I oktober 2019 modtog Margaret Atwood den prestigefulde Booker-pris for romanen, The Testaments (på dansk Gileads døtre) – hendes længe ventede fortsættelse til klassikeren Tjenerindens fortælling.
Da Atwood sammen med årets anden vinder, britiske Bernardine Evaristo, indtog scenen sagde hun henvendt til hende: “Jeg er glad for, at du også er her” og tilføjede: “Det havde været så pinligt at stå her alene.”
Henvendt til publikum i salen fortsatte hun: “Jeg er meget overrasket. Jeg ville have troet, jeg var for gammel. Og … jeg har ikke rigtig brug for opmærksomheden.”
Efterfølgende uddybede Atwood i et interview, at priser som Booker-prisen efter hendes mening har til opgave at gøre læserne opmærksomme på forfattere og værker, de endnu ikke har opdaget – og dermed udvide mulighederne for både læsere og forfattere.
Og dertil tilføjede hun på sin karakteristisk underspillede facon: “Og øh. Min bog klarer sig allerede udmærket.”
Foto fra lanceringen af The Testaments – fra Instagram, @therealmargaretatwood
I London blev bogen lanceret med de ikoniske røde kapper, de fleste efterhånden kender fra Tjenderindens fortælling, og skilte i den grønne farve, der pryder Gileads døtre, fyldte Londons gader; forsidens karakteristiske grønne kvindeskikkelse blev projiceret op på byens National Theatre – og lanceringsfesten, hvor Atwood for første gang udtalte sig offentligt om bogen, blev live-streamet til udsolgte biografer i det meste af verden.
Margaret Atwood er en verdensstjerne. Hendes bøger er på alles læber, talk of the town – og det gælder ikke blot hendes seneste roman, Gileads døtre, men også – og det er næsten mere sensationelt – hendes knap 35 år gamle Tjenerindens fortælling.
Hvornår har man sidst oplevet en bog få så voldsom en revival så længe efter udgivelsen – og i forfatterens levetid?
Den selvudslettende canadier
Atwood selv lader til at tage al opmærksomheden med knusende
ro – og en pæn del humor. Præcis, som hun gjorde det i 2017, hvor hun modtog de
tyske boghandleres prestigefyldte fredspris, og i sin (blændende!) tale
efterfølgende sagde:
“Eftersom jeg er canadier, så kan jeg ikke rigtig tage æren for min plads i dette fornemme selskab. Vi canadiere undgår så vidt muligt at tage æren for noget. Hvis vi får at vide, at vi har vundet noget, så kigger vi os over skulderen for at se, hvem der i virkeligheden henvistes til, eftersom det bestemt ikke kan have været os.”
Og hun fortsatte:
“Så, efter at have takket jer for alle de pæne ord, I har sagt om mig, så vil jeg tilskrive dette lykkelige øjeblik til held og til stjernerne – og til det sammenfald, der er mellem mine ganske mærkelige værker – især mine mærkelige dystopiske værker – og de ganske mærkelige tider, vi i øjeblikket gennemlever.”
Dystopi og virkelighed
Der er ingen tvivl om, at der er andet og mere end held på spil i tilfældet Margaret Atwood; mængden af priser, hendes værker er blevet tildelt igennem årene burde faktisk have gjort hende ganske vant til prisuddelinger og hyldesttaler.
Der er heller ingen tvivl om, at hendes bøger – og i særlig grad Tjenerindens fortælling – har ramt en nerve i tiden: Temaer, begreber og påklædning fra bogen spiller en rolle i nutidens politiske liv, både blandt politikere og i protestbevægelser. Og der er da også mere end ét svirp med halen til verdens ledere og “de mærkelige tider, vi gennemlever” gemt mellem linjerne i Gileads døtre.
Men man behøver ikke at lede efter dem. Atwoods forfatterskab kan heldigvis både læses og nydes også uden at man behøver skele til verden udenfor bøgerne.
Margaret Atwood fyldte 80 år i november 2019 og har imponerende 64 bøger på sit CV – herunder både romaner, sci-fi-værker, børnebøger og tegneserier. Hun har modtaget et hav af priser, herunder i 2019 Booker-prisen for The Testaments (Dansk: Gileads døtre) og i 2000 for The Blind Assasin (Dansk: Den blinde morder). Og hun har i mange år været nævnt som en kandidat til Nobelprisen i litteratur.
I oktober 2019 modtog Margaret Atwood den prestigefulde Booker-pris for romanen, The Testaments (på dansk Gileads døtre) – hendes længe ventede fortsættelse til klassikeren Tjenerindens fortælling.
Da Atwood sammen med årets anden vinder, britiske Bernardine Evaristo, indtog scenen sagde hun henvendt til hende: “Jeg er glad for, at du også er her” og tilføjede: “Det havde været så pinligt at stå her alene.”
Henvendt til publikum i salen fortsatte hun: “Jeg er meget overrasket. Jeg ville have troet, jeg var for gammel. Og … jeg har ikke rigtig brug for opmærksomheden.”
Efterfølgende uddybede Atwood i et interview, at priser som Booker-prisen efter hendes mening har til opgave at gøre læserne opmærksomme på forfattere og værker, de endnu ikke har opdaget – og dermed udvide mulighederne for både læsere og forfattere.
Og dertil tilføjede hun på sin karakteristisk underspillede facon: “Og øh. Min bog klarer sig allerede udmærket.”
The Testaments er en verdensbegivenhed
“Udmærket” er en eklatant underdrivelse. Med 125.000 solgte eksemplarer i USA og over 100.000 i UK i den første uge efter udgivelsen har The Testaments slået de fleste rekorder.
I London blev bogen lanceret med de ikoniske røde kapper, de fleste efterhånden kender fra Tjenderindens fortælling, og skilte i den grønne farve, der pryder Gileads døtre, fyldte Londons gader; forsidens karakteristiske grønne kvindeskikkelse blev projiceret op på byens National Theatre – og lanceringsfesten, hvor Atwood for første gang udtalte sig offentligt om bogen, blev live-streamet til udsolgte biografer i det meste af verden.
Margaret Atwood er en verdensstjerne. Hendes bøger er på alles læber, talk of the town – og det gælder ikke blot hendes seneste roman, Gileads døtre, men også – og det er næsten mere sensationelt – hendes knap 35 år gamle Tjenerindens fortælling.
LÆS OGSÅ: Tjenerindens fortælling. Atwoods dystopiske mesterværk er stadig aktuelt
Hvornår har man sidst oplevet en bog få så voldsom en revival så længe efter udgivelsen – og i forfatterens levetid?
Den selvudslettende canadier
Atwood selv lader til at tage al opmærksomheden med knusende ro – og en pæn del humor. Præcis, som hun gjorde det i 2017, hvor hun modtog de tyske boghandleres prestigefyldte fredspris, og i sin (blændende!) tale efterfølgende sagde:
Og hun fortsatte:
“Så, efter at have takket jer for alle de pæne ord, I har sagt om mig, så vil jeg tilskrive dette lykkelige øjeblik til held og til stjernerne – og til det sammenfald, der er mellem mine ganske mærkelige værker – især mine mærkelige dystopiske værker – og de ganske mærkelige tider, vi i øjeblikket gennemlever.”
Dystopi og virkelighed
Der er ingen tvivl om, at der er andet og mere end held på spil i tilfældet Margaret Atwood; mængden af priser, hendes værker er blevet tildelt igennem årene burde faktisk have gjort hende ganske vant til prisuddelinger og hyldesttaler.
LÆS OGSÅ: Atwood modtager tysk fredspris – vi var med
Der er heller ingen tvivl om, at hendes bøger – og i særlig grad Tjenerindens fortælling – har ramt en nerve i tiden: Temaer, begreber og påklædning fra bogen spiller en rolle i nutidens politiske liv, både blandt politikere og i protestbevægelser. Og der er da også mere end ét svirp med halen til verdens ledere og “de mærkelige tider, vi gennemlever” gemt mellem linjerne i Gileads døtre.
Men man behøver ikke at lede efter dem. Atwoods forfatterskab kan heldigvis både læses og nydes også uden at man behøver skele til verden udenfor bøgerne.
Margaret Atwood fyldte 80 år i november 2019 og har imponerende 64 bøger på sit CV – herunder både romaner, sci-fi-værker, børnebøger og tegneserier. Hun har modtaget et hav af priser, herunder i 2019 Booker-prisen for The Testaments (Dansk: Gileads døtre) og i 2000 for The Blind Assasin (Dansk: Den blinde morder). Og hun har i mange år været nævnt som en kandidat til Nobelprisen i litteratur.
Du kan købe Gileads døtre online, fx på Saxo.com, eller i din lokale boghandel.
Andre læste også: