Krimi

Læs i Tidevandet. Første bog i den intense Louise Blackwell-serie af engelske Matt Brolly

Tidevandet

En ældre dame findes død med sår i håndfladerne, en morder holder øje fra en øde ø, og tiden er ved at rende ud for det sidste offer … Louise Blackwell-serien af Matt Brolly er skudt i gang med et brag.



I Matt Brollys Louise Blackwell-serie følger man den erfarne efterforsker Louise Blackwell.

LÆS OGSÅ: Louise Blackwell-serien af Matt Brolly er engelsk krimi, når det er bedst

Hun er meget mod sin vilje blevet forflyttet fra hovedefterforskningsenheden i Bristol til den lille sydengelske by Weston-super-Mare. Louise er mildest talt utilfreds med, hvor stille det går for sig på den lille station. Men inden længe bliver der vendt op og ned på det.

Du kan købe Tidevandet online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 18 oktober.


Læs et uddrag af Tidevandet herunder.





Matt Brolly

Tidevandet



PROLOG

Skæbnen havde ført dem til den øde gård i udkanten af Bridgwater, hvor de var ankommet sent om aftenen, mere af desperation end af håb. Politikommissærerne Louise Blackwell og hendes kollega Finch havde som de bærende kræfter på efterforskningsholdet været på sporet af Max Walton i mere end et år.

Louise ville aldrig glemme stedets lugt. Gården var opdelt i en række af stalde af metal, og da de trådte ind i det yderste skur, ramte en uoverstigelig stank hende af flere årtiers forrådnelse og affald fra dyr. Da hendes stavlygte lyste ned mod staldgulvet og hen over adskillige kriblende tuer, som dækkede staldgulvet, syntes jorden at bevæge sig under hende, så hun måtte vende sig om for at kaste op.

”Louise,” sagde Finch med lavmælt og foruroliget stemme. Louise undertrykte kvalmen og vendte tilbage til det, der skulle gøres. Finch stod i staldens hjørne, hans stavlygte lyste på ligene af den savnede mor og datter. Louise ringede til stationen. Det korrekte ville være at blive, hvor de var, og vente på assistance, men Finch havde ikke tænkt sig at lade chancen gå til spilde. ”Gå rundt bagom bygningen,” hviskede han.

Louise havde heller ikke lyst til at vente. De havde jagtet den perverse stodder i over et år, og hvis han stadig var der, ville hun aldrig tilgive sig selv, hvis hun lod ham slippe væk på grund af sin egen passivitet. Hun skyndte sig udenfor igen. Den kolde aftenluft overdøvede ikke lugten af forrådnelse, der klæbede sig til hendes hud og tøj. Det føltes, som om den trængte ind gennem hendes næsebor og mund og slog rødder inde i hende. Hun rettede stavlygten frem for sig og fulgte den ujævne sti om til bagsiden af stalden. Her så hun et flimrende lys i resterne af det, der var tilbage af stuehuset. Det forsvandt, da hun kom omkring hjørnet og lyste ind i rummet bag de knuste ruder. ”Her er nogen,” sagde hun i radioen til Finch, inden hun trak sin pistol. Efter Waltons seneste drab i et grusomt skyderi ved havnen i Bristol havde de fået skydevåben. Louise havde gennemgået fuld træning, men det føltes ikke naturligt at bære våben.

”Jeg kommer ud gennem bagenden af stalden nu,” sagde Finch.
Louises puls steg, da dørene blev åbnet, og lyset fra Finchs stavlygte skar gennem mørket, før hans skygge trådte frem. ”Hvor?” hviskede han med pistolen i sin højre hånd.
Louise nikkede mod stuehuset. ”Gennem hoveddøren eller bagom?” spurgte hun.
Set i bagklogskabens lys var det hendes største fejltagelse. De skulle ikke være splittet op der, uanset risikoen for, at morderen ville slippe væk. ”Du går bagom,” sagde Finch.
”Vi burde fortælle dem, vi har lokaliseret ham.”
Finch begyndte at bevæge sig hen mod huset. ”Det er der ikke tid til,” hviskede han tilbage. Louise tøvede. ”Kom nu.”

Hun rystede på hovedet, rapporterede sin position og situation til stationen, før hun fortsatte om bag stuehuset. Hun gled på den våde jord rundt om hjørnet. Hun holdt stavlygten lavt. Området bag stuehuset var en ren kirkegård for landbrugsmaskiner, med en rusten mejetærsker prominent placeret i midten. Slyngplanter og ukrudt stak frem gennem den enorme konstruktion, som om de holdt den på plads eller tvang den til jorden. Bagved lå et skovområde, og Louise skælvede ved tanken om, hvor mange lig de mon ville finde i denne ødemark. Stuehusets bagdør knirkede, Louise drejede rundt, mens hun holdt pistolen ud foran sig i strakt arm, som hun var trænet til, men der var ingen. Hun ville ikke kalde Finch over radioen, hvis det nu skulle afsløre hans position, så hun gik modstræbende ind gennem døren alene.

Stanken indenfor mindede om forrådnelsen i stalden. Hendes mave havde vænnet sig mere til den nu. Der var risiko for, at Finch var i fare, så hun kantede sig langs væggene og var opmærksom på den mindste lyd. Hun sikrede stueetagen, så godt hun kunne, stavlygten afslørede flere tuer af uidentificeret materie.
”Finch,” mumlede hun lavmælt ved lyden af knust glas ovenpå. Hun spildte ikke tiden, men løb op ad trætrappen og brækkede næsten anklen, da hendes højre fod røg ned og satte sig fast i hullet i et af trinene, før hun fik den vristet fri igen.

”Det sidste rum på højre hånd,” lød det fra Finch. ”Jeg tror, han bærer på noget.”
Hun gik ned på knæ og kravlede langs reposen over entreen for at slutte sig til Finch, der nu beordrede Walton til at komme ud. Manden svarede ikke. ”Jeg går ind,” sagde Finch.

”Tim, han går ingen steder. Lad os vente udenfor. Forstærkningen kommer snart,” sagde Louise, men hun havde allerede der fornemmet, at det var for sent. Finch ønskede ikke at vente på assistance. Han ville mere end bare at anholde en morder. Han ville have berømmelsen, og hun vidste i det øjeblik, at han ville have den for sig selv. ”Dæk mig,” sagde han, idet han trådte ind over dørtrinnet. Alting skete så hurtigt, Finch snublede, da han kantede sig gennem døren, Louise dukkede sig, da skikkelsen i hjørnet smed noget efter hende, og endelig Finchs ord: ”Han har …”



18 måneder senere



KAPITEL 1

Geoff Simmons tøjrede båden, og faldt næsten over sine egne ben i farten, da han snublende løb op ad skrænten. Han havde været tæt på at forpasse tidevandet, men nu var han her. Han standsede op øverst på skråningen og fik vejret nu, hvor han var tilbage i sikkerhed og afsondrethed. Den dumpe smerte, han havde følt, var der stadig, og han spekulerede på, hvor længe den ville vare ved. Han forstod godt sine andre smerter – de blå mærker på skulderen og tyngden i benene – men de murrende sammentrækninger i maven var ikke så lette at forklare.

Hans interimistiske hjem kaldte, men det måtte vente lidt. Han kæmpede sig i stedet hen over den lille øs øde plateau, indtil fastlandets slørede konturer trådte frem i det gryende morgenlys. Han stoppede op, tog sin kraftige kikkert frem fra rygsækken og lod sig så dumpe ned på den fugtige, kolde jord. Hans håndflader kløede, så han tog sine læderhandsker af for at kradse i sit arrede kød, mens lyden af bølgerne, der slog ind mod klipperne under ham, overdøvede alt.

Derfra hvor han sad, var fastlandet ikke meget andet end en skygge – dunkle pletter oplyst af en sporadisk gadebelysning. Han havde boet i Weston-super-Mare hele sit liv, men alligevel følte han sig mere beslægtet med det lille klippestykke, hvor han lå nu. Den fredfyldthed, han oplevede på øen, var fraværende inde på fastlandet. Her var næsten ingen mennesker – på denne tid af året var øen forladt – i modsætning til Weston, hvor de myldrede rundt i byen som myrer. Selv nu gennem disen skimtede han konturerne af en fisker, der vandrede ud fra kysten mod det tilbagetrukne vand. Geoff indstillede kikkerten, og manden blev tydelig. Det var et besynderligt tidspunkt at tage ud og fiske – tidevandet ville snart blive så lavt, at fiskeren ikke ville være i stand til at kaste sin madding ud – men Geoff var overhovedet ikke overrasket. Havfiskeri var andet og mere end at fange fisk, og han forestillede sig, at fiskeren søgte efter den samme ro, som han selv lige nu oplevede på øen. Under alle omstændigheder ville manden snart tjene hans formål.

Geoff strammede grebet om kikkerten, da fiskeren stoppede brat op og lod sit udstyr falde til jorden. Et øjeblik troede han, at fiskeren ville vende ryggen til og løbe væk fra seværdigheden kun få meter fra ham, og han hørte sig selv opfordre ham til at fortsætte.

Tiden stod stille, mens manden kiggede i alle retninger, inden han tøvende gik fremad. Geoff fokuserede kun på skikkelsen, som om det at miste ham af syne ville få ham til at forsvinde. Han opdagede, han havde holdt vejret, idet manden faldt ned på knæ, hvorpå luften forlod Geoffs lunger med en så voldsom lyd, at han næsten frygtede, den ville nå over til fastlandet.

Først her flyttede han i et splitsekund kikkerten for at fokusere på det, som fiskeren havde opdaget.
Følte han lettelse? Om noget blev smerten i hans mave mere intens, mens han fandt vej gennem buskene af vilde pæoner – Steep Holm var sammen med søsterøen, Flat Holm, det eneste sted, hvor planterne groede i England – til de krybegange, som var skåret ind i kalkklipperne. Far havde vist ham stedet, da han blot var seks år gammel. Det havde været deres hemmelighed, en han indtil for få dage siden aldrig havde delt med nogen. De havde tilbragt mange nætter gennem årene med at slå lejr tæt ved den lille bugt, men ingen af dem havde helt haft lyst til at bruge klippens overdækning. Intet havde forandret sig, hvad det angik. Han ville aldrig sove inde i klippen og brugte stadig sit enmandstelt, men nu boede der en derinde.

Hans lygte fandt den bundne skikkelse, der blinkede mod lyset, som var han blevet grebet i en unævnelig handling. Geoff løsnede kneblen og hældte vand, ned i den åbne mund, ligesom altervin.

”Du behøver ikke at gøre det her,” sagde skikkelsen. Han fandt det lettere, end han havde forestillet sig at ignorere mandens lyde. Hans ord opløste sig i mågernes skrig og havets sagte brusen. Geoff gav manden et par slurke vand mere, før han satte kneblen tilbage. Mandens øjne var opspilede af forvirring og frygt.
Inden Geoff rullede ham tilbage ind i åbningen, viste han fangen det, han havde stukket ned i hans beskidte bukselomme. En tykt, rustent søm indsmurt i blod.



KAPITEL 2

Da Louise Blackwell satte sig på hug for at sige farvel, var niecens øjne allerede fyldt af tårer. ”Vi ses næste weekend,” sagde Louise, men hendes niece, Emily, var utrøstelig.
”Kan du ikke blive?” sagde pigen, der lige var blevet fem år for tre uger siden.
Louise bed sig i læben i et forsøg på at kontrollere sin stemme. Broren havde et ekstra værelse, men det ville bare gøre det hele værre, hvis hun blev. ”Jeg har virkelig nydt at være her i dag, men jeg er nødt til at tage tilbage og gå på arbejde.”
”For at fange de slemme drenge?”
Louise gav sin niece et kys på kinden og trak hende ind til sig. ”Ja, lige præcis. For at fange de slemme drenge.”

Inden hun gik, stak hun hovedet ind i stuen. ”Paul, jeg tager afsted nu,” sagde hun til sin bror.
”Fint.” Paul så ikke i hendes retning, men fokuserede på fodboldkampen på skærmen. Han nippede til et glas rødvin, flasken på sofabordet var nu tom.

”Vil du gerne have, at jeg bliver?” sagde Louise og fortrød spørgsmålet, i samme sekund hun havde sagt det.
Paul drak lidt mere vin, før han svarede med vindråber på læberne. ”Tror du ikke, jeg selv kan tage mig af min egen datter?” sagde han. Et omkvæd Louise havde hørt utallige gange i løbet af de sidste to år.
Hun vidste, det var omsonst at diskutere med ham. ”Nå, du ved, hvor jeg bor.”
Paul brummede og vendte tilbage til sin fodboldkamp.

Da hun åbnede hoveddøren, hev Emily fat i hendes frakke, og holdt så hårdt fast, at Louise havde lyst til at løfte hende op og tage hende med hjem. ”Det skal nok gå alt sammen,” sagde hun, mens hun forsigtigt fjernede pigens fingre. ”Gå ind og gør dig klar til at komme i seng, så er jeg sikker på, at far vil læse en godnathistorie for dig, når fodboldkampen er ovre.” Emilys ansigt fik en trist mine, og hun udstødte et suk, der var så hjerteskærende, at Louise forbandede sin bror for at sætte hende i den her situation uagtet alt det, der var sket for ham. For to år siden døde hans kone, Dianne, i løbet af to uger efter at være blevet diagnosticeret med modermærkekræft – en hvirvelvind af en dødbringende sygdom, som endte med at rive både Dianne og hendes bror væk fra Louise.

Hun kyssede sin niece endnu en gang, før hun lukkede døren bag sig.
Hun sad i bilen og ventede på, at varmeblæseren skulle fjerne den kolde oktoberluft fra hendes knogler, og bekæmpede trangen til at gå tilbage til brorens lejlighed. Hun sendte i stedet en sms til sin mor, der boede blot 10 minutter væk, og foreslog, at hun lige kiggede forbi hos Paul, inden aftenen var omme.

Køreturen ad motorvej M5 til Louises nye hjem i Weston-super-Mare var altid vanskelig, og ikke kun fordi hun efterlod Emily. Hver gang hun bevægede sig sydpå, og væk fra den by, hun elskede, følte hun tabet over at have mistet sit gamle job i regionens hovedefterforskningsenhed, MIT, dybt i sig. Selvom det officielt var placeret udenfor Avon og Somersets hovedkvarterer i Portishead, havde hovedparten af hendes arbejde fundet sted i Bristol.

Avonmouth-broen signalerede, at hun nu forlod byen, og indvarslede hermed en anden verden. Under broens beton lå en enorm tanker i sejlrenden, og Louises humør blev mørkere ved tanken om dybderne, der holdt den flydende. Hun kunne have valgt at blive i Bristol og pendle dagligt, men det var lettere at bo i Weston end at køre frem og tilbage hver dag.

Hun drejede fra motorvejen 40 minutter senere og kørte den korte strækning til sit nye hjem i Worle i udkanten af Weston. Hun havde lejet boligen, som var den ene halvdel af et dobbelthus, efter en pludselig indskydelse, da hun fik at vide, at hun var overflyttet fra MIT. Huset havde tilhørt en ældre kvinde, som var død for nylig, og hendes familie var desperat efter at udleje det billigt. Hun havde ikke forestillet sig, at hun ville ende sådan et sted som 38-årig. Så vidt hun kunne vurdere sine naboer, var hun langt den yngste i kvarteret.

Hendes nabo, en ældre mand, som hun kun kendte som mr. Thornton, var i fuld gang med at fylde sin affaldscontainer, da hun kom gående op ad flisegangen til sit hus. Manden kiggede mistænksomt på hende og gav kun et kort nik som svar på hendes ”godaften”.

Lugten af fugt, samt noget udefinerbart – en moskusagtig sur lugt – bød hende velkommen, da hun åbnede døren ind til bungalowen. I Bristol havde hun boet i en moderne etværelses lejlighed i Clifton, og mindet fik hende til at skære ansigt, da hun passerede det falmede blomstertapet i den smalle gang, der førte ind til hendes stue. Det var selvpineri. Hun havde stadig kunnet betale lejligheden i Clifton, men havde overbevist sig selv om, at hun skulle bo i den by, hun arbejdede i, og at Bristol skulle være fortid. Hendes mobil bippede, og hun var lettet over at se, at hendes forældre planlagde at lægge vejen forbi Paul senere på aftenen. Nu kunne hun i det mindste slappe af, inden hun skulle på arbejde i morgen.

Aftensmaden stod på karrykylling fra fryseren, indtaget foran fjernsynet. Hun forsøgte ikke at dvæle for meget ved sin situation, mens hun zappede rundt mellem søndag aftens forudsigelige tv-programmer.
Hun overvejede at ringe til politiassistent, Thomas Ireland, den eneste fra teamet i Weston hun rigtig havde følt samhørighed med gennem det seneste halvandet år, men det var umuligt af mange grunde, ikke mindst fordi han var gift og nu var hjemme sammen med sin familie. I stedet for gik hun i bad og lå i sin seng og læste, da endnu en sms tikkede ind. Hun havde forventet den, men ordene Skjult nummer på mobilen fik altid hendes hjerte til at hamre. Sms’en var langtfra original. Hun havde modtaget en lignende næsten hver aften, siden hun havde forladt Bristol for 18 måneder siden.

Jeg håber, du sover godt, Louise x

Mens hun bandede over sin rystende hånd, gjorde politikommissær Louise Blackwell det, hun altid gjorde. Hun tog sin notesbog frem og noterede dato og tid for beskeden, hvorefter hun lagde notesbogen væk og satte mobilen på lydløs.




tidevandet, matt brolly

Da liget af en ældre kvinde en dag bliver fundet på stranden, vågner den lille søvnige kystby Weston-super-Mare op til et mareridt. Den erfarne efterforsker Louise Blackwell er netop blevet forflyttet til den lille by, og hun bliver sammen med det lokale politi kastet ud i en hæsblæsende efterforskning.

Da en præst senere bliver fundet dræbt i en kirke, bliver det tydeligt, at Louise Blackwell skal lede efter en morder med et religiøst hævnmotiv, og meget tyder på, at det ikke er personens sidste mord. Men byen har mange hemmeligheder, og efterforskeren skal nu vurdere, hvem hun overhovedet kan stole på.

✭✭✭✭ – Jyllands-Posten

Tidevandet er første bog i Matt Brollys Louise Blackwell-serie.

Du kan købe Tidevandet online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.

Læs mere om Matt Brolly her.



Læs anden bog i serien: Over kanten

I den stille engelske kystby Weston-super-Mare bliver et lig fundet ved foden af en klippe. For kun få måneder siden var der en lignende ulykke…

Efterforsker Louise Blackwell tror ikke på, at der er tale om en tilfældighed, for hun finder ved siden af liget en kryptisk besked magen til den, der blev fundet første gang. Hun mistænker, at nogen sidder og trækker i trådene og orkestrerer disse desperate handlinger. 

Da en tredje ulykke rammer, peger efterforskningen og mistanken i retning af en karismatisk kultleder, men der er ingen beviser. Kan Louise gennemskue den dødbringende selvmordsmission, inden den næste kaster sig ud over kanten?

Over kanten er anden bog i Matt Brollys Louise Blackwell-serie.

Du kan købe Over kanten online hos Bog & Idé, eller i din nærmeste boghandel.





About

Studentermedhjælper med stor forkærlighed for Jane Austen, selvbiografisk litteratur og inspiratonslisterne på Bog.dk.