Heine Bakkeids Jeg vil savne dig i morgen, første bog i serien om den pilleslugende og selvmordstruede tidligere afhøringsleder Thorkild Aske, blev rost af læsere og anmeldere. Smuglæs her i seriens andet bind Mød mig i Paradis.
Den tidligere afhøringsleder Thorkild Aske er en nedbrudt mand, der intet har tilbage at leve for. Tværtimod slås han med fysiske og psykiske ar fra fortiden, som han dulmer med et usundt stort pilleforbrug.
Meget modvilligt indvilliger Thorkild Aske i at hjælpe den berømte krimiforfatter Milla Lind med research til hendes næste bog. Den populære forfatter er i gang med at skrive en krimi baseret på den virkelige historie om to pigers mystiske forsvinden fra et børnehjem.
LÆS OGSÅ: Ubehagelige overraskelser fra dybet. Knugende nordnorsk krimi
Efter at Thorkild Aske takker ja til opgaven, finder han ud af, at forfatterens forrige konsulent blev dræbt under sin research. Og snart får Thorkild Aske mistanke om, at der er en ubehagelig sammenhæng mellem de forsvundne piger, Milla Linds forfatterskab og hans forgængers død …
Det skrev anmelderne om Jeg vil savne dig i morgen:
★★★★★ “Den norske krimidebutant Heine Bakkeid har taget hjemlandets læsere og kritikere med snestorm. Hans skrivestil er blevet sammenlignet med krimistjernen Jo Nesbøs, hvilket nu er helt forkert. For Bakkeid skriver bedre.” – EKSTRA BLADET
❤❤❤❤❤ “En særlig stemning af forrevet ensomhed står frem i Heine Bakkeids Jeg vil savne dig i morgen og tilfører bogen i den ellers velkendte krimigenre noget helt nyt og ekstremt læseværdigt.” – FEMINA
Du kan finde Mød mig i Paradis som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.
Heine Bakkeid
Mød mig i Paradis
Kripos har det centrale register over personer, der bliver meldt savnet i Norge. De får omkring 1800 nye sager om året. Det vil sige omkring fem meldinger hver dag. I sager om savnede personer bliver der altid arbejdet ud fra fire forskellige scenarier: Dem, der begår selvmord. Dem, der bare tager afsted. Dem, der kommer ud for en ulykke. Og dem, der bliver taget til fange af andre …
Robert Riverholts sidste arbejdsdag
– Nå? Hvad synes du? Milla Lind sad med samlede ben. Hun var iført en buksedragt og havde til dagen valgt en frisure, Robert Riverholt kunne genkende fra hendes bøger. Stemmen var altid så let og mild, hun var hverken selvhævdende eller hård i sin måde at tale på sådan som resten af hans klientel. Spørgsmålene blev aldrig mekaniske eller brugt til at trække tiden ud mellem de vigtige ting i samtalen. Milla Lind spurgte, fordi hun ville vide besked. Det var det, han bedst kunne lide ved hende. Det, og så øjnene.
– Godt. Han gav hende manuskriptet og lænede sig bagover i stolen. Han trak fingrene gennem håret og smilede. – Jeg glæder mig til fortsættelsen.
– Genialt! Millas svenske agent, Pelle Rask, nikkede entusiastisk henne fra en sofa, der stod længere inde i taglejligheden. Han så ikke op fra iPad’en, mens han talte. Robert konkluderede, at Pelle endnu en gang havde kopieret stilen fra timesharesælgerne på Gran Canaria: glinsende, halvlangt hår kæmmet stramt tilbage og en tætsiddende skjorte, hvor de to øverste knapper stod åbne.
Milla vendte sig tavst mod sofaen, før hun igen henvendte sig til Robert. – Jeg har lyst til at afslutte serien der, hvor Gjertrud kommer ind i August Mugabes liv. Hun nulrede et par hårlokker mellem sine fingre: – Øjeblikket, hvor alt blev forandret.
Første gang Robert mødte Milla, troede han, at hendes vane med håret var et udtryk for usikkerhed. Troede, det var udtryk for en akavet selvbevidsthed, som fik hendes fingerspidser til at søge op mod hårlokkerne for at ordne og arrangere. Nu vidste han bedre. – Der, hvor datteren forsvinder, ikke?
– Jo, svarede Milla.
Robert kiggede ud ad et af ovenlysvinduerne op mod den skyfrie himmel over Oslo. – Jeg tror, det vil være en værdig afslutning på projektet.
– August minder mig om dig. Milla slap håret og placerede en guldfarvet kuglepen mellem læberne. Hun holdt den der i nogle sekunder, før hun tog den ud igen og slog enden af kuglepennen mod buksebenet, mens hun betragtede ham. – Mere og mere.
– Uha da. Robert pressede en hjertelig latter frem. Jeg gik for langt,tænkte han og tvang ansigtsmusklerne til at adlyde, til ikke at give slip. Alt, alt for langt.
Milla blev ved med at betragte ham. – Jeg ved ikke, om han altid har gjort det, eller om det er mig, som får ham til det.
– Godt, sig det ikke til nogen. Robert blinkede og slog sig selv på lårene, inden han rejste sig. Han nikkede mod Pelle i sofaen, da han gik ud mod gangen, så standsede han og vendte sig om. – Vi ses senere i aften på Tjøme. Du har samlet tropperne, ikke?
– Jo. Milla kom hen til ham med manuskriptet i hænderne.
– De kommer. Hun standsede og tog en dyb indånding. – Har du fundet ud af noget? – Noget nyt?
– I aften, Milla. Vi tager det i aften.
Udenfor lyste solen hele himlen op. Den skar sig ned mellem husene, og hovedstadens gader blev så nydelige. Siden Robert Riverholt var trådt ud af hamsterhjulet og var begyndt for sig selv, havde han været opslugt af byen. Så tryllebundet af dens arkitektur og akustik, at han ikke ænsede de målrettede skridt bag sig eller skyggen, som bredte sig ud over ham, idet han drejede om hjørnet til en sidegade beplantet med fornemme, gamle bytræer. Han registrerede kun mundingen mod baghovedet og det metalliske klik fra stemplet, som slog ind i randtændingen. Så var solen væk.
Del 1: Dem, der savner
Kapitel 1
Jeg har aldrig brudt mig om overgangen fra vinter til forår. Træerne er krogede, nøgne og minder om muterede vilde vækster, der er skudt op af jorden efter en atomkrig. Hele Stavanger drukner i uendelige regnbyger, der gør byen algegrøn og grå.
Social- og jobcentret, NAV, i Klubbgata midt i Stavangers centrum har flere besøgende end nogensinde før. Sofaen i venteværelset er fyldt op, ansigterne stive og stækket af pessimisme.
– Thorkild Aske. Iljanas håndtryk er endnu mere kraftløst og koldere end sidst, det er som at trykke et frossent lig i hånden. – Fint, siger hun uden overbevisning og synker ned i en ny, blå kontorstol med en markant rygstøtte.
– Ja, så fint, svarer jeg og sætter mig.
– Kan du huske din fødselsdag og cpr-nummer?
– Ja, selvfølgelig. Mellem os står skålen med plastikbananer, lige så sørgelige som altid. Jeg kan se, de har fået selskab af en klase røde plastikvindruer og en kunstig pære, der ikke tilfører rummet en mere frugtig atmosfære, end da skålen kun indeholdt de kunstige bananer.
– Kan du give mig det? Hun vipper lettere irriteret frem og tilbage på stolen.
Jeg giver Iljana rækken af tal, så hun endelig kan vende sig væk fra mit ødelagte ansigt over mod computerskærmen.
– Du ønsker altså ikke længere at ansøge om jobafklaring, men at blive udredt til invalidepension?
– Ja. Jeg rækker hende konvolutten, som jeg har med. – I samråd med ansvarsgruppen er jeg kommet frem til, at det er det eneste rigtige at gøre.
Hun tager brillerne af. – Efter det, som skete, da du …
– Besøgte min søster i Nordnorge sidste efterår, ja.
– Du forsøgte, at … Iljana ser tøvende på mig, – at tage dit eget liv?
Jeg nikker. – To gange endda. Journalerne ligger i kuverten.
Iljana rømmer sig og bladrer i papirerne. – Ja. Den ene gang med en … Hun ser op fra journalen: – Harpun?
– Presset blev for stort.
– Presset fra … os? Fra NAV?
Jeg nikker igen.
Ulf, min ven og psykiater, er kommet frem til, at det er på tide at give den gas. Fuld invalidepension. Ulf og min læge har endda sammen skrevet et brev, hvor de påstår, at det var presset fra NAV om at få mig ind i telefonkorpset ude i Forus’ industrikvarter, der resulterede i to mislykkede selvmordforsøg, hvoraf jeg i det ene sprang i havet, og i det andet skød mig selv gennem hånden og brystet med en harpun. Vi nævner intet om sagen, jeg havde rodet mig ud i oppe nordpå. Ulf har sågar truet med at gå til pressen, hvis NAV fortsætter med at køre så hårdt på hans hjerneskadede, stærkt selvmordstruede og plejekrævende patient.
– Javel. Iljana bladrer gennem papirerne. – Så tror jeg, at vi har alt, hvad vi har brug for at gå videre. Hun samler papirerne og lægger dem tilbage i kuverten, før hun folder hænderne i skødet.
– Hvad sker der nu? Jeg gnider nogle fingre hen over arret i håndfladen. Det gør stadig ondt der, hvor harpunen gik ind, især på dage med regn. Dem er der mange af i Stavanger.
– Godt, sukker hun og klemmer tommelfingrene mod hinanden. – Næste skridt er den neuropsykologiske udredning.
– Hvad går den ud på?
Hun vender sig halvvejs mod mig, uden at vores blikke mødes. – Det er en række kognitive tests. Du modtager en indkaldelse i løbet af foråret.
– Tak, siger jeg og rejser mig.
Iljana smiler et indøvet smil, uden at øjnene er med, og bøjer sig frem mod skålen med plastikfrugterne: – Hold dig i ro, Aske. Respekter dine begrænsninger. Ikke noget med at tage væk, mens du bliver udredt.
– Aldrig mere, siger jeg. – Kun stille aftener derhjemme med meditation over livets og NAVs underfundigheder.
Iljana ryster let på hovedet og vender sig mod computerskærmen, mens jeg går ud.
Mobilen ringer allerede, før jeg er ude af NAV-bygningen.
– Færdig? Ulfs stemme er anstrengt, i baggrunden kan jeg høre motorstøj, mens Arja Saijonmaa synger ”Jag vill tacka livet”.
– Færdig.
– Og?
– Får en indkaldelse til neuropsykologisk udredning i løbet af foråret.
– Godt, godt, messer Ulf. – Så er vi da kommet i gang. Fint, fint. Der opstår en pause, jeg kan høre Ulf slå blinklyset til, mens han nynner med og tygger lidt for ivrigt på endnu et stykke nikotintyggegummi. – Det har gett mig smärtan så att jag kan skilja lyckan ifrån sorgen.
Da jeg kom hjem fra Tromsø, tog Ulf min medicin fra mig, og for at foregå med et godt eksempel gav han selv afkald på Marlboro’erne. Det har resulteret i et voldsomt overforbrug af nikotinplastre og nikotintyggegummi. Det blev hurtigt tydeligt for os begge, at Ulf satte sig i en skrækkelig kattepine med den beslutning. Nu kan han ikke overgive sig til hvæset uden at revurdere mit nye medicinmønster. Det hele har udviklet sig til en uudtalt stillingskrig, hvor jeg venter, og Ulf tygger.
– Har du forresten pakket til i morgen? spørger Ulf, før jeg får afbrudt samtalen.
– Ja, klappet og klar.
– Ingen kaffetragt eller andre tåbeligheder som sidst? Du har ikke råd til at ødelægge det for dig selv, Thorkild.
– Kun tøj og gode hensigter. Ingen tåbeligheder denne gang.
– Muligheden med Milla Lind, der er dukket op, er måske den sidste, du får inden …
– Jeg lover.
– Doris glæder sig til at møde dig. Hun har aldrig mødt en islænding før.
– Halvt, svarer jeg. – Jeg er halvt islandsk, det ved du godt, og jeg har ikke været der i over tyve år.
– Det er ligegyldigt. Pointen er, at hun glæder sig.
– Ulf, begynder jeg og kniber igen øjnene sammen i mødet med den skarpe forårssol, der trænger sig på mellem regnbygerne over NAV-bygningen midt i Stavanger, – angående den middag der …
– Glem det. Jeg inviterer, du kommer. Ingen undskyldninger den her gang. …Och alla sånger som är samma sånger … Jo, for øvrigt, fortsætter Ulf ind imellem duetten med Arja. – Du skal købe noget kørvel.
– Hvad?
– Kørvel. Du skal tage noget kørvel med.
– Hvad er kørvel?
– Kørvel, bjæffer han. Kæberne arbejder i højeste gear. – Det er en slags persille. Tag lige forbi supermarkedet, før du kommer. De har det der.
– Skal jeg?
– Och alla sånger som är sanna … Ja, afslutter Ulf og lægger på.
Kapitel 2
– Ulf siger, du er impotent? Doris ser spørgende på mig, da vi sidder ved køkkenbordet i Ulfs villa ude i Eiganes-kvarteret. Hans nye kæreste er syvoghalvtreds år og tysker, sexolog og klummeskribent med egen blog. Han har mødt hende på en konference i Bergen.
– Nej! Tror! Ulf hakker kørvel på livet løs ved køkkenøen. Han har en rummelig, ærmeløs kjortel på, og jeg kan se tre nikotinplastre på den ene overarm.
Doris deler sin bolle med fingrene og lægger stykkerne på en tallerken ved siden af skålen med suppe. Så kommer Ulf med en håndfuld kørvel og drysser den ud over hendes suppe. Hun tager en af brødbidderne og bruger den til at drukne kørvelbladene i den uklare væske, og så putter hun den i munden og tygger ivrigt: – Sig mig, hvor tit onanerer du?
Jeg stirrer intenst ned i min suppeskål og lader, som om jeg ikke har hørt spørgsmålet.
– Thorkild onanerer ikke, indskyder Ulf hjælpsomt og skænker vin op i vores glas, bagefter sætter han sig ned mellem os.
Doris dypper endnu en bid i kørvelgrøden, mens hun iagttager mig med smalle øjne. – Hvor ved du det fra?
– Det er det, der er pointen. Ulf slikker den grønne farve af fingerspidserne. – Han ved det ikke. Han skaber disse forhindringer, uoverkommelige afspærringer, så han slipper for at engagere sig i omverdenen. Aske er på flugt fra alt, der kan betegnes som mellemmenneskelig interaktion.
– Den moderne eremit, siger jeg i et desperat forsøg på at virke morsom i dette mareridt af en social sammenkomst. Jeg tømmer glasset. Doris sætter hænderne under hagen. Håret er kort, rødt og stritter ud til alle sider i en moderne frisure, som minder om en blomsterdekoration lavet af en maniodepressiv blomsterbinder. Læberne er smalle, dybrøde, huden er hvid og hænger i løse folder, uden at hun virker overvægtig eller kvabset, mere som om hun lige har tabt sig, og huden endnu ikke har tilpasset sig. Hun ser tilfreds ud, både med sig selv og det dybt udringede antræk, hun har valgt til aftenens forhør.
– Har du forsøgt at sætte dig selv ind i et seksuelt scenarie, forestillet dig situationer, mennesker, der almindeligvis ville vække en seksuel reaktion med en efterfølgende erektion?
– Jeg ved ikke …, svarer jeg anstrengt og stirrer ned i suppeskålen. Den sødlige lugt og den grønne, tykke væske får mig til at tænke på brakvand fyldt med alger. – Hvad … skal jeg sige …
Doris fisker en cigaret frem fra sin taske og tænder den, da hun er færdig med at spise. Ulf stirrer olmt og længselsfuldt mod gløden for enden af smøgen: – Du skal turde at fantasere, siger Doris. – Give slip.
Hun læner sig frem og puster en sky af røg op mod loftet. – Nogle gange har man gemt lysten af vejen, tror ikke længere, der er adgang til den. Seksuel undertrykkelse er ikke kun et kvindeligt koncept. Det er nødvendigvis heller ikke andre, der har tvunget en til det. Hun inhalerer og puster tilfreds cigaretrøgen ud igen. – Jeg kan give dig nogle øvelser, der er værd at prøve, når du er alene.
– Tak, mumler jeg, mens jeg målløs roder rundt i suppen med skeen. – Det er pænt af dig.
Ulf vender sig misfornøjet væk fra Doris og cigaretten, mens hans hånd stryger hen over plastrene på overarmen. Så retter han blikket mod mig. – Måske skulle vi for sidste gang gennemgå, hvad der venter dig i Oslo i morgen?
– Ok, svarer jeg, glad for endelig at skifte emne og se Ulf lide lige så meget som mig.
– Jeg elsker hendes bøger, spinder Doris fornøjet. – Der er vel meget få, der har skabt en bedre modstander til en hovedperson end Gjertrud, August Mugabes kone. Har du for resten læst nogle af Millas bøger?
Jeg ryster på hovedet.
– Javel, fortsætter Doris og bruger suppeskålen som askebæger. – Milla Lind er ikke kun den ubestridte krimidronning i Norden, hun er også stor i Tyskland.
Ulf hægter sig på, mens han labber suppen i sig: – Hun har skrevet tolv bøger i serien om den melankolske lensmand med det saftige navn August Mugabe, hvis kone mindst to gange har forsøgt at tage livet af ham.
– Tre, siger Doris i et modangreb.
– Hvad? Ulf slipper skeen og ser irriteret på hende og cigaretten. – Nej, det er to. Den første …
– Mugabes kone har forsøgt at slå ham ihjel tre gange. Doris hælder mere vin op i sit glas. – I den første bog forgifter hun ham, i den fjerde sætter hun ild til hytten, mens han ligger bedøvet af sovemedicin oppe på hemsen, og i den ottende …
– Nej, nej, afbryder Ulf. – Lejemorderen, der forsøger at dræbe ham i den ottende bog, er tydeligvis bestilt af Mugabes korrupte chef, Brandt. Han siger jo selv, lige inden han skyder, at det er en hilsen fra en gammel ven. Hvis det havde været Gjertrud, der havde hyret ham, ville han have sagt, at hilsenen var fra en, August havde elsket.
Ulf ser på mig og nikker ivrigt for at få mig til at bekræfte hans tese. Jeg nægter at anerkende en hvilken som helst teori fra den mand, der står mellem mig og mine piller, derfor ignorerer jeg ham og vender mig mod Doris.
– Det er netop, fordi han siger det, at vi ved, at det er Gjertrud, der har bestilt lejemorderen, parerer Doris. – At sige, at det er fra en gammel ven, er kun en sidste fornærmelse fra en snart halvfjerdsårigkvinde, der er fuld af foragt for den mand, der nægtede hende et barn. Det er det samme med de kolde kartofler, hun altid serverer for ham til aftensmad. Stærk symbolik af en barnløs kvinde klædt i sorg og bitter vrede.
Ulf smasker og tygger. – Hm, ja, måske har du ret. Han vender sig igen mod mig.
– Som du ved, blev Millas forrige konsulent, Robert Riverholt, skudt og dræbt af sin ekskone på åben gade for et halvt år siden. Det var hårdt for Milla Lind, og hun har ikke arbejdet siden. Det var under et kursus i sorgterapi på Fornebu, at jeg kom i kontakt med hendes psykiater. Milla og hendes tidligere konsulent var knap kommet i gang med researcharbejdet, da han døde, og hun har brug for hjælp til at komme videre med det, før hun begynder på den sidste og afsluttende bog om August Mugabe. Læsere over hele verden venter på den bog, Aske.
– Og det er her, jeg kommer ind? konkluderer jeg. – Som krimikonsulent, hvad det så end er.
– Ti dage sammen med landets største krimiforfatter for 3500 kroner om dagen, tilføjer Ulf og løfter glasset i en stille skål.
– Hellere det end at støbe stearinlys i et skånejob på Auglendsmyråi NAVs regi, svarer jeg.
– Der går nok nogle uger, inden du skal ind til den neuropsykologiske udredning, det er så trygt og roligt, som det kan blive. At rejse rundt med selveste Milla Lind, det er ikke en recept, jeg kan udskrive til mange af mine patienter.
– Tak, svarer jeg tørt og tømmer vinglasset. – Jeg har brug for pengene.
– Selvfølgelig har vi det, istemmer Ulf og henvender sig til Doris: – Jeg tror for resten, at Gjertrud vil gøre et sidste forsøg på at slå August Mugabe ihjel i den afsluttende bog. Og at serien ender med, at hun lykkedes med det. Hvad? Ville det ikke være noget?
– Absolut. Doris tager en ny cigaret. – Jeg forventer intet mindre.
Ulf sætter sig demonstrativt tilbage i stolen med suppeskålen mellem hænderne og drikker resten direkte fra skålen. – Du møder dem i morgen klokken et på Bristol, fortsætter han, da han endelig er færdig. Han graver endnu en pakke nikotintyggegummi frem fra bukselommen og pakker et par stykker ud, som han putter i munden.– Flyet til Oslo afgår klokken halv ni, så vær sød at sætte en alarm. Jeg ringer uanset hvad for at tjekke, at du kommer afsted. Vi kan også lige gennemgå din medicinliste, hvis der er noget, du vil tale om.
– Du ved godt, hvad jeg vil have, siger jeg koldt og sætter glasset fra mig.
– Den tid er slut, svarer Ulf og rengør indersiden af munden med tungen og tapper fingerspidserne på porcelænet. – For os begge to. Han rejser sig og begynder at tage ud af bordet. – Det sørgede du selv for deroppe i Tromsø. Men hvis du ikke er parat til det, så har jeg al mulig respekt for det, det er trods alt under et halvt år siden, du sidst var i ilden, og vi kan godt …
– Nej, jeg tager afsted, svarer jeg. – Jeg tænkte bare, det var godt at have noget i baghånden, måske en pakke med Oxynorm i det mindste, eller …
– Glem det. Neurontin, Risperdal og Cipralex mod angst. Ingen Sobril, ingen oxy’er. Det er aftalen.
– Cipralex er for småbørn.
Ulf skærer en grimasse og spytter tyggegummiet ud i vasken og pakker så to nye stykker ud. – Javel, hvad fanden tror du, de her er for nogen? Han rækker håndfladen med tyggegummierne frem mod mig. – Vi har begge valgt at ofre noget for vores sundhed. Når jeg kan klare det, så kan du vel også.
– Og hvad, hvis jeg ikke kan sove?
– Så drikker du en kop kamillete og skriver et digt.
Doris lægger den glødende cigaret ned i suppeskålen. – Ulf, er det ikke lidt foruroligende at sende ham afsted kun med Cipralex?
Ulf fnyser og kaster tyggegummiet ind i gabet. – Overhovedet ikke. Det er netop på grund af det, der skete sidst, at han ikke får nogle af de piller, han vil have.
Jeg ryster opgivende på hovedet og rejser mig op for at gå. Doris kommer hen til mig og lægger en hånd på min skulder. – Med hensyn til det, vi talte om før. Mens du er ude at rejse, kan du måske bruge tiden til at finde vejen tilbage til din seksualitet. Se, om du tør være nysgerrig, tillad dig at fantasere, og reflekter så over det. Hun stopper op et øjeblik, ser på mig med et lille smil og så spørger hun: – Tror du, du har lyst til det?
– Ulf siger, at fantasier er farlige for mig, svarer jeg.
– Javel. Hun bider læberne sammen, så folderne omkring mundvigene trækker sig lidt sammen. – Man bør altid tænke over, hvor fantasien bringer en hen, og ikke mindst, hvilke fantasier man giver sig hen til. Men det er også tilladt at holde dem for sig selv, ved du. Så længe du føler, at de giver dig noget, og de ikke er til skade for dig selv eller andre.
– Du har ret. Jeg forsøger at smile og giver hende et kort håndtryk. – Så længe de ikke er til skade for nogen.
Kapitel 3
Der er kun chaufføren og mig i bus nummer ni ud til Tananger. Det er mørkt udenfor, gule gadelys glider hurtigt hen over ruderne, og bussen gynger let fra side til side, som om den var et skib på vej gennem den milde forårsaften. Træerne har fået nye blade, følfod stikker op mellem asfaltkanten og gangstien, da vi kører mod vest ud af byen.
Jeg står af ved busstoppestedet lige uden for det gamle kapel. Parkeringspladsen er tom. Man kan skimte små lys mellem hækkene bag bygningerne.
Jeg standser, da jeg er ved stien, som fører ind til kirkegården. Foran mig ser jeg nye, brune jordhøje med blomster, gravsten med guldbogstaver, engle og fugle svagt oplyst af glaslanterner og fakler. På den måneløse himmel driver klynger af gråsorte skyer i hurtig fart ind fra havet. Jeg har været her mange gange, siden jeg kom tilbage fra Tromsø. Den første gang blev jeg stående her uden at gå ind på selve kirkegården.
Jeg holder mig i udkanten, følger stien mellem koordinaterne, indtil jeg kommer over på den rigtige side. Et svagt vindpust får mig til at standse op, og så får jeg øje på hendes gravsten. Den står som nummer fire henne fra stien med en lanterne på hver side. Kun et lys er tændt. Jeg bliver stående ubevægelig og stirrer mod den sorte sten.
– Den er smukkest i mørke, siger en stemme pludselig bag mig.
– Hvad? Jeg vender mig brat om og ser lige ind i en ældre mands smalle øjne. Han har en brun frakke og hat på og står nogle skridt bag mig med en pjusket hund i snor. – Undskyld, hvad sagde du?
– Kirkegården, svarer han blidt. – Jeg foretrækker også at komme her om aftenen. Den føles ikke så nøgen, når det er mørkt. Desuden synes jeg, at lysene gør den så pæn, selv når det regner og blæser.
– Ja. Jeg trækker frakkekraven tætter ind til halsen. – Lysene er fine.
– Har du familie, der ligger her?
– Nej, hun …, begynder jeg, men holder så inde.
– Min kone. Manden nikker over mod en af rækkerne med gravsten på den anden side. – Enkemand i næsten syv år. Min datter foreslog mig at anskaffe mig en hund, han smiler ned til dyret ved sine fødder. – For selskabets skyld. Det er godt at have noget at fylde tomrummet ud med, indtil vi mødes igen. Han ser på mig med et blik lysende af hellig overbevisning. – I paradis.
Jeg nikker svagt.
– Har du hund?
– Hvad?
– Hund, har du …
– Nej, jeg er på lykkepiller.
– Åh, hjælper det?
– Jeg ved det ikke helt, mumler jeg, mens blikket søger hen mod Freis grav.
– Nuvel, begynder manden, da hunden trækker i snoren. Så forsvinder de ind i mørket.
Jeg venter et stykke tid, før jeg træder ind på det bløde græs. Jorden føles med et koldere, som om vinteren ikke helt har sluppet sit tag her, og jeg skynder mig ud på stien igen. Jeg løber ud fra kirkegården og tilbage mod parkeringspladsen.
Kapitel 4
I Oslo er det vådt, med en køligere forårsluft end hjemme i Stavanger, hvor lugten af komøg fra Jæren er begyndt at sive ind over byen. På restauranten på Hotel Bristol bliver jeg dirigeret hen til garderoben, hvor en kvinde tager imod min jakke og giver mig en papirlap. Jeg vender tilbage til indgangen. Vinterhaven og Biblioteksbaren er fyldt med mennesker, flyglet spiller, og lugten af friskbrygget kaffe og bøf med stegte løg er kraftig. Mit blik glider hen over menneskemængden, indtil jeg får øje på en kvinde og to mænd ved et bord delvist skjult bag en række store potteplanter. Kvinden smiler og vinker i min retning, mens de to mænd betragter mig med afmålt nysgerrighed.
Jeg vinker kejtet tilbage og går over til dem.
– Du må være Aske, siger kvinden og rejser sig, da jeg kommer hen til deres bord. – Vi har ventet på dig.
Jeg nikker og giver hånd.
– Eva, siger kvinden. – Jeg er Millas redaktør på forlaget.
– Thorkild Aske.
– Pelle Rask, siger den yngste af de to mænd uden at rejse sig op. – Jeg er Millas agent. Det er os på Gustavsson, der tager os af de udenlandske rettigheder.
– Halvdan, siger den anden mand og rejser sig op for at hilse. – Forlagschef.
– Du skal videre til Tjøme bagefter? begynder Eva, da vi allesammen har sat os ned.
– Ja, svarer jeg. – Det er planen.
– Fint, fint. Halvdan tager en gaffel og giver sig i kast med en to etager høj napoleonskage. – Det skal nok gå.
– Jeg tror, hun glæder sig til at møde dig, siger Eva. – Men vi tænkte, at det alligevel var bedst, at vi fire først gennemgik nogle ting, inden I mødes.
En tjener kommer hen med en lille kande kaffe og en kop, som han placerer foran mig.
– Så, begynder Halvdan ind mellem mundfuldene. – Du er tidligere afhøringsleder i Specialenheden for politisager. Han lader gaflen hænge løst i luften og ser på mig under sine buskede øjenbryn, mens han venter på mine kommentarer.
– Det stemmer. Men ikke mere, tilføjer jeg. Alle tre ser undersøgende på mig, mens de nikker. De er åbenbart helt opdateret om min baggrund. – Jeg blev frataget bestillingen efter en episode for nogle år siden og måtte afsone lidt over tre år i Stavanger fængsel.
– Og nu er du freelancer, konkluderer forlagschefen, før han igen giver sig i kast med kagen, tager en ny mundfuld og retter gaflen mod Eva. – Var det ikke Viknes-Eik, der skrev et essay om at sone sine synder.
– Jo. Fald fra nåden, svarer Eva og nipper til et glas vin.
– Gribende.
– Ja, Fald fra nåden. Oprivende læsning. Han svinger gaflen som et scepter mellem os. – Har du læst den?
Jeg ryster på hovedet. Jeg kunne have sagt, at jeg vidste et og andet om at støde panden mod en mur og ødelægge både karriere og sjæleliv, at jeg har en psykiater hjemme i Stavanger, der indimellem mener, at jeg stadig falder, men jeg er ikke i humør til at være morsom på første date, heller ikke selvom Vinterhaven og Biblioteksbaren ser ud til at være stedet for kirurgisk ærlighed maskeret som tør humor og sniksnak.
Forlagschefen vender langsomt gaflen rundt om sin egen akse og lukker øjnene. – Han viser sin grundlæggende mistillid til straf og afsoning, romantiserer et samfund, hvor bodsbegrebet kommer indefra.
– Det er i øjnene, du kan se mit fængsel, tilføjer Eva.
– Ja, ja, messer forlagschefen. – Ja, der har du det.
– Du skal underskrive en tavshedserklæring, begynder Millas svenske agent. – Den indebærer ikke kun fuld tavshedspligt om alt, hvad du får at vide om Millas næste bog, og hvad den handler om, men også om alt, hvad du får af information om hende og hendes privatliv.
Jeg nikker. – Fortæl mig om Robert Riverholt, siger jeg og tager en slurk af kaffen. – Millas forrige konsulent. Jeg forstår det sådan, at han …
– Blev skudt, indskyder forlagschefen. – Forfærdelig historie. Slog os alle ud.
– Riverholt var tidligere politimand med et problematisk privatliv. Pelle stryger en finger hen over hanken på sin kaffekop. – Konen var syg, hun skød ham ned på åben gade, og så kørte hun væk og tog sit eget liv på en parkeringsplads ved Maridalsvannet.
Eva lægger sin hånd let over min. – Tragedien havde ikke noget med forlaget eller Milla at gøre. Men jeg forstår, at du er bekymret. Det påvirkede også Milla. Hun har ikke skrevet et eneste …
– Nuvel, Pelle Rask rømmer sig og tager en bunke papirer op, som han spreder ud over bordet, – hvis du lige vil læse disse igennem og underskrive, inden vi fortsætter …
Jeg tager papirerne op og begynder at læse, mens forlagschefen nikker til en gruppe mænd, der går forbi.
– I første omgang drejer det sig om en uge, siger Pelle, da jeg er færdig. Han rækker mig en kuglepen. – Vi betaler halvdelen af honoraret på forhånd, resten kommer, når kontrakten udløber. Skulle der opstå forsinkelser, eller skulle Milla have brug for dig i længere tid, fortsætter vi med samme tarif, hvis det er i orden med dig. Rejseudgifter dækkes også, så gem dine kvitteringer.
– Så, forlagschefen lægger gaflen fra sig på tallerkenen, da jeg har underskrevet og returneret tavshedserklæringen. – Du er sikkert spændt på, hvad det hele går ud på?
Jeg nikker. Jeg er faktisk spændt på, hvad det er, denne Milla Lind egentlig forventer, at jeg kan hjælpe hende med. Men mest af alt er jeg spændt på, hvad der kommer til at ske, når jobbet er færdigt.
Tror jeg virkelig, at Ulf vil komme mig i møde med vidtåbne arme og baglommen fuld af digitale recepter i lufthavnen og sige: ”Ja, der har vi minsandten Thorkild, der er så god en dreng, og her får du dine Sobril og oxy’er tilbage, slå dig løs, hils Frei og din lejlighed, vi ses på den anden side.” For det er den eneste grund, jeg kan finde, til at jeg gik med til at forlade min lejlighed, fordi jeg tror, at det kan forandre noget.
– Kender du bøgerne om August Mugabe?
– Nej, egentlig ikke.
– Javel, Milla Lind er en af de forfattere, der sælger bedst, hendes bøger bliver udgivet i over tredive lande, og hun har solgt omkring ti millioner bøger i hele verden. Ved lanceringen af hendes forrige bog,Svalehjertet, gik forlaget ud med en pressemeddelelse, om at Milla nu arbejdede på den sidste bog i serien om August Mugabe. De var kommet godt i gang med projektet, da Robert døde.
– Hun har ikke skrevet noget siden, siger Eva. – Milla fik en dyb depression, og det er først for nylig, at hun har følt sig stærk nok til at genoptage projektet.
– Milla og Robert havde gravet en virkelig sag frem om en person, der var meldt savnet, siger Pelle. – De ville bruge den som baggrundsmateriale for bogen.
– Hvad var det for en sag? spørger jeg.
– To femtenårige piger forsvandt sidste efterår fra et børnehjem uden for Hønefoss. De satte sig ind i en bil uden for institutionenen morgen, og siden har ingen set dem. Politiet tror, de ville til Ibiza, hvor de var flygtet til året før.
– Det er egentlig ganske smart, skraldgriner forlagschefen. – Det viser sig nemlig, at sagen i Millas bog er tæt forbundet med plottet mellem August Mugabe og hans kone, der jo har forsøgt at tage livet af ham mindst to gange.
– Er det ikke tre gange? spørger jeg.
– Så har du læst dem, siger forlagschefen efterfulgt af en høj latter.– Du ved, Milla vil selv hverken be- eller afkræfte, om det er hans kone, der står bag pistolskuddet i En seng af violer.
– Alt er lagt på is, efter Robert blev dræbt, siger Eva for at få samtalen tilbage på rette spor, – og det er vigtigt, at Milla kommer i gang.
– Det er her, du kommer ind, tilføjer Pelle. – Du skal overtage Roberts plads. Det drejer sig om at afkode politirapporter, hjælpe med tekniske spørgsmål og så videre. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er efterforskning, kun researcharbejde til Millas bog.
– Det lyder super spændende, lyver jeg.
– Ja, ikke, svarer alle tre i kor, inden forlagschefen rejser sig. – Pelle, Eva, I ordner resten, jeg har et møde, jeg skal nå klokken to. Han bøjer sig ind over bordet. – Aske, held og lykke, siger han til slut og giver mig et fast håndtryk, før han går.
Kapitel 5
Busturen til Tjøme tager to en halv time. Aftalen er, at jeg bliver hentet og kørt til Milla Linds sommerhus et sted mellem klipperne i ø-kommunen, på den sydligste del af Oslofjordens vestkyst. Jeg tilbringer tiden i bussen med at læse en af Milla Linds bøger. Bogen heder Blækspruttearme og handler om den dybt melankolske og pensionerede efterforsker August Mugabe og hans kone, der elsker at hade ham.
Jeg er kommet godt halvvejs i bogen, da vi er fremme ved Tjøme centrum, og har allerede udviklet et forhold til den sjuskede efterforsker, der vandrer rundrygget gennem Sandefjords kvarterer af træhuse på jagt efter manden, der har forført og bortført skibsrederens eneste datter.
– Jamen, hej! siger en mand på en blanding af norsk og svensk, da jeg træder ud af bussen. I den ene hånd holder han to fyldte indkøbsposer fra vinmonopolet. Han blotter to rækker af kridhvide tandkroner mod en solbrun, botoxbehandlet hud. – Er det … Thorkild? Politimanden?
– Ekspolitimand. Jeg tager den ledige hånd og trykker den let. – Hyggeligt.
– Joachim, siger manden entusiastisk. – Joachim Börlund. Ja, Millas partner.
Vi bliver stående i nogle sekunder og ser på hinanden, han fortsætter livligt og smilende, mens jeg kommer ham i møde med et halvt smil og et afmålt ansigtsudtryk, jeg i den seneste tid har gået og øvet mig på.
– Så, begynder Joachim, inden han stopper op, som om energien pludselig forsvinder. – Det bliver mellem os, fortsætter han, da han endelig finder tråden igen. – Desværre er det for tidligt at sætte ruser ud til krabber, det bliver mest til skidt og vand før midsommer, men vi har fået nogle gode kødfulde bæster fra butikken, siger han og nikker over mod en Sparbutik lige i nærheden. – Man kan jo ikke være i hytten uden at spise friske krabber og drikke hvidvin, vel?
– Det ville være uhørt, siger jeg.
Joachim løfter poserne mellem os op og skal tilsyneladende lige til at sige en vittighed om alkoholen, men ombestemmer sig, smiler anstrengt, før han vender sig og peger mod bilen, en skinnende rød Volvo SUV med funklende rene fælge.
– Der er kun et lille stykke vej ud til Verdens Ende, siger Joachim, da vi har sat os i bilen.
– Undskyld? Jeg vender mig mod ham. – Hvad var det, du sagde?
– Verdens Ende, Joachim trykker på en knap, der sætter bilen i gang. – Hytten ligger på den sydlige spids af Tjøme. Stedet hedder Verdens Ende.
– Tager du gas på mig?
– Nej. Joachim ser ud til at holde vejret, mens han smiler overdrevent, strammer grebet og slipper rettet med fingrene. Han virker, som om han er ilde tilpas, eller også er det bare sammen med mig. – Det hedder Verdens Ende, fortsætter han anstrengt. – Jeg sværger.
– Besynderligt navn, siger jeg og kigger fremad igen.
– Ja, det er det måske. Joachim sukker dybt, slipper rattet med den ene hånd og sætter bilen i gear, før han forsigtigt kører ud fra parkeringspladsen.
– Hvad laver du for resten? spørger jeg, imens vi kører forbi en golfbane på den højre side af vejen. Græsset på greenen er grønt, ligesom træerne omkring den. Det er, som om sommeren for længst er kommet til denne del af landet.
– Mig? Han ser hurtigt på mig, før han svarer. – Lige nu går det meste af tiden med at organisere Millas karriere. Interviews, presseture, oplæsninger, rejser, fanmails fra hele verden og alt muligt forefaldende arbejde. Tidligere havde jeg et rejsebureau i Stockholm. Pakkerejser til Asien og Sydafrika. Jeg mødte Milla på sådan en tur for fem år siden.
– Kærlighed ved første blik?
– Absolut. Milla er det bedste, der er sket for mig. Han nikker kraftigt, som for at understrege det, han netop har sagt.
– Fortæl mig om min forgænger, Robert Riverholt, siger jeg, samtidig med at Joachim bremser og slår blinklyset til. Jeg kommer til at tænke på en gammel kone, der sidder i en kæmpe bil og klamrer sig til rattet, mens hun kører.
– Det var svært for Milla at miste Robert, begynder Joachim. Bilen laver et ryk fremad, før han trykker på speederen. – Hun har hverken kunnet skrive eller gøre noget andet siden, og jeg har stået for alt for at holde det hele kørende. Han tager en dyb indånding: – Men nu er du her. Nu er vi klar igen.
Hytten er en enorm schweizervilla omgivet af en stor have og høje træer. Gennem løvet skimter jeg hav og klipper.
– Kom, siger Joachim, da jeg standser foran stentrappen, der fører op til hovedindgangen. – Lad os se, om vi kan finde Milla.
Gulvet er belagt med stenfliser, og væggene har høje paneler. Længere fremme ser jeg flere store værelser, der alle er lyse på grund af de sprossede vinduer. Møblementet er enten nyt og hvidt eller gammeldags med ubehandlet træ. Hvert rum har en rustik atmosfære, der kun kan købes for penge og skabes af en indretningsarkitekt.
Jeg følger efter Joachim gennem stuen med spisebord, pejs og glasdøre helt ind i køkkenet, der har sin egen udgang på villaens bagside. Joachim sætter poserne med varer op på køkkenbordet og stiller vinflaskerne i en klynge ved siden af.
– Der er du, siger en mild stemme bag mig. Jeg vender mig mod døren ud til haven og ser ind i ansigtet på en kvinde, der er på min egen alder, slank, smuk, med farvet hår og striber i mange blonde nuancer. Der er noget ved blikket, øjnene, som ikke passer til resten af fremtoningen. Hun ser på mig uden alligevel helt at se.
– Ja. Joachim går hen og tager hendes hånd i sin. – Det er Thorkild Aske. Han gelejder hende forsigtigt over i min retning.
– Hej, Thorkild, siger hun. Derefter vender hun sig mod hvidvinsflaskerne og tager en op og læser på etiketten. – Alle venter på en bog, begynder hun, mens hun studerer flasken. – Men jeg har haft det så skidt så længe, har ingen energi og orker ikke noget som helst.
– Jeg ved, hvad du mener, siger jeg.
Milla ser nysgerrigt på mig. – Gør du?
Jeg nikker. – Nogle gange sker der noget, som får tiden til at gå langsommere eller helt at standse, og det er svært at vide, hvad der skal til for at få urene trukket op igen.
Hun ryster lidt på hovedet, mens hun fortsætter med at studere mig. – Så hvad skal man gøre?
Jeg trækker på skuldrene. – Finde en måde at holde ventetiden ud på. Jeg mærker, hvordan smagen af gelatine breder sig ud over tungen alene ved tanken om de piller, jeg engang havde. Jeg kunne tilføje, at kun ganske få andre ting ud over kemi gør ventetiden tålelig, men de små pupiller, de lidt dæmpede muskelbevægelser og tonelejet fortæller mig, at det ved hun allerede.
– Jeg kan forstå, at du har været syg, Milla sætter vinflasken fra sig og støtter sig til køkkenøen, – på grund af en kvinde, der døde?
– Ja.
– Måske tror de, at det bliver anderledes med dig. Two wrongs will make a right? Eller hvad tror du?
Jeg skulle til at sige noget, men Milla Lind har allerede vendt sig om. Hun peger på en af vinflaskerne og siger til Joachim: – Den her kan du godt levere tilbage. Den dur ikke.
Hun vender sig mod mig igen, tager fat i min ene arm og fører mig gennem glasdøren ud på en stor terrasse. – Alle de mennesker, der går rundt og venter på en bog, for at få at vide, hvad der til sidst sker med en figur, jeg har opfundet. Imens ligger Robert på en kirkegård, kun en halv meter fra den kvinde, der slog ham ihjel. Ingen forstår det, siger hun, før hun slipper min arm.
– Men jeg vil give dem det, de venter på, fortsætter hun. – Jeg vil fuldføre arbejdet, skrive bogen færdig. Og efter det … Hun stopper op et øjeblik, mens blikket vandrer forbi de høje træer ud til den urolige vandoverflade. – Er det nok …
Milla går hen mod et anneks, der ligger i forlængelse af hovedhuset. Øjnene er mere åbne nu. Som om den lille gåtur har blæst det væk, der var mellem os. – Kom, siger hun. – Så skal jeg fortælle dig om det, som Robert og jeg arbejdede med.
Kapitel 6
Milla skubber glasdørene til side og viser mig ind på sit kontor i annekset. – Skrivestuen er mit sted. Hun lukker dørene, sætter sig ved skrivebordet og retter på frisuren med den ene hånd, mens hun åbner computeren med den anden. – Robert og jeg var kommet ret langt i researchen til den nye bog, begynder hun. Hun bøjer sig frem og taster sit password. Lyset fra skærmen flimrer hen over hendes ansigt. – Vi havde fundet en virkelig sag, som vi ville bruge som baggrundsmateriale til bogen.
– Er der noget særligt ved netop den sag?
Milla ryster hurtigt på hovedet uden at se op fra skærmen. – Den var i medierne, men pigerne er stadig meldt savnede. Det drejer sig om to unge piger, som stak af fra et børnehjem uden for Hønefoss for syv måneder siden. Den adskilte sig fra de andre aktuelle sager, som Robert og jeg gennemgik i researchprocessen. Fordi pigerne var så unge, kun femten år gamle.
– Og hvad er det så, jeg skal hjælpe med?
– Vi kan tale med pårørende og politiet, samtidig skal du hjælpe mig med at tolke og forklare sagsgangen. Jeg ved, at du tidligere har arbejdet som afhøringsleder, det, tror jeg, er meget gavnligt i forhold til det psykologiske aspekt.
– Hvad siger de pårørende til at tale med os?
– Robert mødte forældrene til en af de piger, der er meldt savnet, de satte pris på al den hjælp, de kunne få, og var glade for, at sagen ikke var skrinlagt.
– Og den anden pige?
Milla ryster på hovedet. – Hun har ingen pårørende.
– Ingen?
– Nej. Jeg har for resten en mappe til dig. Millas ansigt forsvinder bag skærmen, og jeg kan høre hende rode rundt i en af skrivebordsskufferne, inden hun dukker op igen. Hun tøver et øjeblik, så skubber hun mappen over til mig.
– Hvorfor dræbte hun ham? spørger jeg, og tager imod ringbindet med mærkatet: Robert Riverholt. – Roberts kone. Hvorfor skød hun ham?
Milla skal lige til at sige noget og ryster så på hovedet. Hun snor en hårlok mellem fingerspidserne. – Camilla var syg, siger hun til sidst.
– Syg?
– ALS er en fremadskridende sygdom, der lammer nerverne i rygmarv og hjerne. Hun fik diagnosen, mens Robert stadig arbejdede i politiet. Robert fortalte, at de allerede da var ved at gå fra hinanden, men han valgte at blive, så længe han orkede. Til sidst magtede han det ikke mere.
– Hun slog ham altså ihjel, fordi han ville forlade hende?
– Ja, svarer Milla, før hun vender sig over mod bøgerne i reolen på den lange væg. – Hun kunne ikke leve uden ham.
– Hvorfor tror politiet, at pigerne, der er meldt savnet, tog til Ibiza? spørger jeg, mens jeg bladrer i Roberts mappe med sagen.
– Pigerne var stukket af en gang før. Milla rømmer sig, da vores blikke endelig mødes. – Dengang tog de til Ibiza.
– Ok. Jeg fortsætter med at bladre i papirerne. – Hvad er så planen?
– I morgen rejser du og jeg til Hønefoss for at besøge børnehjemmet og moren til Siv, den ene af pigerne. De venter os.
– Hvorfor? Jeg lægger sagsmappen på skrivebordet, der står mellem os.
– Hvad?
– Jeg mener, hvis vi ikke skal efterforske, og alt, hvad vi skal gøre, er at rode rundt i to pigers eftermæle, hvorfor har du så egentlig brug for mig eller for Robert dengang? Er det ikke noget, en forfatter selv kan gøre på sit kontor?
Milla ser længe på mig, til sidst nikker hun over mod mit ar i ansigtet, som begynder ved øjet og fortsætter ned til hulrummet mellem kind- og kæbeben, hvor det standser, inden det bliver fuldendt af en kløvet overlæbe, der aldrig helt berører underlæben, selv når munden er lukket. – Hvordan fik du det?
– Fra sammenstødet. Jeg vender den vansirede side væk fra hende. – Ulf siger, at jeg ikke længere har brug for at tale om det.
– Gør det ondt?
– Kun når jeg er alene. Eller sammen med andre.
Endelig smiler hun. – Du har ret, siger hun og læner sig tilbage i stolen. – Egentlig kunne jeg selv skrive det hele herinde. Læse op på nogle sager på internettet over personer, der er meldt savnet, og hente nogle passende skygger fra underbevidstheden, give dem navne, ansigter og historier. Men denne sag er anderledes. Hun skal til at sige noget mere, men holder vejret og ser mod et af vinduerne, hvor trækronerne vajer svagt i vinden, der blæser ind fra havet.
– På hvilken måde er den anderledes?
– Det er den bare, siger Milla og blinker flere gange kraftigt med øjnene. – Joachim har for resten redt op til dig i bådehuset, fortsætter hun og peger mod skoven neden for skrivestuen, hvor jeg kan se konturerne af en hvid bygning nede ved klipperne. – I morgen tidlig begynder vi på arbejdet.
Hvis du gerne vil læse flere skønne krimier, så har vi samlet nogle af de bedste krimier til dig.
Heine Bakkeids Jeg vil savne dig i morgen, første bog i serien om den pilleslugende og selvmordstruede tidligere afhøringsleder Thorkild Aske, blev rost af læsere og anmeldere. Smuglæs her i seriens andet bind Mød mig i Paradis.
Den tidligere afhøringsleder Thorkild Aske er en nedbrudt mand, der intet har tilbage at leve for. Tværtimod slås han med fysiske og psykiske ar fra fortiden, som han dulmer med et usundt stort pilleforbrug.
Meget modvilligt indvilliger Thorkild Aske i at hjælpe den berømte krimiforfatter Milla Lind med research til hendes næste bog. Den populære forfatter er i gang med at skrive en krimi baseret på den virkelige historie om to pigers mystiske forsvinden fra et børnehjem.
LÆS OGSÅ: Ubehagelige overraskelser fra dybet. Knugende nordnorsk krimi
Efter at Thorkild Aske takker ja til opgaven, finder han ud af, at forfatterens forrige konsulent blev dræbt under sin research. Og snart får Thorkild Aske mistanke om, at der er en ubehagelig sammenhæng mellem de forsvundne piger, Milla Linds forfatterskab og hans forgængers død …
Det skrev anmelderne om Jeg vil savne dig i morgen:
★★★★★ “Den norske krimidebutant Heine Bakkeid har taget hjemlandets læsere og kritikere med snestorm. Hans skrivestil er blevet sammenlignet med krimistjernen Jo Nesbøs, hvilket nu er helt forkert. For Bakkeid skriver bedre.” – EKSTRA BLADET
❤❤❤❤❤ “En særlig stemning af forrevet ensomhed står frem i Heine Bakkeids Jeg vil savne dig i morgen og tilfører bogen i den ellers velkendte krimigenre noget helt nyt og ekstremt læseværdigt.” – FEMINA
Heine Bakkeid
Mød mig i Paradis
Kripos har det centrale register over personer, der bliver meldt savnet i Norge. De får omkring 1800 nye sager om året. Det vil sige omkring fem meldinger hver dag. I sager om savnede personer bliver der altid arbejdet ud fra fire forskellige scenarier: Dem, der begår selvmord. Dem, der bare tager afsted. Dem, der kommer ud for en ulykke. Og dem, der bliver taget til fange af andre …
Robert Riverholts sidste arbejdsdag
– Nå? Hvad synes du? Milla Lind sad med samlede ben. Hun var iført en buksedragt og havde til dagen valgt en frisure, Robert Riverholt kunne genkende fra hendes bøger. Stemmen var altid så let og mild, hun var hverken selvhævdende eller hård i sin måde at tale på sådan som resten af hans klientel. Spørgsmålene blev aldrig mekaniske eller brugt til at trække tiden ud mellem de vigtige ting i samtalen. Milla Lind spurgte, fordi hun ville vide besked. Det var det, han bedst kunne lide ved hende. Det, og så øjnene.
– Godt. Han gav hende manuskriptet og lænede sig bagover i stolen. Han trak fingrene gennem håret og smilede. – Jeg glæder mig til fortsættelsen.
– Genialt! Millas svenske agent, Pelle Rask, nikkede entusiastisk henne fra en sofa, der stod længere inde i taglejligheden. Han så ikke op fra iPad’en, mens han talte. Robert konkluderede, at Pelle endnu en gang havde kopieret stilen fra timesharesælgerne på Gran Canaria: glinsende, halvlangt hår kæmmet stramt tilbage og en tætsiddende skjorte, hvor de to øverste knapper stod åbne.
Milla vendte sig tavst mod sofaen, før hun igen henvendte sig til Robert. – Jeg har lyst til at afslutte serien der, hvor Gjertrud kommer ind i August Mugabes liv. Hun nulrede et par hårlokker mellem sine fingre: – Øjeblikket, hvor alt blev forandret.
Første gang Robert mødte Milla, troede han, at hendes vane med håret var et udtryk for usikkerhed. Troede, det var udtryk for en akavet selvbevidsthed, som fik hendes fingerspidser til at søge op mod hårlokkerne for at ordne og arrangere. Nu vidste han bedre. – Der, hvor datteren forsvinder, ikke?
– Jo, svarede Milla.
Robert kiggede ud ad et af ovenlysvinduerne op mod den skyfrie himmel over Oslo. – Jeg tror, det vil være en værdig afslutning på projektet.
– August minder mig om dig. Milla slap håret og placerede en guldfarvet kuglepen mellem læberne. Hun holdt den der i nogle sekunder, før hun tog den ud igen og slog enden af kuglepennen mod buksebenet, mens hun betragtede ham. – Mere og mere.
– Uha da. Robert pressede en hjertelig latter frem. Jeg gik for langt,tænkte han og tvang ansigtsmusklerne til at adlyde, til ikke at give slip. Alt, alt for langt.
Milla blev ved med at betragte ham. – Jeg ved ikke, om han altid har gjort det, eller om det er mig, som får ham til det.
– Godt, sig det ikke til nogen. Robert blinkede og slog sig selv på lårene, inden han rejste sig. Han nikkede mod Pelle i sofaen, da han gik ud mod gangen, så standsede han og vendte sig om. – Vi ses senere i aften på Tjøme. Du har samlet tropperne, ikke?
– Jo. Milla kom hen til ham med manuskriptet i hænderne.
– De kommer. Hun standsede og tog en dyb indånding. – Har du fundet ud af noget? – Noget nyt?
– I aften, Milla. Vi tager det i aften.
Udenfor lyste solen hele himlen op. Den skar sig ned mellem husene, og hovedstadens gader blev så nydelige. Siden Robert Riverholt var trådt ud af hamsterhjulet og var begyndt for sig selv, havde han været opslugt af byen. Så tryllebundet af dens arkitektur og akustik, at han ikke ænsede de målrettede skridt bag sig eller skyggen, som bredte sig ud over ham, idet han drejede om hjørnet til en sidegade beplantet med fornemme, gamle bytræer. Han registrerede kun mundingen mod baghovedet og det metalliske klik fra stemplet, som slog ind i randtændingen. Så var solen væk.
Del 1: Dem, der savner
Kapitel 1
Jeg har aldrig brudt mig om overgangen fra vinter til forår. Træerne er krogede, nøgne og minder om muterede vilde vækster, der er skudt op af jorden efter en atomkrig. Hele Stavanger drukner i uendelige regnbyger, der gør byen algegrøn og grå.
Social- og jobcentret, NAV, i Klubbgata midt i Stavangers centrum har flere besøgende end nogensinde før. Sofaen i venteværelset er fyldt op, ansigterne stive og stækket af pessimisme.
– Thorkild Aske. Iljanas håndtryk er endnu mere kraftløst og koldere end sidst, det er som at trykke et frossent lig i hånden. – Fint, siger hun uden overbevisning og synker ned i en ny, blå kontorstol med en markant rygstøtte.
– Ja, så fint, svarer jeg og sætter mig.
– Kan du huske din fødselsdag og cpr-nummer?
– Ja, selvfølgelig. Mellem os står skålen med plastikbananer, lige så sørgelige som altid. Jeg kan se, de har fået selskab af en klase røde plastikvindruer og en kunstig pære, der ikke tilfører rummet en mere frugtig atmosfære, end da skålen kun indeholdt de kunstige bananer.
– Kan du give mig det? Hun vipper lettere irriteret frem og tilbage på stolen.
Jeg giver Iljana rækken af tal, så hun endelig kan vende sig væk fra mit ødelagte ansigt over mod computerskærmen.
– Du ønsker altså ikke længere at ansøge om jobafklaring, men at blive udredt til invalidepension?
– Ja. Jeg rækker hende konvolutten, som jeg har med. – I samråd med ansvarsgruppen er jeg kommet frem til, at det er det eneste rigtige at gøre.
Hun tager brillerne af. – Efter det, som skete, da du …
– Besøgte min søster i Nordnorge sidste efterår, ja.
– Du forsøgte, at … Iljana ser tøvende på mig, – at tage dit eget liv?
Jeg nikker. – To gange endda. Journalerne ligger i kuverten.
Iljana rømmer sig og bladrer i papirerne. – Ja. Den ene gang med en … Hun ser op fra journalen: – Harpun?
– Presset blev for stort.
– Presset fra … os? Fra NAV?
Jeg nikker igen.
Ulf, min ven og psykiater, er kommet frem til, at det er på tide at give den gas. Fuld invalidepension. Ulf og min læge har endda sammen skrevet et brev, hvor de påstår, at det var presset fra NAV om at få mig ind i telefonkorpset ude i Forus’ industrikvarter, der resulterede i to mislykkede selvmordforsøg, hvoraf jeg i det ene sprang i havet, og i det andet skød mig selv gennem hånden og brystet med en harpun. Vi nævner intet om sagen, jeg havde rodet mig ud i oppe nordpå. Ulf har sågar truet med at gå til pressen, hvis NAV fortsætter med at køre så hårdt på hans hjerneskadede, stærkt selvmordstruede og plejekrævende patient.
– Javel. Iljana bladrer gennem papirerne. – Så tror jeg, at vi har alt, hvad vi har brug for at gå videre. Hun samler papirerne og lægger dem tilbage i kuverten, før hun folder hænderne i skødet.
– Hvad sker der nu? Jeg gnider nogle fingre hen over arret i håndfladen. Det gør stadig ondt der, hvor harpunen gik ind, især på dage med regn. Dem er der mange af i Stavanger.
– Godt, sukker hun og klemmer tommelfingrene mod hinanden. – Næste skridt er den neuropsykologiske udredning.
– Hvad går den ud på?
Hun vender sig halvvejs mod mig, uden at vores blikke mødes. – Det er en række kognitive tests. Du modtager en indkaldelse i løbet af foråret.
– Tak, siger jeg og rejser mig.
Iljana smiler et indøvet smil, uden at øjnene er med, og bøjer sig frem mod skålen med plastikfrugterne: – Hold dig i ro, Aske. Respekter dine begrænsninger. Ikke noget med at tage væk, mens du bliver udredt.
– Aldrig mere, siger jeg. – Kun stille aftener derhjemme med meditation over livets og NAVs underfundigheder.
Iljana ryster let på hovedet og vender sig mod computerskærmen, mens jeg går ud.
Mobilen ringer allerede, før jeg er ude af NAV-bygningen.
– Færdig? Ulfs stemme er anstrengt, i baggrunden kan jeg høre motorstøj, mens Arja Saijonmaa synger ”Jag vill tacka livet”.
– Færdig.
– Og?
– Får en indkaldelse til neuropsykologisk udredning i løbet af foråret.
– Godt, godt, messer Ulf. – Så er vi da kommet i gang. Fint, fint. Der opstår en pause, jeg kan høre Ulf slå blinklyset til, mens han nynner med og tygger lidt for ivrigt på endnu et stykke nikotintyggegummi. – Det har gett mig smärtan så att jag kan skilja lyckan ifrån sorgen.
Da jeg kom hjem fra Tromsø, tog Ulf min medicin fra mig, og for at foregå med et godt eksempel gav han selv afkald på Marlboro’erne. Det har resulteret i et voldsomt overforbrug af nikotinplastre og nikotintyggegummi. Det blev hurtigt tydeligt for os begge, at Ulf satte sig i en skrækkelig kattepine med den beslutning. Nu kan han ikke overgive sig til hvæset uden at revurdere mit nye medicinmønster. Det hele har udviklet sig til en uudtalt stillingskrig, hvor jeg venter, og Ulf tygger.
– Har du forresten pakket til i morgen? spørger Ulf, før jeg får afbrudt samtalen.
– Ja, klappet og klar.
– Ingen kaffetragt eller andre tåbeligheder som sidst? Du har ikke råd til at ødelægge det for dig selv, Thorkild.
– Kun tøj og gode hensigter. Ingen tåbeligheder denne gang.
– Muligheden med Milla Lind, der er dukket op, er måske den sidste, du får inden …
– Jeg lover.
– Doris glæder sig til at møde dig. Hun har aldrig mødt en islænding før.
– Halvt, svarer jeg. – Jeg er halvt islandsk, det ved du godt, og jeg har ikke været der i over tyve år.
– Det er ligegyldigt. Pointen er, at hun glæder sig.
– Ulf, begynder jeg og kniber igen øjnene sammen i mødet med den skarpe forårssol, der trænger sig på mellem regnbygerne over NAV-bygningen midt i Stavanger, – angående den middag der …
– Glem det. Jeg inviterer, du kommer. Ingen undskyldninger den her gang. …Och alla sånger som är samma sånger … Jo, for øvrigt, fortsætter Ulf ind imellem duetten med Arja. – Du skal købe noget kørvel.
– Hvad?
– Kørvel. Du skal tage noget kørvel med.
– Hvad er kørvel?
– Kørvel, bjæffer han. Kæberne arbejder i højeste gear. – Det er en slags persille. Tag lige forbi supermarkedet, før du kommer. De har det der.
– Skal jeg?
– Och alla sånger som är sanna … Ja, afslutter Ulf og lægger på.
Kapitel 2
– Ulf siger, du er impotent? Doris ser spørgende på mig, da vi sidder ved køkkenbordet i Ulfs villa ude i Eiganes-kvarteret. Hans nye kæreste er syvoghalvtreds år og tysker, sexolog og klummeskribent med egen blog. Han har mødt hende på en konference i Bergen.
– Nej! Tror! Ulf hakker kørvel på livet løs ved køkkenøen. Han har en rummelig, ærmeløs kjortel på, og jeg kan se tre nikotinplastre på den ene overarm.
Doris deler sin bolle med fingrene og lægger stykkerne på en tallerken ved siden af skålen med suppe. Så kommer Ulf med en håndfuld kørvel og drysser den ud over hendes suppe. Hun tager en af brødbidderne og bruger den til at drukne kørvelbladene i den uklare væske, og så putter hun den i munden og tygger ivrigt: – Sig mig, hvor tit onanerer du?
Jeg stirrer intenst ned i min suppeskål og lader, som om jeg ikke har hørt spørgsmålet.
– Thorkild onanerer ikke, indskyder Ulf hjælpsomt og skænker vin op i vores glas, bagefter sætter han sig ned mellem os.
Doris dypper endnu en bid i kørvelgrøden, mens hun iagttager mig med smalle øjne. – Hvor ved du det fra?
– Det er det, der er pointen. Ulf slikker den grønne farve af fingerspidserne. – Han ved det ikke. Han skaber disse forhindringer, uoverkommelige afspærringer, så han slipper for at engagere sig i omverdenen. Aske er på flugt fra alt, der kan betegnes som mellemmenneskelig interaktion.
– Den moderne eremit, siger jeg i et desperat forsøg på at virke morsom i dette mareridt af en social sammenkomst. Jeg tømmer glasset. Doris sætter hænderne under hagen. Håret er kort, rødt og stritter ud til alle sider i en moderne frisure, som minder om en blomsterdekoration lavet af en maniodepressiv blomsterbinder. Læberne er smalle, dybrøde, huden er hvid og hænger i løse folder, uden at hun virker overvægtig eller kvabset, mere som om hun lige har tabt sig, og huden endnu ikke har tilpasset sig. Hun ser tilfreds ud, både med sig selv og det dybt udringede antræk, hun har valgt til aftenens forhør.
– Har du forsøgt at sætte dig selv ind i et seksuelt scenarie, forestillet dig situationer, mennesker, der almindeligvis ville vække en seksuel reaktion med en efterfølgende erektion?
– Jeg ved ikke …, svarer jeg anstrengt og stirrer ned i suppeskålen. Den sødlige lugt og den grønne, tykke væske får mig til at tænke på brakvand fyldt med alger. – Hvad … skal jeg sige …
Doris fisker en cigaret frem fra sin taske og tænder den, da hun er færdig med at spise. Ulf stirrer olmt og længselsfuldt mod gløden for enden af smøgen: – Du skal turde at fantasere, siger Doris. – Give slip.
Hun læner sig frem og puster en sky af røg op mod loftet. – Nogle gange har man gemt lysten af vejen, tror ikke længere, der er adgang til den. Seksuel undertrykkelse er ikke kun et kvindeligt koncept. Det er nødvendigvis heller ikke andre, der har tvunget en til det. Hun inhalerer og puster tilfreds cigaretrøgen ud igen. – Jeg kan give dig nogle øvelser, der er værd at prøve, når du er alene.
– Tak, mumler jeg, mens jeg målløs roder rundt i suppen med skeen. – Det er pænt af dig.
Ulf vender sig misfornøjet væk fra Doris og cigaretten, mens hans hånd stryger hen over plastrene på overarmen. Så retter han blikket mod mig. – Måske skulle vi for sidste gang gennemgå, hvad der venter dig i Oslo i morgen?
– Ok, svarer jeg, glad for endelig at skifte emne og se Ulf lide lige så meget som mig.
– Jeg elsker hendes bøger, spinder Doris fornøjet. – Der er vel meget få, der har skabt en bedre modstander til en hovedperson end Gjertrud, August Mugabes kone. Har du for resten læst nogle af Millas bøger?
Jeg ryster på hovedet.
– Javel, fortsætter Doris og bruger suppeskålen som askebæger. – Milla Lind er ikke kun den ubestridte krimidronning i Norden, hun er også stor i Tyskland.
Ulf hægter sig på, mens han labber suppen i sig: – Hun har skrevet tolv bøger i serien om den melankolske lensmand med det saftige navn August Mugabe, hvis kone mindst to gange har forsøgt at tage livet af ham.
– Tre, siger Doris i et modangreb.
– Hvad? Ulf slipper skeen og ser irriteret på hende og cigaretten. – Nej, det er to. Den første …
– Mugabes kone har forsøgt at slå ham ihjel tre gange. Doris hælder mere vin op i sit glas. – I den første bog forgifter hun ham, i den fjerde sætter hun ild til hytten, mens han ligger bedøvet af sovemedicin oppe på hemsen, og i den ottende …
– Nej, nej, afbryder Ulf. – Lejemorderen, der forsøger at dræbe ham i den ottende bog, er tydeligvis bestilt af Mugabes korrupte chef, Brandt. Han siger jo selv, lige inden han skyder, at det er en hilsen fra en gammel ven. Hvis det havde været Gjertrud, der havde hyret ham, ville han have sagt, at hilsenen var fra en, August havde elsket.
Ulf ser på mig og nikker ivrigt for at få mig til at bekræfte hans tese. Jeg nægter at anerkende en hvilken som helst teori fra den mand, der står mellem mig og mine piller, derfor ignorerer jeg ham og vender mig mod Doris.
– Det er netop, fordi han siger det, at vi ved, at det er Gjertrud, der har bestilt lejemorderen, parerer Doris. – At sige, at det er fra en gammel ven, er kun en sidste fornærmelse fra en snart halvfjerdsårigkvinde, der er fuld af foragt for den mand, der nægtede hende et barn. Det er det samme med de kolde kartofler, hun altid serverer for ham til aftensmad. Stærk symbolik af en barnløs kvinde klædt i sorg og bitter vrede.
Ulf smasker og tygger. – Hm, ja, måske har du ret. Han vender sig igen mod mig.
– Som du ved, blev Millas forrige konsulent, Robert Riverholt, skudt og dræbt af sin ekskone på åben gade for et halvt år siden. Det var hårdt for Milla Lind, og hun har ikke arbejdet siden. Det var under et kursus i sorgterapi på Fornebu, at jeg kom i kontakt med hendes psykiater. Milla og hendes tidligere konsulent var knap kommet i gang med researcharbejdet, da han døde, og hun har brug for hjælp til at komme videre med det, før hun begynder på den sidste og afsluttende bog om August Mugabe. Læsere over hele verden venter på den bog, Aske.
– Og det er her, jeg kommer ind? konkluderer jeg. – Som krimikonsulent, hvad det så end er.
– Ti dage sammen med landets største krimiforfatter for 3500 kroner om dagen, tilføjer Ulf og løfter glasset i en stille skål.
– Hellere det end at støbe stearinlys i et skånejob på Auglendsmyråi NAVs regi, svarer jeg.
– Der går nok nogle uger, inden du skal ind til den neuropsykologiske udredning, det er så trygt og roligt, som det kan blive. At rejse rundt med selveste Milla Lind, det er ikke en recept, jeg kan udskrive til mange af mine patienter.
– Tak, svarer jeg tørt og tømmer vinglasset. – Jeg har brug for pengene.
– Selvfølgelig har vi det, istemmer Ulf og henvender sig til Doris: – Jeg tror for resten, at Gjertrud vil gøre et sidste forsøg på at slå August Mugabe ihjel i den afsluttende bog. Og at serien ender med, at hun lykkedes med det. Hvad? Ville det ikke være noget?
– Absolut. Doris tager en ny cigaret. – Jeg forventer intet mindre.
Ulf sætter sig demonstrativt tilbage i stolen med suppeskålen mellem hænderne og drikker resten direkte fra skålen. – Du møder dem i morgen klokken et på Bristol, fortsætter han, da han endelig er færdig. Han graver endnu en pakke nikotintyggegummi frem fra bukselommen og pakker et par stykker ud, som han putter i munden.– Flyet til Oslo afgår klokken halv ni, så vær sød at sætte en alarm. Jeg ringer uanset hvad for at tjekke, at du kommer afsted. Vi kan også lige gennemgå din medicinliste, hvis der er noget, du vil tale om.
– Du ved godt, hvad jeg vil have, siger jeg koldt og sætter glasset fra mig.
– Den tid er slut, svarer Ulf og rengør indersiden af munden med tungen og tapper fingerspidserne på porcelænet. – For os begge to. Han rejser sig og begynder at tage ud af bordet. – Det sørgede du selv for deroppe i Tromsø. Men hvis du ikke er parat til det, så har jeg al mulig respekt for det, det er trods alt under et halvt år siden, du sidst var i ilden, og vi kan godt …
– Nej, jeg tager afsted, svarer jeg. – Jeg tænkte bare, det var godt at have noget i baghånden, måske en pakke med Oxynorm i det mindste, eller …
– Glem det. Neurontin, Risperdal og Cipralex mod angst. Ingen Sobril, ingen oxy’er. Det er aftalen.
– Cipralex er for småbørn.
Ulf skærer en grimasse og spytter tyggegummiet ud i vasken og pakker så to nye stykker ud. – Javel, hvad fanden tror du, de her er for nogen? Han rækker håndfladen med tyggegummierne frem mod mig. – Vi har begge valgt at ofre noget for vores sundhed. Når jeg kan klare det, så kan du vel også.
– Og hvad, hvis jeg ikke kan sove?
– Så drikker du en kop kamillete og skriver et digt.
Doris lægger den glødende cigaret ned i suppeskålen. – Ulf, er det ikke lidt foruroligende at sende ham afsted kun med Cipralex?
Ulf fnyser og kaster tyggegummiet ind i gabet. – Overhovedet ikke. Det er netop på grund af det, der skete sidst, at han ikke får nogle af de piller, han vil have.
Jeg ryster opgivende på hovedet og rejser mig op for at gå. Doris kommer hen til mig og lægger en hånd på min skulder. – Med hensyn til det, vi talte om før. Mens du er ude at rejse, kan du måske bruge tiden til at finde vejen tilbage til din seksualitet. Se, om du tør være nysgerrig, tillad dig at fantasere, og reflekter så over det. Hun stopper op et øjeblik, ser på mig med et lille smil og så spørger hun: – Tror du, du har lyst til det?
– Ulf siger, at fantasier er farlige for mig, svarer jeg.
– Javel. Hun bider læberne sammen, så folderne omkring mundvigene trækker sig lidt sammen. – Man bør altid tænke over, hvor fantasien bringer en hen, og ikke mindst, hvilke fantasier man giver sig hen til. Men det er også tilladt at holde dem for sig selv, ved du. Så længe du føler, at de giver dig noget, og de ikke er til skade for dig selv eller andre.
– Du har ret. Jeg forsøger at smile og giver hende et kort håndtryk. – Så længe de ikke er til skade for nogen.
Kapitel 3
Der er kun chaufføren og mig i bus nummer ni ud til Tananger. Det er mørkt udenfor, gule gadelys glider hurtigt hen over ruderne, og bussen gynger let fra side til side, som om den var et skib på vej gennem den milde forårsaften. Træerne har fået nye blade, følfod stikker op mellem asfaltkanten og gangstien, da vi kører mod vest ud af byen.
Jeg står af ved busstoppestedet lige uden for det gamle kapel. Parkeringspladsen er tom. Man kan skimte små lys mellem hækkene bag bygningerne.
Jeg standser, da jeg er ved stien, som fører ind til kirkegården. Foran mig ser jeg nye, brune jordhøje med blomster, gravsten med guldbogstaver, engle og fugle svagt oplyst af glaslanterner og fakler. På den måneløse himmel driver klynger af gråsorte skyer i hurtig fart ind fra havet. Jeg har været her mange gange, siden jeg kom tilbage fra Tromsø. Den første gang blev jeg stående her uden at gå ind på selve kirkegården.
Jeg holder mig i udkanten, følger stien mellem koordinaterne, indtil jeg kommer over på den rigtige side. Et svagt vindpust får mig til at standse op, og så får jeg øje på hendes gravsten. Den står som nummer fire henne fra stien med en lanterne på hver side. Kun et lys er tændt. Jeg bliver stående ubevægelig og stirrer mod den sorte sten.
– Den er smukkest i mørke, siger en stemme pludselig bag mig.
– Hvad? Jeg vender mig brat om og ser lige ind i en ældre mands smalle øjne. Han har en brun frakke og hat på og står nogle skridt bag mig med en pjusket hund i snor. – Undskyld, hvad sagde du?
– Kirkegården, svarer han blidt. – Jeg foretrækker også at komme her om aftenen. Den føles ikke så nøgen, når det er mørkt. Desuden synes jeg, at lysene gør den så pæn, selv når det regner og blæser.
– Ja. Jeg trækker frakkekraven tætter ind til halsen. – Lysene er fine.
– Har du familie, der ligger her?
– Nej, hun …, begynder jeg, men holder så inde.
– Min kone. Manden nikker over mod en af rækkerne med gravsten på den anden side. – Enkemand i næsten syv år. Min datter foreslog mig at anskaffe mig en hund, han smiler ned til dyret ved sine fødder. – For selskabets skyld. Det er godt at have noget at fylde tomrummet ud med, indtil vi mødes igen. Han ser på mig med et blik lysende af hellig overbevisning. – I paradis.
Jeg nikker svagt.
– Har du hund?
– Hvad?
– Hund, har du …
– Nej, jeg er på lykkepiller.
– Åh, hjælper det?
– Jeg ved det ikke helt, mumler jeg, mens blikket søger hen mod Freis grav.
– Nuvel, begynder manden, da hunden trækker i snoren. Så forsvinder de ind i mørket.
Jeg venter et stykke tid, før jeg træder ind på det bløde græs. Jorden føles med et koldere, som om vinteren ikke helt har sluppet sit tag her, og jeg skynder mig ud på stien igen. Jeg løber ud fra kirkegården og tilbage mod parkeringspladsen.
Kapitel 4
I Oslo er det vådt, med en køligere forårsluft end hjemme i Stavanger, hvor lugten af komøg fra Jæren er begyndt at sive ind over byen. På restauranten på Hotel Bristol bliver jeg dirigeret hen til garderoben, hvor en kvinde tager imod min jakke og giver mig en papirlap. Jeg vender tilbage til indgangen. Vinterhaven og Biblioteksbaren er fyldt med mennesker, flyglet spiller, og lugten af friskbrygget kaffe og bøf med stegte løg er kraftig. Mit blik glider hen over menneskemængden, indtil jeg får øje på en kvinde og to mænd ved et bord delvist skjult bag en række store potteplanter. Kvinden smiler og vinker i min retning, mens de to mænd betragter mig med afmålt nysgerrighed.
Jeg vinker kejtet tilbage og går over til dem.
– Du må være Aske, siger kvinden og rejser sig, da jeg kommer hen til deres bord. – Vi har ventet på dig.
Jeg nikker og giver hånd.
– Eva, siger kvinden. – Jeg er Millas redaktør på forlaget.
– Thorkild Aske.
– Pelle Rask, siger den yngste af de to mænd uden at rejse sig op. – Jeg er Millas agent. Det er os på Gustavsson, der tager os af de udenlandske rettigheder.
– Halvdan, siger den anden mand og rejser sig op for at hilse. – Forlagschef.
– Du skal videre til Tjøme bagefter? begynder Eva, da vi allesammen har sat os ned.
– Ja, svarer jeg. – Det er planen.
– Fint, fint. Halvdan tager en gaffel og giver sig i kast med en to etager høj napoleonskage. – Det skal nok gå.
– Jeg tror, hun glæder sig til at møde dig, siger Eva. – Men vi tænkte, at det alligevel var bedst, at vi fire først gennemgik nogle ting, inden I mødes.
En tjener kommer hen med en lille kande kaffe og en kop, som han placerer foran mig.
– Så, begynder Halvdan ind mellem mundfuldene. – Du er tidligere afhøringsleder i Specialenheden for politisager. Han lader gaflen hænge løst i luften og ser på mig under sine buskede øjenbryn, mens han venter på mine kommentarer.
– Det stemmer. Men ikke mere, tilføjer jeg. Alle tre ser undersøgende på mig, mens de nikker. De er åbenbart helt opdateret om min baggrund. – Jeg blev frataget bestillingen efter en episode for nogle år siden og måtte afsone lidt over tre år i Stavanger fængsel.
– Og nu er du freelancer, konkluderer forlagschefen, før han igen giver sig i kast med kagen, tager en ny mundfuld og retter gaflen mod Eva. – Var det ikke Viknes-Eik, der skrev et essay om at sone sine synder.
– Jo. Fald fra nåden, svarer Eva og nipper til et glas vin.
– Gribende.
– Ja, Fald fra nåden. Oprivende læsning. Han svinger gaflen som et scepter mellem os. – Har du læst den?
Jeg ryster på hovedet. Jeg kunne have sagt, at jeg vidste et og andet om at støde panden mod en mur og ødelægge både karriere og sjæleliv, at jeg har en psykiater hjemme i Stavanger, der indimellem mener, at jeg stadig falder, men jeg er ikke i humør til at være morsom på første date, heller ikke selvom Vinterhaven og Biblioteksbaren ser ud til at være stedet for kirurgisk ærlighed maskeret som tør humor og sniksnak.
Forlagschefen vender langsomt gaflen rundt om sin egen akse og lukker øjnene. – Han viser sin grundlæggende mistillid til straf og afsoning, romantiserer et samfund, hvor bodsbegrebet kommer indefra.
– Det er i øjnene, du kan se mit fængsel, tilføjer Eva.
– Ja, ja, messer forlagschefen. – Ja, der har du det.
– Du skal underskrive en tavshedserklæring, begynder Millas svenske agent. – Den indebærer ikke kun fuld tavshedspligt om alt, hvad du får at vide om Millas næste bog, og hvad den handler om, men også om alt, hvad du får af information om hende og hendes privatliv.
Jeg nikker. – Fortæl mig om Robert Riverholt, siger jeg og tager en slurk af kaffen. – Millas forrige konsulent. Jeg forstår det sådan, at han …
– Blev skudt, indskyder forlagschefen. – Forfærdelig historie. Slog os alle ud.
– Riverholt var tidligere politimand med et problematisk privatliv. Pelle stryger en finger hen over hanken på sin kaffekop. – Konen var syg, hun skød ham ned på åben gade, og så kørte hun væk og tog sit eget liv på en parkeringsplads ved Maridalsvannet.
Eva lægger sin hånd let over min. – Tragedien havde ikke noget med forlaget eller Milla at gøre. Men jeg forstår, at du er bekymret. Det påvirkede også Milla. Hun har ikke skrevet et eneste …
– Nuvel, Pelle Rask rømmer sig og tager en bunke papirer op, som han spreder ud over bordet, – hvis du lige vil læse disse igennem og underskrive, inden vi fortsætter …
Jeg tager papirerne op og begynder at læse, mens forlagschefen nikker til en gruppe mænd, der går forbi.
– I første omgang drejer det sig om en uge, siger Pelle, da jeg er færdig. Han rækker mig en kuglepen. – Vi betaler halvdelen af honoraret på forhånd, resten kommer, når kontrakten udløber. Skulle der opstå forsinkelser, eller skulle Milla have brug for dig i længere tid, fortsætter vi med samme tarif, hvis det er i orden med dig. Rejseudgifter dækkes også, så gem dine kvitteringer.
– Så, forlagschefen lægger gaflen fra sig på tallerkenen, da jeg har underskrevet og returneret tavshedserklæringen. – Du er sikkert spændt på, hvad det hele går ud på?
Jeg nikker. Jeg er faktisk spændt på, hvad det er, denne Milla Lind egentlig forventer, at jeg kan hjælpe hende med. Men mest af alt er jeg spændt på, hvad der kommer til at ske, når jobbet er færdigt.
Tror jeg virkelig, at Ulf vil komme mig i møde med vidtåbne arme og baglommen fuld af digitale recepter i lufthavnen og sige: ”Ja, der har vi minsandten Thorkild, der er så god en dreng, og her får du dine Sobril og oxy’er tilbage, slå dig løs, hils Frei og din lejlighed, vi ses på den anden side.” For det er den eneste grund, jeg kan finde, til at jeg gik med til at forlade min lejlighed, fordi jeg tror, at det kan forandre noget.
– Kender du bøgerne om August Mugabe?
– Nej, egentlig ikke.
– Javel, Milla Lind er en af de forfattere, der sælger bedst, hendes bøger bliver udgivet i over tredive lande, og hun har solgt omkring ti millioner bøger i hele verden. Ved lanceringen af hendes forrige bog,Svalehjertet, gik forlaget ud med en pressemeddelelse, om at Milla nu arbejdede på den sidste bog i serien om August Mugabe. De var kommet godt i gang med projektet, da Robert døde.
– Hun har ikke skrevet noget siden, siger Eva. – Milla fik en dyb depression, og det er først for nylig, at hun har følt sig stærk nok til at genoptage projektet.
– Milla og Robert havde gravet en virkelig sag frem om en person, der var meldt savnet, siger Pelle. – De ville bruge den som baggrundsmateriale for bogen.
– Hvad var det for en sag? spørger jeg.
– To femtenårige piger forsvandt sidste efterår fra et børnehjem uden for Hønefoss. De satte sig ind i en bil uden for institutionenen morgen, og siden har ingen set dem. Politiet tror, de ville til Ibiza, hvor de var flygtet til året før.
– Det er egentlig ganske smart, skraldgriner forlagschefen. – Det viser sig nemlig, at sagen i Millas bog er tæt forbundet med plottet mellem August Mugabe og hans kone, der jo har forsøgt at tage livet af ham mindst to gange.
– Er det ikke tre gange? spørger jeg.
– Så har du læst dem, siger forlagschefen efterfulgt af en høj latter.– Du ved, Milla vil selv hverken be- eller afkræfte, om det er hans kone, der står bag pistolskuddet i En seng af violer.
– Alt er lagt på is, efter Robert blev dræbt, siger Eva for at få samtalen tilbage på rette spor, – og det er vigtigt, at Milla kommer i gang.
– Det er her, du kommer ind, tilføjer Pelle. – Du skal overtage Roberts plads. Det drejer sig om at afkode politirapporter, hjælpe med tekniske spørgsmål og så videre. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er efterforskning, kun researcharbejde til Millas bog.
– Det lyder super spændende, lyver jeg.
– Ja, ikke, svarer alle tre i kor, inden forlagschefen rejser sig. – Pelle, Eva, I ordner resten, jeg har et møde, jeg skal nå klokken to. Han bøjer sig ind over bordet. – Aske, held og lykke, siger han til slut og giver mig et fast håndtryk, før han går.
Kapitel 5
Busturen til Tjøme tager to en halv time. Aftalen er, at jeg bliver hentet og kørt til Milla Linds sommerhus et sted mellem klipperne i ø-kommunen, på den sydligste del af Oslofjordens vestkyst. Jeg tilbringer tiden i bussen med at læse en af Milla Linds bøger. Bogen heder Blækspruttearme og handler om den dybt melankolske og pensionerede efterforsker August Mugabe og hans kone, der elsker at hade ham.
Jeg er kommet godt halvvejs i bogen, da vi er fremme ved Tjøme centrum, og har allerede udviklet et forhold til den sjuskede efterforsker, der vandrer rundrygget gennem Sandefjords kvarterer af træhuse på jagt efter manden, der har forført og bortført skibsrederens eneste datter.
– Jamen, hej! siger en mand på en blanding af norsk og svensk, da jeg træder ud af bussen. I den ene hånd holder han to fyldte indkøbsposer fra vinmonopolet. Han blotter to rækker af kridhvide tandkroner mod en solbrun, botoxbehandlet hud. – Er det … Thorkild? Politimanden?
– Ekspolitimand. Jeg tager den ledige hånd og trykker den let. – Hyggeligt.
– Joachim, siger manden entusiastisk. – Joachim Börlund. Ja, Millas partner.
Vi bliver stående i nogle sekunder og ser på hinanden, han fortsætter livligt og smilende, mens jeg kommer ham i møde med et halvt smil og et afmålt ansigtsudtryk, jeg i den seneste tid har gået og øvet mig på.
– Så, begynder Joachim, inden han stopper op, som om energien pludselig forsvinder. – Det bliver mellem os, fortsætter han, da han endelig finder tråden igen. – Desværre er det for tidligt at sætte ruser ud til krabber, det bliver mest til skidt og vand før midsommer, men vi har fået nogle gode kødfulde bæster fra butikken, siger han og nikker over mod en Sparbutik lige i nærheden. – Man kan jo ikke være i hytten uden at spise friske krabber og drikke hvidvin, vel?
– Det ville være uhørt, siger jeg.
Joachim løfter poserne mellem os op og skal tilsyneladende lige til at sige en vittighed om alkoholen, men ombestemmer sig, smiler anstrengt, før han vender sig og peger mod bilen, en skinnende rød Volvo SUV med funklende rene fælge.
– Der er kun et lille stykke vej ud til Verdens Ende, siger Joachim, da vi har sat os i bilen.
– Undskyld? Jeg vender mig mod ham. – Hvad var det, du sagde?
– Verdens Ende, Joachim trykker på en knap, der sætter bilen i gang. – Hytten ligger på den sydlige spids af Tjøme. Stedet hedder Verdens Ende.
– Tager du gas på mig?
– Nej. Joachim ser ud til at holde vejret, mens han smiler overdrevent, strammer grebet og slipper rettet med fingrene. Han virker, som om han er ilde tilpas, eller også er det bare sammen med mig. – Det hedder Verdens Ende, fortsætter han anstrengt. – Jeg sværger.
– Besynderligt navn, siger jeg og kigger fremad igen.
– Ja, det er det måske. Joachim sukker dybt, slipper rattet med den ene hånd og sætter bilen i gear, før han forsigtigt kører ud fra parkeringspladsen.
– Hvad laver du for resten? spørger jeg, imens vi kører forbi en golfbane på den højre side af vejen. Græsset på greenen er grønt, ligesom træerne omkring den. Det er, som om sommeren for længst er kommet til denne del af landet.
– Mig? Han ser hurtigt på mig, før han svarer. – Lige nu går det meste af tiden med at organisere Millas karriere. Interviews, presseture, oplæsninger, rejser, fanmails fra hele verden og alt muligt forefaldende arbejde. Tidligere havde jeg et rejsebureau i Stockholm. Pakkerejser til Asien og Sydafrika. Jeg mødte Milla på sådan en tur for fem år siden.
– Kærlighed ved første blik?
– Absolut. Milla er det bedste, der er sket for mig. Han nikker kraftigt, som for at understrege det, han netop har sagt.
– Fortæl mig om min forgænger, Robert Riverholt, siger jeg, samtidig med at Joachim bremser og slår blinklyset til. Jeg kommer til at tænke på en gammel kone, der sidder i en kæmpe bil og klamrer sig til rattet, mens hun kører.
– Det var svært for Milla at miste Robert, begynder Joachim. Bilen laver et ryk fremad, før han trykker på speederen. – Hun har hverken kunnet skrive eller gøre noget andet siden, og jeg har stået for alt for at holde det hele kørende. Han tager en dyb indånding: – Men nu er du her. Nu er vi klar igen.
Hytten er en enorm schweizervilla omgivet af en stor have og høje træer. Gennem løvet skimter jeg hav og klipper.
– Kom, siger Joachim, da jeg standser foran stentrappen, der fører op til hovedindgangen. – Lad os se, om vi kan finde Milla.
Gulvet er belagt med stenfliser, og væggene har høje paneler. Længere fremme ser jeg flere store værelser, der alle er lyse på grund af de sprossede vinduer. Møblementet er enten nyt og hvidt eller gammeldags med ubehandlet træ. Hvert rum har en rustik atmosfære, der kun kan købes for penge og skabes af en indretningsarkitekt.
Jeg følger efter Joachim gennem stuen med spisebord, pejs og glasdøre helt ind i køkkenet, der har sin egen udgang på villaens bagside. Joachim sætter poserne med varer op på køkkenbordet og stiller vinflaskerne i en klynge ved siden af.
– Der er du, siger en mild stemme bag mig. Jeg vender mig mod døren ud til haven og ser ind i ansigtet på en kvinde, der er på min egen alder, slank, smuk, med farvet hår og striber i mange blonde nuancer. Der er noget ved blikket, øjnene, som ikke passer til resten af fremtoningen. Hun ser på mig uden alligevel helt at se.
– Ja. Joachim går hen og tager hendes hånd i sin. – Det er Thorkild Aske. Han gelejder hende forsigtigt over i min retning.
– Hej, Thorkild, siger hun. Derefter vender hun sig mod hvidvinsflaskerne og tager en op og læser på etiketten. – Alle venter på en bog, begynder hun, mens hun studerer flasken. – Men jeg har haft det så skidt så længe, har ingen energi og orker ikke noget som helst.
– Jeg ved, hvad du mener, siger jeg.
Milla ser nysgerrigt på mig. – Gør du?
Jeg nikker. – Nogle gange sker der noget, som får tiden til at gå langsommere eller helt at standse, og det er svært at vide, hvad der skal til for at få urene trukket op igen.
Hun ryster lidt på hovedet, mens hun fortsætter med at studere mig. – Så hvad skal man gøre?
Jeg trækker på skuldrene. – Finde en måde at holde ventetiden ud på. Jeg mærker, hvordan smagen af gelatine breder sig ud over tungen alene ved tanken om de piller, jeg engang havde. Jeg kunne tilføje, at kun ganske få andre ting ud over kemi gør ventetiden tålelig, men de små pupiller, de lidt dæmpede muskelbevægelser og tonelejet fortæller mig, at det ved hun allerede.
– Jeg kan forstå, at du har været syg, Milla sætter vinflasken fra sig og støtter sig til køkkenøen, – på grund af en kvinde, der døde?
– Ja.
– Måske tror de, at det bliver anderledes med dig. Two wrongs will make a right? Eller hvad tror du?
Jeg skulle til at sige noget, men Milla Lind har allerede vendt sig om. Hun peger på en af vinflaskerne og siger til Joachim: – Den her kan du godt levere tilbage. Den dur ikke.
Hun vender sig mod mig igen, tager fat i min ene arm og fører mig gennem glasdøren ud på en stor terrasse. – Alle de mennesker, der går rundt og venter på en bog, for at få at vide, hvad der til sidst sker med en figur, jeg har opfundet. Imens ligger Robert på en kirkegård, kun en halv meter fra den kvinde, der slog ham ihjel. Ingen forstår det, siger hun, før hun slipper min arm.
– Men jeg vil give dem det, de venter på, fortsætter hun. – Jeg vil fuldføre arbejdet, skrive bogen færdig. Og efter det … Hun stopper op et øjeblik, mens blikket vandrer forbi de høje træer ud til den urolige vandoverflade. – Er det nok …
Milla går hen mod et anneks, der ligger i forlængelse af hovedhuset. Øjnene er mere åbne nu. Som om den lille gåtur har blæst det væk, der var mellem os. – Kom, siger hun. – Så skal jeg fortælle dig om det, som Robert og jeg arbejdede med.
Kapitel 6
Milla skubber glasdørene til side og viser mig ind på sit kontor i annekset. – Skrivestuen er mit sted. Hun lukker dørene, sætter sig ved skrivebordet og retter på frisuren med den ene hånd, mens hun åbner computeren med den anden. – Robert og jeg var kommet ret langt i researchen til den nye bog, begynder hun. Hun bøjer sig frem og taster sit password. Lyset fra skærmen flimrer hen over hendes ansigt. – Vi havde fundet en virkelig sag, som vi ville bruge som baggrundsmateriale til bogen.
– Er der noget særligt ved netop den sag?
Milla ryster hurtigt på hovedet uden at se op fra skærmen. – Den var i medierne, men pigerne er stadig meldt savnede. Det drejer sig om to unge piger, som stak af fra et børnehjem uden for Hønefoss for syv måneder siden. Den adskilte sig fra de andre aktuelle sager, som Robert og jeg gennemgik i researchprocessen. Fordi pigerne var så unge, kun femten år gamle.
– Og hvad er det så, jeg skal hjælpe med?
– Vi kan tale med pårørende og politiet, samtidig skal du hjælpe mig med at tolke og forklare sagsgangen. Jeg ved, at du tidligere har arbejdet som afhøringsleder, det, tror jeg, er meget gavnligt i forhold til det psykologiske aspekt.
– Hvad siger de pårørende til at tale med os?
– Robert mødte forældrene til en af de piger, der er meldt savnet, de satte pris på al den hjælp, de kunne få, og var glade for, at sagen ikke var skrinlagt.
– Og den anden pige?
Milla ryster på hovedet. – Hun har ingen pårørende.
– Ingen?
– Nej. Jeg har for resten en mappe til dig. Millas ansigt forsvinder bag skærmen, og jeg kan høre hende rode rundt i en af skrivebordsskufferne, inden hun dukker op igen. Hun tøver et øjeblik, så skubber hun mappen over til mig.
– Hvorfor dræbte hun ham? spørger jeg, og tager imod ringbindet med mærkatet: Robert Riverholt. – Roberts kone. Hvorfor skød hun ham?
Milla skal lige til at sige noget og ryster så på hovedet. Hun snor en hårlok mellem fingerspidserne. – Camilla var syg, siger hun til sidst.
– Syg?
– ALS er en fremadskridende sygdom, der lammer nerverne i rygmarv og hjerne. Hun fik diagnosen, mens Robert stadig arbejdede i politiet. Robert fortalte, at de allerede da var ved at gå fra hinanden, men han valgte at blive, så længe han orkede. Til sidst magtede han det ikke mere.
– Hun slog ham altså ihjel, fordi han ville forlade hende?
– Ja, svarer Milla, før hun vender sig over mod bøgerne i reolen på den lange væg. – Hun kunne ikke leve uden ham.
– Hvorfor tror politiet, at pigerne, der er meldt savnet, tog til Ibiza? spørger jeg, mens jeg bladrer i Roberts mappe med sagen.
– Pigerne var stukket af en gang før. Milla rømmer sig, da vores blikke endelig mødes. – Dengang tog de til Ibiza.
– Ok. Jeg fortsætter med at bladre i papirerne. – Hvad er så planen?
– I morgen rejser du og jeg til Hønefoss for at besøge børnehjemmet og moren til Siv, den ene af pigerne. De venter os.
– Hvorfor? Jeg lægger sagsmappen på skrivebordet, der står mellem os.
– Hvad?
– Jeg mener, hvis vi ikke skal efterforske, og alt, hvad vi skal gøre, er at rode rundt i to pigers eftermæle, hvorfor har du så egentlig brug for mig eller for Robert dengang? Er det ikke noget, en forfatter selv kan gøre på sit kontor?
Milla ser længe på mig, til sidst nikker hun over mod mit ar i ansigtet, som begynder ved øjet og fortsætter ned til hulrummet mellem kind- og kæbeben, hvor det standser, inden det bliver fuldendt af en kløvet overlæbe, der aldrig helt berører underlæben, selv når munden er lukket. – Hvordan fik du det?
– Fra sammenstødet. Jeg vender den vansirede side væk fra hende. – Ulf siger, at jeg ikke længere har brug for at tale om det.
– Gør det ondt?
– Kun når jeg er alene. Eller sammen med andre.
Endelig smiler hun. – Du har ret, siger hun og læner sig tilbage i stolen. – Egentlig kunne jeg selv skrive det hele herinde. Læse op på nogle sager på internettet over personer, der er meldt savnet, og hente nogle passende skygger fra underbevidstheden, give dem navne, ansigter og historier. Men denne sag er anderledes. Hun skal til at sige noget mere, men holder vejret og ser mod et af vinduerne, hvor trækronerne vajer svagt i vinden, der blæser ind fra havet.
– På hvilken måde er den anderledes?
– Det er den bare, siger Milla og blinker flere gange kraftigt med øjnene. – Joachim har for resten redt op til dig i bådehuset, fortsætter hun og peger mod skoven neden for skrivestuen, hvor jeg kan se konturerne af en hvid bygning nede ved klipperne. – I morgen tidlig begynder vi på arbejdet.
Hvis du gerne vil læse flere skønne krimier, så har vi samlet nogle af de bedste krimier til dig.
Andre læste også: