Heine Bakkeid Krimi Læseprøve og uddrag Norske krimier Norske krimiforfattere

Heine Bakkeid fortsætter anmelderrost serie. Smuglæs i Vi skal ikke vågne

Vi skal ikke vågne

Heine Bakkeids nordic noir krimiserie om den tidligere forhørsleder Thorkild Aske er blevet rost til skyerne af anmelderne. Nu fortsættes serien med den fængslende krimi Vi skal ikke vågne. Læs et uddrag fra bogen her.


I Vi skal ikke vågne, Heine Bakkeids tredje selvstændige krimi i serien om Thorkild Aske, vender den tidligere forhørsleder tilbage til sine rødder på Island. Her står hans kræftsyge far for døden i fængslet – men hævder, at han er blevet uskyldigt dømt for mordet på sin unge kæreste.

Snart bliver Thorkild Aske og hans søster Liz viklet ind i en farefuld og dramatisk rejse rundt på øen for trænge til bunds i sagen …

Du kan købe Vi skal ikke vågne online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra d. 20. august 2020.


Heine Bakkeid

Vi skal ikke vågne


På dansk ved Anita Frank Goth


Nulsumsspil: Spilteori, hvor den samlede gevinst for alle deltagere er lig nul ved hver eneste strategikombination, så kun en deltager kan opnå en positiv gevinst på bekostning af alle de andre.

Prolog

Vinden hærger ude på de nøgne lavasletter. Hagl og lavagrus kastes ud mod tilskuerne bag afspærringsbåndene og folkene, der arbejder nede i udgravningen. Jeg stiller mig foran nogle udenlandske turister, der kom hertil for at besøge vulkankrateret bag os, men som hellere vil se på resterne af hende nu.

Ribbenene er synlige gennem den hullede bluse, grå og sorte tøjrester har fæstnet sig til huden, og den indsunkne krop er omkranset af frosset mosevand og sort jord. Jeg forsøger at få et glimt af hendes ansigt, da en af kriminalteknikerne løfter kraniet op fra graven, men hovedet er fortsat indkapslet i plastik med et tyndt uigennemtrængeligt lag af jord hen over sig.

Vinden og sneen angriber stadig fra alle kanter, og så snart teknikeren er kommet op fra hullet, slår uvejret ind over dem og blæser jorden væk, så vi kan se det, som skjuler sig indenunder plastikken. Jeg må bide i regnfrakkens krave for ikke at komme til at le. Ansigtet er væk, hår og hud er rullet væk og har samlet sig til en grødlignende mørk klump i bunden af posen.

– Nu begynder det, hvisker jeg for mig selv og mærker fjerene krible lige under huden. – Jeg kan næsten ikke vente.

Kapitel 1

– Det koger snart ad hekkenfeldt til i det her kar. Vejlederen fra social- og jobcentreret NAV bøjer sig frem mod den kogende stearinmasse i smeltekarret og tjekker termometeret. – Er I blevet enige om, hvilken farve lysene skal have?

Ingen af os siger noget, vi sidder bare på hver vores træstol omkring en transportabel kogeplade midt i rummet. Vi er otte personer og inddelt i tre grupper på det obligatoriske NAV-støttede arbejdsløs­hedskursus i lysstøbning, der foregår nede i en kontorbygnings kælder i Auglendsmyrå udenfor Stavanger.

– Et godt trick er, hvis I vil have større og mere maskuline lys, at bruge en tom Pringle chips-beholder. Vejlederen er en slank, mørk­håret mand i begyndelsen af trediverne, som går opstemt rundt mellem hver station og kommer med nye tips til, hvordan man kan hengive sig til støbekunsten. Han griber rørpinden og stikker den ned i den bløde masse. – Det er godt at dække hele arbejdsbordet med avispapir, før I hælder massen ned i formene.

– Er der snart pause? spørger den ene af mændene ved siden af mig, en lastvognschauffør i 50’erne med ødelagt hofte og rygbælte uden på skjorten. Vi har været i samme gruppe de sidste to gange. Han får også arbejdsafklaringspenge og er tvunget til at deltage i det her forpulede kursus, mens han venter på NAV-udredningen.

Vores NAV-udpegede fangevogter tørrer rørpinden af på kanten af karret og lægger den tilbage på gulvet, før han retter sig op og knuger en notesblok, han altid har på sig. – Hør her. Man må ikke efterlade flydende stearin på kogepladen. Det er en af de vigtigste regler, når man støber lys. Spildt stearin på et komfur, han tøver og ser alvorligt på os alle tre, – kan der gå ild i.

Mens jeg sidder og vejer for og imod, om jeg skal køre hovedet ned i smeltekarret, hører jeg det pibe højlydt fra min jakke ved døren.

– Mobiltelefon er et lukket land, mens vi støber lys.

– Nødstilfælde, svarer jeg og går lige forbi ham. – Det kan være min søster fra Tromsø, som ringer, og hvis det er, er der krise.

Jeg skynder mig hen til garderoben og henter mobilen i jakken. Det er faktisk Liz.

– Thorkild, hyler hun med det samme, jeg sætter telefonen op til øret. Vejrtrækningen er tung, mere gispende end normalt, og det lyder, som om hun kan bryde ud i hysterisk gråd, hvornår det skal være. – Thorkild, du må være sød og hjælpe mig

– Hvad sker der? Er det Arvid? Pulsen stiger alene ved at udtale navnet på min søsters mand.

– Hvad har han gjort den her gang? Jeg tager jakken på og går ud i den kølige sommervind, der blæser fra Hillevåg.

– Thorkild, hulker Liz, – Thorkild, jeg tror, han er død.

– Død? Jeg standser først, da jeg er midt ude på parkeringspladsen, som kontorbygningen deler med et dagcenter. – Hvad fanden mener du med ”død”?

– Han blev så vred, siger Liz, – og jeg ville bare have, at han skulle dele en lagkagebund, men så …

– Liz, hvad har du gjort? Jeg misser med øjnene mod det skarpe sollys. Vinden trækker støv og plastik hen over asfalten mod dagcen­teret, hvor en taxabus netop er parkeret.

– Jeg ville bare have hans hjælp.

– Fortæl mig først, hvad det er, du ser? Jeg sætter mig på en bænk ved indgangen, mens taxachaufføren hejser en kørestolsrampe ned.

– Arvid ligger på køkkengulvet med udstrakte arme, lagkagekniven stikker ud af brystet, lagkagebunden står stadig på køkkenbordet, og …

– Hvilken side af brystet?

– Åh nej! Liz kommer pludselig med et lille skrig.

– Liz, hvad er der? Fortæl mig, hvad der sker.

– Han bevægede sig, gisper hun. – Han, han … I næste øjeblik hører jeg en hvæsende stemme lige ved Liz efterfulgt af en serie anstrengende rallende lyde, indtil vejrtrækningen vokser i styrke og intensitet. Det knitrer i mobilen, så hører jeg Liz hviske: – Arvid, Arvid, bliv ikke vred på mig.

– Han svarer ikke, siger Liz, da hun er tilbage i telefonen. – Thor­kild, hvad skal jeg gøre?

– Pak en taske med noget tøj, gå ud af huset, og stil dig ved ind­kørslen. Resten ordner jeg. Jeg stirrer på taxachaufføren, der løber frem og tilbage mellem bilen og dagcentret for kørestolsbrugere, mens jeg venter på Liz’ svar.

– Arvid, begynder Liz til sidst, – han har brug for en ambulance, og …

– Skynd dig, afbryder jeg. – Jeg ringer efter en ambulance og sørger for en taxa til dig. Jeg ved, at Liz ville kaste sig om Arvids hals og trygle og bede om forladelse, så snart han vågner, og lige så sikkert ved jeg, at Arvid ville slå hende ihjel, hvis jeg ikke får hende væk.

– M-men, hvor skal jeg tage hen?

– Søs, du tager med mig hjem. Til Island.

– Er det pappa? hvisker hun til sidst.

– Ja. Kræften er vendt tilbage.

Kapitel 2

Taxachaufføren er færdig med at tømme bussen og er forsvundet ind på dagcentret sammen med de sidste passagerer. Telefonsamtalen med far for nogle dage siden rumsterer i baghovedet, mens den kolde junivind blæser tværs gennem mit tøj.

– Thorkild? Hans stemme var lige så høj og tydelig som altid. – Det er mig, din far.

– Hvad vil du?

– Snakke, Thorkild, bare snakke.

– Om hvad? Jeg begyndte at gå rundt i den trange lejlighed uden at finde et passende sted at stoppe op eller at sætte mig ned. ”Bare snakke” kunne i barndommen betyde alt fra spontane grådanfald, fordi han mente, at vi ikke havde elsket ham lige så højt, som vi burde, til at han havde gjort noget, han fortrød, og havde brug for at blive trøstet af sine børn. Det eneste, der var sikkert, var, at samtalen kom til at dreje sig om ham.

– Ilden er ved at dø ud. Far refererer altid til ilden, når han taler om sig selv og andre islændinge, som om vi er skabt dybt nede under jorden i lavafloderne og skudt op til overfladen gennem fjeldet, når tiden var inde. Inden han mødte mor, mens han endnu studerede, blev han diagnosticeret med en bipolar lidelse, og jeg tror, at den ild, han taler om, er en afledning af sygdommen og en måde at beskrive de udsving, han mærker indeni. – Jeg har lyst til at se dig en sidste gang, inden jeg dør.

– Jeg er optaget. Jeg standser ved plaiden, som jeg altid har hæn­gende foran vinduet, og kan høre, at det er begyndt at regne udenfor.

– Thorkild, jeg er i knibe, hviskede han. – I en skrækkelig knibe.

– Har de anholdt dig igen? I virkeligheden har far en uddannelse som marinebiolog, men allerede inden jeg blev født, fandt han sit kald som guerillaaktivist. Med mor, Liz og mig på slæb tog han rundt til støberi­er og kraftværker sammen med sine solidaritetsbrødre og -søstre. De lænkede sig fast og hylede og hulkede for Island. Til sidst orkede mor det ikke længere og tog os med tilbage til Norge. Det er 25 år siden, jeg så ham sidst, lige inden jeg skulle starte på Politiskolen, og det var også sidste gang, jeg var i Island. Planen var aldrig mere at vende tilbage.

– 16 år. Det lød, som om han lo eller hulkede eller en blanding af begge dele. – Hvorfor idømme en mand, som kun har få måneder tilbage, 16 års fængsel?

– 16 år!? Hvad har du gjort den her gang? En kvinde i vores gruppe, begyndte han, – hun forsvandt sidste sommer. Hendes lig blev fundet ude på lavasletterne ved Hverfjall-krateret.

– Hvad vil du i virkeligheden? Jeg pressede den ødelagte side af ansigtet mod plaiden og ruden, så jeg kunne fornemme kulden fra vandet, der silede ned over glasset på den anden side.

– Snakke, se dig inden … inden … Har du ikke engang tænkt på at spørge mig, om jeg gjorde det?

Jeg lukkede øjnene og forsøgte at fokusere på regnvandet og kul­den. – Gjorde du det?

Far lo, efterfulgt af et langt hosteanfald. – Min dreng, jeg kan være mange ting, men jeg er ikke morder.

– Godt, hviskede jeg. – Du er mange ting.

– Har du talt med mamma?

– Ikke efter jeg slap ud.

– Slap ud?

Jeg kneb øjnene hårdere sammen, forsøgte at blive et med kulden udenfor.

– Jeg har afsonet tre og et halvt års fængsel for at have kørt en ung kvinde ihjel i en GHB-rus. Fradømt stillingen i Specialenheden og har en hjerneskade i amygdala efter et mislykket selvmordsforsøg.

Det føltes, som om vandet trak ind gennem ruden og plaiden og standsede smerten i kinden.

– Thorkild? Jeg kunne igen høre fars stemme i den anden ende. – Det vidste jeg ikke. Endelig åbnede jeg øjnene, samtidig trak jeg en flig af plaiden til side og kiggede ud på regnen, som rendte i stride strømme ned over ruden, husmurene og bilerne på den anden side af gaden.

Beklager. Blikket søgte videre, forbi regnen, hen over bybroen og videre op mod den grå masse, der rullede hen over himlen. – Jeg tror, jeg må slutte nu.

Kapitel 3

Taxabussen udenfor dagcentret var kørt videre, da Liz endelig ringer tilbage. – Sidder du i taxaen?

– Ja, svarer hun. – Har du ringet efter en ambulance?

De er på vej, lyver jeg og rejser mig fra bænken. – Bed taxaen om at køre dig til lufthavnen, så ordner jeg billetterne. Ok?

– Sagde pappa, at han gerne ville møde os?

– Ja, os begge to. – Thorkild, tag din søster med! Jeg efterligner fars stemme.

– Jeg ved bare ikke, om jeg kan forlade …

– Liz, det er ikke tidspunktet at tænke på sig selv. Hvis jeg skal få hende væk derfra, må jeg opretholde presset. – Arvid har brug for ro, fortsætter jeg, – du har trods alt lige stukket en lagkagekniv ind i hans bryst.

Liz er stille et øjeblik. – Ja, siger hun til sidst, – jeg tror, du har ret.

– Søs, fint. Så ringer du, når du er i lufthavnen. Imens taler jeg med sygehuset og holder dig opdateret med, hvordan det går med Arvid. Ok?

– Ja, gentager hun. – Thorkild, du er altid så rar.

– Ring, når du er fremme.

Jeg afslutter og taster nummeret til vagtcentralen i Tromsø og bestiller en ambulance til Arvid, før jeg forlader bænken og vinden og går over mod det nærmeste busstoppested.

Mens jeg fik al kynismen, mistroen og en dyb trang til selvde­struktion, blev Liz tildelt en naiv tro på fromme mennesker i en verden fuld af uendelig godhed og næstekærlighed. I hendes øjne er hvert et medmenneske perfekt, sådan som Gud nu skabte dem, det er kun hende, som ikke passer ind og er til irritation og besvær for dem omkring hende. Liz tror, at al kan repareres med mere kærlig­hed, underkastelse og blind godhed. Jeg har opgivet at ændre på det menneskesyn, men det betyder ikke, at jeg bare vil lade ulvene rase uhæmmet omkring hende.

Jeg står af bussen inde i Stavangers bymidte og småløber over til lejligheden i Pedersgata. Jeg vil ud i lufthavnen, før én fra NAV ringer til Ulf, min psykiater, og fortæller ham, at jeg er stukket af fra lysstøberiet midt under arbejdsudredningen.

Jeg finder kufferten i klædeskabet og begynder at pakke. Imens jeg er i gang, fornemmer jeg pludselig, at kroppen ryster, og jeg må tage et skridt til siden og støtte foden mod sovesofaen for ikke at falde. Jeg stirrer på plastikposen, der ligger på bordet foran mig. Jeg har ikke rørt en eneste af pillerne i posen, efter jeg kom tilbage fra Oslo for snart to måneder siden. Jeg tager stadig den medicin, Neu­rontin-kapsler, som Ulf udskriver til mig. Risperdal-indsprøjtninger hver 14. dag. Cipralex-tabletterne virker ikke, derfor stikker jeg dem ned i jorden på den eneste potteplante, som jeg har, i håb om, at de en dag vil spire og blive til et levende lykketræ.

I virkeligheden ville det være helt enkelt, posen ligger jo lige foran mig, dag ud og dag ind, det eneste, jeg skulle gøre, var at åbne den og fylde munden og indvoldene med kapsler og piller fulde af eng­lebrændstof, lukke øjnene og tage herfra én gang for alle. Jeg troede, at det ville blive let den her gang. Jeg troede, at jeg ville det. Men så er jeg ikke i stand til det. Nogle gange, når jeg ikke længere magter at sidde og stirre ned i posen med piller, går jeg udenfor, vandrer rundt på Storhaug, kigger på husene og forsøger at placere andre versioner af mig selv derinde sammen med menneskene bag vinduerne, eller jeg går ned til Emmausstranda og følger havet og lytter til bølgerne eller bare lyden af mine egne skridt. Det eneste sted, som jeg ikke går hen til, er Paradis. Det er ikke noget for mig. Ulf siger, at jeg er ved at vokse fra pillemisbruget og samtidig leder underbevidstheden efter noget at erstatte det med.

Jeg river mig fri af tankestrømmen og går hen til bordet, samler plastikposen med piller op, pakkerne rasler og knitrer, før jeg ruller posen sammen og skubber den ind under sofaen.

Kapitel 4

Liz har tætsiddende beige bukser, en krøllet, blomstret bluse og en tyk, åbenstående dynejakke på, da jeg møder hende i Gardermoen lufthavn. Hun ligner en, der kun har taget tøj på for at gå hen til postkassen og ikke en, som skal ud blandt andre mennesker på en længere rejse.

– Har du talt med sygehuset? spørger hun, da hun kommer mig i møde. – Har Arvid det godt?

– Ja, svarer jeg. – De har alt under kontrol. Hun forsøger at give mig et kram. Den ene arm hænger tungt ned langs siden, skulderen og over­armen synes større end den anden, så den ene side af kroppen trækkes ned mod jorden og gør hende skæv. – Hvad er der sket med din skulder?

– Jeg faldt. Liz vender sig delvist med siden til for at skjule den for mig.

– Åh, nej? Hvor?

– I indkørslen.

– Var det glat?

– Ja.

– Virkelig. Is på vejen midt i juni?

– Det var ikke ham. Jeg var uheldig, kun …

– Søs, ok. Jeg tror på dig, siger jeg. Jeg magter ikke at høre hende lyve. Liz fylder 50 om nogle måneder, er seks år ældre end mig og har brugt alle de undskyldninger, der er i lærebøgerne til at forsvare den voldelige socialbedrager af en eks-lastbilschauffør, som hun mødte, da hun var ung og flyttede til Tromsø for at studere.

