Danske romaner Fiktion Skønlitteratur

Et vidunderligt, skævt portræt af 1960’ernes Færøerne. Læs et uddrag af Pigen i verden

Pigen i verden, Katrin Ottarsdóttir

Med sit særlige blik for skæve personligheder og Færøernes ejendommelige natur, skildrer Katrin Ottarsdóttir på vidunderlig vis et lille færøsk samfund i 1960’erne fra et barns synsvinkel. Læs et uddrag af Pigen i verden her.


Katrin Ottarsdóttir tager os med tilbage til sin barndoms Færøerne. Mellem regnvåde klipper, havgus og tåge stifter vi bekendtskab med alle bygdens excentriske sjæle og får et indblik i de ejendommelige forviklinger, der kan opstå, når alle kender alle, og Jesuspápi også er til stede.

LÆS OGSÅ: Katrin Ottarsdóttir: Jeg har da tænkt: Hvorfor fanden blev jeg ikke bare født i et større land?

Med sit indgående kendskab til både Færøerne og Danmark tegner Ottarsdóttir et dragende portræt af et bygdesamfund i 1960’erne, og med et glimt i øjet skildrer hun gabet mellem færingernes og danskernes levevis og deres syn på hinanden.

Du kan købe Pigen i verden online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Katrin Ottarsdóttir

Pigen i verden


1

Om lidt vil buschaufføren spørge, om hun har set alle de søde små lam. Hun vil nikke og smile og tænke, at selvfølgelig har hun set dem. De små lam er det første, hun ser, når hun er på ferie her på øen. 

Hun sidder i den gamle bus på vej til morfar og mormor. Og tante og moster. Bussen kører op ad den smalle, stejle vej yderst på bjerget, hun kan se ned på klipperne, kan mærke suget fra dybet, men hun er ikke bange. Morfar har så tit fortalt hende, at alle buschaufførerne på øen er rigtig dygtige til at køre på den smalle vej, at der aldrig er nogen, der er kørt ud over klippen. Men hun har hørt om en lille dreng, der engang blev kørt ned her på den stejle vej, fordi han ikke passede på, som de voksne sagde. Det var ikke en af busserne, der kørte ham ned, men en almindelig bil. Hun synes, at chaufføren skulle have passet på, så han ikke kom til at dræbe en lille dreng, bare fordi han absolut skulle køre en tur med bilen. 

Hun kigger ud på færgen, som allerede er på vej til Tórshavn igen med skum for boven. Hun er ikke misundelig på dem om bord, dem, der måske er nødt til at tage til Tórshavn, til hendes by, eller endnu længere væk, måske i længere tid. Børn, som familien måske har sendt på ferie hos noget familie. Voksne, som måske skal besøge et familiemedlem, der er meget syg. Hun er på vej til det sted i verden, hvor hun allerbedst kan lide at være. 

Lige før bussen kører op over bakken, ser hun færgen forsvinde ind i nogle mørke tågebanker, der sikkert også er på vej til Tórshavn, fyldt med støvregn og klam fugt. 

Og så ligger dalen åben foran hende. Himlen er ved at revne af lys, der vil ud gennem de mælkehvide skyer. Hun er på vej mod solen, nogle solstråler kæmper sig helt fri af skyerne, kommer søgende efter bussen tværs over engen med den lille, solgyldne å og følger bussen på vej. De små lam danser og hopper op i luften, hver gang en solstråle rammer dem. Morfårene ligger bare og tygger drøv og lader, som om de ikke er spor imponerede af solstrålerne. 

Buschaufføren griner glad. Han synes, hun er sød, det ved hun. Hun synes også, han er sød. Han er den søde buschauffør med den flotte, gamle bus. Bussen er kommet hele vejen til øen fra en lille by i Danmark, hvor man ikke gad have sådan et gammelt skrummel længere. Bussen er opkaldt efter byen, Stubbekøbing. Hun rødmer altid lidt, når hun tænker på navnet, fordi det minder hende om historien om farfar i Tórshavn. Engang for længe siden, da hendes far og hans søskende var små, havde faster været ked af, at hun ikke havde sådan én, som brødrene havde at tisse med. Så havde farfar fortalt faster, at Jesuspápi havde bidt tissemanden af alle pigerne, og derfor var der kun sådan en lille stub tilbage. Gud havde måske glemt at give alle de færøske piger stubbe fra starten af. Faster havde vist været nogenlunde tilfreds med forklaringen, men hun syntes selv, det var lidt mærkeligt, at Jesus skulle finde på sådan noget, når nu hans egen far, Gud selv, bare kunne have ordnet det med et lille mirakel. Hun havde tit spekuleret på, om det mon gjorde ondt på pigerne. Måske var Jesus nødt til at bide tissemændene af, så pigerne kunne få børn, når de blev voksne? To tissemænd kunne ikke finde ud af at lave børn, og hullet i tissemændene var også alt for lille, intet spædbarn kunne klemmes ud den vej. Det havde hun set i et blad, som en af de store drenge i skolen, den smukkeste, men også den dummeste og mest uartige, havde haft med i skole en dag. De nåede kun at se et af billederne, inden læreren var kommet styrtende ind i flokken af børn. Hun havde kastet sig over drengen, banket ham og revet bladet i tusind stykker. Drengen blev sendt hjem for at fortryde, at han havde vist de mindre børn nøgne stubbe og tissemænd. Hun troede ikke, at drengen havde fortrudt noget som helst. Han var sikkert bare glad for at få fri fra lærerne.

Hun kan se de små lam die hos morfårene, halerne pisker rundt som propeller. Der er ikke noget så sødt i verden som små lam, så nuttede, at hun ikke ved, hvor hun skal gøre af sig selv. Men så kommer billederne og hiver hende væk fra alt det søde, der skælvende dejligt iler op og ned ad rygsøjlen. Og nu er de små lam ikke længere små lam, men trøjer og huer og vanter og tørklæder og strømper, som drøner rundt imellem hinanden. Mærkeligt, at de søde, sprællevende lam engang vil hænge på folk, svøbe sig omkring halsene, sidde på det fedtede hår, under de svedige arme. Strømperne vil stinke af sure tæer. Mormor plejer at sige, at det eneste, som kan holde mændenes tæer friske, er den færøske uld. Så skraldgriner morfar og tante. Moster siger, at hun håber, det samme gør sig gældende for mændenes uldne underbukser, for der er en hel del, der skal holdes friskt dér, men det griner de ikke ad. Morfar synes, det er blevet lidt for sjovt. Hun kvier sig ved tanken om den kradsende færøske uld mellem lårene og mod den bløde numse. Hun ved præcis, hvordan det føles. Farmor i Tórshavn har strikket mange kradsende underbukser til hende.

Hun bliver varm over hele kroppen af at kigge på de nuttede små lam, der nu igen er små lam. Det er, som om de byder hende velkommen til øen, får hende til at føle sig tryg. De små lam må gerne forstyrre morfårene, når de har lyst. Må gerne die, selv om moren er meget optaget af at spise græs og lave fårelort. Hun ville ønske, at alle mødre var lige så tålmodige med deres børn. Hun har læst om nogle dyr, der kan finde på at spise deres unger. Mon det er bedre at blive slugt i én mundfuld end at blive pint og plaget hele livet? Hun ved ikke rigtig. I dag er det i hvert fald godt at være til.

Buschaufføren griner højt ad en af mændenes historier. De drejer om Høvdan. Hun ser lige over på morfars gule hus med den store have, den eneste af sin slags i hele bygden, med mange buske og træer og blomster. Solen gør huset gulere end gult. Buschaufføren fortæller en historie, og nu er det de andre, der griner. Konerne i bussen griner også, men dæmpet og mest sådan indbyrdes, og så blinker de sigende til hinanden, som om de ved mere end mændene. Hun vil gerne grine med, men ved ikke helt, hvorfor mændene griner så meget og så voldsomt. Noget med en kvinde, der danser nøgen på bordet og spiser mænd, både præster og bygdemænd og hedninge. 

De kører langs med præstegården. Præsten kommer fra Danmark, og det gør hans fine frue også, men hun bor ikke hos ham længere. Præstefruen stak af til Danmark igen, fordi hun hverken kunne lide færinger eller Færøerne eller vejret. Er det mon hende, mændene fortæller historier om? Hende de griner ad? Konerne glor i hvert fald på præstegården, som om de håber at se et eller andet, der er værd at forfærdes over og hæve øjenbrynene helt op under pandehåret over. Hun ved fra sin unge moster, at alle koner, især dem i bygderne, er nødt til at forfærdes over alt muligt, helst flere gange om dagen, for ellers ville de kede sig ihjel. Og konerne i bygden havde aldrig kedet sig så lidt, som da den smarte danske frue boede i præstegården og troede, at hun var noget. Mormor plejer at sige, at de fleste danskere ikke kan finde ud af at bo på Førøerne. De har det ikke i sig. 

Hun synes, det er mærkeligt, at der er nogle steder, hvor nogle mennesker ikke kan finde ud af at bo. Når hun bliver stor, vil hun kunne bo alle steder. Morfar har nogle gange sagt, at de fleste danskere ikke kan med mennesker, der ikke ligner dem selv på en prik, men at de danskere, der kan lide at være her på Færøerne, ofte bliver så forelskede i alt og alle, at de aldrig rejser af sted igen – heller ikke i døden, som morfar siger, mens han som altid lader ordet døden smelte på tungen.

Hun spekulerer over, hvordan det vil være, når hun måske engang kommer til at bo i Danmark. Vil hun så være alt for anderledes til danskerne? Eller kommer hun til at blive i Danmark – også i døden? Hun magter ikke at tænke så langt lige nu, og slet ikke på døden. Hun skynder sig at kigge ud på de nuttede små lam. Intet er så beroligende som små lam. Hun håber, at præstens børnebørn i Danmark kommer på ferie, mens hun er her. De gider altid lege med hende, og hun er en lille smule mindre genert, når hun er sammen med dem. 

Morfar og mormors hus med hendes helt egen Sherwood-have nærmer sig. Hun trækker vejret hurtigere nu, glæder sig til at se dem alle. Alle dem, der bare vil hende det godt. Glæder sig til at komme væk fra alt det besværlige derhjemme. Hun er bare en smule ked af, at faren nu alene må tage sig af alt det med moren. Hun håber, at det kan få moren til at slappe af og nyde livet, at hun ikke er der til at forstyrre dem. Men hun ved også, at det ikke altid er nok, for moren kan pludselig begynde at tænke på, hvad folk mon vil synes om, at datteren er så længe væk fra forældrene. Og så er det umuligt for faren at forvisse moren om, at ingen tænker noget som helst, fordi moren ved, at mænd ingenting ved om, hvordan og hvad gifte koner tænker om hinanden. Bliver koner så mærkelige af at være gift, eller er det mon medfødt?

Hvad nu? Huset og haven glider forbi. Stubbekøbing standser ikke. Overhovedet ikke. Ingen morfar og tante står oppe ved vejen og venter spændt. Der er heller ingen mormor at se i vinduet. Moster er sikkert ikke stået op endnu, hun ligger vel og sover sin skønhedssøvn og drømmer om sine kærester. 

Den søde, gamle bus kører så majestætisk forbi morfar og mormors hus, og hun siger ikke noget. Hun tør ikke afbryde mændene. Og konerne har meget travlt med at hvisketiske og le indvendig. Hun synker længere ned i sædet. Det er pinligt, og hun er vred på sig selv. Hvorfor tør hun ingenting? Hvorfor skal hun være så genert? Og hvorfor synes de voksne, at det er så sødt? Det er overhovedet ikke sødt at være genert! 

Stubbekøbing standser flere gange, folk står af, bliver modtaget af glade mennesker eller går med tunge skridt op ad bakken, mens deres ensomhed stikker hende i hjertet. Hun prøver at lade være med at være bange for at blive væk, aldrig at skulle se morfar og mormor igen, og tante og moster eller nogen.

Hun holder vejret. Nu stiger den sidste af. De er helt henne i den anden ende af bygden, helt ude ved kajen. Så langt har hun aldrig før været alene, kun sammen med morfar og tante. Mormor er bange for træk og de fleste vindretninger i landet, derfor er hun næsten aldrig ude at gå tur med dem.

Buschaufføren hjælper den sidste med kufferten, hun kigger ned, venter bare på, at noget skal ske, ved ikke rigtig hvad. Hun kan mærke, at han snart vil få øje på hende.

Buschaufføren farer sammen.

– Nej, sidder du her? Er du kommet hele vejen med mig ud på kajen? Åh, min lille pige, har jeg helt glemt at standse hos morfar? Nu er de sikkert bekymrede for dig, morfar og mormor. Ja, også tante. Du er altid så stille, lille ven, hvorfor har du ikke sagt noget? 

Hun smiler bare lettet, trækker på skuldrene, snøfter et par gange, skubber brillerne længere op på næsen og sig selv længere frem på sædet.

– Nu skal jeg køre dig hjem til morfar og dem, mit kære barn.

Hun er glad for, at det her skete med den søde buschauffør. De kører altid med ham. Det var også det eneste, hun tænkte på om bord på den lille færge, at hun ikke måtte forvilde sig op i den anden bus, den med den mindre søde buschauffør, ham, der ikke kan lide hendes familie. Og omvendt. Hun vil så gerne vise, at hun kan selv. Kan rejse mellem øerne alene, selv om hun kun er et barn, et genert barn. Hvorfor pokker fik hun ikke bussen til at standse? 

Dér står de alle sammen og vinker, mormor står i vinduet i stuen, har endda åbnet det en anelse på klem. Alt er glemt, hun lader sig forsvinde ind i deres favntag. Moren og faren har sendt hende af sted til morfar og mormor en dag for tidligt, derfor havde de ikke stået oppe ved vejen for at standse Stubbekøbing. Men nu er alt godt igen, og den søde, gamle Stubbekøbing kan køre hjem til sig selv på den anden side af den store sø. Nu er hun nået frem, og her er det tilladt at være barn. I Tórshavn er det hele så anstrengende.

Og hun vil få skærpekød i aften, det ved hun, fordi morfar ved, at hun næsten aldrig får skærpekød i Tórshavn. Tænderne løber i vand ved tanken om den første rødlige bid kød, som morfar vil lægge på hendes tunge, mens hun venter på, at han skal lægge de andre bidder, som han skærer til hende, på brødskiven. 

Mens fårene bræger omkring hende, og de små lam dier ved morfårene, prøver hun at lade være med at tænke på, hvor kødet kommer fra. Hun må prøve at glemme de små lam på marken, for kødet smager så himmelsk godt.

2

Hun sidder på mosters seng, midt i alt det blomstrede tapet, som er så dejligt at kigge på, når man skal sove. Trygt og hjemligt. Blomsterne kigger på hende, når hun sover, passer på hende sammen med Jesuspápi. 

Moster er så smuk. Hun ligner en filmstjerne, en af dem fra morens ugeblade, der ligger stablet op i kælderen derhjemme. Hun kan så godt lide at bladre i dem, drømme sig langt væk fra den lave cementkælder og ud i helt andre verdener. Alle er så smilende og glade i ugebladene, ingen er vrede eller kede af det. Hun elsker at se på de glade mennesker, selv om smilene ikke altid når hele vejen op i øjnene, som moren siger, at smil skal gøre, hvis de er ægte. 

Moster åbner skufferne i den store, gamle kommode. Alle syv skuffer er fulde af fine æsker med duftende væsker, den ene flottere end den anden. Moster siger, at det er parfume og ikke sådan noget eau de cologne. Hun ved, at der er forskel, fordi moren tit har brokket sig over, at de ikke engang har råd til parfume, men kun den elendige cologne. Faren griner bare og synes, det er synd for dem i Köln, at deres Kölnerwasser ikke skulle være lige så fint som det franske parfumevand. Han synes i hvert fald, at vandet fra Köln lugter lige så godt som alt andet vand – med eller uden diverse velduftende ingredienser.

Faren ved meget om den slags, fordi han kan læse tysk og altid fik gode karakterer i kemi og sådan noget, men han synes, at moren lugter allerbedst, når hun ikke oversprøjter sig selv med fremmede lugte. Den færøske lugt er den allerbedste, helt uden giftig kemi. De fremmede lugte gør ondt i hans øjne og næse. Men moren lytter aldrig til hans gode råd, bliver bare vred, siger, at parfume ikke lugter, at alle burde vide, at parfume dufter, at hun skider på hans Kölnerwasser, at hun vil have parfume ligesom alle de andre damer, hun kender. Alle dem, som har fået mænd, der har råd til at købe deres koner de allerfineste franske parfumer. Når moren så har remset alle de parfumer op, som hun ikke har, tramper moren af sted og smækker døren i efter sig, så alt i huset ryster. Og så står hun og faren der igen, og faren ved ikke, hvad han skal gøre, og smiler bare fjollet til hende. Sommetider orker hun ikke andet end at smile tilbage, men andre gange spørger hun ham, hvorfor han ikke kan prøve at lade være med at sige sådan noget, som han ved vil få moren til at hidse sig op. Faren har så tit lovet hende at huske det, men fædre glemmer meget hurtigt. 

Ingen af mosters parfumeæsker er åbnede. De ligger som i butikkerne, fine og farverige uden en eneste skramme. Hun og moster sidder lidt og kigger på al herligheden, lige indtil moster synes, at nu kan det være nok, og lukker alle skufferne. 

Moster sætter sig, som så tit, for at se ud ad vinduet, drømmende. Hun kigger på sin moster, som ser ud til at have glemt, at hun også er her i værelset hos hende. Hendes smukke moster, som altid er så elegant, at de andre i bygden griner ad hende og synes, hun er en værre pyntedukke, værre end dem i Tórshavn. Men hun er sikker på, at mange mænd synes, det er lige så dejligt at kigge på moster, som hun synes, det er. De tør bare ikke synes det for deres kærester. Hun kan huske, da hun første gang hørte, at moster havde flere tilbedere. Hun var blevet så mærkelig indeni, det både kildede uvant i maven og gav hende kvalme. Hun var bange for at miste moster, at en eller anden grim mand skulle trække af sted med hende ved håret ligesom de der hulemænd med kølle, som hun havde set i farfars bøger med sjove tegninger i Tórshavn. Men moster er her endnu, hos hende. Det er kun mosters tanker, der er et helt andet sted.

Hun venter tålmodigt, ved, at moster snart vil vise hende alt tøjet, som hun samler på. Men måske er alle mosters tanker drevet af sted med skyerne, som er på vej til nabobygden, hvor færgen enten er på vej ind forbi molen eller allerede på vej ud igen med kurs mod det åbne hav, mod den store by med alle butikkerne, der sælger parfumer med alle slags dufte og tøj i alle farver og snit. Tøj, som moster aldrig går med, men som fylder skabet, og som ligger pænt pakket sammen i æsker under mosters seng og kommode. Hun synes, det er mærkeligt, at man kan eje så meget tøj, som man aldrig bruger, og alligevel altid være lige så smart som damerne i morens ugeblade. Hun forstår godt, at moren er misundelig på sin lillesøster, fordi moren må gå og tage sig af hus og mand og barn, mens moster bare fjoller rundt og får lov til at gøre alt for at passe ind i morens ugebladsverden, drømmeverdenen fra en kiosk i Tórshavn, som faren plejer at sige, når moren ikke kan høre.

Hun spekulerer på, hvordan moster kan købe alt sådan noget, som faren og moren ikke kan, fordi faren ikke tjener nok. Moster må eje rigtig mange penge, når hun har råd til at købe så meget tøj og så meget fransk duftevand, der bare bliver gemt væk i den her bygd, på denne lille færøske ø, der ligger klumpet sammen med sytten andre øer langt ude i Nordatlanten. På nogle verdenskort ligner øerne bare nogle krummer. Det er måske Gud, der har spist et eller andet uden at holde en tallerken under. Hun håber, at Gud om ikke andet spiste noget rigtig dejligt og sødt. Måske sådan en knaldgrøn kage, som tante plejer at bage. Øerne er i hvert fald næsten knaldgrønne. 

Hun kigger ud i alt det grønne og saftige og får sådan en lyst til tantes grønne kage. Moster og hun plejer at konkurrere om at lokke tante til at skære dem et stykke af kagen. Det lykkes som regel. 

Hver gang moster kommer tilbage fra Tórshavn, har hun noget nyt med til at lægge i skufferne og skabene og under sengen og kommoden uden at pakke det ud. Engang troede hun, at moster måtte have et eller andet spændende arbejde i Tórshavn, der gav rigtig mange penge. Men så hørte hun morfar og mormor skændes om, at moster var et dovendyr, der ikke kunne bruges nogen steder. Ingen ville give moster arbejde længere, fordi hun var så doven og altid havde ondt et eller andet sted, når man forlangte noget af hende. Moster gad hverken gå i skole eller komme i lære i Tórshavn, og nu havde hun gået og drevet den af i flere måneder. Morfar og mormor skiftedes til at anklage hinanden for at have forkælet datteren. Til sidst kunne hun ikke holde ud at høre på dem længere og flygtede ud på trappen. Som regel kan hun godt lide at følge med i de voksnes verden. Hun tænker, at det kan hjælpe hende med at forstå dem bedre. Men sommetider orker hun det ikke og må flygte for at få luft. 

Hun har også hørt moren skælde ud over, at det er ham der onkel, som forkæler moster. Onkel er mormors bror. Han har sejlet rundt i verden i mange år og er stinkende rig, men han har ingen kone. Han er så betaget af moster, at han lader hende sno ham om sin lillefinger. Moren er sikker på, at onkel længes efter et eller andet kvindemenneske at bruge pengene på. Men han er jo født ungkarl, så han vil næppe finde sådan en kone, og derfor bruger han alle pengene på moster. Moren tror også, at onkel måske får lov til at se mere, end hvad godt er, hos moster til gengæld for alle pengene. Faren griner bare og synes, at moren vrøvler. Engang spurgte hun moren, hvad det var, som moster viste onkel. Moren var blevet ildrød i hovedet og vidste ikke, hvad hun skulle sige. Faren havde grinet igen og sagt, at sådan går det, når man snakker dårligt om andre og spreder rygter, mens små ører lytter. Moren bad faren holde kæft og sagde til hende, at små piger ikke skulle gå rundt og stikke deres nysgerrige ører ind allevegne. At hun ikke skulle blande sig i det, de voksne snakkede om. Og hvis hun sagde noget til moster eller onkel, så ville hun aldrig selv få så meget som en krone fra ham. Men det er hun ligeglad med, hun vil tjene sine egne penge, når hun bliver stor. 

Hun forestiller sig også, at det, moster viser onkel, som i virkeligheden slet ikke er mosters onkel, men hendes morbror, er smukt og dufter godt. Måske var moren bare misundelig, fordi lillesøsteren kan købe så meget fint og godt. Hun ved i hvert fald, at moren tit er vred over, at faren ikke har penge nok og ikke gider arbejde med noget, som kan give dem flere penge på bankkontoen.

Moster er kommet tilbage fra sin tankerejse på de drivende skyer og kigger spændt på hende med livlige øjne. Hun nikker til moster, der rejser sig, stiller sig hen foran skabet. Moster kigger længe på skabsdørene og åbner dem derefter på vid gab. Endnu en herlig verden lukker sig op for dem begge to, fyldt med tøj, der aldrig er pakket helt ud, som ingen mosterhud endnu har rørt ved. Hendes øjne kæler for alle mosters dejligheder: silke, mohair, tweed, dralon og mere til, som hun ikke husker, hvad hedder. Hun glemmer tid og sted, spørger stakåndet, om moster har tænkt sig at åbne en butik engang, om det er derfor, hun samler på alt sådan noget smukt og skønt. Når hun bliver stor, vil hun gerne købe noget af det.

Moster smækker skabsdørene i, siger, at hvis hun vover at sige noget til nogen, så får hun aldrig lov til at se noget som helst igen. Nej, hun har ikke tænkt sig at sige noget til nogen.

Og så sidder de der igen, hver for sig, og kigger ud gennem vinduet. Mosteren drømmende, hun forundret, lige indtil der bliver kaldt på dem, maden står på bordet. 

Det er tante, der kalder. Morfar er sikkert ude i haven og graver eller gøder rabarberne. Mormor sidder nok og skriver brev til en af de britiske officerer, der var her på øen under krigen. Mormor er god til engelsk og hjalp tit officererne med forskellige opgaver. De var faste gæster her i huset, og hun vidste fra moren, at mormor elskede at sidde og snakke med officererne i den fine stue, mens morfar sad i et eller andet hjørne og surmulede eller strejfede uroligt omkring i huset, fordi han aldrig fik lært engelsk godt nok i skolen. Men så hentede tante ham bare og tog ham med ud i køkkenet, så de kunne sidde der og hygge sig med hinanden i stedet. Tante kunne jo heller ikke engelsk. 

Moren siger altid, at tante griner så meget, at tante er så dejlig livsglad, selv om livet ikke vil, som tante selv vil: Mormor kan bedst lide at sidde i en stol og kukkelure eller lægge kabale eller skrive breve. Og så efteraber moren mormor og hendes langsomme bevægelser og forsigtige stemme. Moren er måske bare ked af heller ikke at kunne engelsk, for så kan man aldrig blive en verdensdame som dem i ugebladene. Hun hørte engang mormor sige til morfar, at moren heller ikke gad gå i skole og lære noget. Moren ville hellere ødsle tiden bort sammen med veninderne og gå ud og danse og se på flotte fyre og sådan noget. Og nu var mormor bange for, at det samme skulle gentage sig med moster. Morfar var blevet vred, på både mormor og moster, og ville ikke engang lade sig berolige af tante, men var gået direkte op i seng. Hun er sikker på, at moren bedre kan lide tante end mormor. Måske kan morfar også bedst lide tante. Moster siger sommetider, at morfar og tante hver nat ligger og drømmer om hinanden. Hun kan lide begge to, både mormor og tante, på hver sin måde. Og måske kan morfar alligevel lide begge to bedst, på hver sin måde.

Nu er det morfar, der kalder, utålmodig.

– Hvis I ikke kommer med det samme, så får I ikke noget at spise. 

Moster låser skabet og kommoden, putter nøglerne i lommen. Fra køkkenet høres latter, det er tante og mormor. Under latteren høres morfars knurren, sulten og utålmodig, som den plejer at være, når han er i godt humør.


Vil du læse videre i Pigen i verden?

Katrin Ottarsdóttir, Pigen i verden, færøerne

I Pigen i verden følger man en færøsk piges tankemylder på nært hold.

De våde, majestætiske klipper og havgusen lægger scenen for denne roman, der foregår i den ejendommelige natur i Færøerne.

En lille pige skal på sommerferie hos mormor og morfar. Her bruger hun sommerferien med moster, der ikke er flyttet hjemmefra endnu, telefonmanden der spiller skak med morfar og husholdersken Tante der er lun på morfar.

Som et barn i de voksnes verdener, kan det være svært at forstå hvorfor døren lige pludselig smækkes vredt eller hvorfor de i radioen snakker om krig i Vietnam. Men det bliver hurtig glemt, når morfar skaffer hende bruskperler, han selv tager ud af torskenes hoveder.

Romanen omhandler et færøsk bygdsamfund i 1960’erne set fra en lille piges synspunkt.

Du kan købe Pigen i verden online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Studentermedhjælper/læsehest hos Lindhardt og Ringhofs marketingafdeling. Født og opvokset med et lånerkort i hånden, hvilket har ledt til en stor kærlighed for (og dyb afhængighed af) bøger. På Bog.dk lægger jeg lidt af hvert op – fx opskrifter, artikler samt quizzer om alt fra dyrerekorder til H.M. Dronningen.