Fiktion Aktuelt Bestsellere Danske romaner Historiske romaner Merete Pryds Helle Prisbelønnede romaner Slægtsromaner

Merete Pryds Helle er tilbage – Læs første kapitel af Vi kunne alt

Vi kunne alt, Merete Pryds Helle, Folkets skønhed

I år 2016 bragede Merete Pryds Helle igennem med romanen Folkets skønhed. Bogen modtog de fine priser, Politikens Litteraturpris samt De Gyldne Laurbær. I år er hun tilbage, og du får her 1. kapitel af den selvstændige fortsættelse,Vi kunne alt.

Tag med den anmelderroste Merete Pryds Helle tilbage til den tidlige 70’er-tid, hvor børn voksede op i et mantra om, at fremtiden var deres, og det var muligt netop at kunne alt.

Romanen Vi kunne alt kredser om kærlighed, skyld og skam og er en selvstændig fortælling, som fortsætter, hvor den prisbelønnede Folkets skønhed slutter. Men i stedet for familien Pryds, så besøger vi deres naboer, der er en noget anderledes familie.

Her følger vi blandt andet Merle, der bor med hendes familie i et villakvarter i Værløse, hvor solsorten fløjter sorgløst på himlen. Stemningen er dog helt anderledes bag husets fire vægge, hvor Merles mor er plaget af sygdom, søsteren har sine egne problemer og hendes far slet og ret forsvinder.

Selvom 70’ernes børn kan alt, så viser det sig alligevel at være en kamp for Merle at folde sine vinger ud.

Læs også: 3 hurtige til Merete Pryds Helle om den ny roman Vi kunne alt

Merete Pryds Helles seneste roman Folkets skønhed vandt både De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris 2016.

Læs mere om Vi kunne alt:

Vi kunne alt, Merete Pryds HellePå en villavej i Værløse i 1971 ligger Merle i sin seng og læser den ene De 5-bog efter den anden. Hun kan høre forældrene gennem væggen. Det er en af morens gode dage, hvor sygdommen ikke har fat. Det er en af de gode dage, hvor faren er hjemme og er ædru.Vi kunne alt tegner et tidsbillede af den sorgmuntre optimisme, der prægede de tidlige 70’ere, hvor børnene fik at vide, at fremtiden var deres, og at de faktisk kunne alt.

En roman om kærlighed på trods, om skyld og skam og om voksne, som ikke magter at være voksne. Vi kunne alt fortsætter som en selvstændig fortælling, hvor Folkets skønhed sluttede, men vi er inde hos familiens Pryds’ naboer, hvor en anden historie udspiller sig.

Vi kunne alt kan købes i din nærmeste boghandler eller online her fra den 7. september

Læs også: Merete Pryds Helle om Folkets skønheds succes


Vi kunne alt, Merete Pryds Helle, Folkets skønhed

Vi kunne alt af Merete Pryds Helle

Merle vågnede til en skinnende junisøndagmorgen, hvor solen trampede frit rundt i værelset og hagede sig fast i tingene.
Uden for vinduet strøg de to blodblommer deres røde blade over sollyset og fik det til at flimre.
Hendes blik fulgte det fine blomstermønster på puderne i kurvestolen rundt og rundt, til hun blev rundtosset af det.
Fra kanten af hylden over sengen strittede arme og ben fra de nationaldukker, som hendes farmor og faster Lis havde købt, når de kørte i Lis’ 2CV til Harzen og Holland eller helt til Italien.

Lugten af brændt brød sneg sig ind under døren.
Merle kunne høre sin far Erling skrabe det sortbrændte af det ristede franskbrød ned i vasken med en kniv, som han gjorde hver søndag morgen.
Hendes mor Ane bankede på døren og kom ind på krykker.
Hun humpede hen til vinduet, trak gardinerne for og tændte læselampen over sengen.

– Se, jeg kan gå i dag! sagde hun.

– Det er godt, min anaana, sagde Merle.

Ane bøjede sig ind over Merle og lagde sine læber mod hendes pande, så fortsatte hun ind på Klaras værelse, men der sagde hun ingenting, så Klara sov nok endnu.

Ane bumpede tilbage i soveværelset, og  Merle  hørte hende besværet kravle op i sengen.
Erling kom ind i pyjamas med avisen under armen og satte den runde metalbakke, Ane havde købt på kirkebazaren, på Merles knæ.

Der var en tallerken med to stykker brændt skrabet brød med pålægschokolade, en skål med  jordbæryoghurt, det  lille juiceglas med appelsinjuice og syv små hvide C-vitaminpiller liggende løst mellem tallerkener og glas.

Da han havde sat bakken fra sig, viftede han med avisen og pegede på forsiden.

– Vi knokler, så I kan blive forkælede hele livet, sagde han.

– Nu har I kraftedeme fået offentlig sygeforsikring.

Han lukkede døren efter sig, og Merle tog De 5 på Skatteøen op fra gulvet.
Aviserne raslede i soveværelset inde ved siden af.
Merle balancerede tallerkenen på brystet, så hun kunne spise og læse samtidig uden at krumme.
Sammen med Anne, Dick, Julian, Georgina, blot kaldet  George, og hunden Tim løb hun på en klippesti.

Havet brølede under dem, og de var på vej, det kriblede i Merle af spænding. Hun spiste de to stykker franskbrød først, så yoghurten, så slugte hun de sure C- vitaminpiller og læste videre, men det murrede stadig i maven.
Merle listede ud i køkkenet og fiskede pakken med pålægschokolade frem fra grydeskabet, hvor Ane gemte den, og listede to stykker ud fra hvert af de tre plasticknitrende rum.

Hun lukkede æsken, lagde den lydløst på plads og skyndte sig tilbage i sengen og fortsatte med at læse, mens de seks stykker pålægschokolade smeltede et efter et mellem tungen og ganen.
Hun læste De 5 på Skatteøen færdig og nåede halvt igennem De 5 på nye eventyr, før Erling hamrede en knytnæve mod døren og råbte, at hun skulle gå ud at lege.
Så hamrede han på Klaras dør, men hun råbte, at hun havde matematik for.

– Hæng i, tøs, buldrede Erling. – Så du kan gøre os ære.

Merle satte bøgerne tilbage på hylden og gik gennem den mørke gang ud på badeværelset.
Hun samlede hænderne under vandstrålen og  pressede vandet mod sit ansigt. Hun så sig i spejlet med vandet løbende ned over huden, så hun kunne nøjes med at se på dråberne i stedet for sit spejlbillede, der aldrig blev smukt som Klaras, der havde lysende blå øjne, som deres farmor Gerda kaldte mirakeløjnene.

Hun løb den grønne plastickam gennem håret, der faldt ned om hendes hverkenelleransigt.
Brune øjne i de udviskede grønlandske træk, Ane havde givet hende, munden stor, som om den ville sluge resten.
Trompetkinder, som hendes farfar Harry kaldte dem, opstoppernæse, som Erling kaldte den, det hang overhovedet ikke sammen.
Hun fandt sine mælkedrengebukser i kommoden og den orange bluse, som hun kun måtte have på i weekenden på grund af pletten, Ane ikke kunne få af, uanset hvor meget hun skrubbede.

Hun rullede dynen og puden ind i lagenet og lagde pølsen ned i skuffen under sengen, for det var kun sjuskedorter og narkomaner, der lod en seng stå uredt om dagen.

Døren ind til forældrenes soveværelse var blevet lukket, og sengefjedrene derinde lød som mekaniske fuglestemmer.
Hun gik ud i køkkenet og skar to skiver rugbrød og smurte dem med fedt og dryssede salt over og huggede dem i sig.
Så åbnede hun døren ud til den blændende dag.

Merle missede med øjnene på dørtærsklen og så ud over stikvejen.
Merete stod derude i sin lyserøde skinnende jakke.
Hun havde de samme stribede bukser på som Merle og en yoyo i hånden, der blev ved med at løbe ned ad sin snor og snurre rundt om sig selv for enden, uden at Merete kunne få den op.

Merle gik tøvende hen til hende.

– Det er ikke sådan, man gør, sagde hun.

– Den er i stykker, sagde Merete. – Men ellers vil mor have, at jeg strikker. Merle tog yoyoen fra Meretes langfinger og lod løkken glide ned over sin egen. Hun kørte træklodsen frem og tilbage over snoren. Merete  satte sig på vejen og trak benene op under sig og lagde panden på knæene. Merle svingede yoyoen op i luften og kørte Jorden rundt. Hun havde lyst til at lade den ramme Merete i baghovedet.

– Skal vi lege noget? spurgte hun.

– Det er kun pattebørn, der leger, sagde Merete.

Merle ville ønske, hun kunne gå ind og læse igen, men Erling ville smide hende ud, hvis hun kom tilbage så hurtigt.

Hr. Sørensen kom frem fra sin indkørsel med de hvide kongepudler i snor.
Han havde købt dem som en sølle trøst, sagde Ane, da han var blevet arbejdsløs og Inge Mette  havde forladt ham, fordi hun ikke ville forsørge en mand.
Nu boede hun i et kollektiv i Hellerup med deres ældste søn, og hr. Sørensen boede alene med Jesper, der gik i klasse med Klara.

Hundene knurrede ad pigerne.
Hr.  Sørensen mumlede Godformiddag ned i sit fuldskæg og trak i hundene, og de forsvandt hen mod skråningen.
Merete rejste sig og trak Merle til sig, så yoyoens snor gik i kludder og træklodsen slog mod hendes knæ.

– Jeg har en krone, sagde Merete. – Vi kan gå til IsAndersen.

Det lød spændende.
At gå hele vejen op til Bymidten og tilbage igen sammen.
De to på eventyr.

– Jeg har også penge, hviskede Merle.
Hun lod Merete vente i indkørslen og skyndte sig gennem bryggerset ind i gangens skyggelys.

– Jeg skal bare hente noget, råbte hun ned i mørket.

– Skriv en bog om det! lød det fra Klaras værelse.

Merle åbnede skabet med forældrenes overtøj.
Hun stak en hånd ind og famlede over frakkerne, til hun fandt Erlings lodne arbejdsjakke.
Hun stak hånden i lommen og lukkede den om en bunke mønter og trak hånden op, uden at pengene klirrede.
Hun løb ud igen og smækkede alle dørene efter sig.
Merete ventede heldigvis endnu.
Hun lå med ryggen hen over volvoens køler og armene bredt ud til siden.

– Din far glor, sagde hun.

Merle kiggede på køkkenvinduet.
Erlings knoer knugede om det sorte velourgardin.

– Skal vi gå? spurgte Merle.

De gik uden at tage sig af Mette og DummeHanne, der var kommet ud med deres badmintonketsjere og stod og tjattede til en fjerbold.
De drejede om hjørnet forbi bedet med de hvidrandede kristtorn, hvor en flok gråspurve sad under buskene, som om de holdt en hemmelig rådslagning.
De gik forbi rækkehusenes dybe carporte, hvor et par mænd stod og vaskede biler, mens fruerne hængte vasketøj op i den lille gård mellem carporten og rækkehuskøkkenet.

Langs vejen var de nyplantede træer bundet fast til lige, lyse pæle med et læderbånd, og på flere af dem var der ridset Jesper og Klara med et kantet hjerte omkring.
Merle havde set Klara gøre det med morens
fiskekniv og håbede, at Erling ikke ville få øje på det, for det med drenge måtte vente, til de blev gift, så det ikke kom i vejen for deres uddannelse, som Erling allerede havde betalt for gennem skatterne.
De drejede forbi postkassen og fortsatte ad fortovet på den lange,
asfalterede vej, der førte op mod Bymidten.

Husene lå som omhyggeligt placerede klodser i brune, gule og røde farver, med de grønne haver som neutralt territorie imellem.
Nogle af dem havde flade tage, hvad Merle syntes så underligt ud.
Hun foretrak de røde, trekantede tegltage, ligesom hun bedst kunne lide, når hun byggede Lego, at lægge tag på med de røde, noprede Legotagsten, Lis havde foræret hende en æske af.

Vejen og haverne var tømt for mennesker, og hun og Merete gik ved siden af hinanden på de grå fliser og nistgrå brosten.
Ingen af dem trådte på sprækkerne mellem fliserne.
Merete hoppede over hver anden  flise, hvilket var svært uden at ramme sprækken, og Merle hoppede efter hende.

Skyerne drev hurtigt forbi over dem, som om Værløse ikke var et sted, de havde lyst til at opholde sig.
Højeloft Vænge snoede og bugtede sig, og de snoede sig med,  forbi børnehaven, som Ane mente var en skamplet på moderskabet, men hvor Merete havde gået uden vist at tage skade.
Forbi fru Mikkelsens hus, hvor der blev talt om, at hendes mand var den, der støvsugede, forbi kirken til den lille vej, hvor de gamle bindingsværkshuse lå, der engang havde været den rigtige Værløse by, og hvor Merle drømte om at bo, når hun blev voksen.

Hun overvejede at spørge, om Merete også gerne ville bo der, men det virkede nemmere at gå uden at snakke.
Inde i en af haverne gik en mand i bar overkrop og skubbede sin plæneklipper foran sig.
Han lignede Donny Osmond, som hun havde set et billede af i Vi Unge, og Merle tænkte, hvordan det ville føles at være gift med ham og bo i det lyserøde bindingsværkshus.
Så kunne hun stå i  haven og hænge vasketøj op; hun så sig selv i en lang, flagrende kjole i sommerbrisen, og han ville elske hende, og hun ville lave mad i køkkenet, når de kom hjem fra arbejde, mens han læste avisen og børnene legede ude i haven, og hun ville lave hans livretter.

Hun håbede, det ville være høne i peberrodssauce, som Gerda lavede, når Merle kom på besøg, og måske rabarberkompot.
Ikke rødgrød, for det var skidebesværligt, sagde Ane.

Måske var han ingeniør, ligesom hun skulle være, eller måske læge, og de kunne køre sammen i bilen på arbejde hver morgen og sammen hjem, og hun kunne sidde og lukke øjnene, mens han kørte, og lade dagen falde igennem sig som en brændestabel, der væltede.

Merle var i tvivl om, hvad en ingeniør lavede, men det var det, Erling havde bestemt for hende.
Fru Mikkelsen sagde, at det krævede, at man kunne sin matematik, og både hun og Erling sagde, at fremtiden tegnede lys, og at Merle og Klaras generation var heldig, fordi de kunne blive lige, hvad det skulle være, hvis ikke atomkrigen kom i vejen.

Merle og Merete fortsatte rundt i vejens bugtning og drejede til højre ved Bymidtens røde landskab, forbi lejlighederne, hvor de fattige boede, og kom hen til IsAndersen.

Klokken over døren ringede, da de trådte ind i den kølige butik, hvor ismutter stod i sit ternede forklæde bag disken og rørte fløde og sukker sammen i en metalspand.

– Isen er ikke færdig, sagde hun uden at se op.

– Vi skal bare have slik, sagde Merete.

Hun gik hen til glasbøtterne, der stod på hylder langs den bageste væg.

– Shake eller Jenka? spurgte hun uden at vende sig om.

Merle ville ønske, at hun vidste, hvad det var bedst at svare.

– Kan du lide muslingerne med bolsje? spurgte hun.

Merete nikkede, og Merle tog fire af de små poser med muslingeskaller.

– Gitte kan ikke lide Shake, sagde Merete heldigvis. – Er det ikke underligt?

– Klara vil også altid have Jenka, sagde Merle.

Merete tog fire Shaketyggegummier, og de købte salmiakstænger med det fine hulmønster i, som Merle så godt kunne lide.
De betalte, og Merle opdagede, at hun havde fået en femkrone med, som hun stak tilbage i lommen.

Slikmutter talte alle småpengene, som om det var første gang, hun så mønter. Merete tog hånden ned i bøtten foran disken og tog en cremefrø og puttede den i sin jakkelomme, mens slikmutter var optaget af at tælle.

Klokken ringlede igen, da de gik ud, og Merle tog to muslinger op af den rødstribede pose, pakkede dem ud og gav en til Merete, der
ubesværet lod hele plasticskallen glide ind i munden.
Merle holdt sin i den hule hånd og slikkede på bolsjet med tungen og mærkede de skarpe kanter skære i mundvigen, mens de gik tilbage ned ad Højeloft Vænge.
Skyerne havde samlet sig på himlen og lagde et mørkt skær over vejen, som om kvarteret havde trukket en hætte over sig.

– Ved du, at slikmutter er Jets mor? sagde Merete. – De bor lige ovenover, seks mennesker i en treværelses. Og hans far er arbejdsløs.

Det var mærkeligt sådan at se Jet udefra, han havde aldrig sagt noget om, hvordan det var hjemme hos ham.
De gik igen uden at sige mere og uden at træde på sprækkerne mellem fliserne, hvorfra  kærmindesøstrene strakte sig ind over de grå sten.
Merete svingede armene frem og  tilbage, og Merle gjorde det samme med sin frie arm.
Skyerne gav slip på tunge dråber, der faldt mørkt på fliserne omkring dem.
En bil kom listende, og da den var ud for dem, rullede manden, der kørte bilen, vinduet ned og stak hovedet ud.
Han havde cykelstyrskæg og sørgmodige øjne.

– Sutter du på karamel? spurgte han Merle.

Merete tog sin musling ud af munden og viste ham den.

– Jeg kan sutte jeres karameller for jer, sagde han.

Merle tog en op af posen.

– Du må gerne få en, sagde hun generøst.

– Hvis du giver en, kan jeg køre jer hjem til gengæld, sagde han.

– Vi er ikke voksenlokkere, sagde Merete.

Merete grinede så meget ad sin egen vittighed, at hun faldt på knæ mellem fliserne og hamrede hånden ned i stenen.

– I er tossede, sagde manden.

Han lavede kyssemund til Merle.

– I ved ikke, hvad I går glip af, sagde han og rullede vinduet op og kørte.

Merete rejste sig stadig grinende og så på sit ur.
Merle ville også gerne have et armbåndsur, men Ane sagde, at de ikke kunne strø om sig med penge, sådan som prydserne gjorde, fordi hun var lænket til sin tilværelse på en måde, ingen af dem forstod.

– Vil du med ind og se Herskab og tjenestefolk? spurgte Merete. – Mor siger, det er ok, at vi tager nogen med hjem, bare du ikke forventer at spise med.

De havde ikke fjernsyn hjemme hos Merle.
Ane mente, at sådan en tosseskærm gjorde folk ude af stand til at lytte til naturens stemmer.
Men hun sagde også, det var underligt, at Merle ikke legede med de andre piger på vejen, og hun behøvede vel ikke at få at vide, hvad de lavede.

– Jeg har aldrig set den, sagde hun forsigtigt.

Merete så på hende med åben mund.

– Mor bliver vanvittig, hvis hun ikke får set et afsnit, sagde hun. – Sidste søndag fik hun mig til at sige, jeg havde ondt i maven, så vi kunne nå hjem fra min onkel Valdemars fødselsdag.

De løb forbi de mørke rækkehuscarporte, forbi de viltre birke, der ivrigt vendte undersiden af deres blade op mod regnen, forbi de sankthansklippede ligusterhække, forbi den store grå kat, der lå på køleren af hr. Pryds’ bil i deres indkørsel.
Merle glemte helt at se, om hun trådte på afgrunden mellem fliserne.
Merete tog Merle i hånden og åbnede bryggersdøren.
I bryggerset hang regnfrakker, og der stod træsko og gummistøvler langs væggen.

Vasketøjet viftede i det lille rum bag bryggerset og duftede dejligt af det samme vaskemiddel, som Ane brugte.
På væggen hang nogle af de fisk, naboen Anna lavede i sit keramikværksted, og som alle på vejen havde købt nogle af.
Merle elskede, hvordan skællene på lerfiskene var krattet op med en pind fra det flade ler, og hvordan fiskene var ens, men blev mindre og mindre.
Som om den orden kunne brede sig fra de bryggerser, fiskene hang i, til dybt ind i parcelhusenes hjerter.

De tog deres sko af og stillede dem på række ved siden af de andre, og Merle hængte sin cowboyjakke på knagen.
Så kom de ind i en lang, mørk gang, lige så mørk som hendes egen.
I stuen skinnede møbler, gulv, glasnips og kongeligt porcelæn, som var det store, dirrende regndråber og der ingen steder var at gemme sig imellem den ene dirrende skinnen og den anden.
Huset duftede af kaffe.
Ane snakkede tit løs om fru Pryds, men var holdt op med at nævne hende, når Erling var der, efter dengang Ane ved middagsbordet havde sagt, at det virkede underligt, at fru Pryds var blevet Pouls sekretær ude på Novo.
For selv om det kun var et halvdagsarbejde, kunne man jo ikke være hos sine børn på den måde, børn trængte til.
Og så Poul, som om det var en hemmelighed, at han gjorde haneben til fru Pryds, hver gang hr. Pryds så den anden vej.
Erling havde knaldet sin næve i bordet og råbt, at Ane da havde drømt om at blive stewardesse, da de mødte hinanden i helikopteren fra Søndre Strømfjord til Holsteinsborg, hvor han skulle være et halvt år og lægge vandrør, og hvis den forbandede sygdom var blevet nede i helvede, hvor den hørte til, havde hun vel forfulgt sin drøm.
Ane havde grædt og sagt, at i Danmark blev hun kun mødt med kulde.
Så råbte Erling, at i Grønland frøs selv lortene sgu da til is inde i en, og så sagde Klara, at hun ville være pilot og flyve Ane hen lige, hvor hun ville.
Det syntes både Erling og Ane var fremragende fremtidsudsigter og holdt op med henholdsvis at råbe og græde.

Fru Pryds var så fiks, når hun trippede rundt ude på vejen, især efter at hun havde fået konebil og kørte af sted hver morgen til Novo, samtidig med at mændene på vejen kørte på arbejde.
Hun havde håret enten sat højt op på hovedet eller i krøller ned over nakken.

Merle kunne knap genkende hende, som hun sad der i sofaen med kort hår iklædt en frottekjole med et rødblomstret forklæde over.
På kakkelbordet stod et fad med fire kager, og ved siden af sin mor i sofaen flød Gitte.
Der var to gåsebryst og to napoleonskager på fadet.

– I kommer med regn, vrissede fru Pryds til Merete.

Merle kiggede ud gennem vinduerne på de lange regnstråler.
Hr. Pryds stod midt i haven med en hækkesaks i hånden og så sig omkring, som om han undrede sig over, hvor regnen kom fra.
Katten var fulgt efter dem ind og hoppede op på Gitte.

– Der er ikke kager nok, sagde Gitte.

– Vil du have saftevand? spurgte Merete, mens hun klappede på lommen i sin lyserøde jakke, hvor slikket lå, og diskret rystede på hovedet.

Merle satte sig forsigtigt i en lænestol, der kunne dreje rundt.
Gerda og Harry havde også et fjernsyn, men det blev aldrig tændt, når Erling en sjælden gang tog hende og Klara med på besøg.
På skærmen var der streger i forskellige farver og i midten et ur, som fru Pryds var i gang med at stille sit armbåndsur efter.

– To minutter, sagde hun og rystede uret. – Det gamle skidt kan ikke følge med tiden.

Gitte skubbede katten ned på gulvet, og den kom hen og smøg sig op ad Merles ben, inden den forsvandt.
Det virkede, som om tiden ikke havde lyst til at gå i den mørke stue med de grå regnskygger uden for vinduet og de dybere skygger bag fjernsynet og sofaen. Merete kom tilbage med to glas saftevand og to småkager.

– Far har købt et farvefjernsyn, sagde hun.

– Mus fjærter ikke som hest, uden røv revner, sagde fru Pryds.

Så lød der pludselig en stemme fra kassen.
Merete gav sin mor et gåsebryst og tog selv en napoleonskage og gav den anden til Gitte.
Hr. Pryds’ gåsebryst blev stående på fadet og ventede på ham.
Merle spiste den ene af de to tørre småkager.

På skærmen steg en stuepige af en hestevogn og ringede på hoveddøren til et smukt hvidt hus.
Fru Pryds lo.

– Det gælder om at kende sin plads, sagde hun.

Meretes kagegaffel klirrede mod tallerkenen.
Cremen og flødeskummet flød ud mellem de tynde lag krispende dej og chokoladeglasuren.

Stuepigen blev anvist køkkendøren i kælderen.
En kokkepige på skærmen sagde Clémence?
Hvad er det for et navn?
Merle, tænkte Merle.
Det er lige så underligt.
Kunne jeg ikke hedde Camilla eller Christina eller Charlotte?
Men det kunne have været værre endnu, det vidste hun, for Ane ville have opkaldt både Klara og hende efter døde familiemedlemmer, Atsa og Qupanu talte hun stadig om, men så havde Harry blandet sig, og fordi Harry, mente Ane, var den eneste i familien, der respekterede hende, havde hun givet efter på betingelse af, at pigerne blev opkaldt efter døde kvinder fra hans familie.

Så det blev hans mormor Klara til Klara og den walisiske farmor Merle til hende.
Harrys farmor havde bragt det røde hår ind i familien, så det skulle Merle bare være stolt af.
Walisiske kvinder kunne da også hedde Christina og Camilla og Charlotte, tænkte hun, men det var ikke noget, man kunne sige højt til hverken Ane eller Harry, og man skulle heller ikke spørge for meget til denne walisiske Merle, der havde født Harrys far på en fattiggård i Slagelse, hvor hun havde lavet træsko, når hun skulle, og drukket brændevin, når hun kunne.

Inde i fjernsynet truede en, der hed Alfred, med at skubbe køkkenpigen ind i kulkælderen.

– Aske til aske, støv til støv, sagde han.

– Sådan en fin uniform havde jeg også engang, sagde fru Pryds og pegede på skærmen.

– I skulle bare vide, hvordan livet var, da jeg var på jeres alder.

Det var sært at tænke på, at fru Pryds havde levet engang, hvor Merle selv ingenting var.
En kulde bredte sig fra hendes tæer op gennem  maven, op i issen, hvor den knitrede.
Hun så stjernerne for sig, der hang oppe bag regnskyerne, det mørke ingenting, der svævede omkring dem.
Hvor mange år ville stjernerne være der, efter at hun var død?

– Og hvad er den unge piges navn? spurgte butleren Hudson lady Bellamy, der lige havde ansat Clémence.

– Sarah, sagde hun. – Clémence er ikke et tjenestepigenavn.

En fugl stødte sig ud af kukuret på væggen og kukkede fem gange.
De beige gardiner hang tungt af daglighed bag fjernsynet.
Merete spurgte, om Merle ville have resten af hendes kage.
Hudson sagde, at hans bedstemor var død af sult.
Merle skrabede flødeskum og creme op på gaflen.
Regnen holdt op igen.
Ude i haven angreb hr. Pryds en tjørnebusk med hækkesaksen.
Katten stod foran ham og kiggede op på ham, som om den ville fortælle ham noget.
Sangen, der havde startet udsendelsen, begyndte igen, og der kom tegninger frem.
Fru Pryds skubbede Gitte væk fra sine ben og sagde, at de skulle gå udenfor, for hun ville stryge.

– Strygning er et sisyfosarbejde, sagde Gitte.

Merle vidste ikke hvad Sisyfos var, og det gjorde fru Pryds vist heller ikke, for hun vrissede, at Gitte var så klog, at hun kunne undvære hovedet, og at pigerne skulle være glade for at være født et sted og på en tid, hvor de gik i skole hver dag og fik varm mad, hvad de dog kun ville få, hvis de skrubbede ud.

Merete puffede Merle foran sig hen til bryggerset, hvor vaskemaskinen hamrede som en traktor.

– Plejer din mors hår ikke at være anderledes? spurgte Merle.

Merete lænede sig ind over vaskemaskinen, så den rystede hendes mave.

– Vent på mig i hulen, sagde hun og blinkede til Merle.

Merle skyndte sig ud på den grå stikvej.
Luften var varm og trykkende. Jesper og Mette spillede fodbold nede mod rækkehusene, men hun løb mod skovsiden, forbi hr. Sørensens hus, ud til skråningen.
I stedet for at løbe ned ad trapperne mod friarealet med kælkebakken og vandløbene og skovbrynet fortsatte hun ind mellem bøgehækken og  potentilbuskene, som fru Pryds havde fortalt hed månelys, og som hun havde valgt til stikvejens beplantning på grund af de gule blomster.
Merle kantede sig med siden til mellem de gultduftende månelys og de bløde bøgeblade.
Omkring ti meter inde voksede bøgehækken ud over buskene, og der var en naturlig hule mellem dem og bøgegrenenes skyggeløv.
Mette og Jesper havde slæbt en gammel springmadras derhen, hvor de plejede at sidde med Gitte og Klara og ryge cigaretter og klovne.
Jorden var smattet og kold efter regnvejret, og Merle tog sin jakke af og lagde den oven på madrassen og satte sig.
Månelysblomsterne mod det blå over hende lignede et farvelagt foto af stjernehimlen.

– Jeg har flæskesvær med, sagde Merete, da hun kantede sig ind i hulen.

Solstrålerne faldt bag Merete med lange, farvede streger som på fjernsynsskærmen.
Merete satte sit hovede tæt på Merles og gnaskede flæskesvær ind i hendes øre, så det knasede og bragede.

– Far gemmer dem i bilen, sagde hun.

Merle tog et flæskesvær ud af posen og stak det i munden.
Under posen havde Merete en bred, grå æske, hvorpå der var en tegning af en balsal, hvor damer dansede rundt i fodlange kjoler.
Merete løftede låget af.
I æsken lå to parykker sat op på høje trækugler.
Den ene paryk havde krøllet hår, den anden langt hår sat op i en frisure.

– Mor nægter at vise sit eget hår på kontoret, sagde Merete.

Merle tog parykken med krøllerne op af æsken.
Inde bag håret var et fint net, der kradsede mod hendes hånd, og da hun satte parykken på hovedet, kradsede det mod panden.
Merete tog den langhårede paryk på og lignede pludselig Else, som de begge havde til håndarbejde, og Merle også til dansk.

– Else, støvsuger din mand også derhjemme? spurgte Merle med fru Mikkelsens stemme.

– Vi støvsuger slet ikke, sagde Merete med Elses stemme.

– Jeg har for travlt med at farve mine bleer lilla.

Merle drejede parykken, så håret faldt ned over hendes ansigt.

– Hvem er jeg nu? spurgte hun.

– Min mor, der stryger, sagde Merete og drejede sin paryk.

– Og jeg er din mor, når hun kører rundt i rullestolen om natten.

Merete gik ned i knæ og svajede frem og tilbage, mens hun klynkede.

– Har I set, hvor han forsvandt hen, har I set min Erling?

Merle bevægede sin hånd frem og tilbage over et usynligt strygebræt og hvæsede ordene frem.

– Skrub ud af mit hus, mens jeg stryger, I beskidte snoge.

Merete satte sig på madrassen med et bump og drejede parykken tilbage.

– Sådan siger hun ikke.

– Min mor siger da heller ikke sådan, sagde Merle.

– Jo, hun gør.

Når din far er på galejen.
De gule månelysblomster lignede ikke længere stjerner, og det gule samlede sig i stedet i Merle til en iskold vrede, der startede nede i den kolde jord og jog op gennem hendes ben.
Merete begyndte at klynke igen.

– Hvor er min lille PutteErling? Han skal have sin whisky i sutteflasken!

Hun svajede igen frem og tilbage, som om hun sad i en rullestol.

Merle sparkede hårdt til Merete, så hun væltede om på ryggen og parykken gled af.
Merete sparkede tilbage, og Merle faldt oven på hende, vreden vred hende rundt.
Hun kradsede Merete i ansigtet, og Merete satte en hånd på Merles bryst og nev hende i brystvorten.
Så sparkede Merle hende i maven, og Merete trak sig væk og begyndte at hulke voldsomt.
De to parykker lå trådt ned i den smattede jord.
Det så ud, som om to kvinder var blevet begravet stående, og små dyr havde trampet hen over dem.

– Det var ikke med vilje, sagde Merle.

– Skrid, hulkede Merete. – Bare skrid.

Merle løftede parykken med de små krøller op.
Merete slog den ud af hånden på hende.

– Du holder fingrene væk.

Hun skubbede Merle ud ad hulens åbning, så grenene rev hendes arme og ryg. Merle kravlede det sidste stykke ud på den smalle sti mellem månelysbuskene og den grøntlysende bøgehæk og løb så hjemad.
Lyset var grånet over i skumring, og mørket var en tryg hånd, hun løb ind i. Hun tumlede ind gennem hoveddøren og ind i stuen, hvor Ane stod lænet ind over radiatoren for at trække gardinerne fra, så aftenmørket kunne fylde rummet.
Merle kastede sig mod hendes ryg og knugede armene om den bløde, eftergivende krop.
Ane drejede hovedet og så ned på hende.

– Hvad er der dog sket?

– Jeg faldt på skråningen, sagde Merle.

Ane fjernede Merles hænder fra sin mave.

– Du behøver ikke at gøre mig beskidt også.

Gå i bad, så bliver du glad, grinede hun.
Erling fløjtede ude i køkkenet.

– Laver far mad? spurgte Merle.

– Gud forbyde det, sagde Ane.

– Han er ved at sætte en grydehylde op.

– Jeg vil altid hjælpe dig, mor, sagde Merle.

Hun kyssede Ane på kinden og gik ned gennem mørket til forældrenes soveværelse og det store badeværelse, Erling havde lavet til sine piger.
Hun tog sit tøj af og lagde det i vasketøjskurven og stillede sig under bruseren. Vandet løb ned over hende og rislede over det blå mosaikgulv.

Det sved, hvor der var rifter i huden, og risten over afløbet blev dækket af mudder.
Det ringede på døren oppe i huset, og Merle skyndte sig at slukke og tørre sig, selv om håndklædet fik brune striber.
Erlings stemme trængte ned gennem huset til hende, og sammen med den hr. Pryds’.
De to mænds stemmer snoede sig om hinanden som slanger.

– Tror du måske, at penge hænger på træerne? råbte hr. Pryds.

Erlings stemme blev småsmiskende og underdanig, som når han talte med kunder i telefonen.
Hr. Pryds holdt op med at råbe, men lød stadig bestemt, han gentog noget flere gange, og ordene smøg sig ned gennem gangen og ind i badeværelset.

– Femhundrede kroner, har du forstået, femhundrede kroner.

Han blev ved at gentage det, indtil Erling smækkede døren i og hans trin gungrede ned gennem gangen.
Merle trak håndklædet om sig.
Hun kiggede op mod badeværelsesvinduet, men det var for lille til at komme ud ad.
Erling flåede døren op og stod foran hende, hans ansigt var tømt for farve, kun næven, han stødte frem mod hende, havde kulør.
Han tog fat i håndklædet foran og løftede Merle op og hamrede hende ind i flisevæggen.

– Jeg skulle have skyllet dig ud i toilettet, da du blev født, snerrede han.

Han trak hende ud fra væggen og hamrede hende ind i den igen.

– Du skulle kraftedeme på børnehjem.

Så gav han slip. Han smækkede døren bag sig og råbte, at de kunne gå ad helvede til alle sammen.
Selv om Merle lå på gulvet, føltes det, som om kroppen stadig gled ned ad væggen bag hende.
Så hørte hun det værste.
Skabet til overtøjet, der blev flået op og smækket i.
Hoveddøren, der blev flået op og smækket i.
Så hendes mors stemme.

– Erling, du må ikke gå.


Jeg er Ellevilde Ella med bøger og er både uddannet litterat og journalist. Jeg er ikke kræsen, når det kommer til at spise varieret i forhold til genrer, og jeg bliver draget af gode fortællinger, skarpt sprog og karakterskildringer, der virkelig rammer. Jeg ville elske, hvis jeg kunne være med til at skabe mere læseglæde i det danske land, og det kan jeg netop her på bog.dk - HURRA!!