– Du ser bedre ud, lillebror, siger hun, mens hun utålmodigt venter på krammet.

– Jeg har savnet dig.

– Har du? Liz fumler med jakkens lynlås.

– Såååå meget, siger jeg og strækker armene ud til hver sin side, træder et skridt frem og lægger dem forsigtigt omkring hende.

Man siger, at kærlighed gør blind. I Liz’ tilfælde gør tæsk, spark og trusler hende til et fysisk og følelsesmæssigt vrag, men den ene ting, som Arvid så desperat forsøger at banke ud af hende, nemlig troen på universets godhed, ren kærlighed og en himmel fyldt med funklende stjerner, vokser sig kun stærkere og mere modstandsdyg­tigt for hvert et slag, hun får. En dag vil Arvid også forstå det, og jeg er bange for, at jeg ikke når at få hende væk derfra inden, for det vil også blive dagen, hvor han slår hende ihjel.

– Jeg glæder mig til at møde pappa. Vi følger skiltene ud mod vores gate. – Er han hjemme i Skuflavik?

– Nej, han sidder i fængsel. Vi standser ved køen af folk, der er på vej ud mod terminalens udenlandsområde. – Ikke på grund af de sædvanlige miljøaktioner, men noget mere alvorligt.

Liz måber. – Hvorfor?

– I vinter fandt de et lig af en ung kvinde nordvest på sagaøen, som forsvandt på en festival i Akureyri sidste sommer. Hun var vist nok medlem af hans miljøguerilla-gruppe.

– Og de mistænker ham for drabet? spørger Liz, der også kommer til at internalisere denne nyhed og vende den mod sig selv, når tiden er inden. – For pokker, far er over 70, han …

Han er vist ikke bare anholdt, de har allerede dømt ham. Ifølge en artikel, som jeg fandt på internettet, er retssagen overstået. Far sidder i et nyt fængsel udenfor Reykjavik, mens han venter på at anke sagen.

– Kan du hjælpe ham?

– Med hvad? spørger jeg undrende. – Med at trylle liget, kræften og dommen væk?

– Nej, men …

– Vi tager derop for at sige farvel, siger jeg, da køen igen begynder at bevæge sig. – Det er kun derfor.

Kapitel 5

Flyet lander i Keflaviks internationale lufthavn halv otte om aftenen. En sviende, saltet vind rammer mit ansigt, idet vi begynder at gå mod lufthavnsbussen, der skal køre os de knap 40 km ind til Reykjavik. Himlen er blågrå, næsten helt nøgen bortset fra nogle sporadiske langstrakte skykonstellationer, der hænger lavt hen over det golde lavalandskab. Det minder mig om den østlige Finmark, hvor jeg arbejdede nogle år efter Politiskolen, bare fladere og med en mør­kere, mere porøs jordoverflade, et dødt månelandskab med en tynd græsplæne ovenpå for ikke at skræmme turisterne væk.

Terrænet bliver mere kuperet, da vi nærmer os Reykjavik, buske og planter vokser op af jordvoldene, kontorbygninger og tankstationer bryder monotonien. Snart dukker også de første klynger af huse op, og ti minutter senere er vi inde midt i byen.

– Det er superfint, siger Liz, da jeg åbner døren til vores hotelvæ­relse. Hun klemmer sig forbi mig og går hen til vinduet. – Jeg har aldrig boet på så fint et hotel før.

– NAV betaler sine bedste klienter godt. Jeg stiller bagagen på gul­vet, inden det pludselig går op for mig, at rummet kun har en seng.

– Uha. Liz presser hænderne mod brystet, da hun opdager, hvad jeg tænker på. – Godt begynder hun, – jeg lægger mig på sofaen, det er dig, der har betalt for det hele og …

– Nej. Jeg taler med nogen.

Da jeg nogle minutter senere vender tilbage, sidder Liz i natkjole med en pose nøddemix i skødet og ser fjernsyn i sengen. – De sag­de, at det er to senge, der er sat sammen, og vi skal trække dem fra hinanden, siger jeg.

– Det tænkte jeg nok.

– Jeg forestiller mig, at det er Arvid, som tvinger dig til at gå så tidligt i seng. Jeg sætter mig på sengekanten.

– Næh, det er det faktisk ikke.

– Det er så fint, svarer jeg syrligt.

– Faktisk. Liz læner sig nærmere skærmen, hvor forældrene skændes om, hvorvidt den brudekjole, som datteren prøver, er for udringet.

Jeg sætter puderne om bag ryggen, læner mig over mod Liz og snubber posen med nøddemix. – Så hvad er det, vi ser?

– »Say Yes to the Dress«, svarer Liz. Hun slukker lampen, tager fjernkontrollen og læner sig bagover i sengen, så vi sidder en halv meter fra hinanden i mørket og stirrer mod tv-skærmen, hvor en kvinde leder efter en kjole at sige »ja« til.

– Du, hvisker Liz og skruer ned for lyden, da reklamerne kommer.

– Ja?

– Tror du, det er rigtigt? Hun vender sig mod mig, angsten ligger som en løkke omkring stemmen, den vibrerer svagt, selv når hun næsten kun hvisker. – At han dræbte den kvinde?

– Hvem ved. Jeg sender nøddemixen tilbage til Liz. – Du kan jo selv huske, hvordan han var.

– Ja. Liz vifter noget hår væk fra ansigtet, før hun trækker dynen tættere op under hagen. – Det kan jeg godt huske.

Kapitel 6

Næste morgen kører vi ud af byen mod Hólmsheidi Fængsel i en udlejningsbil. Himlen er nøgen og gråblå, en kølig brise giver krus­ninger på vandoverfladen af Raudavatn. Lidt efter drejer vi ind på en mindre, nyasfalteret vej med små grantræer på den venstre side og forskellige lyngplanter på den højre. Vi kører op til porten, og da vi er sluppet ind, kører vi videre op til parkeringspladsen mellem det inderste og yderste hegn.

I det åbne naturområde står en serie af gigantiske højspændings­master med snedækkede fjeldtoppe i baggrunden. Hólmsheidi er et hypermoderne fængsel, der tydeligvis er bygget efter et eller andet bikubeprincip, hvor jordfarvede fuglekasser med græstag står sam­men omkring en højere kegleformet enhed i midten. Fængslet virker imødekommende, en bygning, man får lyst til at se indefra, hvis det ikke havde været for de to rækker høje metalhegn.

Vi følger en smal korridor, der fører os hen til vagtrummet, hvor vi fortæller, hvem vi er, og hvem vi er kommet for at besøge. Derfra bliver vi ført gennem en ny korridor, ind i et møderum badet i dagslys med vinduer fra gulv til loft og lyse gulve, vægge og møbler.

Vagten beder os om at vente og sætte os ved et af bordene med ud­sigt til et grusbelagt udendørsområde med flere siddemøbler. Sidst jeg så far, mødte jeg ham og hans miljøaktivistiske slæng i Reyðarfjörður, hvor der gik rygter om, at det statsejede energiselskab Landsvirkjun planlagde at iværksætte langstærsti draumurinn, altså en stor drøm om et mega industriprojekt sammen med Norsk Hydro. Det endte med, at jeg tog hjem igen uden at fortælle, at jeg ville være politimand.

Mens jeg sidder her og tænker tilbage på årene, der er gået, mærker jeg en bølge af dårlig samvittighed skylle ind over mig. Jeg forsøger at komme i tanke om en begivenhed fra før i tiden, som retfærdiggør, at tingene blev, som de blev, mellem os, men kan ikke finde nogen. Liz siger heller ikke noget, ansigtet er blegere end normalt, da hun leder efter noget at fokusere på eller tale om i det sterile rum.

Efter nogle minutter kommer han endelig. Det hvide hår hænger ned over skuldrene, han er senet, men tyndere og lavere, end jeg husker ham, fingrene er slanke, der er færre muskler på armene, og brystet er indsunket. Ansigtet er smalt med dybe tværgående furer. Det er først, da han kommer frem i lyset, at jeg får øje på den citrongule farve i ansigtet, på halsen og hænderne. Først troede jeg, det skyldtes genskæret fra de store vinduer og lyset i loftet, men der er ikke noget lys, som stjæler den hvide farve og erstatter den med en mat grøngul hinde i hans øjne.

– Thorkild. Far griber min hånd og klemmer den så hårdt, at jeg må presse igen, så han ikke knuser den.

– Du kom, siger han og trækker mig ind til sig.

Da han har sluppet favntaget, bliver han stående mellem Liz og mig og kigger på hende. – Hvad laver du her? spørger han, mens Liz venter på, at det skal blive hendes tur.

– Jeg … stammer Liz, inden far holder om hende og lader, som om han vil løfte hende op fra gulvet. Liz hyler og vifter med den friske arm, så vagten, der fulgte far ind, opmærksomt springer op og kigger usikkert på os. Far slipper og kysser hende flere gange på kinden og krammer hende, inden han sætter sig ned.

Jeg sætter mig, mens Liz bliver stående og stråler som en sol, der kun skinner på far.

– Hvad er der sket med dit ansigt? Far nikker mod arrene på den ødelagte side.

– En bilulykke, svarer jeg.

– Sådan. Han fortsætter med at se på arrenes linjer, der løber ned over kinden til mundvigen.

– Det var ikke hans skyld, indskyder Liz. – En kvinde snørede ham.

– Søs. Jeg fremtvinger et smil, før jeg igen vender mig mod far. Jeg laver en kejtet håndbevægelse mod hans ansigt. – Og du? Hvad er det med …

– Modermærkekræft, afbryder far, – med spredning til leveren og de indre organer. Han ler kort og hult. – Jeg ender med at blive til en citron, inden jeg dør.

– Kemoterapi?

– Nej, ikke den her gang.

– Hvorfor ikke?

– Det er for sent. Han trækker på skuldrene. – Men det er godt nok, ingen lever evigt. Han kigger over på Liz, der allerede kæmper med at holde tårerne tilbage.

– Hvornår bliver retssagen genoptaget? Jeg skifter emne for at slippe for at høre på hans selvmedlidenhed.

– Den begynder om nogle dage.

– Hvem var hun? Den kvinde, som du er dømt for at have dræbt?

– Famke var oprindelig fra Holland. Hun kom hertil for at studere og blev en del af vores gruppe.

– Kvæl Island? spørger jeg uden at skjule min foragt i stemmen.

Far presser en kno ned mod bordpladen. – Det passer.

– Pudsigt navn, siger jeg som modangreb.

– Nej, svarer far. – Overhovedet ikke. Det er det, de gør. Kvæler øen, kvæler os.

Industrialiseringen af Island er et andet ord for voldtægt, de flår tøjet af vores ø, kløver huden op med tunge gravemaskiner, borer sig ind i hende og inficerer hende med deres gift.

– Godt så, siger jeg, da jeg ser, at han er ved at tale sig varm og begynde på en af sine grandiose forsvarstaler. – Fortæl mig om hende.

– Tja, hun begyndte at rejse rundt sammen med os, vi kunne godt lide hende, og til sidst blev hun en del af vores gruppe.

– Gik du i seng med hende?

Far smiler. De kridhvide tænder glinser i sollyset, der skinner ind ad de store ruder. Tandkødet har den samme sygelige, gule farve som resten af ansigtet. – Hvorfor spørger du om det?

– Fordi jeg ved, at politiet allerede har stillet de samme spørgsmål, svarer jeg.

– Jeg glemte, at du er en af dem, siger far og smiler skævt.

– Var, siger jeg. – Var en af dem. Så, gjorde du det?

– Vi kom tæt på hinanden efter et stykke tid, svarer far.

– Hvor gammel var hun?

– 24. Vi havde tilbragt flere dage oppe i højlandsområdet om­kring Hvannalindir, før vi tog til sommerfestivalen i Akureyri. De fleste miljøforkæmpere og ligesindede tog derhen på grund af koncerterne og arrangementerne. Vi indlogerede os på et kol­legie udenfor byen. Om aftenen tog hun sammen med resten af gruppen ind til byen, mens jeg blev hjemme. Det var sidste gang, jeg så hende.

– Hvad gjorde du, da du opdagede, at hun ikke var kommet tilbage?

– Ingenting. Vi var begge voksne mennesker. Jeg hørte ikke mere fra hende, før politiet nogle dage senere kom og fortalte, at nogen havde meldt hende savnet, og at de havde startet en eftersøgning. Jeg mener, det var jo sommerferie. Famke plejede at rejse hjem til Holland om sommeren, og vi tænkte, at det havde hun også gjort den her gang, selvom hun normalt sagde det forinden, men …

– Du sagde ”nogle dage senere”? Hvem meldte hende savnet?

Far trækker på skuldrene. – Aner det ikke. Men det skal du ikke bekymre dig om, Thorkild. Det var ikke derfor, jeg ringede til dig. Jeg ville bare gerne se dig. Han kigger over på Liz.

Jer. Han retter sig op, skyder brystet frem, mens han holder en knyttet hånd mod sin lårmuskel og ser på mig. – Du holder dig godt, siger han og nikker. – Jeg troede, at Norge ville gøre dig blød …

– Hvad er planen? afbryder jeg. – Vi er her, hvad er det, du vil fortælle?

– Som sagt, jeg ville bare gerne se jer.

– Ok, siger jeg. – Du har set os. Jeg rejser mig. – Var det det hele?

Liz farer sammen og stirrer på mig. – M-men? stammer hun. – Vi er jo lige kommet.

Far rejser sig. – Hvor længe er I her? spørger han.

– Vi har endnu ikke bestilt billetter hjem, svarer jeg.

– Du må da i det mindste tage din søster med til Skuflavik og besøge jeres barndomshjem, før I tager afsted?

– Nå. Far kigger efter vagten, da jeg ikke svarer.

– I hvert fald er jeg glad for, at I kom.

Kapitel 7

Island har forandret sig. Reykjavik er vokset, smeltet sammen med de nærliggende byer Kópavogur og Hafnarfjörður. Laugavegur er fyldt med biler, der er nye hoteller og turistfaciliteter overalt, selv udenfor bykernen er der tankstationer, supermarkeder, boligprojekter med byggestillads og værelser-til-leje-skilte ved vejkanten.

– Han virkede så trist, begynder Liz, da vi igen nærmer os Reykjaviks centrum. Det er formiddag, dag to på vores Islands­besøg, og jeg savner allerede ensomheden og min lejlighed under bybroen i Stavanger.

– Du projicerer, siger jeg.

– Hvad betyder det?

– Du overfører dine følelser på ham. Far var ikke trist, han var den, han altid har været, bare lidt bedre til at holde det tilbage.

– Jeg projicerer ikke.

– Fint, grynter jeg. – Og Arvid sidder hjemme i Tromsø, angrer som en hund og savner dig.

– Det gør han faktisk.

Jeg bremser op og kører ind på en busholdeplads, inden jeg vender mig mod hende. – Har du talt med ham?

– Ja. I går aftes, da du var nede i receptionen.

– Og?

– De måtte sy fem sting, men lægerne siger, at lagkagekniven sad fast mellem to ribben …

– Søs, for helvede da også, ler jeg, – du pressede den virkelig ind, da du først blev vred.

Liz ryster på hovedet, som om hun vil gøre sig fri af billedet. – De vil sende ham hjem i dag. Jeg burde måske være der.

– Fortalte du, hvor du var?

– Ja, men han er ikke vred.

Hun tager en dyb indånding og forsøger at se på mig, mens hun samtidig gnider hænderne hårdere og hårdere mod hinanden, jo længere tid der går, før jeg svarer.

– Ok, Liz. Jeg kører ud fra busholdepladsen. Liz tror stadig, at den, man tugter, elsker man.

– Det er op til dig.

– Liz vender sig uroligt på sædet, da jeg pludselig drejer ud af byen og fortsætter nordpå.

– Hvor skal vi hen?

– Far havde ret, siger jeg og sætter vinduesviskerne til, – vi burde faktisk tage hjem, når nu vi er her. Jeg fremtvinger et smil og vender mig mod hende. – Synes du ikke?

– Hjem. Liz smager på ordet, mens hun læner sig frem og ser op på regnskyerne, der er ved at vinde over morgenlyset. – Der er sket så meget siden dengang. Ting, som jeg har glemt.

– Søs, glemt eller fortrængt? hører jeg mig selv sige.

– Begge dele, svarer Liz fraværende, mens øjnene følger regnskyerne. De synes alle at bevæge sig i samme retning, som om de skynder sig at komme før os. – Begge dele.


Vil du læse videre?

Den tidligere forhørsleder Thorkild Aske vender tilbage til sine rødder på Island, hvor hans far, den karismatiske miljøaktivist Ulfur, er uhelbredeligt syg af kræft. Desuden sidder Ulfur i fængsel, dømt for drabet på sin unge kæreste.

Thorkild og søsteren Liz tager turen til sagaøen for at tage afsked med deres far. Faren hævder, at han er uskyldig dømt, og Thorkild og Liz vikles snart ind i sagen, som afslører nye sandheder om deres egen familiehistorie og klimaforkæmpernes mørke hemmeligheder.

Vi skal ikke vågne er tredje bind i serien om Thorkild Aske.

Du kan købe Vi skal ikke vågne online, fx på Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.

LÆS OGSÅ: Vi skal ikke vågne: Nordic noir fra krimitalentet Heine Bakkeid


Studentermedhjælper/læsehest hos Lindhardt og Ringhofs marketingafdeling. Født og opvokset med et lånerkort i hånden, hvilket har ledt til en stor kærlighed for (og dyb afhængighed af) bøger. På Bog.dk lægger jeg lidt af hvert op – fx opskrifter, artikler samt quizzer om alt fra dyrerekorder til H.M. Dronningen.