Svenske Karin Wik debuterer med spændingsromanen Kostskolen. To af den prestigefyldte kostskole Axelsons elever bliver fundet dræbt, og en kamp om traditioner og loyalitet begynder. Tyvstart din læsning af romanen her.
Dybt inde i den svenske skov ligger den højt estimerede kostskole Axelsons. Da to af kostskolens elever en dag findes brutalt myrdet på skolens område, bliver den lokale kriminalreporter Ida Rossi sendt ud for at lave en reportage om stedet. Rossi har dog ikke fortalt sin chef, at hun selv er tidligere elev på skolen – og at hendes tid på Axelsons var alt anden end god.
LÆS OGSÅ: 10 skandinaviske krimier du skal læse i år
Hendes ankomst til skolen mødes med tavshed og mistænksomhed, og ledelsen lader i højere grad til at interessere sig for at værne om skolens tunge traditioner, end at sandheden om forbrydelsen kommer frem.
Ida fanges i et psykologisk spil mellem arrogante elever og lærere, og hendes egne traumatiske minder fra en forfærdelig skoletid dukker op til overfladen. Det vigtigste spørgsmål er, hvor langt er kostskolen villig til at gå for at beskytte sit ry, og hvor langt er Ida villig til at gå for at genvinde sit.
Begynd din læsning af Kostskolen herunder.
Kostskolen
Karin Wik
Mandag
Jeg når lige at undre mig over, hvor katten er, inden det går op for mig, at jeg formodentlig ikke har nogen kat længere. Den er forsvundet. Flyttet ud? For nogle uger siden, måske mere, men dåserne med kattemad står stadig i køleskabet, nærmest helt alene på de tomme hylder nu.
Mine egne pilleglas ser utydelige ud på pindestolen ved siden af sengen. Jeg vil ikke tage noget nu, skal lige vågne først. Måske i aften. I hvert fald ikke tidligere end klokken fem.
Jeg bliver liggende lidt i glemslen, der sommetider hænger ved efter søvnen. Et blødt vakuum, et lille barns uskyldige eksistens i forældrenes favn. Følelsen af en dag, hvor alt er muligt. Har jeg drømt noget, som har bevirket, at endorfinhanerne stadig står åbne? Nej, min pude består ikke af lyserøde, luftige drømme, den er hvid og flad med en fure i midten. Vækkeuret har ikke ringet endnu, men indimellem vågner jeg stadig i tide til at gå på arbejde, som et levn fra et mere velfungerende liv.
Har jeg sovet hele weekenden? Det virker sådan. Jeg ligger på maven med hovedet drejet til siden, og nakken gør ondt. Sengetøjet er ikke rent, det ses alt for tydeligt i den skarpe lysstråle, der trænger ind mellem rullegardinerne og vindueskarmen. Årets sidste stankelben bumper mod væggen som piloter uden navigeringssystem, inden de styrtlander og dør blandt nullermændene i hjørnet.
Uden for mit vindue, jeg bor på første sal, kan man høre trafikkens optimisme ved arbejdsugen, der venter. Jeg rejser mig, men må straks lægge mig ned igen på grund af svimmelheden og kvalmen, der begge indfinder sig som pligttro soldater, i samme øjeblik jeg sætter fødderne på gulvet. Der findes kun én ting, der hjælper mod min tilstand, men den er udelukket, for jeg må ikke falde i søvn igen. Jeg kravler langsomt ned på gulvet og fortsætter hen over tæppet på alle fire.
Jeg kryber videre, ud af soveværelset, slår knæet mod dørtærsklen på vej ind i badeværelset, og det lykkes mig at nå håndvasken ved at støtte mig til wc-kummen, dreje på hanen og drikke nogle slurke vand. Jeg skruer mere op for den kolde hane og gnider mig hårdt i øjnene. Det kolde vands magi har stadig en vis virkning selv på mig.
En pose kaffe kryber resigneret sammen ved siden af kattemaden i køleskabet, og efter to sorte kopper, som har presset sig alt for langsomt gennem kaffemaskinens tilkalkede ledninger, kommer der langsomt liv i mine tanker.
Bortset fra lidt knækbrød, som jeg skyller ned med lunkent vand, er der ingen mad, men det gør ikke noget. Jeg er sjældent sulten i dag, det skyldes måske alderen. Man behøver ingen proviant på rejsen mod graven, siger jeg til køkkenbordet.
Lundell drejer på sit glas, mens han venter på, at hans undersåtter skal sætte sig. Han drikker altid sin kaffe af glas. Lundell er ung, han er ikke engang fyldt tredive, tror jeg. Ikke min yndlingsperson. Så skide selvsikker hele tiden, og nybagt far.
Vi samles og synker ned på skrivebordsstole og i lænestole. Ingen er på mærkerne i den her reducerede aftenredaktion, som lige nu består af mig selv, Lundell og to vildfarne nyansatte, hvis navne jeg for min død ikke kan komme i tanker om. De har indtil videre ikke gjort det store indtryk.
”Heldet er med os,” siger Lundell og gør en kunstpause. Lundell arbejdede på formiddagsaviserne, inden han begyndte hos os, og han taler stadig helst, som han skriver. Kortfattet og dramatisk. Bortset fra at jeg ved, at han foretrækker at drikke sin kaffe af et glas og tale i overskrifter og underrubrikker, ved jeg ikke, hvad Lundell kan lide. Men jeg ved, at han ikke kan lide provinsbyer som vores. Der sker for lidt her.
”Rektoren på Axelsons har fået nye direktiver. En uenig bestyrelse har trods alt besluttet sig for, at den moderne tid, vi lever i, kræver mere åbenhed, og derfor får vi adgang. En reporter, ingen fotograf.”
Lundell ser skeptisk på os alle, og jeg ved præcis, hvad han tænker: Jeg har kun idioter at arbejde med. Og hvad han nu vil sige. I sådan en situation vejer erfaring tungere end entusiasme og en stabil tilværelse.
”Ida. Den tager du.”
”Gabriel og Nadya,” siger han så til de nyansatte, og jeg har glemt deres navne igen, lige så snart han har sagt dem, ”I bliver her. Kommunalbestyrelsen har afstemning i aften om den nye grundskole. Og det vil vi jo helst ikke gå glip af, vel?”
De lunter hen til deres skriveborde, og Lundell kigger på mig. ”Alt vel?” spørger han.
Jeg nikker, tror jeg nok.
”Det her er en guldgrube. Folk elsker kostskoler,” fortsætter Lundell. ”Tal med så mange lærere og elever, du kan. Jeg vil have familiebaggrunde, formuer, afstraffelse, hemmelige selskaber, lerdueskydning, eller hvad fanden de går og laver deroppe. Jeg vil have personlige beretninger om de to drenge. Klarede de sig godt i skolen? Hvordan sørger deres venner? Beskriv, hvordan livet går videre. Alt.”
Lundell snurrer rundt i skrivebordstolen, opstemt som et barn i tivoli.
”Rektoren afskyr formiddagsbladene, som lokalavis har vi en fordel. Tag hellere af sted med det samme, inden bestyrelsen fortryder det. Det er vel nogle timers kørsel, så du må overnatte på stedet. Kan du finde derhen?”
Jeg holder vejret. Tøver et øjeblik, inden jeg beslutter mig for at sige det, som det er.
”Ja. Jeg kommer derfra,” siger jeg.
Lundell ser forbavset ud.
”Jeg troede ikke, at nogen kunne komme derfra. Hvad findes der ud over skolen?”
”Ikke det store. En lille by, som hedder Holm. Det har været en fabriksby, men det meste er nedlagt,” siger jeg.
Jeg ville gætte på, at indbyggertallet i Holm med ét blev fordoblet i begyndelsen af juni. Da to sekstenårige drenge, elever på Axelsons kostskole, blev fundet myrdede, samlede landets journalistkorps sig i skovene omkring skolen hurtigere end myg på bare fødder en midsommeraften. Reportageholdenes lejebiler og minibusser blokerede snart næsten hver eneste skovvej. Der fandtes ikke en sjæl i Holm, som ikke fik tilbuddet om at lade sig interviewe om stedet og om det, der var sket. Redaktionerne konkurrerede om at finde frem til detaljer om mordene, drengene og skolen.
Men Axelsons mødte dem med tavshed. Hverken skoleledelse, elever eller forældre sagde så meget som et ord til nogen journalist. Politiet lod heller ikke særlig mange detaljer slippe ud, som kunne leve op til overskrifternes højrøstede skriftsnit. Taktikken så ud til at fungere. Da Axelsons afsluttede semesteret, og sommeren kom med usædvanligt mange skovbrande, var der ikke længere tilstrækkelig med ilt til at holde mediebålet i Holm i gang. Grænsen for, hvor mange baggrundsreportager man kunne lave, mens man ventede på reelle nyheder, var nået, og landets nyhedsreportere kiggede i andre retninger nu.
I sommerens løb meddelte politiet, at de havde spor, som pegede på en gerningsmand uden direkte forbindelse til hverken Axelsons eller Holm, og som nu var eftersøgt i udlandet, men disse informationer fik ikke længere forsideplads.
Lundell spørger ikke, om jeg har gået på skolen. Han synes vel, det er overflødigt. Det er tydeligt, at jeg ikke er sådan en, som indgår i de kredse, som man forbinder med lerdueskydning, formuer og hemmelige selskaber. Han har naturligvis helt ret. Langt de fleste elever på Axelsons kommer enten fra gamle og fine adels- eller godsejerfamilier eller har forældre (en far) i høje stillinger i erhvervslivet. Men derudover er der et fåtal af elever, som rent geografisk hører under skolens optagelsesområde, og som skolen ikke har lov at sige nej til, selvom de ikke betaler semesterafgift eller foretager store private donationer.
Vi er ikke lige så spændende eller vigtige, men vi findes også. Vi findes skam.
Lundell har forladt sin plads. Jeg får øje på ham i det åbne kontorlandskab i livlig samtale med sportschefen. Han regner nok med, at jeg allerede er taget af sted. Men det er næsten to år siden, jeg har været ude på et job af den art. Eller været ude på noget job overhovedet, hvis jeg skal være ærlig. For to år siden gik jeg fra at være en uforfærdet reporter og avisens stjerne til at være det, jeg er i dag.
I den første tid opholdt jeg mig mest hjemme. Siden fik jeg faktisk slæbt mig hen til redaktionen, hvor det hurtigt blev tydeligt, at jeg passede bedst bag mit skrivebord. I dag gør jeg mig fortjent til min løn, som fagforeningen med imponerende energi har kæmpet for at lade mig beholde, ved at forkorte telegrammer og lave rewrites på nyheder fra udenlandske aviser. Indimellem ringer jeg op til nogen, og det er hændt mere end én gang, at jeg er faldet i søvn ved skrivebordet. Det er formentlig derfor, jeg fik valget mellem at tage sommerferie i begyndelsen af juni eller i september.
Jeg er ikke sikker på, at Lundell har forstået omfanget af mine udfordringer, han er ny og rastløs. Han ved bare, at han sidder med to grønne prøveansatte og en forhenværende stjernejournalist under genoptræning og skal have bikset en avis sammen.
Jeg mærker sveden pible frem på overlæben og pulsens voksen- de tordenvejr i ørerne. Jeg må ud på dametoilettet, inden jeg kører. Med tasken trykket ind mod brystet svinger jeg forbi tekøkkenet og kaffeautomaten og låser mig ind på toilettet. Stikker hovedet under hanen og lader vandet overskylle hele ansigtet. Tørrer mig med toiletpapir og kigger på mennesket i spejlet. Håret er tyndere, end det burde være, øjenbrynene tykkere. Skjorten er krøllet og hænger slapt over skuldrene. Hele min person ser krøllet ud.
Jeg stirrer stift på spejlbilledet og prøver at se ud, som om jeg er nogen. Nogen, der tæller. Ida Rossi, anset journalist, aldrig bange og altid først med nyheden. Men nej, den person er ikke at finde her. Jeg er temmelig overbevist om, at hun heller ikke skjuler sig i et pilleglas, men helt sikker kan man ikke være.
Da jeg sætter mig ind i bilen, slår mit hjerte hårdt. Dundrende hjerteslag for fuld styrke er min evige ledsager. En frenetisk banken og brusen, som følger mig fra morgen til aften.
Det er grunden til, at jeg begyndte at tage Flunitrazepamen, og takket være de velsignede tabletter hører jeg for det meste kun hjerteslagene på afstand.
Lundell ringer, inden jeg er nået ud fra parkeringshuset.
”Du kommer til at sove et par nætter deroppe. Du skal ikke spilde tid på at køre frem og tilbage, vi ved som sagt ikke, hvor længe denne nye transparente indstilling holder. Jeg undersøger, hvor du kan bo.”
”Jeg vil helst ikke være væk for længe,” siger jeg så stille, at det knap kan høres. Lundell tager en dyb vejrtrækning i den anden ende. Jeg kan høre ham tage tilløb. ”Ida,” siger han. Pause.
”Det er det her job, vi kan tilbyde dig på avisen lige nu,” siger han. ”Desuden har jeg læst det, du har skrevet tidligere, altså for nogle år siden, og det er rigtig godt. Kør nu. Det er en skole i skoven, det værste, der kan ske, er, at der ingenting sker, og at ingen vil tale med dig.”
Har Lundell en blød side? I så fald ikke en, han vil vise mere af lige nu, for han lægger på, inden jeg kan nå at sige mere. Måske fornemmer han, at jeg ville forsøge at få ham til at ombestemme sig. Jeg overvejer at ringe op og forklare sagen. Fortælle, hvorfor jeg ikke kan tage af sted, hvem jeg er, hvorfor det er en dårlig ide.
Men jeg er så omtåget af sovemidler, at jeg ikke er i stand til at mobilisere nok energi. Og gav han mig ikke lige en kompliment? Det er ikke noget, jeg er stolt af, men nogle velvalgte ord om mine evner eller mit udseende påvirker min dømmekraft. Jeg må være taknemmelig for, at det sker så sjældent.
I stedet kører jeg lydigt hjemad for at få pakket lidt, hvis jeg kan huske, hvordan man gør. Det, der for lidt siden tegnede til at blive en dagstur, er blevet forvandlet til en længere udflugt. Hvor mange nætter skal jeg være væk, og hvor meget af min knebne garderobe er rent nok til at komme med? Og vigtigst af alt: Er der overhovedet længere et apotek i Holm?
Hvis man har brug for medicin, skal man formentlig bestille den til levering på den nærmeste benzintank, hvor en bumset teenager bag kassen fortæller alle, som gider høre på det, at den skøre journalist fra byen gnasker piller i sig. Nej, det al- ternativ dur ikke, det ser ud til, at jeg bliver nødt til at pakke et ordentligt lager.
I et skab i entreen finder jeg en sportstaske frem fra dengang, jeg var et velkendt ansigt i fitnesscentret, men i samme øjeblik jeg smider et par strømper ned i den, kaster hjertet sig mod brystkassen med en intensitet, som får skjorten til at hoppe. Er det nu, det slutter, er det nu, jeg kommer til at miste mit job? Jeg ved, det her er min sidste chance, jeg ved, jeg er færdig, hvis jeg ikke får lov at blive på avisen. Så vil jeg skulle blive i den her lejlighed for evigt og sove for evigt.
Jeg kan mærke, at jeg begynder at miste kontrollen over min vejrtrækning, da telefonens kimen fra buksernes baglomme skærer gennem hovedet.
Det er Lundell. Igen. Han ringer selvfølgelig for at tjekke, at jeg er kørt. Han prøver flere gange, og telefonens vedholdende ringetone rusker op i mig. Jeg samler mig lidt, kigger på skærmen, men magter ikke at svare. Til sidst giver han op, og få sekunder efter kommer der i stedet en sms:
Du kan bo på Axelsons. Jeg har ringet og sagt at du er på vej. Ring når du er fremme./L
Han er lusket, ham Lundell. Han slipper mig ikke, før han ved, jeg er på plads og kan levere hans reportage. Jeg tager et beslutsomt greb om sportstasken og fylder den op med det tøj, der ligger længst fremme i klædeskabet. Med tasken over skulderen forlader jeg lejligheden og går noget vaklende ned ad trapperne og ud gennem hoveddøren mod Saaben.
Jeg lægger de godt fyldte apoteksposer i handskerummet. Og så bider jeg tænderne sammen. Accepterer min skæbne, i det mindste foreløbig, og drejer nøglen om i tændingen. Jeg kører ud af byen, videre mellem stadig mere spredte huse på vej mod et sted, jeg troede, det var lykkedes mig at forlade for altid. En sagte støvregn er begyndt at dryppe på forruden.
Bortset fra et enkelt stop i vejsiden, hvor jeg døser hen i bilen og vågner ved, at jeg fryser, kører jeg til Holm i ét stræk. Trods alle de år, der er gået, er det ikke nødvendigt at skæve til gps’en, mens jeg kører kilometer efter kilometer gennem uendelige värmlandske granskove. Jeg synes, vejene er blevet dårligere, på nogle strækninger er asfalten forvandlet til grus. Saaben skumpler over sprækker og huller i vejen, og det slår mig, at jeg ikke ved, hvornår den sidst var til syn eller service. Hvis motoren bryder sammen, eller man punkterer herude, kommer man formentlig til at vente længe på en kranbil.
Mørket falder på i den vedholdende regn. Granerne vokser med afstanden til byen. Træernes takkede silhuetter strækker sig stadig højere op og synes at suge al lys til sig, så vejen forsvinder i mørket. Selvom jeg kører langsomt, bliver jeg kastet hid og did af huller og ujævnheder i belægningen, som jeg først ser, når jeg har passeret dem.
Et rådyr dukker op på vejen, og jeg bremser ned. Dyret stirrer på mig med øjne som to hvide spejle.
Det går ikke ud af forlygternes skær, før jeg standser helt op og slukker dem.
På det her tidspunkt for to år siden var jeg også på en rejse, men i den modsatte retning. Mod Stockholm. Adam havde været lidt vemodig, mens han sorterede i vores ting. Han var som altid ude af stand til at smide noget væk, han foretrak det trygge liv blandt sammenrullede plakater fra skoletiden, cd’er, som ingen længere afspillede, og dårlige kopier af Rolexure, som han havde købt i Thailand, udelukkende fordi det var sjovt at prutte om prisen. Jeg plejede at brokke mig over alt det ragelse, han samlede sammen. Nu er der intet tilbage.
En stor avis havde kontaktet mig og tilbudt mig et profileret job som kriminalreporter. De havde fulgt mig over årene og læst mine ting, fik jeg at vide af en redaktør. Hun konstaterede, at det var usædvanligt at finde nogen på lokalaviserne, der skrev, som jeg skrev.
Jeg vidste, at hun havde ret. Jeg gik som regel nærmest manisk til en historie og slap den ikke, før jeg havde vredet den sidste dråbe ud af den. Der sker også ting i små byer. Vold, narkoopgør, koner og kærester, som bliver til boksebolde inden for hjemmets fire vægge. Stripklubber ejet af rockerbander. Nynazister, hadforbrydelser og læreren, som stikker af med klassekassen, dagen inden 6A skal betale sin skoleudflugt til Visby.
Det gælder om ikke at køre træt, ikke at give sig, før den anden virkelighed træder frem: Den, som slet ikke handler om forbrydelsen, men i stedet handler om opvæksten, familien, mobningen og fællesskabet i de kriminelle bandegrupperinger. Om det korrumperede, desperate, magtsyge, skadede og ensomme menneske. De fortællinger findes altid, og jeg var typen, der ikke gav op, før jeg havde fundet dem. Jeg trivedes på min avis, men ville fremad og opad, ikke mindst mod en lønforhøjelse, og finde kolleger, som brændte for de samme ting som jeg.
Så vi skulle flytte, Adam og jeg. Det kom aldrig på tale, at jeg kunne foretage sådan en rejse uden ham. Det var indlysende, at det altid skulle være os. Adam ventede på, at vi kunne stifte familie, få et barn eller to, helst tre. Snart, sagde jeg. Jeg ville også gerne – giv det bare et par år til. Bare nogle år, for jeg kunne jo ikke starte på et nyt job og som det første tage barselsorlov.
Adam ventede. Ventede og forstod. Indtil han ikke gjorde det længere.
Efter at have bumlet en times tid gennem mørket skimter jeg silhuetten af tårnet på Holms kirke oven over grantoppene. Det har altid været den højeste bygning på egnen, bortset fra dengang den blev overtrumfet af papirfabrikkens skorstene. Men fabrikken blev stille og skorstenene revet ned for mange år siden. Efter en brand besluttede koncernen, som havde købt fabrikken nogle år tidligere – med løfter om en blomstrende fremtid – at afvikle virksomheden endegyldigt. Kirken, hvis koncernchef har et mere langsigtet perspektiv, står sejrrig tilbage på sin høj, selvom hanen øverst på kirketårnet nu kigger ned på flere gravsten end levende sjæle.
Hvor længe siden er det, jeg sidst var i Holm? En overgang talte jeg månederne, satte hak ved årene i tankerne. Kom tilbage på korte besøg og måtte tælle fra nul igen. Fars sygdom og begravelse. Mors flyttelæs. Siden da har jeg ikke været her, der er heller ikke mange af mine barndomsvenner, der stadig bor her.
Jeg kører ikke hele vejen ind til byen. Vejen deler sig lige før kirken, og jeg når kun at få et glimt af de første etageejendomme, inden vejen svinger og fører mig ind i skoven igen. Mod målet for min rejse.
Kostskolen Axelsons har siden slutningen af 1800-tallet ligget lige uden for Holm. Den blev placeret dybt inde i skoven, midt ude i ingenting, af forretningsmanden Arild Axelson, som med inspiration fra de klassiske drengekostskoler i Storbritannien og en interesse i pædagogik ville grundlægge en skole for ”fremtidens samfundsstøtter og lederskikkelser”. Et sted at blive dannet uden forstyrrelser fra for eksempel familie eller fornøjelser. Skolen tager imod to hundred og tredive elever i 7.-9. klasse og gymnasiet, i dag er det både drenge og piger, hvoraf de fleste bor i et af de fem elevhuse.
I et trygt miljø, beskyttet mod det omgivende samfund.
Og med nogle få undtagelser har stedet opfyldt sit formål. Man kunne fristes til at tro, at mordene, som har ført mig hertil, er den første hændelse af almen interesse, som nogensinde er indtruffet i Holm, men det er ikke helt rigtigt.
I 1950’erne blev en pige fundet død i elven med kraniebrud. Hun var datter af fabrikkens direktør, og det viste sig, at det var en af arbejderne, som havde slået hende ihjel. Morderen var en ung mand, blot et par år ældre end offeret. En lørdag aften havde han slået pigen bevidstløs med en sten og kastet hende i strømhvirvlerne.
Han forklarede under afhøringerne, at det ikke skyldtes, at hun ikke ville have ham. Han var blevet afvist af piger før, men denne gang var han blevet blind af raseri, fordi hun ikke havde syntes, at han var fin nok. Hun var datter af en direktør, han var en arbejder, som slæbte tømmerstokke, og det var derfor, hun ikke ville have noget med ham at gøre. Det var i sig selv så ydmygende, at han havde mistet selvbeherskelsen.
Siden da er der ikke hændt noget af samme betydning i Holm. Befolkningen er skrumpet ind i takt med arbejdspladserne. Uddannelsesniveauet er lavt, kriminalitet er der intet af, hvis man ser bort fra hjemmebrænding, hastighedsovertrædelser og ulovlig jagt. Og det er nok ganske heldigt, eftersom politiet sjældent rykker ud.
Men tilværelsen bevæger sig cyklisk. Og selvom der aldrig kommer en fabrik igen, så er der atter dukket en morder op på egnen.
En torsdag i begyndelsen af juni var de to sekstenårige drenge William Brodin og Gustaf Hansson ikke til at finde ved morgenvækningen på Axelsons. Man formodede, at de havde drukket alkohol – hvilket er strengt forbudt på skolen og kan medføre bortvisning – og enten var faldet i søvn et andet sted end i deres senge eller holdt sig væk for at undgå at blive afslørede. Efter nogle dages intens eftersøgning var de stadig ikke blevet fundet, selvom efterlysninger med navne og billeder og forældrenes bedende opfordringer havde fyldt alle aviser i landet.
Så til sidst, efter at en eftersøgningsaktion med frivillige var blevet organiseret, fandt man begge drenge døde i en campingvogn i udkanten af skoleområdet. Campingvognen tilhørte en polsk håndværker, som lavede diverse arbejde og reparationer på skolen.
Politiet indledte en omfattende efterforskning, men meget få detaljer er sivet ud. Håndværkeren blev midt på sommeren udlagt som hovedmistænkt, men er endnu ikke blevet fundet af politiet. Efter sigende rejste han hjem til Dobre Miasto for at besøge sin kone og to små børn, men der er han ikke blevet set. Samtidig med eftersøgningen har Axelsons’ ledelse, skolens elever og drengenes forældre loyalt holdt døren lukket for medierne.
Altså indtil nu, hvis jeg skal tro Lundell.
Saaben ruller hen over det knasende grus på gårdspladsen. Regnen smælder stadig mod forruden, og mellem de skrigende vinduesvi- skere, der pisker frem og tilbage, får jeg øje på skolebygningens sorte silhuet. Der er lys i nogle af vinduerne, og de gule rektangler ser ud, som om de svæver frit i mørket. Længere borte mellem træerne skimter jeg flere lys, og jeg ved, at det er værelseslamper i elevhusene, som må være tændte lidt endnu. Klokken 21.30 bliver de alle slukket på én gang, og en halv time senere skal der være ro.
Jeg mærker kvalmens kolde tentakler suge sig fast i mellemgulvet, og mine hænder ryster, da jeg slipper rattet og åbner bildøren for bedre at kunne se mig om efter et sted at parkere. Regnens kraft får mig til at vakle, da jeg stiger ud, og rundt omkring vajer granskoven i blæsten.
En skikkelse træder ud af mørket og nærmer sig med hurtige skridt. En sort poncho flagrer i vinden, og i den ene hånd lyser en lommelygte. Da lyskeglens flakkende cirkel rammer mig, vil jeg helst løbe væk og gemme mig.
”Bilen kan stå her,” siger en dyb stemme, hvor man aner noget af alderens strenghed. Det er svært at skelne ansigtet under den store sorte hætte, og øjnene skjuler sig i deres mørke huler.
”Har du ingen paraply?” fortsætter hun i et formanende tonefald.
”Jeg fik ikke en med,” mumler jeg og føler mig som et klodset barn, der skammer sig over at have gjort noget forkert, selvom det ikke rammer andre end mig selv.
Jeg åbner bagagesmækken og hiver min nødtørftigt pakkede taske ud, læner mig derefter ind over førersædet og forsøger at spærre for hendes udsyn, mens jeg rager apoteksposerne ud af handskerummet og stopper dem ned i sportstasken. Derefter følger jeg med min guide hen over gårdspladsen, forbi hoved- bygningen i retning af boligerne.
Der er fem elevhuse for kostskoleeleverne – Sjögården, Soldaten og Berg til drengene, Grönis og Stina Lustig (opkaldt efter en værdsat husbestyrerinde) – men vi går hen mod den sjette og mindste bygning, fantasiløst kaldet Läraren, eftersom det er der, de få lærere, som vælger at bo på Axelsons i semesteret, holder til. Der var selvfølgelig mange flere før i tiden. I dag består lærerstaben ikke i lige så høj grad af ugifte frøkner, som har viet deres liv til at forberede udvalgte unge på det ansvar, det medfører at bære landets fremtid på sine skuldre.
Jeg er gennemblødt, da vi går ind gennem egetræsdøren. Min vært tager sin poncho af og hænger den omhyggeligt op på en bøjle under hattehylden. Hun retter sig op og stryger usynlige lokker af gråblondt hår væk fra ansigtet. Knolden i nakken sidder perfekt. Så giver hun mig et fast håndtryk og kigger nøje på mig. Hendes øjne er blå, en vanddråbe hænger ned fra hendes næsetip.
”Jeg hedder Ann-Sophie Berzelius, og jeg er kostskoleleder her på Axelsons.”
Hun kunne være trådt ud af et hvilket som helst årti. En hvid skjortekrave omkring en tynd hals under en mørkegrøn trøje af merinould. Kjolen er beige og går til lige under knæene. De ankelhøje gummistøvler, som hun stiller op ad væggen – for at smutte i et par lige så tidløse sorte hyttesko – kunne lige så godt have været brugt af hendes egen mormor som af nogle af eleverne på skolen. Hvis hun siger, at hun har arbejdet på Axelsons i de sidste hundred år, vil jeg gerne tro hende.
”Og du er Ida Rossi, kan jeg forstå,” siger hun og drejer så om på hælen for at gå ind gennem entreen. Hun beder mig ikke komme indenfor, men der er heller ingen ide i bare at blive stå- ende. Jeg følger efter hende forbi tunge lænestole og udskårne træborde oplyst af et dæmpet lys fra plisserede lampeskærme. Tæppet under mine våde sko er blødt, tapeterne har smukke blomstermønstre. Det er den perfekte balance, jeg ikke kan holde ud. Intet er nyt, intet er for slidt.
Vi kommer ind i et fællesrum, hvor ilden knitrer i pejsen, og hvor der til min overraskelse står et lille bord dækket med en tekande, to blomstermønstrede porcelænskopper, lyst og mørkt brød, smør, ost og marmelade. Ann-Sophie Berzelius sætter sig på en stol og peger på den anden uden at se på mig.
”Jeg ventede med aftensmaden, til du kom. Tag noget tørt tøj på og slå dig ned.”
Hendes tonefald giver ikke plads til indvendinger, så jeg gør, som hun siger. Jeg roder rundt i tasken og vender ryggen til hende, mens jeg klæder om. Jeg føler mig ikke oplagt til selskab, især ikke den her type selskab, og vil allerhelst bare i seng. Men da jeg ikke ved, hvor jeg skal sove, sætter jeg mig over for hende og drikker samarbejdsvilligt min te.
”Jeg har forstået, at vi er nødt til at tage imod dig, men jeg vil være ærlig og sige, at du ikke er velkommen. Eleverne er i forvejen rystede over det, der er sket, og at du render rundt og stiller spørgsmål, vil kun sprede uro.”
Stemmen er rolig og bestemt, men hånden, som holder smørkniven, skælver, da hun smører sig en skive mørkt brød.
Eftersom jeg heller ikke har lyst til at være på Axelsons, føler jeg ingen trang til at overbevise hende om mit ædle formål. Men mit besøg på skolen vil ikke blive lettere af, at hun modarbejder mig.
”Jeg bliver kun så længe, det er nødvendigt for at få skrevet de artikler, som min redaktør vil have. Jo mere hjælp jeg kan få, des hurtigere slipper I af med mig.”
Flammerne i den åbne pejs blafrer, og ilden har varmet rummet så meget op, at det er næsten ulideligt. Jeg mærker sveden trænge gennem den tørre skjorte, jeg har skiftet til, men Ann-Sophie ser stadig sval ud i sin merinouldtrøje.
Hun overvejer det, jeg har sagt.
”Jeg forstår ikke, hvordan du kan tro, at du bare kan komme her og opklare alt … finde ud af, hvem dette menneske er, som har … Du kommer bare til at forstyrre undervisningen.”
”Jeg er her ikke for at finde ud af, hvem der har dræbt drengene,” siger jeg og er bevidst om, hvilke knapper jeg skal trykke på. ”Jeg er her for at prøve at beskrive, hvem de var. Jeg vil fortælle om det stærke sammenhold på skolen, om båndene mellem lærere og elever, og om hvordan I kommer videre.”
”Den her skole er unik,” siger Ann-Sophie. ”Jeg bor her året rundt. Det er mit arbejde og mit kald at give Axelsons’ elever et hjem. Eleverne her skal have en opvækst, som knytter dem til hinanden i al fremtid.”
Hendes stemme bæver, og hun laver en pause, måske bevæget af sine egne ord. Hun har hektiske røde pletter på kinderne.
”Det er ikke altid, omverdenen forstår os,” føjer hun til.
Jeg forstår det, men måske ikke på den måde hun tror. Jeg mindes. Desuden cirkulerer der med jævne mellemrum rygter og rapporter om Axelsons’ undervisningsmetoder, hvor kammeratopdragelse står i centrum. Alligevel synes det ikke at afskrække forældre fra at sende deres børn til den isolerede skole i skoven. Trusler indefra virker af en eller anden grund sjældent farligere end trusler udefra.
”Jeg har selv gået her,” siger jeg i et forsøg på at gøre hende venligere indstillet.
Hun hæver øjenbrynene.
”Jaså? Hvornår var det? Så må du findes på et eksamensfoto, jeg gemmer alt.”
Hun gør mine til at gå hen mod døren.
Mit forsøg er slået fejl.
”Det er sytten år siden. Men jeg tog ikke studentereksamen her.”
Øjenbrynene sænkes igen, og hun får sin mistanke bekræftet.
Jeg er ikke gjort af det rette stof.
”Sammenholdet her er stærkt, og det vil hjælpe os til at komme videre. Vi magtede ikke at beskytte de to drenge, og derfor vil jeg være ekstra påpasselig med at beskytte eleverne nu.”
Det er tid til at skifte emne.
”På hvilken måde har politiefterforskningen påvirket jer? Er politiet her ofte?” fortsætter jeg med et svagt håb om at høre nogle detaljer om efterforskningen, som endnu ikke er kommet til offentlighedens kendskab.
”Ikke længere. Men i starten var de her hele tiden. De har afhørt hver eneste elev og alle lærere flere gange. Vi må håbe, at de finder ham polakken, så vi kan få ro på og begynde på en frisk.”
”Så politiet er sikker på, at han er skyldig?” siger jeg og smører en slags rød marmelade på en endeskive. Da jeg fører brødet op til munden, glitrer marmeladen i skæret fra ilden, og et kort øjeblik ligner den en blodklump. Jeg smider brødet så hastigt fra mig på tallerkenen, at den lander på hovedet. Ann-Sophie skæver til min klistrede tallerken.
”Det kommer du naturligvis til at spørge politiet om,” siger hun og trækker på skuldrene. ”Men du kan jo interviewe mig og vores rektor. Og lærerne, hvis du kan finde nogen, som vil tale med dig. Hvad de unge angår … det er meget forskelligt, hvordan de håndterer den her situation.”
Hun sender mig et blik, som om jeg var en førsteårselev, som hun læste ordensreglerne op for, og fortsætter:
”Nogle er traumatiserede og snakker måske løs, fordi det gør dem roligere. Nogle synes sikkert, at det er sjovt at blive set, og det går jeg stærkt ud fra, at du ikke vil udnytte. Politiet bestemmer selvfølgelig selv, hvor meget de vil fortælle.”
Jeg kan ikke lide følelsen af, at hun prøver på at kontrollere mig og diktere mit arbejde. Det vækker minder om min tid som elev her. Kontrol og opdragelse. Jeg gad vide, om det stadig er det samme.
”Hvad tror du selv?” siger jeg. ”Du bor her året rundt, du har tæt kontakt til eleverne, så du kan jo have set eller bemærket noget. Du må have kendt de to myrdede drenge.”
Hun skubber stolen bagud og går hen mod vinduet. Kigger ud på regnen. Glatter ikkeeksisterende folder ud i kjolen med hård hånd.
Jeg er gået over en grænse. En grænse, jeg formentlig ville have set, hvis jeg ikke havde været så træt i hovedet.
Da Ann-Sophie vender sig om mod mig igen, er det ikke for at svare på mit spørgsmål.
”Da jeg fik at vide, at du skulle komme her, tænkte jeg, at jeg ville undersøge, hvem du er,” siger hun i stedet.
”Jeg fandt ganske mange informationer.”
Hun har holdt sit våben skjult, og nu trækker hun det. Punkterer mig og ser triumferende, hvordan jeg synker sammen. Jeg bliver tør i munden. Brødkrummer sætter sig fast i ganen, da jeg åbner munden uden at kunne sige noget.
”Jeg er forbavset over, at din avis overhovedet lader dig arbejde. Med tanke på hvordan det gik for nogle år siden.”
Ja. Det var min fejl. Jeg lever med mindet hver eneste dag. Ann-Sophie Berzelius sætter bare ord på det, jeg ved i forvejen. Men jeg er skakmat. Tom og blank.
”Du forstår sikkert, at jeg synes, at en person med din baggrund er uegnet. For elevernes skyld.”
Jeg siger stadig ingenting. Nikker vistnok.
Hun står med armene i siden og ser på mig.
”Jeg kan ikke forestille mig, hvad det må gøre ved et menneske. At have været ude for sådan noget.”
Det gør ondt. Mere mærkværdigt er det ikke. Det er kun smerte. ”Vi er vist færdige for i aften. Klokken er blevet mange, og du trænger sikkert til at hvile dig.”
Hun stryger gennem rummet, i så perfekt harmoni med huset, at hun kunne have været en mobil del af indretningen. Jeg trasker efter hende med min sportstaske.
Ann-Sophie installerer mig i en af de lærerboliger, der står tomme. Det er et stort hjørneværelse med vinduer mod nord, mod skoven, og mod øst, mod elevhusene. Jeg har ikke egen indgang, så for at komme ud skal jeg gennem gangen, forbi både fællesrummet, hvor vi lige har siddet, og nogle andre døre, hvoraf en af dem må føre ind til hendes egen bolig.
Så jeg ikke smutter ud i aftenens løb, uden at hun bemærker det, tænker jeg.
Min midlertidige bolig er udstyret med et lille badeværelse og et tekøkken og er indrettet i samme stil som fællesrummet. Sengen har en mørk træramme, den dybe og bastante sofagruppe er betrukket med lysegrønt hørstof med diskrete striber. Der hænger ingen plakater på væggene, men olie- og akvarelmalerier af søer og skove. Jeg må beherske mig for ikke at rive dem alle ned, og hjertet banker stadig hurtigere i brystet.
Ann-Sophie går hen til vinduerne og trækker gardinerne for med en vant bevægelse, inden hun forlader mig.
”Rektoren vil tale med dig, når du er stået op i morgen,” siger hun, går over dørtærsklen og lukker døren.
Jeg trækker vejret langsomt. Jeg ved det egentlig allerede. Jeg er bevidst om situationen, ved, hvilke vægte der står på vippen. Det er igen mig mod Axelsons. Samme kamp så mange år senere. Kan jeg vinde denne gang?
Jeg synker ned på gulvet ved siden af sengen. Jeg er nødt til at få hjælp. Hvem kan jeg ringe til, hvem kan trøste mig? Jeg er alene, men heldigvis har jeg en liste med kontakter og flere forskellige numre til venner i nøden. Mine egen private samling af ører, som lytter til mig, som ikke kan få over deres hjerte at værge sig mod min ynkelige fortælling og manglende evne til at få styr på mit liv.
Det gælder om at udvælge dem med omhu. Nogle af dem lader mig tale, fordi de håber på noget andet, men de fleste kan ganske enkelt ikke sige nej. De kører selvfølgelig træt efter et stykke tid, men de fleste plejer at holde ud et halvt år, inden tiden er inde til at føje nye numre til listen. Jeg er helt bevidst om det, men alligevel har jeg tænkt mig at ringe. Hvem er mest modtagelig?
Jeg har på det seneste mistet mit fokus, kan ikke rigtig huske, hvem der er videre, hvem der er på grænsen, og hvem der er tilbage. Jeg scroller i mobilens kontakter og får splinter i tommelfingeren af den ødelagte skærm. Det kunne jeg have tydet som en advarsel, men gør det ikke.
Han hedder David, vi mødtes første gang for cirka fire måneder siden, og han har været en af de bedste til at lytte til mig. David er fireogfyrre år, han er en form for økonom i et stort firma, har næsten altid været ufrivilligt single og har et stort behov for at redde kvinder i nød. Han er en aktiv bruger af samtlige online datingsider, og jeg er temmelig sikker på, at han er en velkendt kunde i de stripklubber, der tilbyder ekstra ydelser efter showet. Efter sådan et besøg får han dårlig samvittighed, og så er han særlig god til at lytte.
Jeg ligger i fosterstilling på gulvet med telefonen mod øret og lytter til ringetonen. Ligesom jeg tror, at han ikke vil svare, hører jeg hans stemme i den anden ende.
”Ida,” siger han med et suk.
”Forstyrrer jeg dig? Jeg har virkelig brug for at snakke.”
”Er der sket noget?” siger han, men selv i min omtågede tilstand kan jeg høre, at der mangler noget. Følelser. Medfølelse.
”Jeg tror, jeg er ved at miste mit job.”
”Okay.”
”Så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.”
”Jeg troede, du kun lavede meningsløst arbejde på jobbet lige for tiden?”
Jeg kan høre, han går væk fra noget eller nogen, som ikke må høre samtalen. Det er sådan, det plejer at slutte.
”Jo, men …”
”Så må du vel bare fortsætte med det.” Han er kort for hovedet. ”Jeg tænker på dig. Jeg savner dig,” siger jeg og hader mig selv i samme øjeblik. Det er et billigt trick, et desperat forsøg på at holde på en, som ikke har brug for mig, som langsomt tørrer ind, mens jeg grådigt suger ham i mig som en sjælens vampyr.
Men David er gået over grænsen til den anden side. Han har gennemskuet mig. Og da jeg hører en kvindestemme i baggrunden, indser jeg, at han har fundet en anden. En, som faktisk kan give ham noget. Efter at han i månedsvis har arbejdet så hårdt for at holde mig oven vande, burde jeg kunne unde ham det. Men nu hører jeg ikke længere kvindens stemme, eller om David siger noget, for min dunkende puls overdøver alle lyde.
”Adam,” siger jeg.
Han afbryder opkaldet. Her er der ingen hjælp at hente.
På den højt estimerede kostskole, Axelsons, vægter man traditioner og loyalitet højere end alt andet. Da to af eleverne bliver fundet brutalt myrdet på skolen, bliver Ida Rossi, en lokal kriminalreporter, sendt ud for at lave en dybdegående reportage.
Det er ikke en opgave, hun modtager med kyshånd. Hun har nemlig undladt at fortælle sin chef, at hun selv er tidligere elev på skolen.
Ved ankomsten bliver Ida mødt af tavshed og mistænksomhed og en ledelse, der er mere interesserede i at værne om traditionerne end at få sandheden frem. I takt med at Ida bliver fanget i et psykologisk spil blandt arrogante elever og lærere, kommer hendes egne traumatiske minder fra en alt andet end lykkelig skoletid op til overfladen og truer med at ødelægge både hendes private og professionelle liv.
Svenske Karin Wik debuterer med denne spændende pageturner om et lukket kostskolemiljø.
Svenske Karin Wik debuterer med spændingsromanen Kostskolen. To af den prestigefyldte kostskole Axelsons elever bliver fundet dræbt, og en kamp om traditioner og loyalitet begynder. Tyvstart din læsning af romanen her.
Dybt inde i den svenske skov ligger den højt estimerede kostskole Axelsons. Da to af kostskolens elever en dag findes brutalt myrdet på skolens område, bliver den lokale kriminalreporter Ida Rossi sendt ud for at lave en reportage om stedet. Rossi har dog ikke fortalt sin chef, at hun selv er tidligere elev på skolen – og at hendes tid på Axelsons var alt anden end god.
LÆS OGSÅ: 10 skandinaviske krimier du skal læse i år
Hendes ankomst til skolen mødes med tavshed og mistænksomhed, og ledelsen lader i højere grad til at interessere sig for at værne om skolens tunge traditioner, end at sandheden om forbrydelsen kommer frem.
Ida fanges i et psykologisk spil mellem arrogante elever og lærere, og hendes egne traumatiske minder fra en forfærdelig skoletid dukker op til overfladen. Det vigtigste spørgsmål er, hvor langt er kostskolen villig til at gå for at beskytte sit ry, og hvor langt er Ida villig til at gå for at genvinde sit.
Begynd din læsning af Kostskolen herunder.
Du kan købe Kostskolen online, fx. på Saxo.dk, eller i din nærmeste boghandel fra d. 17 februar.
Kostskolen
Karin Wik
Mandag
Jeg når lige at undre mig over, hvor katten er, inden det går op for mig, at jeg formodentlig ikke har nogen kat længere. Den er forsvundet. Flyttet ud? For nogle uger siden, måske mere, men dåserne med kattemad står stadig i køleskabet, nærmest helt alene på de tomme hylder nu.
Mine egne pilleglas ser utydelige ud på pindestolen ved siden af sengen. Jeg vil ikke tage noget nu, skal lige vågne først. Måske i aften. I hvert fald ikke tidligere end klokken fem.
Jeg bliver liggende lidt i glemslen, der sommetider hænger ved efter søvnen. Et blødt vakuum, et lille barns uskyldige eksistens i forældrenes favn. Følelsen af en dag, hvor alt er muligt. Har jeg drømt noget, som har bevirket, at endorfinhanerne stadig står åbne? Nej, min pude består ikke af lyserøde, luftige drømme, den er hvid og flad med en fure i midten. Vækkeuret har ikke ringet endnu, men indimellem vågner jeg stadig i tide til at gå på arbejde, som et levn fra et mere velfungerende liv.
Har jeg sovet hele weekenden? Det virker sådan. Jeg ligger på maven med hovedet drejet til siden, og nakken gør ondt. Sengetøjet er ikke rent, det ses alt for tydeligt i den skarpe lysstråle, der trænger ind mellem rullegardinerne og vindueskarmen. Årets sidste stankelben bumper mod væggen som piloter uden navigeringssystem, inden de styrtlander og dør blandt nullermændene i hjørnet.
Uden for mit vindue, jeg bor på første sal, kan man høre trafikkens optimisme ved arbejdsugen, der venter. Jeg rejser mig, men må straks lægge mig ned igen på grund af svimmelheden og kvalmen, der begge indfinder sig som pligttro soldater, i samme øjeblik jeg sætter fødderne på gulvet. Der findes kun én ting, der hjælper mod min tilstand, men den er udelukket, for jeg må ikke falde i søvn igen. Jeg kravler langsomt ned på gulvet og fortsætter hen over tæppet på alle fire.
Jeg kryber videre, ud af soveværelset, slår knæet mod dørtærsklen på vej ind i badeværelset, og det lykkes mig at nå håndvasken ved at støtte mig til wc-kummen, dreje på hanen og drikke nogle slurke vand. Jeg skruer mere op for den kolde hane og gnider mig hårdt i øjnene. Det kolde vands magi har stadig en vis virkning selv på mig.
En pose kaffe kryber resigneret sammen ved siden af kattemaden i køleskabet, og efter to sorte kopper, som har presset sig alt for langsomt gennem kaffemaskinens tilkalkede ledninger, kommer der langsomt liv i mine tanker.
Bortset fra lidt knækbrød, som jeg skyller ned med lunkent vand, er der ingen mad, men det gør ikke noget. Jeg er sjældent sulten i dag, det skyldes måske alderen. Man behøver ingen proviant på rejsen mod graven, siger jeg til køkkenbordet.
Lundell drejer på sit glas, mens han venter på, at hans undersåtter skal sætte sig. Han drikker altid sin kaffe af glas. Lundell er ung, han er ikke engang fyldt tredive, tror jeg. Ikke min yndlingsperson. Så skide selvsikker hele tiden, og nybagt far.
Vi samles og synker ned på skrivebordsstole og i lænestole. Ingen er på mærkerne i den her reducerede aftenredaktion, som lige nu består af mig selv, Lundell og to vildfarne nyansatte, hvis navne jeg for min død ikke kan komme i tanker om. De har indtil videre ikke gjort det store indtryk.
”Heldet er med os,” siger Lundell og gør en kunstpause. Lundell arbejdede på formiddagsaviserne, inden han begyndte hos os, og han taler stadig helst, som han skriver. Kortfattet og dramatisk. Bortset fra at jeg ved, at han foretrækker at drikke sin kaffe af et glas og tale i overskrifter og underrubrikker, ved jeg ikke, hvad Lundell kan lide. Men jeg ved, at han ikke kan lide provinsbyer som vores. Der sker for lidt her.
”Rektoren på Axelsons har fået nye direktiver. En uenig bestyrelse har trods alt besluttet sig for, at den moderne tid, vi lever i, kræver mere åbenhed, og derfor får vi adgang. En reporter, ingen fotograf.”
Lundell ser skeptisk på os alle, og jeg ved præcis, hvad han tænker: Jeg har kun idioter at arbejde med. Og hvad han nu vil sige. I sådan en situation vejer erfaring tungere end entusiasme og en stabil tilværelse.
”Ida. Den tager du.”
”Gabriel og Nadya,” siger han så til de nyansatte, og jeg har glemt deres navne igen, lige så snart han har sagt dem, ”I bliver her. Kommunalbestyrelsen har afstemning i aften om den nye grundskole. Og det vil vi jo helst ikke gå glip af, vel?”
De lunter hen til deres skriveborde, og Lundell kigger på mig. ”Alt vel?” spørger han.
Jeg nikker, tror jeg nok.
”Det her er en guldgrube. Folk elsker kostskoler,” fortsætter Lundell. ”Tal med så mange lærere og elever, du kan. Jeg vil have familiebaggrunde, formuer, afstraffelse, hemmelige selskaber, lerdueskydning, eller hvad fanden de går og laver deroppe. Jeg vil have personlige beretninger om de to drenge. Klarede de sig godt i skolen? Hvordan sørger deres venner? Beskriv, hvordan livet går videre. Alt.”
Lundell snurrer rundt i skrivebordstolen, opstemt som et barn i tivoli.
”Rektoren afskyr formiddagsbladene, som lokalavis har vi en fordel. Tag hellere af sted med det samme, inden bestyrelsen fortryder det. Det er vel nogle timers kørsel, så du må overnatte på stedet. Kan du finde derhen?”
Jeg holder vejret. Tøver et øjeblik, inden jeg beslutter mig for at sige det, som det er.
”Ja. Jeg kommer derfra,” siger jeg.
Lundell ser forbavset ud.
”Jeg troede ikke, at nogen kunne komme derfra. Hvad findes der ud over skolen?”
”Ikke det store. En lille by, som hedder Holm. Det har været en fabriksby, men det meste er nedlagt,” siger jeg.
Jeg ville gætte på, at indbyggertallet i Holm med ét blev fordoblet i begyndelsen af juni. Da to sekstenårige drenge, elever på Axelsons kostskole, blev fundet myrdede, samlede landets journalistkorps sig i skovene omkring skolen hurtigere end myg på bare fødder en midsommeraften. Reportageholdenes lejebiler og minibusser blokerede snart næsten hver eneste skovvej. Der fandtes ikke en sjæl i Holm, som ikke fik tilbuddet om at lade sig interviewe om stedet og om det, der var sket. Redaktionerne konkurrerede om at finde frem til detaljer om mordene, drengene og skolen.
Men Axelsons mødte dem med tavshed. Hverken skoleledelse, elever eller forældre sagde så meget som et ord til nogen journalist. Politiet lod heller ikke særlig mange detaljer slippe ud, som kunne leve op til overskrifternes højrøstede skriftsnit. Taktikken så ud til at fungere. Da Axelsons afsluttede semesteret, og sommeren kom med usædvanligt mange skovbrande, var der ikke længere tilstrækkelig med ilt til at holde mediebålet i Holm i gang. Grænsen for, hvor mange baggrundsreportager man kunne lave, mens man ventede på reelle nyheder, var nået, og landets nyhedsreportere kiggede i andre retninger nu.
I sommerens løb meddelte politiet, at de havde spor, som pegede på en gerningsmand uden direkte forbindelse til hverken Axelsons eller Holm, og som nu var eftersøgt i udlandet, men disse informationer fik ikke længere forsideplads.
Lundell spørger ikke, om jeg har gået på skolen. Han synes vel, det er overflødigt. Det er tydeligt, at jeg ikke er sådan en, som indgår i de kredse, som man forbinder med lerdueskydning, formuer og hemmelige selskaber. Han har naturligvis helt ret. Langt de fleste elever på Axelsons kommer enten fra gamle og fine adels- eller godsejerfamilier eller har forældre (en far) i høje stillinger i erhvervslivet. Men derudover er der et fåtal af elever, som rent geografisk hører under skolens optagelsesområde, og som skolen ikke har lov at sige nej til, selvom de ikke betaler semesterafgift eller foretager store private donationer.
Vi er ikke lige så spændende eller vigtige, men vi findes også. Vi findes skam.
Lundell har forladt sin plads. Jeg får øje på ham i det åbne kontorlandskab i livlig samtale med sportschefen. Han regner nok med, at jeg allerede er taget af sted. Men det er næsten to år siden, jeg har været ude på et job af den art. Eller været ude på noget job overhovedet, hvis jeg skal være ærlig. For to år siden gik jeg fra at være en uforfærdet reporter og avisens stjerne til at være det, jeg er i dag.
I den første tid opholdt jeg mig mest hjemme. Siden fik jeg faktisk slæbt mig hen til redaktionen, hvor det hurtigt blev tydeligt, at jeg passede bedst bag mit skrivebord. I dag gør jeg mig fortjent til min løn, som fagforeningen med imponerende energi har kæmpet for at lade mig beholde, ved at forkorte telegrammer og lave rewrites på nyheder fra udenlandske aviser. Indimellem ringer jeg op til nogen, og det er hændt mere end én gang, at jeg er faldet i søvn ved skrivebordet. Det er formentlig derfor, jeg fik valget mellem at tage sommerferie i begyndelsen af juni eller i september.
Jeg er ikke sikker på, at Lundell har forstået omfanget af mine udfordringer, han er ny og rastløs. Han ved bare, at han sidder med to grønne prøveansatte og en forhenværende stjernejournalist under genoptræning og skal have bikset en avis sammen.
Jeg mærker sveden pible frem på overlæben og pulsens voksen- de tordenvejr i ørerne. Jeg må ud på dametoilettet, inden jeg kører. Med tasken trykket ind mod brystet svinger jeg forbi tekøkkenet og kaffeautomaten og låser mig ind på toilettet. Stikker hovedet under hanen og lader vandet overskylle hele ansigtet. Tørrer mig med toiletpapir og kigger på mennesket i spejlet. Håret er tyndere, end det burde være, øjenbrynene tykkere. Skjorten er krøllet og hænger slapt over skuldrene. Hele min person ser krøllet ud.
Jeg stirrer stift på spejlbilledet og prøver at se ud, som om jeg er nogen. Nogen, der tæller. Ida Rossi, anset journalist, aldrig bange og altid først med nyheden. Men nej, den person er ikke at finde her. Jeg er temmelig overbevist om, at hun heller ikke skjuler sig i et pilleglas, men helt sikker kan man ikke være.
Da jeg sætter mig ind i bilen, slår mit hjerte hårdt. Dundrende hjerteslag for fuld styrke er min evige ledsager. En frenetisk banken og brusen, som følger mig fra morgen til aften.
Det er grunden til, at jeg begyndte at tage Flunitrazepamen, og takket være de velsignede tabletter hører jeg for det meste kun hjerteslagene på afstand.
Lundell ringer, inden jeg er nået ud fra parkeringshuset.
”Du kommer til at sove et par nætter deroppe. Du skal ikke spilde tid på at køre frem og tilbage, vi ved som sagt ikke, hvor længe denne nye transparente indstilling holder. Jeg undersøger, hvor du kan bo.”
”Jeg vil helst ikke være væk for længe,” siger jeg så stille, at det knap kan høres. Lundell tager en dyb vejrtrækning i den anden ende. Jeg kan høre ham tage tilløb. ”Ida,” siger han. Pause.
”Det er det her job, vi kan tilbyde dig på avisen lige nu,” siger han. ”Desuden har jeg læst det, du har skrevet tidligere, altså for nogle år siden, og det er rigtig godt. Kør nu. Det er en skole i skoven, det værste, der kan ske, er, at der ingenting sker, og at ingen vil tale med dig.”
Har Lundell en blød side? I så fald ikke en, han vil vise mere af lige nu, for han lægger på, inden jeg kan nå at sige mere. Måske fornemmer han, at jeg ville forsøge at få ham til at ombestemme sig. Jeg overvejer at ringe op og forklare sagen. Fortælle, hvorfor jeg ikke kan tage af sted, hvem jeg er, hvorfor det er en dårlig ide.
Men jeg er så omtåget af sovemidler, at jeg ikke er i stand til at mobilisere nok energi. Og gav han mig ikke lige en kompliment? Det er ikke noget, jeg er stolt af, men nogle velvalgte ord om mine evner eller mit udseende påvirker min dømmekraft. Jeg må være taknemmelig for, at det sker så sjældent.
I stedet kører jeg lydigt hjemad for at få pakket lidt, hvis jeg kan huske, hvordan man gør. Det, der for lidt siden tegnede til at blive en dagstur, er blevet forvandlet til en længere udflugt. Hvor mange nætter skal jeg være væk, og hvor meget af min knebne garderobe er rent nok til at komme med? Og vigtigst af alt: Er der overhovedet længere et apotek i Holm?
Hvis man har brug for medicin, skal man formentlig bestille den til levering på den nærmeste benzintank, hvor en bumset teenager bag kassen fortæller alle, som gider høre på det, at den skøre journalist fra byen gnasker piller i sig. Nej, det al- ternativ dur ikke, det ser ud til, at jeg bliver nødt til at pakke et ordentligt lager.
I et skab i entreen finder jeg en sportstaske frem fra dengang, jeg var et velkendt ansigt i fitnesscentret, men i samme øjeblik jeg smider et par strømper ned i den, kaster hjertet sig mod brystkassen med en intensitet, som får skjorten til at hoppe. Er det nu, det slutter, er det nu, jeg kommer til at miste mit job? Jeg ved, det her er min sidste chance, jeg ved, jeg er færdig, hvis jeg ikke får lov at blive på avisen. Så vil jeg skulle blive i den her lejlighed for evigt og sove for evigt.
Jeg kan mærke, at jeg begynder at miste kontrollen over min vejrtrækning, da telefonens kimen fra buksernes baglomme skærer gennem hovedet.
Det er Lundell. Igen. Han ringer selvfølgelig for at tjekke, at jeg er kørt. Han prøver flere gange, og telefonens vedholdende ringetone rusker op i mig. Jeg samler mig lidt, kigger på skærmen, men magter ikke at svare. Til sidst giver han op, og få sekunder efter kommer der i stedet en sms:
Du kan bo på Axelsons. Jeg har ringet og sagt at du er på vej. Ring når du er fremme./L
Han er lusket, ham Lundell. Han slipper mig ikke, før han ved, jeg er på plads og kan levere hans reportage. Jeg tager et beslutsomt greb om sportstasken og fylder den op med det tøj, der ligger længst fremme i klædeskabet. Med tasken over skulderen forlader jeg lejligheden og går noget vaklende ned ad trapperne og ud gennem hoveddøren mod Saaben.
Jeg lægger de godt fyldte apoteksposer i handskerummet. Og så bider jeg tænderne sammen. Accepterer min skæbne, i det mindste foreløbig, og drejer nøglen om i tændingen. Jeg kører ud af byen, videre mellem stadig mere spredte huse på vej mod et sted, jeg troede, det var lykkedes mig at forlade for altid. En sagte støvregn er begyndt at dryppe på forruden.
Bortset fra et enkelt stop i vejsiden, hvor jeg døser hen i bilen og vågner ved, at jeg fryser, kører jeg til Holm i ét stræk. Trods alle de år, der er gået, er det ikke nødvendigt at skæve til gps’en, mens jeg kører kilometer efter kilometer gennem uendelige värmlandske granskove. Jeg synes, vejene er blevet dårligere, på nogle strækninger er asfalten forvandlet til grus. Saaben skumpler over sprækker og huller i vejen, og det slår mig, at jeg ikke ved, hvornår den sidst var til syn eller service. Hvis motoren bryder sammen, eller man punkterer herude, kommer man formentlig til at vente længe på en kranbil.
Mørket falder på i den vedholdende regn. Granerne vokser med afstanden til byen. Træernes takkede silhuetter strækker sig stadig højere op og synes at suge al lys til sig, så vejen forsvinder i mørket. Selvom jeg kører langsomt, bliver jeg kastet hid og did af huller og ujævnheder i belægningen, som jeg først ser, når jeg har passeret dem.
Et rådyr dukker op på vejen, og jeg bremser ned. Dyret stirrer på mig med øjne som to hvide spejle.
Det går ikke ud af forlygternes skær, før jeg standser helt op og slukker dem.
På det her tidspunkt for to år siden var jeg også på en rejse, men i den modsatte retning. Mod Stockholm. Adam havde været lidt vemodig, mens han sorterede i vores ting. Han var som altid ude af stand til at smide noget væk, han foretrak det trygge liv blandt sammenrullede plakater fra skoletiden, cd’er, som ingen længere afspillede, og dårlige kopier af Rolexure, som han havde købt i Thailand, udelukkende fordi det var sjovt at prutte om prisen. Jeg plejede at brokke mig over alt det ragelse, han samlede sammen. Nu er der intet tilbage.
En stor avis havde kontaktet mig og tilbudt mig et profileret job som kriminalreporter. De havde fulgt mig over årene og læst mine ting, fik jeg at vide af en redaktør. Hun konstaterede, at det var usædvanligt at finde nogen på lokalaviserne, der skrev, som jeg skrev.
Jeg vidste, at hun havde ret. Jeg gik som regel nærmest manisk til en historie og slap den ikke, før jeg havde vredet den sidste dråbe ud af den. Der sker også ting i små byer. Vold, narkoopgør, koner og kærester, som bliver til boksebolde inden for hjemmets fire vægge. Stripklubber ejet af rockerbander. Nynazister, hadforbrydelser og læreren, som stikker af med klassekassen, dagen inden 6A skal betale sin skoleudflugt til Visby.
Det gælder om ikke at køre træt, ikke at give sig, før den anden virkelighed træder frem: Den, som slet ikke handler om forbrydelsen, men i stedet handler om opvæksten, familien, mobningen og fællesskabet i de kriminelle bandegrupperinger. Om det korrumperede, desperate, magtsyge, skadede og ensomme menneske. De fortællinger findes altid, og jeg var typen, der ikke gav op, før jeg havde fundet dem. Jeg trivedes på min avis, men ville fremad og opad, ikke mindst mod en lønforhøjelse, og finde kolleger, som brændte for de samme ting som jeg.
Så vi skulle flytte, Adam og jeg. Det kom aldrig på tale, at jeg kunne foretage sådan en rejse uden ham. Det var indlysende, at det altid skulle være os. Adam ventede på, at vi kunne stifte familie, få et barn eller to, helst tre. Snart, sagde jeg. Jeg ville også gerne – giv det bare et par år til. Bare nogle år, for jeg kunne jo ikke starte på et nyt job og som det første tage barselsorlov.
Adam ventede. Ventede og forstod. Indtil han ikke gjorde det længere.
Efter at have bumlet en times tid gennem mørket skimter jeg silhuetten af tårnet på Holms kirke oven over grantoppene. Det har altid været den højeste bygning på egnen, bortset fra dengang den blev overtrumfet af papirfabrikkens skorstene. Men fabrikken blev stille og skorstenene revet ned for mange år siden. Efter en brand besluttede koncernen, som havde købt fabrikken nogle år tidligere – med løfter om en blomstrende fremtid – at afvikle virksomheden endegyldigt. Kirken, hvis koncernchef har et mere langsigtet perspektiv, står sejrrig tilbage på sin høj, selvom hanen øverst på kirketårnet nu kigger ned på flere gravsten end levende sjæle.
Hvor længe siden er det, jeg sidst var i Holm? En overgang talte jeg månederne, satte hak ved årene i tankerne. Kom tilbage på korte besøg og måtte tælle fra nul igen. Fars sygdom og begravelse. Mors flyttelæs. Siden da har jeg ikke været her, der er heller ikke mange af mine barndomsvenner, der stadig bor her.
Jeg kører ikke hele vejen ind til byen. Vejen deler sig lige før kirken, og jeg når kun at få et glimt af de første etageejendomme, inden vejen svinger og fører mig ind i skoven igen. Mod målet for min rejse.
Kostskolen Axelsons har siden slutningen af 1800-tallet ligget lige uden for Holm. Den blev placeret dybt inde i skoven, midt ude i ingenting, af forretningsmanden Arild Axelson, som med inspiration fra de klassiske drengekostskoler i Storbritannien og en interesse i pædagogik ville grundlægge en skole for ”fremtidens samfundsstøtter og lederskikkelser”. Et sted at blive dannet uden forstyrrelser fra for eksempel familie eller fornøjelser. Skolen tager imod to hundred og tredive elever i 7.-9. klasse og gymnasiet, i dag er det både drenge og piger, hvoraf de fleste bor i et af de fem elevhuse.
I et trygt miljø, beskyttet mod det omgivende samfund.
Og med nogle få undtagelser har stedet opfyldt sit formål. Man kunne fristes til at tro, at mordene, som har ført mig hertil, er den første hændelse af almen interesse, som nogensinde er indtruffet i Holm, men det er ikke helt rigtigt.
I 1950’erne blev en pige fundet død i elven med kraniebrud. Hun var datter af fabrikkens direktør, og det viste sig, at det var en af arbejderne, som havde slået hende ihjel. Morderen var en ung mand, blot et par år ældre end offeret. En lørdag aften havde han slået pigen bevidstløs med en sten og kastet hende i strømhvirvlerne.
Han forklarede under afhøringerne, at det ikke skyldtes, at hun ikke ville have ham. Han var blevet afvist af piger før, men denne gang var han blevet blind af raseri, fordi hun ikke havde syntes, at han var fin nok. Hun var datter af en direktør, han var en arbejder, som slæbte tømmerstokke, og det var derfor, hun ikke ville have noget med ham at gøre. Det var i sig selv så ydmygende, at han havde mistet selvbeherskelsen.
Siden da er der ikke hændt noget af samme betydning i Holm. Befolkningen er skrumpet ind i takt med arbejdspladserne. Uddannelsesniveauet er lavt, kriminalitet er der intet af, hvis man ser bort fra hjemmebrænding, hastighedsovertrædelser og ulovlig jagt. Og det er nok ganske heldigt, eftersom politiet sjældent rykker ud.
Men tilværelsen bevæger sig cyklisk. Og selvom der aldrig kommer en fabrik igen, så er der atter dukket en morder op på egnen.
En torsdag i begyndelsen af juni var de to sekstenårige drenge William Brodin og Gustaf Hansson ikke til at finde ved morgenvækningen på Axelsons. Man formodede, at de havde drukket alkohol – hvilket er strengt forbudt på skolen og kan medføre bortvisning – og enten var faldet i søvn et andet sted end i deres senge eller holdt sig væk for at undgå at blive afslørede. Efter nogle dages intens eftersøgning var de stadig ikke blevet fundet, selvom efterlysninger med navne og billeder og forældrenes bedende opfordringer havde fyldt alle aviser i landet.
Så til sidst, efter at en eftersøgningsaktion med frivillige var blevet organiseret, fandt man begge drenge døde i en campingvogn i udkanten af skoleområdet. Campingvognen tilhørte en polsk håndværker, som lavede diverse arbejde og reparationer på skolen.
Politiet indledte en omfattende efterforskning, men meget få detaljer er sivet ud. Håndværkeren blev midt på sommeren udlagt som hovedmistænkt, men er endnu ikke blevet fundet af politiet. Efter sigende rejste han hjem til Dobre Miasto for at besøge sin kone og to små børn, men der er han ikke blevet set. Samtidig med eftersøgningen har Axelsons’ ledelse, skolens elever og drengenes forældre loyalt holdt døren lukket for medierne.
Altså indtil nu, hvis jeg skal tro Lundell.
Saaben ruller hen over det knasende grus på gårdspladsen. Regnen smælder stadig mod forruden, og mellem de skrigende vinduesvi- skere, der pisker frem og tilbage, får jeg øje på skolebygningens sorte silhuet. Der er lys i nogle af vinduerne, og de gule rektangler ser ud, som om de svæver frit i mørket. Længere borte mellem træerne skimter jeg flere lys, og jeg ved, at det er værelseslamper i elevhusene, som må være tændte lidt endnu. Klokken 21.30 bliver de alle slukket på én gang, og en halv time senere skal der være ro.
Jeg mærker kvalmens kolde tentakler suge sig fast i mellemgulvet, og mine hænder ryster, da jeg slipper rattet og åbner bildøren for bedre at kunne se mig om efter et sted at parkere. Regnens kraft får mig til at vakle, da jeg stiger ud, og rundt omkring vajer granskoven i blæsten.
En skikkelse træder ud af mørket og nærmer sig med hurtige skridt. En sort poncho flagrer i vinden, og i den ene hånd lyser en lommelygte. Da lyskeglens flakkende cirkel rammer mig, vil jeg helst løbe væk og gemme mig.
”Bilen kan stå her,” siger en dyb stemme, hvor man aner noget af alderens strenghed. Det er svært at skelne ansigtet under den store sorte hætte, og øjnene skjuler sig i deres mørke huler.
”Har du ingen paraply?” fortsætter hun i et formanende tonefald.
”Jeg fik ikke en med,” mumler jeg og føler mig som et klodset barn, der skammer sig over at have gjort noget forkert, selvom det ikke rammer andre end mig selv.
Jeg åbner bagagesmækken og hiver min nødtørftigt pakkede taske ud, læner mig derefter ind over førersædet og forsøger at spærre for hendes udsyn, mens jeg rager apoteksposerne ud af handskerummet og stopper dem ned i sportstasken. Derefter følger jeg med min guide hen over gårdspladsen, forbi hoved- bygningen i retning af boligerne.
Der er fem elevhuse for kostskoleeleverne – Sjögården, Soldaten og Berg til drengene, Grönis og Stina Lustig (opkaldt efter en værdsat husbestyrerinde) – men vi går hen mod den sjette og mindste bygning, fantasiløst kaldet Läraren, eftersom det er der, de få lærere, som vælger at bo på Axelsons i semesteret, holder til. Der var selvfølgelig mange flere før i tiden. I dag består lærerstaben ikke i lige så høj grad af ugifte frøkner, som har viet deres liv til at forberede udvalgte unge på det ansvar, det medfører at bære landets fremtid på sine skuldre.
Jeg er gennemblødt, da vi går ind gennem egetræsdøren. Min vært tager sin poncho af og hænger den omhyggeligt op på en bøjle under hattehylden. Hun retter sig op og stryger usynlige lokker af gråblondt hår væk fra ansigtet. Knolden i nakken sidder perfekt. Så giver hun mig et fast håndtryk og kigger nøje på mig. Hendes øjne er blå, en vanddråbe hænger ned fra hendes næsetip.
”Jeg hedder Ann-Sophie Berzelius, og jeg er kostskoleleder her på Axelsons.”
Hun kunne være trådt ud af et hvilket som helst årti. En hvid skjortekrave omkring en tynd hals under en mørkegrøn trøje af merinould. Kjolen er beige og går til lige under knæene. De ankelhøje gummistøvler, som hun stiller op ad væggen – for at smutte i et par lige så tidløse sorte hyttesko – kunne lige så godt have været brugt af hendes egen mormor som af nogle af eleverne på skolen. Hvis hun siger, at hun har arbejdet på Axelsons i de sidste hundred år, vil jeg gerne tro hende.
”Og du er Ida Rossi, kan jeg forstå,” siger hun og drejer så om på hælen for at gå ind gennem entreen. Hun beder mig ikke komme indenfor, men der er heller ingen ide i bare at blive stå- ende. Jeg følger efter hende forbi tunge lænestole og udskårne træborde oplyst af et dæmpet lys fra plisserede lampeskærme. Tæppet under mine våde sko er blødt, tapeterne har smukke blomstermønstre. Det er den perfekte balance, jeg ikke kan holde ud. Intet er nyt, intet er for slidt.
Vi kommer ind i et fællesrum, hvor ilden knitrer i pejsen, og hvor der til min overraskelse står et lille bord dækket med en tekande, to blomstermønstrede porcelænskopper, lyst og mørkt brød, smør, ost og marmelade. Ann-Sophie Berzelius sætter sig på en stol og peger på den anden uden at se på mig.
”Jeg ventede med aftensmaden, til du kom. Tag noget tørt tøj på og slå dig ned.”
Hendes tonefald giver ikke plads til indvendinger, så jeg gør, som hun siger. Jeg roder rundt i tasken og vender ryggen til hende, mens jeg klæder om. Jeg føler mig ikke oplagt til selskab, især ikke den her type selskab, og vil allerhelst bare i seng. Men da jeg ikke ved, hvor jeg skal sove, sætter jeg mig over for hende og drikker samarbejdsvilligt min te.
”Jeg har forstået, at vi er nødt til at tage imod dig, men jeg vil være ærlig og sige, at du ikke er velkommen. Eleverne er i forvejen rystede over det, der er sket, og at du render rundt og stiller spørgsmål, vil kun sprede uro.”
Stemmen er rolig og bestemt, men hånden, som holder smørkniven, skælver, da hun smører sig en skive mørkt brød.
Eftersom jeg heller ikke har lyst til at være på Axelsons, føler jeg ingen trang til at overbevise hende om mit ædle formål. Men mit besøg på skolen vil ikke blive lettere af, at hun modarbejder mig.
”Jeg bliver kun så længe, det er nødvendigt for at få skrevet de artikler, som min redaktør vil have. Jo mere hjælp jeg kan få, des hurtigere slipper I af med mig.”
Flammerne i den åbne pejs blafrer, og ilden har varmet rummet så meget op, at det er næsten ulideligt. Jeg mærker sveden trænge gennem den tørre skjorte, jeg har skiftet til, men Ann-Sophie ser stadig sval ud i sin merinouldtrøje.
Hun overvejer det, jeg har sagt.
”Jeg forstår ikke, hvordan du kan tro, at du bare kan komme her og opklare alt … finde ud af, hvem dette menneske er, som har … Du kommer bare til at forstyrre undervisningen.”
”Jeg er her ikke for at finde ud af, hvem der har dræbt drengene,” siger jeg og er bevidst om, hvilke knapper jeg skal trykke på. ”Jeg er her for at prøve at beskrive, hvem de var. Jeg vil fortælle om det stærke sammenhold på skolen, om båndene mellem lærere og elever, og om hvordan I kommer videre.”
”Den her skole er unik,” siger Ann-Sophie. ”Jeg bor her året rundt. Det er mit arbejde og mit kald at give Axelsons’ elever et hjem. Eleverne her skal have en opvækst, som knytter dem til hinanden i al fremtid.”
Hendes stemme bæver, og hun laver en pause, måske bevæget af sine egne ord. Hun har hektiske røde pletter på kinderne.
”Det er ikke altid, omverdenen forstår os,” føjer hun til.
Jeg forstår det, men måske ikke på den måde hun tror. Jeg mindes. Desuden cirkulerer der med jævne mellemrum rygter og rapporter om Axelsons’ undervisningsmetoder, hvor kammeratopdragelse står i centrum. Alligevel synes det ikke at afskrække forældre fra at sende deres børn til den isolerede skole i skoven. Trusler indefra virker af en eller anden grund sjældent farligere end trusler udefra.
”Jeg har selv gået her,” siger jeg i et forsøg på at gøre hende venligere indstillet.
Hun hæver øjenbrynene.
”Jaså? Hvornår var det? Så må du findes på et eksamensfoto, jeg gemmer alt.”
Hun gør mine til at gå hen mod døren.
Mit forsøg er slået fejl.
”Det er sytten år siden. Men jeg tog ikke studentereksamen her.”
Øjenbrynene sænkes igen, og hun får sin mistanke bekræftet.
Jeg er ikke gjort af det rette stof.
”Sammenholdet her er stærkt, og det vil hjælpe os til at komme videre. Vi magtede ikke at beskytte de to drenge, og derfor vil jeg være ekstra påpasselig med at beskytte eleverne nu.”
Det er tid til at skifte emne.
”På hvilken måde har politiefterforskningen påvirket jer? Er politiet her ofte?” fortsætter jeg med et svagt håb om at høre nogle detaljer om efterforskningen, som endnu ikke er kommet til offentlighedens kendskab.
”Ikke længere. Men i starten var de her hele tiden. De har afhørt hver eneste elev og alle lærere flere gange. Vi må håbe, at de finder ham polakken, så vi kan få ro på og begynde på en frisk.”
”Så politiet er sikker på, at han er skyldig?” siger jeg og smører en slags rød marmelade på en endeskive. Da jeg fører brødet op til munden, glitrer marmeladen i skæret fra ilden, og et kort øjeblik ligner den en blodklump. Jeg smider brødet så hastigt fra mig på tallerkenen, at den lander på hovedet. Ann-Sophie skæver til min klistrede tallerken.
”Det kommer du naturligvis til at spørge politiet om,” siger hun og trækker på skuldrene. ”Men du kan jo interviewe mig og vores rektor. Og lærerne, hvis du kan finde nogen, som vil tale med dig. Hvad de unge angår … det er meget forskelligt, hvordan de håndterer den her situation.”
Hun sender mig et blik, som om jeg var en førsteårselev, som hun læste ordensreglerne op for, og fortsætter:
”Nogle er traumatiserede og snakker måske løs, fordi det gør dem roligere. Nogle synes sikkert, at det er sjovt at blive set, og det går jeg stærkt ud fra, at du ikke vil udnytte. Politiet bestemmer selvfølgelig selv, hvor meget de vil fortælle.”
Jeg kan ikke lide følelsen af, at hun prøver på at kontrollere mig og diktere mit arbejde. Det vækker minder om min tid som elev her. Kontrol og opdragelse. Jeg gad vide, om det stadig er det samme.
”Hvad tror du selv?” siger jeg. ”Du bor her året rundt, du har tæt kontakt til eleverne, så du kan jo have set eller bemærket noget. Du må have kendt de to myrdede drenge.”
Hun skubber stolen bagud og går hen mod vinduet. Kigger ud på regnen. Glatter ikkeeksisterende folder ud i kjolen med hård hånd.
Jeg er gået over en grænse. En grænse, jeg formentlig ville have set, hvis jeg ikke havde været så træt i hovedet.
Da Ann-Sophie vender sig om mod mig igen, er det ikke for at svare på mit spørgsmål.
”Da jeg fik at vide, at du skulle komme her, tænkte jeg, at jeg ville undersøge, hvem du er,” siger hun i stedet.
”Jeg fandt ganske mange informationer.”
Hun har holdt sit våben skjult, og nu trækker hun det. Punkterer mig og ser triumferende, hvordan jeg synker sammen. Jeg bliver tør i munden. Brødkrummer sætter sig fast i ganen, da jeg åbner munden uden at kunne sige noget.
”Jeg er forbavset over, at din avis overhovedet lader dig arbejde. Med tanke på hvordan det gik for nogle år siden.”
Ja. Det var min fejl. Jeg lever med mindet hver eneste dag. Ann-Sophie Berzelius sætter bare ord på det, jeg ved i forvejen. Men jeg er skakmat. Tom og blank.
”Du forstår sikkert, at jeg synes, at en person med din baggrund er uegnet. For elevernes skyld.”
Jeg siger stadig ingenting. Nikker vistnok.
Hun står med armene i siden og ser på mig.
”Jeg kan ikke forestille mig, hvad det må gøre ved et menneske. At have været ude for sådan noget.”
Det gør ondt. Mere mærkværdigt er det ikke. Det er kun smerte. ”Vi er vist færdige for i aften. Klokken er blevet mange, og du trænger sikkert til at hvile dig.”
Hun stryger gennem rummet, i så perfekt harmoni med huset, at hun kunne have været en mobil del af indretningen. Jeg trasker efter hende med min sportstaske.
Ann-Sophie installerer mig i en af de lærerboliger, der står tomme. Det er et stort hjørneværelse med vinduer mod nord, mod skoven, og mod øst, mod elevhusene. Jeg har ikke egen indgang, så for at komme ud skal jeg gennem gangen, forbi både fællesrummet, hvor vi lige har siddet, og nogle andre døre, hvoraf en af dem må føre ind til hendes egen bolig.
Så jeg ikke smutter ud i aftenens løb, uden at hun bemærker det, tænker jeg.
Min midlertidige bolig er udstyret med et lille badeværelse og et tekøkken og er indrettet i samme stil som fællesrummet. Sengen har en mørk træramme, den dybe og bastante sofagruppe er betrukket med lysegrønt hørstof med diskrete striber. Der hænger ingen plakater på væggene, men olie- og akvarelmalerier af søer og skove. Jeg må beherske mig for ikke at rive dem alle ned, og hjertet banker stadig hurtigere i brystet.
Ann-Sophie går hen til vinduerne og trækker gardinerne for med en vant bevægelse, inden hun forlader mig.
”Rektoren vil tale med dig, når du er stået op i morgen,” siger hun, går over dørtærsklen og lukker døren.
Jeg trækker vejret langsomt. Jeg ved det egentlig allerede. Jeg er bevidst om situationen, ved, hvilke vægte der står på vippen. Det er igen mig mod Axelsons. Samme kamp så mange år senere. Kan jeg vinde denne gang?
Jeg synker ned på gulvet ved siden af sengen. Jeg er nødt til at få hjælp. Hvem kan jeg ringe til, hvem kan trøste mig? Jeg er alene, men heldigvis har jeg en liste med kontakter og flere forskellige numre til venner i nøden. Mine egen private samling af ører, som lytter til mig, som ikke kan få over deres hjerte at værge sig mod min ynkelige fortælling og manglende evne til at få styr på mit liv.
Det gælder om at udvælge dem med omhu. Nogle af dem lader mig tale, fordi de håber på noget andet, men de fleste kan ganske enkelt ikke sige nej. De kører selvfølgelig træt efter et stykke tid, men de fleste plejer at holde ud et halvt år, inden tiden er inde til at føje nye numre til listen. Jeg er helt bevidst om det, men alligevel har jeg tænkt mig at ringe. Hvem er mest modtagelig?
Jeg har på det seneste mistet mit fokus, kan ikke rigtig huske, hvem der er videre, hvem der er på grænsen, og hvem der er tilbage. Jeg scroller i mobilens kontakter og får splinter i tommelfingeren af den ødelagte skærm. Det kunne jeg have tydet som en advarsel, men gør det ikke.
Han hedder David, vi mødtes første gang for cirka fire måneder siden, og han har været en af de bedste til at lytte til mig. David er fireogfyrre år, han er en form for økonom i et stort firma, har næsten altid været ufrivilligt single og har et stort behov for at redde kvinder i nød. Han er en aktiv bruger af samtlige online datingsider, og jeg er temmelig sikker på, at han er en velkendt kunde i de stripklubber, der tilbyder ekstra ydelser efter showet. Efter sådan et besøg får han dårlig samvittighed, og så er han særlig god til at lytte.
Jeg ligger i fosterstilling på gulvet med telefonen mod øret og lytter til ringetonen. Ligesom jeg tror, at han ikke vil svare, hører jeg hans stemme i den anden ende.
”Ida,” siger han med et suk.
”Forstyrrer jeg dig? Jeg har virkelig brug for at snakke.”
”Er der sket noget?” siger han, men selv i min omtågede tilstand kan jeg høre, at der mangler noget. Følelser. Medfølelse.
”Jeg tror, jeg er ved at miste mit job.”
”Okay.”
”Så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.”
”Jeg troede, du kun lavede meningsløst arbejde på jobbet lige for tiden?”
Jeg kan høre, han går væk fra noget eller nogen, som ikke må høre samtalen. Det er sådan, det plejer at slutte.
”Jo, men …”
”Så må du vel bare fortsætte med det.” Han er kort for hovedet. ”Jeg tænker på dig. Jeg savner dig,” siger jeg og hader mig selv i samme øjeblik. Det er et billigt trick, et desperat forsøg på at holde på en, som ikke har brug for mig, som langsomt tørrer ind, mens jeg grådigt suger ham i mig som en sjælens vampyr.
Men David er gået over grænsen til den anden side. Han har gennemskuet mig. Og da jeg hører en kvindestemme i baggrunden, indser jeg, at han har fundet en anden. En, som faktisk kan give ham noget. Efter at han i månedsvis har arbejdet så hårdt for at holde mig oven vande, burde jeg kunne unde ham det. Men nu hører jeg ikke længere kvindens stemme, eller om David siger noget, for min dunkende puls overdøver alle lyde.
”Adam,” siger jeg.
Han afbryder opkaldet. Her er der ingen hjælp at hente.
På den højt estimerede kostskole, Axelsons, vægter man traditioner og loyalitet højere end alt andet. Da to af eleverne bliver fundet brutalt myrdet på skolen, bliver Ida Rossi, en lokal kriminalreporter, sendt ud for at lave en dybdegående reportage.
Det er ikke en opgave, hun modtager med kyshånd. Hun har nemlig undladt at fortælle sin chef, at hun selv er tidligere elev på skolen.
Ved ankomsten bliver Ida mødt af tavshed og mistænksomhed og en ledelse, der er mere interesserede i at værne om traditionerne end at få sandheden frem. I takt med at Ida bliver fanget i et psykologisk spil blandt arrogante elever og lærere, kommer hendes egne traumatiske minder fra en alt andet end lykkelig skoletid op til overfladen og truer med at ødelægge både hendes private og professionelle liv.
Svenske Karin Wik debuterer med denne spændende pageturner om et lukket kostskolemiljø.
Kostskolen kan købes i den lokale boghandel eller online hos Bog & Idé.
Andre læste også: