han virkede mægtig stolt af det hele. Husene i selve byen var store og lå spredt. Jo længere de kørte, jo større blev afstanden mellem gårdene. Skov og marker og folde lagde sig imellem. Her og der kunne man høre en hund, der gøede. På forsædet var Siljes kinder blevet helt røde og blanke.

”Se, hvor fint her er, Meja. Det er jo som et eventyr!”

Torbjörn sagde, at nu måtte hun falde lidt ned, for han boede på den anden side af mosen. Meja spekulerede over, hvad det mon betød. Foran dem blev vejen smallere, mens skoven krøb nærmere, og en tung tavshed bredte sig i bilen. Meja fornemmede, hvordan det blev svært at trække vejret, når hun så på de højeste graner, der flimrede forbi.

Torbjörns hus lå ensomt og forladt i en lysning. Et toetages hus, som måske havde været flot engang for længe siden, men som nu havde tabt sin klare, røde farve og så ud til at være ved at synke i jorden. En forpjusket hund stod for enden af sin kæde og gøede ad dem, da de trådte ud af bilen. Derudover var der helt stille, bortset fra når vinden trak igennem grunden og hev og sled i granerne. Meja stod på usikre ben og så sig omkring.

”Her har I det så,” sagde Torbjörn og slog ud med armen.

”Hvor er her stille og fredeligt,” sagde Silje, men glæden i stemmen var væk.

Torbjörn bar deres kufferter ind og stillede dem på et gulv, der var mørkt af snavs. Der stank derinde, af stillestående luft og sod og gammel stegeos. Møbler med nopret stof fra et svundet årti stirrede tilbage på dem. De brunstribede tapeter var prydet med dyrehorn og knive i buede skeder, flere knive end Meja nogensinde havde set. Hun forsøgte at fange Siljes blik, men det lykkedes ikke. Silje havde klistret det velkendte smil på ansigtet, som betød, at hun var parat til at udholde næsten hvad som helst, at hun langtfra var parat til at erkende nogen fejltagelse.


De stønnende lyde nedefra holdt op og gav plads til fuglene. Hun havde aldrig hørt den form for fuglesang før, det lød hysterisk, ubehageligt. Uden for kvisten dannede tagspærene en trekant over hendes hoved med hundredvis af knastøjne, der betragtede hende. Torbjörn havde kaldt det for trekantsværelset, da han stod på trappen og udpegede, hvor hun skulle bo.

Eget værelse på førstesalen. Det var længe siden, hun havde haft sit eget værelse. For det meste havde hun kun haft sine egne hænder at holde lydene ude med. Lyden af klamme voksne og af desperation og kroppe, der stødte imod hinanden. Det spillede ingen rolle, hvor langt væk de flyttede, lydene indhentede hende altid.

***

Lelle mærkede ikke, hvor træt han var, før han gled ud i vejkanten, så dækkene brummede under ham. Han rullede ruden ned og gav sig selv et par lussinger, til det sved i huden. Sædet ved siden af ham var tomt, Lina var væk. Hun ville heller ikke have syntes om, at han sådan kørte rundt om natten. Han satte en ny cigaret mellem læberne for at holde sig vågen.

Hans kinder sved stadig, da han kom hjem til Glimmersträsk. Han kørte ind til siden ved busstoppestedet og parkerede. Betragtede mistroisk det intetsigende skur med glasruderne, der var smykket med graffiti og fuglelort. Det var tidligt daggry, og den første bus var ikke kommet endnu.

Lelle steg ud af bilen og gik hen til den ridsede træbænk. Der lå slikpapir og tyggegummiklatter på jorden. Midnatssolen blinkede i pytterne. Lelle kunne ikke erindre, at det havde regnet. Han gik et par runder om skuret, stillede sig som altid på det sted, hvor Lina havde stået, da han forlod hende. Lænede skulderen mod det snavsede glas, præcis som hun havde gjort. Lidt nonchalant, som om hun ville markere, at det her slet ikke var noget at tale om. Det første rigtige sommerjob. Plante grantræer oppe i Arjeplog. Tjene lidt gode penge, før skolen begyndte igen. Det var der vel ikke noget mærkeligt ved.

Det var hans skyld, at de var for tidligt på den, han var bange for, at hun ikke nåede bussen og kom for sent på sin første arbejdsdag. Lina havde ikke beklaget sig, junimorgenen kvidrede og varmede. Helt alene havde hun stået der i skuret, mens solen spejlede sig i hans gamle pilotsolbriller, som hun havde plaget sig til, selv om de dækkede halvdelen af hendes ansigt. Måske havde hun vinket, måske havde hun endda sendt ham et fingerkys. Det plejede hun at gøre.


Den unge politimand havde haft et par solbriller magen til. Han havde skudt dem op i panden, da han trådte ind i gangen og så alvorligt på Lelle og Anette.

”Jeres datter var slet ikke med bussen i morges.”

”Det kan ikke passe,” havde Lelle sagt, ”jeg satte hende jo af ved busstoppestedet!”

Politimanden rystede på hovedet, så brillerne gled ned.

”Din datter var ikke med bussen, vi har talt både med chaufføren og passagererne. Ingen har set hende.”

De havde set underligt på ham allerede på det tidspunkt. Det kunne han mærke. Politiet og Anette. Bebrejdelsen i deres blik havde stukket hul i ham, fået kraften til at sive ud af ham. Han var trods alt den, der sidst havde set hende, det var ham, der havde sat hende af, ham, der bar ansvaret. De stillede de samme tåbelige spørgsmål igen og igen, ville vide det nøjagtige klokkeslæt, hvilket humør Lina havde været i den morgen. Havde hun det godt derhjemme? Havde de skændtes?

Til sidst var noget krakeleret i ham. Han havde grebet en af køkkenstolene og slynget den af al kraft mod en af betjentene, en fej køter, som straks løb ud og tilkaldte forstærkning. Lelle kunne stadig mærke de kølige gulvplanker mod kinden, da de satte sig på ham og gav ham håndjern på. Høre Anettes gråd, da de bar ham væk. Men hun havde ikke forsvaret ham. Hverken dengang eller nu. Deres eneste barn var borte, og hun havde ingen andre at give skylden.

Lelle startede motoren igen og kørte væk fra det ensomme skur. Der var gået tre år, siden hun stod der og smilede til ham. Tre år, og han var stadig den sidste, der havde set hende.

***

Meja kunne være blevet i trekantsværelset for evigt, hvis ikke det havde været for sulten, der trak i hende. Sulten forsvandt aldrig, uanset hvor de flyttede hen. Hun holdt en hånd på maven for at få den til at tie stille, da hun åbnede døren på klem. Trappetrinene var så smalle, at hun måtte gå på tåspidser, og flere af dem knirkede og gav sig under hendes vægt og gjorde det umuligt at være lydløs.

Køkkenet var mørkt og tomt, og døren til Torbjörns soveværelse var lukket. Hunden lå udstrakt på gulvet i gangen og betragtede hende vagtsomt, da hun listede forbi. Da hun åbnede hoveddøren, rejste den sig og smuttede ud mellem hendes ben, før hun nåede at reagere. Den lettede ben ved ribsbuskene og løb derefter ivrigt rundt i det høje græs med snuden mod jorden.

”Hvorfor lukkede du hunden ud?”

Meja havde ikke set, at Silje sad der, på en sammenklappelig liggestol ved væggen. Hun røg en cigaret og havde en fremmed skjorte på. Håret stod ud som en løvemanke omkring hovedet, og øjnene afslørede, at hun ikke havde sovet.

”Det var ikke meningen. Han smuttede bare ud.”

”Det er en tæve,” sagde Silje. ”Hun hedder Jolly.”

”Jolly?”

”Hmm.”

Hunden reagerede, da den hørte sit navn og var snart tilbage på verandaen. Den lagde sig med tungen som et slips mod det rådne træ og gloede på dem. Silje rakte cigaretpakken frem, og Meja så, at hun havde røde mærker rundt om halsen.

”Hvad er der sket?”

Silje smilede skævt.

”Spil nu ikke dum.”

Meja tog en cigaret, selv om hun egentlig var sulten. Håbede, at Silje ville spare hende for detaljerne. Vendte i stedet blikket ind mod skoven og syntes at se noget bevæge sig derinde. Hun kunne ikke drømme om at gå derind. Hun tog et hiv af cigaretten og fik igen samme kvælende fornemmelse af at være låst inde og omringet.

”Skal vi virkelig bo her?”

Silje slyngede benet over armlænet, så de sorte trusser kom til syne. Hun vippede rastløst med foden.

”Vi må give det en chance.”

”Hvorfor det?”

”Fordi vi ikke har noget valg.”

Silje så ikke på hende nu. Euforien fra dagen før var væk, glimtet i øjet var blevet mat, men stemmen var beslutsom.

”Torbjörn har penge. Han har en gård, han har fast arbejde, vi kan leve godt her uden at bekymre os om næste måneds husleje.”

”En rønne midt i ingenting er ikke ligefrem, hvad jeg ville kalde at leve godt.”

En rødmen bredte sig på Siljes hals, og hun lagde en hånd over kravebenet som for at kvæle den.

”Jeg orker ikke andet,” sagde hun. ”Jeg er dødtræt af at være fattig. Jeg har brug for en mand, der kan tage sig af os, og det er Torbjörn villig til at gøre.”

”Er du sikker på det?”

”At han er villig?”

Silje trak på smilebåndet.

”Bare rolig, det skal jeg nok sørge for, at han er.”

Meja slukkede den halve cigaret under skoen.

”Er der noget at spise?”

Silje tog et dybt sug og smilede, som om hun mente det.

”Der er mere mad i den her rønne, end du har set i hele dit liv.”

***

Lelle vågnede ved, at mobiltelefonen vibrerede i lommen. Han sad i liggestolen ved syrenbusken, og kroppen værkede, da han satte telefonen mod øret.

”Lelle, sover du?”

”Nej, for fanden,” løj han. ”Jeg arbejder ude i haven.”

”Er jordbærrene ved at være modne?”

Lelle kastede et blik mod det tilvoksede jordbærbed.

”Nej, men de er godt på vej.”

Anettes åndedrag brusede i den anden ende, som om hun forsøgte at tage sig sammen.

”Jeg har lagt information op på Facebooksiden,” sagde hun, ”angående på søndag.”

”På søndag?”

”Treårsdagen, den har du vel ikke glemt?”

Stolen knirkede, da han rejste sig. En bølge af kvalme fik ham til at række ud efter altangelænderet.

”Selvfølgelig har jeg ikke glemt det!”

”Thomas og jeg har købt lys, og min mors syforening har fået trykt flere T-shirts. Vi havde tænkt os at begynde ved kirken og gå sammen hen til busstoppestedet. Du har stadig tid til at forberede dig, hvis du vil sige et par ord.”

”Jeg behøver ikke at forberede mig. Alt, hvad jeg har at sige, findes allerede i mit hoved.”

Anette lød meget træt, da hun svarede.

”Det ville være godt, hvis vi kunne stå frem som en enhed om det her,” sagde hun. ”For Linas skyld.”

Lelle masserede tindingerne.

”Skal vi også holde i hånd – du og jeg og Thomas?”

Der lød et dybt suk i telefonen.

”Vi ses på søndag. Og Lelle?”

”Ja?”

”Nu kører du vel ikke rundt om natten, vel?”

Han rullede med øjnene og så op mod himlen, hvor solen lå og trykkede sig bag skyerne.

”Vi ses på søndag,” sagde han og lagde på.

Klokken var halv tolv om formiddagen. Han havde nået at få fire timers søvn derude i liggestolen efter nattens kørsel. Det var mere, end han plejede at få. Baghovedet kløede, og han fik blod under neglene, da han kløede i sine myggestik.

Han gik ind og satte kaffe over og skyllede ansigtet i køkkenvasken. Tørrede sig med et snavset viskestykke og kunne næsten høre Anettes protester gennem tavsheden. Viskestykkerne var til porcelæn og glatte overflader, ikke til hans trætte ansigt, og det var politiet, der skulle lede efter Lina, ikke hendes angstdrevne far.

Anette havde slået ham med åbne håndflader og råbt, at det var hans skyld, det var ham, der burde have sørget for, at hun kom med bussen, det var ham, der havde taget hendes pige fra hende. Hun havde slået og kradset ham, til han fik fat om hendes arme og knugede hende så hårdt ind til sig, han kunne, til hun slappede af og faldt sammen som en klud under ham. Den dag, hvor Lina forsvandt, var den sidste gang, de havde rørt ved hinanden.

Anette søgte udad, til venner og psykologer og avisartikler. Til terapeuten Thomas, som stod klar med åbne arme og en svulmende erektion, en mand, der var villig til både at lytte og knalde problemerne væk. Anette selvmedicinerede med sovepiller og beroligende medikamenter, som fjernede skarpheden i hendes blik og fik hende til at tale for meget. Hun lavede en Facebookside tilegnet Linas forsvinding, arrangerede møder og gav interviews, som fik hårene på hans arme til at rejse sig. De mest private detaljer fra deres liv. Detaljer om Lina, som han ville værne om.

Selv talte han ikke med nogen. Han havde ikke tid. Han skulle finde Lina. Eftersøgningen var det eneste, der betød noget. Turene langs Sølvvejen begyndte den sommer: Han lettede på hver en skraldespand og gravede sig gennem containere og nedlagte miner og sumpede moseområder med de bare hænder. Sad hjemme foran computeren og læste lange tråde på forskellige internetfora, hvor komplet fremmede skrev deres teorier om Lina. En lang, indviklet række af antagelser: Hun var stukket af hjemmefra, blevet myrdet, kidnappet, parteret, druknet, påkørt, tvunget til prostitution, havde begået selvmord og et væld af andre mareridtsscenarier, som han ikke kunne rumme, men alligevel tvang sig selv til at læse.

Så godt som hver dag ringede han til politiet og råbte ind i telefonen, at de skulle gøre deres arbejde. Han hverken sov eller spiste. Han kom hjem efter lange dage og nætter, hvor han havde ledt efter Lina, med snavset tøj og rifter i ansigtet, som han ikke kunne redegøre for. Anette holdt op med at spørge. Måske var han nærmest lettet, da hun forlod ham til fordel for Thomas, så han kunne hellige sig eftersøgningen fuldt ud. At lede efter Lina var alt, hvad han havde.

Lelle satte sig foran computeren med kaffen. Lina smilede til ham fra skærmen. Luften var tung og indelukket. Persiennerne var trukket ned, og støvet hvirvlede rundt, hvor lyset slap ind. Der stod en død potteplante i vindueskarmen. Overalt var der triste påmindelser om hans forfald, hvad han var blevet til.

Han loggede ind på Facebooksiden, hvor invitationen til en mindeaften for Lina var blevet lagt op. 103 personer havde liket, og 46 havde tilmeldt sig. Lina, vi savner dig og vil aldrig opgive håbet, havde en af hendes venner skrevet, efterfulgt af udråbstegn og grædende smileyer. 53 personer havde liket kommentaren. Anette Gustafsson var en af dem. Lelle spekulerede på, om hun nogensinde ville ændre sit efternavn. Han klikkede videre, forbi digte og billeder og vrede udråb. Nogen ved, hvad der er sket med Lina, det er på tide, at du træder frem og fortæller sandheden! Vrede, rødkindede smileyer. 93 likes. 20 kommentarer. Han loggede ud. Facebook gjorde ham bare deprimeret.

”Kan du ikke engagere dig lidt mere på de sociale medier?” plejede Anette bebrejdende at spørge.

”Engagere mig i hvad? Et virtuelt grædekor?”

”Det handler faktisk om Lina.”

”Jeg ved ikke, om du er klar over det, men mit fokus er faktisk at finde Lina, ikke sørge over hende.”

Lelle tog en tår af kaffen og loggede ind på Flashback. Der var ikke blevet skrevet nyt om Linas forsvinding. Sidste indlæg var fra december sidste år og fra en bruger, der kaldte sig for ”sandhedssøgeren”.

Politiet burde tjekke, hvilke langturschauffører der befandt sig på Sølvvejen den morgen. Alle ved, at det er seriemordernes favoritjob, se bare på Canada og USA. Folk forsvinder hver dag på motorvejene derovre.

At dømme efter de 1024 indlæg, der var skrevet på Flashback, virkede de anonyme brugere rørende enige om, at Lina var blevet samlet op og bortført, inden bussen kom. Samme teori som politiets, med andre ord. Lelle havde selv ringet til fragtfirmaer og vognmandsfirmaer og spurgt, hvilke chauffører der havde kørt i området på tidspunktet for Linas forsvinding. Han havde drukket kaffe med nogle af dem, gennemsøgt deres køretøjer og opgivet deres navne til politiets efterforskere. Men ingen virkede mistænkelige, og ingen havde set noget. Politiet var ikke meget for, at han blandede sig. Det her var Norrland, ikke Nordamerika. Sølvvejen var ingen motorvej, og her hærgede ingen seriemordere.

Han rejste sig og rullede ærmerne op på den røgstinkende skjorte. Stillede sig foran kortet over det nordlige Norrland og missede mod klyngen af knappenålshoveder, der bredte sig som blomster over indlandet. Han tog en ny nål fra skrivebordsskuffen og punkterede endnu en gang kortet for at markere det sted, han havde besøgt natten forinden. Han ville ikke give sig, før hver en millimeter var dækket, før hver en vejstrækning og vendeplads og skovrydning var gennemsøgt. Han trak en blodig negl over kortet på jagt efter den næste afkrog, han kunne besøge. Lagrede koordinaterne i mobiltelefonen og strakte sig derpå efter nøglerne. Han havde allerede sløset tilstrækkelig lang tid væk.

***

Siljes blik fik det der vanvittige skær. Som om alting med ét var muligt, som om en rønne i skoven var svaret på hendes bønner. Hendes stemme steg et par oktaver, blev klar og melodisk. Ordene kom hurtigt efter hinanden, når hun talte, snublede over hinanden. Som om der ikke var tid nok til at sige alt det, der skulle siges.

Torbjörn lod til at nyde det. Han sad bare der i sin fornøjede tavshed, mens Silje plaprede løs. Talte om, hvor forelsket hun var i ham og hans slægtsgård, hvor vild hun var med det hele fra det mønstrede linoleum til de storblomstrede gardiner. For ikke at tale om naturen, der omkransede dem, præcis som hun havde drømt om i så mange år.

Hun gjorde et stort nummer ud af at stille staffeliet og penslerne frem. Svor på, at hun ville male sine bedste værker i det sælsomme nattelys. Det var herude i det fri, hendes sjæl endelig kunne folde sig ud, det var her, hendes skabertrang fik råderum. Den nye henførelse gjorde hende nærgående. De begejstrede redegørelser skulle understreges med kys og berøringer og lange omfavnelser. Siljes pludselige energi fik angsten til at spire langs Mejas rygrad. Manien var altid begyndelsen på et nyt helvede.

Allerede den anden aften røg medicinen i skraldespanden. Halvfulde pilleæsker kiggede op på Meja mellem kartoffelskræller og kaffegrums. Kraftfulde piller i harmløse pastelfarver. Små kemiske underværker, som kunne mane både galskab og mørke væk. Som kunne holde liv i et menneske.

”Hvorfor har du smidt pillerne ud?”

”Fordi jeg ikke længere har brug for dem.”

”Hvem siger, at du ikke har brug for dem? Har du talt med lægen?”

”Jeg behøver ikke tale med nogen læge. Jeg kan mærke det. Jeg behøver ikke pillerne længere. Herude befinder jeg mig i mit rette element. Nu kan jeg endelig være den, jeg er. Mørket kan ikke nå mig her.”

”Kan du selv høre, hvordan du lyder?”

Silje lo sin klingende latter.

”Du er altid så bekymret. Du må lære at slappe lidt af, Meja.”


I de langstrakte lyse nætter lå Meja og betragtede rygsækken, som stadig indeholdt alle hendes ejendele. Hun kunne stjæle lidt penge og tage toget tilbage sydpå. Sove hos venner, mens hun ledte efter et job. Tage på socialkontoret i værste fald. De vidste, hvordan Silje var, hvor destruktiv hun kunne være. Men hun vidste, at hun ikke ville gøre det. Hun var nødt til at holde øje med Silje, der var blevet et vandfald af banaliteter.

Aldrig har jeg indåndet så frisk luft før!

Er det ikke vidunderligt med den stilhed?

Men Meja oplevede ingen stilhed. Til gengæld var skoven fuld af lyde, der overdøvede tankerne. Nætterne var de værste, med myggenes summen og fuglekvidderen og vinden, der rev og sled og tvang granerne til at bøje sig. Og så lyden fra værelset nedenunder. Skrig og støn og skabagtige stemmer. Mest Siljes, selvfølgelig, for Torbjörn var den lavmælte type. Først når de var blevet stille, når kun Torbjörns snorken drev gennem rummene, vovede hun sig ned i køkkenet for at drikke de vinslatter, Silje havde efterladt. Vinen var det eneste værn mod lydene.

***

Lelle sov ikke længere om sommeren. Han gav lyset skylden, solen, som aldrig gik ned og fandt vej gennem rullegardinernes mørke stof. Fuglene, der larmede hele natten, og myggene, som summede omkring hans hoved, så snart han lagde sig på puden. Han gav alt andet skylden end det, der i virkeligheden holdt ham vågen.

Naboerne sad på altanen, lo og klirrede med bestikket. Lelle dukkede sig, så de ikke ville få øje på ham, da han gik hen til bilen. Han trillede ned ad indkørslen, så langt han kunne, før han tændte motoren. Selv om han var temmelig sikker på, at naboerne vidste, at han forsvandt om natten, at de så hans Volvo krybe hen over gruset, når natten nærmede sig.

Der var stille i byen, husene lå tavse og glødede i aftensolen. Da han nærmede sig busskuret, begyndte pulsen at banke i tindingerne. Der var altid en lille, håbefuld djævel inde i ham, der ventede at se Lina stå der, med armene over kors, ventende, præcis som han havde efterladt hende. Der var gået tre år, men det forbandede busskur tog fortsat pusten fra ham.

Politiets teori var, at nogen, der færdedes langs Sølvvejen, var standset ved busstoppestedet og havde taget Lina med sig. Enten havde vedkommende tilbudt hende et lift eller tvunget hende ind i sit køretøj med vold. Der var ingen vidner, der støttede den teori, men det var den eneste forklaring på, hvordan hun kunne forsvinde så hurtigt og sporløst. Lelle havde sat Lina af ved stoppestedet cirka ti minutter i seks. Bussen var ifølge chaufføren og vidner ankommet et kvarter senere, og da havde Lina ikke været der. Der var altså en margin på 15 minutter. Ikke mere end det.

De havde finkæmmet hele Glimmersträsk. Folk var strømmet til for at hjælpe. De havde trukket vod i hver en sø og vandløb og dannet kæder, som havde vandret kilometerlange strækninger i samtlige verdenshjørner. Hunde og helikoptere og frivillige fra hele egnen havde hjulpet med eftersøgningen. Men ingen Lina. De fandt hende aldrig.

Han nægtede at tro, at hun var død. For ham var hun lige så levende nu som den morgen. Det skete, at han fik stillet det velkendte spørgsmål af en ådselædende journalist eller taktløs fremmed.

Tror du, at din datter lever?

Ja, det tror jeg.

Lelle havde røget seks cigaretter i løbet af den halve time op til Arvidsjaur. Tankstationen var tom, da han trådte ind. Kippen stod med ryggen til og vaskede gulvet med en moppe. Den glatte isse glinsede under lysstofrørene. Lelle gik på tæer hen til kaffemaskinen og fyldte et papkrus til randen.

”Jeg gik lige og tænkte på, hvor du mon blev af.”

Kippen lænede den tunge krop mod moppens skaft.

”Jeg har lavet frisk kaffe for din skyld.”

”Og det takker jeg for,” sagde Lelle. ”Hvordan står det til?”

”Jo, man skal jo ikke klage. Hvad med dig selv?”

”Jeg lever.”

Kippen tog imod betalingen for cigaretterne. Kaffen bød han på sammen med en daggammel kanelsnegl i pose. Lelle brød en tør kant af, som han dyppede i kaffen, mens Kippen genoptog gulvvasken.

”Du kører i aften, kan jeg se.”

”Ja, det gør jeg såmænd.”

Kippen nikkede, så sørgmodig ud.

”Dagen nærmer sig jo også.”

Lelle så ned på det våde gulv.

”Tre år. Nogle gange føles det, som om det var i går, og nogle gange føles det, som om der er gået et helt liv.”

”Og hvad gør politiet?”

”Det må guderne vide.”

”De har vel ikke givet helt op?”

”Der sker i hvert fald ikke meget, men jeg fortsætter.”

”Det er godt. Hvis du har brug for hjælp, så ved du, hvor du kan finde mig.”

Kippen dyppede moppen i spanden og vred den. Lelle stoppede cigaretterne i lommen og balancerede kanelsneglen på kaffekoppen. På vej ud gav han Kippen et klap på skulderen med den frie hånd.

Kippen havde været med fra begyndelsen. Han havde tilbragt timer med at gennemgå videoerne fra benzintankens overvågningskameraer, efter Lina var forsvundet, for at se, om der måske var et spor af en art. Hvis hun havde fået et lift af nogen eller var blevet bortført, var der en vis chance for, at vedkommende var standset for at tanke. De havde ikke fundet noget, men Lelle havde fornemmelsen af, at Kippen aldrig var holdt op med at holde udkig, på trods af at tiden gik. Og den slags mennesker var værd at samle på.

Han satte sig ind i bilen og dyppede det sidste af sneglen i kaffen. Betragtede de ensomme benzinpumper, mens han spiste. Han havde foretaget en beregning af, hvor langt Linas bortfører kunne være kørt, hvis tanken havde været fuld, da hun blev samlet op i Glimmersträsk. Med en stor tank kunne de være nået langt op i fjeldlandet og forbi den norske grænse. Hvis de var fortsat langs Sølvvejen, altså.

Det var også muligt, at de var kørt ad mindre og mere ukendte veje uden hverken trafik eller bebyggelse. Ingen havde jo opdaget, at hun var forsvundet, før om aftenen, mere end tolv timer senere, så gerningsmanden eller gerningsmændene havde fået et betydeligt forspring.

Han tørrede hænderne af mod bukserne, tændte en cigaret og drejede nøglen. Han lagde Arvidsjaur bag sig og blev alene med skoven og vejen. Lod bilruden være rullet en smule ned, så han kunne dufte nåletræerne. Hvis træer kunne tale, havde der været tusindvis af vidner.

Sølvvejen var selve hovedpulsåren, der forbandt ham med en dyb forgrening af mindre kar og kapillærer, som pumpede sine veje gennem indlandet. Der var tilvoksede tømmerveje, smalle veje og stier, der snoede sig mellem uddøde byer og indskrumpede samfund. Der var søer og elve og små hidsige bække, der strømmede både over og under jorden. Dampende moseområder, der bredte sig som lækkende sår, og sortøjede skovsøer uden bund. At lede efter et forsvundet menneske i dette landskab var en livstidsopgave.

Der var langt mellem beboede områder, langt mellem dem, der færdedes her. Hver gang en bil passerede, mærkede han, hvordan pulsen steg, næsten som om han forventede at se Lina lige der gennem bilens bagruder. Han standsede på øde rastepladser og løftet låget af skraldespande, som han havde gjort så mange gange før, men hver gang med hjertet oppe i halsen, som om det var første gang. Han vænnede sig aldrig til det.

Før Arjeplog drejede han ned ad en af de mindre veje, faktisk ikke mere end to hjulspor mellem granerne. Lelle røg uden at tage hænderne fra rattet. Tågen bevægede sig som skabninger mellem træerne, og han missede mod skumringsmørket for bedre at kunne se, hvor han befandt sig. Vejen var for smal til at vende bilen, så han måtte bakke, hvis han ville tilbage. Men Lelle var ikke længere den, der bakkede. V

olvoen måtte kæmpe sig hen over det knoldede underlag, mens asken dalede ubemærket ned på skjorten. Han fortsatte, til han kunne skimte den første bygning mellem træstammerne. En forfalden gård, hvor buskadset nåede helt op til vindueskarmene, og med gabende huller, hvor der før havde været vinduer og døre. Længere nede ad vejen lå endnu et træskelet i færd med at blive opslugt af skoven, og siden endnu et. Formuldede gårde, hvor ingen havde boet i årtier. Lelle standsede bilen midt i tomheden og blev siddende længe, inden han fyldte lungerne med luft og tog Berettaen ud af handskerummet.

***

Meja havde lært at holde sig på afstand af Siljes mænd. Hun undgik at opholde sig alene i samme rum som dem, eftersom hun vidste, at det sjældent kun var Silje, de ville have. De kunne godt lide at trykke sig ind til hende, klaske hende bagi og nive hende let i brysterne. Sådan havde det været, allerede før hun havde haft nogen bryster at nive i.

Men Torbjörn skulle ikke have lov at røre ved hende. Det indså hun allerede den tredje aften i huset, da hun kom ned ad trappen og opdagede, at han sad alene i køkkenet og slubrede kaffe fra en underkop. Hun smuttede forbi ham, så lydløst hun kunne, og skyndte sig ud på verandaen, som om hun ikke havde set ham. Men hun nåede kun lige at tænde cigaretten, før han stak hovedet ud og spurgte, om hun ville have aftenkaffe. Huden var fuld af rynker, og hun tænkte, at han var ældre, end hun havde troet, betydeligt ældre end Silje. Gammel nok til at være hendes morfar.

Han forsvandt ind i huset igen, og hun kunne høre, hvordan han fløjtede derinde, mens hun røg. Hun holdt blikket på skoven, mest for at holde den på afstand. Kunne ikke forstå, at nogen frivilligt boede sådan her.

Det raslede uhyggeligt under granerne, hvor skyggerne dansede. Der steg en rådden lugt op fra verandaen, og hundens klør klikkede mod det grånede træ, da den kom ud og lagde sig ved hendes fødder, så tæt på, at hun kunne mærke den stride pels mod tæerne. Nu og da løftede den hovedet og så mod skoven, som om den hørte noget dybt derinde. Hver gang mærkede Meja, hvordan hjertet slog hurtigere. Til sidst kunne hun ikke holde det ud længere. Den fremmede mand i køkkenet var bedre end alt det, hun ikke kunne se.

Torbjörn havde dækket op med kopper, brød og pålæg.

”Desværre har jeg ikke noget sødt at byde på.”

Meja tøvede i døråbningen, skævede hen mod den lukkede dør, bag hvilken Silje gemte sig, derefter hen mod maden.

”Det er fint med en mad.”

Hun sank ned på en stol over for Torbjörn, men holdt blikket mod den ridsede bordplade. Han skænkede kaffe op, der var så varm, at dampen lagde sig som et slør imellem dem.

”Du drikker da kaffe, ikke?”

Meja nikkede. Hun havde drukket kaffe, så længe hun kunne huske. Det var enten kaffe eller sprut, men det var noget, hun aldrig ville indrømme, ikke for udenforstående. Brødet var lyst og blødt og smeltede på tungen, og hun smurte skive efter skive, hun var så sulten, at hun ikke kunne styre sig. Torbjörn lod ikke til at bemærke noget, for han sad med ansigtet mod vinduet og fortalte og pegede. Pegede ud på stier, der gik gennem skoven, og brændeskuret rundt om hjørnet, hvor der var både cykler og fiskestænger og andre ting, som hun måske ville bruge.

”Alt her på gården står til din rådighed. Det her er dit hjem nu. Det vil jeg gerne have, at du er klar over.”

Meja lyttede, mens hun tyggede, og mærkede, at det blev svært at synke.

”Jeg har aldrig prøvet at fiske.”

”Nå, nej, men det kan jeg da lære dig en dag.”

Hun kunne godt lide, hvordan rynkerne i ansigtet blev tætte, når han smilede, og melodien i de afsnubbede ord, når han talte. Han så kun på hende i korte øjeblikke ad gangen, som for ikke at trænge sig på, og hun slappede så meget af, at hun vovede at strække sig efter kaffekanden, selv om hun var nødt til at læne sig ind over bordet for at nå den. Egentlig burde hun ikke drikke kaffe så sent om aftenen, men solen faldt ind gennem vinduet, og hun ville alligevel ikke kunne sove.

”Nå, der sidder I nok og hygger jer.”

Silje stod i døråbningen kun i trusser, brysterne hang slappe og blege ned i det skarpe lys. Meja så væk.

”Kom og sæt dig, før din datter spiser det hele,” sagde Torbjörn.

”Ja, Meja kan æde dig ud af huset, hvis du giver hende lov.”

Silje talte med den skarpe stemme, som fik Mejas mavemuskler til at spænde op. Hun gik langsomt hen over gulvet og stillede sig under emhætten og klikkede med lighteren, tog et dybt hvæs af cigaretten, som om hun forsøgte at trække røgen helt ned i tæerne. Meja så hende i standerurets glas, de glinsende øjne, ribbenene, der hævede sig mod huden. Hun spekulerede på, om hun havde abstinenser på grund af den manglende medicin, men ville ikke spørge, så længe Torbjörn var der. Han løftede kaffekanden mod Silje.

”Jeg sagde lige til Meja, at hun jo kunne se sig lidt omkring i området. Jeg har flere cykler, hvis hun gerne vil ned til søen eller ind til byen.”

”Hører du det, Meja? Hvorfor går du ikke lidt udenfor?”

”Måske i morgen.”

”Du har da ikke andet at lave. Tag dog ind til byen og se, om du kan finde nogle jævnaldrende. Det er faktisk sommer. Du kan jo ikke bare sidde her og surmule.”

Silje slukkede cigaretten og strakte sig efter pungen og fandt en tyver, som hun rakte til Meja.

”Køb en is eller noget.”

”Der er ikke nogen steder, der har åbent så sent,” sagde Torbjörn fra sin plads. ”Men de unge plejer at mødes nede i byen alligevel. De vil nok være glade for et nyt ansigt.”

Meja rejste sig modvilligt fra bordet og rakte ud efter pengene. Silje fulgte med hende ud på verandaen.


”Det er bare det, at Torbjörn og jeg har brug for lidt alenetid,” hviskede hun. ”Kan du ikke være væk i et par timer? Tag ud og mor dig lidt!”

Hun lænede sig frem og rørte Mejas kind med læberne og rakte hende to cigaretter, før hun lukkede døren efter sig og låste den. Meja blev stående med blikket på den lukkede dør. Langsomt vendte hun sig om, pludselig bevidst om, at hun nu var alene med skoven. Nøjagtig som hun havde frygtet.








Glæd dig også til:

Ødemark

Ødemark, Stina Jackson

Efter sit store gennembrud med den prisbelønnede Sommermørke har Stina Jackson skrevet spændingsromanen Ødemark.

I den lille by, Ödesmark, som ligger allernordligst i Sverige, bor Liv med sin gamle, sære far Vidar og sin teenagesøn Simon. De er en usædvanlig familie, og Liv kan ikke undgå at bemærke naboernes blikke. Når hun har aftenvagt på benzintanken, er hun bevidst om, at kunderne kigger på hende.

Folkene i den lille by undrer sig over, hvorfor Liv har valgt at blive boende sammen med sin far, også efter hun fik Simon, og de spørger hinanden, hvad det mon er, der holder hende herude i ingenting?

LÆS OGSÅ: Shortlistet til Årets bog i Sverige 2020. Smuglæs i Stina Jacksons Ødemark

Du kan købe Ødemark online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.