Thomas Korsgaard er forfatteren bag den anmelderroste trilogi om Tue. Nu udkommer han med sin første novellesamling Tyverier. Læs første novelle i bogen her.
Femten noveller om hemmeligheder, ensomhed og store forhåbninger.
I Tyverier skriver Thomas Korsgaard om betydningsfulde øjeblikke i en række personers liv. Om at blive konfronteret med sin fortid på et posthus. Om at kravle ud ad vinduet til en familiefrokost efter at have fået sandheden at vide. Om at være på jagt efter årets nytårsmiddag i en container. Om at forsøge at sælge en forsikring til en døende og meget mere.
Ikke mindst handler fortællingerne om at stjæle ting og sager – og liste hemmeligheder ud af folk – uden at det nogensinde bliver opdaget.
Thomas Korsgaard debuterede som 21-årig i 2017 med Hvis der skulle komme et menneske forbi, og året efter kom fortsættelsen En dag vil vi grine af det. Begge romaner, som i et vist omfang er inspireret af Korsgaards egen opvækst på en gård uden for Skive, fik en overvældende positiv modtagelse, og han er bl.a. blevet kaldt “Et af Danmarks absolut mest opsigtsvækkende og overbevisende litterære talenter”.
Jeg stjæler. Rapser ting og sager. Nogen ville måske mene, at jeg søger at kompensere for et eller andet dybereliggende, at det skyldes noget, jeg ikke har fået nok af i min barndom, kærlighed måske. Men jeg har gjort det, så længe jeg kan huske, før der overhovedet var en barndom at se tilbage på.
Det første, jeg stjal, var et hårspænde i plastik fra min dagplejemors datter. Så tog jeg tre kinderægdimser i børnehaven (jeg gemte dem i min sko og bed smerten i mig). Is fra fryseren i naboens garage. En julemandssparegris til en privatfest i 9. klasse. Og i 3. g stjal jeg så 200 kroner af de penge, vi havde tjent ved at sælge vafler på Strøget til fordel for Operation Dagsværk (men da var jeg meget fattig, så det tæller ikke). Fra en venindes lejlighed har jeg stjålet en mekanisk kanin, som kan sige lyde og bevæge sig hen over et gulv. Jeg har stjålet linned og badekåber fra hoteller og service fra barer og restauranter i byer, jeg vidste, jeg alligevel aldrig ville genbesøge. Et ID-kort til Illum (det sad ikke om halsen på personen, så hurtig er jeg ikke). Glittede magasiner fra kiosker, som jeg alligevel aldrig har læst i. En lille lavendel fra en blomsterbutik (den kostede kun 19 kroner).
Det mest besværlige, jeg har stjålet, må være skilte i vejkanten med navne, der i momentet på en eller anden måde har draget mig med deres poetiske klang (Brombærvej. Jupitervej. Sportsvej).
Jeg har også stjålet rødvin fra min chefs kontor efter den årlige sommerfest. Min søsters dagbog fra sit fængselsophold (grov vold) og min fars breve fra den søn, ingen må vide noget om. En støvsuger i Føtex. Broderede duge hos en borger (jeg var vikar på et plejehjem engang). En inhalator fra en mand på Bornholmerfærgen. Fem ens fingerringe med små sten fra en veninde. Hvis det er en sygdom, jeg har, sidder den i fingrene.
Der kan gå lang tid mellem hvert tyveri. Og netop som jeg føler mig befriet for min brist, dukker et maleri af en mand med et spejlæg i hovedet, rammet ind og det hele, op på væggen hjemme hos en bekendt. Det skriger til mig, og jeg må tage det ned af væggen, mens han er på toilettet, lægge det ned i min mulepose, dække det til med trøjen og sætte mig tilbage i lænestolen på præcis den samme måde som før, med akkurat det samme ansigt som før, og gøre mig klar til at genoptage den samtale, vi netop havde afbrudt.
Mine tyverier er altså ikke noget, jeg går og planlægger nøje. For det meste, når det ikke drejer sig om pengenød, er det bare, som om tingene forfører mig. Som om de ligefrem tigger om at komme med mig hjem og få deres egen plads i en skuffe eller på en hylde. Og de bliver jo sjældent efterlyst eller savnet (kun kaninen, dén leverede jeg tilbage, anonymt, efter 11 dage). Som regel er folk ligeglade. De har indboforsikringer og tre af hver. For dem er det intet. Er man så en tyv? Hvis folk ikke føler sig bestjålet?
Hvis jeg er en tyv, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan stole på mig. Jeg bærer på et hav af andre folks hemmeligheder. En mand fra Gellerupparken, som dyrker sex med mænd og vil blive slået ihjel, hvis hans familie finder ud af det. En kvinde fra Køge, der fortalte mig, at hun gerne ville skilles (vi kunne se hendes mand gennem terrassedøren, da hun sagde det). En pige, som skjuler et hashmisbrug og fire spontane aborter for sin kæreste. De fortæller det altid til mig på de ledige pladser, jeg efterlader i samtalen. Jeg laver bare øjnene, så taler de længe. Det er muligvis også tyveri.
Tue vokser op på en gård for enden af en grusvej et stykke uden for Skive. På gårdspladsen løber en flok hunde vildt omkring. Finanskrisen kradser, landbruget er presset, og Tues familie er presset i særdeleshed. Faren prøver desperat at holde sammen på stumperne og gældsætter sig hos sin bror, mens moren drømmer om den store gevinst og forsvinder ind i sin egen verden af forførende internetkasinoer.
Hvis der skulle komme et menneske forbi er en stærk roman om fattigdom i udkanten af det danske velfærdssamfund, om at være barn i en familie uden overskud og være overladt til sig selv. Men det er også fortællingen om en opfindsom og kreativ dreng, der forstår at klare sig trods næsten ubærlig modgang. Om at vokse op og finde sine egne ben uden nogensinde at glemme, hvor man kommer fra.
Hvad sker der med en familie i underskud, som pludselig kommer til penge? Som endelig får det, de har drømt om? Vil alt nu endelig blive godt i hjemmet for enden af den lange grusvej lidt uden for Skive?
Thomas Korsgaard tog læsere og anmeldere med storm med sin debutroman “Hvis der skulle komme et menneske forbi”. “En dag vil vi grine af det” fortsætter den stærke og sørgmuntre fortælling om Tue, der vokser op i et hjem, hvor børn overlades til sig selv, og hvor voksne ikke rigtig magter at være forældre. Det er en fortælling om ensomhed og fysisk og psykisk vold som en del af hverdagen. Men det er samtidig en lun og ikke-fordømmende karakteristik af livet i en hårdt prøvet familie, hvor realiteterne sjældent lever op til intentionerne.
Tues mor har fået en stor erstatning for en arbejdsskade, og nu skal alt blive godt. Men er penge det, der skal til, for at komme fri af den følelse af rod og opløsning, der hidtil har præget dagligdagen? Og hvad sker der, når Tue ikke længere er et barn – men en ung voksen, som opdager, at der er en verden uden for hjemmet for enden af grusvejen?
Tue bor ikke længere hjemme – ja, faktisk bor han slet ingen steder, da han er blevet smidt ud af sin lejlighed på Frederiksberg.
Nu aner han ikke, hvor han skal tage, for han kan i hvert fald ikke tage hjem til Skive og sin voldelige far. I stedet flakker han rundt på gaden, indtil han en dag møder pigen Victoria, som lever et ganske andet liv end han selv.
Man skulle nok have været der er tredje bog om Tue, som vi mødte første gang i Hvis der skulle komme et menneske forbi. En rammende fortælling om at stå udenfor fællesskabet og drømme om at finde hjem.
Trilogien om Tue indeholder alle tre romaner om Tue af Thomas Korsgaard
Trilogien om Tue er en samlet udgave af de populære bøger om Tue, der vokser op på en gård for enden af verdens længste grusvej i Nørre Ørum.
Faren skylder sin bror så mange penge, at han må sælge sin guldtand, og han er mere optaget af sine hunde end sine børn. Moren sidder helst i et mørkt rum hele dagen og spiller poker på nettet.
Tue beslutter sig for at prøve lykken i København. Men byen er ikke helt lige til, når man kommer fra Jylland, ikke kender nogen og slet ikke har mulighed for forældrekøb.
Thomas Korsgaard er forfatteren bag den anmelderroste trilogi om Tue. Nu udkommer han med sin første novellesamling Tyverier. Læs første novelle i bogen her.
Femten noveller om hemmeligheder, ensomhed og store forhåbninger.
I Tyverier skriver Thomas Korsgaard om betydningsfulde øjeblikke i en række personers liv. Om at blive konfronteret med sin fortid på et posthus. Om at kravle ud ad vinduet til en familiefrokost efter at have fået sandheden at vide. Om at være på jagt efter årets nytårsmiddag i en container. Om at forsøge at sælge en forsikring til en døende og meget mere.
Ikke mindst handler fortællingerne om at stjæle ting og sager – og liste hemmeligheder ud af folk – uden at det nogensinde bliver opdaget.
Thomas Korsgaard debuterede som 21-årig i 2017 med Hvis der skulle komme et menneske forbi, og året efter kom fortsættelsen En dag vil vi grine af det. Begge romaner, som i et vist omfang er inspireret af Korsgaards egen opvækst på en gård uden for Skive, fik en overvældende positiv modtagelse, og han er bl.a. blevet kaldt “Et af Danmarks absolut mest opsigtsvækkende og overbevisende litterære talenter”.
LÆS OGSÅ: ”Vi er så bange for at tabe ansigt.” – Thomas Korsgaard om novellesamlingen Tyverier
Du kan købe Tyverier online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.
Thomas Korsgaard
Tyverier
Jeg stjæler. Rapser ting og sager. Nogen ville måske mene, at jeg søger at kompensere for et eller andet dybereliggende, at det skyldes noget, jeg ikke har fået nok af i min barndom, kærlighed måske. Men jeg har gjort det, så længe jeg kan huske, før der overhovedet var en barndom at se tilbage på.
Det første, jeg stjal, var et hårspænde i plastik fra min dagplejemors datter. Så tog jeg tre kinderægdimser i børnehaven (jeg gemte dem i min sko og bed smerten i mig). Is fra fryseren i naboens garage. En julemandssparegris til en privatfest i 9. klasse. Og i 3. g stjal jeg så 200 kroner af de penge, vi havde tjent ved at sælge vafler på Strøget til fordel for Operation Dagsværk (men da var jeg meget fattig, så det tæller ikke). Fra en venindes lejlighed har jeg stjålet en mekanisk kanin, som kan sige lyde og bevæge sig hen over et gulv. Jeg har stjålet linned og badekåber fra hoteller og service fra barer og restauranter i byer, jeg vidste, jeg alligevel aldrig ville genbesøge. Et ID-kort til Illum (det sad ikke om halsen på personen, så hurtig er jeg ikke). Glittede magasiner fra kiosker, som jeg alligevel aldrig har læst i. En lille lavendel fra en blomsterbutik (den kostede kun 19 kroner).
Det mest besværlige, jeg har stjålet, må være skilte i vejkanten med navne, der i momentet på en eller anden måde har draget mig med deres poetiske klang (Brombærvej. Jupitervej. Sportsvej).
Jeg har også stjålet rødvin fra min chefs kontor efter den årlige sommerfest. Min søsters dagbog fra sit fængselsophold (grov vold) og min fars breve fra den søn, ingen må vide noget om. En støvsuger i Føtex. Broderede duge hos en borger (jeg var vikar på et plejehjem engang). En inhalator fra en mand på Bornholmerfærgen. Fem ens fingerringe med små sten fra en veninde. Hvis det er en sygdom, jeg har, sidder den i fingrene.
Der kan gå lang tid mellem hvert tyveri. Og netop som jeg føler mig befriet for min brist, dukker et maleri af en mand med et spejlæg i hovedet, rammet ind og det hele, op på væggen hjemme hos en bekendt. Det skriger til mig, og jeg må tage det ned af væggen, mens han er på toilettet, lægge det ned i min mulepose, dække det til med trøjen og sætte mig tilbage i lænestolen på præcis den samme måde som før, med akkurat det samme ansigt som før, og gøre mig klar til at genoptage den samtale, vi netop havde afbrudt.
Mine tyverier er altså ikke noget, jeg går og planlægger nøje. For det meste, når det ikke drejer sig om pengenød, er det bare, som om tingene forfører mig. Som om de ligefrem tigger om at komme med mig hjem og få deres egen plads i en skuffe eller på en hylde. Og de bliver jo sjældent efterlyst eller savnet (kun kaninen, dén leverede jeg tilbage, anonymt, efter 11 dage). Som regel er folk ligeglade. De har indboforsikringer og tre af hver. For dem er det intet. Er man så en tyv? Hvis folk ikke føler sig bestjålet?
Hvis jeg er en tyv, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan stole på mig. Jeg bærer på et hav af andre folks hemmeligheder. En mand fra Gellerupparken, som dyrker sex med mænd og vil blive slået ihjel, hvis hans familie finder ud af det. En kvinde fra Køge, der fortalte mig, at hun gerne ville skilles (vi kunne se hendes mand gennem terrassedøren, da hun sagde det). En pige, som skjuler et hashmisbrug og fire spontane aborter for sin kæreste. De fortæller det altid til mig på de ledige pladser, jeg efterlader i samtalen. Jeg laver bare øjnene, så taler de længe. Det er muligvis også tyveri.
Læs videre i Tyverier – snup den online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.
Flere bøger af Thomas Korsgaard
Hvis der skulle komme et menneske forbi
Tue vokser op på en gård for enden af en grusvej et stykke uden for Skive. På gårdspladsen løber en flok hunde vildt omkring. Finanskrisen kradser, landbruget er presset, og Tues familie er presset i særdeleshed. Faren prøver desperat at holde sammen på stumperne og gældsætter sig hos sin bror, mens moren drømmer om den store gevinst og forsvinder ind i sin egen verden af forførende internetkasinoer.
Hvis der skulle komme et menneske forbi er en stærk roman om fattigdom i udkanten af det danske velfærdssamfund, om at være barn i en familie uden overskud og være overladt til sig selv. Men det er også fortællingen om en opfindsom og kreativ dreng, der forstår at klare sig trods næsten ubærlig modgang. Om at vokse op og finde sine egne ben uden nogensinde at glemme, hvor man kommer fra.
Du kan købe Hvis der skulle komme et menneske forbi online, bl.a. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.
En dag vil vi grine af det
Hvad sker der med en familie i underskud, som pludselig kommer til penge? Som endelig får det, de har drømt om? Vil alt nu endelig blive godt i hjemmet for enden af den lange grusvej lidt uden for Skive?
Thomas Korsgaard tog læsere og anmeldere med storm med sin debutroman “Hvis der skulle komme et menneske forbi”. “En dag vil vi grine af det” fortsætter den stærke og sørgmuntre fortælling om Tue, der vokser op i et hjem, hvor børn overlades til sig selv, og hvor voksne ikke rigtig magter at være forældre. Det er en fortælling om ensomhed og fysisk og psykisk vold som en del af hverdagen. Men det er samtidig en lun og ikke-fordømmende karakteristik af livet i en hårdt prøvet familie, hvor realiteterne sjældent lever op til intentionerne.
Tues mor har fået en stor erstatning for en arbejdsskade, og nu skal alt blive godt. Men er penge det, der skal til, for at komme fri af den følelse af rod og opløsning, der hidtil har præget dagligdagen? Og hvad sker der, når Tue ikke længere er et barn – men en ung voksen, som opdager, at der er en verden uden for hjemmet for enden af grusvejen?
Du kan købe En dag vil vi grine af det online, fx hos Saxo.com, eller i din lokale boghandel.
Man skulle nok have været der
Vinder af De Gyldne Laurbær.
Tue bor ikke længere hjemme – ja, faktisk bor han slet ingen steder, da han er blevet smidt ud af sin lejlighed på Frederiksberg.
Nu aner han ikke, hvor han skal tage, for han kan i hvert fald ikke tage hjem til Skive og sin voldelige far. I stedet flakker han rundt på gaden, indtil han en dag møder pigen Victoria, som lever et ganske andet liv end han selv.
Man skulle nok have været der er tredje bog om Tue, som vi mødte første gang i Hvis der skulle komme et menneske forbi. En rammende fortælling om at stå udenfor fællesskabet og drømme om at finde hjem.
Du kan købe Man skulle nok have været der online, fx hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Læs mere om Tyverier af Thomas Korsgaard
Den samlede trilogi om Tue:
Trilogien om Tue er en samlet udgave af de populære bøger om Tue, der vokser op på en gård for enden af verdens længste grusvej i Nørre Ørum.
Faren skylder sin bror så mange penge, at han må sælge sin guldtand, og han er mere optaget af sine hunde end sine børn. Moren sidder helst i et mørkt rum hele dagen og spiller poker på nettet.
Tue beslutter sig for at prøve lykken i København. Men byen er ikke helt lige til, når man kommer fra Jylland, ikke kender nogen og slet ikke har mulighed for forældrekøb.
Du kan købe Trilogien om Tue online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: