København
1.
Fie så dragen for sig. Fra sin plads på siden af hans hals havde den stirret på hende med åbent gab. Den bevægede sig i takt med hans krop, da han stødte ind i hende. Dybe, penetrerende hug. Igen og igen. Uden nåde havde dragen kigget ned på hende med samme reptilblik som sin ejermand. Det var en gammel drage. Meget ældre end hendes 18 år.
Hun vaklede afsted under den sparsomme gadebelysning, mod Bellahøjs betonsiloer. De nedslidte højhuse tårnede sig op omkring hende, og hun støttede sig til en lygtepæl for ikke at falde. Det kølige metal mod håndfladen mindede hende om den blanke kniv, han havde ført op til hendes øje. Narrefisser får med den her. Hun fortsatte ad den øde vej, hvor hendes egen opgang lå lige fremme. Hun fortsatte forbi basketballbanen med de blafrende net i kurvene. Hendes hænder rystede ukontrollabelt, og med besvær fik hun fundet nøglen frem af jakkelommen. Da hun havde lukket sig ind, gik hun hen til elevatoren og åbnede døren. Det trange rum stirrede tilbage på hende, og hun hev efter vejret. Hun fornemmede hans vægt oven på sig og jerngrebet om halsen. Det havde sortnet for hendes øjne, og skriget om hjælp var forstummet, inden det ramte struben. Bebe … bebe, var det eneste, hun havde kunnet få frem. En ordlyd, der havde fået ham til at le. Tændt ham, så han havde flået bukserne af hende. Koldt græs mod hendes balder. Ru tobaksfingre mod hendes åbning. Du er sååå glat. Dernæst en skærende fornemmelse i hendes skræv. Hele vejen op til mellemgulvet. I et splitsekund havde hun troet, det var kniven og ikke hans lem, der var inde i hende. Tag den. Tag den din … lid… erli … e… Ophidset var han snublet over sine egne ord.
Hun slap elevatordøren og vendte sig mod trappen. Hvert et trin gjorde ondt. Mindede hende om hans stød, der fulgtes af en grynten. En lyd, som nu fyldte hendes hoved og genlød i trappeopgangen. Seks etager op, 108 trin. En evighed som den, hun havde oplevet i parkens mørke landskab sammen med dragen. Hun låste sig ind i lejligheden og listede gennem entreen. Fra soveværelset lød morens søvndrukne stemme.
– Er det dig, Fie? Efterfulgt af et: – Uhh, det blev da ellers sent, hva’?
Fie smed tasken og cowboyjakken fra sig i entreen. I soveværelset blev lyset tændt, og hun hørte sengen knirke, da hendes mor stod ud af den. Fie skyndte sig gennem gangen og hen til badeværelset. Hun lukkede hurtigt døren og skød slåen for. Øjeblikket efter kunne hun se omridset af sin mor gennem den matterede rude.
– Er du dårlig? spurgte hun. Fie svarede ikke.
– Er du o.k.?
– Ja … ja, fremstammede hun.
– Er du fuld?
– Nej … kun lidt.
Der lød et støn fra den anden side af døren. – Vi har lovet mormor at være der tidligt, Fie!
– Ja ja … godnat, mor.
– Go’nat, skat. Øjeblikket efter blev døren til soveværelset lukket.
Fie stillede sig hen foran vasken og så sig selv i spejlet. På halsen strakte blodudtrædningerne sig, og under det venstre øje havde hun en rift efter hans kniv. I hendes sorte og filtrede hår funklede græsstråene neongrønne. Hendes ansigt var hævet af gråd. Chokket sad stadig i det tomme blik og den åbne mund med de bævrende læber. Hun væmmedes over sig selv. Så sølle, tænkte hun ved synet. Hun fjernede blikket fra spejlet og klædte sig hurtigt af. I hendes trusser var der spor af frisk blod, og hun skyllede dem op, inden hun smed alt tøjet i vaskekurven. Hun bemærkede den lille perlepung, der stak op fra forlommen på bukserne. Du er ik’ en stikkerso, vel? Han havde taget sygesikringskortet med hendes adresse på. Advaret hende mod at sladre til nogen. Hvis hun gjorde det, ville han komme forbi med kniven. Hun havde forsikret ham om, at hun ikke ville sige noget. Han havde smilet og puttet en tohundredkroneseddel i pungen. Så er der til en taxa, skat, eller til lidt godt i morgen. Hun havde intet fattet. Han havde blinket til hende, eller også var det dragen på halsen, der havde gjort det, inden de begge forsvandt i mørket. Hun tog pengesedlen fra pungen og rev den i småstykker, som hun smed i kummen. Hun trak ud og betragtede stumperne forsvinde i det hvirvlende vand. I morgen ville det alt sammen være væk. I morgen ville hun vågne op og have glemt alting.
OM MØRKET KALDER
EN SEN NATTETIME træffer den nyudnævnte politikommissær Cecilie Mars et fatalt valg, der får vidtrækkende konsekvenser. Hendes fejltrin er blevet overvåget og filmet, og nu truer en anonym person med at afsløre alt, hvis hun ikke følger hans skræmmende agenda.
Cecilie trækkes ind i en uhyggelig plan om selvtægt, der tvinger hende til at overveje, hvor langt hun er villig til at gå for at skaffe retfærdighed. Samtidig vokser hendes fornemmelse af, at den der truer hende skal findes i hendes omgangskreds.
MØRKET KALDER er en ny selvstændig storbykrimi om politikommissær Cecilie Mars. Michael Katz Krefeld vandt Krimimessens Publikumspris i 2018 og Marthaprisen i 2016. Han er blandt andet forfatter til den internationale bestsellerserie om privatopdageren Ravn.
København
1.
Fie så dragen for sig. Fra sin plads på siden af hans hals havde den stirret på hende med åbent gab. Den bevægede sig i takt med hans krop, da han stødte ind i hende. Dybe, penetrerende hug. Igen og igen. Uden nåde havde dragen kigget ned på hende med samme reptilblik som sin ejermand. Det var en gammel drage. Meget ældre end hendes 18 år.
Hun vaklede afsted under den sparsomme gadebelysning, mod Bellahøjs betonsiloer. De nedslidte højhuse tårnede sig op omkring hende, og hun støttede sig til en lygtepæl for ikke at falde. Det kølige metal mod håndfladen mindede hende om den blanke kniv, han havde ført op til hendes øje. Narrefisser får med den her. Hun fortsatte ad den øde vej, hvor hendes egen opgang lå lige fremme. Hun fortsatte forbi basketballbanen med de blafrende net i kurvene. Hendes hænder rystede ukontrollabelt, og med besvær fik hun fundet nøglen frem af jakkelommen. Da hun havde lukket sig ind, gik hun hen til elevatoren og åbnede døren. Det trange rum stirrede tilbage på hende, og hun hev efter vejret. Hun fornemmede hans vægt oven på sig og jerngrebet om halsen. Det havde sortnet for hendes øjne, og skriget om hjælp var forstummet, inden det ramte struben. Bebe … bebe, var det eneste, hun havde kunnet få frem. En ordlyd, der havde fået ham til at le. Tændt ham, så han havde flået bukserne af hende. Koldt græs mod hendes balder. Ru tobaksfingre mod hendes åbning. Du er sååå glat. Dernæst en skærende fornemmelse i hendes skræv. Hele vejen op til mellemgulvet. I et splitsekund havde hun troet, det var kniven og ikke hans lem, der var inde i hende. Tag den. Tag den din … lid… erli … e… Ophidset var han snublet over sine egne ord.
Hun slap elevatordøren og vendte sig mod trappen. Hvert et trin gjorde ondt. Mindede hende om hans stød, der fulgtes af en grynten. En lyd, som nu fyldte hendes hoved og genlød i trappeopgangen. Seks etager op, 108 trin. En evighed som den, hun havde oplevet i parkens mørke landskab sammen med dragen. Hun låste sig ind i lejligheden og listede gennem entreen. Fra soveværelset lød morens søvndrukne stemme.
– Er det dig, Fie? Efterfulgt af et: – Uhh, det blev da ellers sent, hva’?
Fie smed tasken og cowboyjakken fra sig i entreen. I soveværelset blev lyset tændt, og hun hørte sengen knirke, da hendes mor stod ud af den. Fie skyndte sig gennem gangen og hen til badeværelset. Hun lukkede hurtigt døren og skød slåen for. Øjeblikket efter kunne hun se omridset af sin mor gennem den matterede rude.
– Er du dårlig? spurgte hun. Fie svarede ikke.
– Er du o.k.?
– Ja … ja, fremstammede hun.
– Er du fuld?
– Nej … kun lidt.
Der lød et støn fra den anden side af døren. – Vi har lovet mormor at være der tidligt, Fie!
– Ja ja … godnat, mor.
– Go’nat, skat. Øjeblikket efter blev døren til soveværelset lukket.
Fie stillede sig hen foran vasken og så sig selv i spejlet. På halsen strakte blodudtrædningerne sig, og under det venstre øje havde hun en rift efter hans kniv. I hendes sorte og filtrede hår funklede græsstråene neongrønne. Hendes ansigt var hævet af gråd. Chokket sad stadig i det tomme blik og den åbne mund med de bævrende læber. Hun væmmedes over sig selv. Så sølle, tænkte hun ved synet. Hun fjernede blikket fra spejlet og klædte sig hurtigt af. I hendes trusser var der spor af frisk blod, og hun skyllede dem op, inden hun smed alt tøjet i vaskekurven. Hun bemærkede den lille perlepung, der stak op fra forlommen på bukserne. Du er ik’ en stikkerso, vel? Han havde taget sygesikringskortet med hendes adresse på. Advaret hende mod at sladre til nogen. Hvis hun gjorde det, ville han komme forbi med kniven. Hun havde forsikret ham om, at hun ikke ville sige noget. Han havde smilet og puttet en tohundredkroneseddel i pungen. Så er der til en taxa, skat, eller til lidt godt i morgen. Hun havde intet fattet. Han havde blinket til hende, eller også var det dragen på halsen, der havde gjort det, inden de begge forsvandt i mørket. Hun tog pengesedlen fra pungen og rev den i småstykker, som hun smed i kummen. Hun trak ud og betragtede stumperne forsvinde i det hvirvlende vand. I morgen ville det alt sammen være væk. I morgen ville hun vågne op og have glemt alting.
OM MØRKET KALDER
EN SEN NATTETIME træffer den nyudnævnte politikommissær Cecilie Mars et fatalt valg, der får vidtrækkende konsekvenser. Hendes fejltrin er blevet overvåget og filmet, og nu truer en anonym person med at afsløre alt, hvis hun ikke følger hans skræmmende agenda.
Cecilie trækkes ind i en uhyggelig plan om selvtægt, der tvinger hende til at overveje, hvor langt hun er villig til at gå for at skaffe retfærdighed. Samtidig vokser hendes fornemmelse af, at den der truer hende skal findes i hendes omgangskreds.
MØRKET KALDER er en ny selvstændig storbykrimi om politikommissær Cecilie Mars. Michael Katz Krefeld vandt Krimimessens Publikumspris i 2018 og Marthaprisen i 2016. Han er blandt andet forfatter til den internationale bestsellerserie om privatopdageren Ravn.
Andre læste også: