Krimi Norske krimier Norske krimiforfattere

Heine Bakkeid. Den norske krimistjerne du ikke bør snyde dig selv for

Den norske forfatter Heine Bakkeid har på kort tid opnået stjernestatus på den nordiske krimiscene med bøgerne om antihelten Thorkild Aske. Snart udkommer Vi skal ikke vågne, som er tredje bind i serien.


Læs med her, hvor vi snakker med Heine Bakkeid om Thorkild Aske-serien, om at bruge den nordnorske natur som kulisse, og om hvorfor han skriver krimier.

Thorkild Aske kæmper med sine egne dæmoner

Han forsøgte at begå selvmord i fængslet – uden held. Uden for fængslets mure går den tidligere afhøringsleder Thorkild Aske en trøstesløs tilværelse i møde, hvor kun en kombination af stærk medicin og alkohol holder ham oven vande. Hovedpersonen i Heine Bakkeids krimier er indbegrebet af en nedbrudt mand, som absolut ingenting har tilbage at leve for. Og det er helt med vilje.

“Jeg har altid været fascineret af, hvordan mennesker tackler modgang og nederlag. For nogle mennesker er det nemlig nemmere at lade sig opsluge af afgrundens mørke end at skulle leve op til omverdenens krav om, at de ‘for helvede må se at tage sig sammen’,” fortæller Heine Bakkeid.

Jeg vil savne dig i morgen, der er første bind i serien om Thorkild Aske, udspiller sig på en øde fyrholm langt oppe i Nordnorge. Mod sin vilje er Thorkild Aske blevet hyret til at undersøge en ung danskers forsvinden fra fyret. Selvom de lokale myndigheder har afskrevet sagen som en drukneulykke, hvirvler efterårsstormene ubehagelige overraskelser op fra dybet.

“Stephen Kings norske krimi-søn (…) er blevet sammenlignet med krimistjernen Jo Nesbø, hvilket nu er helt forkert. For Bakkeid skriver bedre.”

– EKSTRA BLADET

Nordnorsk indflydelse

For Heine Bakkeid, som selv er født og opvokset i Nordnorge, var det oplagt at bruge den viltre og barske natur som kulisse.

“Jeg ville gerne have, at omgivelserne i den første bog om Thorkild Aske skulle afspejle hans indre psykologiske nulpunkt,” fortæller han. “Handlingen skulle udspille sig et øde og forladt sted, hvor naturen hersker og presser Thorkild Askes mentale sindstilstand til det yderste.”

Heine Bakkeid, forfatter til Jeg vil savne dig i morgen

Også i Heine Bakkeids skrivestil kan man ane et norsk islæt. I modsætning til mange andre krimier udviskes grænsen mellem virkeligheden og det paranormale nemlig i Jeg vil savne dig i morgen.

Det skyldes, at Heine Bakkeid kombinerer den traditionelle krimigenre med træk fra socialrealismen og den nordnorske fortælletradition, der ofte spiller på kanten mellem det jordiske og det overnaturlige. Resultatet er blevet en barsk – til tider grænsende til det makabre – og åndeløst spændende historie, som efterlader læseren med hjertet helt oppe i halsen.

LÆS OGSÅ: Læs i krimitalent Heine Bakkeids Jeg vil savne dig i morgen

Fra ungdomslitteratur til krimier

Selvom Jeg vil savne dig i morgen markerer startskuddet for Heine Bakkeids karriere som krimiforfatter, fik han faktisk sin forfatterdebut tilbage i 2005 med en ungdomsbog. Alligevel har Heine Bakkeid altid vidst, at han en dag ville skrive krimier.

Jeg vil savne dig i morgen var faktisk den første bog, jeg begyndte at skrive på. Ret tidligt i processen opdagede jeg dog, at jeg var for ung til at skrive om en karakter som Thorkild. Derfor besluttede jeg mig for at lægge den til side, indtil jeg var fyldt fyrre. Jeg ville give verdenssmerten tid til at sætte sig i mig, så jeg bedre kunne relatere til Thorkild og hans op- og nedture,” siger Heine Bakkeid.

Selvom der kan synes langt fra ungdomslitteraturen til krimigenren, mener Heine Bakkeid selv, at det har været en nødvendig rejse. Som han fortæller: “Der er strenge kvalitetskrav til norsk ungdomslitteratur, og arbejdet med bøgerne har hjulpet mig med at vokse som forfatter.”

For nu har Heine Bakkeid dog helliget sig krimigenren.



Få overblik over Heine Bakkeids krimiserie om Thorkild Aske her


Jeg vil savne dig i morgen

Jeg vil savne dig i morgen, Heine Bakkeid, Thorkild Aske, norsk krimi, krimi, skandinavisk krimi

Den forhenværende forhørsleder Thorkild Aske er netop blevet løsladt efter at have afsonet tre år for manddrab, da han tynget af skyldfølelse og stærke fysiske smerter lader sig overtale til at rejse til et nedlagt fyr i Nordnorge for at efterforske en sag om en forsvundet ung mand.

Kraftige efterårsstorme hærger i området, og den mørke tid nærmer sig med hastige skridt.

Og snart går det op for Aske, at han ikke er alene på fyrholmen.

Jeg vil savne dig i morgen er første bog i serien om Thorkild Aske.

Du kan købe Jeg vil savne dig i morgen online her eller i din nærmeste boghandel.



Mød mig i Paradis

Mød mig i Paradis er norske Heine Bakkeids anden bog i krimiserien om Thorkild Aske, som modvilligt bliver involveret i en krimiforfatters research af en dyster sag.

Thorkild Aske har overstået sin fængselsstraf i Stavanger, men lider stadig fysisk og psykisk overlast fra fortidens begivenheder med et stort medicinmisbrug til følge.

En populær kriminalforfatter, overtaler Aske til at hjælpe med hendes næste bog. Den er baseret på en virkelig og uopklaret sag, hvor to piger forsvinder fra deres børnehjem. Hendes tidligere konsulent blev myrdet under sin efterforskning af sagen, og Aske indser hurtigt at den mystiske sag indeholder endnu mørkere hemmeligheder.

Du kan købe Mød mig i Paradis online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.



Vi skal ikke vågne

Den tidligere forhørsleder Thorkild Aske vender tilbage til sine rødder på Island, hvor hans far, den karismatiske miljøaktivist Ulfur, er uhelbredeligt syg af kræft. Desuden sidder Ulfur i fængsel, dømt for drabet på sin unge kæreste.

Thorkild og søsteren Liz tager turen til sagaøen for at tage afsked med deres far. Faren hævder, at han er uskyldig dømt, og Thorkild og Liz vikles snart ind i sagen, som afslører nye sandheder om deres egen familiehistorie og klimaforkæmpernes mørke hemmeligheder.

Vi skal ikke vågne er tredje bind i serien om Thorkild Aske.

Du kan købe Vi skal ikke vågne online, fx på Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra den 20. august.


Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.