Denne bog er en rigtig godte fra tiden før internettet. En håndbog, som er skrevet til den musikkyndige, musikamatøren, som, uden tekniske forudsætninger, og uden synderlig lyst til for alvor at sætte sig ind i den temmelig vanskeligt tilgængelige tekniske problematik.
Hi-Fi for musikelskere stereo-mono er bogens titel, den er fra 1965, og det fremgår tydeligt, at der er sket en ting eller to på den tekniske front siden da. Eksempelvis formidler bogen, hvordan man udtaler Hi-Fi på den sjældne måde og på den typiske måde: det udtales sjældent [hai fai], oftest [hai fi].
Bogen guider, som du kan se herunder, læseren til at stille sine højtalere perfekt i forhold til hinanden. En kundskab, jeg nu finder ud af, jeg alle årerne har taget for givet som common knowledge.
Til gengæld tog jeg aldrig min for længst afdøde båndoptager for givet. Dén ku’ man ha’ meget sjov med. Bogen her ser også båndoptagerens store potentiale, trods dens iboende tekniske udfordringer for mindre garvede brugere:
“Grammofonpladen var længe anset for at være musikamatørens bedste og letteste programkilde. For de teknisk fingernemme har båndoptageren imidlertid betydet en vældig mulighed, idet han både har kunne tappe sine venners plader og sin radio for god musik, i de senere år dog stereofonisk. Men for de talrige som savner evner for at sætte kabler i de rigtige huller, bytte andre kabler om, sætte bånd i, stille på reguleringsknapper og alt det der skal til for at få en god optagelse, har båndoptageren ikke haft den betydning, som den burde efter sin ydeevne.”
Skønt citat, hvis du spørger mig. Både fordi vi er tilbage til det sproglige han frem for man, og fordi teksten så tydeligt viser, hvor langt den tekniske udvikling er nået på relativt kort tid. Prøv eksempelvis at forklare et barn i dag, at streamingstjenester ikke fandtes i gamle dage, men at man i stedet sad og OPTOG på sin BÅNDOPTAGER med sit BÅND, som man skulle VENDE. Og som blev ødelagt, hvis det gik i BÅNDSALAT. Dér har du en del ord, som vil få et barneansigt til at samle sig i uforståelige folder.
Vil du læse andre Oldie but goldie-indlæg? Så kan du læse videre om Friture, Facercise og Plastik.
Denne bog er en rigtig godte fra tiden før internettet. En håndbog, som er skrevet til den musikkyndige, musikamatøren, som, uden tekniske forudsætninger, og uden synderlig lyst til for alvor at sætte sig ind i den temmelig vanskeligt tilgængelige tekniske problematik.
Hi-Fi for musikelskere stereo-mono er bogens titel, den er fra 1965, og det fremgår tydeligt, at der er sket en ting eller to på den tekniske front siden da. Eksempelvis formidler bogen, hvordan man udtaler Hi-Fi på den sjældne måde og på den typiske måde: det udtales sjældent [hai fai], oftest [hai fi].
Bogen guider, som du kan se herunder, læseren til at stille sine højtalere perfekt i forhold til hinanden. En kundskab, jeg nu finder ud af, jeg alle årerne har taget for givet som common knowledge.
Til gengæld tog jeg aldrig min for længst afdøde båndoptager for givet. Dén ku’ man ha’ meget sjov med. Bogen her ser også båndoptagerens store potentiale, trods dens iboende tekniske udfordringer for mindre garvede brugere:
Skønt citat, hvis du spørger mig. Både fordi vi er tilbage til det sproglige han frem for man, og fordi teksten så tydeligt viser, hvor langt den tekniske udvikling er nået på relativt kort tid. Prøv eksempelvis at forklare et barn i dag, at streamingstjenester ikke fandtes i gamle dage, men at man i stedet sad og OPTOG på sin BÅNDOPTAGER med sit BÅND, som man skulle VENDE. Og som blev ødelagt, hvis det gik i BÅNDSALAT. Dér har du en del ord, som vil få et barneansigt til at samle sig i uforståelige folder.
Vil du læse andre Oldie but goldie-indlæg? Så kan du læse videre om Friture, Facercise og Plastik.
Andre læste også: