Indefra Uncategorized

Årets mest farvestrålende og poetiske lydbog – på LP

Årets mest farvestrålende og poetiske lydbog - på LP

Otte forfattere er netop blevet færdige på Forfatterskolen. Vi skriver september 2013. Som altid fejrer skolen og skolens elever udgivelsen med en oplæsning af deres tekster – jeg foreslår skolens rektor Pablo Lambias, at vi bør fastholde den oplæsning på lyd. For også i år består mange bidrag til antologien af kortere tekster, digte, manuskripter som egner sig fortrinligt til at blive læst højt. Hør bare Hannah Lutz’ første sætning af sit romanuddrag: “Jag har sett dem, vildsvinen, de har kommit in i mina drömmar!”. Det lyder endnu federe, når hun selv læser det op på rigtigt svensk. Eller når Molly Balsby i det rigtige toneleje fortæller: “Du tvinger mig til at samle mine hænder til en skål – der kan bære dagens ulykke.”

Pablo synes, at det er en glimrende idé at bede eleverne om at komme ind i et af vores studier og læse deres bidrag højt, så det aftaler vi. Og heldigvis er forfatterne med på ideen, så i løbet af efteråret bliver bogens samlede 246 minutter flittigt indlæst af skolens otte nyudsprugne forfattere. Det er vildt forskellige indlæsninger – og det er, som det skal være. Det er sjældent, at danske forlag udgiver andet end romaner og især krimier, så det er meget tilfredsstillende lige pludselig at give plads til hele otte forfattere, der gør sig udi alt andet og eksperimenterer og leger med sproget. Men det stiller også nogle krav til indpakningen, synes jeg. Det vil være lidt tamt at mase alle disse glimrende stemmer ned til bunke anonyme MP3, CBR 96 kbps 44100 hz, mono-filer til download på et obskurt boghandlersite. Næh nej, der skal helt andre farvestrålende boller på den supper!

Kunstneren Christian Elovare Dinesen bliver svaret. Han lavede 150 fede omslag til en bog, som jeg udgav for nogle år tilbage. Spray, seriegrafitryk, akrylmaling – det gav et superfedt taktilt udtryk milevidt fra enhver standardstørrelse, som verden er så fuld af. Mon ikke han kunne gøre tricket igen?

Klik på et billede for at se det stort:

Christian får bogen og et par dage senere ringer han og foreslår at bygge to kæmpelærreder ud af LP-covers på 2,5 meter x 2,5 meter, som udgør underlaget for to store malerier, så hver plade bliver 1/49-del af motivet. På bagsiden af coveret smækker vi et foto af hele maleriet, så “del og helhed” får hver sin side.

“Det gør vi!” siger jeg, og foreslår, at vi laver en lille event ud af maleriet til BogForum ’13. Christian plejer ikke at vige tilbage for noget og er specialist i at få gummibåde til at svæve over vandet eller telte til at hænge i træer som gigantiske lanterne eller bygge en ballon med en Morris Maskot som ballonkurv. Ude – inde, tegning eller installation – Christian har prøvet lidt af hvert. Han indvilliger og bygger et stillads på BogForum ved hjælp af plader, lægter og skruer. Og mens Christian går i krig med de store malerier, kunne  vi jo passende invitere forfatterne og andet godtfolk til en øl og et glas bobler. Lærredet er dog noget større end vi regnede med, og der er desværre ikke plads på Lindhardt og Ringhofs stand, hvis publikum skal gøre sig håb om at få et glimt af alle de andre gode forfattere på vores scene. Så vi finder en anden plads nær Spot-scenen, fylder fadøl og vin op og hygger med forfatterne og fejrer, at Forfatterskolens afgangsantologi nu er ude som lydbog på old school LP, mp3-cd, download og stream – hele baduljen.

Det skal dog lige siges, at ikke alt er lige nemt i den taktile ende af udgivelsesskalaen. Fabrikken som skulle levere LP’erne til vores lille reception i BogForum måtte kort forinden meddele, at stormen i slutningen af oktober havde smidt fabrikkens tag ned over lager og maskiner. Så der lå vores lille stak på 100 LP’er smadret under et halvt ton smadret tag. Men … de kommer, som fabrikken siger… Lidt kaotisk, lettere forsinket – men intet kan dog ændre ved, at forlaget har udgivet sin første, vaskeægte vinylplade med et stærkt hold af dugfriske forfattere.

LP’en kan dog allerede nu bestilles hos lasse.horne@lindhardtogringhof. Pris 160,- Hvert plade er unik, malet i hånden og nummereret. Se et udvalg af covers i billedgalleriet. Pladerne vil også kunne købes i Sort kaffe og vinyl og Khioskh på Vesterbro.

FAKTA

Det består Forfatterskolens afgangsantologilydbog af: Et tykt lag maling, tape, foto, spraymount, elefantsnot, papir, vinyl og otte forfatterstemmer – lige til at hænge i glas og ramme derhjemme.  Med bidrag af Lea Løppenthin, Ida Holmegaard, Martin Bastkjær Christensen, Josefine Graakjær Nielsen, Molly Balsby, Sarah Elise Bruun, Hannah Lutz og Cecilie Lind.