Fagbøger

Hvordan skal man leve sit liv, så det bliver et godt liv?

Hvordan skal man leve sit liv, så det bliver et godt liv?

Af Anders Dræby

Hvordan skal man leve sit liv, så det bliver et godt liv? Det spørgsmål begyndte jeg for alvor at stille mig selv, da jeg nåede en skillevej. Indtil da havde min tilværelse mest af alt handlet om ydre værdier som mad og drikke, gode oplevelser, penge, forbrug, præstationer og social anerkendelse. Hvis mit liv skulle være mere meningsfuldt, måtte det imidlertid have en helt ny retning.

Det blev indledningen til en række daglige vandringer til Assistens Kirkegård, der lå i kort afstand fra min lejlighed på Nørrebro. Her begyndte jeg hver morgen at stille mig op foran Søren Kierkegaards gravsted for at spørge den gamle filosof og teolog om, hvad jeg mon skulle stille op med mig selv og mit liv. Var det overhovedet muligt at få en anden og bedre tilværelse?

Mine morgenture satte gang i en dyb søgen ind i mig selv og mit liv – og ikke mindst i den filosofi, som jeg ellers havde forkastet som ubrugelig efter min ungdoms studietid. Jeg gik derfor mine egne vaner og overbevisninger efter i sømmene, samtidig med at jeg kastede mig ud på en lang rejse igennem de sidste 2500 års stræben efter livsvisdom. Efterhånden fik jeg en oplevelse af, at jeg vågnede op fra en åndelig søvn, som jeg åbenbart havde levet mit hverdagsliv i. Nu kom mit liv i langt højere grad til at handle om de indre menneskelige værdier, hvilket gav mig en meget større livsglæde.

Læs også den aktuelle selvhjælpsbog HjerneRo af Mads Vangsgaard Hyldig og Martin Riis Kastrup.

3 veje til livsglæde

  1. Undervejs på min rejse fandt jeg for det første ud af, at vi måtte forholde mig bevidst til min egen død i stedet for at lade som om, at jeg skulle leve evigt. Filosofien havde allerede i årtusinder fortalt, at vi kan få et mere levende og nærværende liv, når vi accepterer, at vi skal dø. På den måde kan alderdommen blive den bedste del af vores liv, og vi kan gå døden mere trygt i møde.
  2. For det andet opdagede jeg, at jeg måtte se min egen selviskhed og mine egne mest destruktive tilbøjeligheder i øjnene. På den måde kan vi alle sammen forvandle vores egne hjerter, så vi bliver mere harmoniske og kærlige mennesker. Det vil give os meget mere livsfylde, end vi kan opnå gennem penge, forbrug og anerkendelse.
  3. Endelig måtte jeg lære at træde ud af flokken, så jeg kunne give slip på min afhængighed af at følge andres meninger og tilpasse mig flertallets værdier om det lykkelige og succesfulde liv. Sådan kan vi alle sammen lære at acceptere os selv og finde vores kald i livet, så vi hver især kan bidrage med det bedste, vi har til fællesskabet.

Men egen rejse endte med, at jeg skrev en bog om filosofiens livsindsigter. Livskunsten er ikke nogen selvhjælpsbog, der viser en nem vej til at opnå penge, lykke eller social anerkendelse. Til gengæld lover jeg at tage dig med en åndelig rejse, der kan gøre dig klogere på livet, døden, kærligheden – og dig selv.

Du kan læse mere om Livskunsten lige her

Hvordan skal man leve sit liv, så det bliver et godt liv?