Filosoffen Søren Gosvig Olesen har i sin ny bog valgt at skrive kort og godt om et stort emne, som de fleste af os har erfaring med – nemlig kærligheden.
En lille bog om kærligheden hedder hans udgivelse beskedent, og i den fører han os gennem kærligheden i dens forskellige former: næstekærlighed, kærligheden i venskaber og kærligheden mellem elskende og i ægteskabet.
Hvilket særligt blik på kærligheden kan en filosof bidrage med?
Filosofiske spørgsmål adskiller sig fra praktiske spørgsmål ved, at de ikke kan besvares, og sådan adskiller filosoffen sig også fra parterapeuten.
Kærligheden vil blive ved at være en gåde, uanset hvad jeg skriver. Men vi har dog alle sammen erfaringer med den gåde. Og vi kan trække på den litterære og filosofiske tradition, der er for at tænke over kærligheden, fra Platons Symposion til Denis de Rougemonts store bog om Kærligheden og den vestlige verden.
Det er ikke sjældent, at man ikke forstår folks pardannelse. Hvorfor nogen elsker nogen, og andre andre. Er det overhovedet muligt at forklare og forstå kærlighed? For begynder det i virkeligheden ikke ofte med noget udefinerbart – kemi og magi – måske kombineret med en rød kjole, alkohol og en sjov replik?
Vi må nok nøjes med at beskrive. Men det er på en måde det fine ved det. Jeg vil beskrive kærligheden – i alle dens former – som grænseoverskridende.
Den slår ned i os som en pludselig forbindelse mellem mennesker, hvor vi mindst venter det. Og det viser, at der er mere mellem mennesker, end vi lige kan definere. At vi hænger sammen på kryds og tværs, af sociale skel, af nationaliteter, af kulører, af køn.
Det er det store ved kærligheden, dens glædelige budskab. Dens uforudsigelighed. Og det kan måske lære os noget om, hvor lidt vores forudsigelser og forklaringer er værd.
Du beskriver et sted i bogen kærligheden som en sygdom, men hvorfor vil vi så overhovedet have den?
Kærlighed i den betydning, hvor nogen har beskrevet den som en sygdom, det er forelskelsen med nærmest besættende og bedragerisk karakter. Forelskelsen som lidenskab.
Det er det paradoksale ved en vis type kærlighed: Lidenskab betyder lidelse. Vi ved det godt, men vi vil alligevel gerne. Nogen tolker det som en slags dødsdrift eller dødslængsel. I hvert fald er mange af kærlighedens store myter (Pyrrhamus og Thisbe, Tristan og Isolde, Romeo og Julie, osv.) forbundet med dødsmotivet.
Orgasmen kaldes af og til la petite mort, den lille død, på fransk. Og i vielsesritualet skal vi sværge troskab, til døden os skiller. Som om kærligheden ikke var noget værd uden med døden som trumf.
Jeg tror, det er vigtigt at huske, at det kun er én slags kærlighed, én fortælling. Men den har det med at få os til at tro, at jo mere umuligt, det er, jo rigtigere må det være. Jo mere vi lider, des mere intenst. Og jo sødere en forsoning.
Det lykkelige og livslange ægteskab er en lykkelig undtagelse, skriver du. Men hvordan kan det være, at drømmen om den store kærlighed er så sejlivet og stadig er normen for de fleste?
Det må du – havde jeg nær sagt – spørge Nordisk Film om. I hvert fald er det for dem, det lykkelige ægteskab har været den største succes. En god, gammeldags kassesucces. Vi har nu dyrket den illusion og skullet leve op til den mindst siden romantikken.
Det begyndte med middelalderens ridderromaner, men dengang var det for adelen. Senere blev det for alle. Til sidst blev det industri. Film, reklamer, popsange. Nu taler jeg altså om ægteskabet. Ikke om den store kærlighed. Det er ikke det samme. Men det er heller ikke hinandens modsætninger.
Vi må lære at leve med kærligheden uden at skulle have den passet ind i bestemte, institutionelle rammer. Og vi må lære at leve med, at det godt kan være stor kærlighed, selv når det ikke passer ind.
Du er ikke ægteskabsrådgiver, men kan du alligevel pege på nogen af de fejl, som folk typisk begår, når forelskelsen er dampet af, og hverdagskærligheden skal tage over?
Jeg mener som sagt ikke, at kærligheden skal ses på baggrund af ægteskabet. Men uanset hvad er der nogle gennemgående fejl i alle parforhold af længerevarende karakter.
For eksempel tror man, at man skal gå på kompromis. Det skal man ikke. Det giver bare to utilfredse parter. Men det har Sten Hegeler sagt bedre end jeg.
Så er der den med at slibe hinanden til og fjerne knaster eller høvle hjørner af. En underlig håndværksagtig jargon dér. Der findes ikke noget håndværk svarende til talemåderne. Et par må finde ud af, om de passer sammen eller ikke. Det kræver ganske enkelt et vist held.
Og så skal man prøve tage det roligere med, at det godt kan gå galt. Vi skal lære at skilles lige så godt, som vi mødes. Og det er absolut ikke let.
Cirka 50 % af alle ægteskaber bliver opløst i skilsmisse. Hvad siger den statistik dig? Gifter vi os for hurtigt eller bliver vi skilt for hurtigt – eller skal vi helt holde op med at problematisere statistikken?
Vi skal helt holde op med at kigge på den slags statistikker. Vi skal holde op med at se ægteskabet som målet for kærligheden.
I min bog siger jeg, at man kunne overveje at afskaffe ægteskabet. Overveje. Det ville med ét slag bringe skilsmisseprocenten ned på 0. Og så ville der ikke blive så mange tabere, jeg mener folk, der meget let kommer til at føle sig sådan.
Statistikken siger muligvis, at ægteskabet er forældet. Det, der er vigtigt, er børnene. Man må finde en ordentlig ordning for at være forældre under alle omstændigheder. Og der er det igen, det kommer ind, det med at lære at både mødes og skilles på en ordentlig måde.
Selvom du ikke er fan af ægteskabet som institution, så mener du alligevel, at det tjener en funktion som overgangsritual på linje med fødsel og død. Jeg har en gang set en film, hvor ægteparret, der skulle skilles inviterede til en skilsmissefest. Kunne det være en ide at videreføre, så også bruddet blev markeret på en ordentlig måde?
Overgange fra en livsfase til en anden, foruden dem du nævner også konfirmationen som modenhedsrite, findes i alle kulturer. Uden dem var vi bare natur. Men det er vi ikke. Også en skilsmisse burde markeres, folk skal jo have besked under alle omstændigheder. Men en fest? Så måtte det blive hver for sig, ligesom med polterabend.
Du bruger cirka 1/3 af din lille bog om kærlighed på at skrive om venskabet, og du sammenligner et møde med en ven med et møde med en kæreste. Er følelserne i venskabet at sammenligne med dem i et kærlighedsforhold, bare minus sex?
For så vidt ja, som der er tale om en uselvisk følelse. Om noget ubetinget. Min ven er vigtig for mig, men jeg kan lige så lidt begrunde det, som at jeg har den eller den kæreste.
Man kan nu også sige, at det tværtimod er selvisk på en meget speciel måde; den andens liv er lige så vigtigt for mig som mit eget. Det er Aristoteles, der kalder vennen for et andet selv; et alter ego siger vi også.
Vi kan få en fornemmelse af det, når der sker noget glædeligt eller noget forfærdeligt for vores nærmeste ven, og vi bliver lige så opløftede eller nedslåede, som han selv gør.
Og ja, jeg sammenligner det at få en ven med det af få en kæreste. Man skal være lige så heldig. Og det går lige så meget på tværs af de skel, vi har til daglig, sociale, aldersforskelle, nationalitet, og så videre.
Men det gælder også næstekærligheden. Vi mennesker er mere forbundne, end det ser ud til i hverdagen.
Venskaber har fået en høj status i vores samfund, venner fylder i mange tilfælde mere end familien og overlever ofte længere tid end folks parforhold. Kan man forestille sig, at venskaberne med tiden kan erstatte trangen til parforholdet (for nogen), hvis vi finder en praktisk løsning på det med det seksuelle behov?
Ja, det kan man i den grad forestille sig, for det er allerede ved at ske. Og det er ikke nogen dårlig udvikling. Det er noget, der hører de yngre generationer til, og som nok hænger sammen med, at så meget af vores liv er institutionaliseret.
Jeg har jo ikke gået i børnehave, min mor var hjemmegående, da vi var små. Men bare man er født i halvfjerdserne og frem, er det anderledes. Der er der folk, der har haft de samme venner, fra vuggestue eller børnehave og langt frem i livet.
Ikke mange, det kan sikkert ikke lade sig gøre, men to-tre stykker, som de virkelig kan regne med, og det giver en vigtig stabilitet i deres liv.
Kærligheden er størst af alt. Den kan også være svær. Det betyder ikke, at den er umulig, men måske er kærligheden ikke lige der, hvor du venter den.
Filosoffen Søren Gosvig Olesen inviterer dig til at tænke over kærligheden – både næstekærligheden, kærligheden som venskab og kærligheden som elskov.
Du bliver ikke snydt for konkrete råd og vejledning, men fortolkningen er, som forfatteren skriver, din egen.
Filosoffen Søren Gosvig Olesen har i sin ny bog valgt at skrive kort og godt om et stort emne, som de fleste af os har erfaring med – nemlig kærligheden.
En lille bog om kærligheden hedder hans udgivelse beskedent, og i den fører han os gennem kærligheden i dens forskellige former: næstekærlighed, kærligheden i venskaber og kærligheden mellem elskende og i ægteskabet.
Filosofiske spørgsmål adskiller sig fra praktiske spørgsmål ved, at de ikke kan besvares, og sådan adskiller filosoffen sig også fra parterapeuten.
Kærligheden vil blive ved at være en gåde, uanset hvad jeg skriver. Men vi har dog alle sammen erfaringer med den gåde. Og vi kan trække på den litterære og filosofiske tradition, der er for at tænke over kærligheden, fra Platons Symposion til Denis de Rougemonts store bog om Kærligheden og den vestlige verden.
Det er ikke sjældent, at man ikke forstår folks pardannelse. Hvorfor nogen elsker nogen, og andre andre. Er det overhovedet muligt at forklare og forstå kærlighed? For begynder det i virkeligheden ikke ofte med noget udefinerbart – kemi og magi – måske kombineret med en rød kjole, alkohol og en sjov replik?
Vi må nok nøjes med at beskrive. Men det er på en måde det fine ved det. Jeg vil beskrive kærligheden – i alle dens former – som grænseoverskridende.
Den slår ned i os som en pludselig forbindelse mellem mennesker, hvor vi mindst venter det. Og det viser, at der er mere mellem mennesker, end vi lige kan definere. At vi hænger sammen på kryds og tværs, af sociale skel, af nationaliteter, af kulører, af køn.
Det er det store ved kærligheden, dens glædelige budskab. Dens uforudsigelighed. Og det kan måske lære os noget om, hvor lidt vores forudsigelser og forklaringer er værd.
Du beskriver et sted i bogen kærligheden som en sygdom, men hvorfor vil vi så overhovedet have den?
Kærlighed i den betydning, hvor nogen har beskrevet den som en sygdom, det er forelskelsen med nærmest besættende og bedragerisk karakter. Forelskelsen som lidenskab.
Det er det paradoksale ved en vis type kærlighed: Lidenskab betyder lidelse. Vi ved det godt, men vi vil alligevel gerne. Nogen tolker det som en slags dødsdrift eller dødslængsel. I hvert fald er mange af kærlighedens store myter (Pyrrhamus og Thisbe, Tristan og Isolde, Romeo og Julie, osv.) forbundet med dødsmotivet.
Orgasmen kaldes af og til la petite mort, den lille død, på fransk. Og i vielsesritualet skal vi sværge troskab, til døden os skiller. Som om kærligheden ikke var noget værd uden med døden som trumf.
Jeg tror, det er vigtigt at huske, at det kun er én slags kærlighed, én fortælling. Men den har det med at få os til at tro, at jo mere umuligt, det er, jo rigtigere må det være. Jo mere vi lider, des mere intenst. Og jo sødere en forsoning.
Det lykkelige og livslange ægteskab er en lykkelig undtagelse, skriver du. Men hvordan kan det være, at drømmen om den store kærlighed er så sejlivet og stadig er normen for de fleste?
Det må du – havde jeg nær sagt – spørge Nordisk Film om. I hvert fald er det for dem, det lykkelige ægteskab har været den største succes. En god, gammeldags kassesucces. Vi har nu dyrket den illusion og skullet leve op til den mindst siden romantikken.
Det begyndte med middelalderens ridderromaner, men dengang var det for adelen. Senere blev det for alle. Til sidst blev det industri. Film, reklamer, popsange. Nu taler jeg altså om ægteskabet. Ikke om den store kærlighed. Det er ikke det samme. Men det er heller ikke hinandens modsætninger.
Vi må lære at leve med kærligheden uden at skulle have den passet ind i bestemte, institutionelle rammer. Og vi må lære at leve med, at det godt kan være stor kærlighed, selv når det ikke passer ind.
Du er ikke ægteskabsrådgiver, men kan du alligevel pege på nogen af de fejl, som folk typisk begår, når forelskelsen er dampet af, og hverdagskærligheden skal tage over?
Jeg mener som sagt ikke, at kærligheden skal ses på baggrund af ægteskabet. Men uanset hvad er der nogle gennemgående fejl i alle parforhold af længerevarende karakter.
For eksempel tror man, at man skal gå på kompromis. Det skal man ikke. Det giver bare to utilfredse parter. Men det har Sten Hegeler sagt bedre end jeg.
Så er der den med at slibe hinanden til og fjerne knaster eller høvle hjørner af. En underlig håndværksagtig jargon dér. Der findes ikke noget håndværk svarende til talemåderne. Et par må finde ud af, om de passer sammen eller ikke. Det kræver ganske enkelt et vist held.
Og så skal man prøve tage det roligere med, at det godt kan gå galt. Vi skal lære at skilles lige så godt, som vi mødes. Og det er absolut ikke let.
Cirka 50 % af alle ægteskaber bliver opløst i skilsmisse. Hvad siger den statistik dig? Gifter vi os for hurtigt eller bliver vi skilt for hurtigt – eller skal vi helt holde op med at problematisere statistikken?
Vi skal helt holde op med at kigge på den slags statistikker. Vi skal holde op med at se ægteskabet som målet for kærligheden.
I min bog siger jeg, at man kunne overveje at afskaffe ægteskabet. Overveje. Det ville med ét slag bringe skilsmisseprocenten ned på 0. Og så ville der ikke blive så mange tabere, jeg mener folk, der meget let kommer til at føle sig sådan.
Statistikken siger muligvis, at ægteskabet er forældet. Det, der er vigtigt, er børnene. Man må finde en ordentlig ordning for at være forældre under alle omstændigheder. Og der er det igen, det kommer ind, det med at lære at både mødes og skilles på en ordentlig måde.
Selvom du ikke er fan af ægteskabet som institution, så mener du alligevel, at det tjener en funktion som overgangsritual på linje med fødsel og død. Jeg har en gang set en film, hvor ægteparret, der skulle skilles inviterede til en skilsmissefest. Kunne det være en ide at videreføre, så også bruddet blev markeret på en ordentlig måde?
Overgange fra en livsfase til en anden, foruden dem du nævner også konfirmationen som modenhedsrite, findes i alle kulturer. Uden dem var vi bare natur. Men det er vi ikke. Også en skilsmisse burde markeres, folk skal jo have besked under alle omstændigheder. Men en fest? Så måtte det blive hver for sig, ligesom med polterabend.
Du bruger cirka 1/3 af din lille bog om kærlighed på at skrive om venskabet, og du sammenligner et møde med en ven med et møde med en kæreste. Er følelserne i venskabet at sammenligne med dem i et kærlighedsforhold, bare minus sex?
For så vidt ja, som der er tale om en uselvisk følelse. Om noget ubetinget. Min ven er vigtig for mig, men jeg kan lige så lidt begrunde det, som at jeg har den eller den kæreste.
Man kan nu også sige, at det tværtimod er selvisk på en meget speciel måde; den andens liv er lige så vigtigt for mig som mit eget. Det er Aristoteles, der kalder vennen for et andet selv; et alter ego siger vi også.
Vi kan få en fornemmelse af det, når der sker noget glædeligt eller noget forfærdeligt for vores nærmeste ven, og vi bliver lige så opløftede eller nedslåede, som han selv gør.
Og ja, jeg sammenligner det at få en ven med det af få en kæreste. Man skal være lige så heldig. Og det går lige så meget på tværs af de skel, vi har til daglig, sociale, aldersforskelle, nationalitet, og så videre.
Men det gælder også næstekærligheden. Vi mennesker er mere forbundne, end det ser ud til i hverdagen.
Venskaber har fået en høj status i vores samfund, venner fylder i mange tilfælde mere end familien og overlever ofte længere tid end folks parforhold. Kan man forestille sig, at venskaberne med tiden kan erstatte trangen til parforholdet (for nogen), hvis vi finder en praktisk løsning på det med det seksuelle behov?
Ja, det kan man i den grad forestille sig, for det er allerede ved at ske. Og det er ikke nogen dårlig udvikling. Det er noget, der hører de yngre generationer til, og som nok hænger sammen med, at så meget af vores liv er institutionaliseret.
Jeg har jo ikke gået i børnehave, min mor var hjemmegående, da vi var små. Men bare man er født i halvfjerdserne og frem, er det anderledes. Der er der folk, der har haft de samme venner, fra vuggestue eller børnehave og langt frem i livet.
Ikke mange, det kan sikkert ikke lade sig gøre, men to-tre stykker, som de virkelig kan regne med, og det giver en vigtig stabilitet i deres liv.
Kærligheden er størst af alt. Den kan også være svær. Det betyder ikke, at den er umulig, men måske er kærligheden ikke lige der, hvor du venter den.
Find En lille bog om kærligheden her
Filosoffen Søren Gosvig Olesen inviterer dig til at tænke over kærligheden – både næstekærligheden, kærligheden som venskab og kærligheden som elskov.
Du bliver ikke snydt for konkrete råd og vejledning, men fortolkningen er, som forfatteren skriver, din egen.
Andre læste også: