Colleen Hoover Læseprøve og uddrag Romantiske bøger

Minder om ham er storsælgende Colleen Hoovers 10. roman på dansk. Smuglæs i bogen her

minder om ham colleen hoover

Minder om ham er en håbefuld og hjerteskærende roman fra Colleen Hoover, som helt sikkert vil ramme dig lige i hjertekulen. Tyvstart din læsning af bogen herunder.


I Minder om ham møder du den unge kvinde Kenna, der lige har afsonet fem år i fængsel, efter en tragisk fejltagelse. Hun vender tilbage til byen, hvor det hele gik galt, med forhåbninger om at blive genforenet med sin fireårige datter.

LÆS OGSÅ: Millioner køber Colleen Hoovers bøger om kærlighed med kant

Men ikke alle er lige glade for tanken om en genforening, og menneskerne i datterens liv kæmper for at holde Kenna på afstand fra datteren. Den lokale barejer Ledger Ward er det sidste bindeled mellem Kenna og datteren, og Kennas sidste håb for at få sin datter tilbage.

Kærligheden mellem Kenna og Ledger vokser stille, og Kenna forsøger at få kontrol over sin fortid.

Læs et uddrag af Minder om ham af Colleen Hoover herunder.

Du kan købe Minder om ham online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 14 juni.



Colleen Hoover

Minder om ham


KAPITEL 1: Kenna

Et lille trækors med datoen for hans død er stukket i jorden ved siden af vejen.

Scotty ville hade det. Jeg vil vædde med, at det er hans mor, der har sat det der.

”Gider du holde ind til siden?”

Chaufføren sætter farten ned og standser taxaen. Jeg stiger ud og går tilbage til korset. Jeg skubber det fra side til side, indtil jorden bliver løs omkring det, og så trækker jeg det op af jorden.

Døde han lige her på denne plet? Eller døde han på vejen?

Jeg lagde ikke mærke til detaljerne op til retssagen. Da jeg hørte, at han var kravlet adskillige meter væk fra bilen, begyndte jeg at nynne, så jeg ikke kunne høre andet af det, anklageren sagde. Og derefter, så jeg ikke behøvede at gennemleve detaljerne, hvis sagen endte i retten, erklærede jeg mig skyldig.

Fordi det teknisk set var det, jeg var.

Jeg havde måske ikke dræbt ham med mine handlinger, men jeg havde helt klart dræbt ham med min mangel på handling.

Jeg troede, du var død, Scotty. Men døde mennesker kravler ikke.

Jeg går tilbage til taxaen med korset i hånden. Jeg stiller det på bagsædet ved siden af mig og venter på, at chaufføren skal trække ud på vejen igen, men det gør han ikke. Jeg kaster et blik på ham i bakspejlet, og han stirrer på mig med løftet øjenbryn.

”Det er helt sikkert dårlig karma at stjæle mindesmærker fra vejkanten. Er du sikker på, du vil tage det dér?”

Jeg ser væk fra ham og lyver. ”Ja. Det er mig, der satte det der.” Jeg kan stadig mærke hans stirrende blik, da han svinger ud på vejen igen.

Min nye lejlighed ligger kun tre kilometer væk, men det er i modsat retning fra der, hvor jeg plejede at bo. Jeg har ikke nogen bil, så jeg besluttede mig for at finde et sted tættere på centrum denne gang, så jeg kan komme til og fra arbejde på gåben. Hvis jeg altså overhovedet kan finde et job. Det bliver svært med min historik og mangel på erfaring. Og, hvis man skal tro taxachaufføren, den dårlige karma jeg sikkert slæber rundt på lige nu.

Det kan godt være, det er dårlig karma at stjæle Scottys mindesmærke, men man kunne argumentere for, at det også er dårlig karma at rejse et mindesmærke for en fyr, som åbent udtrykte sit had til mindesmærker i vejkanten. Det er derfor, jeg fik chaufføren til at køre en omvej ned ad den her vej. Jeg vidste, at Grace sikkert havde efterladt et eller andet der, hvor ulykken fandt sted, og jeg følte, at jeg skyldte Scotty at fjerne det.

”Kort eller kontanter?” spørger chaufføren.

Jeg kaster et blik på taxameteret og finder kontanter og drikkepenge frem fra min taske og rækker dem til ham, da han har parkeret. Så griber jeg min kuffert og det trækors, jeg lige har stjålet, og bevæger mig ud ad taxaen og op til bygningen.

Min nye lejlighed er ikke en del af noget stort kompleks. Det er bare en enkelt, fritstående bygning flankeret af en brugtbilsforhandler på den ene side og en kiosk på den anden. Krydsfiner dækker et vindue i stueetagen. Øldåser i forskellige stadier af forfald er spredt ud over arealet. Jeg sparker en af dem til side, så den ikke sætter sig fast i hjulene på min kuffert.

Stedet ser endnu værre ud, end det gjorde online, men jeg forventede intet mindre. Udlejeren bad ikke engang om mit navn, da jeg ringede for at høre, om de havde nogen ledige lejligheder. Hun sagde: ”Der er altid noget ledigt. Medbring kontanter – jeg er i lejlighed ét.” Så lagde hun på.

Jeg banker på lejlighed ét. Der sidder en kat i vinduet og stirrer på mig. Den er så ubevægelig, at jeg begynder at overveje, om det mon er en statue, men så blinker den og lusker væk.

Døren går op, og en lille, ældre kvinde stirrer op på mig med et irriteret udtryk i ansigtet. Hun har curlere i håret og læbestift tværet ud hele vejen op til næsen. ”Jeg er ikke interesseret i at købe noget.”

Jeg stirrer på læbestiften og den måde, den fylder rynkerne om hendes mund. ”Jeg ringede i sidste uge angående en lejlighed. Du sagde, at du ville have én ledig.”

Genkendelsen farer over kvindens sveskelignende ansigt. Hun udstøder en hmpf-lyd, mens hun giver mig elevatorblikket. ”Jeg forventede ikke, at du ville se sådan her ud.”

Jeg ved ikke, hvad hun mener med den kommentar. Jeg ser ned på mine jeans og min T-shirt, mens hun træder væk fra døren et øjeblik. Hun vender tilbage med en stofpung med lynlås. ”550 dollars om måneden. Første og sidste måneds husleje skal betales i dag.”

Jeg tæller pengene og rækker dem til hende.”Der er ikke nogen kontrakt?”

Hun ler, mens hun propper kontanterne ned i sin pung. ”Du bor i lejlighed seks.” Hun peger opad med fingeren. ”Det er lige over mig, så lad være med at larme. Jeg går tidligt i seng.”

”Hvad er inkluderet i huslejen?”

”Vand og skrald, men du skal selv betale for el. Den er slået til nu – du har tre dage til at skifte den over i dit navn. Depositummet til elværket er 250 dollars.”

Fuck.Tre dage til at finde 250 dollars? Jeg begynder at sætte spørgsmålstegn ved min beslutning om at vende tilbage så hurtigt, men da jeg blev løsladt fra udslusningshjemmet, havde jeg to valg: bruge alle mine penge på at forsøge at overleve i den by eller køre de 500 kilometer og bruge alle mine penge i den her.

Jeg vil hellere være i den by, som indeholder alle de mennesker, der engang var knyttet til Scotty.

Kvinden træder et skridt tilbage ind i sin lejlighed. ”Velkommen til Paradise Apartments. Jeg kommer med en killing, når du har fundet dig til rette.”

Jeg placerer straks en hånd på hendes dør, så hun ikke kan lukke den. ”Vent. Hvad? En killing?”

”Ja, en killing. Ligesom en kat, bare mindre.”

Jeg træder væk fra hendes dør, som om det på én eller anden måde kan beskytte mig fra det, hun lige sagde. ”Nej tak. Jeg vil ikke have en killing.”

”Jeg har for mange.”

”Jeg vil ikke have en killing,” gentager jeg.

”Hvem kunne dog sige nej til en killing?”

Mig.”

Hun fnyser, som om mit svar er fuldstændig urimeligt. ”Lad os slå en handel af,” siger hun. ”Jeg lader strømmen være tændt i to uger, hvis du tager imod en killing.” Hvad fanden er det her for et sted? ”Fint,” siger hun som svar til min tavshed, som om det er en forhandlingstaktik. ”En måned. Jeg lader strømmen være tændt hele måneden, hvis du tager imod en enkelt killing.” Hun forsvinder ind i sin lejlighed, men lader døren stå åben.

Jeg vil ikke have en killing, overhovedet, nogensinde, men hvis jeg slipper for at bruge 250 dollars på et strømdepositum i den her måned, ville det være adskillige killinger værd.

Hun kommer til syne igen med en lille, sort og orange killing. Hun rækker den til mig. ”Værsgo. Jeg hedder Ruth, hvis du har brug for noget, men forsøg at lade være med at have brug for noget.” Hun begynder at lukke døren igen.

”Vent. Kan du fortælle mig, hvor jeg kan finde en telefonboks?”

Hun klukker. ”Ja, tilbage i 2005.” Hun lukker døren helt.

Killingen miaver, men det er ikke et nuttet miav. Det lyder mere som et råb om hjælp. ”Det er vi enige om,” mumler jeg.

Jeg baner mig vej mod trappen med min kuffert og min … killing.

Måske skulle jeg have ventet et par måneder mere, før jeg vendte tilbage hertil. Jeg arbejdede nok til at spare lige over 2.000 dollars sammen, men det meste af dem blev brugt på at flytte hertil. Jeg skulle have sparet mere sammen. Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde et job lige med det samme? Og nu er jeg pludselig også ansvarlig for at holde liv i en kattekilling.

Mit liv er lige blevet ti gange sværere, end det var i går.

Jeg når op til lejligheden, mens killingen klynger sig til min T-shirt. Jeg stikker nøglen i låsen og er nødt til at bruge begge hænder til at trække i døren og få nøglen til at dreje rundt. Da jeg skubber døren til min nye lejlighed op, holder jeg vejret, nervøs for, hvordan den vil lugte.

Jeg tænder for lyset på stikkontakten og ånder langsomt ud. Der lugter ikke rigtig. Det er både godt og skidt.

Der er en sofa i stuen, men det er bogstaveligt talt det hele. En lille stue og et endnu mindre køkken. Ingen spisestue. Intet soveværelse. Det er en effektiviseret lejlighed med et skab og et badeværelse så lille, at toilettet rører ved badekarret.

Stedet er et hul i jorden. 46 kvadratmeters absolut lort, men det er stadig en opgradering for mig. Jeg er gået fra at dele en celle på 9 kvadratmeter med en roommate, til at bo på udslusningshjemmet med seks roommates, til en lejlighed på 46 kvadratmeter, som kun er min.

Jeg er 26 år gammel, og det her er første gang, jeg officielt har boet alene et sted. Det er både rædselsvækkende og befriende.

Jeg ved ikke, om jeg har råd til at bo her, når den første måned er gået, men jeg har tænkt mig at forsøge. Selv hvis det betyder, at jeg skal ansøge om et job i hver eneste butik, jeg går forbi.

Det kan kun hjælpe, at jeg har min egen lejlighed, når jeg henvender mig til Landry-parret. Det vil vise, at jeg er uafhængig nu. Selv hvis den uafhængighed bliver en kamp.

Killingen vil ned, så jeg sætter hende på gulvet i stuen. Hun vandrer rundt, mens hun kalder på, hvem end hun efterlod nedenunder. Jeg mærker et stik i brystet, mens jeg ser hende lede i hjørnerne efter en vej ud. En vej hjem. En vej tilbage til hendes mor og søskende.

Med sine sorte og orange pletter ligner hun en humlebi eller noget fra Halloween.

”Hvad skal vi kalde dig?”

Jeg ved, at hun sandsynligvis kommer til at være navnløs i et par dage, mens jeg tænker over det. Jeg tager ansvaret for at navngive ting meget alvorligt. Sidste gang jeg var ansvarlig for at navngive nogen, tog jeg det mere alvorligt end noget andet nogensinde. Det kan have været, fordi jeg ikke havde andet at lave i al den tid, jeg sad gravid i min celle, end at tænke på babynavne.

Jeg valgte navnet Diem, fordi jeg vidste, at så snart jeg blev løsladt, ville jeg finde vej tilbage hertil og gøre alt, der stod i min magt, for at finde hende.

Her er jeg.

Carpe Diem.


KAPITEL 2: Ledger

Jeg er i gang med at parkere min truck i gyden bag baren, da jeg lægger mærke til den neglelak, der stadig sidder på fingerneglene på min højre hånd. Shit. Jeg glemte, at jeg legede skønhedssalon med en fireårig i går aftes.

I det mindste passer den lilla farve til min arbejdsskjorte.

Roman er i gang med at smide skraldeposer i containeren, da jeg stiger ud af trucken. Han ser gaveposen i min hånd og ved, at den er til ham, så han rækker ud efter den. ”Lad mig gætte. Kaffekrus?” Han kaster et blik ned i posen.

Det er et kaffekrus. Det er det altid.

Han siger ikke tak. Det gør han aldrig.

Vi anerkender ikke den ædruelighed, som krusene symboliserer, men jeg køber ham et hver eneste fredag. Det her er krus nummer 96, jeg har købt til ham.

Jeg burde nok stoppe, for hans lejlighed er fyldt med kaffekrus, men jeg er kommet for langt til at give op nu. Han har været ædru i næsten 100 uger, og jeg har gået og gemt på det milepælskrus i et stykke tid nu. Det er et Denver Broncos-krus. Det hold, han hader allermest.

Roman gør tegn mod barens bagdør. ”Der er et par indenfor, som generer de andre kunder. Det er måske en god idé at holde øje med dem.” Det er sært. Normalt har vi ikke problemer med uregerlige folk så tidligt på aftenen. Klokken er ikke engang 6. ”Hvor sidder de henne?”

”Ved siden af jukeboksen.” Hans blik lander på min hånd. ”Hey, flotte negle.”

”Ja, ikke?” Jeg holder hånden op og vrikker med fingrene. ”Hun gjorde det ret godt af en fireårig at være.”

Jeg åbner bagdøren til baren og bliver mødt af den enerverende lyd af min yndlingssang, der bliver fuldstændig slagtet af det satiriske rockband Ugly Kid Joe over højtalerne.

Det kan ikke passe.

Jeg går igennem køkkenet og ind i baren og får øjeblikkeligt øje på dem. De står bøjet over jukeboksen. Jeg baner mig vej over til dem og ser, at hun taster de samme fire tal ind igen og igen. Jeg ser på skærmen over deres skuldre, mens de fniser som uartige børn. ”Cat’s in the Cradle” er indstillet til at blive spillet 36 gange i træk.

Jeg rømmer mig. ”Synes I, det er sjovt? At tvinge mig til at lytte til den samme sang de næste seks timer?”

Min far snurrer rundt, da han hører min stemme. ”Ledger!” Han trækker mig ind i et kram. Han lugter af øl og motorolie. Og lime, måske? Er de fulde? Min mor bakker væk fra jukeboksen. ”Vi prøvede at fikse den. Det var ikke os, der gjorde det.”

”Selvfølgelig var det ikke det.” Jeg trækker hende ind i et kram.

De giver aldrig besked om, hvornår de har tænkt sig at dukke op. De ankommer bare og bliver hængende en dag eller to eller tre, inden de tager afsted i deres campingvogn igen.

Men at de dukker fulde op, er noget nyt. Jeg kaster et blik over skulderen, og Roman står bag baren nu. Jeg peger mod mine forældre. ”Gjorde du det her mod dem, eller dukkede de op sådan her?”

Roman trækker på skuldrene. ”En blanding.”

”Det er vores bryllupsdag.” siger min mor. ”Det skal jo fejres.”

”Jeg håber ikke, I kørte herhen.”

”Det gjorde vi ikke.” sagde min far. ”Vores bil er på værksted til rutinetjek sammen med campingvognen, så vi tog en Uber.” Han klapper mig på kinden. ”Vi ville gerne se dig, men vi har været her i to timer, mens vi ventede på, at du skulle dukke op, og nu smutter vi, for vi er sultne.”

”Det her er grunden til, at I burde advare mig, inden I kommer til byen. Jeg har et liv.”

”Huskede du vores bryllupsdag?” spørger min far.

”Jeg glemte det. Undskyld.”

”Jeg sagde det jo,” siger han til min mor. ”Hit med pengene, Robin.” Min mor stikker hånden i lommen og rækker ham en tidollarseddel. De vædder om stort set alt. Mit kærlighedsliv. Hvilke højtider jeg husker.

Hver eneste footballkamp, jeg har spillet i. Men jeg er næsten sikker på, at de bare har udvekslet den samme tidollarseddel i årevis.

Min far holder sit tomme glas op og ryster det.”Hvad med en genopfyldning, bartender?”

Jeg tager hans glas. ”Hvad med noget isvand?” Jeg efterlader dem ved jukeboksen og går om bag baren.

Jeg er i gang med at hælde to glas vand op, da en pige vandrer ind i baren med et fortabt udtryk i ansigtet. Hun ser sig omkring i rummet, som om hun aldrig har været her før, og da hun får øje på et tomt hjørne i den anden ende af baren, styrer hun direkte mod det.

Jeg stirrer på hende, mens hun vandrer gennem baren. Jeg stirrer så intenst, at jeg kommer til at overfylde glassene, så vandet flyder ud over det hele. Jeg griber et viskestykke og tørrer op efter mig selv. Da jeg kaster et blik mod min mor, ser hun på pigen. Og så på mig. Og så tilbage på pigen.

Pis. Det sidste, jeg har brug for, er, at hun forsøger at få mig på date med en kunde. Hun har allerede travlt med at lege Kirsten Giftekniv, når hun er ædru, så jeg kan levende forestille mig, hvor dårlig den tendens bliver efter et par drinks. Jeg er nødt til at få dem ud herfra.

Jeg tager vandglassene med hen til dem og rækker så mit kreditkort til min mor. ”I to skulle tage at gå ned til Jake’s Steakhouse og spise middag på min regning. Gå derhen, så I kan blive ædru på vejen.”

”Hvor er det sødt af dig.” Med en dramatisk mine tager hun sig til brystet og ser på min far. ”Benji, vi har opdraget ham så godt. Lad os fejre vores evner som forældre med hans kreditkort.”

”Vi opdragede ham virkelig godt,” siger min far og nikker. ”Vi burde få flere børn.”

”Overgangsalder, skat. Kan du huske, da jeg hadede dig i et helt år?” Min mor griber sin taske, og de tager vandglassene med sig ud af baren.

”Vi burde bestille en ribeye, siden det er ham, der betaler,” mumler min far, da de er på vej væk.

Jeg udstøder et lettelsens suk og vender tilbage til baren. Pigen sidder og putter sig i hjørnet, mens hun skriver i en notesbog. Roman står ikke bag baren lige nu, så jeg går ud fra, at der ikke er nogen, der har taget hendes bestilling endnu.

Jeg melder mig frivilligt.

”Hvad kan jeg byde på?” spørger jeg hende.

”Vand og en Cola Light, tak.” Hun ser ikke på mig, så jeg bakker væk for at ordne hendes bestilling. Hun skriver stadig i notesbogen, da jeg vender tilbage med hendes drikkevarer. Jeg forsøger at fange et glimt af det, hun skriver, men hun lukker notesbogen og hæver blikket. ”Tak skal …” Hun standser midt i det, jeg tror er hendes forsøg på at sige tak skal du have. Hun mumler ordene: ”Du have,” og stikker sugerøret i munden.

Hun virker forfjamsket.

Jeg vil gerne spørge hende om ting, som hvad hun hedder, og hvor hun er fra, men i løbet af de år, jeg har ejet det her sted, har jeg lært, at spørgsmål stillet til ensomme mennesker i baren hurtigt kan forvandle sig til samtaler, jeg er nødt til at kæmpe mig ud af med vold og magt.

Men de fleste mennesker, der kommer herind, fanger ikke min opmærksomhed, som hun gør. Jeg slår ud med hånden mod hendes to glas og siger: ”Venter du på nogen?”

Hun trækker begge glas tættere på sig.”Næh.Bare tørstig.”Hun afbryder øjenkontakten med mig og læner sig tilbage i stolen, mens hun trækker notesbogen med og giver den sin fulde opmærksomhed.

Jeg forstår et hint. Jeg går hen til den anden ende af baren, så hun kan være i fred.

Roman vender tilbage fra køkkenet og nikker med hovedet i hendes retning. ”Hvem er hun?”

”Jeg ved det ikke, men hun har ikke nogen vielsesring på, så hun er ikke din type.”

”Meget morsomt.”



Colleen Hoover: Minder om ham

Efter at have afsonet fem år i fængsel vender Kenna tilbage til byen, hvor alt gik galt. Hun håber på at blive genforenet med sin lille datter, men alle i datterens liv virker fast besluttede på at holde Kenna væk lige meget hvor hårdt hun kæmper for at bevise sit værd. Den eneste, som ikke har lukket døren helt er Ledger, den lokale barejer og et af de sidste bindeled mellem Kenna og hendes datter. Samtidig med at kærligheden mellem Ledger og Kenna vokser, forsøger Kenna nu at rydde op i sin fortid.

Colleen Hoovers bøger har altid ramt læserne lige i hjertekulen. Bøgerne ligger højt på listen over de bedste kærlighedsromaner hos Goodreads og de seneste år har hendes bøger gennem BookTok ramt endnu flere læsere. Hashtagget #ItEndsWithUs (da: Det ender med os) har over 500 millioner views på TikTok.

Du kan købe Minder om ham online her eller i den nærmeste boghandel fra 14. juni.