Jeg er fra Vestegnen er en samling af beretninger fra kendte danskere, som alle er vokset op på den københavnske vestegn. Smuglæs i bogen herunder.
I Jeg er fra Vestegnen møder du en række kendte danskere, som alle er vokset op på den københavnske vestegn. Igennem en samling hudløst ærlige fortællinger tegnes der et billede af den helt særlige DNA, som områdets borgere bærer rundt på.
LÆS OGSÅ: 11 stærke biografier du ikke må gå glip af
I bogen kan du læse personlige beretninger fra rapkometen Tessa, Jonathan Elkær fra Phlake, den ikoniske rapgruppe Suspekt, SF’s formand Pia Olsen Dyhr, skuespiller Christopher Læssø, tv-vært Michèle Bellaiche, landsholdsspiller Daniel Wass, skuespiller Marco Ilsø, bandet Outlandish, kunstneren Marco Evaristti, designer Jim Lyngvild og kommerciel direktør for AC Milan, Casper Stylsvig.
Læs et uddrag af Jeg er fra Vestegnen herunder.
Jeg er fra Vestegnen
Camilia Soltani Østergaard
FORORD
Foran en boligblok i Hundige står der en kvinde i en grå uldjakke med en stor pelskrave. Hun kigger direkte ind i kameraet. Over skulderen har hun en dyr taske
hængende. Et clap back på et øgenavn, hun fik af pressen, og en fuck jer-attitude. For kvinden er tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt. Ved siden af hende står Tessa. En af Danmarks mest markante rappere og på det tidspunkt kun 23 år. Det er klip fra videoen til “Blæstegnen”. Et nummer om Vestegnen. Dedikeret til Vestegnen. Og det er her, både Tessa og Thorning er fra – “direkt’ ud af Blæstegnen”, som en linje i omkvædet lyder.
Det samme er fortællingerne i denne bog. De er direkte ud af Vestegnen. Et område, der har haft en kedelig statistik, hvis man ser på indbyggere med lavindkomst, kriminalitetsrate og ghettolister. Men et område, der tilbage i 1940’erne var et af datidens mest visionære projekter.
Fingerplanen blev det kaldt. Fordi planen lignede en hånd, hvis du tegnede den lidt på skrå på et kort over hovedstadsområdet: Håndfladen var hovedstaden, håndroden var Amager, og fingrene var de forskellige tog-strækninger, der skulle forbinde hovedstaden med forstæderne. Det, vi i dag kender som S-togsnettet, hvor pegefingeren og tommelfingeren fører ud til byer vest for København. Pegefingeren fra Hvidovre til Høje-Taastrup, tommelfingeren fra Hvidovre til Hundige.
Fingerplanen var et stort anlagt projekt, der skulle løse plads- problemer i hovedstaden. Dels voksede antallet af indbyggere, og dels skulle dele af København renoveres, så der var brug for genhusning af de mange beboere, der var berørt af byfornyelsen. Områderne vest for København lå øde, og det var her, man ville flytte folk til. Så nu skulle der bygges boliger på den københavnske vestegn, skabes arbejdspladser og et S-togssystem, der forbandt byerne.
Principperne for de nye boligområder var idealistiske. De skulle ligge i naturskønne omgivelser, der skulle være plads til fællesskaber, hvor naboerne kunne hilse på hinanden og børnene lege frit. En helt anden boligform, end man var vant til fra de tætbyggede huse i København med de små, mørke baggårde.
Selvom den gamle vision stadig kan spores i flere af byerne, er billedet af Vestegnen i dag et lidt andet end i de visionære planer. I hvert fald det Vestegnen, som Orgi-E rapper om i “Blæstegnen”:
Vi gi’r dem klask, så de husker det
Ung og utilpas og du bli’r skudt, hvis du fusker dem
Her’ der flere folkeslag end Jerusalem
Mange mænd prøver at være slemme, så de krudter den Ren Tour de France, der bli’r snusket lidt i motoren, narko
Der’ ikk’ plads til Donnie Brasco
Et sted, hvor selv de mest feminin’ virker macho
Men til trods for den hårde retorik er nummeret en hyldest til Vestegnen. Som Helle Thorning så fint siger det i et interview til Soundvenue, da videoen bliver udgivet:
“Vestegnen er mere end ord. Det er en følelse /…/
Vi synes, det er et godt sted, selvom hele verden synes, det er det ringeste sted at bo.”
Fortællinger og fordomme er der nok af. Mænd med store muskler og tusser. Kvinder med filler og implantater. Frisind og masser af attitude. No nonsense og fuck the rest. Et uanfægtet image af et område med over 300.000 indbyggere.
Jeg er selv vokset op på Vestegnen. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at man bærer rundt på et særligt DNA, når man kommer fra den del af Danmark. Jeg flyttede med min familie til Taastrup, da jeg var 11. Det var noget af et kulturchok. Mine forældre er godt nok fra Iran, men det var nu ikke så meget min families mellemøstlige baggrund, der udløste det. Det var mere skiftet fra livet i en jysk provinsby som Viborg til et noget andet miljø på Vestegnen.
Jeg kan godt genkende det billede, der bliver rappet om, og selvom jeg flyttede fra Taastrup i 2012, så sker der noget, når jeg er sammen med mine venner fra dengang. Tonen bliver mere kontant. Stemningen højlydt, og alle har lidt mere attitude, et par minutter efter de er trådt ind ad døren. Der er ikke noget, der bliver pakket ind. Du siger tingene lige ud. Kalder en spade for en spade. En nar for en nar. Også selvom det er din ven. Og det gør ondt.
Træder du på nogen, får du det at vide med det samme. Der er ingen, der går og putter med noget. Men der er heller ingen, der bærer nag. For andre kan dét miljø være for barsk – for mig er det ligetil.
På Vestegnen møder du mennesker fra alle lag i samfundet. Og som journalist har jeg altid været optaget af menneskelige historier, og især de historier, der fortæller noget om, hvad der former os som mennesker. Jeg synes, Vestegnen er et helt særligt sted. Både på grund af sit ry og på grund af mange af de mennesker, der kommer derfra. Blandt andre dem, der fortæller deres historier i denne bog.
Vestegnen var et område med storstilede planer og masser af idealisme, historisk socialdemokratiske højborge, ræverøde kommuner, om man vil, men også et område, hvor der har været mange mennesker på overførselsindkomst og sociale problemer. Også flere end i resten af landet. Fortællingerne handler om at vokse op i de miljøer, der udviklede sig på Vestegnen.
Og selvom Vestegnen dækker et forholdsvis stort område, hvor der både er de gamle idylliske landsbyer, kæmpe villaer langs vandet, parcelhuskvarterer og massive betonblokke, så er der alligevel nogle træk, der går igen i historierne. Det hårde miljø og en rå kultur. Kampen for at blive til noget – måske på trods af sit ophav. Ukuelig fightermentalitet og en fandenivoldskhed.
For de medvirkende er også mennesker, der er lykkedes inden for verdener, de fleste kun tør drømme om, og hvor de færreste når til tops. Musik, sport, politik, kunst, mode, skuespil og TV. Det er på mange måder historier om at bryde med en social arv, men samtidig også historier om at stå ved, hvem man er, og hvor man kommer fra. På godt og ondt.
Jeg har været inspireret af Brandon Stanton, en amerikansk journalist, der i 2010 startede bloggen “Humans of New York”. Korte fortællinger om alle mulige slags mennesker, der lever i en af verdens største byer. Nogle af historierne fortæller om sorg. Andre om held, kærlighed og lykke. Eller stædighed. De er ikke fortalt fra ende til anden, men som små sekvenser af tilværelsen, der tilsammen tegner et intenst billede af, hvordan livet i millionbyen folder sig ud for dens indbyggere.
Jeg syntes, det var dybt fascinerende, at en historie, der begynder med et enkelt billede af en mand, en kvinde eller et barn ender med at give en større forståelse af et menneske.
Det var sådan, jeg også gerne ville fortælle historier. Små portrætter, der både tegner et billede af Vestegnens DNA og kaster lys over, hvordan vores ophav får betydning for, hvem vi bliver til.
For mig indeholder fortællingerne også en anden vigtig pointe: at “mennesker trenger mennesker”, som det så smukt bliver sagt i den norske ungdomsserie “Skam”. Der er flere fortællinger om at skille sig ud og ikke rigtig passe ind – især i skolesystemet. Det er tankevækkende, hvor stor betydning det har haft for de medvirkende, at der har været folk, som har bakket dem op.
For nogle har det været en forælder, for andre en pædagog, en bibliotekar, en klub, en ven eller en fremmed, som troede på et talent. Som Emil fra Suspekt siger, så er det eneste, du rigtig har brug for, når du er ung, et heppekor. Og så er det lige meget, om det heppekor består af én person eller ti. Der er bare nogen, der skal stå på sidelinjen og klappe i sine små hænder, når du stikker ud.
Camilia Soltani Østergaard: Jeg er fra Vestegnen
Jeg er fra Vestegnen er en samling ærlige fortællinger fra Københavns vestegn. Sammen tegner de et billede af den særlige DNA, man bærer rundt på, når man er fra Vestegnen.
Det er fortællinger om at blive til noget – nogen gange på trods af sit ophav – og om livsmod, fightervilje, om at stå ved, hvem man er, og hvor man kommer fra. Og om at være stolt af Vestegnen, på både godt og ondt.
Mød rapperen Tessa, Jonathan Elkær fra Phlake, den ikoniske rapgruppe Suspekt, SF’s formand Pia Olsen Dyhr, skuespiller Christopher Læssø, tv-vært Michèle Bellaiche, landsholdsspiller Daniel Wass, skuespiller Marco Ilsø, bandet Outlandish, kunstneren Marco Evaristti, designer Jim Lyngvild og kommerciel direktør for AC Milan, Casper Stylsvig.
Jeg er fra Vestegnen er en samling af beretninger fra kendte danskere, som alle er vokset op på den københavnske vestegn. Smuglæs i bogen herunder.
I Jeg er fra Vestegnen møder du en række kendte danskere, som alle er vokset op på den københavnske vestegn. Igennem en samling hudløst ærlige fortællinger tegnes der et billede af den helt særlige DNA, som områdets borgere bærer rundt på.
LÆS OGSÅ: 11 stærke biografier du ikke må gå glip af
I bogen kan du læse personlige beretninger fra rapkometen Tessa, Jonathan Elkær fra Phlake, den ikoniske rapgruppe Suspekt, SF’s formand Pia Olsen Dyhr, skuespiller Christopher Læssø, tv-vært Michèle Bellaiche, landsholdsspiller Daniel Wass, skuespiller Marco Ilsø, bandet Outlandish, kunstneren Marco Evaristti, designer Jim Lyngvild og kommerciel direktør for AC Milan, Casper Stylsvig.
Læs et uddrag af Jeg er fra Vestegnen herunder.
Du kan købe Jeg er fra Vestegnen online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 31 oktober.
Jeg er fra Vestegnen
Camilia Soltani Østergaard
FORORD
Foran en boligblok i Hundige står der en kvinde i en grå uldjakke med en stor pelskrave. Hun kigger direkte ind i kameraet. Over skulderen har hun en dyr taske
hængende. Et clap back på et øgenavn, hun fik af pressen, og en fuck jer-attitude. For kvinden er tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt. Ved siden af hende står Tessa. En af Danmarks mest markante rappere og på det tidspunkt kun 23 år. Det er klip fra videoen til “Blæstegnen”. Et nummer om Vestegnen. Dedikeret til Vestegnen. Og det er her, både Tessa og Thorning er fra – “direkt’ ud af Blæstegnen”, som en linje i omkvædet lyder.
Det samme er fortællingerne i denne bog. De er direkte ud af Vestegnen. Et område, der har haft en kedelig statistik, hvis man ser på indbyggere med lavindkomst, kriminalitetsrate og ghettolister. Men et område, der tilbage i 1940’erne var et af datidens mest visionære projekter.
Fingerplanen blev det kaldt. Fordi planen lignede en hånd, hvis du tegnede den lidt på skrå på et kort over hovedstadsområdet: Håndfladen var hovedstaden, håndroden var Amager, og fingrene var de forskellige tog-strækninger, der skulle forbinde hovedstaden med forstæderne. Det, vi i dag kender som S-togsnettet, hvor pegefingeren og tommelfingeren fører ud til byer vest for København. Pegefingeren fra Hvidovre til Høje-Taastrup, tommelfingeren fra Hvidovre til Hundige.
Fingerplanen var et stort anlagt projekt, der skulle løse plads- problemer i hovedstaden. Dels voksede antallet af indbyggere, og dels skulle dele af København renoveres, så der var brug for genhusning af de mange beboere, der var berørt af byfornyelsen. Områderne vest for København lå øde, og det var her, man ville flytte folk til. Så nu skulle der bygges boliger på den københavnske vestegn, skabes arbejdspladser og et S-togssystem, der forbandt byerne.
Principperne for de nye boligområder var idealistiske. De skulle ligge i naturskønne omgivelser, der skulle være plads til fællesskaber, hvor naboerne kunne hilse på hinanden og børnene lege frit. En helt anden boligform, end man var vant til fra de tætbyggede huse i København med de små, mørke baggårde.
Selvom den gamle vision stadig kan spores i flere af byerne, er billedet af Vestegnen i dag et lidt andet end i de visionære planer. I hvert fald det Vestegnen, som Orgi-E rapper om i “Blæstegnen”:
Vi gi’r dem klask, så de husker det
Ung og utilpas og du bli’r skudt, hvis du fusker dem
Her’ der flere folkeslag end Jerusalem
Mange mænd prøver at være slemme, så de krudter den Ren Tour de France, der bli’r snusket lidt i motoren, narko
Der’ ikk’ plads til Donnie Brasco
Et sted, hvor selv de mest feminin’ virker macho
Men til trods for den hårde retorik er nummeret en hyldest til Vestegnen. Som Helle Thorning så fint siger det i et interview til Soundvenue, da videoen bliver udgivet:
“Vestegnen er mere end ord. Det er en følelse /…/
Vi synes, det er et godt sted, selvom hele verden synes, det er det ringeste sted at bo.”
Fortællinger og fordomme er der nok af. Mænd med store muskler og tusser. Kvinder med filler og implantater. Frisind og masser af attitude. No nonsense og fuck the rest. Et uanfægtet image af et område med over 300.000 indbyggere.
Jeg er selv vokset op på Vestegnen. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at man bærer rundt på et særligt DNA, når man kommer fra den del af Danmark. Jeg flyttede med min familie til Taastrup, da jeg var 11. Det var noget af et kulturchok. Mine forældre er godt nok fra Iran, men det var nu ikke så meget min families mellemøstlige baggrund, der udløste det. Det var mere skiftet fra livet i en jysk provinsby som Viborg til et noget andet miljø på Vestegnen.
Jeg kan godt genkende det billede, der bliver rappet om, og selvom jeg flyttede fra Taastrup i 2012, så sker der noget, når jeg er sammen med mine venner fra dengang. Tonen bliver mere kontant. Stemningen højlydt, og alle har lidt mere attitude, et par minutter efter de er trådt ind ad døren. Der er ikke noget, der bliver pakket ind. Du siger tingene lige ud. Kalder en spade for en spade. En nar for en nar. Også selvom det er din ven. Og det gør ondt.
Træder du på nogen, får du det at vide med det samme. Der er ingen, der går og putter med noget. Men der er heller ingen, der bærer nag. For andre kan dét miljø være for barsk – for mig er det ligetil.
På Vestegnen møder du mennesker fra alle lag i samfundet. Og som journalist har jeg altid været optaget af menneskelige historier, og især de historier, der fortæller noget om, hvad der former os som mennesker. Jeg synes, Vestegnen er et helt særligt sted. Både på grund af sit ry og på grund af mange af de mennesker, der kommer derfra. Blandt andre dem, der fortæller deres historier i denne bog.
Vestegnen var et område med storstilede planer og masser af idealisme, historisk socialdemokratiske højborge, ræverøde kommuner, om man vil, men også et område, hvor der har været mange mennesker på overførselsindkomst og sociale problemer. Også flere end i resten af landet. Fortællingerne handler om at vokse op i de miljøer, der udviklede sig på Vestegnen.
Og selvom Vestegnen dækker et forholdsvis stort område, hvor der både er de gamle idylliske landsbyer, kæmpe villaer langs vandet, parcelhuskvarterer og massive betonblokke, så er der alligevel nogle træk, der går igen i historierne. Det hårde miljø og en rå kultur. Kampen for at blive til noget – måske på trods af sit ophav. Ukuelig fightermentalitet og en fandenivoldskhed.
For de medvirkende er også mennesker, der er lykkedes inden for verdener, de fleste kun tør drømme om, og hvor de færreste når til tops. Musik, sport, politik, kunst, mode, skuespil og TV. Det er på mange måder historier om at bryde med en social arv, men samtidig også historier om at stå ved, hvem man er, og hvor man kommer fra. På godt og ondt.
Jeg har været inspireret af Brandon Stanton, en amerikansk journalist, der i 2010 startede bloggen “Humans of New York”. Korte fortællinger om alle mulige slags mennesker, der lever i en af verdens største byer. Nogle af historierne fortæller om sorg. Andre om held, kærlighed og lykke. Eller stædighed. De er ikke fortalt fra ende til anden, men som små sekvenser af tilværelsen, der tilsammen tegner et intenst billede af, hvordan livet i millionbyen folder sig ud for dens indbyggere.
Jeg syntes, det var dybt fascinerende, at en historie, der begynder med et enkelt billede af en mand, en kvinde eller et barn ender med at give en større forståelse af et menneske.
Det var sådan, jeg også gerne ville fortælle historier. Små portrætter, der både tegner et billede af Vestegnens DNA og kaster lys over, hvordan vores ophav får betydning for, hvem vi bliver til.
For mig indeholder fortællingerne også en anden vigtig pointe: at “mennesker trenger mennesker”, som det så smukt bliver sagt i den norske ungdomsserie “Skam”. Der er flere fortællinger om at skille sig ud og ikke rigtig passe ind – især i skolesystemet. Det er tankevækkende, hvor stor betydning det har haft for de medvirkende, at der har været folk, som har bakket dem op.
For nogle har det været en forælder, for andre en pædagog, en bibliotekar, en klub, en ven eller en fremmed, som troede på et talent. Som Emil fra Suspekt siger, så er det eneste, du rigtig har brug for, når du er ung, et heppekor. Og så er det lige meget, om det heppekor består af én person eller ti. Der er bare nogen, der skal stå på sidelinjen og klappe i sine små hænder, når du stikker ud.
Camilia Soltani Østergaard: Jeg er fra Vestegnen
Jeg er fra Vestegnen er en samling ærlige fortællinger fra Københavns vestegn. Sammen tegner de et billede af den særlige DNA, man bærer rundt på, når man er fra Vestegnen.
Det er fortællinger om at blive til noget – nogen gange på trods af sit ophav – og om livsmod, fightervilje, om at stå ved, hvem man er, og hvor man kommer fra. Og om at være stolt af Vestegnen, på både godt og ondt.
Mød rapperen Tessa, Jonathan Elkær fra Phlake, den ikoniske rapgruppe Suspekt, SF’s formand Pia Olsen Dyhr, skuespiller Christopher Læssø, tv-vært Michèle Bellaiche, landsholdsspiller Daniel Wass, skuespiller Marco Ilsø, bandet Outlandish, kunstneren Marco Evaristti, designer Jim Lyngvild og kommerciel direktør for AC Milan, Casper Stylsvig.
Du kan købe Jeg er fra Vestegnen online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: