Helle Juhl fortæller i Krig og kvindeliv femten forskellige kvinders historier fra tiden under 2. Verdenskrig. Begynd din læsning her.
Du kender sikkert til Flammen og Citronen, men har du hørt om Citronens kæreste, Ellen Christensen? Ligesom Citronen/Jørgen Haagen Smith spillede hun en vigtig rolle i modstandskampen – og slap kun med nød og næppe levende fra den ildkamp med tyskerne, som endte med at koste Citronen livet.
I dette uddrag kan du læse Ellen Christensens historie. Ellens historie fortælles sammen med femten andre kvinders beretninger i Helle Juhls Krig & kvindeliv – femten beretninger fra besættelsen. I bogen sætter Helle Juhl fokus på kvinder, som alle har det til fælles, at deres liv i høj grad blev påvirket af begivenhederne i tiden under besættelsen og 2. Verdenskrig.
Læs Ellen Christensens historie i et uddrag af Krig og Kvindeliv af Helle Juhl her.
Krig og kvindeliv
af Helle Juhl
Ellen Christensen (1913-1998)
Heltinden fra Bispebjerg
Indtil for et par år siden kunne man på Fredens Kirkegård i Aarhus finde en sten med den anonyme inskription: Ellen Marie Christensen, 1913 – 1998. Uden antydning af, at her hvilede en kvinde, der reddede manges liv under krigen.
I oktober 1943 spillede hun som sygeplejerske på Bispebjerg Hospital en central rolle for evakueringen af mere end 1.500 jøder, og senere hjalp hun eftersøgte frihedskæmpere og flyvere ud af landet. En dåd, hun i 1953 blev belønnet for med Florence Nightingale-Medaljen.
Den Ellen Christensen kom tættest på, var den legendariske frihedskæmper Citronen/Jørgen Haagen Schmith, som blev hendes kæreste i nogle få hektiske uger. Ham lykkedes det hende dog ikke at redde. Han omkom i en ildkamp med tyskerne, hun selv kun med nød og næppe slap fra med livet i behold. Bagefter blev hun forfulgt af Gestapo, men det lykkedes hende at holde sig skjult frem til befrielsen og ovenikøbet at fortsætte sine illegale aktiviteter.
Stenen på hendes nu sløjfede grav var ganske i Ellens ånd. Hun ønskede ingen opmærksomhed for sin krigsindsats og ville formentlig have modsat sig at blive udlagt som heltinde. Men det var hun.
STRÆBSOM FAMILIE
Ellen Marie Christensen, der ikke brugte sit mellemnavn, var ud af en stræbsom indremissionsk familie, der gjorde det godt. Starten var dog svær. Da hun kom til verden 30. marts 1913 i Frejlev syd for Aalborg, boede forældrene ikke sammen, selv om de var gift. Formentlig for at spare op til deres eget.
Moren passede hus for sin bror, der var byens smed, faren boede hos sine forældre på en lille landejendom lige overfor. Parret havde allerede en søn, da Ellen blev født, og senere kom der yderlige fem søskende. Da var forældrene flyttet sammen.
De boede senere på forskellige gårde på egnen, og da Ellen var tre år, flyttede de til et landbrug ved Kolding. Nogle år senere opgav faren dog landbrugserhvervet, og familien flyttede til København, hvor faren blev ansat i et tekstilfirma. Her avancerede han med tiden til at blive næstkommanderende.
Efter krigen grundlagde han sammen med en svigersøn manufakturfirmaet Crisco i Aarhus. Et solidt familieforetagende, som Ellen ligesom sine søskende havde aktier i og sad i bestyrelsen for.
Selv blev hun uddannet sygeplejerske på Bispebjerg Hospital, hvor hun videreuddannede sig til operationssygeplejerske. Da Danmark blev besat, boede hun i en tjenestebolig for sygeplejersker på Charlotte Muncksvej lige uden for hospitalet; en lokalitet, der skulle få stor betydning for redningen af jøderne.
Før jødeaktionen i oktober 1943 var Ellen Christensen ikke involveret i illegale aktiviteter, bortset fra at hun i lighed med de øvrige sygeplejersker hjalp med at skjule eftersøgte på sengestuerne. Dette ikke mindst under folkeopstanden i august 1943, hvor mange kom i tyskernes søgelys, og nogle også måtte behandles for skader under kampene.
Ellen Christensen fotograferet i forbindelse med, at hun i 1953 modtog Florence Nightingale-medaljen for sin indsats under krigen. (Fotograf: Ukendt. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum)
Ellers var krigen ikke kommet til Bispebjerg, ud over at nogle af de unge læger ”syslede med radiosending og trykning af illegale blade”, som en af dem, reservelægen K.H. Køster, har udtrykt det i bogen Den hvide brigade, der udkom kort efter befrielsen.
Den store vending – på sygehusene som i resten af befolkningen – kom, da der i september 1943 begyndte at florere rygter om en forestående internering og deportation af Danmarks 7.500 jøder. Det havde de fleste danskere anset for urealistisk, men i oktober gennemførte tyskerne en klapjagt, som for ca. 500 jøders vedkommende endte med deportation til kz-lejren Theresienstadt. Resten blev reddet.
Med jødeaktionen mistede den tyske besættelsesmagt den sidste rest af danskernes accept. Nu var det nok.
”EN SÆLSOM OG UHYGGELIG STEMNING”
I de første besættelsesår havde hospitaler og sygehuse kun i begrænset omfang mærket til besættelsesmagten. I København indrettede tyskerne tidligt deres eget lazaret i en del af Frederiksberg Hospital, så her slap man for at behandle tyske soldater.
På provinsens sygehuse måtte man tage imod dem, og faktisk blev der allerede den 9. april 1940 indlagt 12 tyske soldater på Vejle Sygehus – med åbne sår på fødderne fra den lange march fra grænsen.
De fleste fra værnemagten blev dog behandlet på deres egne infirmerier, så sygehusenes største problem under krigen var den tiltagende mangel på forbindinger, linned, sprøjter og andet. Derudover beslaglagde tyskerne i de sidste krigsmåneder skoler, hoteller og forsamlingshuse over hele landet til behandling af 80.000 sårede frontsoldater, men de blev udelukkende behandlet af det tyske sanitetskorps.
De første års relative ro på sygehusene ændrede sig, da regeringen brød med besættelsesmagten efter folkeopstanden. Herefter mødte personalet store udfordringer med at behandle og skjule eftersøgte på sengestuerne under falske navne. I første omgang jøderne, siden også mange frihedskæmpere. Opgaven med at redde jøderne var størst i København, hvor de fleste jøder boede.
Som følge af rygterne om jødeaktionen, der senere viste sig at være plantet af den tyske top i et forsøg på at bevare gode relationer til danskerne, kunne hospitalerne forberede sig på at tage imod flygtningestrømmene. At Bispebjerg Hospital skulle blive den største modtager af flygtninge, kunne ingen dog forudse. Ikke desto mindre holdt man vejret på hospitalet den 1. oktober om aftenen, fortæller Køster i Den hvide brigade:
”Der rådede en sælsom og uhyggelig stemning. Den mørklagte by var mere stille og øde end sædvanlig, telefonerne virkede ikke – og man vidste, at nu kørte tyskerne rundt fra hus til hus i deres sindssyge jagt på mennesker af jødisk herkomst.”
Til at begynde med gemte de fleste jøder sig i private hjem og andre steder, men efter nogle dage begyndte de at strømme ind til hospitalet. De ankom i taxaer og på presenningoverdækkede lastvogne i et antal, som langt oversteg sengestuernes kapacitet. Den 7. oktober ankom på én gang 150 bange og udmattede jøder i alle aldre medbringende alt det habengut, de kunne slæbe. De blev gemt i hospitalets kapel, kældre og underjordiske gange.
I længden var det dog ikke sikkert at have så mange eftersøgte inden for hospitalets porte, så i stedet gik man over til at gemme jøderne i sygeplejerskernes boligblok på Charlotte Muncksvej, som også havde den fordel, at adgangsvejen lå i skjul for nysgerrige blikke. Ved at skjule flygtninge dér håbede man desuden på at undgå repressalier imod hospitalet, hvis evakueringen blev afsløret.
Uden at mukke åbnede sygeplejerskerne deres 130 lejligheder for jøderne. De overlod dem soveværelse og stue og sov selv på køkkengulvet, samtidig med at de passede deres daglige arbejde. I det hele taget lykkedes redningsaktionen kun som følge af et usædvanligt teamwork blandt de ansatte. Køkkenpersonalet gjorde en kæmpe indsats ved at sørge for mad til de mange ekstra munde og bringe den uset over til sygeplejerskeboligerne.
For at undgå afsløring allierede hospitalet sig også med den lokale telefoncentral, som lovede at sige til, hvis telefonen skulle blive aflyttet, og fra taxa-selskabet fik man lister over, hvilke chauffører man ikke kunne stole på. Snesevis af mennesker vidste besked med redningsaktionen – og formentlig lagde patienterne også mærke til den – men alligevel lykkedes det at holde den hemmelig for tyskerne og deres danske håndlangere.
Den 13. oktober 1943 var det dog tæt på at gå galt. Boligblokken, som på det tidspunkt husede 180 flygtninge, blev omringet af civilklædte Schalburgfolk, men man nåede at få aflyst transporterne i tide, og der blev heldigvis ikke gennemført nogen razzia. Kun en enkelt nazist trængte ind i bygningen, men ham inviterede en af sygeplejerskerne på snaps iblandet sovemedicin. Så var han pacificeret.
ELLEN SOM ORGANISATOR
I dette kæmpe maskineri indtog den 30-årige Ellen Christensen en nøglerolle. Hun og en anden sygeplejerske blev fritaget fra deres arbejde for at samle trådene i en slags kommandocentral i en af sygeplejerskelejlighederne på adressen Charlotte Muncksvej 1, anden sal.
Her tog de sig af at knytte forbindelse til dem, der formidlede jødernes vej til Bispebjerg, og til operatørerne af transportruterne til Sverige. Flygtningene blev sendt til Sverige ad mange forskellige ruter og havne, ud over flere i hovedstadsområdet også mere fjerntliggende som Mosede, Møn og Nykøbing Falster.
I begyndelsen fandt Ellen og kollegaen selv frem til folkene bag transportruterne, senere blev der oprettet en transportcentral på Blegdamshospitalet. Den var de to sygeplejersker løbende i kontakt med. En af deres ’adjudanter’ var en ambulancefører, som konstant blev sendt i byen for at tjekke op på mulighederne og skaffe andre ambulancer til at køre jøderne hen til de aftalte udskibningssteder.
På et tidspunkt kørte en ambulance med 17 ombord hele vejen ned til Nykøbing Falster. Andre gange blev de med stor risiko for afsløring sat på tog fra Valby Station, ledsaget af sygeplejersker helt frem til bestemmelsesstedet. Det var Ellen også med til.
Det meste af tiden befandt hun sig dog i kommandocentralen, hvor hun sammen med kollegaen holdt rede på, hvor mange jøder man havde boende, hvem der var særlig skrøbelige, hvornår holdene skulle være klar til afgang, hvilke ruter de skulle ad, anskaffelse af køretøjer, organisering af benzin og stjålne nummerplader osv.
Derudover bestyrede Ellen de penge, der skulle betales til bådførerne. I gennemsnit kostede det 500 kroner at få en flygtning sejlet til Sverige. Nogle af pengene betalte flygtningene selv, andre blev skaffet udefra via transportcentralen på Blegdamshospitalet og ad andre kanaler.
I løbet af et døgn kunne der sagtens passere 100.000 kroner gennem Ellens pengekasse, som hun om natten gemte i køkkenets bageovn sammen med regnskabet. Det førte hun på en måde, så formålet var sløret, hvis de blev udsat for en razzia.
Telefonen ringede konstant, og rundtom i lejligheden spiste og sov trætte chauffører, bådfolk og andre hjælpere. Selv fik Ellen ingen ro. Reservelæge Køster, der ligeledes var involveret i redningsaktionen, skriver i Den hvide brigade, at da det gik mest hektisk til, var hun ikke i seng gennem fem døgn. Viden om rygtedes det blandt jøderne, at Charlotte Muncksvej 1 var stedet, man skulle henvende sig, hvis man ville sikkert ud af landet.
Efter episoden med Schalburgfolkene og den bedøvede nazi-håndlanger flyttede man dog opsamlingen rundt på andre adresser, hvor Ellen fulgte med. Når flygtningene kom til Charlotte Muncksvej, blev de ført videre hertil.
De sidste jøder, der på den måde slap ud af landet, var tre unge mænd, som i første omgang var blevet taget af tyskerne. De sprang ud af toget mod Theresienstadt tæt på stationen i Roskilde, hvor stedlige modstandsfolk hjalp dem videre til Bispebjerg. Mere end 1.500 jødiske flygtninge nåede Ellen og de øvrige involverede at redde fra deportation.
FRIHEDSKÆMPER PÅ FULD TID
Da den sidste flygtning var sendt afsted, vendte hverdagen tilbage på hospitalet, men man fortsatte med at skjule og behandle sabotører. Journaler, der skulle dække over deres skader, kunne være fantasifulde. Om en mand, der var skudt gennem lever, lunge og nyrer, hed det, at han var faldet ned fra et bord, mens han hængte billeder op, og i faldet havde han skåret sig på en splintret glasskål!
Ellen Christensen og andre sygeplejersker tog også sammen med nogle af hospitalets læger ud for at behandle sårede modstandsfolk i private hjem. Når de var kommet sig, brugte hun sine kontakter fra jødetransporterne til at hjælpe dem til Sverige.
Med tiden blev det hele mere risikabelt. Efter jødetransporterne var tyskernes mistænksomhed skærpet, og indførelsen af Ausweiss gjorde det heller ikke nemmere. Det krævede falske papirer, når sabotørerne skulle sendes videre. Dem skaffede Ellen fra sine kontakter i modstandsbevægelsen. Helt galt blev det, da det nazistiske Hipokorps trådte i stedet for det internerede danske politi. De troppede ofte op lige efter ambulancerne for at kontrollere patienternes identitet.
Alt i alt var Bispebjergs og andre sygehusenes humanitære bidrag til modstandskampen en farlig mission. Samt en af årsagerne til, at Gestapo i krigens sidste tid begik adskillige clearingmord på sygehuslæger som gengældelse for likvideringer af deres folk. Vel at mærke i forholdet en til to. I Vejle blev sygehusets to overlæger i marts 1945 myrdet som gengældelse for en stikkerlikvidering.
På det tidspunkt var Ellen frihedskæmper på fuld tid. Hun søgte i sommeren 1944 orlov for at tilslutte sig modstandsgruppen Frit Danmark. Her kom hun til at befatte sig med alle aspekter af illegalt arbejde på nær deltagelse i sabotageaktioner. Hun fremskaffede mad, våben, penge, falske identitetskort, rationeringskort, tøj og andet af nødvendighed for frihedskampen. Desuden rejste hun som kurér og deltog i våben- og sprængstoftransporter.
Ellens fordel var, at hun kendte de fleste modstandsfolk personligt, men ikke var i Gestapos søgelys og derfor kunne færdes frit under eget navn. Hun havde overblik, var effektiv og kunne holde hovedet koldt i pressede situationer. Perfekte kvaliteter for en frihedskæmper. Inden hun blev afsløret og selv måtte gå under jorden, havde operationssygeplejersken fra Bispebjerg indtaget en ledende stilling i Frit Danmark.
SYGEPLEJERSKE FOR CITRONEN
I september 1944 påtog hun sig en opgave, hun havde gode forudsætninger for: at pleje den hårdt sårede sabotør Citronen i hans skjulested i Gentofte. Citronen og makkeren Flammen/Bent Faurschou- Hviid var modstandsbevægelsens mest kendte sabotører, der havde talrige sabotageaktioner og likvideringer bag sig.
Jørgen Haagen Schmith var 34 år, gift med den 12 år yngre Bodil og far til en pige på to. Familien havde han dog kun set sporadisk, siden han i foråret 1943 blev en del af modstandsgruppen Holger Danske. Dæknavnet Citronen fik han fra Citroëns fabrik i Sydhavnen, hvor han arbejdede i de første år af krigen.
Citronen deltog i store sabotageaktioner som sprængningen af Forum og Riffelsyndikatet, og sammen med Flammen foretog han desuden adskillige stikkerlikvideringer. I foråret 1944 blev Citronen involveret i den hemmelige transportorganisation Speditøren, som var udsprunget af Bispebjerg Hospitals redning af jøderne. Han skønnes at have skaffet 40-45 flygtninge til Sverige om måneden.
Formentlig traf Ellen den tre år ældre Citronen via sit samarbejde med Speditøren, og måske fik de allerede på det tidspunkt følelser for hinanden. I hvert fald trådte hun straks til som hans sygeplejerske, da han den 19. september 1944 blev skudt gennem den ene lunge af tyskerne. Efter akut behandling på Frederiksberg Hospital blev den hårdt sårede sabotør installeret i en villa i Gentofte tilhørende modstandsmanden Aage Strøm Tejsen, og her opholdt Ellen sig i ugerne efter sammen med de to mænd.
Projektilet, der havde ramt Citronen, var gået ind under højre skulder, bag om rygsøjlen og via venstre lunge ud under venstre armhule. Rygsøjlen var ikke beskadiget, men han havde lidt et stort blodtab og var i den første tid meget svækket. Han var dybt afhængig af sygeplejersken, modstandskammeraten og nu angiveligt også kæresten Ellen. Citronens kone befandt sig i Sverige, hvor hun ventede deres andet barn, en pige født i marts 1945.
AFSLØRINGEN
Den 14. oktober 1944, hvor Citronen havde fået det bedre, opholdt Ellen sig ikke i villaen om dagen, men tog ud til ham om aftenen. Efter aftensmaden tog Strøm Tejsen ind til byen for at advare nogle kammerater imod omfattende tyske razziaer, og Ellen og Citronen blev enige om, at hun skulle blive der natten over. Citronen viste hende en kuffert med våben og ammunition, som Flammen havde været forbi med.
Sent på aftenen ringede Strøm Tejsen og sagde, at nu kom han snart hjem. Da klokken var halv et om natten, bankede det på døren, og Ellen gik ud og spurgte, hvem det var. ’Strøm Tejsen’, lød svaret, hvorefter hun lukkede op. Og så gik det stærkt, fortalte hun efter befrielsen til en anden modstandskvinde, journalisten Kate Fleron, der interviewede hende til en bog om modstandskvinder:
”Jeg fik en maskinpistol for brystet. Hvem der opholdt sig i huset? Jeg svarede, at jeg var alene. Det var umuligt i så stort et hus, erklærede de. Da de nærmede sig døren til stuen, hvor Jørgen var, skød han og sårede en mand i armen.
Ude af sig selv af raseri skreg de til mig, hvem den mand var. Jeg sagde, det var min kæreste – ingen af Gestapomændene havde på det tidspunkt nogen anelse om, at det var den berømte og stærkt eftersøgte Citron, de stod over for. De ville have at vide, om der var flere i huset, og jeg ilede med at tilstå, at der var en anden i kælderen og en tredje på loftet, for på den måde at sprede deres opmærksomhed og gøre dem utrygge.
Det lykkedes også, de blev klar over, at de måtte have forstærkning, og alle undtagen én mand styrtede afsted for at hente hjælp. Den ene mand holdt mig op ude i entreen. Netop da smed Jørgen en håndbombe (håndgranat – red.) fra påklædningsværelset ind i soveværelset, og det lykkedes ham at skabe en sådan panik, at soldaten fór ind for at se, hvad der var i vejen – i den brøkdel af et minut, han var væk, styrtede jeg ned ad de syv-otte trappetrin til haven og forsvandt. Det sidste, jeg hørte, var skuddene fra Jørgens maskinpistol, det sidste, jeg så, var at soveværelset stod i flammer.”
FLUGTEN
Efter at have gemt sig bag en busk forcerede Ellen hække, hegn og pigtråd i flugten væk fra villaen, der lå på Jægersborg Allé. Mange i kvarteret var blevet vækket af skuddene og bragene fra ildkampen, og Ellen løb fra villa til villa for at komme i skjul.
Seks gange blev hun afvist af beboere, som ikke skulle risikere noget. Det sidste sted lånte man hende dog en frakke og nogle penge. Kort efter opdagede hun, at hun var gået i ring og befandt sig tæt på Strøm Tejsens villa, men her lykkedes det omsider Ellen at finde husly:
”Jeg skyndte mig at vende om, og da der i det samme blev åbnet et vindue i det nærmeste hus, råbte jeg dæmpet: Må jeg komme op til Dem? Og for første gang i denne uhyggelige nat mødte jeg den gæstfrihed, jeg så hårdt trængte til. Jeg kom op til nogle fattige mennesker i en fattig stue, hvor man ikke vidste alt det gode, man skulle gøre mig. Fra vinduerne fulgte jeg dramaet i Strøm Tejsens hus, hvorfra Jørgens maskinpistol gjaldede gennem tre timer.”
Ved sekstiden om morgenen, da skudsalverne var hørt op, og villaen brændt ned, listede Ellen sig ned til Gentofte Station og tog en taxa ind til byen. Hun var godt klar over, at Citronen måtte være død – og at hun nu selv hørte til de eftersøgte. Hun havde ikke fået sin taske med sig fra villaen, og i den lå foruden fire falske legitimationskort et kontomærke til Magasin du Nord. Dermed var hendes identitet afsløret.
Tre dage senere var spillet også slut for Flammen. Han befandt sig ligeledes i en Gentofte-villa, og da Gestapo, som i de dage havde held til at optrevle en stor del af Københavns modstandsbevægelse, kom for at undersøge villaen, begik han selvmord ved at tage en giftampul.
Da var Ellen gået under jorden. Hun, der havde hjulpet så mange fra tyskernes forfølgelse, hørte nu selv til de forfulgte, og resten af krigen gemte hun sig på forskellige adresser.
Selv om Ellen var dybt chokeret over Citronens død og ikke længere kunne færdes frit, opgav hun ikke modstandsarbejdet. Hun deltog i trykningen og distributionen af illegale blade, og var desuden kurér for Det kæmpende Danmarks Radiostudie, en illegal pressetjeneste, der optog interviews og reportager på plader, som blev sendt til London og afspillet af BBC. Ellen bragte pladerne videre til de illegale bådtransporter.
Få uger før befrielsen blev hun blev også selv interviewet af pressetjenesten. Journalisten præsenterede hende som den kvinde, der ansås for at have det mest indgående kendskab til det illegale arbejde i København. Her fortalte Ellen blandt andet om, hvordan hun engang sad i en taxa, der blev stoppet i en razzia. Hun var i besiddelse af nogle kompromitterende breve vedrørende to amerikanske flyvere og en flygtet russer, men det lykkedes hende at gemme brevene i bilens polstring.”
BRØD SIG IKKE OM ROMANTISERING
Efter befrielsen arbejdede den nu 32-årige operationssygeplejerske en tid i Sverige, senere blev hun oversygeplejerske på Finsen-Instituttet. Her var hun ansat, da hun den 22. maj 1953 fik overrakt Florence Nightingale-medaljen ved en højtidelighed hos Dansk Røde Kors. Det var der kun tre danske sygeplejersker, der tidligere havde fået. Hun blev indstillet af sin gamle kollega, reservelægen K.H. Køster.
Røde Kors-direktøren Aage Schoch, der selv havde været frihedskæmper og i marts 1945 slap levende fra Royal Air Forces bombning af Shellhuset, hvor han sad fanget, fremhævede i sin tale medaljemodtagerens mod: ”Det var med beundring, men også med ængstelse, vi fulgte Deres færd under besættelsen, hvor De tog Dem af jøder, modstandsfolk, allierede flyvere, og en nat med våben søgte at redde Citronens liv.”
Det sidste var ikke helt i overensstemmelse med kendsgerningerne, men rokkede ikke ved den almindelige beundring for æresgæsten, som med tidstypisk patos blev kaldt for ’Danmarks Ellen’. Ellen Christensen brød sig dog ikke om, at hendes og andre modstandskvinders indsats blev romantiseret og reduceret til primært at handle om at yde sabotører omsorg eller lokke oplysninger ud af tyskerne.
I interviewet til Det kæmpende Danmarks Radiostudie understregede hun blandt andet, at: ”Det illegale arbejde, kvinderne har gjort, har de udført som jævnbyrdige deltagere i modstandsgrupperne.”
At det i høj grad gjaldt Ellen selv, understreges af, at hun efter krigen blev tilkendt Frihedsrådets livslange pension samt hvert år til jul fik en æske chokolade af SOE-faldskærmschefen Ole Lippmann og et gratis abonnement på Information af avisens grundlægger, modstandsmanden Børge Outze. Begge så hende som deres jævnbyrdige i kampen for frihed.
Ellen giftede sig aldrig. Det gav hende friheden til at rejse ud i verden med sit fag, og det gjorde hun ved flere lejligheder for Dansk Røde Kors, blandt andet til Polen og Grækenland, hvor nøden var stor efter krigen. Under opholdet i Polen pådrog hun sig en kronisk mavelidelse, hun døjede meget med.
I 1967 tog hun til Israel under Seksdageskrigen, hvor hun arbejdede på en forbindingsplads ved fronten. Efterfølgende fik hun en medalje af krigshelten og forsvarsministeren Moshe Dayan. Indsatsen kostede hende dog en alvorlig hovedskade, da en ladvogn, der blev brugt som ambulance, væltede. Det var også med til at nedbryde hendes helbred.
De værste skader var dog nok de psykiske fra krigens tid. Dem begyndte Ellen på et tidspunkt at dulme med alkohol, hvilket hendes familie fandt ud af. Hun flyttede derfor i oktober 1972 ind på et nyåbnet plejecenter i den midtjyske by Gjern, tæt på en af hendes søstre. Ved samme lejlighed forærede den 59-årige Ellen sin medalje til Frihedsmuseet i København.
Ellen boede på plejecentret frem til sin død den 1. juli 1998. Hendes bedrifter fra krigens tid var dog ikke kendt af de andre beboere og ansatte, fortæller den lokalhistorisk interesserede Jørn Froberg, Gjern, som har interviewet en række medarbejdere fra centret. Ellen holdt sig helst for sig selv og havde mest kontakt med pedellen, som i ny og næ smuglede en flaske spiritus ind til hende. Til det sidste forblev hun dog en nydelig og værdig, men meget privat kvinde.
Med hensyn til Citronen og det, de havde sammen, var hun som en lukket bog. Ud over at omtale ham som sin kæreste i Kate Flerons interview – hvilket også kan tolkes som et røgslør over for Gestapo – bekræftede hun aldrig forholdet offentligt. Ifølge den i dag 87-årige Kirsten Klausen fra Gjern, der har kendt Ellen og er kommet meget i søsterens hjem, betroede hun dog denne, at Citronen var hendes livs store kærlighed, og at det havde været grusomt at overvære hans død den uhyggelige efterårsnat i 1944.
At den berømte sabotør og hans skæbne havde en stor plads i Ellens hjerte, er der ikke tvivl om. Ved hendes død viste det sig, at hun mange år forinden havde indsat Citronens ældste datter Anne, der som toårig havde mistet sin far, som sin universalarving. Med den gerning lukkede Heltinden fra Bispebjerg et smertefuldt kapitel i sit liv.
Krig og kvindeliv
Ellens fortælling er ikke den eneste, du kan læse om i Krig og kvindeliv. Læs også om lærerinden Agnes Ahm, der blev en nøgleperson i Vejles modstandsbevægelse, om Vera Strodl fra Bogense, der fløj som såkaldt færgepilot for Royal Air Force, eller om bornholmske Gerda, der blev gift med en tysk soldat og mødte omverdenens foragt.
Læs mere og bestil bogen her:
Femten beretninger om kvinders liv og skæbne under besættelsen.
Der findes mange bøger om 2. Verdenskrig, men de handler ofte om mænd. Det skyldes ikke, at krigens kvinder ikke spillede en rolle. Den var bare usynlig.
I Krig og kvindeliv fortælles femten historier fra forskellige kvinder under temaerne – De unge, Mødrene, De forfulgte, De udrejste og De foragtede. Det er husmorens, tjenestepigens, kontorelevens, politihustruens, lærerindens, gartnerkonens og sygeplejerskens beretninger. Tilsammen udgør de en samling af erindringer – nogle fortalt af endnu nulevende kvinder, andre udarbejdet fra arkivstof, breve, dagbøger, artikler og bidrag fra efterkommere. Forhåbentlig kan beretningerne tilføje nye perspektiver til eftertidens opfattelse af krigens kvinder – og gøre dem mere synlige.
Helle Juhl fortæller i Krig og kvindeliv femten forskellige kvinders historier fra tiden under 2. Verdenskrig. Begynd din læsning her.
Du kender sikkert til Flammen og Citronen, men har du hørt om Citronens kæreste, Ellen Christensen? Ligesom Citronen/Jørgen Haagen Smith spillede hun en vigtig rolle i modstandskampen – og slap kun med nød og næppe levende fra den ildkamp med tyskerne, som endte med at koste Citronen livet.
LÆS OGSÅ: Modstandsfolk og mørklægningsgardiner. 7 bøger om Anden Verdenskrig i Danmark
I dette uddrag kan du læse Ellen Christensens historie. Ellens historie fortælles sammen med femten andre kvinders beretninger i Helle Juhls Krig & kvindeliv – femten beretninger fra besættelsen. I bogen sætter Helle Juhl fokus på kvinder, som alle har det til fælles, at deres liv i høj grad blev påvirket af begivenhederne i tiden under besættelsen og 2. Verdenskrig.
Læs Ellen Christensens historie i et uddrag af Krig og Kvindeliv af Helle Juhl her.
Krig og kvindeliv
af Helle Juhl
Ellen Christensen (1913-1998)
Heltinden fra Bispebjerg
Indtil for et par år siden kunne man på Fredens Kirkegård i Aarhus finde en sten med den anonyme inskription: Ellen Marie Christensen, 1913 – 1998. Uden antydning af, at her hvilede en kvinde, der reddede manges liv under krigen.
I oktober 1943 spillede hun som sygeplejerske på Bispebjerg Hospital en central rolle for evakueringen af mere end 1.500 jøder, og senere hjalp hun eftersøgte frihedskæmpere og flyvere ud af landet. En dåd, hun i 1953 blev belønnet for med Florence Nightingale-Medaljen.
Den Ellen Christensen kom tættest på, var den legendariske frihedskæmper Citronen/Jørgen Haagen Schmith, som blev hendes kæreste i nogle få hektiske uger. Ham lykkedes det hende dog ikke at redde. Han omkom i en ildkamp med tyskerne, hun selv kun med nød og næppe slap fra med livet i behold. Bagefter blev hun forfulgt af Gestapo, men det lykkedes hende at holde sig skjult frem til befrielsen og ovenikøbet at fortsætte sine illegale aktiviteter.
Stenen på hendes nu sløjfede grav var ganske i Ellens ånd. Hun ønskede ingen opmærksomhed for sin krigsindsats og ville formentlig have modsat sig at blive udlagt som heltinde. Men det var hun.
STRÆBSOM FAMILIE
Ellen Marie Christensen, der ikke brugte sit mellemnavn, var ud af en stræbsom indremissionsk familie, der gjorde det godt. Starten var dog svær. Da hun kom til verden 30. marts 1913 i Frejlev syd for Aalborg, boede forældrene ikke sammen, selv om de var gift. Formentlig for at spare op til deres eget.
Moren passede hus for sin bror, der var byens smed, faren boede hos sine forældre på en lille landejendom lige overfor. Parret havde allerede en søn, da Ellen blev født, og senere kom der yderlige fem søskende. Da var forældrene flyttet sammen.
De boede senere på forskellige gårde på egnen, og da Ellen var tre år, flyttede de til et landbrug ved Kolding. Nogle år senere opgav faren dog landbrugserhvervet, og familien flyttede til København, hvor faren blev ansat i et tekstilfirma. Her avancerede han med tiden til at blive næstkommanderende.
Efter krigen grundlagde han sammen med en svigersøn manufakturfirmaet Crisco i Aarhus. Et solidt familieforetagende, som Ellen ligesom sine søskende havde aktier i og sad i bestyrelsen for.
Selv blev hun uddannet sygeplejerske på Bispebjerg Hospital, hvor hun videreuddannede sig til operationssygeplejerske. Da Danmark blev besat, boede hun i en tjenestebolig for sygeplejersker på Charlotte Muncksvej lige uden for hospitalet; en lokalitet, der skulle få stor betydning for redningen af jøderne.
Før jødeaktionen i oktober 1943 var Ellen Christensen ikke involveret i illegale aktiviteter, bortset fra at hun i lighed med de øvrige sygeplejersker hjalp med at skjule eftersøgte på sengestuerne. Dette ikke mindst under folkeopstanden i august 1943, hvor mange kom i tyskernes søgelys, og nogle også måtte behandles for skader under kampene.
Ellers var krigen ikke kommet til Bispebjerg, ud over at nogle af de unge læger ”syslede med radiosending og trykning af illegale blade”, som en af dem, reservelægen K.H. Køster, har udtrykt det i bogen Den hvide brigade, der udkom kort efter befrielsen.
Den store vending – på sygehusene som i resten af befolkningen – kom, da der i september 1943 begyndte at florere rygter om en forestående internering og deportation af Danmarks 7.500 jøder. Det havde de fleste danskere anset for urealistisk, men i oktober gennemførte tyskerne en klapjagt, som for ca. 500 jøders vedkommende endte med deportation til kz-lejren Theresienstadt. Resten blev reddet.
Med jødeaktionen mistede den tyske besættelsesmagt den sidste rest af danskernes accept. Nu var det nok.
”EN SÆLSOM OG UHYGGELIG STEMNING”
I de første besættelsesår havde hospitaler og sygehuse kun i begrænset omfang mærket til besættelsesmagten. I København indrettede tyskerne tidligt deres eget lazaret i en del af Frederiksberg Hospital, så her slap man for at behandle tyske soldater.
På provinsens sygehuse måtte man tage imod dem, og faktisk blev der allerede den 9. april 1940 indlagt 12 tyske soldater på Vejle Sygehus – med åbne sår på fødderne fra den lange march fra grænsen.
De fleste fra værnemagten blev dog behandlet på deres egne infirmerier, så sygehusenes største problem under krigen var den tiltagende mangel på forbindinger, linned, sprøjter og andet. Derudover beslaglagde tyskerne i de sidste krigsmåneder skoler, hoteller og forsamlingshuse over hele landet til behandling af 80.000 sårede frontsoldater, men de blev udelukkende behandlet af det tyske sanitetskorps.
De første års relative ro på sygehusene ændrede sig, da regeringen brød med besættelsesmagten efter folkeopstanden. Herefter mødte personalet store udfordringer med at behandle og skjule eftersøgte på sengestuerne under falske navne. I første omgang jøderne, siden også mange frihedskæmpere. Opgaven med at redde jøderne var størst i København, hvor de fleste jøder boede.
Som følge af rygterne om jødeaktionen, der senere viste sig at være plantet af den tyske top i et forsøg på at bevare gode relationer til danskerne, kunne hospitalerne forberede sig på at tage imod flygtningestrømmene. At Bispebjerg Hospital skulle blive den største modtager af flygtninge, kunne ingen dog forudse. Ikke desto mindre holdt man vejret på hospitalet den 1. oktober om aftenen, fortæller Køster i Den hvide brigade:
”Der rådede en sælsom og uhyggelig stemning. Den mørklagte by var mere stille og øde end sædvanlig, telefonerne virkede ikke – og man vidste, at nu kørte tyskerne rundt fra hus til hus i deres sindssyge jagt på mennesker af jødisk herkomst.”
Til at begynde med gemte de fleste jøder sig i private hjem og andre steder, men efter nogle dage begyndte de at strømme ind til hospitalet. De ankom i taxaer og på presenningoverdækkede lastvogne i et antal, som langt oversteg sengestuernes kapacitet. Den 7. oktober ankom på én gang 150 bange og udmattede jøder i alle aldre medbringende alt det habengut, de kunne slæbe. De blev gemt i hospitalets kapel, kældre og underjordiske gange.
I længden var det dog ikke sikkert at have så mange eftersøgte inden for hospitalets porte, så i stedet gik man over til at gemme jøderne i sygeplejerskernes boligblok på Charlotte Muncksvej, som også havde den fordel, at adgangsvejen lå i skjul for nysgerrige blikke. Ved at skjule flygtninge dér håbede man desuden på at undgå repressalier imod hospitalet, hvis evakueringen blev afsløret.
Uden at mukke åbnede sygeplejerskerne deres 130 lejligheder for jøderne. De overlod dem soveværelse og stue og sov selv på køkkengulvet, samtidig med at de passede deres daglige arbejde. I det hele taget lykkedes redningsaktionen kun som følge af et usædvanligt teamwork blandt de ansatte. Køkkenpersonalet gjorde en kæmpe indsats ved at sørge for mad til de mange ekstra munde og bringe den uset over til sygeplejerskeboligerne.
For at undgå afsløring allierede hospitalet sig også med den lokale telefoncentral, som lovede at sige til, hvis telefonen skulle blive aflyttet, og fra taxa-selskabet fik man lister over, hvilke chauffører man ikke kunne stole på. Snesevis af mennesker vidste besked med redningsaktionen – og formentlig lagde patienterne også mærke til den – men alligevel lykkedes det at holde den hemmelig for tyskerne og deres danske håndlangere.
Den 13. oktober 1943 var det dog tæt på at gå galt. Boligblokken, som på det tidspunkt husede 180 flygtninge, blev omringet af civilklædte Schalburgfolk, men man nåede at få aflyst transporterne i tide, og der blev heldigvis ikke gennemført nogen razzia. Kun en enkelt nazist trængte ind i bygningen, men ham inviterede en af sygeplejerskerne på snaps iblandet sovemedicin. Så var han pacificeret.
ELLEN SOM ORGANISATOR
I dette kæmpe maskineri indtog den 30-årige Ellen Christensen en nøglerolle. Hun og en anden sygeplejerske blev fritaget fra deres arbejde for at samle trådene i en slags kommandocentral i en af sygeplejerskelejlighederne på adressen Charlotte Muncksvej 1, anden sal.
Her tog de sig af at knytte forbindelse til dem, der formidlede jødernes vej til Bispebjerg, og til operatørerne af transportruterne til Sverige. Flygtningene blev sendt til Sverige ad mange forskellige ruter og havne, ud over flere i hovedstadsområdet også mere fjerntliggende som Mosede, Møn og Nykøbing Falster.
I begyndelsen fandt Ellen og kollegaen selv frem til folkene bag transportruterne, senere blev der oprettet en transportcentral på Blegdamshospitalet. Den var de to sygeplejersker løbende i kontakt med. En af deres ’adjudanter’ var en ambulancefører, som konstant blev sendt i byen for at tjekke op på mulighederne og skaffe andre ambulancer til at køre jøderne hen til de aftalte udskibningssteder.
På et tidspunkt kørte en ambulance med 17 ombord hele vejen ned til Nykøbing Falster. Andre gange blev de med stor risiko for afsløring sat på tog fra Valby Station, ledsaget af sygeplejersker helt frem til bestemmelsesstedet. Det var Ellen også med til.
Det meste af tiden befandt hun sig dog i kommandocentralen, hvor hun sammen med kollegaen holdt rede på, hvor mange jøder man havde boende, hvem der var særlig skrøbelige, hvornår holdene skulle være klar til afgang, hvilke ruter de skulle ad, anskaffelse af køretøjer, organisering af benzin og stjålne nummerplader osv.
Derudover bestyrede Ellen de penge, der skulle betales til bådførerne. I gennemsnit kostede det 500 kroner at få en flygtning sejlet til Sverige. Nogle af pengene betalte flygtningene selv, andre blev skaffet udefra via transportcentralen på Blegdamshospitalet og ad andre kanaler.
I løbet af et døgn kunne der sagtens passere 100.000 kroner gennem Ellens pengekasse, som hun om natten gemte i køkkenets bageovn sammen med regnskabet. Det førte hun på en måde, så formålet var sløret, hvis de blev udsat for en razzia.
Telefonen ringede konstant, og rundtom i lejligheden spiste og sov trætte chauffører, bådfolk og andre hjælpere. Selv fik Ellen ingen ro. Reservelæge Køster, der ligeledes var involveret i redningsaktionen, skriver i Den hvide brigade, at da det gik mest hektisk til, var hun ikke i seng gennem fem døgn. Viden om rygtedes det blandt jøderne, at Charlotte Muncksvej 1 var stedet, man skulle henvende sig, hvis man ville sikkert ud af landet.
Efter episoden med Schalburgfolkene og den bedøvede nazi-håndlanger flyttede man dog opsamlingen rundt på andre adresser, hvor Ellen fulgte med. Når flygtningene kom til Charlotte Muncksvej, blev de ført videre hertil.
De sidste jøder, der på den måde slap ud af landet, var tre unge mænd, som i første omgang var blevet taget af tyskerne. De sprang ud af toget mod Theresienstadt tæt på stationen i Roskilde, hvor stedlige modstandsfolk hjalp dem videre til Bispebjerg. Mere end 1.500 jødiske flygtninge nåede Ellen og de øvrige involverede at redde fra deportation.
FRIHEDSKÆMPER PÅ FULD TID
Da den sidste flygtning var sendt afsted, vendte hverdagen tilbage på hospitalet, men man fortsatte med at skjule og behandle sabotører. Journaler, der skulle dække over deres skader, kunne være fantasifulde. Om en mand, der var skudt gennem lever, lunge og nyrer, hed det, at han var faldet ned fra et bord, mens han hængte billeder op, og i faldet havde han skåret sig på en splintret glasskål!
Ellen Christensen og andre sygeplejersker tog også sammen med nogle af hospitalets læger ud for at behandle sårede modstandsfolk i private hjem. Når de var kommet sig, brugte hun sine kontakter fra jødetransporterne til at hjælpe dem til Sverige.
Med tiden blev det hele mere risikabelt. Efter jødetransporterne var tyskernes mistænksomhed skærpet, og indførelsen af Ausweiss gjorde det heller ikke nemmere. Det krævede falske papirer, når sabotørerne skulle sendes videre. Dem skaffede Ellen fra sine kontakter i modstandsbevægelsen. Helt galt blev det, da det nazistiske Hipokorps trådte i stedet for det internerede danske politi. De troppede ofte op lige efter ambulancerne for at kontrollere patienternes identitet.
Alt i alt var Bispebjergs og andre sygehusenes humanitære bidrag til modstandskampen en farlig mission. Samt en af årsagerne til, at Gestapo i krigens sidste tid begik adskillige clearingmord på sygehuslæger som gengældelse for likvideringer af deres folk. Vel at mærke i forholdet en til to. I Vejle blev sygehusets to overlæger i marts 1945 myrdet som gengældelse for en stikkerlikvidering.
På det tidspunkt var Ellen frihedskæmper på fuld tid. Hun søgte i sommeren 1944 orlov for at tilslutte sig modstandsgruppen Frit Danmark. Her kom hun til at befatte sig med alle aspekter af illegalt arbejde på nær deltagelse i sabotageaktioner. Hun fremskaffede mad, våben, penge, falske identitetskort, rationeringskort, tøj og andet af nødvendighed for frihedskampen. Desuden rejste hun som kurér og deltog i våben- og sprængstoftransporter.
Ellens fordel var, at hun kendte de fleste modstandsfolk personligt, men ikke var i Gestapos søgelys og derfor kunne færdes frit under eget navn. Hun havde overblik, var effektiv og kunne holde hovedet koldt i pressede situationer. Perfekte kvaliteter for en frihedskæmper. Inden hun blev afsløret og selv måtte gå under jorden, havde operationssygeplejersken fra Bispebjerg indtaget en ledende stilling i Frit Danmark.
SYGEPLEJERSKE FOR CITRONEN
I september 1944 påtog hun sig en opgave, hun havde gode forudsætninger for: at pleje den hårdt sårede sabotør Citronen i hans skjulested i Gentofte. Citronen og makkeren Flammen/Bent Faurschou- Hviid var modstandsbevægelsens mest kendte sabotører, der havde talrige sabotageaktioner og likvideringer bag sig.
Jørgen Haagen Schmith var 34 år, gift med den 12 år yngre Bodil og far til en pige på to. Familien havde han dog kun set sporadisk, siden han i foråret 1943 blev en del af modstandsgruppen Holger Danske. Dæknavnet Citronen fik han fra Citroëns fabrik i Sydhavnen, hvor han arbejdede i de første år af krigen.
Citronen deltog i store sabotageaktioner som sprængningen af Forum og Riffelsyndikatet, og sammen med Flammen foretog han desuden adskillige stikkerlikvideringer. I foråret 1944 blev Citronen involveret i den hemmelige transportorganisation Speditøren, som var udsprunget af Bispebjerg Hospitals redning af jøderne. Han skønnes at have skaffet 40-45 flygtninge til Sverige om måneden.
Formentlig traf Ellen den tre år ældre Citronen via sit samarbejde med Speditøren, og måske fik de allerede på det tidspunkt følelser for hinanden. I hvert fald trådte hun straks til som hans sygeplejerske, da han den 19. september 1944 blev skudt gennem den ene lunge af tyskerne. Efter akut behandling på Frederiksberg Hospital blev den hårdt sårede sabotør installeret i en villa i Gentofte tilhørende modstandsmanden Aage Strøm Tejsen, og her opholdt Ellen sig i ugerne efter sammen med de to mænd.
Projektilet, der havde ramt Citronen, var gået ind under højre skulder, bag om rygsøjlen og via venstre lunge ud under venstre armhule. Rygsøjlen var ikke beskadiget, men han havde lidt et stort blodtab og var i den første tid meget svækket. Han var dybt afhængig af sygeplejersken, modstandskammeraten og nu angiveligt også kæresten Ellen. Citronens kone befandt sig i Sverige, hvor hun ventede deres andet barn, en pige født i marts 1945.
AFSLØRINGEN
Den 14. oktober 1944, hvor Citronen havde fået det bedre, opholdt Ellen sig ikke i villaen om dagen, men tog ud til ham om aftenen. Efter aftensmaden tog Strøm Tejsen ind til byen for at advare nogle kammerater imod omfattende tyske razziaer, og Ellen og Citronen blev enige om, at hun skulle blive der natten over. Citronen viste hende en kuffert med våben og ammunition, som Flammen havde været forbi med.
Sent på aftenen ringede Strøm Tejsen og sagde, at nu kom han snart hjem. Da klokken var halv et om natten, bankede det på døren, og Ellen gik ud og spurgte, hvem det var. ’Strøm Tejsen’, lød svaret, hvorefter hun lukkede op. Og så gik det stærkt, fortalte hun efter befrielsen til en anden modstandskvinde, journalisten Kate Fleron, der interviewede hende til en bog om modstandskvinder:
”Jeg fik en maskinpistol for brystet. Hvem der opholdt sig i huset? Jeg svarede, at jeg var alene. Det var umuligt i så stort et hus, erklærede de. Da de nærmede sig døren til stuen, hvor Jørgen var, skød han og sårede en mand i armen.
Ude af sig selv af raseri skreg de til mig, hvem den mand var. Jeg sagde, det var min kæreste – ingen af Gestapomændene havde på det tidspunkt nogen anelse om, at det var den berømte og stærkt eftersøgte Citron, de stod over for. De ville have at vide, om der var flere i huset, og jeg ilede med at tilstå, at der var en anden i kælderen og en tredje på loftet, for på den måde at sprede deres opmærksomhed og gøre dem utrygge.
Det lykkedes også, de blev klar over, at de måtte have forstærkning, og alle undtagen én mand styrtede afsted for at hente hjælp. Den ene mand holdt mig op ude i entreen. Netop da smed Jørgen en håndbombe (håndgranat – red.) fra påklædningsværelset ind i soveværelset, og det lykkedes ham at skabe en sådan panik, at soldaten fór ind for at se, hvad der var i vejen – i den brøkdel af et minut, han var væk, styrtede jeg ned ad de syv-otte trappetrin til haven og forsvandt. Det sidste, jeg hørte, var skuddene fra Jørgens maskinpistol, det sidste, jeg så, var at soveværelset stod i flammer.”
FLUGTEN
Efter at have gemt sig bag en busk forcerede Ellen hække, hegn og pigtråd i flugten væk fra villaen, der lå på Jægersborg Allé. Mange i kvarteret var blevet vækket af skuddene og bragene fra ildkampen, og Ellen løb fra villa til villa for at komme i skjul.
Seks gange blev hun afvist af beboere, som ikke skulle risikere noget. Det sidste sted lånte man hende dog en frakke og nogle penge. Kort efter opdagede hun, at hun var gået i ring og befandt sig tæt på Strøm Tejsens villa, men her lykkedes det omsider Ellen at finde husly:
”Jeg skyndte mig at vende om, og da der i det samme blev åbnet et vindue i det nærmeste hus, råbte jeg dæmpet: Må jeg komme op til Dem? Og for første gang i denne uhyggelige nat mødte jeg den gæstfrihed, jeg så hårdt trængte til. Jeg kom op til nogle fattige mennesker i en fattig stue, hvor man ikke vidste alt det gode, man skulle gøre mig. Fra vinduerne fulgte jeg dramaet i Strøm Tejsens hus, hvorfra Jørgens maskinpistol gjaldede gennem tre timer.”
Ved sekstiden om morgenen, da skudsalverne var hørt op, og villaen brændt ned, listede Ellen sig ned til Gentofte Station og tog en taxa ind til byen. Hun var godt klar over, at Citronen måtte være død – og at hun nu selv hørte til de eftersøgte. Hun havde ikke fået sin taske med sig fra villaen, og i den lå foruden fire falske legitimationskort et kontomærke til Magasin du Nord. Dermed var hendes identitet afsløret.
Tre dage senere var spillet også slut for Flammen. Han befandt sig ligeledes i en Gentofte-villa, og da Gestapo, som i de dage havde held til at optrevle en stor del af Københavns modstandsbevægelse, kom for at undersøge villaen, begik han selvmord ved at tage en giftampul.
Da var Ellen gået under jorden. Hun, der havde hjulpet så mange fra tyskernes forfølgelse, hørte nu selv til de forfulgte, og resten af krigen gemte hun sig på forskellige adresser.
Selv om Ellen var dybt chokeret over Citronens død og ikke længere kunne færdes frit, opgav hun ikke modstandsarbejdet. Hun deltog i trykningen og distributionen af illegale blade, og var desuden kurér for Det kæmpende Danmarks Radiostudie, en illegal pressetjeneste, der optog interviews og reportager på plader, som blev sendt til London og afspillet af BBC. Ellen bragte pladerne videre til de illegale bådtransporter.
Få uger før befrielsen blev hun blev også selv interviewet af pressetjenesten. Journalisten præsenterede hende som den kvinde, der ansås for at have det mest indgående kendskab til det illegale arbejde i København. Her fortalte Ellen blandt andet om, hvordan hun engang sad i en taxa, der blev stoppet i en razzia. Hun var i besiddelse af nogle kompromitterende breve vedrørende to amerikanske flyvere og en flygtet russer, men det lykkedes hende at gemme brevene i bilens polstring.”
BRØD SIG IKKE OM ROMANTISERING
Efter befrielsen arbejdede den nu 32-årige operationssygeplejerske en tid i Sverige, senere blev hun oversygeplejerske på Finsen-Instituttet. Her var hun ansat, da hun den 22. maj 1953 fik overrakt Florence Nightingale-medaljen ved en højtidelighed hos Dansk Røde Kors. Det var der kun tre danske sygeplejersker, der tidligere havde fået. Hun blev indstillet af sin gamle kollega, reservelægen K.H. Køster.
Røde Kors-direktøren Aage Schoch, der selv havde været frihedskæmper og i marts 1945 slap levende fra Royal Air Forces bombning af Shellhuset, hvor han sad fanget, fremhævede i sin tale medaljemodtagerens mod: ”Det var med beundring, men også med ængstelse, vi fulgte Deres færd under besættelsen, hvor De tog Dem af jøder, modstandsfolk, allierede flyvere, og en nat med våben søgte at redde Citronens liv.”
Det sidste var ikke helt i overensstemmelse med kendsgerningerne, men rokkede ikke ved den almindelige beundring for æresgæsten, som med tidstypisk patos blev kaldt for ’Danmarks Ellen’. Ellen Christensen brød sig dog ikke om, at hendes og andre modstandskvinders indsats blev romantiseret og reduceret til primært at handle om at yde sabotører omsorg eller lokke oplysninger ud af tyskerne.
I interviewet til Det kæmpende Danmarks Radiostudie understregede hun blandt andet, at: ”Det illegale arbejde, kvinderne har gjort, har de udført som jævnbyrdige deltagere i modstandsgrupperne.”
At det i høj grad gjaldt Ellen selv, understreges af, at hun efter krigen blev tilkendt Frihedsrådets livslange pension samt hvert år til jul fik en æske chokolade af SOE-faldskærmschefen Ole Lippmann og et gratis abonnement på Information af avisens grundlægger, modstandsmanden Børge Outze. Begge så hende som deres jævnbyrdige i kampen for frihed.
Ellen giftede sig aldrig. Det gav hende friheden til at rejse ud i verden med sit fag, og det gjorde hun ved flere lejligheder for Dansk Røde Kors, blandt andet til Polen og Grækenland, hvor nøden var stor efter krigen. Under opholdet i Polen pådrog hun sig en kronisk mavelidelse, hun døjede meget med.
I 1967 tog hun til Israel under Seksdageskrigen, hvor hun arbejdede på en forbindingsplads ved fronten. Efterfølgende fik hun en medalje af krigshelten og forsvarsministeren Moshe Dayan. Indsatsen kostede hende dog en alvorlig hovedskade, da en ladvogn, der blev brugt som ambulance, væltede. Det var også med til at nedbryde hendes helbred.
De værste skader var dog nok de psykiske fra krigens tid. Dem begyndte Ellen på et tidspunkt at dulme med alkohol, hvilket hendes familie fandt ud af. Hun flyttede derfor i oktober 1972 ind på et nyåbnet plejecenter i den midtjyske by Gjern, tæt på en af hendes søstre. Ved samme lejlighed forærede den 59-årige Ellen sin medalje til Frihedsmuseet i København.
Ellen boede på plejecentret frem til sin død den 1. juli 1998. Hendes bedrifter fra krigens tid var dog ikke kendt af de andre beboere og ansatte, fortæller den lokalhistorisk interesserede Jørn Froberg, Gjern, som har interviewet en række medarbejdere fra centret. Ellen holdt sig helst for sig selv og havde mest kontakt med pedellen, som i ny og næ smuglede en flaske spiritus ind til hende. Til det sidste forblev hun dog en nydelig og værdig, men meget privat kvinde.
Med hensyn til Citronen og det, de havde sammen, var hun som en lukket bog. Ud over at omtale ham som sin kæreste i Kate Flerons interview – hvilket også kan tolkes som et røgslør over for Gestapo – bekræftede hun aldrig forholdet offentligt. Ifølge den i dag 87-årige Kirsten Klausen fra Gjern, der har kendt Ellen og er kommet meget i søsterens hjem, betroede hun dog denne, at Citronen var hendes livs store kærlighed, og at det havde været grusomt at overvære hans død den uhyggelige efterårsnat i 1944.
At den berømte sabotør og hans skæbne havde en stor plads i Ellens hjerte, er der ikke tvivl om. Ved hendes død viste det sig, at hun mange år forinden havde indsat Citronens ældste datter Anne, der som toårig havde mistet sin far, som sin universalarving. Med den gerning lukkede Heltinden fra Bispebjerg et smertefuldt kapitel i sit liv.
Krig og kvindeliv
Ellens fortælling er ikke den eneste, du kan læse om i Krig og kvindeliv. Læs også om lærerinden Agnes Ahm, der blev en nøgleperson i Vejles modstandsbevægelse, om Vera Strodl fra Bogense, der fløj som såkaldt færgepilot for Royal Air Force, eller om bornholmske Gerda, der blev gift med en tysk soldat og mødte omverdenens foragt.
Læs mere og bestil bogen her:
Femten beretninger om kvinders liv og skæbne under besættelsen.
Der findes mange bøger om 2. Verdenskrig, men de handler ofte om mænd. Det skyldes ikke, at krigens kvinder ikke spillede en rolle. Den var bare usynlig.
I Krig og kvindeliv fortælles femten historier fra forskellige kvinder under temaerne – De unge, Mødrene, De forfulgte, De udrejste og De foragtede. Det er husmorens, tjenestepigens, kontorelevens, politihustruens, lærerindens, gartnerkonens og sygeplejerskens beretninger. Tilsammen udgør de en samling af erindringer – nogle fortalt af endnu nulevende kvinder, andre udarbejdet fra arkivstof, breve, dagbøger, artikler og bidrag fra efterkommere. Forhåbentlig kan beretningerne tilføje nye perspektiver til eftertidens opfattelse af krigens kvinder – og gøre dem mere synlige.
Du kan købe Krig og kvindeliv online hos fx Saxo eller i din nærmeste boghandel fra 29. oktober.
Andre læste også: