Den amerikanske forfatter Elin Hilderbrand har interviewet Carol Rifka Brunt, som debuterer med romanen “Lad ulvene komme”. Vi har oversat og redigeret det fine interview de to forfattere imellem. God læselyst.
Lad ulvene komme er en smuk, uforglemmelig fortælling om en ung pige i sorg efter at have mistet sin onkel til aids. Hvorfra udsprang idéen til historien?
Carol Rifka Brunt: Gennem årerne har jeg lært, at når jeg sidder helt opslugt i mine skønlitterære skriverier – uanset om historien egentlig fungerer eller ej – så begynder min underbevidsthed at arbejde og fodre mig med ideer. Jeg var i gang med at skrive på nogle noveller, da billedet af en døende onkel, der maler et sidste portræt af sin niece, kom til mig (jeg anede ikke på dette tidspunkt, at onklen var syg af aids). Jeg kunne se lejligheden, de befandt sig i, for mig, og jeg kunne mærke niecen, som var lidt tilbageholden. Jeg kunne også fornemme, at der var en meget større historie bag, end hvad jeg først havde forestillet mig. Hvis en scene eller en idé bliver ved med at dukke op i løbet af nogle måneder (nogle gange endda år), er der som regel grund til at undersøge den nærmere. For så er der noget, der vil opdages og udredes. Det var i høj grad tilfældet med denne idé. Jeg havde haft op til flere mislykkede forsøg på at skrive den scene, indtil Junes stemme en dag var der, og jeg vidste, at jeg havde fundet min indgang: Jeg havde ramt lige ind i hjertet af historien.
Det er ikke usædvanligt, at en forfatters debut er en dannelsesroman – samtidig kan det også være svært at få den type historie til at fremstå original. Var du bevidst om det, da du skrev?
Carol Rifka Brunt: I lang tid betragtede jeg faktisk ikke denne historie som værende hverken en dannelsesroman eller YA (young adult). Jeg så det mere som en historie om et usandsynligt venskab mellem June og Toby. Eftersom June er fjorten, og begivenhederne i romanen får en livsændrende betydning for hende, bliver romanen automatisk en dannelsesroman. Faktisk er det ofte sådan, at alle romaner med en ung fortællestemme bliver stemplet som dannelsesroman eller YA, og jeg er ikke sikker på, at jeg er enig i det. Man kan hurtigt risikere at kategorisere samtlige historier fortalt af teenagere forkert. Hvis de samme begivenheder skete for en lidt ældre fortæller, ville bogen bare blive kaldt skønlitteratur. Da jeg først fik fundet essensen af historien, så var Junes stemme der lige fra begyndelsen. Og jeg var ikke i tvivl om, at hendes stemme skulle være den bærende. At bruge et ungt menneskes uskyldige blik til at forstå aids i 1980’erne var ikke noget, jeg havde set forsøgt tidligere, så jeg bekymrede mig ikke så meget om originalitet. Hvis man betragter sine karakterer som de særlige individer, de er, så tror jeg, at man automatisk ender med at skabe et unikt resultat. Så snart man sætter mærkater på sit værk og sine karakterer som ”dannelsesroman/YA”, så risikerer man i højere grad at vade ind på mere stereotypt område.
Det, jeg personligt elsker ved Lad ulvene komme, er beskrivelsen af New York i 1980’erne. Hvilken slags research lavede du til bogen?
Carol Rifka Brunt: Det eneste, jeg ikke ville, var at skrive en selvbiografisk roman. Og slet ikke en selvbiografisk dannelsesroman. Kæmpe kliché! Men da jeg begyndte at skrive, endte jeg alligevel med at beskrive det, jeg kender. Jeg startede med en idé, der på ingen måde var selvbiografisk, og lidt efter lidt trak den mig tilbage til Westchester i 1980’erne – det sted, jeg voksede op, og det sted, jeg boede, da jeg var på Junes alder. Så jeg lavede faktisk ikke særlig meget research omkring tid og sted. Nogle gange kan skriveprocessen virke som en tidsmaskine. Man tror ikke, man husker de små detaljer fra ens ungdom, men pludselig dukker de mest overraskende ting frem. Ting som et Fred Flintstone syltetøjsglas til at drikke af eller Bonne Bell lipgloss. Ting, man ikke anede, ens hjerne stadig lagrede. Og da jeg indså, at aids var den sygdom, Finn led af, føltes 1980’ernes New York som det bedste sted for historien at udspille sig. Jeg accepterede at skrive om et sted, jeg kendte, og det var en meget frigørende proces.
Jeg elsker at blive så begejstret for en forfatters debutroman, fordi en forfatters skriverier ofte bliver dybere og bedre med tiden. Arbejder du på noget nyt?
Carol Rifka Brunt: Lad ulvene komme startede som en meget kort novelle. Så snart jeg var færdig, vidste jeg, at der var meget mere at fortælle. Lige nu arbejder jeg på et par korte noveller, og en af dem føles som en fortælling, der har et større udviklingspotentiale og kunne være på vej i samme retning. Det lader til, at jeg skal narre min hjerne til at skrive en roman. Jeg ville ønske, at jeg var den type forfatter, der kunne finde på et solidt skelet og skrive ud fra det. Men det lader til, at jeg er den type forfatter, der skal skrive mange, mange forkerte begyndelser, før jeg finder den rigtige historie. Det er en ret langsommelig proces, men den er fyldt med så mange utroligt tilfredsstillende aha!-oplevelser. Jeg får skønne små åbenbaringer, når en karakters motivation pludselig står soleklart for mig, når en replik i en dialog pludselig bliver ladet med betydning, eller når min bevidste hjerne indser, hvad min underbevidsthed har haft gang i hele tiden. Så jeg er ikke sikker på, at jeg overhovedet ville have det til at være anderledes.
”Brunts debutroman er både en smertefuld påmindelse om den dengang lidet kendte sygdom og et skønt tilbageblik på et tidligere årti. De problematiske forhold mellem forældre og søskende burde appellere til et ungt publikum, men voksne læsere vil også nyde det spændende plot og de finurlige karakterer.” – Library Journal
”Brunts roman er en smuk, bittersød blanding af hjertesorger og håb.” – Booklist
”Utrolig rørende.” – The Wall Street Journal
Elin Hilderbrand er amerikansk forfatter. Hun har skrevet otte bøger og bor i Nantucket.
Carol Rifka Brunt er født og opvokset i New York og bor nu i England. Lad ulvene komme er hendes debutroman, som i 2012 blev kåret til en af årets bedste bøger af flere internationale medier.
Du kan købe bogen som e-bog eller lydbog eller låne bogen på biblioteket.
Den amerikanske forfatter Elin Hilderbrand har interviewet Carol Rifka Brunt, som debuterer med romanen “Lad ulvene komme”. Vi har oversat og redigeret det fine interview de to forfattere imellem. God læselyst.
Lad ulvene komme er en smuk, uforglemmelig fortælling om en ung pige i sorg efter at have mistet sin onkel til aids. Hvorfra udsprang idéen til historien?
Carol Rifka Brunt: Gennem årerne har jeg lært, at når jeg sidder helt opslugt i mine skønlitterære skriverier – uanset om historien egentlig fungerer eller ej – så begynder min underbevidsthed at arbejde og fodre mig med ideer. Jeg var i gang med at skrive på nogle noveller, da billedet af en døende onkel, der maler et sidste portræt af sin niece, kom til mig (jeg anede ikke på dette tidspunkt, at onklen var syg af aids). Jeg kunne se lejligheden, de befandt sig i, for mig, og jeg kunne mærke niecen, som var lidt tilbageholden. Jeg kunne også fornemme, at der var en meget større historie bag, end hvad jeg først havde forestillet mig. Hvis en scene eller en idé bliver ved med at dukke op i løbet af nogle måneder (nogle gange endda år), er der som regel grund til at undersøge den nærmere. For så er der noget, der vil opdages og udredes. Det var i høj grad tilfældet med denne idé. Jeg havde haft op til flere mislykkede forsøg på at skrive den scene, indtil Junes stemme en dag var der, og jeg vidste, at jeg havde fundet min indgang: Jeg havde ramt lige ind i hjertet af historien.
Det er ikke usædvanligt, at en forfatters debut er en dannelsesroman – samtidig kan det også være svært at få den type historie til at fremstå original. Var du bevidst om det, da du skrev?
Carol Rifka Brunt: I lang tid betragtede jeg faktisk ikke denne historie som værende hverken en dannelsesroman eller YA (young adult). Jeg så det mere som en historie om et usandsynligt venskab mellem June og Toby. Eftersom June er fjorten, og begivenhederne i romanen får en livsændrende betydning for hende, bliver romanen automatisk en dannelsesroman. Faktisk er det ofte sådan, at alle romaner med en ung fortællestemme bliver stemplet som dannelsesroman eller YA, og jeg er ikke sikker på, at jeg er enig i det. Man kan hurtigt risikere at kategorisere samtlige historier fortalt af teenagere forkert. Hvis de samme begivenheder skete for en lidt ældre fortæller, ville bogen bare blive kaldt skønlitteratur. Da jeg først fik fundet essensen af historien, så var Junes stemme der lige fra begyndelsen. Og jeg var ikke i tvivl om, at hendes stemme skulle være den bærende. At bruge et ungt menneskes uskyldige blik til at forstå aids i 1980’erne var ikke noget, jeg havde set forsøgt tidligere, så jeg bekymrede mig ikke så meget om originalitet. Hvis man betragter sine karakterer som de særlige individer, de er, så tror jeg, at man automatisk ender med at skabe et unikt resultat. Så snart man sætter mærkater på sit værk og sine karakterer som ”dannelsesroman/YA”, så risikerer man i højere grad at vade ind på mere stereotypt område.
Det, jeg personligt elsker ved Lad ulvene komme, er beskrivelsen af New York i 1980’erne. Hvilken slags research lavede du til bogen?
Carol Rifka Brunt: Det eneste, jeg ikke ville, var at skrive en selvbiografisk roman. Og slet ikke en selvbiografisk dannelsesroman. Kæmpe kliché! Men da jeg begyndte at skrive, endte jeg alligevel med at beskrive det, jeg kender. Jeg startede med en idé, der på ingen måde var selvbiografisk, og lidt efter lidt trak den mig tilbage til Westchester i 1980’erne – det sted, jeg voksede op, og det sted, jeg boede, da jeg var på Junes alder. Så jeg lavede faktisk ikke særlig meget research omkring tid og sted. Nogle gange kan skriveprocessen virke som en tidsmaskine. Man tror ikke, man husker de små detaljer fra ens ungdom, men pludselig dukker de mest overraskende ting frem. Ting som et Fred Flintstone syltetøjsglas til at drikke af eller Bonne Bell lipgloss. Ting, man ikke anede, ens hjerne stadig lagrede. Og da jeg indså, at aids var den sygdom, Finn led af, føltes 1980’ernes New York som det bedste sted for historien at udspille sig. Jeg accepterede at skrive om et sted, jeg kendte, og det var en meget frigørende proces.
Jeg elsker at blive så begejstret for en forfatters debutroman, fordi en forfatters skriverier ofte bliver dybere og bedre med tiden. Arbejder du på noget nyt?
Carol Rifka Brunt: Lad ulvene komme startede som en meget kort novelle. Så snart jeg var færdig, vidste jeg, at der var meget mere at fortælle. Lige nu arbejder jeg på et par korte noveller, og en af dem føles som en fortælling, der har et større udviklingspotentiale og kunne være på vej i samme retning. Det lader til, at jeg skal narre min hjerne til at skrive en roman. Jeg ville ønske, at jeg var den type forfatter, der kunne finde på et solidt skelet og skrive ud fra det. Men det lader til, at jeg er den type forfatter, der skal skrive mange, mange forkerte begyndelser, før jeg finder den rigtige historie. Det er en ret langsommelig proces, men den er fyldt med så mange utroligt tilfredsstillende aha!-oplevelser. Jeg får skønne små åbenbaringer, når en karakters motivation pludselig står soleklart for mig, når en replik i en dialog pludselig bliver ladet med betydning, eller når min bevidste hjerne indser, hvad min underbevidsthed har haft gang i hele tiden. Så jeg er ikke sikker på, at jeg overhovedet ville have det til at være anderledes.
”Brunts debutroman er både en smertefuld påmindelse om den dengang lidet kendte sygdom og et skønt tilbageblik på et tidligere årti. De problematiske forhold mellem forældre og søskende burde appellere til et ungt publikum, men voksne læsere vil også nyde det spændende plot og de finurlige karakterer.” – Library Journal
”Brunts roman er en smuk, bittersød blanding af hjertesorger og håb.” – Booklist
”Utrolig rørende.” – The Wall Street Journal
Du kan købe bogen som e-bog eller lydbog eller låne bogen på biblioteket.
Andre læste også: