Kan en bog virkelig få alt fra en til seks stjerner af anmelderne? Og hvad siger det mest om: bogen eller anmelderne?
I de forgangne uger lykkedes det faktisk forfatteren Henrik List at få både en enkelt og seks stjerner for sin nye roman ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”. Bogen handler om to journalisters jagt på en aldrende dansk kunstner i eksil i Pattaya i Thailand – kunstneren har begået en udstilling på Statens Museum for Kunst med billeder af unge, nøgne thaikvinder – nogle måske endda så unge, at det hedder noget i straffeloven.
Henrik List har altid delt vandene, han er kontroversiel, men kan hans bog – som bog – være alt fra fremragende til elendig?
Kigger man rent statistisk på anmeldelserne ligger tre fjerdedele på over middel med fire, fem og seks stjerner. Altså meget positive anmeldelser, hvor flere af anmelderne også forholder sig til det kontroversielle i emnet, men vurderer værket som særdeles vellykket. Weekendavisen, som ikke uddeler stjerner, forholder sig også kritisk til bogens fremstilling af prostitution, men anmelderen ender med at konstatere, at bogen er velskrevet, og at hun føler sig rigtig godt underholdt.
Nu kan anmelderi jo ikke gøres til genstand for noget så banalt som statistik. For hvis man kunne, ville Politikens anmeldelse have ramt fuldstændigt uden for skiven og ligne Danmarks Radios første exitpoll ved sidste kommunalvalg. Det er nemlig her, at bogen kun får et enkelt hjerte af Anette Dina Sørensen: ”Jeg anerkender Henrik Lists umiskendelige skrivetalent”, skriver hun men lader forstå, at hun er træt af ham som person og hans fokus på emnet.
Det fik ligefrem en af Lists argeste kritikere, Leonora Christina Skov, til at tage hans forfatterskab i forsvar i Weekendavisen under overskriften ”Diskvalificeret som kunstner”. Her skrev hun, at anmelderne så bort fra Lists nye roman som litteratur og i stedet anmeldte deres egne forestillinger om Lists person, holdninger og motiver: ”Hvis én af Klougarts romanfigurer siger: ”Jeg elsker at få den bagfra”, er det ikke Klougart, der taler, men hendes litteratur, der udtrykker et almenmenneskeligt begær. Hvis én af Lists romanfigurer siger det samme, er det List, der taler gennem romanfiguren. Han har ikke lov til at skrive litteratur …”
Forleden skrev Berlingskes litteraturredaktør Søren Kassebeer i sin klumme BOGBJERGET: ”Den svært overskuelige blanding af skidt og kanel betyder nemlig, bilder jeg mig ind, at der stadig er seriøst behov for kvalificeret kritik i stil med den, Berlingskes litteraturredaktion og andre seriøse smagsdomstole står for.”
Det opfølgende spørgsmål er naturligvis, hvad begreberne ”kvalificeret kritik” og ”seriøse smagsdomstole” så dækker over? For af og til kan man have mistanke om, at en litteraturredaktør – som i tilfældet med Anette Dina Sørensen – ligefrem anti-caster anmelderen, så vedkommende på forhånd hverken bryder sig om genren, emnet eller forfatteren. For effektens skyld. For hånden på hjertet; den virkeligt dårlige anmeldelse, hvor der for alvor gås til stålet, er jo mest underholdende at læse.
Et andet eksempel kunne være Weekendavisens Lars Bukdahl, som i sin tid indledte sin anmeldelse af Jens Andersens biografi om dronningen således:
”Jeg er ikke i tvivl om, at M – 40 år på tronen, Jens Andersens monumentalt kedsommelige biografi om Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark i anledning af hendes 40 års regentjubilæum til januar, er klasser bedre end de hundredvis af alle de andre bøger, der gennem årene er skrevet om (og af) Kongehuset, og som jeg ikke har læst en eneste af (ud over prinsgemalens rokokopudrede digtsamlinger), fordi det ærligt talt rager mig en tusindfryd.”
Lidt senere tilføjer han: ”Guderne skal vide, at jeg har haft mine kvababbelser over Andersens privatlivssnagen i tidligere biografier.”
Godt så! Anmelderen interesserer sig altså på forhånd ikke for emnet og bryder sig tydeligvis heller ikke om genren eller forfatteren. Vores kolleger på de andre forlag vil givet kunne bidrage med lignende eksempler. Og så tillader jeg mig igen at spørge, hvad der er seriøse smagsdomstole?
Her på forlaget er vi naturligvis voldsomt optaget af anmeldelser. En god anmeldelse kan betyde kunstnerisk og kommerciel succes – og det modsatte. Vi bruger masser af energi og mange ressourcer på at sørge for, at vores forfatteres bøger når frem til anmeldernes spalter i aviser og blade. Langt de fleste gange til en saglig kritik, men der er altså også ”skidt og kanel” i litteraturdækningen.
For snart tyve år siden anmeldte journalisten og forfatteren Martin Kongstad de store dagblades musikanmeldere som anmeldere i Euroman. Ud over, at vi her var ude i en alvorlig omgang meta med meta på, så kunne øvelsen være sjov at gentage med litteraturanmeldere. Alt efter hvem man spurgte, og hvordan man spurgte, kunne anmelderne risikere at få alt fra en til seks stjerner! Men det ville selvfølgelig ikke være seriøst …
Søren Anker Madsen, pressechef
Kan en bog virkelig få alt fra en til seks stjerner af anmelderne? Og hvad siger det mest om: bogen eller anmelderne?
I de forgangne uger lykkedes det faktisk forfatteren Henrik List at få både en enkelt og seks stjerner for sin nye roman ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”. Bogen handler om to journalisters jagt på en aldrende dansk kunstner i eksil i Pattaya i Thailand – kunstneren har begået en udstilling på Statens Museum for Kunst med billeder af unge, nøgne thaikvinder – nogle måske endda så unge, at det hedder noget i straffeloven.
Henrik List har altid delt vandene, han er kontroversiel, men kan hans bog – som bog – være alt fra fremragende til elendig?
Kigger man rent statistisk på anmeldelserne ligger tre fjerdedele på over middel med fire, fem og seks stjerner. Altså meget positive anmeldelser, hvor flere af anmelderne også forholder sig til det kontroversielle i emnet, men vurderer værket som særdeles vellykket. Weekendavisen, som ikke uddeler stjerner, forholder sig også kritisk til bogens fremstilling af prostitution, men anmelderen ender med at konstatere, at bogen er velskrevet, og at hun føler sig rigtig godt underholdt.
Nu kan anmelderi jo ikke gøres til genstand for noget så banalt som statistik. For hvis man kunne, ville Politikens anmeldelse have ramt fuldstændigt uden for skiven og ligne Danmarks Radios første exitpoll ved sidste kommunalvalg. Det er nemlig her, at bogen kun får et enkelt hjerte af Anette Dina Sørensen: ”Jeg anerkender Henrik Lists umiskendelige skrivetalent”, skriver hun men lader forstå, at hun er træt af ham som person og hans fokus på emnet.
Det fik ligefrem en af Lists argeste kritikere, Leonora Christina Skov, til at tage hans forfatterskab i forsvar i Weekendavisen under overskriften ”Diskvalificeret som kunstner”. Her skrev hun, at anmelderne så bort fra Lists nye roman som litteratur og i stedet anmeldte deres egne forestillinger om Lists person, holdninger og motiver: ”Hvis én af Klougarts romanfigurer siger: ”Jeg elsker at få den bagfra”, er det ikke Klougart, der taler, men hendes litteratur, der udtrykker et almenmenneskeligt begær. Hvis én af Lists romanfigurer siger det samme, er det List, der taler gennem romanfiguren. Han har ikke lov til at skrive litteratur …”
Forleden skrev Berlingskes litteraturredaktør Søren Kassebeer i sin klumme BOGBJERGET: ”Den svært overskuelige blanding af skidt og kanel betyder nemlig, bilder jeg mig ind, at der stadig er seriøst behov for kvalificeret kritik i stil med den, Berlingskes litteraturredaktion og andre seriøse smagsdomstole står for.”
Det opfølgende spørgsmål er naturligvis, hvad begreberne ”kvalificeret kritik” og ”seriøse smagsdomstole” så dækker over? For af og til kan man have mistanke om, at en litteraturredaktør – som i tilfældet med Anette Dina Sørensen – ligefrem anti-caster anmelderen, så vedkommende på forhånd hverken bryder sig om genren, emnet eller forfatteren. For effektens skyld. For hånden på hjertet; den virkeligt dårlige anmeldelse, hvor der for alvor gås til stålet, er jo mest underholdende at læse.
Et andet eksempel kunne være Weekendavisens Lars Bukdahl, som i sin tid indledte sin anmeldelse af Jens Andersens biografi om dronningen således:
”Jeg er ikke i tvivl om, at M – 40 år på tronen, Jens Andersens monumentalt kedsommelige biografi om Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark i anledning af hendes 40 års regentjubilæum til januar, er klasser bedre end de hundredvis af alle de andre bøger, der gennem årene er skrevet om (og af) Kongehuset, og som jeg ikke har læst en eneste af (ud over prinsgemalens rokokopudrede digtsamlinger), fordi det ærligt talt rager mig en tusindfryd.”
Lidt senere tilføjer han: ”Guderne skal vide, at jeg har haft mine kvababbelser over Andersens privatlivssnagen i tidligere biografier.”
Godt så! Anmelderen interesserer sig altså på forhånd ikke for emnet og bryder sig tydeligvis heller ikke om genren eller forfatteren. Vores kolleger på de andre forlag vil givet kunne bidrage med lignende eksempler. Og så tillader jeg mig igen at spørge, hvad der er seriøse smagsdomstole?
Her på forlaget er vi naturligvis voldsomt optaget af anmeldelser. En god anmeldelse kan betyde kunstnerisk og kommerciel succes – og det modsatte. Vi bruger masser af energi og mange ressourcer på at sørge for, at vores forfatteres bøger når frem til anmeldernes spalter i aviser og blade. Langt de fleste gange til en saglig kritik, men der er altså også ”skidt og kanel” i litteraturdækningen.
For snart tyve år siden anmeldte journalisten og forfatteren Martin Kongstad de store dagblades musikanmeldere som anmeldere i Euroman. Ud over, at vi her var ude i en alvorlig omgang meta med meta på, så kunne øvelsen være sjov at gentage med litteraturanmeldere. Alt efter hvem man spurgte, og hvordan man spurgte, kunne anmelderne risikere at få alt fra en til seks stjerner! Men det ville selvfølgelig ikke være seriøst …
Søren Anker Madsen, pressechef
Andre læste også: