Det var på en gang mærkelig velkendt og vidunderligt fremmed, da forlagets pressekoordinator Gyrith Ravn tog på tur til Norge. Læs med i hendes rejsereportage her, og find ud af, hvorfor et besøg hos vores naboer mod nord er både mærkeligt og trygt.
Følelsen er der, så snart, jeg stiger af båden– og det er vejskiltene, der gør det: skilte, der henviser til Drammen, Grønland og Karl Johan. Steder, jeg aldrig har været, men som alligevel er velkendte. Selvom jeg ikke kan huske præcis, hvorfra jeg kender navnene, og selvom jeg ikke kan sætte billeder på dem, så føles det hjemligt. Trygt. Som at besøge en god ven, man ikke har set længe.
Jeg kender Oslo. Jeg kender bare ikke byen i virkeligheden, men fra litteraturen.
Jeg har gået i de her gader, jeg har besøgt venner i byens forskellige kvarterer og slentret ned ad Grensen. Jeg har hængt ud med byens fortællere, og deres hjemmevante færden i gaderne får mig til at føle mig hjemme allerede ved ankomsten.
Norge.
Broderlandet. Næsten som hjemme.
På hytta og på glatis
Men jeg skal ikke blive i Oslo ret længe; jeg skal nemlig på hytta: ud i naturen nord for Oslo – i selskab med et par ægte nordmænd.
Også hytte-livet kender jeg noget til; Vigdis Hjorth har fortalt mig om familiens tilknytning til hytterne, og jeg har været på hytta (altså: i litteraturen) med både Marie Aubert og Nina Lykke – og indrømmet, det er ikke altid lige hyggeligt og faktisk sjældent uden drama. Men jeg har jo været der før, tænker jeg, og jeg føler mig stadig på hjemmebane.
… Det vil sige: lige indtil jeg sidder i bussen. Og ser
ud ad vinduet. Og landskabet ændrer sig. Pludselig er det hele ikke længere så
hjemligt.
For Norge har højder. Og dybder. Og vidder, der får himlen til at synes længere væk.
Og sne, der dækker både land og vand, så søernes enorme flader blænder i solen. Og skyer, der ligger som hvide skygger på de mørke bjergsider og minder om størrelsesforholdene.
Det her er ikke natur, som jeg kender den. Den er ikke
mild, rund og blød som den danske. Den er storslået, vild, barsk – og enorm.
Her kan man føle sig lille.
Her kan man fare vild.
Her kan man tabe pusten. Og føle sig langt væk hjemmefra.
Men, tænker jeg også: her kan man trække vejret helt ned
i maven.
Her kan man tænke.
Og: her kan man skrive.
Og det er jo det, de gør, nordmændene. Rigtig mange af
dem gør det ovenikøbet virkelig godt.
Noget fremmed, noget kendt
Jeg tilbringer to dage på fjeldet. Jeg er ude på ski, jeg
ser på sne, jeg nyder udsigten, den friske luft og den ekstra høje himmel. Jeg studerer
birketræerne, som har pels på i kulden.
Undervejs lærer nordmændene mig at holde af både norske hotdogs (hvor pølsebrødet i stedet for brød er en pandekage) og vafler med brunost (jep: de putter simpelthen myseost på vafler). Jeg får sat billeder på det hytte-liv, jeg har læst om – i hvert fald: vinter-versionen af det.
Og så går turen retur til Oslo. Byen med de trygge,
velkendte navne på vejskiltene. Byen, der ligner noget, jeg kender. Og byen med
den legendariske boghandel, der bugner af bøger af velskrivende, klarsynede
norske forfattere, som gerne alle må hviske mig fremmede navne i øret, så jeg bliver
ved med at føle mig hjemme i Norge.
Det var på en gang mærkelig velkendt og vidunderligt fremmed, da forlagets pressekoordinator Gyrith Ravn tog på tur til Norge. Læs med i hendes rejsereportage her, og find ud af, hvorfor et besøg hos vores naboer mod nord er både mærkeligt og trygt.
Følelsen er der, så snart, jeg stiger af båden – og det er vejskiltene, der gør det: skilte, der henviser til Drammen, Grønland og Karl Johan. Steder, jeg aldrig har været, men som alligevel er velkendte. Selvom jeg ikke kan huske præcis, hvorfra jeg kender navnene, og selvom jeg ikke kan sætte billeder på dem, så føles det hjemligt. Trygt. Som at besøge en god ven, man ikke har set længe.
Jeg har gået i de her gader, jeg har besøgt venner i byens forskellige kvarterer og slentret ned ad Grensen. Jeg har hængt ud med byens fortællere, og deres hjemmevante færden i gaderne får mig til at føle mig hjemme allerede ved ankomsten.
Norge. Broderlandet. Næsten som hjemme.
På hytta og på glatis
Men jeg skal ikke blive i Oslo ret længe; jeg skal nemlig på hytta: ud i naturen nord for Oslo – i selskab med et par ægte nordmænd.
Også hytte-livet kender jeg noget til; Vigdis Hjorth har fortalt mig om familiens tilknytning til hytterne, og jeg har været på hytta (altså: i litteraturen) med både Marie Aubert og Nina Lykke – og indrømmet, det er ikke altid lige hyggeligt og faktisk sjældent uden drama. Men jeg har jo været der før, tænker jeg, og jeg føler mig stadig på hjemmebane.
LÆS OGSÅ: #LRLæser2020 – Tag på en litterær rejse hos vores norske naboer
… Det vil sige: lige indtil jeg sidder i bussen. Og ser ud ad vinduet. Og landskabet ændrer sig. Pludselig er det hele ikke længere så hjemligt.
Og sne, der dækker både land og vand, så søernes enorme flader blænder i solen. Og skyer, der ligger som hvide skygger på de mørke bjergsider og minder om størrelsesforholdene.
Det her er ikke natur, som jeg kender den. Den er ikke mild, rund og blød som den danske. Den er storslået, vild, barsk – og enorm.
Her kan man føle sig lille.
Her kan man fare vild.
Men, tænker jeg også: her kan man trække vejret helt ned i maven.
Her kan man tænke.
Og: her kan man skrive.
Og det er jo det, de gør, nordmændene. Rigtig mange af dem gør det ovenikøbet virkelig godt.
Noget fremmed, noget kendt
Jeg tilbringer to dage på fjeldet. Jeg er ude på ski, jeg ser på sne, jeg nyder udsigten, den friske luft og den ekstra høje himmel. Jeg studerer birketræerne, som har pels på i kulden.
Undervejs lærer nordmændene mig at holde af både norske hotdogs (hvor pølsebrødet i stedet for brød er en pandekage) og vafler med brunost (jep: de putter simpelthen myseost på vafler). Jeg får sat billeder på det hytte-liv, jeg har læst om – i hvert fald: vinter-versionen af det.
Og så går turen retur til Oslo. Byen med de trygge, velkendte navne på vejskiltene. Byen, der ligner noget, jeg kender. Og byen med den legendariske boghandel, der bugner af bøger af velskrivende, klarsynede norske forfattere, som gerne alle må hviske mig fremmede navne i øret, så jeg bliver ved med at føle mig hjemme i Norge.
Jeg har en tung kuffert med hjem.
LÆS OGSÅ: From Uthaug with love. På rejse til Norge med Maren Uthaug
Andre læste også: