Slaget om tronen skal stå, og Cardan står til at blive Elfhames undergang, så måske er det på tide, at en dronning tager over!
Folk of the Air-serien er klassisk fantasy, hvor magt og begær kolliderer i historien om menneskepigen Jude, der er en udstødt, men tålt, outsider i elvernes land.
Jude er sendt i eksil i menneskeverden og sidder nu som dronning af intet. Hun ulmer af had og vil hævne sig. Der kommer uventet hjælp fra hendes tvillingesøster, der opsøger hende, da hendes liv i Faerie er i fare, og kun Jude kan hjælpe hende.
Der er varslet krig, og konflikterne synes at brede sig med raketfart. En gammel forbandelse vækkes til live og spreder rædsel overalt i Faerie og tvinger Jude til at vælge mellem sine ambitioner og sin menneskelighed. Og så er der selvfølgelig Cardan. Den forræderiske, magtsyge, selvoptagede, arrogante og … uimodståelige konge, som Jude må tage et endeligt opgør med.
Hofastrologen, Baphen, studerede nøje stjernekortet og forsøgte at lade være med at fare sammen, da det så ud, som om den yngste prins af Elfhame ville blive tabt på sit kongelige hoved.
Det var en uge efter prins Cardans fødsel, og nu blev han endelig vist frem for storkongen. De foregående fem arvinger havde han set med det samme, mens de stadig skreg, røde i ansigterne, over alt det nye og ukendte, men lady Asha havde frabedt sig kongens besøg, før hun følte sig passende restitueret efter fødslen.
Spædbarnet var tyndt og rynket, og det kiggede tavs tilbage på Eldred med sorte øjne. Hans lille piskelignende hale slog så hårdt, at hans svøb truede med at gå op. Lady Asha lod til at væreusikker på, hvordan hun skulle holde ham. Ja, hun holdt ham faktisk, som om hun håbede på, at en anden meget snart ville tage byrden fra hende.
“Fortæl os om hans fremtid,” tilskyndede storkongen. Kun nogle få feer var samlede for at bevidne præsentationen af den nye prins – den dødelige Val Moren, som både var hofpoet og overhofmester, og to medlemmer af Det Levende Råd: Randalin, nøgleministeren, og Baphen. Storkongens ord gav genlyd i den tomme sal.
Baphen tøvede, men der var ikke andet for end at svare. Eldred var blevet velsignet med fem børn før prins Cardan, hvilket var en forbløffende frugtbarhed blandt fefolket med deres tynde blod og få fødsler. Stjernerne havde forudsagt hver af de små prinser og prinsessers færdigheder inden for poesi, sang og politik og havde talt om både dyder og laster. Men denne gang havde stjernerne stået helt anderledes. “Prins Cardan vil blive Deres sidste barn,” sagde hofastrologen. “Han vil blive kronens tilintetgørelse og tronens undergang.”
Lady Asha snappede efter vejret. For første gang trak hun beskyttende barnet tættere ind til sig. Han vred sig i hendes arme. “Gad vide, hvem der mon har påvirket din fortolkning af stjernerne. Måske prinsesse Elowyn har haft en hånd med i spillet. Eller prins Dain.”
Måske ville det være bedre, hvis hun bare tabte ham, tænkte Baphen uvenligt.
Kong Eldred gned sig over hagen. “Kan vi ikke gøre noget for at forhindre det?”
Det var både godt og ondt, at stjernerne forsynede Baphen med så mange gåder og så få svar. Han ønskede ofte, at han kunne se tingene lidt klarere, men ikke denne gang. Han bøjede hovedet, så han havde en undskyldning for ikke at møde storkongens blik. “Kun fra hans udgydte blod kan en stor hersker rejse sig, men ikke før profetien er gået i opfyldelse.”
Eldred vendte sig om mod lady Asha og hendes ildevarslende søn. Barnet sagde ikke en lyd, det hverken græd eller pludrede. Halen piskede stadig frem og tilbage.
“Tag drengen med dig,” sagde storkongen. “Lad ham vokse op, som du finder passende.”
Lady Asha vaklede ikke. “Jeg vil lade ham vokse op, som det passer sig for hans stand. Han er trods alt en prins og din søn.”
Der var kulde i hendes stemme, og Baphen blev på ubehagelig vis mindet om, at nogle profetier går i opfyldelse netop som følge af de handlinger, der skulle forhindre dem.
Et øjeblik stod alle tavse. Så nikkede Eldred til Val Moren, som forlod podiet og vendte tilbage med et smalt træskrin med et mønster af rødder indfældet i låget.
“En gave,” sagde storkongen, “som anerkendelse af dit bidrag til Greenbriarslægten.”
Val Moren åbnede skrinet og afslørede en udsøgt halskæde af tunge smaragder. Eldred løftede dem op og lagde dem om lady Ashas hals. Han rørte hendes kind med bagsiden af sin hånd.
“De er særdeles gavmild, my lord,” sagde hun og lød en smule formildet. Barnet greb en af stenene i sin lille næve og så op på sin far med et uudgrundeligt blik.
“Gå nu og hvil dig,” sagde Eldred i et venligere tonefald. Denne gang adlød hun.
Lady Asha forlod salen med knejsende nakke og et fastere greb om barnet. Baphen mærkede en lille gysende forudanelse, der ikke havde noget med stjernerne at gøre.
Kong Eldred besøgte ikke lady Asha igen, og han bad hende heller ikke om at komme til ham. Måske burde han have sat sin utilfredshed til side og lært sin søn at kende. Men at se på prins Cardan var som at se ind i en usikker fremtid, og det brød han sig ikke om.
Til trods for at storkongen ignorerede hende, blev lady Asha, som mor til en prins, populær blandt hoffets herrer og damer, og hun ønskede kun at genoptage sit ubekymrede og løsslupne liv. Hun kunne ikke deltage i ballerne med et spædbarn på slæb, så hun fandt en kat, hvis killinger var dødfødte, og lod den give prinsen die.
Dette stod på, indtil prins Cardan kunne kravle. På det tidspunkt var katten tyk med et nyt kuld killinger, og han var begyndt at trække den i halen. Katten flygtede til staldene og forlod ham også.
Og således voksede han op i paladset, uden en sjæl til at elske eller opdrage sig. Hvem ville vove at forhindre en prins i at stjæle mad fra de storslåede borde og grådigt fortære sit rov under dem? Hans søstre og brødre grinede bare og legede med ham, som om han var en hvalp.
Han gik kun med tøj fra tid til anden, men klædte sig i stedet i blomsterranker og smed sten efter vagterne, når de forsøgte at nærme sig ham. Kun hans mor havde en vis kontrol over ham, og hun ulejligede sig kun sjældent med at sætte en stopper for hans udskejelser. Tværtimod.
“Du er en prins,” sagde hun bestemt til ham, når han trak sig fra en konflikt eller undlod at trumfe sin vilje igennem. “Alting er dit. Du skal bare række ud og tage det.” Og andre gange sagde hun: “Jeg vil have den der. Skaf mig den.”
Man siger, at febørn er forskellige fra dødelige børn. De har ikke brug for meget kærlighed. De har ikke brug for at blive puttet om aftenen, men sover lige så lykkeligt i et koldt hjørne af en balsal med en dug over sig. De har ikke brug for tre faste måltider om dagen, men slikker lige så gerne dug i sig og snupper brød og fløde fra køkkenerne. De har ikke brug for trøst, eftersom de kun sjældent græder.
Men selv om febørn ikke har brug for meget kærlighed, har feprinser alligevel brug for en vis form for vejledning.
Og fordi han aldrig havde fået nogen form for vejledning, var Cardan ikke klog nok til at sige nej, da hans ældre bror foreslog, at han skulle skyde en valnød af hovedet på en dødelig. Han fulgte enhver indskydelse og gjorde det med stor arrogance.
“Vores far sætter virkelig pris på skydefærdigheder,” sagde prins Dain med et lille, drillende smil. “Men det er måske for svært. Det er bedre ikke at forsøge end at fejle.”
For Cardan – som ikke kunne gøre noget rigtigt i sin fars øjne og desperat ønskede sig hans opmærksomhed – var det et fristende forslag. Han spurgte ikke sig selv, hvem den dødelige var, eller hvorfor han var ved hoffet. Cardan anede ikke, at manden var elsket af Val Moren, og at overhofmesteren ville blive vanvittig af sorg, hvis manden døde.
Hvilket ville give Dain mulighed for at indtage en mere fremtrædende plads ved storkongens højre hånd.
“Er det for svært? Er det bedre ikke at forsøge? Det er det, en kujon ville sige,” svarede Cardan fuld af barnlig brovten. Hvis sandheden skulle frem, skræmte hans bror ham, men det fik bare Cardan til at opføre sig endnu mere overlegent.
Prins Dain smilede. “Lad os i det mindste bytte pile. Så kan du altid sige, at det var min pil, der var skæv, hvis du rammer ved siden af.” Prins Cardan burde have været mistænksom over for den venlighed, men han havde mødt så lidt af den ægte vare, at han ikke kunne skelne sand og falsk imødekommenhed fra hinanden.
I stedet lagde hans Dains pil på buen, trak strengen tilbage og sigtede mod valnødden. En modløs følelse lagde sig over ham. Måske ville han ramme ved siden af. Måske ville han såre manden. Men lige i hælene på den følelse gnistrede en trodsig glæde op ved tanken om at gøre noget så forfærdeligt, at hans far ikke længere kunne ignorere ham. Hvis han ikke kunne vinde storkongens opmærksomhed for noget godt, kunne kan måske vinde den for noget virkelig, virkelig ondt.
Cardans hånd skælvede.
Den dødelige så på ham i stivnet frygt. Forblændet, selvfølgelig. Ingen ville frivilligt stå sådan der. Det var dét, der fik ham til at beslutte sig. Cardan tvang en latter frem og lod pilen falde på jorden. “Jeg vil ganske enkelt ikke skyde under de her forhold,” sagde han og følte sig latterlig over at bakke ud. “Det er ved at blæse op fra nord, og vinden tager i mit hår. Jeg får det hele tiden i øjnene.”
Men prins Dain spændte sin bue og slap pilen, som Cardan havde byttet med ham. Den ramte den dødelige gennem halsen. Han faldt næsten lydløst om. Hans øjne var stadig åbne, men nu så de tomt op i luften.
Det skete så hurtigt, at Cardan ikke nåede at sige noget, ikke nåede at reagere. Han stirrede bare på sin bror, mens en langsom, forfærdelig indsigt væltede ind over ham.
“Ah,” sagde prins Dain med et tilfredst smil. “Det var en skam. Det lader til, at din pil ramte ved siden af. Måske kan du klage til vores far over det der hår, du fik i øjnene.”
Bagefter – selv om han protesterede – var der ingen, som ville høre prins Cardans forklaring om, hvad der virkelig var foregået. Det sørgede Dain for. Han fortalte om den yngste prins’ letsindighed, hans arrogance, hans pil. Storkongen ville ikke engang lade Cardan få foretræde.
Til trods for Val Morens ønske om at se ham henrettet, blev Cardan straffet for den dødeliges død, sådan som prinser bliver straffet. Storkongen smed lady Asha i Glemslens Tårn i stedet for Cardan – hvilket Eldred var lettet over at få en undskyldning for at gøre, eftersom han fandt hende både trættende og besværlig. Prins Cardan blev overladt til Balekin. Den ældste og mest grusomme i søskendeflokken og den eneste, som ville tage ham.
Og således opstod prins Cardans ry. Han havde ikke meget andet at tage sig til end at pleje det.
Dronningen af intet udkommer d. 1. september.
(Gen)læs de første bøger i serien!
Folk af of the Air (1) – Prinsen af ondskab
Da Judes forældre bliver brutalt myrdet, bliver hun og tvillingesøsteren bortført til elvernes magiske verden.
De kæmper en hård kamp mod den arrogante adel, der finder de to menneskebørn latterlige og grimme. Især Jude står for skud.
Med livet som indsats forsøger hun at modsætte sig deres nedværdigende blikke. Hun tager til genmæle, og i sin kamp for at opnå respekt, får hun magtfulde fjender.
Men Jude er ikke uden evner, og hun finder snart ud af, hvordan hun opnår det, hun tørster allermest efter: magt.
Judes ambitioner på sin lillebror Oaks vegne har placeret hende midt i kampen for tronen, lillebrorens sikkerhed og hendes eget liv.
Jude har alt at miste, men hun er nødt til at stole på den ondskabsfulde prins Cardan, der er sat ind som midlertidig konge, indtil Oak er gammel nok til selv at indtage tronen.
Men forholdet mellem Jude og Cardan er et minefelt. Hadet ulmer og truer med at antænde et livsfarligt begær hos dem begge, som de desperat kæmper imod. Ikke nok med det, så er der forrædere blandt Judes nærmeste, som gerne ser at hun fejler.
Du kan købe Kongen af mørke online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandler.
Se bogtraileren
Om Holly Black
Holly Black har modtaget utallige priser for sine fantasybøger. I Danmark kender vi hende bl.a. for Spiderwick-serien, og internationalt har hun skrevet bøger i samarbejde med bl.a. Cassandra Clare. Med sin nye trilogi Folk of the Air markerer forfatteren sig endnu en gang som en af fantasygenrens mest populære forfattere.Holly Black bor i Western Massachusetts i et hus med en hemmelig dør.
Slaget om tronen skal stå, og Cardan står til at blive Elfhames undergang, så måske er det på tide, at en dronning tager over!
Folk of the Air-serien er klassisk fantasy, hvor magt og begær kolliderer i historien om menneskepigen Jude, der er en udstødt, men tålt, outsider i elvernes land.
Læs mere om Dronningen af intet her!
Folk of the Air (3) – Dronningen af intet
Jude er sendt i eksil i menneskeverden og sidder nu som dronning af intet. Hun ulmer af had og vil hævne sig. Der kommer uventet hjælp fra hendes tvillingesøster, der opsøger hende, da hendes liv i Faerie er i fare, og kun Jude kan hjælpe hende.
Der er varslet krig, og konflikterne synes at brede sig med raketfart. En gammel forbandelse vækkes til live og spreder rædsel overalt i Faerie og tvinger Jude til at vælge mellem sine ambitioner og sin menneskelighed. Og så er der selvfølgelig Cardan. Den forræderiske, magtsyge, selvoptagede, arrogante og … uimodståelige konge, som Jude må tage et endeligt opgør med.
Du kan købe Dronningen af intet online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Dronningen af intet
af Holly Black
Oversat af
Randi Bjerre Høfring
Hofastrologen, Baphen, studerede nøje stjernekortet og forsøgte at lade være med at fare sammen, da det så ud, som om den yngste prins af Elfhame ville blive tabt på sit kongelige hoved.
Det var en uge efter prins Cardans fødsel, og nu blev han endelig vist frem for storkongen. De foregående fem arvinger havde han set med det samme, mens de stadig skreg, røde i ansigterne, over alt det nye og ukendte, men lady Asha havde frabedt sig kongens besøg, før hun følte sig passende restitueret efter fødslen.
Spædbarnet var tyndt og rynket, og det kiggede tavs tilbage på Eldred med sorte øjne. Hans lille piskelignende hale slog så hårdt, at hans svøb truede med at gå op. Lady Asha lod til at væreusikker på, hvordan hun skulle holde ham. Ja, hun holdt ham faktisk, som om hun håbede på, at en anden meget snart ville tage byrden fra hende.
“Fortæl os om hans fremtid,” tilskyndede storkongen. Kun nogle få feer var samlede for at bevidne præsentationen af den nye prins – den dødelige Val Moren, som både var hofpoet og overhofmester, og to medlemmer af Det Levende Råd: Randalin, nøgleministeren, og Baphen. Storkongens ord gav genlyd i den tomme sal.
Baphen tøvede, men der var ikke andet for end at svare. Eldred var blevet velsignet med fem børn før prins Cardan, hvilket var en forbløffende frugtbarhed blandt fefolket med deres tynde blod og få fødsler. Stjernerne havde forudsagt hver af de små prinser og prinsessers færdigheder inden for poesi, sang og politik og havde talt om både dyder og laster. Men denne gang havde stjernerne stået helt anderledes. “Prins Cardan vil blive Deres sidste barn,” sagde hofastrologen. “Han vil blive kronens tilintetgørelse og tronens undergang.”
LÆS OGSÅ: Folk of the Air-trilogien. Fra folklore til fortælling med Holly Black
Lady Asha snappede efter vejret. For første gang trak hun beskyttende barnet tættere ind til sig. Han vred sig i hendes arme. “Gad vide, hvem der mon har påvirket din fortolkning af stjernerne. Måske prinsesse Elowyn har haft en hånd med i spillet. Eller prins Dain.”
Måske ville det være bedre, hvis hun bare tabte ham, tænkte Baphen uvenligt.
Kong Eldred gned sig over hagen. “Kan vi ikke gøre noget for at forhindre det?”
Det var både godt og ondt, at stjernerne forsynede Baphen med så mange gåder og så få svar. Han ønskede ofte, at han kunne se tingene lidt klarere, men ikke denne gang. Han bøjede hovedet, så han havde en undskyldning for ikke at møde storkongens blik. “Kun fra hans udgydte blod kan en stor hersker rejse sig, men ikke før profetien er gået i opfyldelse.”
Eldred vendte sig om mod lady Asha og hendes ildevarslende søn. Barnet sagde ikke en lyd, det hverken græd eller pludrede. Halen piskede stadig frem og tilbage.
Lady Asha vaklede ikke. “Jeg vil lade ham vokse op, som det passer sig for hans stand. Han er trods alt en prins og din søn.”
Der var kulde i hendes stemme, og Baphen blev på ubehagelig vis mindet om, at nogle profetier går i opfyldelse netop som følge af de handlinger, der skulle forhindre dem.
Et øjeblik stod alle tavse. Så nikkede Eldred til Val Moren, som forlod podiet og vendte tilbage med et smalt træskrin med et mønster af rødder indfældet i låget.
“En gave,” sagde storkongen, “som anerkendelse af dit bidrag til Greenbriarslægten.”
Val Moren åbnede skrinet og afslørede en udsøgt halskæde af tunge smaragder. Eldred løftede dem op og lagde dem om lady Ashas hals. Han rørte hendes kind med bagsiden af sin hånd.
“De er særdeles gavmild, my lord,” sagde hun og lød en smule formildet. Barnet greb en af stenene i sin lille næve og så op på sin far med et uudgrundeligt blik.
“Gå nu og hvil dig,” sagde Eldred i et venligere tonefald. Denne gang adlød hun.
Lady Asha forlod salen med knejsende nakke og et fastere greb om barnet. Baphen mærkede en lille gysende forudanelse, der ikke havde noget med stjernerne at gøre.
Kong Eldred besøgte ikke lady Asha igen, og han bad hende heller ikke om at komme til ham. Måske burde han have sat sin utilfredshed til side og lært sin søn at kende. Men at se på prins Cardan var som at se ind i en usikker fremtid, og det brød han sig ikke om.
Til trods for at storkongen ignorerede hende, blev lady Asha, som mor til en prins, populær blandt hoffets herrer og damer, og hun ønskede kun at genoptage sit ubekymrede og løsslupne liv. Hun kunne ikke deltage i ballerne med et spædbarn på slæb, så hun fandt en kat, hvis killinger var dødfødte, og lod den give prinsen die.
Dette stod på, indtil prins Cardan kunne kravle. På det tidspunkt var katten tyk med et nyt kuld killinger, og han var begyndt at trække den i halen. Katten flygtede til staldene og forlod ham også.
Og således voksede han op i paladset, uden en sjæl til at elske eller opdrage sig. Hvem ville vove at forhindre en prins i at stjæle mad fra de storslåede borde og grådigt fortære sit rov under dem? Hans søstre og brødre grinede bare og legede med ham, som om han var en hvalp.
Han gik kun med tøj fra tid til anden, men klædte sig i stedet i blomsterranker og smed sten efter vagterne, når de forsøgte at nærme sig ham. Kun hans mor havde en vis kontrol over ham, og hun ulejligede sig kun sjældent med at sætte en stopper for hans udskejelser. Tværtimod.
Man siger, at febørn er forskellige fra dødelige børn. De har ikke brug for meget kærlighed. De har ikke brug for at blive puttet om aftenen, men sover lige så lykkeligt i et koldt hjørne af en balsal med en dug over sig. De har ikke brug for tre faste måltider om dagen, men slikker lige så gerne dug i sig og snupper brød og fløde fra køkkenerne. De har ikke brug for trøst, eftersom de kun sjældent græder.
Men selv om febørn ikke har brug for meget kærlighed, har feprinser alligevel brug for en vis form for vejledning.
Og fordi han aldrig havde fået nogen form for vejledning, var Cardan ikke klog nok til at sige nej, da hans ældre bror foreslog, at han skulle skyde en valnød af hovedet på en dødelig. Han fulgte enhver indskydelse og gjorde det med stor arrogance.
“Vores far sætter virkelig pris på skydefærdigheder,” sagde prins Dain med et lille, drillende smil. “Men det er måske for svært. Det er bedre ikke at forsøge end at fejle.”
For Cardan – som ikke kunne gøre noget rigtigt i sin fars øjne og desperat ønskede sig hans opmærksomhed – var det et fristende forslag. Han spurgte ikke sig selv, hvem den dødelige var, eller hvorfor han var ved hoffet. Cardan anede ikke, at manden var elsket af Val Moren, og at overhofmesteren ville blive vanvittig af sorg, hvis manden døde.
Hvilket ville give Dain mulighed for at indtage en mere fremtrædende plads ved storkongens højre hånd.
“Er det for svært? Er det bedre ikke at forsøge? Det er det, en kujon ville sige,” svarede Cardan fuld af barnlig brovten. Hvis sandheden skulle frem, skræmte hans bror ham, men det fik bare Cardan til at opføre sig endnu mere overlegent.
Prins Dain smilede. “Lad os i det mindste bytte pile. Så kan du altid sige, at det var min pil, der var skæv, hvis du rammer ved siden af.”
Prins Cardan burde have været mistænksom over for den venlighed, men han havde mødt så lidt af den ægte vare, at han ikke kunne skelne sand og falsk imødekommenhed fra hinanden.
I stedet lagde hans Dains pil på buen, trak strengen tilbage og sigtede mod valnødden. En modløs følelse lagde sig over ham. Måske ville han ramme ved siden af. Måske ville han såre manden. Men lige i hælene på den følelse gnistrede en trodsig glæde op ved tanken om at gøre noget så forfærdeligt, at hans far ikke længere kunne ignorere ham. Hvis han ikke kunne vinde storkongens opmærksomhed for noget godt, kunne kan måske vinde den for noget virkelig, virkelig ondt.
Den dødelige så på ham i stivnet frygt. Forblændet, selvfølgelig. Ingen ville frivilligt stå sådan der. Det var dét, der fik ham til at beslutte sig.
Cardan tvang en latter frem og lod pilen falde på jorden. “Jeg vil ganske enkelt ikke skyde under de her forhold,” sagde han og følte sig latterlig over at bakke ud. “Det er ved at blæse op fra nord, og vinden tager i mit hår. Jeg får det hele tiden i øjnene.”
Men prins Dain spændte sin bue og slap pilen, som Cardan havde byttet med ham. Den ramte den dødelige gennem halsen. Han faldt næsten lydløst om. Hans øjne var stadig åbne, men nu så de tomt op i luften.
Det skete så hurtigt, at Cardan ikke nåede at sige noget, ikke nåede at reagere. Han stirrede bare på sin bror, mens en langsom, forfærdelig indsigt væltede ind over ham.
LÆS OGSÅ: Træd ind i elvernes verden med et uddrag af Prinsen af ondskab
“Ah,” sagde prins Dain med et tilfredst smil. “Det var en skam. Det lader til, at din pil ramte ved siden af. Måske kan du klage til vores far over det der hår, du fik i øjnene.”
Bagefter – selv om han protesterede – var der ingen, som ville høre prins Cardans forklaring om, hvad der virkelig var foregået. Det sørgede Dain for. Han fortalte om den yngste prins’ letsindighed, hans arrogance, hans pil. Storkongen ville ikke engang lade Cardan få foretræde.
Til trods for Val Morens ønske om at se ham henrettet, blev Cardan straffet for den dødeliges død, sådan som prinser bliver straffet. Storkongen smed lady Asha i Glemslens Tårn i stedet for Cardan – hvilket Eldred var lettet over at få en undskyldning for at gøre, eftersom han fandt hende både trættende og besværlig. Prins Cardan blev overladt til Balekin. Den ældste og mest grusomme i søskendeflokken og den eneste, som ville tage ham.
Og således opstod prins Cardans ry. Han havde ikke meget andet at tage sig til end at pleje det.
Dronningen af intet udkommer d. 1. september.
(Gen)læs de første bøger i serien!
Folk af of the Air (1) – Prinsen af ondskab
Da Judes forældre bliver brutalt myrdet, bliver hun og tvillingesøsteren bortført til elvernes magiske verden.
De kæmper en hård kamp mod den arrogante adel, der finder de to menneskebørn latterlige og grimme. Især Jude står for skud.
Med livet som indsats forsøger hun at modsætte sig deres nedværdigende blikke. Hun tager til genmæle, og i sin kamp for at opnå respekt, får hun magtfulde fjender.
Men Jude er ikke uden evner, og hun finder snart ud af, hvordan hun opnår det, hun tørster allermest efter: magt.
Du kan købe Prinsen af ondskab i Bog & idé eller i din lokale boghandel.
Se bogtraileren
Folk of the Air (2) – Kongen af mørke
Judes ambitioner på sin lillebror Oaks vegne har placeret hende midt i kampen for tronen, lillebrorens sikkerhed og hendes eget liv.
Jude har alt at miste, men hun er nødt til at stole på den ondskabsfulde prins Cardan, der er sat ind som midlertidig konge, indtil Oak er gammel nok til selv at indtage tronen.
Men forholdet mellem Jude og Cardan er et minefelt. Hadet ulmer og truer med at antænde et livsfarligt begær hos dem begge, som de desperat kæmper imod. Ikke nok med det, så er der forrædere blandt Judes nærmeste, som gerne ser at hun fejler.
Du kan købe Kongen af mørke online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandler.
Se bogtraileren
Om Holly Black
Holly Black har modtaget utallige priser for sine fantasybøger. I Danmark kender vi hende bl.a. for Spiderwick-serien, og internationalt har hun skrevet bøger i samarbejde med bl.a. Cassandra Clare. Med sin nye trilogi Folk of the Air markerer forfatteren sig endnu en gang som en af fantasygenrens mest populære forfattere.Holly Black bor i Western Massachusetts i et hus med en hemmelig dør.
Andre læste også: