Signe Lindkvist og Iben Hjejle har skrevet bogen Er der en voksen til stede? – en humoristisk og indsigtsfuld samtalebog om livets store og små spørgsmål. Her fortæller de om bogen, om deres venskab og om at droppe den perfekte facade (også selvom virkeligheden kan være både pinlig og kikset).
Signe Lindkvist og Iben Hjejle? Er det ikke dem fra fjernsynet og biografen? Jo, men nu har de også skrevet bogen Er der en voksen til stede?.
Med bogen i hånden er læseren med på en lytter til den samtale, som de to kvinder har ført med hinanden, siden de mødtes for første gang for 8 år siden. Fra deres allerførste “hej”, slog det nærmest gnister mellem dem og noget faldt i hak, næsten som man kan opleve det i en forelskelse.
Der var noget, der klikkede
“Vi havde gennem nogle år forinden flere gange været i sociale sammenhænge, hvor vi havde stået og luret lidt på hinanden og tænkt: ‘Hvem er hun? Hvad har hun på? Hun virker skæg’. Men i 2012, hvor vi begge skulle være med til et tv-program, så havde vi hver især sagt ja under forudsætning af, at den anden også var med,” forklarer Iben Hjejle, der ligesom Signe Lindkvist har været et halvt menneskeliv i underholdningsbranchen.
“Vi havde en nysgerrighed og tro på, at den anden ville være et dejligt menneske, og at vi kunne have det sjovt med hinanden,” følger Signe op.
Og sådan var det. De fandt lynhurtigt hinanden, og et venskab begyndte at tage form. “Da vi havde den første pause, satte vi os på en bænk, og så blev vi som aberne Zig og Zag fra Jungledyret Hugo. Vi blev simpelthen så fjollede, og vi grinede og grinede og grinede, så vi næsten var ved at falde ned af den dumme bænk,” griner Signe, og Iben nikker ivrigt.
“Ja, der skete et eller andet mellem os. Der var noget, der klikkede. Noget, der blev sat sammen.”
De døde mødres forening
I bogen fortæller Signe og Iben, at en af de ting, de har til fælles er, at de begge har oplevet at miste deres mor i en forholdsvis ung alder. Signe var 23 år, da hendes mor døde, og Iben var 26 år og nybagt mor, da hendes mor forsvandt ud af hendes liv.
De døde mødres forening kalder de deres fællesskab, der både giver plads til den store sorg og et livslangt savn efter en mor at spejle sig i, spørge til råds og læne sig op af, når man selv har skulle indtage rollen som mor. Det fundament af forståelse har været en af grundene til, at deres venskab hurtigt blev så godt og så dybt.
“Man får noget tilbage, når man tør dele ud af sig selv.”
– Iben Hjejle
“Vi har en fælles klangbund i og med, at vi begge har mistet og oplevet en stor, voldsom sorg tidligt i vores liv. Derudover har vi også begge den her barnlige og happy-go-lucky-tilgang til tingene: ‘Det der vil jeg gerne prøve, vi ved ikke, om vi er her i morgen’,” forklarer Iben.
Og Signe supplerer: “Og så tror jeg også, der skete noget andet, som vi måske ikke var klar over. Men det med at vi er i samme branche og den anden minder om én selv, det giver et ekstra tryghedslag. En slags faglig forelskelse.”
“Ja, fordi vi begyndte jo også hurtigt at tænke over, hvordan vi kunne bruge al det her overskudskonfetti, vrøvl og pjat, men jo også stor alvor til noget. Sammen. Jeg har aldrig haft en makker i mit liv. Og hvis jeg skulle være makker med nogen, så skulle det være hende der,” siger Iben og nikker over mod Signe.
Hvad har vi lyst til?
Signe Lindkvist har siden hun var 17 år, hvor hun fik en uddannelsesplads i B&U-afdelingen, arbejdet med tv og haft en stribe forskellige funktioner både foran og bag ved kameraet. Men i 2012, hvor hun mødte Iben Hjejle, var hun åben for at der skulle ske noget nyt.
“Vi var begge to karrieremæssigt nået til et sted, hvor vi havde lyst til at lave noget andet. Vi var på hver vores måde trætte af nogen forhold, der hvor vi var, og fik det sådan: ‘Gud, måske kan man anskue sit liv på en anden måde?’ Måske skal man ikke bare gå og vente på, at man får tilbudt noget, som andre synes man skal, men måske skulle man finde ud af, hvad man selv har lyst til at lave. Og det er jo noget helt andet at starte et arbejde op uden økonomi, uden chef, uden meningsmålinger, men fordi man tænker, at vi to har lyst til at lave noget sammen, så nu gør vi det,” siger Signe med begejstring.
De store og de små spørgsmål
Samarbejdet førte i første omgang til det fælles podcastprojekt Sitter (opkaldt efter skuespiller Sigrid Horne Rasmussen, der havde kælenavnet Sitter), som har fået en stor lytterskare, siden de udkom med deres første episode i september 2018.
I Sitter behandler Signe og Iben med stor iver og en hel del latter livets store og meget små spørgsmål, og de bruger løs af dem selv og deres liv og erfaringer. Det samme gør de i Er der en voksen til stede?, der kommer (vidt) omkring fx død og skilsmisser, holdninger til børneopdragelse og hvordan man skal invitere til fester.
Men hvorfor deler de så meget ud af sig selv og af det personlige gods?
Man får noget tilbage, når man tør dele ud af sig selv
“Jeg tror, det er fordi, det er det, vi kan. Vi ville jo aldrig kunne lave noget om fx produktion af glaskunst,” siger Signe.
Iben fortsætter: “Vi har jo været igennem de her ting og oplevet nogle katastrofer, og vi ved, at mange andre, måske især kvinder på vores egen alder, også har været ude for mange af de samme situationer, og det er sindssygt vigtigt at tale om det. Tit gør vi det ud fra et humoristisk udgangspunkt, fx kan vi tale om, at man kommer til at tisse lidt, når man hopper i trampolin, eller så kan det handle om skilsmisser, og hvordan man klarer børnene i den situation.”
“Det handler i bund og grund om at videregive modet til bare at være et menneske. Det tror jeg, vi alle sammen har brug for.”
– Signe Lindkvist
“Og vi oplever begge to, at jo mere vi har delt ud af os selv og jo mere ærlige vi har været, jo flere venner får vi. Jo flere mennesker skriver, og siger tak fordi I tog de her ting op. Det er skønt, for så står man ikke bare og råber i et ekkokammer. Man får noget tilbage, når man tør dele ud af sig selv,” siger Iben.
Man kan lige så godt være ærlig
Forklaringen på, at de synes, det er vigtigt at dele ud af sig selv, ligger dybt i dem.
“Vi har begge to haft en opvækst, hvor det har handlet om fællesskabet og at give noget og byde ind med noget. Og at man skal tale om tingene, inden de vokser sig store og uhyggelige. Vores venskab er bygget på, at man det ene øjeblik kan tale om noget dødsens alvorligt for det næste øjeblik at grine over, at der fx var en flue, som fløj ind i ens mund,” forklarer Signe.
Iben er enig i, at de ikke kunne have lavet Sitter og Er der en voksen til stede? på anden vis end ved at bruge af sig selv: “Det med at sætte en facade op eller lave dogmer for sig selv om hvad man kan sige eller ikke sige, det er simpelthen for svært at styre eller huske. Man kan lige så godt være ærlig.”
Man bliver stærkere, når man er to
Iben Hjejle, der fik sit store gennembrud som skuespiller i 1999 i Dogme-filmen Mifunes sidste sang, fortæller, at hun er blevet mere modig af at have mødt Signe.
“Jeg kunne ikke have gjort det, da jeg var 30, for der var jeg meget optaget af, hvordan jeg blev opfattet, om jeg gjorde det rigtige, så jeg gjorde mig fortjent til de rigtige roller. Det er et kæmpe privilegie at have fået en makker i en voksen alder.”
Signe Lindkvist nikker: “Vi har begge en stærk faglighed, så det betyder noget, når den ene siger, at hun er glad for det, vi laver. Man bliver simpelthen stærkere, når man er to, der står sammen og vil det samme. Det giver en masse energi.”
Modet til bare at være et menneske
Signe er 46 og Iben er 49 år, og de synes begge, det er dejligt at blive ældre, ja voksne ligefrem.
“Ja, det er pragtfuldt!” næsten råber de i kor, da jeg spørger, om de er tilfredse med “det, som det blev til”, et udtryk, de selv bruger i bogen om at acceptere tingenes tilstand.
“Op i røven med, at alting rent fysisk går sydenom, det er så dejligt at blive ældre,” siger Iben med en stemmeføring, så man forstår, at hun mener det.
“Alt er så meget nemmere nu,” siger Signe – eller er det Iben, de er meget enige i hvert fald.
“Vi håber, at de, der læser vores bog vil tænke, at hvis de to finker dér tør gå forrest og kvaje sig foran alle andre og være pinlige og kiksede, ja så tør de måske også selv,” siger Iben og kigger over på Signe, der tilføjer: “Ja, og så handler det i bund og grund om at videregive modet til bare at være et menneske. Det tror jeg, vi alle sammen har brug for.”
Til efteråret skal de to kvinder ud i Danmark med deres Sitter-show i snegletempo, en slags varietéshow, hvor de synger, danser, snakker og har deres eget lille band med.
Signe Lindkvist og Iben Hjejle: Er der en voksen til stede?
Til sammen har Signe Lindkvist og Iben Hjejle levet i mere end 90 år, så på en eller anden måde er de jo nu en slags voksne.
I Er der en voksen til stede? taler de om livets store spørgsmål: Lige fra hvordan man kommer videre efter at have mistet sin mor til om der skal paprika på porrer med ost.
For at leve er ikke en dans på roser, da slet ikke når livet slår kolbøtter og efterlader én i tusinde stykker. Med humor, alvor og stor iver fortæller de to kvinder om deres op- og nedture igennem livet, om vigtigheden af at turde begå fejl og om at acceptere, “at det var, hvad det blev til”.
Signe Lindkvist og Iben Hjejle har skrevet bogen Er der en voksen til stede? – en humoristisk og indsigtsfuld samtalebog om livets store og små spørgsmål. Her fortæller de om bogen, om deres venskab og om at droppe den perfekte facade (også selvom virkeligheden kan være både pinlig og kikset).
Signe Lindkvist og Iben Hjejle? Er det ikke dem fra fjernsynet og biografen? Jo, men nu har de også skrevet bogen Er der en voksen til stede?.
Med bogen i hånden er læseren med på en lytter til den samtale, som de to kvinder har ført med hinanden, siden de mødtes for første gang for 8 år siden. Fra deres allerførste “hej”, slog det nærmest gnister mellem dem og noget faldt i hak, næsten som man kan opleve det i en forelskelse.
Der var noget, der klikkede
“Vi havde gennem nogle år forinden flere gange været i sociale sammenhænge, hvor vi havde stået og luret lidt på hinanden og tænkt: ‘Hvem er hun? Hvad har hun på? Hun virker skæg’. Men i 2012, hvor vi begge skulle være med til et tv-program, så havde vi hver især sagt ja under forudsætning af, at den anden også var med,” forklarer Iben Hjejle, der ligesom Signe Lindkvist har været et halvt menneskeliv i underholdningsbranchen.
“Vi havde en nysgerrighed og tro på, at den anden ville være et dejligt menneske, og at vi kunne have det sjovt med hinanden,” følger Signe op.
Og sådan var det. De fandt lynhurtigt hinanden, og et venskab begyndte at tage form. “Da vi havde den første pause, satte vi os på en bænk, og så blev vi som aberne Zig og Zag fra Jungledyret Hugo. Vi blev simpelthen så fjollede, og vi grinede og grinede og grinede, så vi næsten var ved at falde ned af den dumme bænk,” griner Signe, og Iben nikker ivrigt.
“Ja, der skete et eller andet mellem os. Der var noget, der klikkede. Noget, der blev sat sammen.”
De døde mødres forening
I bogen fortæller Signe og Iben, at en af de ting, de har til fælles er, at de begge har oplevet at miste deres mor i en forholdsvis ung alder. Signe var 23 år, da hendes mor døde, og Iben var 26 år og nybagt mor, da hendes mor forsvandt ud af hendes liv.
De døde mødres forening kalder de deres fællesskab, der både giver plads til den store sorg og et livslangt savn efter en mor at spejle sig i, spørge til råds og læne sig op af, når man selv har skulle indtage rollen som mor. Det fundament af forståelse har været en af grundene til, at deres venskab hurtigt blev så godt og så dybt.
“Vi har en fælles klangbund i og med, at vi begge har mistet og oplevet en stor, voldsom sorg tidligt i vores liv. Derudover har vi også begge den her barnlige og happy-go-lucky-tilgang til tingene: ‘Det der vil jeg gerne prøve, vi ved ikke, om vi er her i morgen’,” forklarer Iben.
Og Signe supplerer: “Og så tror jeg også, der skete noget andet, som vi måske ikke var klar over. Men det med at vi er i samme branche og den anden minder om én selv, det giver et ekstra tryghedslag. En slags faglig forelskelse.”
“Ja, fordi vi begyndte jo også hurtigt at tænke over, hvordan vi kunne bruge al det her overskudskonfetti, vrøvl og pjat, men jo også stor alvor til noget. Sammen. Jeg har aldrig haft en makker i mit liv. Og hvis jeg skulle være makker med nogen, så skulle det være hende der,” siger Iben og nikker over mod Signe.
Hvad har vi lyst til?
Signe Lindkvist har siden hun var 17 år, hvor hun fik en uddannelsesplads i B&U-afdelingen, arbejdet med tv og haft en stribe forskellige funktioner både foran og bag ved kameraet. Men i 2012, hvor hun mødte Iben Hjejle, var hun åben for at der skulle ske noget nyt.
LÆS OGSÅ: Smuglæs i Er der en voksen til stede? – Om voksenlivets glæder og sorger
“Vi var begge to karrieremæssigt nået til et sted, hvor vi havde lyst til at lave noget andet. Vi var på hver vores måde trætte af nogen forhold, der hvor vi var, og fik det sådan: ‘Gud, måske kan man anskue sit liv på en anden måde?’ Måske skal man ikke bare gå og vente på, at man får tilbudt noget, som andre synes man skal, men måske skulle man finde ud af, hvad man selv har lyst til at lave. Og det er jo noget helt andet at starte et arbejde op uden økonomi, uden chef, uden meningsmålinger, men fordi man tænker, at vi to har lyst til at lave noget sammen, så nu gør vi det,” siger Signe med begejstring.
De store og de små spørgsmål
Samarbejdet førte i første omgang til det fælles podcastprojekt Sitter (opkaldt efter skuespiller Sigrid Horne Rasmussen, der havde kælenavnet Sitter), som har fået en stor lytterskare, siden de udkom med deres første episode i september 2018.
I Sitter behandler Signe og Iben med stor iver og en hel del latter livets store og meget små spørgsmål, og de bruger løs af dem selv og deres liv og erfaringer. Det samme gør de i Er der en voksen til stede?, der kommer (vidt) omkring fx død og skilsmisser, holdninger til børneopdragelse og hvordan man skal invitere til fester.
Men hvorfor deler de så meget ud af sig selv og af det personlige gods?
Man får noget tilbage, når man tør dele ud af sig selv
“Jeg tror, det er fordi, det er det, vi kan. Vi ville jo aldrig kunne lave noget om fx produktion af glaskunst,” siger Signe.
Iben fortsætter: “Vi har jo været igennem de her ting og oplevet nogle katastrofer, og vi ved, at mange andre, måske især kvinder på vores egen alder, også har været ude for mange af de samme situationer, og det er sindssygt vigtigt at tale om det. Tit gør vi det ud fra et humoristisk udgangspunkt, fx kan vi tale om, at man kommer til at tisse lidt, når man hopper i trampolin, eller så kan det handle om skilsmisser, og hvordan man klarer børnene i den situation.”
“Og vi oplever begge to, at jo mere vi har delt ud af os selv og jo mere ærlige vi har været, jo flere venner får vi. Jo flere mennesker skriver, og siger tak fordi I tog de her ting op. Det er skønt, for så står man ikke bare og råber i et ekkokammer. Man får noget tilbage, når man tør dele ud af sig selv,” siger Iben.
Man kan lige så godt være ærlig
Forklaringen på, at de synes, det er vigtigt at dele ud af sig selv, ligger dybt i dem.
“Vi har begge to haft en opvækst, hvor det har handlet om fællesskabet og at give noget og byde ind med noget. Og at man skal tale om tingene, inden de vokser sig store og uhyggelige. Vores venskab er bygget på, at man det ene øjeblik kan tale om noget dødsens alvorligt for det næste øjeblik at grine over, at der fx var en flue, som fløj ind i ens mund,” forklarer Signe.
Iben er enig i, at de ikke kunne have lavet Sitter og Er der en voksen til stede? på anden vis end ved at bruge af sig selv: “Det med at sætte en facade op eller lave dogmer for sig selv om hvad man kan sige eller ikke sige, det er simpelthen for svært at styre eller huske. Man kan lige så godt være ærlig.”
Man bliver stærkere, når man er to
Iben Hjejle, der fik sit store gennembrud som skuespiller i 1999 i Dogme-filmen Mifunes sidste sang, fortæller, at hun er blevet mere modig af at have mødt Signe.
“Jeg kunne ikke have gjort det, da jeg var 30, for der var jeg meget optaget af, hvordan jeg blev opfattet, om jeg gjorde det rigtige, så jeg gjorde mig fortjent til de rigtige roller. Det er et kæmpe privilegie at have fået en makker i en voksen alder.”
Signe Lindkvist nikker: “Vi har begge en stærk faglighed, så det betyder noget, når den ene siger, at hun er glad for det, vi laver. Man bliver simpelthen stærkere, når man er to, der står sammen og vil det samme. Det giver en masse energi.”
Modet til bare at være et menneske
Signe er 46 og Iben er 49 år, og de synes begge, det er dejligt at blive ældre, ja voksne ligefrem.
“Ja, det er pragtfuldt!” næsten råber de i kor, da jeg spørger, om de er tilfredse med “det, som det blev til”, et udtryk, de selv bruger i bogen om at acceptere tingenes tilstand.
“Op i røven med, at alting rent fysisk går sydenom, det er så dejligt at blive ældre,” siger Iben med en stemmeføring, så man forstår, at hun mener det.
“Alt er så meget nemmere nu,” siger Signe – eller er det Iben, de er meget enige i hvert fald.
“Vi håber, at de, der læser vores bog vil tænke, at hvis de to finker dér tør gå forrest og kvaje sig foran alle andre og være pinlige og kiksede, ja så tør de måske også selv,” siger Iben og kigger over på Signe, der tilføjer: “Ja, og så handler det i bund og grund om at videregive modet til bare at være et menneske. Det tror jeg, vi alle sammen har brug for.”
Til efteråret skal de to kvinder ud i Danmark med deres Sitter-show i snegletempo, en slags varietéshow, hvor de synger, danser, snakker og har deres eget lille band med.
Signe Lindkvist og Iben Hjejle: Er der en voksen til stede?
Til sammen har Signe Lindkvist og Iben Hjejle levet i mere end 90 år, så på en eller anden måde er de jo nu en slags voksne.
I Er der en voksen til stede? taler de om livets store spørgsmål: Lige fra hvordan man kommer videre efter at have mistet sin mor til om der skal paprika på porrer med ost.
For at leve er ikke en dans på roser, da slet ikke når livet slår kolbøtter og efterlader én i tusinde stykker. Med humor, alvor og stor iver fortæller de to kvinder om deres op- og nedture igennem livet, om vigtigheden af at turde begå fejl og om at acceptere, “at det var, hvad det blev til”.
Du kan købe Er der en voksen til stede? online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: