Måske i morgen er et portræt af et ungdomsliv på den sociale slagside. Historien er fiktiv, men forfatteren, Inez Gavilanes, har arbejdet med unge piger, der har kæmpet med at finde en plads i et system, der ikke har haft plads til alle.
Det er på baggrund af denne erfaring, at Inez har skrevet Måske i morgen om pigen Lulu, der kæmper med ensomhed og en psykisk ustabil mor.
Da hun møder en flok piger, bliver ensomheden mindre, men pladsen i pigegruppen kommer med en pris, og Lulu er nødt til at gøre op med sig selv, om det er prisen værd. Du kan læse et uddrag af bogen her.
Inez Gavilanes: Måske i morgen
Lulu bor med sin psykisk ustabile mor i en forstad til København. Men hun kæmper med en sort ensomhed, der synes at gribe mere og mere om sig, og da det en dag slår klik for hendes mor, flygter Lulu ud af lejligheden. Hun skal bare lige have en pause. Væk fra sin mor og kritikken, der hagler ned over hende.
Men så møder Lulu en flok piger, der ser hende, og som giver hende en opmærksomhed, hun er uvant med. Lulu føler sig som et menneske igen, og hun bliver snart en del af gruppen. Men tilhørsforholdet kommer med en pris, og da spillereglerne viser sig at være svære, ender Lulu snar som en brik i et spil, der kan få fatale konsekvenser.
Måske i morgen
af Inez Gavilanes
PROLOG
“Nøøøj, er de til mor?”
Lulu lægger sine lektier på spisebordet og går over for at tænde elkedlen.
Far står ved køkkenøen og arrangerer en buket røde roser i den gamle krystalvase fra farmor.
“Ja, er de ikke flotte?” svarer han og smiler stort. Lulu smiler tilbage. Hun er ikke så vild med røde roser, men hun kan godt lide, at mor får blomster.
“Hvorfor skal hun have dem?” spørger hun, mens hun pakker et tebrev ud.
“Fordi hun har haft den der store sag på arbejdet, som hun skulle fremlægge i dag. Det tænkte jeg, at vi skulle fejre,” siger far. “Jeg har også bestilt bord på sushien.”
“Mmm, hvor lækkert,” siger Lulu og skæver hen til roserne. “Jeg tror, du skal tage en anden vase, far. Mor er vist ikke så glad for …” Hun peger på arvestykket.
“Vasen? Kan hun ikke lide den?” Far ligner et spørgsmålstegn.
“Hun hader den.”
“Okay. Hvad så med …” Han roder rundt i skabet og hiver Arne Bang-vasen frem, som mor fik af sin chef i julegave, “den her?”
“Perfekt,” siger Lulu.
LÆS OGSÅ: Sarah Engell: Det er skræmmende normalt, at drenge udveksler nøgenbilleder af piger
Far nynner, mens han arrangerer roserne på ny, og Lulu sætter sig hen ved bordet for at skrive sin stil færdig. Hun elsker dansk stil, og deres nye lærer i 6. klasse er vildt sød. Hvis hun skynder sig, kan hun nå at få den færdig, før mor kommer hjem. I det samme går hoveddøren op.
Lulu og far ser på hinanden. Mor kommer aldrig hjem så tidligt.
“Lena?” Far går hende i møde i gangen, og Lulu holder vejret.
Da de kommer ud i køkkenet, er mor er ligbleg. Lulu synes pludselig, roserne ser helt forkerte ud. Og vasen …
“Vil du have kaffe?” hviskespørger far og skynder sig over for at tage en kop frem. Mor ryster på hovedet.
“Nej tak, Morten. Jeg tror bare, jeg lægger mig lidt,” siger hun.
“Sig til, hvis der er noget, jeg kan …” Far når ikke at sige mere, før mor laver en afværgende bevægelse med hånden og går forbi ham med våde øjne.
“Hvad er der galt?” spørger Lulu, da hun hører soveværelsesdøren lukke bag mor.
“Det gik vist ikke så godt,” siger far, “med den sag …”
“Hvad mener du?”
“Hun havde alle sine ting fra kontoret med hjem. De står ude i gangen i en papkasse.”
KAPITEL 1
Røgen er tyk i stuen. Lenas arm hænger slapt ud over lænestolens ene side, og cigaretten, der er faldet ud af hendes hånd, har brændt hul i gulvtæppet ved siden af bakkebordet. Hendes yndlingsprogram, Disappeared, kører i fjernsynet. Lulu står et øjeblik og følger med. Dagens episode er om en 17-årig pige, der er sporløst forsvundet fra sit hjem i Georgia en fredag eftermiddag. Hun havde intet med sig, ikke engang sin telefon.
Lulu smider jakken og skoene i den lille entré, går ind på sit værelse og lægger sig på sengen. Hun lukker øjnene og overvejer, hvad hun ville tage med, hvis hun skulle forsvinde.
“Lulu er du her?” Det er Lenas stemme, der vækker hende. Hun kalder inde fra stuen. Der er mørkt i værelset. Lena kalder igen.
“Øjeblik,” råber Lulu og tænder noget lys. Der står en gammel cola i vindueskarmen, som hun tager en tår af, mens hun prøver at få øjne.
På skrivebordet ligger hendes dansknoter og glor på hende. De har ligget der i næsten to måneder, men hun føler pludselig, at de håner hende. Analysemodeller, noveller, forfatterportrætter, hvad skal hun med dem nu? Hun kommer alligevel aldrig til at tage den eksamen.
“Lulu!” Nu råber Lena.
LÆS OGSÅ: Sæt lyd på din læsning: “Da jeg hørte den her sang, så tænkte jeg: Fuck, det er jo Josephine!”
“Jeg kommer,” råber Lulu tilbage. Hun fejer resolut noterne ned i skraldespanden og losser til den, så den vælter. Den krøller sammen i den ene side, og noget muggent saft flyder ud og trækker et smattet æbleskrog og nogle gamle skodder med sig.
Hvorfor gjorde hun nu det? Smadrede det hele? Kan noterne reddes? Lulu kigger ned på svineriet. Synet af de drivende mugklatter giver hende brækfornemmelser, men hun kan ikke overskue at tage sig af det nu.
“Nå, der er du,” siger Lena og ser på uret, da Lulu kommer ind i stuen. Det er langt over sædvanlig spisetid.
“Jeg faldt i søvn.” Lulu gnider sig i øjnene og går ud i køkkenet. Det bliver hakkebøffer i dag.
Lenas humør stiger, da Lulu sætter panden med de sydende bøffer på bordet. Kartoflerne er overkogte, men sovsen dækker over den melede konsistens.
“Hvordan gik mødet?” vil Lena vide.
“Fint,” lyver Lulu. Hun havde en aftale med studievejlederen på sin gamle folkeskole, Inger, der gerne ville tale muligheder, for “Lulu skulle jo nødigt gå i stå nu, hvor det ikke kan blive gymnasiet alligevel”. Men Lulu dukkede aldrig op til mødet. Hun magtede det ikke. Ikke i dag.
“Hvad fandt I ud af?” spørger Lena.
“Ikke noget,” siger Lulu og holder blikket fast på det stykke kartoffel, hun møjsommeligt skærer ud og dypper i den brune sovs. “Endnu,” tilføjer hun, da hun mærker sin mors stikkende blik. “Vi skal mødes igen og snakke videre.” Endnu en løgn. Lulu studerer sin hakkebøf indgående, mens hun leder efter muligheder for emneskift i sin hjerne. Hun griber det første, der falder hende ind.
“Hvad skal jeg lave til os på min fødselsdag? Bøffer eller lasagne?” Hun fortryder med det samme, da Lena skærer en grimasse, der får hende til at se forpint ud.
“Det ved jeg ikke,” siger hun og slår blikket ned. “Den 27. er jo ikke det bedste tidspunkt på måneden at lave festmiddag.”
“Hey,” siger Lulu og lægger sin hånd på hendes. “Du skal ikke tænke på det, okay? Det er bare en fødselsdag, det betyder ikke noget.”
LÆS OGSÅ: Forfatteren til For evigt. Måske fortæller om voldelige parforhold og søde sager
Lena nikker og snøfter. Lulu bider sig i kinden, til hun kan smage blod, og skubber stolen hårdt tilbage, idet hun rejser sig. Den skramler hen over gulvet, og Lena ser forskrækket op. Lulu tager en dyb indånding.
“Er du færdig med at spise?” smiler hun og begynder at tage ud, før Lena kan nå at svare.
Da opvasken er taget, kører fjernsynet igen, og Lulu går ud på toilettet for at gøre Lenas piller klar. Hun ser sig i spejlet.
De andre er startet på gymnasiet i denne uge. Over halvdelen af hver årgang går direkte fra folkeskolen over på en gymnasial uddannelse, fortalte de i radioen forleden. Hvad med resten? Dem er der ingen, der gider tale om.
“Du er en taber,” siger Lulu højt og spytter på sit spejlbillede. Spytklatten glider nedad, når underkanten af spejlet og bliver hængende et øjeblik, før den bliver lang, slipper og splatter ud på vaskens hvide porcelæn. Det var det, jeg skulle have været, tænker hun. En klat på et lokum. Det havde været lettere for alle.
“Skal du have noget med fra kiosken?” spørger Lulu, da hun ti minutter senere står i stuen med overtøjet på. Hun stiller den lille æske med Lenas medicin på bakkebordet; to hvide tabletter og en blå. Lena skal tage dem kl. 22:00, men hun gør det kun, hvis Lulu er der til at huske hende på det.
Lena tjekker, at hun har smøger nok til resten af aftenen, så ryster hun på hovedet.
“Hvornår er du tilbage?” spørger hun.
Alle Lulus muskler trækker sig sammen.
“Lige om lidt,” siger hun. “Jeg skal bare have noget luft.”
Toget til Frederikssund ruller hvinende ind oppe på perronen. Nede i tunnelen sætter Lulu tempoet op. Selvom hun prøver at overbevise sig selv om, at der ikke er noget at være bange for, får ekkoet af hendes egne skridt hende til at sætte i løb. I samme øjeblik hun igen er over jorden, føler hun sig fjollet.
Linje C sætter i gang igen, og Lulu drømmer om at køre med, væk fra Ballerup. Man kan komme til Fyn på lige under to timer ved at tage 400S til Høje Taastrup og skifte til intercity- eller lyntoget. Det koster ikke engang så meget, men det føles alligevel ikke som en mulighed. Og det niver i hendes mave, når hun tænker på sin far. Morten.
Fuck ham. Og fuck Odense.
Der er kø i stationskiosken. Lulu går langsomt forbi bladhylden og holder øje med den nye ekspedient, der prøver at skynde sig, så kunderne kan nå deres toge.
Lulu napper to guldbarrer og skyder dem ind i venstre ærme på sin hættetrøje. Så tager hun en cola fra køledisken og går op for at betale den. Bagefter sætter hun sig på bænken ved biblioteket, tænder en smøg og trækker røgen dybt ned i lungerne.
Luften er kølig. 400S blinker ind på holdepladsen og en lille dame bakser sin kuffert ombord. Alarmen på Lulus telefon vibrerer. Klokken er 21:50. Ti minutter i pilletid. Hun hopper ned fra bænken, skodder smøgen på en lygtepæl og går hjemad.
Om forfatteren
Inez Gavilanes (f. 1977) har i en årrække arbejdet med udsatte unge, der har haft stoffer, kriminalitet og psykisk sygdom tæt inde på livet.
Inez er uddannet gruppeterapeut og har en bachelor i jura fra Københavns universitet. Ud over sit etablerede forfatterskab har Inez også skrevet og spillet musik, bl.a. som medlem af popgruppen Sukkerchok. Inez bor i dag uden for Roskilde med sin datter.
Inez Gavilanes medvirker også i novelleantologien På den anden side. Se bogen her.
Måske i morgen er et portræt af et ungdomsliv på den sociale slagside. Historien er fiktiv, men forfatteren, Inez Gavilanes, har arbejdet med unge piger, der har kæmpet med at finde en plads i et system, der ikke har haft plads til alle.
Det er på baggrund af denne erfaring, at Inez har skrevet Måske i morgen om pigen Lulu, der kæmper med ensomhed og en psykisk ustabil mor.
Da hun møder en flok piger, bliver ensomheden mindre, men pladsen i pigegruppen kommer med en pris, og Lulu er nødt til at gøre op med sig selv, om det er prisen værd. Du kan læse et uddrag af bogen her.
Inez Gavilanes: Måske i morgen
Lulu bor med sin psykisk ustabile mor i en forstad til København. Men hun kæmper med en sort ensomhed, der synes at gribe mere og mere om sig, og da det en dag slår klik for hendes mor, flygter Lulu ud af lejligheden. Hun skal bare lige have en pause. Væk fra sin mor og kritikken, der hagler ned over hende.
Men så møder Lulu en flok piger, der ser hende, og som giver hende en opmærksomhed, hun er uvant med. Lulu føler sig som et menneske igen, og hun bliver snart en del af gruppen. Men tilhørsforholdet kommer med en pris, og da spillereglerne viser sig at være svære, ender Lulu snar som en brik i et spil, der kan få fatale konsekvenser.
Du kan købe Måske i morgen online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Måske i morgen
af Inez Gavilanes
PROLOG
“Nøøøj, er de til mor?”
Lulu lægger sine lektier på spisebordet og går over for at tænde elkedlen.
Far står ved køkkenøen og arrangerer en buket røde roser i den gamle krystalvase fra farmor.
“Ja, er de ikke flotte?” svarer han og smiler stort. Lulu smiler tilbage. Hun er ikke så vild med røde roser, men hun kan godt lide, at mor får blomster.
“Hvorfor skal hun have dem?” spørger hun, mens hun pakker et tebrev ud.
“Fordi hun har haft den der store sag på arbejdet, som hun skulle fremlægge i dag. Det tænkte jeg, at vi skulle fejre,” siger far. “Jeg har også bestilt bord på sushien.”
“Mmm, hvor lækkert,” siger Lulu og skæver hen til roserne. “Jeg tror, du skal tage en anden vase, far. Mor er vist ikke så glad for …” Hun peger på arvestykket.
“Vasen? Kan hun ikke lide den?” Far ligner et spørgsmålstegn.
“Hun hader den.”
“Okay. Hvad så med …” Han roder rundt i skabet og hiver Arne Bang-vasen frem, som mor fik af sin chef i julegave, “den her?”
“Perfekt,” siger Lulu.
LÆS OGSÅ: Sarah Engell: Det er skræmmende normalt, at drenge udveksler nøgenbilleder af piger
Far nynner, mens han arrangerer roserne på ny, og Lulu sætter sig hen ved bordet for at skrive sin stil færdig. Hun elsker dansk stil, og deres nye lærer i 6. klasse er vildt sød. Hvis hun skynder sig, kan hun nå at få den færdig, før mor kommer hjem. I det samme går hoveddøren op.
Lulu og far ser på hinanden. Mor kommer aldrig hjem så tidligt.
“Lena?” Far går hende i møde i gangen, og Lulu holder vejret.
Da de kommer ud i køkkenet, er mor er ligbleg. Lulu synes pludselig, roserne ser helt forkerte ud. Og vasen …
“Vil du have kaffe?” hviskespørger far og skynder sig over for at tage en kop frem. Mor ryster på hovedet.
“Nej tak, Morten. Jeg tror bare, jeg lægger mig lidt,” siger hun.
“Sig til, hvis der er noget, jeg kan …” Far når ikke at sige mere, før mor laver en afværgende bevægelse med hånden og går forbi ham med våde øjne.
“Hvad er der galt?” spørger Lulu, da hun hører soveværelsesdøren lukke bag mor.
“Det gik vist ikke så godt,” siger far, “med den sag …”
“Hvad mener du?”
“Hun havde alle sine ting fra kontoret med hjem. De står ude i gangen i en papkasse.”
KAPITEL 1
Røgen er tyk i stuen. Lenas arm hænger slapt ud over lænestolens ene side, og cigaretten, der er faldet ud af hendes hånd, har brændt hul i gulvtæppet ved siden af bakkebordet. Hendes yndlingsprogram, Disappeared, kører i fjernsynet. Lulu står et øjeblik og følger med. Dagens episode er om en 17-årig pige, der er sporløst forsvundet fra sit hjem i Georgia en fredag eftermiddag. Hun havde intet med sig, ikke engang sin telefon.
Lulu smider jakken og skoene i den lille entré, går ind på sit værelse og lægger sig på sengen. Hun lukker øjnene og overvejer, hvad hun ville tage med, hvis hun skulle forsvinde.
“Lulu er du her?” Det er Lenas stemme, der vækker hende. Hun kalder inde fra stuen. Der er mørkt i værelset. Lena kalder igen.
“Øjeblik,” råber Lulu og tænder noget lys. Der står en gammel cola i vindueskarmen, som hun tager en tår af, mens hun prøver at få øjne.
På skrivebordet ligger hendes dansknoter og glor på hende. De har ligget der i næsten to måneder, men hun føler pludselig, at de håner hende. Analysemodeller, noveller, forfatterportrætter, hvad skal hun med dem nu? Hun kommer alligevel aldrig til at tage den eksamen.
“Lulu!” Nu råber Lena.
LÆS OGSÅ: Sæt lyd på din læsning: “Da jeg hørte den her sang, så tænkte jeg: Fuck, det er jo Josephine!”
“Jeg kommer,” råber Lulu tilbage. Hun fejer resolut noterne ned i skraldespanden og losser til den, så den vælter. Den krøller sammen i den ene side, og noget muggent saft flyder ud og trækker et smattet æbleskrog og nogle gamle skodder med sig.
Hvorfor gjorde hun nu det? Smadrede det hele? Kan noterne reddes? Lulu kigger ned på svineriet. Synet af de drivende mugklatter giver hende brækfornemmelser, men hun kan ikke overskue at tage sig af det nu.
“Nå, der er du,” siger Lena og ser på uret, da Lulu kommer ind i stuen. Det er langt over sædvanlig spisetid.
“Jeg faldt i søvn.” Lulu gnider sig i øjnene og går ud i køkkenet. Det bliver hakkebøffer i dag.
Lenas humør stiger, da Lulu sætter panden med de sydende bøffer på bordet. Kartoflerne er overkogte, men sovsen dækker over den melede konsistens.
“Hvordan gik mødet?” vil Lena vide.
“Fint,” lyver Lulu. Hun havde en aftale med studievejlederen på sin gamle folkeskole, Inger, der gerne ville tale muligheder, for “Lulu skulle jo nødigt gå i stå nu, hvor det ikke kan blive gymnasiet alligevel”. Men Lulu dukkede aldrig op til mødet. Hun magtede det ikke. Ikke i dag.
“Hvad fandt I ud af?” spørger Lena.
“Ikke noget,” siger Lulu og holder blikket fast på det stykke kartoffel, hun møjsommeligt skærer ud og dypper i den brune sovs. “Endnu,” tilføjer hun, da hun mærker sin mors stikkende blik. “Vi skal mødes igen og snakke videre.” Endnu en løgn. Lulu studerer sin hakkebøf indgående, mens hun leder efter muligheder for emneskift i sin hjerne. Hun griber det første, der falder hende ind.
“Hvad skal jeg lave til os på min fødselsdag? Bøffer eller lasagne?” Hun fortryder med det samme, da Lena skærer en grimasse, der får hende til at se forpint ud.
“Det ved jeg ikke,” siger hun og slår blikket ned. “Den 27. er jo ikke det bedste tidspunkt på måneden at lave festmiddag.”
“Hey,” siger Lulu og lægger sin hånd på hendes. “Du skal ikke tænke på det, okay? Det er bare en fødselsdag, det betyder ikke noget.”
LÆS OGSÅ: Forfatteren til For evigt. Måske fortæller om voldelige parforhold og søde sager
Lena nikker og snøfter. Lulu bider sig i kinden, til hun kan smage blod, og skubber stolen hårdt tilbage, idet hun rejser sig. Den skramler hen over gulvet, og Lena ser forskrækket op. Lulu tager en dyb indånding.
“Er du færdig med at spise?” smiler hun og begynder at tage ud, før Lena kan nå at svare.
Da opvasken er taget, kører fjernsynet igen, og Lulu går ud på toilettet for at gøre Lenas piller klar. Hun ser sig i spejlet.
De andre er startet på gymnasiet i denne uge. Over halvdelen af hver årgang går direkte fra folkeskolen over på en gymnasial uddannelse, fortalte de i radioen forleden. Hvad med resten? Dem er der ingen, der gider tale om.
“Du er en taber,” siger Lulu højt og spytter på sit spejlbillede. Spytklatten glider nedad, når underkanten af spejlet og bliver hængende et øjeblik, før den bliver lang, slipper og splatter ud på vaskens hvide porcelæn. Det var det, jeg skulle have været, tænker hun. En klat på et lokum. Det havde været lettere for alle.
“Skal du have noget med fra kiosken?” spørger Lulu, da hun ti minutter senere står i stuen med overtøjet på. Hun stiller den lille æske med Lenas medicin på bakkebordet; to hvide tabletter og en blå. Lena skal tage dem kl. 22:00, men hun gør det kun, hvis Lulu er der til at huske hende på det.
Lena tjekker, at hun har smøger nok til resten af aftenen, så ryster hun på hovedet.
“Hvornår er du tilbage?” spørger hun.
Alle Lulus muskler trækker sig sammen.
“Lige om lidt,” siger hun. “Jeg skal bare have noget luft.”
Toget til Frederikssund ruller hvinende ind oppe på perronen. Nede i tunnelen sætter Lulu tempoet op. Selvom hun prøver at overbevise sig selv om, at der ikke er noget at være bange for, får ekkoet af hendes egne skridt hende til at sætte i løb. I samme øjeblik hun igen er over jorden, føler hun sig fjollet.
Linje C sætter i gang igen, og Lulu drømmer om at køre med, væk fra Ballerup. Man kan komme til Fyn på lige under to timer ved at tage 400S til Høje Taastrup og skifte til intercity- eller lyntoget. Det koster ikke engang så meget, men det føles alligevel ikke som en mulighed. Og det niver i hendes mave, når hun tænker på sin far. Morten.
Fuck ham. Og fuck Odense.
Der er kø i stationskiosken. Lulu går langsomt forbi bladhylden og holder øje med den nye ekspedient, der prøver at skynde sig, så kunderne kan nå deres toge.
Lulu napper to guldbarrer og skyder dem ind i venstre ærme på sin hættetrøje. Så tager hun en cola fra køledisken og går op for at betale den. Bagefter sætter hun sig på bænken ved biblioteket, tænder en smøg og trækker røgen dybt ned i lungerne.
Luften er kølig. 400S blinker ind på holdepladsen og en lille dame bakser sin kuffert ombord. Alarmen på Lulus telefon vibrerer. Klokken er 21:50. Ti minutter i pilletid. Hun hopper ned fra bænken, skodder smøgen på en lygtepæl og går hjemad.
Om forfatteren
Inez Gavilanes (f. 1977) har i en årrække arbejdet med udsatte unge, der har haft stoffer, kriminalitet og psykisk sygdom tæt inde på livet.
Inez er uddannet gruppeterapeut og har en bachelor i jura fra Københavns universitet. Ud over sit etablerede forfatterskab har Inez også skrevet og spillet musik, bl.a. som medlem af popgruppen Sukkerchok. Inez bor i dag uden for Roskilde med sin datter.
Inez Gavilanes medvirker også i novelleantologien På den anden side. Se bogen her.
Andre læste også: