INTERVIEW || Merete Pryds Helle har brugt meget energi på, at de såkaldte ”tidsmarkører” i hendes nye 70er-roman er helt præcise.
I 2016 fik Merete Pryds Helle både De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris for romanen Folkets skønhed. Vi kunne alt er en selvstændig fortsættelse af bestselleren:
”Romanen tegner et tidsbillede af den sorgmuntre optimisme i de tidlige 70’ere,” fortæller Merete Pryds Helle, der ligesom hovedpersonen Merle er vokset op i 70’ernes Værløse og godt kender til at ligge i en seng på en villavej op ad hessiantapetet og sluge den ene De 5-bog efter den anden.
At skabe et tidsbillede kræver grundig research
Selv om forfatteren og hendes hovedperson begge færdes hjemmevante i det brune årti og har løbet rundt i hønsestrik på de nyanlagte parcelhusplæners knæhøje karse, var der mange af periodens tidsmarkører som krævede grundig research. For hvornår var det nu, at Gassernes tredje grammofonplade stod blandt nyhederne i radioforretningen?
Læs også Til dig, der voksede op på en koteletgrund – her er 5 gode romaner fra villavejsdanmark
”Når jeg skriver i bogen, at de hørte den helt nye med Gasolin, er det pærelet at finde årstallet, den udkom, men det er ret svært at finde oplysninger om, hvilken dato den udkom. Her var jeg så heldig, at en Facebook-ven kender guitaristen Franz Beckerlee, som kunne opklare hvilken måned pladen var på gaden,” siger Merete og fortæller, hvordan selv ting, man føler sig helt sikker på, pludselig kan vise sig at være anderledes i virkeligheden:
”Fra min egen barndom huskede jeg Elle-bælle-bolle-bogen. Eller det troede jeg, den hed, og det var jo også en ret fed og sigende titel for en bog om seksualvejledning, men pludselig kom jeg i tvivl. Så snart jeg så forsiden, kunne jeg se, at den var gal. Den bog, vi havde læst i med blussende kinder, hed i stedet Dreng og pige, mand og kvinde: Sexorientering for unge. En meget anonym titel, men det er langt fra en anonym bog. Den står heller ikke længere på bibliotekerne, og det er jo selvfølgelig fordi, der er mange ting, man ser radikalt anderledes på i nutiden, og jeg tror ikke den bog ville gå i dag,” siger hun.
Læs også Merete Pryds Helle om sin første bog
Fiskebækbroens kollaps i 1972 fik afgørende betydning for romanen
Der er enkelte ting og begivenheder, som bliver metaforer i romanen. Fra sin barndom kan Merete for eksempel tydeligt huske da Fiskebækbroen ved Furesøen styrtede sammen 8. februar 1972, kort tid efter at den var blevet færdig:
”Hele midtersektionen af den to-sporede motorvejsbro kollapsede simpelthen, og når jeg i romanen sender Merle ud i den frostklare februarnat med syngende rulleskøjter på den lækre nylagte asfalt med kurs mod lige præcis den bro lige præcis den skæbnesvangre nat, så bliver det jo i romanen samtidig 70’ernes optimistiske fremskridtstro og tiltroen til ingeniørkunsten som kollapser. Faktisk var den scene så vigtig for mig, at jeg måtte skubbe hovedpersonen Merles alder, så den passede til min egen alder og dermed skrive en del af det foregående helt om,” siger forfatteren.
De pæne piger tyggede Jenka, og de rodede piger tyggede Shake
I en roman der udspiller sig i 1970’erne, er det selvfølgelig heller ikke tilfældigt, hvilken slags slik, der spises på stierne mellem bøgehækkene på vej hjem fra slikmutter.
”Der var muslingeskaller, cremefrøer, salmiaklakridsstænger, strandgrus, og så var der noget helt særligt – nemlig Shake og Jenka. Det er tyggegummi, hvor Shake er med lakridssmag, og Jenka er mere kølig menthol. Den gang jeg selv gnaskede det som barn, oplevede jeg det i høj grad som en identitetsmarkør. De velfungerende, pæne piger foretrak altid Jenka og os, der var lidt mere rodede i det, vi tyggede Shake. Jeg var altid lidt bange for de piger, som tyggede Jenka. De havde virkeligt orden i deres penalhuse,” griner hun.
Læs også 3 hurtige til Merete Pryds Helle om den nye roman Vi kunne alt
Hvis man var selvsikker, så var den hjemme
I skolen led Merete under at være et overbegavet barn. Hun kom meget tidligt i skole og blev rykket en klasse op, så hun var næsten to år yngre end sine klassekammerater.
”Der var så mange sociale ting, jeg slet ikke var udviklet til og sociale koder, jeg ikke forstod. Det der med at være den dygtige i klassen gør heller ikke altid en populær. Jeg var meget glad for drenge, og synes de var så spændende. Samtidig med det blev jeg mobbet. Jeg blev drillet rigtigt meget, og det var ført an af en meget pæn pige fra parallelklassen. 5 år senere blev jeg kæreste med ham, der længe havde været den lækreste på skolen, og som havde forskelligfarvede øjne ligesom Bowie.
På et tidspunkt fortæller han mig, at hende, der havde drillet mig godt og grundigt, nok havde gjort det, fordi han havde udtrykt, at han godt kunne lide mig. Tænk hvis han bare havde sagt det dengang” siger Merete med eftertryk og prøver, at komme i tanker om hvorfor det lige var ham, der blev udråbt til skolegårdens hotteste fyr:
”Det var udseendet det kom an på. Jeg beskriver jo også Jet i bogen som en dreng med en snorlige næse – og sådan var han også ham der den mest eftertragtede på Bagsværd Skole, hvor jeg gik. Man kunne simpelthen have lagt en lineal mellem de symmetriske træk i hans ansigt. Det var klassisk skønhed, og så var han selvsikker.
Hvis man var selvsikker, så var den hjemme. Der er jo mange som er pæne, men hvis man ikke også er selvsikker, så kommer man ikke videre, og der er mange, som ikke er pæne, men kun har selvsikkerheden, og de kommer altid videre,” konkluderer hun.
Læs også Merete Pryds Helle modtager Otto B. Lindhardt Prisen 2018
Jeg har været meget forbløffet over, hvordan mobning sidder i mig
Merete har aldrig fundet ud af, hvorfor det netop var hende, der blev holdt udenfor på en særdeles hårdhændet måde.
”Det er jo en del af ondskaben – at man ikke ved, hvorfor det sker. Man kan sagtens være tyk og have briller og alligevel være med i gruppen. For mig handlede det jo nok mest om en usikkerhed inde i mig selv. Der er noget med, at sådan nogle børnegrupper kan lugte usikkerhed, og den bliver straffet.
Det gør det dobbelthårdt, fordi den, der bliver mobbet, tit er den, som har det svært derhjemme. Man har en sårbarhed i sjælen, og den bliver opsnappet af børneflokken, og så får den bare på alle de skingre tangenter. Man har ikke opbygget et forsvarsværk, og man kender ikke strategierne til at svare for sig, fordi man er et helt andet sted,” forklarer Merete.
”Jeg har været meget forbløffet over, hvordan den der mobning sidder i mig. Jeg kan stadig være ekstremt usikker i sociale relationer. Jeg kan være bange for, hvad der bliver sagt om mig, og jeg kan være bange for at miste mine venner. Det sidder virkeligt dybt, og det er svært at arbejde med, for det er jo en erfaring, man har, og man kan ikke fjerne den som erfaring.
Jeg kan tænke: ”her er egentligt meget rart at være – men det vender nok lige om lidt”. Man kan godt prøve at træde væk fra den og sige til sig selv, at det skete, da du var barn, og det behøver ikke at ske nu, men fordi man ikke vidste, hvorfor det skete, da man var barn så ved man heller ikke rigtigt, hvorfor det ikke sker nu. Det kunne lige så godt ske lige om lidt. Der er en fundamental usikkerhed,” forklarer forfatteren.
Merete Pryds Helle (f. 1965) er uddannet fra Forfatterskolen 1988-90 og har en bachelorgrad i Litteraturvidenskab. Pryds Helle debuterede med novellesamlingen Imod en anden ro i 1990 og har siden skrevet blandt andet romaner, krimier og digital litteratur. Senest romanen Folkets skønhed fra 2016 som vandt De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris.
INTERVIEW || Merete Pryds Helle har brugt meget energi på, at de såkaldte ”tidsmarkører” i hendes nye 70er-roman er helt præcise.
I 2016 fik Merete Pryds Helle både De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris for romanen Folkets skønhed. Vi kunne alt er en selvstændig fortsættelse af bestselleren:
”Romanen tegner et tidsbillede af den sorgmuntre optimisme i de tidlige 70’ere,” fortæller Merete Pryds Helle, der ligesom hovedpersonen Merle er vokset op i 70’ernes Værløse og godt kender til at ligge i en seng på en villavej op ad hessiantapetet og sluge den ene De 5-bog efter den anden.
At skabe et tidsbillede kræver grundig research
Selv om forfatteren og hendes hovedperson begge færdes hjemmevante i det brune årti og har løbet rundt i hønsestrik på de nyanlagte parcelhusplæners knæhøje karse, var der mange af periodens tidsmarkører som krævede grundig research. For hvornår var det nu, at Gassernes tredje grammofonplade stod blandt nyhederne i radioforretningen?
Læs også Til dig, der voksede op på en koteletgrund – her er 5 gode romaner fra villavejsdanmark
”Når jeg skriver i bogen, at de hørte den helt nye med Gasolin, er det pærelet at finde årstallet, den udkom, men det er ret svært at finde oplysninger om, hvilken dato den udkom. Her var jeg så heldig, at en Facebook-ven kender guitaristen Franz Beckerlee, som kunne opklare hvilken måned pladen var på gaden,” siger Merete og fortæller, hvordan selv ting, man føler sig helt sikker på, pludselig kan vise sig at være anderledes i virkeligheden:
”Fra min egen barndom huskede jeg Elle-bælle-bolle-bogen. Eller det troede jeg, den hed, og det var jo også en ret fed og sigende titel for en bog om seksualvejledning, men pludselig kom jeg i tvivl. Så snart jeg så forsiden, kunne jeg se, at den var gal. Den bog, vi havde læst i med blussende kinder, hed i stedet Dreng og pige, mand og kvinde: Sexorientering for unge. En meget anonym titel, men det er langt fra en anonym bog. Den står heller ikke længere på bibliotekerne, og det er jo selvfølgelig fordi, der er mange ting, man ser radikalt anderledes på i nutiden, og jeg tror ikke den bog ville gå i dag,” siger hun.
Læs også Merete Pryds Helle om sin første bog
Fiskebækbroens kollaps i 1972 fik afgørende betydning for romanen
Der er enkelte ting og begivenheder, som bliver metaforer i romanen. Fra sin barndom kan Merete for eksempel tydeligt huske da Fiskebækbroen ved Furesøen styrtede sammen 8. februar 1972, kort tid efter at den var blevet færdig:
”Hele midtersektionen af den to-sporede motorvejsbro kollapsede simpelthen, og når jeg i romanen sender Merle ud i den frostklare februarnat med syngende rulleskøjter på den lækre nylagte asfalt med kurs mod lige præcis den bro lige præcis den skæbnesvangre nat, så bliver det jo i romanen samtidig 70’ernes optimistiske fremskridtstro og tiltroen til ingeniørkunsten som kollapser. Faktisk var den scene så vigtig for mig, at jeg måtte skubbe hovedpersonen Merles alder, så den passede til min egen alder og dermed skrive en del af det foregående helt om,” siger forfatteren.
De pæne piger tyggede Jenka, og de rodede piger tyggede Shake
I en roman der udspiller sig i 1970’erne, er det selvfølgelig heller ikke tilfældigt, hvilken slags slik, der spises på stierne mellem bøgehækkene på vej hjem fra slikmutter.
”Der var muslingeskaller, cremefrøer, salmiaklakridsstænger, strandgrus, og så var der noget helt særligt – nemlig Shake og Jenka. Det er tyggegummi, hvor Shake er med lakridssmag, og Jenka er mere kølig menthol. Den gang jeg selv gnaskede det som barn, oplevede jeg det i høj grad som en identitetsmarkør. De velfungerende, pæne piger foretrak altid Jenka og os, der var lidt mere rodede i det, vi tyggede Shake. Jeg var altid lidt bange for de piger, som tyggede Jenka. De havde virkeligt orden i deres penalhuse,” griner hun.
Læs også 3 hurtige til Merete Pryds Helle om den nye roman Vi kunne alt
Hvis man var selvsikker, så var den hjemme
I skolen led Merete under at være et overbegavet barn. Hun kom meget tidligt i skole og blev rykket en klasse op, så hun var næsten to år yngre end sine klassekammerater.
”Der var så mange sociale ting, jeg slet ikke var udviklet til og sociale koder, jeg ikke forstod. Det der med at være den dygtige i klassen gør heller ikke altid en populær. Jeg var meget glad for drenge, og synes de var så spændende. Samtidig med det blev jeg mobbet. Jeg blev drillet rigtigt meget, og det var ført an af en meget pæn pige fra parallelklassen. 5 år senere blev jeg kæreste med ham, der længe havde været den lækreste på skolen, og som havde forskelligfarvede øjne ligesom Bowie.
På et tidspunkt fortæller han mig, at hende, der havde drillet mig godt og grundigt, nok havde gjort det, fordi han havde udtrykt, at han godt kunne lide mig. Tænk hvis han bare havde sagt det dengang” siger Merete med eftertryk og prøver, at komme i tanker om hvorfor det lige var ham, der blev udråbt til skolegårdens hotteste fyr:
”Det var udseendet det kom an på. Jeg beskriver jo også Jet i bogen som en dreng med en snorlige næse – og sådan var han også ham der den mest eftertragtede på Bagsværd Skole, hvor jeg gik. Man kunne simpelthen have lagt en lineal mellem de symmetriske træk i hans ansigt. Det var klassisk skønhed, og så var han selvsikker.
Hvis man var selvsikker, så var den hjemme. Der er jo mange som er pæne, men hvis man ikke også er selvsikker, så kommer man ikke videre, og der er mange, som ikke er pæne, men kun har selvsikkerheden, og de kommer altid videre,” konkluderer hun.
Læs også Merete Pryds Helle modtager Otto B. Lindhardt Prisen 2018
Jeg har været meget forbløffet over, hvordan mobning sidder i mig
Merete har aldrig fundet ud af, hvorfor det netop var hende, der blev holdt udenfor på en særdeles hårdhændet måde.
”Det er jo en del af ondskaben – at man ikke ved, hvorfor det sker. Man kan sagtens være tyk og have briller og alligevel være med i gruppen. For mig handlede det jo nok mest om en usikkerhed inde i mig selv. Der er noget med, at sådan nogle børnegrupper kan lugte usikkerhed, og den bliver straffet.
Det gør det dobbelthårdt, fordi den, der bliver mobbet, tit er den, som har det svært derhjemme. Man har en sårbarhed i sjælen, og den bliver opsnappet af børneflokken, og så får den bare på alle de skingre tangenter. Man har ikke opbygget et forsvarsværk, og man kender ikke strategierne til at svare for sig, fordi man er et helt andet sted,” forklarer Merete.
”Jeg har været meget forbløffet over, hvordan den der mobning sidder i mig. Jeg kan stadig være ekstremt usikker i sociale relationer. Jeg kan være bange for, hvad der bliver sagt om mig, og jeg kan være bange for at miste mine venner. Det sidder virkeligt dybt, og det er svært at arbejde med, for det er jo en erfaring, man har, og man kan ikke fjerne den som erfaring.
Jeg kan tænke: ”her er egentligt meget rart at være – men det vender nok lige om lidt”. Man kan godt prøve at træde væk fra den og sige til sig selv, at det skete, da du var barn, og det behøver ikke at ske nu, men fordi man ikke vidste, hvorfor det skete, da man var barn så ved man heller ikke rigtigt, hvorfor det ikke sker nu. Det kunne lige så godt ske lige om lidt. Der er en fundamental usikkerhed,” forklarer forfatteren.
Køb Vi kunne alt online her eller i din nærmeste boghandel
Merete Pryds Helle (f. 1965) er uddannet fra Forfatterskolen 1988-90 og har en bachelorgrad i Litteraturvidenskab. Pryds Helle debuterede med novellesamlingen Imod en anden ro i 1990 og har siden skrevet blandt andet romaner, krimier og digital litteratur. Senest romanen Folkets skønhed fra 2016 som vandt De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris.
Andre læste også: