Bent Isager-Nielsen var en del af Rejseholdet, og i I lovens navn svarer han på nogle af de bedste spørgsmål omkring hans arbejde. Læs herunder et uddrag om Rejseholdet dengang, hos DR med Mads Mikkelsen og om fremtidens tilbagevendende Rejsehold.
I bogen I lovens navn har Bent Isager-Nielsen samlet nogle af de bedste spørgsmål, han har modtaget gennem tiden, og sine svar under en række af temaer, som han herefter uddyber.
Bent Isager-Nielsen trækker på sine erfaringer som efterforsker, drabs- og Rejseholdschef samt politiinspektør. I I lovens navn fortæller han om sager, han har været med til at opklare, eller som han har fulgt fra sidelinjen helt op til i dag.
Herunder kan du læse et uddrag af bogen, som handler om Bent Isager-Nielsens tid i Rejseholdet. For var det virkelige rejsehold, som vi så det i hitserien Rejseholdet hos DR? Bent Isager-Nielsen var selv med til at præge serien, da han blev brugt som konsulent, og han arbejdede derfor tæt sammen med Mads Mikkelsen, som sidenhen er blevet verdenskendt skuespiller.
I 2017 forsvandt et helt særligt ord ud af dansk politi. Jeg tør dog godt påstå, at det har levet videre i både danskernes hukommelse og politikernes bevidsthed. På mange måder og på vidt forskellige planer har Rejseholdet, der oprindeligt formelt hed Rigspolitiets Rejseafdeling, skrevet sig ind i både min egen og dansk kriminalhistorie, men også sat et markant aftryk på danmarkshistorien.
Det er derfor, man i dag, knap 20 år efter at Rejseholdet blev nedlagt som selvstændig enhed, ikke sjældent hører navnet på Christiansborgs gange. Det er også årsagen til, at politikerne nu har besluttet at genoplive dansk politis historiske flagskib.
For en del år siden var det Danmarks Radio, der videreførte fortællingen og succesen om ’institutionen’ Rejseholdet i deres populære tv-serie af samme navn. Selvfølgelig er der langt fra virkelighed til fiktion, men i dag kan jeg på et overordnet plan se visse lighedspunkter mellem det fiktive og det virkelige Rejsehold.
Som politienhed udgjorde Rejseholdet et eliteteam, der med banebrydende værktøjer opererede over hele landet med høj faglig, men lige så væsentligt også folkelig succes. Men også tv-serien med Ingrid Dahl, Fischer, I.P., La Cour og de andre karakterer satte deres helt egne standarder, da de fra 2000 til 2004 søndag efter søndag slog den ene seerrekord efter den anden. Baseret på rigtige hændelser, men tilsat en masse dramaturgi og fri fortolkning, blev føljetonen den første fra Danmark, der vandt en International Emmy Award. Det var også den første tv-serie – og måske den eneste – der geografisk udspillede sig over hele landet.
Ikke mindst blev den det folkelige gennembrud for en af Danmarks i dag største skuespillere, Mads Mikkelsen.
Det er sjovt at tænke på, at serien faktisk udsprang af, at en af Danmarks dygtigste manuskriptforfattere, Peter Thorsboe, som har skabt mange populære tv-serier, læste et portræt af mig i DSB-bladet Ud & Se, dengang jeg var drabschef i Rejseholdet.
Han besluttede, at hovedpersonen i serien skulle bygges op over mig og mit arbejde, og før jeg havde set mig om, var jeg sammen med en række andre blevet konsulent på tv-serien. Nogle af mine Rejseholdskolleger og jeg havde Waage Sandø, Charlotte Fich, Trine Pallesen og mange andre fra holdet med til skydetræning og inde på Politiskolen, hvor vi gennemspillede fiktive afhøringsscener og delte stort og småt fra vores arbejds- og privatliv. Eksempelvis mødte Peter Thorsboe min kone for at få et indblik i, hvor meget det kræver af ægteskabet at være smedet sammen med en Rejseholdsmand.
Hele to årtier efter at det fiktive Rejsehold fik premiere, skrev serien sig for nyligt også ind i hjertet på en lille pige, jeg kender rigtig godt. Derfor hænger der i dag et meget særligt indrammet brev hjemme hos mit yngste barnebarn, Maja. Hun blev nemlig grebet af serien, da hun så den allerførste gang. Dog ikke, som nogle måske kunne ønske, fordi jeg afslørede mine ’konsulent-evner’. Men først og fremmest fordi hun blev ret vild med Mads Mikkelsen og derfor lidt imponeret, da hun hørte, at jeg havde mødt ham flere gange.
Da hun fyldte 11 år i forsommeren 2020, kunne jeg ikke dy mig. Jeg kontaktede Mads Mikkelsen for at høre, om han kunne lokkes til at skrive en hilsen til hende, og jeg skal love for, at han opfyldte det ønske.
Retur kom simpelthen det sødeste, personlige og håndskrevne brev til Maja med smileys og fede fotos af ham som den hårdkogte Fischer, hvilket fik hende til at erklære det for den bedste gave i hendes liv. Både Mads Mikkelsens generøsitet og Majas store glæde var fantastisk at opleve. At Mads Mikkelsen i brevet også lige fik fortalt, at alt, han vidste om at være politimand, havde han lært af hendes morfar, gjorde bestemt ikke oplevelsen dårligere.
På vej til audiens hos Dronningen for at takke for Ridderkorset, 2012.
Opklaringsfester og FBI-diplomati Jeg plejer at sige, at jeg kender Danmark ud og ind. Storbyer og landsbyer, hovedstads- og udkantsområder, kommuner og småegne, dialekter og sproglige forskelligheder. Rige og fattige mennesker. Selv dronningen har jeg mødt et par gange, senest da jeg havde den ære at møde i audiens for at takke for Ridderkorset og blive Ridder af Dannebrog.
Men Danmark er langt mere end hovedstaden og Aarhus og har så mange facetter samt et blomstrende foreningsliv at byde på. Er der noget, jeg virkelig værdsætter, så er det at komme ud i de små forsamlingshuse i omegns- og udkantsdanmark eller på biblioteker i hovedstaden og provinsbyerne for at møde danskerne, når jeg holder foredrag.
Min glæde over at komme rundt i landet stammer helt sikkert fra Rejseholdsdagene, hvor vi jo blev konfronteret med alle slags miljøer og kæmpe forskelle på, hvordan folk levede. Det var en drivkraft, men også en årsag til, at jeg har fået aflivet mange fordomme.
Få mennesker får jo som politiet adgang til folks hjem. At vi nogle gange skal tvinge os adgang til ’kunderne’, betyder jo, at vi får et virkelig ægte kig ind bag facaden, hvilket de ikke frivilligt ville have givet os. Skal jeg rejse til en by i dag, hvor jeg har været involveret i en kriminalsag, er det altid spændende at komme tilbage, og en gang imellem har nogle af tilhørerne relation til sagen. Det at møde danskerne, hvor de bor, kalder mange gode minder frem, for det var jo præcis sådan, vores dagligdag var. At rykke ud der, hvor danskerne levede hverdagen, og hvor de havde behov for os. I min optik kan meget af Rejseholdets succes netop tilskrives det, at vi var til stede allevegne.
For vi kom så tæt på lokalområdet og boede ofte i en periode i den by, hvor vi skulle efterforske. Det var ekstremt berigende, for vi lærte de lokale kolleger, borgerne og byerne at kende på godt og ondt – og allervigtigst gav det jo ofte resultater i vores arbejde.
Der er dog én ting fra dengang, jeg i dag forsøger at undgå: at sove i en fremmed seng.
I dag gør jeg en ihærdig indsats for ikke at skulle tjekke ind på et hotel eller et andet overnatningssted. Det er pudsigt, for i de år var jeg ligeglad med, hvor jeg sov. Det var en del af mit arbejde, af kulturen og attituden. Vi gjorde det bare, og vi gjorde det allevegne. Med omkring 220 rejsedage årligt i de mere end 22 år, hvor jeg var en del af Rejseholdet, er der ikke den elendige køje, futon, briks eller bløde madras, jeg ikke har sovet på.
Jeg har haft nakkeproblemer, rygproblemer, skulderproblemer og forsøgt at holde mig i form undervejs, men jeg har godt nok været udfordret mange gange, når vi frekventerede Bed & Breakfast-værelser, kroer, sommerhuse, udlejningssteder, private indkvarteringer og hoteller rundtomkring i Danmark.
Lad mig skynde mig at tilføje, at vi da også selv bar en del af skylden. Det var en tid, hvor vi havde skattefrie diæter, hvilket betød, at vi fik en sum penge pr. døgn, når vi var sendt ud på opgave. Så havde vi mulighed for at bruge dem på et godt hotel og en ordentlig treretters menu.
Men mange gange indlogerede vi os i stedet på en beskeden kro eller i et sommerhus, og så havde vi lidt penge på lommen. Det var i Rejseholdets velmagtsdage, og ordningen blev da også afskaffet senere hen. Men af samme årsag synes jeg nok, at kvoten for at udforske diverse overnatningssteder for længst er opbrugt.
Hvis jeg eksempelvis holder foredrag i Brønderslev i Nordjylland, så kører jeg mange gange hellere hjemad, selvom jeg slutter efter kl. 21 og først er fremme på Frederiksberg kl. 02 om natten.
Noget hænger selvfølgelig sammen med min alder, men meget også med det faktum, at min kone og jeg har været rigtig meget fra hinanden i årenes løb og derfor nu gør meget for at undgå det.
Dengang var det et krav, at folk i Rejseholdet skulle have privat base i hovedstadsområdet. Det førte til, at en ny kollega fra provinsen måtte rive familien op med rode og bosætte sig dyrt ved at flytte til hovedstaden.
Mange af os brændte jo for jobbet, så det var man skam villig til at acceptere. Og nogle af os boede her i forvejen. Men det kostede og sled også på hjemmekontoen. For det første, kollegerne gjorde, når de havde fået familien installeret i Bagsværd, Vanløse eller inde i centrum, var jo ironisk nok at tage afsted på job ude i landet med os andre. Så sad familien alene tilbage, og det var rigtig svært for mange ægtefæller og børn at finde meningen i, når nu de havde haft et velfungerende liv udenfor hovedstaden med job og skolekamme-rater.
Tidligere Rejseholdskollega Hans Jørgen Bonnichsen sagde engang til mig, at ’Rejseholdet kan ikke redde et dårligt ægteskab, men det kan heller ikke ødelægge et godt’, og det er der meget sandhed i. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at jobbet virkelig tærede på privatlivet hos mange.
Jeg deltager som ung Rejseholds-mand under ransagning af et loft i forbindelse med en narkosag i Kolding, 1983.
Skulle jeg en gang imellem alligevel overgive mig og tage en overnatning ude, så har jeg i dag klog af skade altid mit hemmelige ’våben’ med: min hovedpude. Den følger mig allevegne. Det gælder også, hvis vi er på ferie i udlandet eller sover hos gode venner, så er den med i kufferten. Det griner vennerne selvfølgelig altid af, ligesom det nu er fast kutyme for et par af dem at udbryde: ’Der har vi jo Bent med sovepuden.’
I dag har Rejseholdet fået et næsten mytisk skær over sig og omtales i tæt på legendariske vendinger. Personligt kan jeg godt gynge med på den galej, for det var en helt særlig og enestående tid. Udover opklaringerne af nogle meget opsigtsvækkende drabssager, som danskerne helt sikkert husker, så er de fedeste minder fra dengang for mig personligt selve følelsen af, at vi rykkede ind som et team, der fik sat skik på en efterforskning og opklaret en forbrydelse: At entrere en politikreds, som virkelig havde brug for hjælp, at møde lokalbefolkningen, få orden på processen og styr på spor og beviser, skabe vished og en slags retfærdighed for de pårørende og fange gerningsmanden, så anklagemyndigheden kunne rejse tiltale, og sagen kunne komme for retten.
Med Rejseholdet satte vi en faglig kurs som en slags dansk FBI, som ikke alene korpset og politikere men også danskerne siden har savnet og efterspurgt. Men med succes følger naturligvis også en masse myter og fordomme. Ikke sjældent må jeg forklare eller udrede nogle procedurer eller detaljer fra virkelighedens verden, som jeg kan høre, at folk har fået galt i halsen. Jeg tror, det hænger sammen med, hvordan kriminalstoffet ofte formidles i fiktionens verden – både på tv, i bøger og på film. Tv-serien ’Rejseholdet’, hvor Ingrid Dahl har et seksuelt forhold til retsmediciner Jan Boysen, kriminalinspektør Ulf har en affære med I.P.’s kone, Kirsten, og journalføreren Gaby bliver kæreste med chaufføren Johnny, har helt sikkert været med til at forstærke den generelle opfattelse af, at man som Rejseholdsmand havde en pige i hver en provinsby.
Jeg har mødt mænd, som nærmest misundte os, at vi var så meget hjemmefra, for så var man en fri fugl og kunne gøre, hvad man ville udenom sine ægteskabelige forpligtelser. Sådan var det måske for nogle, og jeg er da også som drabschef i Rejseholdet blevet ringet op af en hustru eller to gennem årene, som havde visse bekymringer om deres mænd. Men det lå heldigvis ikke i min jobbeskrivelse at ordne kærlighedslivet hos kollegerne. Det måtte de selv fikse, men jeg måtte naturligvis bede dem om at få styr på hjemmekontoret. Jeg har også omvendt oplevet, at en kollega i Rejseholdet var lidt bekymret for, hvad konen derhjemme lavede, når han var væk.
Vi havde også ry for at komme anstigende som de velklædte, lidt overlegne FBI-typer, der tromlede de lokale og satte os på det hele. Det er også en sandhed med modifikationer. I Peter Thorsboes univers blev vi fremstillet som knivskarpe hjerner og retfærdighedsryttere, mens de lokale betjente fik karakter af at være både dumme, uerfarne og nogle gange ovenikøbet forbrydere.
Men selvom jeg som konsulent godmodigt forsøgte at opponere mod nogle af fiktionens karikerede sandheder, var det en kamp, jeg ingenlunde kunne vinde mod Peter Thorsboe. I stedet kvitterede han ved grinende at sige: ’Bent, der skal være helte og antihelte i en serie, der skal samle hele Danmark.
I det her tilfælde er det jer fra Rejseholdet, der er heltene. Ergo må antiheltene blive de lokale.’ Lige siden har jeg prøvet på at understrege, at der dengang var rigtig mange efterforskere i landets politikredse, som sagtens kunne have været en del af Rejseholdet. Det var ikke, fordi de ikke havde evnerne. Selvom mange af dem så Rejseholdet som det ypperste, ville de altså hellere bo rundtom i Danmark omgivet af skøn natur og familie i stedet for i hovedstaden. Andre havde helt klart ikke de nødvendige evner, erfaringer og kompetencer, og så blev vores succes jo nogle gange fremhævet på en billig baggrund. Ligesom en masse andet fra fiktionens verden, så manglede nuancerne i serien.
Jeg vil selvfølgelig ikke lægge skjul på det faktum, at vi var ekstremt dygtige i Rejseholdet, ligesom vi virkelig også var værdsat af de fleste, vi mødte i vores arbejde. Og det var præcis det, der dannede grundlaget for tv-serien. Også i virkeligheden var det et stort nummer for de lokale, når vi kom, for så vidste alle fra lokale kolleger over borgere til pressefolk, at nu skete der noget.
Internt i politikredsene jublede de, fordi de kunne få den assistance, de havde brug for, og dét tilmed ganske gratis. Det kostede dem ingenting at få stillet ekspertise, folk og overarbejde til rådighed, hvilket tilmed kunne gøre dem populære i lokalmiljøet, når sagen blev opklaret.
Blandt befolkningen var vi også vellidte. De faldt til ro i tryg forvisning om, at når Rejseholdet kom på banen, så ville gerningsmanden højst sandsynligt blive sat bag lås og slå. Desuden kunne vi i andre sammenhænge opleve, hvordan en lokal borger, som måske var vidne i den pågældende sag, nægtede at udtale sig til det lokale politi.
Fordi vi ikke var fedtet ind i politisk provinsbøvl eller lokale skærmydsler og ikke havde aktier i tvisterne mellem det lokale politi og borgerne, så kunne vi åbne rigtig mange døre på ryggen af den troværdighed, vi havde, og dermed få den på-gældende til at tale. I øvrigt havde vi også et vist renommé blandt de kriminelle. Når vi aflyttede mistænkte, kunne vi en gang imellem høre, at de havde læst i avisen, at Rejseholdet var kommet til byen, og derfor var klar over, at de skulle være ekstra forsigtige.
For at nævne noget helt tredje var vi desuden de eneste i de år, der kunne efterforske i vores egne rækker, altså politifolk. I dag er det DUP (Den Uafhængige Politiklagemyndighed), der tager sig af den slags. Men dengang var det Rejseholdet, der under den regionale statsadvokats ansvar efterforskede brodne kar i korpset. Generelt havde danskerne en tiltro til, at vi var ligeglade med, om forbryderne kom fra toppen af samfundet eller lå nederst i fødekæden – eller om de var politifolk for den sags skyld.
Bevares, vi har da også oplevet, at folk klagede over os, når en Rejseholdsmand måske havde fået en tår for meget over tørsten på det lokale værtshus. Så vi var da ikke de rene engle, men vi skulle altid huske på, hvem og hvad vi repræsenterede. For vores omdømme forpligtede selvfølgelig også den anden vej.
Men … med folkelighed, gode resultater og et brand i topklasse følger altid en anden side. Derfor blev vi i visse sammenhænge også set skævt til. Med al vores medvind løb vi en gang imellem på individer, som måske var lidt misundelige over succesen.
I Rejseholdet havde vi udviklet vores egne koncepter, og vi vidste nøjagtigt, hvordan en efterforskning skulle køre. Men vores arbejdsmåde gjorde også, at vi måtte tænke os rigtig godt om, når vi rykkede ud. De respektive sager var altid forankret i den lokale politikreds, men vi overtog de facto sagen og styringen, når vi ankom.
Så i de år fik jeg virkelig finpudset mine diplomatiske evner: at sige det rigtige til de lokale for at få det optimale samarbejde op at køre, mens jeg samtidig skulle understrege, at det var os, der havde ekspertisen til at lede efterforskningen. Det var en knivskarp balancegang.
I de små politikredse kunne der gå ti år mellem hvert drab. Det får man selvsagt ikke meget erfaring af, og så kan man jo lave fejl, skønne forkert eller prioritere dårligt. Vi blev omvendt betragtet som garantien for et sobert, solidt og ordentligt arbejde. Jeg har mange gange oplevet en lokal kriminalinspektør, der udadtil solede sig i befolkningens opbakning til, at han havde bedt om hjælp fra Rejseholdet.
Når der var sendt bud efter specialisterne, kunne han jo ikke klandres for noget. Men bag lukkede døre kunne vi tydeligt mærke jantelovens dogmer: ’Ja ja, det er fint, I kommer her, men I skal ikke tro, at I er bedre end os!’ Nogle gange blev fordommene omsat til direkte konfrontationer. Så handlede det om at få sat nogle ting på plads og i diplomatiske vendinger få sagt, at vi ikke troede, at vi var bedre end dem, men at vi havde nogle essentielle kompetencer at bibringe efterforskningen. Det kunne godt være, at de havde indgående kendskab til geografi og andre lokale forhold, men det var altså os, der vidste noget om drab!
Den slags uoverensstemmelser er også et tilbagevendende element i tv-serien, hvor drabschef Ingrid Dahl altid kæmper med de lokale, men det skete altså også i virkeligheden.
Andre kolleger så skævt til os, fordi de følte, vi trængte ind på deres territorium på en baggrund af fine seminarer, efteruddannelser og alle de spændende udlandskurser. Det var på sin vis ikke forkert. For jo mere du arbejder på et felt, jo dygtigere bliver du, og alle de kurser i USA, England og Canada hos FBI, NYPD, Scotland Yard og RCMP (Royal Canadian Mounted Police) blev jo rigtignok oftest givet til Rejseholdsfolk og ikke til kollegerne ude i politikredsene.
Der var selvfølgelig en god grund til det, for det gav ikke mening, hvis der skulle gå fem eller ti år, før en lokal politimand stod overfor sin næste drabssag. Omvendt kunne vi på Rejseholdet løbende bruge den nye viden fra kurserne til noget, der var til gavn for hele landet.
Der kunne også mukkes over, at det var os, der fik de ’fede’ biler, og det kan godt være, at retsmedicineren Jan Boysen, spillet af Michael Falch, og Thomas La Cour, spillet af Lars Brygmann, fra tv-serien drønede rundt i en smart sportsvogn og en stor firehjulstrækker, men i virkeligheden kørte vi altså rundt i helt almindelige mærker som Ford og Opel. Og retsmedicinernes biler har i øvrigt ikke noget med politiet at gøre.
Til gengæld kørte vi jo mange flere kilometer end de fleste andre politimænd. Vi blev også betragtet som dem, der fik alle pengene. For udover diæterne, som jeg har nævnt, fik alle Rejseholdsfolk også et fast årligt ulempe- og overarbejdstillæg. Så selvom myter har det med at hobe sig op, så er der lidt om det hele. Men vi knoklede så sandelig også for det!
Når de lokale havde fyraften og tog hjem for at hente børn eller passe fritidslandbruget, så arbejdede vi videre. Vi puklede igennem. Så gik vi måske i byen og spiste eller slog en gang imellem til søren om aftenen. Men vi sad også klar næste morgen, når de lokale mødte ind igen. Vi havde ingen øvre arbejdstid, og arbejdstiden hed altså weekend og døgndrift og farvel til familiefødselsdage, konfirmationer og pleje af ’Lillemor’.
Det var en tid før mobilens indtog, så jeg ringede hjem en gang eller to i døgnet for at tjekke, at alt var godt. Til gengæld vidste jeg, at hvis min telefon ringede, så handlede det kun om den sag, jeg sad med. Selvfølgelig kunne min kone eller datter finde på at ringe, men så var det gerne af en konkret årsag. Sådan var det.
Jeg fylder 34, da Rejseholdet er i gang med banegårdssagen i Aalborg, og fejrer det her med gode kolleger på Restaurant Kniv og Gaffel, 1985.
Omvendt var det en kæmpe fordel, at vi skulle fokusere på én sag ad gangen, mens de lokale efterforskere måske havde 15 forskellige sager at håndtere på samme tid – ganske vist mindre sager, men alligevel væsentlige i lokalsamfundet. Der havde vi også en fordel.
Så vi oplevede både jantelov og en rem af misundelse, men samtidig også en dyb respekt. Sidstnævnte kom særligt til udtryk, når vi holdt vores populære opklaringsfester. Her samlede vi alle, der havde aktier i sagen, og fejrede, at endnu en forbryder eller to var blevet fanget. Det var kutyme, at vi holdt fest, før vi forlod byen, hvor der blev holdt taler og uddelt skulderklap, og folk ofte blev fulde. Så kan det godt være, at der havde været både sværdslag og kontroverser og en sur lokal ’kejser’ undervejs, men til festerne var der altid kolleger, der indrømmede overfor os, hvor meget de havde lært af vores visit. Det hører jo en anden tid til, men opklaringsfesterne skriver sig også ind i rækken af ’røverhistorier’ fra Rejseholdets guldalder.
Den 13. politikreds og version 2.0
Som nævnt indledningsvist skrev man i 2017 ordet Rejseholdet ud af dansk politi. For selvom Rigspolitiets Rejseafdeling blev nedlagt som selvstændig enhed i 2002, fortsatte Rejseholdet i en eller anden form og i forskellige sammenhænge, konstellationer og under varierende afdelinger helt frem til 2010.
Det var en lang, forvirrende vej med ord iblandet stærke følelser for en masse mennesker, men på det tidspunkt var politireformen blevet gennemført, og herfra arbejdede enheden ikke længere med drab, den blev langsomt udfaset og forsvandt altså helt i 2017.
At en speciel politiafdeling, der blev dannet i 1927 og har eksisteret siden med nogle få års afbrydelse, efter politisk krav, et borgerligt afsavn og et fagligt skøn nu står til at genopstå, bekræfter mig ikke kun i det markante aftryk, Rejseholdet har sat på Danmark, men gør mig også stolt. Den 1. december 2021 er det faktisk præcis 40 år siden, at det blev min faste base på godt og ondt i de efterfølgende over 20 år.
En af grundene til, at man nedlagde Rejseholdet, var, at man med politireformen i 2007 gik fra 54 til 12 politikredse, som jeg fortalte om i sidste kapitel. Det er ikke kun noget, som danskerne stadig i dag via deres læserbreve til min brevkasse i Ude og Hjemme og under mine foredrag giver udtryk for slet ikke at kunne forstå.
Men nedlukningen af Rigspolitiets Rejseafdeling i 2002, hvor lidt mere end 100 medarbejdere blev splittet op og placeret i to mindre rejsehold, hvor jeg blev chef for det, der fortsat arbejdede med drab, gav allerede dengang anledning til en masse ballade internt i Rigspolitiet, og generelt var reformens centralisering også en slem nedtur for mange medarbejdere. Det var bestemt ikke sjovt, men overordnet set var det nødvendigt med en stor reform af dansk politi.
Der var alt for mange små politikredse, der ikke kunne håndtere moderne politiudfordringer. De var rigtig gode til det, danskerne efterlyser og savner i dag i form af tryghed, nærvær og lokalkendskab. Men når det kom til de store sager om drab, narko og alvorlig organiseret og grænseoverskridende kriminalitet, så havde mange ikke kompetencerne.
Derfor opbyggede man i stedet de store, sammenlignelige, stordriftseffektive kredse, som vi har i dag, for at bygge kvalifikationer og evner op, man ikke havde lokalt. Med tiden fulgte dog en erkendelse af, at selv store politikredse ikke på trods af ambitionerne kan være selvbærende, og en stribe eliteenheder og taskforces med fokus på forskellige kriminalitetsområder blev etableret: Task Force Indbrud, Task Force Pusherstreet, Task Force Øst og Task Force Vest.
I forvejen havde vi specialenheder som SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet) kendt som Bagmandspolitiet, NC3 (Nationalt Cybercrime Center) med speciale i IT-kriminalitet, NKC (Nationalt Kriminalteknisk Center), der yder teknisk ekspertise, NEC (Nationalt Efterforskningscenter), og så kom senere Særlig Efterforskning Øst i København og Særlig Efterforskning Vest i Aarhus til for at kunne håndtere rocker- og bandekriminalitet, økonomiske storsvindlere osv. Der skulle altså specialenheder til.
Men på ét område mangler en specialenhed, og det er indenfor personfarlig kriminalitet, der dækker drab, voldtægt, grov vold og visse røverier. Nedlæggelsen af Rejseholdet efterlod uden tvivl et tomrum og fagligt vakuum, og i dag mener jeg, det var en fejldisposition, at man ikke bevarede kernen af Rejseholdet.
Med politireformen vidste vi jo rent faktisk godt, at den dag ville komme, hvor en efterforskning ville gå død, og vi ikke kunne komme videre. For at imødegå det oprettede vi i årene efter reformen en ’peer review’-gruppe.
Kort sagt gik det ud på, at hver af de 12 politikredse udpegede de to bedste drabsefterforskere, som indgik i en bruttotrup, der kunne aktiveres, når en politikreds stod i stampe med en drabssag. Man har blandt andet benyttet det i to endnu uopklarede drabssager: I sagen om den 32-årige, gravide makeup-assistent Louise Borglit, der blev stukket ihjel i Elverparken i Herlev i 2016, mens hun gik tur med sin søsters hund.
Dernæst i forbindelse med drabet på Emilie Meng fra Korsør samme år. To år efter drabet satte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ti uvildige efterforskere fra ’peer review’-gruppen til at gennemgå Emilie Meng-sagens enorme materiale, der består af ikke færre end 3,4 millioner dataenheder. Det dækker over alt fra millionvis af telefonoplysninger samt informationer om 400.000 biler til 650 afhøringer, spor, personer og over 2000 skrevne rapporter.
Havde de to sager været opklaret i dag, hvis Rejseholdet, som vi kendte det i gamle dage, havde eksisteret, bliver jeg ofte spurgt. Jeg har tidligere Rejseholdskolleger, som mener, det er tilfældet. Selv er jeg mere tilbageholdende med at konkludere noget.
For i Rejseholdet havde vi jo også sager, der den dag i dag er uopklarede. Alle efterforskere ved, at den første tid efter et drab er helt afgørende for det videre forløb. I Emilie Meng-sagen var efterforskningen i lige præcis den første uge i mine øjne mangelfuld.
For på en uge, ja bare få dage, kan meget blive tabt på gulvet. Fra Rejseholdets tid, hvor vi altid kun kom efter assistancemelding fra politikredsene, og der dermed kunne gå lang tid, før vi blev kastet ind i en sag, ved jeg selv, hvordan det lokale politi nogle gange havde overset essentielle ting på et gerningssted, der gjorde, at de kom virkelig dårligt fra start. Det kunne have ret afgørende betydning for vores videre arbejde.
Det er imidlertid nok sandsynligt, at Rejseholdet hurtigt havde fået mere skik på Emilie Meng-sagen, men det er altid nemt at være bagklog. Alt det sagt for at nå frem til min pointe om, at man dengang efter min mening ikke skulle have nedlagt Rejseholdet, men i stedet have tilpasset enheden til den nye reform og de nye tider. Det er det, man heldigvis ser ud til at ville rette op på nu.
Med det seneste fireårige politiforlig, der blev indgået i december 2020, vil man danne en 13. politikreds i Danmark. En helt særlig national enhed med det amerikanske FBI som forbillede. Den 13. politikreds skal samle alle ovennævnte eliteenheder og endnu flere kompetencer under ét tag.
Altså alle dansk politis specialenheder indenfor efterforskning med i alt op mod 800 medarbejdere. Det vil simpelthen være historisk. Det er i den model, at man nu bringer Rejseholdet tilbage som en særenhed på drabsområdet. Men efter snakken om mytedannelserne ovenfor vil jeg skynde mig at slå skår i glæden og aflive endnu en. Nemlig den, der får folk til at tro, at vi med Rejseholdets genkomst eller med den nye 13. po-litikreds i fremtiden ikke vil opleve uopklarede drabssager.
Dem kan man aldrig undgå, og i det hele taget skal man passe på med at sammenligne, for datidens Rejsehold hørte en helt anden tid til. Derfor tror jeg heller ikke på, at man skal vende tilbage til en enhed, der opererer helt på samme måde, som vi gjorde dengang. Det er hverken nødvendigt eller tidssvarende. Det nye Rejsehold skal være et nyt og anderledes Rejsehold, som er langt dygtigere på en række områder, end selv vi var. Et Rejsehold version 2.0.
Siden politireformen i 2007 har man opbygget selvstændige efterforskningsenheder med stærke kompetencer ude i de 12 politikredse til at varetage de alvorlige sager. Alligevel skal man nu banke en national enhed op, der kaster sig ind i de allermest komplicerede sager. Selvom langt de fleste drab eller voldtægter eller grove røverier i dag kan opklares af politikredsenes egne, vil der stadigvæk dukke sager op, som påkalder sig helt særlig ekspertise. Det kan være teknologisk viden eller handle om afhøringsteknikker, profilering osv.
Personligt ser jeg for mig, at den nye enhed skal træde i karakter i forbindelse med uopklarede drabssager som Louise Borglit, Emilie Meng eller Connie Svendsen fra Bornholm. Det skal være en enhed, der ved absolut alt om drab og har været på alle de kurser og konferencer i ind- og udland, som kan give dem viden om, hvad der lige præcis skal til.
De skal nok ikke rykke ud i så mange sager, som vi gjorde før i tiden, men Emilie Meng er et godt eksempel på en sag, der er så kompliceret, at enheden med fordel vil kunne inddrages. De skal nok forestå vigtige afhøringer, men skal også som specialister krydstjekke og sammenholde alle de informationer, der er indsamlet fra overvågning, mobiltrafik mv. Altså udfolde sig indenfor særligt udvalgte områder i efterforskningen.
I dag gider ingen i øvrigt at have et arbejde med 210 rejsedage om året og sove i dårlige hotelsenge, selvom de med råd fra en gammel rotte med fordel kunne tage hovedpuden med. Det er bare en helt anden tid i dag, men det gør ikke behovet for en ny enhed mindre presserende.
Derfor ser jeg for mig et Rejsehold i en helt ny version, hvor man samler det ypperste indenfor faget: den højeste specialviden indenfor efterforskning og ledelse af efterforskning, kriminalteknik, dna, viden om gerningsmandsprofilering og geografisk profilering, dataindsamling, overvågningssystemer, IT, hvordan man koordinerer telemastoplysninger på en ny måde, der kan kortlægge gerningsmandens eller den mistænktes færden. Det skal være de bedste til at afhøre, dem, der ved alt om den vanskelige proces, en afhøring består i, om kognitiv afhøring og risikoen for falske tilståelser. De skal med andre ord være fuldstændig opdaterede på alt, herunder ikke mindst internationale sager, der kunne have relevans for de danske. Jeg har tidligere fortalt, hvordan fjerndrab i dag udgør en særlig udfordring. Især hvis gerningsmanden er smart nok til at bruge engangshandsker, kondom, mundbind og har lagt sin mobil og sit kreditkort derhjemme, så han hverken efterlader sig biologiske eller elektroniske spor.
Når en gerningsmand tager alle de forbehold inden sin forbrydelse, så er politiet ofte på en særdeles vanskelig opgave. Så er de redskaber, vi i dag har til rådighed, ikke altid fuldt tilstrækkelige. Men fjerndrab bliver jo også begået i andre lande. Det er ikke kun i Danmark, at vi har ofre som Louise Borglit, Emilie Meng, Stine Geisler, der blev dræbt under pinsekarnevallet i København i 1990, eller 12-årige Susan Hansen fra Fredericia, der i 1992 blev efterladt i en grøftekant – sidstnævnte sag var jeg i øvrigt selv kortvarigt inde over dengang.
Uopklarede kvindemord bakser de også med hos kollegerne i Sverige, Norge, Belgien, Holland og Tyskland. Vi hører bare sjældent om dem. Nok deler vi internationalt informationer med både Europol og Interpol, men det er overvejende omkring terror og den organiserede narko- og bandekriminalitet, der foregår på tværs af grænserne, ikke den personfarlige kriminalitet.
Det udvidede fælles EU-register indført med Prüm-aftalen, hvor medlemslandene reelt skal kunne dele dna, fingeraftryk og køretøjsinformationer, er et forsøg på at afhjælpe nogle af de mangler. Men det er efter min mening ikke nok på det operative område. Faktum er bare, at vi har et samfund med åbne grænser, hvor mennesker – og dermed også forbrydere – kan bevæge sig frit.
Vi bør nok i nogle af vores uopklarede drabssager mere målrettet arbejde med den hypotese, at der kan være tale om en europæisk seriemorder eller serievoldtægtsforbryder. En forbryder, der rejser til et nyt land, hver gang han begår en forbrydelse. Pt. ved vi bare ikke noget om det, fordi vi primært kigger på forbrydelserne lokalt, regionalt og nationalt – ikke altid internationalt og globalt.
Hvad, hvis vi i stedet for at sammenligne med et drab, et gerningssted eller en gerningsmandssignatur et andet sted i Danmark skuede udover vores egne grænser? Præcis som nogle af de kriminelle gør.
Måske findes løsningen i Frankrig eller Holland? Måske har politiet i Hamborg og Lyon rent faktisk uopklarede drabssager på hylden, hvor en ung pige gik alene fra en togstation en tidlig sommermorgen, ligesom Emilie Meng? Eller et knivdrab med samme modus og mordvåben, som blev brugt mod Louise Borglit? Kunne der være tale om en løsarbejder, som på nutidens arbejdsmarked pendler rundt?
Det kunne også være en driftig konsulent. Verden er lille og global. I dag hedder det København, i morgen Aalborg, og i overmorgen er destinationen Køln eller Barcelona. Der kan være tale om en helt almindelig mand, som tjekker ind på hoteller rundtomkring i Europa for at arbejde flittigt, men også ser Netflix og læser krimier og manualer på nettet, så han ved, hvad han skal tage sig i agt for.
For i fritiden er han også serieforbryder med lig i lasten, bogstavelig talt. Hvilke udenlandske sager har lighedspunkter med dem i de danske arkiver? Er årsagen til, at vi ikke har opklaret den eller den forbrydelse, at vi har lokale eller nationale skyklapper på og ikke evner at betragte sagen i et helt nyt perspektiv? Det er på sådan nogle parametre, jeg mener, at det nye Rejsehold skal kunne præstere.
Jeg håber virkelig også, at værktøjer som geografisk og psykologisk profilering bliver inkorporeret i det nye Rejsehold. Psykologisk profilering har vi allerede opereret med i den såkaldte profilgruppe, der blev nedlagt sammen med Rejseholdet. Men geografisk profilering er i min optik et vidundermiddel.
Her kan man blandt andet afkode en masse om, hvordan serieforbrydere – brandstiftere, indbrudstyve osv. – bevæger sig, ud fra stederne, hvor de begår deres forbrydelser. Står man med en række kriminelle forhold, som man ud fra dna eller fingeraftryk ved er begået af den samme person, og kender man rækkefølgen på, hvornår de er begået, så kan man ofte finde ud af, i hvilket område gerningsmanden bor. Første gang han begår en forbrydelse, tænker han måske ikke så meget over det og begår røveri eller voldtægt i sit nabolag. Men næste gang er han blevet bevidst om faren for at blive opdaget og slår til langt hjemmefra. Første og anden forbrydelse kan altså foregå langt fra hinanden. Men hvis han slipper afsted med det igen … så begynder han måske at slække på det. Ergo bevæger han sig tættere og tættere på sit eget udgangspunkt. Så kan man konstatere, hvor gerningsmandens komfortzone er. Altså, hvor han arbejder eller bor, eller måske hvor hans forældre bor – steder, hvor han føler sig tryg. Dét ser jeg for mig skal være en del af den nye enhed.
Al den ekspertise, jeg efterspørger, kan i sagens natur ikke skabes i hver enkelt politikreds i et lille land som Danmark. Derfor er udfaldet af politiforliget 2020 med den 13. politikreds i sigte godt og fremsynet. Det bliver som sagt en stor FBI-lignende model, der med hundredvis af efterforskere og en stærk faglig ledelse skal dykke ned i den grænseoverskridende, svære kriminalitet og også håndtere de sværeste drabssager med det nye rejsehold.
Det skal være en stærk national efterforskningsenhed, der skal rumme alt det her, så det ikke belaster de andre kredse. Var jeg 35 år i dag, ville det nok krible i mig for at blive en del af det. For kan man kombinere alt dette, og også eksekvere det rigtigt, så bliver det nye moderne rejsehold fuldt ud lige så godt som det gamle og, tror jeg, rent faktisk endnu bedre. S
elvom jeg måske ikke bliver synderlig populær hos mit barnebarn Maja, vil jeg tilmed vove den påstand, at end ikke helte som Fischer, Boysen, La Cour og Ingrid Dahl fra fiktionens verden i så fald ville kunne følge med. Det er heller ikke for at gå Peter Thorsboe i bedene, men det manuskript, der ligger klar til Danmarks nye rejsehold version 2.0, det kunne jeg ikke have skrevet meget bedre selv.
Bent Isager-Nielsen svarer på danskernes mange spørgsmål om lov, orden og kriminalsager til foredrag og i ugebladet Ude og Hjemme. Denne bog rummer nogle af de bedste spørgsmål og Bent Isager-Nielsens svar under en række temaer, som han herefter uddyber. Bent Isager-Nielsen trækker på sine egne erfaringer som efterforsker, drabs- og Rejseholdschef samt politiinspektør og fortæller om sager, han har været med til at opklare, eller som han har fulgt fra sidelinjen helt op til i dag.
“Engang var det altid mig, der stillede spørgsmålene. Men jeg skal love for, at rollerne i dag er byttet rundt … Jeg tror, det hænger sammen med det basalt menneskelige i, at vi alle både frygter og fascineres af det menneskelige mørke. Men grundlæggende hersker der bare en dyb interesse for faget.”
Bent Isager-Nielsen var en del af Rejseholdet, og i I lovens navn svarer han på nogle af de bedste spørgsmål omkring hans arbejde. Læs herunder et uddrag om Rejseholdet dengang, hos DR med Mads Mikkelsen og om fremtidens tilbagevendende Rejsehold.
I bogen I lovens navn har Bent Isager-Nielsen samlet nogle af de bedste spørgsmål, han har modtaget gennem tiden, og sine svar under en række af temaer, som han herefter uddyber.
Bent Isager-Nielsen trækker på sine erfaringer som efterforsker, drabs- og Rejseholdschef samt politiinspektør. I I lovens navn fortæller han om sager, han har været med til at opklare, eller som han har fulgt fra sidelinjen helt op til i dag.
LÆS OGSÅ: True crime. 12 bøger om forbrydelser fra virkelighedens verden
Herunder kan du læse et uddrag af bogen, som handler om Bent Isager-Nielsens tid i Rejseholdet. For var det virkelige rejsehold, som vi så det i hitserien Rejseholdet hos DR? Bent Isager-Nielsen var selv med til at præge serien, da han blev brugt som konsulent, og han arbejdede derfor tæt sammen med Mads Mikkelsen, som sidenhen er blevet verdenskendt skuespiller.
Du kan købe I lovens navn online, fx hos Bog og Ide her, eller i din foretrukne boghandel.
Start din læsning af I lovens navn lige her.
Bent Isager-Nielsen
I LOVENS NAVN
Myter, virkelighed, fiktion
– og genopstandelse
I 2017 forsvandt et helt særligt ord ud af dansk politi. Jeg tør dog godt påstå, at det har levet videre i både danskernes hukommelse og politikernes bevidsthed. På mange måder og på vidt forskellige planer har Rejseholdet, der oprindeligt formelt hed Rigspolitiets Rejseafdeling, skrevet sig ind i både min egen og dansk kriminalhistorie, men også sat et markant aftryk på danmarkshistorien.
Det er derfor, man i dag, knap 20 år efter at Rejseholdet blev nedlagt som selvstændig enhed, ikke sjældent hører navnet på Christiansborgs gange. Det er også årsagen til, at politikerne nu har besluttet at genoplive dansk politis historiske flagskib.
For en del år siden var det Danmarks Radio, der videreførte fortællingen og succesen om ’institutionen’ Rejseholdet i deres populære tv-serie af samme navn. Selvfølgelig er der langt fra virkelighed til fiktion, men i dag kan jeg på et overordnet plan se visse lighedspunkter mellem det fiktive og det virkelige Rejsehold.
Som politienhed udgjorde Rejseholdet et eliteteam, der med banebrydende værktøjer opererede over hele landet med høj faglig, men lige så væsentligt også folkelig succes. Men også tv-serien med Ingrid Dahl, Fischer, I.P., La Cour og de andre karakterer satte deres helt egne standarder, da de fra 2000 til 2004 søndag efter søndag slog den ene seerrekord efter den anden. Baseret på rigtige hændelser, men tilsat en masse dramaturgi og fri fortolkning, blev føljetonen den første fra Danmark, der vandt en International Emmy Award. Det var også den første tv-serie – og måske den eneste – der geografisk udspillede sig over hele landet.
Ikke mindst blev den det folkelige gennembrud for en af Danmarks i dag største skuespillere, Mads Mikkelsen.
Det er sjovt at tænke på, at serien faktisk udsprang af, at en af Danmarks dygtigste manuskriptforfattere, Peter Thorsboe, som har skabt mange populære tv-serier, læste et portræt af mig i DSB-bladet Ud & Se, dengang jeg var drabschef i Rejseholdet.
Han besluttede, at hovedpersonen i serien skulle bygges op over mig og mit arbejde, og før jeg havde set mig om, var jeg sammen med en række andre blevet konsulent på tv-serien. Nogle af mine Rejseholdskolleger og jeg havde Waage Sandø, Charlotte Fich, Trine Pallesen og mange andre fra holdet med til skydetræning og inde på Politiskolen, hvor vi gennemspillede fiktive afhøringsscener og delte stort og småt fra vores arbejds- og privatliv. Eksempelvis mødte Peter Thorsboe min kone for at få et indblik i, hvor meget det kræver af ægteskabet at være smedet sammen med en Rejseholdsmand.
Hele to årtier efter at det fiktive Rejsehold fik premiere, skrev serien sig for nyligt også ind i hjertet på en lille pige, jeg kender rigtig godt. Derfor hænger der i dag et meget særligt indrammet brev hjemme hos mit yngste barnebarn, Maja. Hun blev nemlig grebet af serien, da hun så den allerførste gang. Dog ikke, som nogle måske kunne ønske, fordi jeg afslørede mine ’konsulent-evner’. Men først og fremmest fordi hun blev ret vild med Mads Mikkelsen og derfor lidt imponeret, da hun hørte, at jeg havde mødt ham flere gange.
Da hun fyldte 11 år i forsommeren 2020, kunne jeg ikke dy mig. Jeg kontaktede Mads Mikkelsen for at høre, om han kunne lokkes til at skrive en hilsen til hende, og jeg skal love for, at han opfyldte det ønske.
Retur kom simpelthen det sødeste, personlige og håndskrevne brev til Maja med smileys og fede fotos af ham som den hårdkogte Fischer, hvilket fik hende til at erklære det for den bedste gave i hendes liv. Både Mads Mikkelsens generøsitet og Majas store glæde var fantastisk at opleve. At Mads Mikkelsen i brevet også lige fik fortalt, at alt, han vidste om at være politimand, havde han lært af hendes morfar, gjorde bestemt ikke oplevelsen dårligere.
Opklaringsfester og FBI-diplomati
Jeg plejer at sige, at jeg kender Danmark ud og ind. Storbyer og landsbyer, hovedstads- og udkantsområder, kommuner og småegne, dialekter og sproglige forskelligheder. Rige og fattige mennesker. Selv dronningen har jeg mødt et par gange, senest da jeg havde den ære at møde i audiens for at takke for Ridderkorset og blive Ridder af Dannebrog.
Men Danmark er langt mere end hovedstaden og Aarhus og har så mange facetter samt et blomstrende foreningsliv at byde på. Er der noget, jeg virkelig værdsætter, så er det at komme ud i de små forsamlingshuse i omegns- og udkantsdanmark eller på biblioteker i hovedstaden og provinsbyerne for at møde danskerne, når jeg holder foredrag.
Min glæde over at komme rundt i landet stammer helt sikkert fra Rejseholdsdagene, hvor vi jo blev konfronteret med alle slags miljøer og kæmpe forskelle på, hvordan folk levede. Det var en drivkraft, men også en årsag til, at jeg har fået aflivet mange fordomme.
Få mennesker får jo som politiet adgang til folks hjem. At vi nogle gange skal tvinge os adgang til ’kunderne’, betyder jo, at vi får et virkelig ægte kig ind bag facaden, hvilket de ikke frivilligt ville have givet os. Skal jeg rejse til en by i dag, hvor jeg har været involveret i en kriminalsag, er det altid spændende at komme tilbage, og en gang imellem har nogle af tilhørerne relation til sagen. Det at møde danskerne, hvor de bor, kalder mange gode minder frem, for det var jo præcis sådan, vores dagligdag var. At rykke ud der, hvor danskerne levede hverdagen, og hvor de havde behov for os. I min optik kan meget af Rejseholdets succes netop tilskrives det, at vi var til stede allevegne.
For vi kom så tæt på lokalområdet og boede ofte i en periode i den by, hvor vi skulle efterforske. Det var ekstremt berigende, for vi lærte de lokale kolleger, borgerne og byerne at kende på godt og ondt – og allervigtigst gav det jo ofte resultater i vores arbejde.
Der er dog én ting fra dengang, jeg i dag forsøger at undgå: at sove i en fremmed seng.
I dag gør jeg en ihærdig indsats for ikke at skulle tjekke ind på et hotel eller et andet overnatningssted. Det er pudsigt, for i de år var jeg ligeglad med, hvor jeg sov. Det var en del af mit arbejde, af kulturen og attituden. Vi gjorde det bare, og vi gjorde det allevegne. Med omkring 220 rejsedage årligt i de mere end 22 år, hvor jeg var en del af Rejseholdet, er der ikke den elendige køje, futon, briks eller bløde madras, jeg ikke har sovet på.
Jeg har haft nakkeproblemer, rygproblemer, skulderproblemer og forsøgt at holde mig i form undervejs, men jeg har godt nok været udfordret mange gange, når vi frekventerede Bed & Breakfast-værelser, kroer, sommerhuse, udlejningssteder, private indkvarteringer og hoteller rundtomkring i Danmark.
Lad mig skynde mig at tilføje, at vi da også selv bar en del af skylden. Det var en tid, hvor vi havde skattefrie diæter, hvilket betød, at vi fik en sum penge pr. døgn, når vi var sendt ud på opgave. Så havde vi mulighed for at bruge dem på et godt hotel og en ordentlig treretters menu.
Men mange gange indlogerede vi os i stedet på en beskeden kro eller i et sommerhus, og så havde vi lidt penge på lommen. Det var i Rejseholdets velmagtsdage, og ordningen blev da også afskaffet senere hen. Men af samme årsag synes jeg nok, at kvoten for at udforske diverse overnatningssteder for længst er opbrugt.
Hvis jeg eksempelvis holder foredrag i Brønderslev i Nordjylland, så kører jeg mange gange hellere hjemad, selvom jeg slutter efter kl. 21 og først er fremme på Frederiksberg kl. 02 om natten.
Noget hænger selvfølgelig sammen med min alder, men meget også med det faktum, at min kone og jeg har været rigtig meget fra hinanden i årenes løb og derfor nu gør meget for at undgå det.
Dengang var det et krav, at folk i Rejseholdet skulle have privat base i hovedstadsområdet. Det førte til, at en ny kollega fra provinsen måtte rive familien op med rode og bosætte sig dyrt ved at flytte til hovedstaden.
Mange af os brændte jo for jobbet, så det var man skam villig til at acceptere. Og nogle af os boede her i forvejen. Men det kostede og sled også på hjemmekontoen. For det første, kollegerne gjorde, når de havde fået familien installeret i Bagsværd, Vanløse eller inde i centrum, var jo ironisk nok at tage afsted på job ude i landet med os andre. Så sad familien alene tilbage, og det var rigtig svært for mange ægtefæller og børn at finde meningen i, når nu de havde haft et velfungerende liv udenfor hovedstaden med job og skolekamme-rater.
Tidligere Rejseholdskollega Hans Jørgen Bonnichsen sagde engang til mig, at ’Rejseholdet kan ikke redde et dårligt ægteskab, men det kan heller ikke ødelægge et godt’, og det er der meget sandhed i. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at jobbet virkelig tærede på privatlivet hos mange.
Skulle jeg en gang imellem alligevel overgive mig og tage en overnatning ude, så har jeg i dag klog af skade altid mit hemmelige ’våben’ med: min hovedpude. Den følger mig allevegne. Det gælder også, hvis vi er på ferie i udlandet eller sover hos gode venner, så er den med i kufferten. Det griner vennerne selvfølgelig altid af, ligesom det nu er fast kutyme for et par af dem at udbryde: ’Der har vi jo Bent med sovepuden.’
I dag har Rejseholdet fået et næsten mytisk skær over sig og omtales i tæt på legendariske vendinger. Personligt kan jeg godt gynge med på den galej, for det var en helt særlig og enestående tid. Udover opklaringerne af nogle meget opsigtsvækkende drabssager, som danskerne helt sikkert husker, så er de fedeste minder fra dengang for mig personligt selve følelsen af, at vi rykkede ind som et team, der fik sat skik på en efterforskning og opklaret en forbrydelse: At entrere en politikreds, som virkelig havde brug for hjælp, at møde lokalbefolkningen, få orden på processen og styr på spor og beviser, skabe vished og en slags retfærdighed for de pårørende og fange gerningsmanden, så anklagemyndigheden kunne rejse tiltale, og sagen kunne komme for retten.
Med Rejseholdet satte vi en faglig kurs som en slags dansk FBI, som ikke alene korpset og politikere men også danskerne siden har savnet og efterspurgt. Men med succes følger naturligvis også en masse myter og fordomme. Ikke sjældent må jeg forklare eller udrede nogle procedurer eller detaljer fra virkelighedens verden, som jeg kan høre, at folk har fået galt i halsen. Jeg tror, det hænger sammen med, hvordan kriminalstoffet ofte formidles i fiktionens verden – både på tv, i bøger og på film. Tv-serien ’Rejseholdet’, hvor Ingrid Dahl har et seksuelt forhold til retsmediciner Jan Boysen, kriminalinspektør Ulf har en affære med I.P.’s kone, Kirsten, og journalføreren Gaby bliver kæreste med chaufføren Johnny, har helt sikkert været med til at forstærke den generelle opfattelse af, at man som Rejseholdsmand havde en pige i hver en provinsby.
Jeg har mødt mænd, som nærmest misundte os, at vi var så meget hjemmefra, for så var man en fri fugl og kunne gøre, hvad man ville udenom sine ægteskabelige forpligtelser. Sådan var det måske for nogle, og jeg er da også som drabschef i Rejseholdet blevet ringet op af en hustru eller to gennem årene, som havde visse bekymringer om deres mænd. Men det lå heldigvis ikke i min jobbeskrivelse at ordne kærlighedslivet hos kollegerne. Det måtte de selv fikse, men jeg måtte naturligvis bede dem om at få styr på hjemmekontoret. Jeg har også omvendt oplevet, at en kollega i Rejseholdet var lidt bekymret for, hvad konen derhjemme lavede, når han var væk.
Vi havde også ry for at komme anstigende som de velklædte, lidt overlegne FBI-typer, der tromlede de lokale og satte os på det hele. Det er også en sandhed med modifikationer. I Peter Thorsboes univers blev vi fremstillet som knivskarpe hjerner og retfærdighedsryttere, mens de lokale betjente fik karakter af at være både dumme, uerfarne og nogle gange ovenikøbet forbrydere.
Men selvom jeg som konsulent godmodigt forsøgte at opponere mod nogle af fiktionens karikerede sandheder, var det en kamp, jeg ingenlunde kunne vinde mod Peter Thorsboe. I stedet kvitterede han ved grinende at sige: ’Bent, der skal være helte og antihelte i en serie, der skal samle hele Danmark.
I det her tilfælde er det jer fra Rejseholdet, der er heltene. Ergo må antiheltene blive de lokale.’ Lige siden har jeg prøvet på at understrege, at der dengang var rigtig mange efterforskere i landets politikredse, som sagtens kunne have været en del af Rejseholdet. Det var ikke, fordi de ikke havde evnerne. Selvom mange af dem så Rejseholdet som det ypperste, ville de altså hellere bo rundtom i Danmark omgivet af skøn natur og familie i stedet for i hovedstaden. Andre havde helt klart ikke de nødvendige evner, erfaringer og kompetencer, og så blev vores succes jo nogle gange fremhævet på en billig baggrund. Ligesom en masse andet fra fiktionens verden, så manglede nuancerne i serien.
Jeg vil selvfølgelig ikke lægge skjul på det faktum, at vi var ekstremt dygtige i Rejseholdet, ligesom vi virkelig også var værdsat af de fleste, vi mødte i vores arbejde. Og det var præcis det, der dannede grundlaget for tv-serien. Også i virkeligheden var det et stort nummer for de lokale, når vi kom, for så vidste alle fra lokale kolleger over borgere til pressefolk, at nu skete der noget.
Internt i politikredsene jublede de, fordi de kunne få den assistance, de havde brug for, og dét tilmed ganske gratis. Det kostede dem ingenting at få stillet ekspertise, folk og overarbejde til rådighed, hvilket tilmed kunne gøre dem populære i lokalmiljøet, når sagen blev opklaret.
Blandt befolkningen var vi også vellidte. De faldt til ro i tryg forvisning om, at når Rejseholdet kom på banen, så ville gerningsmanden højst sandsynligt blive sat bag lås og slå. Desuden kunne vi i andre sammenhænge opleve, hvordan en lokal borger, som måske var vidne i den pågældende sag, nægtede at udtale sig til det lokale politi.
Fordi vi ikke var fedtet ind i politisk provinsbøvl eller lokale skærmydsler og ikke havde aktier i tvisterne mellem det lokale politi og borgerne, så kunne vi åbne rigtig mange døre på ryggen af den troværdighed, vi havde, og dermed få den på-gældende til at tale. I øvrigt havde vi også et vist renommé blandt de kriminelle. Når vi aflyttede mistænkte, kunne vi en gang imellem høre, at de havde læst i avisen, at Rejseholdet var kommet til byen, og derfor var klar over, at de skulle være ekstra forsigtige.
For at nævne noget helt tredje var vi desuden de eneste i de år, der kunne efterforske i vores egne rækker, altså politifolk. I dag er det DUP (Den Uafhængige Politiklagemyndighed), der tager sig af den slags. Men dengang var det Rejseholdet, der under den regionale statsadvokats ansvar efterforskede brodne kar i korpset. Generelt havde danskerne en tiltro til, at vi var ligeglade med, om forbryderne kom fra toppen af samfundet eller lå nederst i fødekæden – eller om de var politifolk for den sags skyld.
Bevares, vi har da også oplevet, at folk klagede over os, når en Rejseholdsmand måske havde fået en tår for meget over tørsten på det lokale værtshus. Så vi var da ikke de rene engle, men vi skulle altid huske på, hvem og hvad vi repræsenterede. For vores omdømme forpligtede selvfølgelig også den anden vej.
Men … med folkelighed, gode resultater og et brand i topklasse følger altid en anden side. Derfor blev vi i visse sammenhænge også set skævt til. Med al vores medvind løb vi en gang imellem på individer, som måske var lidt misundelige over succesen.
I Rejseholdet havde vi udviklet vores egne koncepter, og vi vidste nøjagtigt, hvordan en efterforskning skulle køre. Men vores arbejdsmåde gjorde også, at vi måtte tænke os rigtig godt om, når vi rykkede ud. De respektive sager var altid forankret i den lokale politikreds, men vi overtog de facto sagen og styringen, når vi ankom.
Så i de år fik jeg virkelig finpudset mine diplomatiske evner: at sige det rigtige til de lokale for at få det optimale samarbejde op at køre, mens jeg samtidig skulle understrege, at det var os, der havde ekspertisen til at lede efterforskningen. Det var en knivskarp balancegang.
I de små politikredse kunne der gå ti år mellem hvert drab. Det får man selvsagt ikke meget erfaring af, og så kan man jo lave fejl, skønne forkert eller prioritere dårligt. Vi blev omvendt betragtet som garantien for et sobert, solidt og ordentligt arbejde. Jeg har mange gange oplevet en lokal kriminalinspektør, der udadtil solede sig i befolkningens opbakning til, at han havde bedt om hjælp fra Rejseholdet.
Når der var sendt bud efter specialisterne, kunne han jo ikke klandres for noget. Men bag lukkede døre kunne vi tydeligt mærke jantelovens dogmer: ’Ja ja, det er fint, I kommer her, men I skal ikke tro, at I er bedre end os!’ Nogle gange blev fordommene omsat til direkte konfrontationer. Så handlede det om at få sat nogle ting på plads og i diplomatiske vendinger få sagt, at vi ikke troede, at vi var bedre end dem, men at vi havde nogle essentielle kompetencer at bibringe efterforskningen. Det kunne godt være, at de havde indgående kendskab til geografi og andre lokale forhold, men det var altså os, der vidste noget om drab!
Den slags uoverensstemmelser er også et tilbagevendende element i tv-serien, hvor drabschef Ingrid Dahl altid kæmper med de lokale, men det skete altså også i virkeligheden.
Andre kolleger så skævt til os, fordi de følte, vi trængte ind på deres territorium på en baggrund af fine seminarer, efteruddannelser og alle de spændende udlandskurser. Det var på sin vis ikke forkert. For jo mere du arbejder på et felt, jo dygtigere bliver du, og alle de kurser i USA, England og Canada hos FBI, NYPD, Scotland Yard og RCMP (Royal Canadian Mounted Police) blev jo rigtignok oftest givet til Rejseholdsfolk og ikke til kollegerne ude i politikredsene.
Der var selvfølgelig en god grund til det, for det gav ikke mening, hvis der skulle gå fem eller ti år, før en lokal politimand stod overfor sin næste drabssag. Omvendt kunne vi på Rejseholdet løbende bruge den nye viden fra kurserne til noget, der var til gavn for hele landet.
Der kunne også mukkes over, at det var os, der fik de ’fede’ biler, og det kan godt være, at retsmedicineren Jan Boysen, spillet af Michael Falch, og Thomas La Cour, spillet af Lars Brygmann, fra tv-serien drønede rundt i en smart sportsvogn og en stor firehjulstrækker, men i virkeligheden kørte vi altså rundt i helt almindelige mærker som Ford og Opel. Og retsmedicinernes biler har i øvrigt ikke noget med politiet at gøre.
Til gengæld kørte vi jo mange flere kilometer end de fleste andre politimænd. Vi blev også betragtet som dem, der fik alle pengene. For udover diæterne, som jeg har nævnt, fik alle Rejseholdsfolk også et fast årligt ulempe- og overarbejdstillæg. Så selvom myter har det med at hobe sig op, så er der lidt om det hele. Men vi knoklede så sandelig også for det!
Når de lokale havde fyraften og tog hjem for at hente børn eller passe fritidslandbruget, så arbejdede vi videre. Vi puklede igennem. Så gik vi måske i byen og spiste eller slog en gang imellem til søren om aftenen. Men vi sad også klar næste morgen, når de lokale mødte ind igen. Vi havde ingen øvre arbejdstid, og arbejdstiden hed altså weekend og døgndrift og farvel til familiefødselsdage, konfirmationer og pleje af ’Lillemor’.
Det var en tid før mobilens indtog, så jeg ringede hjem en gang eller to i døgnet for at tjekke, at alt var godt. Til gengæld vidste jeg, at hvis min telefon ringede, så handlede det kun om den sag, jeg sad med. Selvfølgelig kunne min kone eller datter finde på at ringe, men så var det gerne af en konkret årsag. Sådan var det.
Omvendt var det en kæmpe fordel, at vi skulle fokusere på én sag ad gangen, mens de lokale efterforskere måske havde 15 forskellige sager at håndtere på samme tid – ganske vist mindre sager, men alligevel væsentlige i lokalsamfundet. Der havde vi også en fordel.
Så vi oplevede både jantelov og en rem af misundelse, men samtidig også en dyb respekt. Sidstnævnte kom særligt til udtryk, når vi holdt vores populære opklaringsfester. Her samlede vi alle, der havde aktier i sagen, og fejrede, at endnu en forbryder eller to var blevet fanget. Det var kutyme, at vi holdt fest, før vi forlod byen, hvor der blev holdt taler og uddelt skulderklap, og folk ofte blev fulde. Så kan det godt være, at der havde været både sværdslag og kontroverser og en sur lokal ’kejser’ undervejs, men til festerne var der altid kolleger, der indrømmede overfor os, hvor meget de havde lært af vores visit. Det hører jo en anden tid til, men opklaringsfesterne skriver sig også ind i rækken af ’røverhistorier’ fra Rejseholdets guldalder.
Den 13. politikreds og version 2.0
Som nævnt indledningsvist skrev man i 2017 ordet Rejseholdet ud af dansk politi. For selvom Rigspolitiets Rejseafdeling blev nedlagt som selvstændig enhed i 2002, fortsatte Rejseholdet i en eller anden form og i forskellige sammenhænge, konstellationer og under varierende afdelinger helt frem til 2010.
Det var en lang, forvirrende vej med ord iblandet stærke følelser for en masse mennesker, men på det tidspunkt var politireformen blevet gennemført, og herfra arbejdede enheden ikke længere med drab, den blev langsomt udfaset og forsvandt altså helt i 2017.
At en speciel politiafdeling, der blev dannet i 1927 og har eksisteret siden med nogle få års afbrydelse, efter politisk krav, et borgerligt afsavn og et fagligt skøn nu står til at genopstå, bekræfter mig ikke kun i det markante aftryk, Rejseholdet har sat på Danmark, men gør mig også stolt. Den 1. december 2021 er det faktisk præcis 40 år siden, at det blev min faste base på godt og ondt i de efterfølgende over 20 år.
En af grundene til, at man nedlagde Rejseholdet, var, at man med politireformen i 2007 gik fra 54 til 12 politikredse, som jeg fortalte om i sidste kapitel. Det er ikke kun noget, som danskerne stadig i dag via deres læserbreve til min brevkasse i Ude og Hjemme og under mine foredrag giver udtryk for slet ikke at kunne forstå.
Men nedlukningen af Rigspolitiets Rejseafdeling i 2002, hvor lidt mere end 100 medarbejdere blev splittet op og placeret i to mindre rejsehold, hvor jeg blev chef for det, der fortsat arbejdede med drab, gav allerede dengang anledning til en masse ballade internt i Rigspolitiet, og generelt var reformens centralisering også en slem nedtur for mange medarbejdere. Det var bestemt ikke sjovt, men overordnet set var det nødvendigt med en stor reform af dansk politi.
Der var alt for mange små politikredse, der ikke kunne håndtere moderne politiudfordringer. De var rigtig gode til det, danskerne efterlyser og savner i dag i form af tryghed, nærvær og lokalkendskab. Men når det kom til de store sager om drab, narko og alvorlig organiseret og grænseoverskridende kriminalitet, så havde mange ikke kompetencerne.
Derfor opbyggede man i stedet de store, sammenlignelige, stordriftseffektive kredse, som vi har i dag, for at bygge kvalifikationer og evner op, man ikke havde lokalt.
Med tiden fulgte dog en erkendelse af, at selv store politikredse ikke på trods af ambitionerne kan være selvbærende, og en stribe eliteenheder og taskforces med fokus på forskellige kriminalitetsområder blev etableret: Task Force Indbrud, Task Force Pusherstreet, Task Force Øst og Task Force Vest.
I forvejen havde vi specialenheder som SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet) kendt som Bagmandspolitiet, NC3 (Nationalt Cybercrime Center) med speciale i IT-kriminalitet, NKC (Nationalt Kriminalteknisk Center), der yder teknisk ekspertise, NEC (Nationalt Efterforskningscenter), og så kom senere Særlig Efterforskning Øst i København og Særlig Efterforskning Vest i Aarhus til for at kunne håndtere rocker- og bandekriminalitet, økonomiske storsvindlere osv. Der skulle altså specialenheder til.
Men på ét område mangler en specialenhed, og det er indenfor personfarlig kriminalitet, der dækker drab, voldtægt, grov vold og visse røverier. Nedlæggelsen af Rejseholdet efterlod uden tvivl et tomrum og fagligt vakuum, og i dag mener jeg, det var en fejldisposition, at man ikke bevarede kernen af Rejseholdet.
Med politireformen vidste vi jo rent faktisk godt, at den dag ville komme, hvor en efterforskning ville gå død, og vi ikke kunne komme videre. For at imødegå det oprettede vi i årene efter reformen en ’peer review’-gruppe.
Kort sagt gik det ud på, at hver af de 12 politikredse udpegede de to bedste drabsefterforskere, som indgik i en bruttotrup, der kunne aktiveres, når en politikreds stod i stampe med en drabssag. Man har blandt andet benyttet det i to endnu uopklarede drabssager: I sagen om den 32-årige, gravide makeup-assistent Louise Borglit, der blev stukket ihjel i Elverparken i Herlev i 2016, mens hun gik tur med sin søsters hund.
Dernæst i forbindelse med drabet på Emilie Meng fra Korsør samme år. To år efter drabet satte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ti uvildige efterforskere fra ’peer review’-gruppen til at gennemgå Emilie Meng-sagens enorme materiale, der består af ikke færre end 3,4 millioner dataenheder. Det dækker over alt fra millionvis af telefonoplysninger samt informationer om 400.000 biler til 650 afhøringer, spor, personer og over 2000 skrevne rapporter.
Havde de to sager været opklaret i dag, hvis Rejseholdet, som vi kendte det i gamle dage, havde eksisteret, bliver jeg ofte spurgt. Jeg har tidligere Rejseholdskolleger, som mener, det er tilfældet. Selv er jeg mere tilbageholdende med at konkludere noget.
For i Rejseholdet havde vi jo også sager, der den dag i dag er uopklarede. Alle efterforskere ved, at den første tid efter et drab er helt afgørende for det videre forløb. I Emilie Meng-sagen var efterforskningen i lige præcis den første uge i mine øjne mangelfuld.
For på en uge, ja bare få dage, kan meget blive tabt på gulvet. Fra Rejseholdets tid, hvor vi altid kun kom efter assistancemelding fra politikredsene, og der dermed kunne gå lang tid, før vi blev kastet ind i en sag, ved jeg selv, hvordan det lokale politi nogle gange havde overset essentielle ting på et gerningssted, der gjorde, at de kom virkelig dårligt fra start. Det kunne have ret afgørende betydning for vores videre arbejde.
Det er imidlertid nok sandsynligt, at Rejseholdet hurtigt havde fået mere skik på Emilie Meng-sagen, men det er altid nemt at være bagklog.
Alt det sagt for at nå frem til min pointe om, at man dengang efter min mening ikke skulle have nedlagt Rejseholdet, men i stedet have tilpasset enheden til den nye reform og de nye tider. Det er det, man heldigvis ser ud til at ville rette op på nu.
Med det seneste fireårige politiforlig, der blev indgået i december 2020, vil man danne en 13. politikreds i Danmark. En helt særlig national enhed med det amerikanske FBI som forbillede. Den 13. politikreds skal samle alle ovennævnte eliteenheder og endnu flere kompetencer under ét tag.
Altså alle dansk politis specialenheder indenfor efterforskning med i alt op mod 800 medarbejdere. Det vil simpelthen være historisk. Det er i den model, at man nu bringer Rejseholdet tilbage som en særenhed på drabsområdet. Men efter snakken om mytedannelserne ovenfor vil jeg skynde mig at slå skår i glæden og aflive endnu en. Nemlig den, der får folk til at tro, at vi med Rejseholdets genkomst eller med den nye 13. po-litikreds i fremtiden ikke vil opleve uopklarede drabssager.
Dem kan man aldrig undgå, og i det hele taget skal man passe på med at sammenligne, for datidens Rejsehold hørte en helt anden tid til. Derfor tror jeg heller ikke på, at man skal vende tilbage til en enhed, der opererer helt på samme måde, som vi gjorde dengang. Det er hverken nødvendigt eller tidssvarende. Det nye Rejsehold skal være et nyt og anderledes Rejsehold, som er langt dygtigere på en række områder, end selv vi var. Et Rejsehold version 2.0.
Siden politireformen i 2007 har man opbygget selvstændige efterforskningsenheder med stærke kompetencer ude i de 12 politikredse til at varetage de alvorlige sager. Alligevel skal man nu banke en national enhed op, der kaster sig ind i de allermest komplicerede sager. Selvom langt de fleste drab eller voldtægter eller grove røverier i dag kan opklares af politikredsenes egne, vil der stadigvæk dukke sager op, som påkalder sig helt særlig ekspertise. Det kan være teknologisk viden eller handle om afhøringsteknikker, profilering osv.
Personligt ser jeg for mig, at den nye enhed skal træde i karakter i forbindelse med uopklarede drabssager som Louise Borglit, Emilie Meng eller Connie Svendsen fra Bornholm. Det skal være en enhed, der ved absolut alt om drab og har været på alle de kurser og konferencer i ind- og udland, som kan give dem viden om, hvad der lige præcis skal til.
De skal nok ikke rykke ud i så mange sager, som vi gjorde før i tiden, men Emilie Meng er et godt eksempel på en sag, der er så kompliceret, at enheden med fordel vil kunne inddrages. De skal nok forestå vigtige afhøringer, men skal også som specialister krydstjekke og sammenholde alle de informationer, der er indsamlet fra overvågning, mobiltrafik mv. Altså udfolde sig indenfor særligt udvalgte områder i efterforskningen.
I dag gider ingen i øvrigt at have et arbejde med 210 rejsedage om året og sove i dårlige hotelsenge, selvom de med råd fra en gammel rotte med fordel kunne tage hovedpuden med. Det er bare en helt anden tid i dag, men det gør ikke behovet for en ny enhed mindre presserende.
Derfor ser jeg for mig et Rejsehold i en helt ny version, hvor man samler det ypperste indenfor faget: den højeste specialviden indenfor efterforskning og ledelse af efterforskning, kriminalteknik, dna, viden om gerningsmandsprofilering og geografisk profilering, dataindsamling, overvågningssystemer, IT, hvordan man koordinerer telemastoplysninger på en ny måde, der kan kortlægge gerningsmandens eller den mistænktes færden. Det skal være de bedste til at afhøre, dem, der ved alt om den vanskelige proces, en afhøring består i, om kognitiv afhøring og risikoen for falske tilståelser. De skal med andre ord være fuldstændig opdaterede på alt, herunder ikke mindst internationale sager, der kunne have relevans for de danske.
Jeg har tidligere fortalt, hvordan fjerndrab i dag udgør en særlig udfordring. Især hvis gerningsmanden er smart nok til at bruge engangshandsker, kondom, mundbind og har lagt sin mobil og sit kreditkort derhjemme, så han hverken efterlader sig biologiske eller elektroniske spor.
Når en gerningsmand tager alle de forbehold inden sin forbrydelse, så er politiet ofte på en særdeles vanskelig opgave. Så er de redskaber, vi i dag har til rådighed, ikke altid fuldt tilstrækkelige. Men fjerndrab bliver jo også begået i andre lande. Det er ikke kun i Danmark, at vi har ofre som Louise Borglit, Emilie Meng, Stine Geisler, der blev dræbt under pinsekarnevallet i København i 1990, eller 12-årige Susan Hansen fra Fredericia, der i 1992 blev efterladt i en grøftekant – sidstnævnte sag var jeg i øvrigt selv kortvarigt inde over dengang.
Uopklarede kvindemord bakser de også med hos kollegerne i Sverige, Norge, Belgien, Holland og Tyskland. Vi hører bare sjældent om dem. Nok deler vi internationalt informationer med både Europol og Interpol, men det er overvejende omkring terror og den organiserede narko- og bandekriminalitet, der foregår på tværs af grænserne, ikke den personfarlige kriminalitet.
Det udvidede fælles EU-register indført med Prüm-aftalen, hvor medlemslandene reelt skal kunne dele dna, fingeraftryk og køretøjsinformationer, er et forsøg på at afhjælpe nogle af de mangler. Men det er efter min mening ikke nok på det operative område. Faktum er bare, at vi har et samfund med åbne grænser, hvor mennesker – og dermed også forbrydere – kan bevæge sig frit.
Vi bør nok i nogle af vores uopklarede drabssager mere målrettet arbejde med den hypotese, at der kan være tale om en europæisk seriemorder eller serievoldtægtsforbryder. En forbryder, der rejser til et nyt land, hver gang han begår en forbrydelse. Pt. ved vi bare ikke noget om det, fordi vi primært kigger på forbrydelserne lokalt, regionalt og nationalt – ikke altid internationalt og globalt.
Hvad, hvis vi i stedet for at sammenligne med et drab, et gerningssted eller en gerningsmandssignatur et andet sted i Danmark skuede udover vores egne grænser? Præcis som nogle af de kriminelle gør.
Måske findes løsningen i Frankrig eller Holland? Måske har politiet i Hamborg og Lyon rent faktisk uopklarede drabssager på hylden, hvor en ung pige gik alene fra en togstation en tidlig sommermorgen, ligesom Emilie Meng? Eller et knivdrab med samme modus og mordvåben, som blev brugt mod Louise Borglit? Kunne der være tale om en løsarbejder, som på nutidens arbejdsmarked pendler rundt?
Det kunne også være en driftig konsulent. Verden er lille og global. I dag hedder det København, i morgen Aalborg, og i overmorgen er destinationen Køln eller Barcelona. Der kan være tale om en helt almindelig mand, som tjekker ind på hoteller rundtomkring i Europa for at arbejde flittigt, men også ser Netflix og læser krimier og manualer på nettet, så han ved, hvad han skal tage sig i agt for.
For i fritiden er han også serieforbryder med lig i lasten, bogstavelig talt. Hvilke udenlandske sager har lighedspunkter med dem i de danske arkiver? Er årsagen til, at vi ikke har opklaret den eller den forbrydelse, at vi har lokale eller nationale skyklapper på og ikke evner at betragte sagen i et helt nyt perspektiv? Det er på sådan nogle parametre, jeg mener, at det nye Rejsehold skal kunne præstere.
Jeg håber virkelig også, at værktøjer som geografisk og psykologisk profilering bliver inkorporeret i det nye Rejsehold. Psykologisk profilering har vi allerede opereret med i den såkaldte profilgruppe, der blev nedlagt sammen med Rejseholdet. Men geografisk profilering er i min optik et vidundermiddel.
Her kan man blandt andet afkode en masse om, hvordan serieforbrydere – brandstiftere, indbrudstyve osv. – bevæger sig, ud fra stederne, hvor de begår deres forbrydelser. Står man med en række kriminelle forhold, som man ud fra dna eller fingeraftryk ved er begået af den samme person, og kender man rækkefølgen på, hvornår de er begået, så kan man ofte finde ud af, i hvilket område gerningsmanden bor. Første gang han begår en forbrydelse, tænker han måske ikke så meget over det og begår røveri eller voldtægt i sit nabolag. Men næste gang er han blevet bevidst om faren for at blive opdaget og slår til langt hjemmefra. Første og anden forbrydelse kan altså foregå langt fra hinanden. Men hvis han slipper afsted med det igen … så begynder han måske at slække på det. Ergo bevæger han sig tættere og tættere på sit eget udgangspunkt. Så kan man konstatere, hvor gerningsmandens komfortzone er. Altså, hvor han arbejder eller bor, eller måske hvor hans forældre bor – steder, hvor han føler sig tryg. Dét ser jeg for mig skal være en del af den nye enhed.
Al den ekspertise, jeg efterspørger, kan i sagens natur ikke skabes i hver enkelt politikreds i et lille land som Danmark. Derfor er udfaldet af politiforliget 2020 med den 13. politikreds i sigte godt og fremsynet. Det bliver som sagt en stor FBI-lignende model, der med hundredvis af efterforskere og en stærk faglig ledelse skal dykke ned i den grænseoverskridende, svære kriminalitet og også håndtere de sværeste drabssager med det nye rejsehold.
Det skal være en stærk national efterforskningsenhed, der skal rumme alt det her, så det ikke belaster de andre kredse. Var jeg 35 år i dag, ville det nok krible i mig for at blive en del af det. For kan man kombinere alt dette, og også eksekvere det rigtigt, så bliver det nye moderne rejsehold fuldt ud lige så godt som det gamle og, tror jeg, rent faktisk endnu bedre. S
elvom jeg måske ikke bliver synderlig populær hos mit barnebarn Maja, vil jeg tilmed vove den påstand, at end ikke helte som Fischer, Boysen, La Cour og Ingrid Dahl fra fiktionens verden i så fald ville kunne følge med. Det er heller ikke for at gå Peter Thorsboe i bedene, men det manuskript, der ligger klar til Danmarks nye rejsehold version 2.0, det kunne jeg ikke have skrevet meget bedre selv.
Bent Isager-Nielsen svarer på danskernes mange spørgsmål om lov, orden og kriminalsager til foredrag og i ugebladet Ude og Hjemme. Denne bog rummer nogle af de bedste spørgsmål og Bent Isager-Nielsens svar under en række temaer, som han herefter uddyber. Bent Isager-Nielsen trækker på sine egne erfaringer som efterforsker, drabs- og Rejseholdschef samt politiinspektør og fortæller om sager, han har været med til at opklare, eller som han har fulgt fra sidelinjen helt op til i dag.
“Engang var det altid mig, der stillede spørgsmålene. Men jeg skal love for, at rollerne i dag er byttet rundt … Jeg tror, det hænger sammen med det basalt menneskelige i, at vi alle både frygter og fascineres af det menneskelige mørke. Men grundlæggende hersker der bare en dyb interesse for faget.”
Du kan købe I lovens navn online, fx hos Bog og Ide her, eller i din foretrukne boghandel.
Andre læste også: