Aktuelt Bestsellere Danske romaner Linea Maja Ernst

Linea Maja Ernsts debutroman Kun til navlen er solgt til udgivelse i syv lande

Kun til navlen, Linea Maja Ernst

Linea Maja Ernsts debutroman Kun til navlen har siden udgivelsen i begyndelsen af maj toppet de danske bestsellerlister. I den kommende tid er det dog ikke kun de danske læsere, der møde persongalleriet i forfatterens moderne skærsommernatsdrøm, som er solgt til udgivelse i Tyskland, Sverige, Storbritannien, Norge, Italien, Holland og Finland.

”Jeg er simpelthen så glad og stolt og må knibe mig i armen”, siger Linea Maja Ernst og bliver suppleret af Sune de Souza Schmidt-Madsen, Litterær direktør på Lindhardt og Ringhof;

”I mine 20 år i forlagsbranchen har jeg aldrig tidligere oplevet, at der har været så stor efterspørgsel på en bog af en debutant. Allerede i den første uge lå der bud fra Tyskland og Sverige, som er nogle af de vigtigste markeder og siden er 5 andre lande fulgt med. Det er fuldstændigt forrygende, at dansk litteratur på den måde kan sætte en dagsorden i den store verden”, siger Sune.

Linea Maja Ernsts debutroman Kun til navlen er solgt til udgivelse i syv lande
Forfatter Linea Maja Ernst fotograferet af Daniel Hjorth 2022 for Lindhardt og Ringhof.

De udenlandske forlæggere er alle begejstrede for Kun til navlen.  

Hannah Westland, som er forlagschef på det engelske forlag Jonathan Cape, faldt især for den varme og sitrende atmosfære, der opstår inde blandt bøgetræerne, når fem venner mødes på ferie:

”Kun til navlen er fuldstændig uimodståelig. Hvem ville ikke have lyst til at tilbringe midsommeren sammen med disse karakterer i deres himmelske skandinaviske sommerhus, med at spise omhyggeligt tilberedte, lækre middage, med forfriskende svømmeture i søen, med at flirte, diskutere og feste i den magiske skov?”

Westland glæder sig allerede til, at de engelske læsere næste år kan få fingrene i Kun til navlen, der på engelsk kommer til at hedde Waist Deep:

”Den vil blive læst og diskuteret bredt, og jeg er fuldstændig sikker på, at den vil blive sommerens bog her i 2025.”, slår Westland fast.

LÆS OGSÅ: Skærsommernatslethed. Linea Maja Ernst om længsler, venskab, sex og kærlighed i Kun til navlen 

”Den har alt det, vi leder efter”

Samme forventningsglæde kan findes hos Cathrine Bakke Bolin, der er forlagschef på Gyldendal i Norge. Hun forsvandt hovedkulds ind i Linea Maja Ernsts moderne skærsommernatsdrøm og er også overbevist om, at bogen får et stort publikum i vores naboland mod nord:

”KUN TIL NAVLEN er en vidunderlig bog, en energisk og modig debut, vidunderligt underholdende med unikke og sikre litterære kvaliteter. Den er alt, vi har ledt efter, og vi ved, at den er præcis det, som moderne læsere ønsker sig.”

Blanding af Sally Rooney og Joachim Trier

Johanna Haegerström, Albert Bonniers Förlag, Sverige kalder bogen for en uimodståelig blanding af Sally Rooney og Joachim Trier:  

”KUN TIL NAVLEN er magnetisk, ekstremt underholdende – jeg er helt forelsket. Og jeg er sikker på, at svenske læsere får lige så svært ved at modstå denne blanding af En skærsommernatsdrøm, Sally Rooney og Joachim Trier, som jeg har haft.”, siger Johanna Haegerström, Albert Bonniers Förlag, Sverige.

Suget ind i bogen

På det prestigefyldte S. Fischer Verlag i Tyskland, er det Julia Heinen, som har læst bogen:    

“Da jeg læste KUN TIL NAVLEN blev jeg omgående suget intenst ind i sceneriet; den smukke sommer og det smukke landskab og i karaktererne, som er så utroligt velskrevne. Og denne stemning og disse stemmer er blevet hos mig lige siden. Det er så sjældent at finde en bog, der føles let og varm og på en meget stærk måde endda blid, fordi fortællerstemmerne er åbne, fordi synsvinklen skifter fra en til en anden – og så samtidig er bogen også utrolig kvik og skarp i dens observationer og refleksioner.”, Siger Julia Heinen, S. Fischer Verlag, Tyskland.

Rejsen først lige begyndt

De udenlandske forlags varme interesse for Kun til navlen kommer formentlig til at betyde, at rejsen først lige er begyndt. Det mest sandsynlige er, at endnu flere læsere i endnu flere lande også kommer til at læse Linea Maja Ernsts bemærkelsesværdigt succesfulde debutroman Kun til navlen.       


Kun til navlen, Linea Maja Ernst, romaner om identitetskriser

En gruppe venner midt i trediverne er samlet i et sommerhus ved en skovsø. Det er midsommer og ugen op til et bryllup. Et vennepar skal giftes.

Gruppen forbereder sig og holder samtidig fri, skændes, mindes, flirter, poserer, soler sig i hinandens selskab og roder op i ukurante følelser.

Sylvia har altid været forelsket i Esben, brudgommen. Hun er i et trygt og stabilt parforhold med sin kvindelige kæreste, Charlie, men kan ikke finde ro. Kvæde føler sig endelig hjemme i sin krop og er klar til at holde et skov-rave, men der er børn, der skal puttes, og Gry har taget sin kæreste Adam med, der går rundt og ligner en reklame for heteroseksualitet. Karen glæder sig til at blive gift, men hun glæder sig endnu mere til at komme tilbage på arbejde. Og imens samtalerne slår gnister rundt om middagsbordet, kæmper Gry med at føle sig banal blandt sine farverige, excentriske venner.

Hvorfor er nogles drøm at blive gift og andres at leve i et harem med deres yndlingsvenner? Og hvad stiller man op med længslen efter, at alt kunne være anderledes? Linea Maja Ernst debuterer med Kun til navlen, en samtidsroman om at være fanget i en livsfase og panikken over måske at være blevet mere småborgerlig, end man nogensinde havde frygtet.

Du kan købe Kun til navlen online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.

Om Dennis Andersen Dennis Andersen (f.1973) cand. mag. og pressekoordinator på Lindhardt og Ringhof. Har tidligere været filmanmelder, pressekoordinator på TV 2 og PR Chef på Nordisk Film.