Børnebøger

Må jeg komme hjem til Oliver i dag? Gode tips til at tale med dit barn om legeaftaler

Må jeg komme hjem til Oliver i dag? Gode tips til at tale med dit barn om legeaftaler

Når dit barn begynder at interessere sig for at lave legeaftaler, er det en god idé at tale med børnene om de uskrevne regler, der gælder, både når man inviterer og bliver inviteret med hjem til andre.

SKAL VI LEGE?

Det er altid sjovt at komme hjem til sine venner. Det er, som om man lærer dem bedre at kende, når man ser, hvordan de bor.

Hvis du har lyst til at lege med en ven, kan du altid spørge, om din ven vil med hjem. Det er mere almindeligt at invitere hjem til sig selv end at invitere sig selv ud. Selv om du har fået en ny ven, som du gerne vil hjem til, må du vente på, at du får en invitation. Når I kender hinanden godt og har besøgt hinanden mange gange, kan du sagtens sige: Skal vi ikke gå hjem til dig?

Hvis du har været ude og lege hos den samme ven flere gange, er det en god ide også at invitere vennen hjem til dig. Det er nemlig det samme som at sige: Jeg kunne godt lide at besøge dig. Vil du ikke også besøge mig?

legeaftaler

HJEMME HOS DIN VEN

Når du kommer hjem hos en ven, skal I finde ud af, hvad I skal lave. Når du er ude, bliver du nødt til at lytte til, hvad værten foreslår. Det kan godt være, at du helst ville bygge en hule, men hvis han ikke gider, så må I finde på noget andet. Prøv at blive enige, men husk på, at du som gæst ikke kan bestemme. Omvendt skal du, når du har gæster, prøve at lytte til dine gæsters ønsker, ellers har gæsterne ikke lyst til at komme igen.

Husk at spørge, inden du leger med din vens legetøj. Du må sikkert meget gerne låne det, men det er rart at blive spurgt. Det er ikke sjovt at være hjemme hos en, der ikke vil dele sine ting. Hvis du låner dine ting ud, må du sikkert også låne andres ting, når du er ude.

LÆS OGSÅ: Derfor har vi brug for en Emma Gad-bog til børn og forældre

MÅ JEG SIGE NEJ TIL EN LEGEAFTALE?

Hvis du bliver spurgt om en legeaftale, som du ikke har lyst til, må du gerne sige nej tak. Tænk godt over, hvordan du svarer. Du må ikke sige, at du ikke gider. Prøv at sige, at du ikke kan lege i dag, eller at du ikke har lyst til at have aftaler lige nu.

legeaftaler

Sig ikke nej til en legeaftale og så ja øjeblikket efter til en anden. Det kan den første, der spurgte, nemlig godt blive ked af.

LÆS OGSÅ: Bordskik for børn – og voksne


Tekst og billeder i artiklen stammer fra Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøis bog OPFØR DIG ORDENTLIGT – OG VÆR EN GOD VEN.

Opfoer_dig_ordentligt