Ben synes, at universet skal tage at passe sig selv. For hvis det tog sig ordentligt af ham, ville han ikke være på vej på posthuset med en kasse fyldt med ekskærestens ting, men så render han ind i en fyr … Læs andet kapitel af Hvis det er os, som er fortalt fra Bens perspektiv.
KAPITEL TO
BEN
Jeg er tilbage ved start.
Jeg havde én opgave. Send breakup-pakken. Ikke løbe ud af posthus med breakup-pakke i hænderne. Til mit forsvar skal det siges, at der skete en masse på samme tid. Der var ham den søde og cool Arthur-fyr, der tydeligvis ikke er blevet jordet af universet før, for han troede faktisk, det var skæbnen, der førte os sammen. På den dag, hvor jeg forsøgte at sende Hudsons ting til ham. Jeg er sikker på, at Arthur dropper sin optimistiske tro på universet, nu hvor det marchorkester skilte os ad.
Jeg hopper om bord på subwayen tilbage til Alphabet City for at mødes med min bedste ven, Dylan. Jeg bor på Avenue B, Dylan bor på Avenue D. Vores fælles historie handler om vores efternavne, Alejo og Boggs. Han sad bag mig i tredje klasse og prikkede mig konstant på skulderen for at låne ting som blyanter og papir. Og det blev ved, da vi blev ældre, når han skulle bruge min iPhone, der var to generationer ældre end alle andres, til at skrive til ugens udkårne, fordi hans eget batteri var dødt.
De eneste gange, jeg “låner” noget, er, når jeg har brug for, at han giver mig nogle penge til frokost. Og jeg sætter låner i gåseøjne, for det er meget sjældent, jeg betaler pengene tilbage, og han er ligeglad. Dylan er en god fyr. Han er ligeglad med, at jeg er til fyre, og jeg er ligeglad med, at han er til piger. Tak til alfabetet for den bromance.
Da jeg står af, stopper jeg ved flere skraldespande og holder breakup-kassen hen over dem, men jeg finder aldrig modet til at smide den forbandede kasse ned i dem.
Jeg havde nok ikke forestillet mig, at vores brud ville gøre så ondt, når det var mig, der slog op. Men fordi det var Hudson, der kyssede en anden, føles det alligevel, som om det var ham, der for alvor gjorde det forbi mellem os. Det har ikke været rigtig godt mellem os, siden hans forældre blev skilt, men jeg var tålmodig med ham. Som da jeg lod ham arrangere min fødselsdag, og han inviterede mig med til koncert med sit yndlingsband.
Jeg så igennem fingre med det, for det var min første koncert nogensinde, og The Killers er for vilde. Så kom han ikke til mine forældres store fejring af deres bryllupsdag. Igen så jeg igennem fingre med det, for det var måske for meget for ham at fejre mine forældres ægteskab efter det, der lige var sket med hans egne forældre.
Og så gik vi i biffen for at se en romantisk komedie om to teenagedrenge, og han kom med en lang snak om, at kærlighed, inklusive vores, aldrig kunne blive Hollywood-materiale, og jeg løb fra ham og troede, at han ville jagte mig og undskylde eller kalde på mig eller bare gøre et eller andet i stil med, hvad en kæreste burde gøre i sådan en situation.
Jeg hørte intet i tre dage. Ikke før jeg ringede og spurgte ham, om vi nogensinde skulle tale sammen igen. Så dukkede han uanmeldt op hjemme hos mig og fortalte, at han troede, vi var gået fra hinanden, så han havde kysset med en eller anden fyr til en fest. Han ønskede desperat en chance til, men nej. Jeg gjorde det forbi med ham. For alvor. Hvis han troede, vi havde slået op med hinanden, kunne han så i det mindste ikke vente en uge, før han kastede sig over en ny? Ret svært ikke at føle sig som et nul efter det.
Jeg er nået over til Dylan, trykker på dørtelefonen, og han lukker mig straks ind, hvilket er fedt, for jeg er ikke i stand til at vente i dag. Jeg bærer rundt på en kasse med min ekskærestes ting. Jeg har en rygsæk fuld af sommerlektier. I dag er en lortedag.
Jeg gaber i elevatoren. Jeg har været oppe klokken syv på grund af sommerskole. Yay, lækkert liv. Universet styrer for vildt – knojern mod mit hjerte og ego.
Jeg træder ud af elevatoren og lukker mig ind i Dylans lejlighed, for så tætte er vi. Men siden dengang for et par måneder siden, hvor jeg bare vadede ind, mens han var godt i gang med at spille den af, er jeg klog nok til at banke på døren ind til hans værelse.
“Har du hånden ude af bukserne?” spørger jeg.
“Desværre ja,” svarer Dylan fra den anden side af døren.
Jeg åbner døren. Dylan sidder på sin seng og skriver på telefonen. Han er blevet klippet, siden jeg så ham til aftensmad i går. Han er den eneste fyr på min alder, der har skæg. I lang tid troede jeg, at jeg var totalt bagud i pubertetsgamet, fordi jeg ikke har noget skæg, men det er faktisk Dylan, der er freakshowet her. Et smukt freakshow.
“Big Ben,” synger Dylan og lægger telefonen fra sig. “Mit livs lys. Også kendt som: Han Der Hænger Fast I Skolen.” Sommerskole er noget dobbeltlort, fordi Dylan har joket med det, lige siden jeg kom ud fra studievejlederens kontor med de dårlige nyheder. Han er heldig, at ingen af hans kærester overtalte ham til at droppe timerne og bare tro på, at de gode karakterer kom af sig selv.
“Hey,” siger jeg. Sjove kælenavne er ikke rigtig min ting.
Dylan peger på mit bryst. “Den T-shirt er ren skønhed, ikke?”
Hans garderobe består mest af T-shirts fra små kaffebarer rundtomkring i byen, og han gav mig den her Dream & Bean-trøje i aftes, da han kom over for at spise. Dylan er min tøjpusher, når hans eget skab bliver for trangt. Han giver sjældent slip på sine favoritter som den her Dream & Bean, men jeg klager ikke.
“Jeg havde ikke noget rent at tage på,” siger jeg. “Det er ligesom ikke en cool trøje.”
“Nu sårer du mine følelser, men jeg gætter på, at du er i dårligt humør, fordi du bærer rundt på den breakup-kasse, som du skulle give Hudson. Hvad skete der?”
“Han var ikke i skole i dag.” Jeg stiller kassen fra mig.
“At pjække fra den første dag i sommerskole virker som en dårlig start,” siger Dylan.
“Ja, jeg spurgte Harriet, om hun ville give ham den, og det sagde hun nej til,” siger jeg. “Så ville jeg sende den, men det koster for meget at sende den anbefalet.”
“Hvorfor skulle den sendes anbefalet?”
“Fordi jeg vil af med kassen med det samme.”
“Det kunne en almindelig forsendelse da også klare.” Dylan hæver det ene øjenbryn. “Du kunne ikke få dig selv til det, kunne du?”
Jeg stiller kassen, som jeg skulle have sendt eller smidt ud eller bundet fast til et anker og kastet i floden, fra mig. “Hold op med at gennemskue mit lort. Det er mit lort.”
Dylan rejser sig og giver mig et kram. “Scchhh.” Hans hænder bevæger sig i cirkler på min ryg.
“Din trøstende stemme virker ikke trøstende.”
Dylan kysser mig på kinden. “Det er okay, min egen Pudding Pop.”
Jeg sætter mig i skrædderstilling på hans seng. Jeg er fristet til at række ud efter min telefon for at se, om Hudson har skrevet, eller tjekke Instagram for at se, om han har lagt en ny selfie op. Men jeg ved, at der ikke er nogen beskeder fra ham, og at jeg ikke længere følger ham på nogen medier.
“Jeg vil ikke have, at han dropper sommerskolen bare for at undgå mig. Han kommer bagud, hvis han er væk tre gange.”
“Måske. Men det er hans problem. Hvis han ikke dukker op, slipper du for at tilbringe sommeren sammen med ham. Så er det problem løst.”
Det er ikke særlig længe siden, at denne sommer med Hudson var alt, jeg tænkte på. En sommer som kærester i swimmingpools og parker og i hinandens senge, når vores forældre var på arbejde. Ikke som ekskærester, der går i sommerskole, fordi vi brugte mere tid på at studere hinanden end på vores kemi-afleveringer.
“Jeg ville ønske, du skulle gå i sommerskole sammen med mig,” siger jeg. “Han har sin bedste ven der, og jeg burde også have min.”
“Åhr, mand, mind mig lige om aldrig at begå en forbrydelse sammen med dig. Du bliver fanget og sladrer om mig med det samme.” Dylan tjekker sin telefon, som om vi slet ikke sidder midt i en vigtig samtale – et virkelig kedeligt træk ved mennesker. “De der timer ville jo også blive totalt drama. Jeg kan ikke være der sammen med min eks, det er ikke noget sundt sted at opholde sig.”
“Jeg er der bogstaveligt talt sammen med min eks, Dylan.”
“Nej, du er ej. Han er ikke dukket op, og hvis han gør, så glem ikke, at du er foran. Du vandt, fordi det var dig, der slog op. Det ville være dobbeltlort, hvis han slog op med dig. Nu er det kun enkeltlort for dig.”
Jeg ville hjertens gerne give mit kongerige for et univers, hvor et enkeltlortet brud ikke er en sejr. Men sådan er det.
De seneste brud beviser, at vi aldrig skulle have fucket vennekredsen op ved at prøve at blive kærester. Ikke for at pege fingre, men Dylan og Harriett startede. Vi fire havde en god ting kørende, indtil Dylan og Harriett kyssede nytårsaften.
Jeg var lidt vild med Hudson og var ret sikker på, at han også var lidt vild med mig, men da vi vendte os mod hinanden den aften, kyssede vi ikke, vi rystede bare på hovedet, fordi jeg kendte min bedste ven, og han kendte sin. Det ville aldrig gå. Måske ville Hudson og jeg aldrig være blevet inspirerede til at give det en chance, hvis ikke vi havde fået en masse alenetid, da Dylan og Harriett begyndte at hænge ud sammen i weekenderne.
Jeg savner den tid med vores squad.
Jeg rejser mig og tænder for Wii’en, for jeg har brug for noget underholdning og drilleri, der kan muntre mig op. Den triumferende åbning af Super Smash Bros. brøler ud af fjernsynet. Dylans favoritkarakter er Luigi, for han synes, Mario er opreklameret. Jeg tager Zelda, for hun kan teleportere og aflede projektiler og skyde ildkugler på lang afstand, og det er alt sammen optimale moves for en spiller, der gerne vil undgå nærkamp.
Vi går i gang med spillet.
“På tristhedsskalaen, hvor ligger du så i dag?” spørger Dylan. “De første ti minutter af Up-trist? Eller Nemos-mor-dør-trist?”
“What, nej. Overhovedet ikke åbningsscenen af Up-trist. Den gjorde det nærmest af med mig. Jeg er nok et sted midtimellem, sådan de sidste fem minutter af Toy Story-trist. Jeg skal bare have lidt tid til at komme ovenpå igen.”
“Helt klart. Jeg skal lige fortælle dig noget.”
“Slår du op med mig?” spørger jeg. “For det er ikke cool.”
“På en måde,” siger Dylan. Han holder en lang kunstpause, mens han hamrer på en knap, så Luigi bliver ved at fyre grønne ildkugler af sted mod Zelda. “Jeg mødte en pige i kaffebaren.”
“Det er den mest Dylan-agtige sætning, du nogensinde har sagt.”
“Ja, ikke?” Dylan har en meget charmerende latter. “Okay, så efter jeg var hos lægen i dag, tog jeg nordpå for at prøve et nyt kaffested.”
“Selvfølgelig går du direkte ud fra lægen, der har tjekket dit hjerte, og hen til en kaffebar. Nogle gange er du næsten for meget en parodi på dig selv.”
“Det årlige ritual,” siger Dylan. Han har en hjertesygdom, der hedder mitralprolaps, som ikke er så farlig, som den lyder – i det mindste ikke hos Dylan. Jeg ved ikke, hvad han ville gøre, hvis lægerne forbød ham at drikke kaffe. “Nå, men jeg gik forbi Kool Koffee, som jeg altid har undgået, fordi jeg ikke synes, det er sjovt med de der sjove stavemåder, og hun gik udenfor for at smide noget ud, og jeg gik all-in på hende.”
“Som du gør.”
“Men jeg kunne ikke gå derind med en Dream & Bean-trøje på.”
“Hvorfor ikke?”
“Øh. Kunne du finde på at gå ind på Burger King med et Happy Meal i hænderne? Nej, vel. Det er respektløst. Tænk dig om.”
“Når jeg tænker mig om, ved jeg, jeg skal til at finde mig nogle nye venner.”
“Jeg ville bare ikke opføre mig respektløst.”
“Du har lige opført dig respektløst over for mig.”
“Jeg snakker om hende.”
“Selvfølgelig. Vent lige. Var det derfor, du gav mig den trøje i aftes?”
“Ja. Jeg panikkede.”
“Du er så underlig. Fortsæt.”
“Jeg gik ind på Kool Koffee i dag, passende klædt på …” Dylan peger på sin helt blå T-shirt. Pæn og neutral. “… og hun nynnede en Elliott Smith-sang, mens hun lavede en espresso, og jeg var bare done. Helt done. Big Ben, i løbet af et øjeblik fik jeg en kommende kone og en ubegrænset forsyning af kaffe.”
Det er virkelig svært at være glad på nogens vegne over, at de har fundet kærligheden, når man selv lige har mistet alt i den afdeling. Men det her er Dylan. “Jeg glæder mig til at møde min kommende svigerinde.”
“Kan du huske det der BuzzFeed-opslag med Harry Potter-brylluppet? Samantha og jeg laver noget med et kaffetema. Alle skal have baristaforklæder på. Vi skåler i kaffekrus. Mit ansigt males i mælkeskum på alles latte.”
“Du er for meget.”
“Der er bare én fejl.”
“Er der allerede fejl ved hende?”
“Hun er stor fan af Kool Koffee, fordi de donerer penge til velgørenhed, og hun synes, seriøse kaffedrikkere skal være mere bevidste om, hvor de køber deres kaffe. Men jeg er bare ikke klar til at være i et monogamt forhold med Kool Koffee.”
“Har hun rent faktisk bedt dig om det?”
“Nej, men … Hun bad mig om det uden at bede om det. Og når den eneste ene dukker op, er der ting, man må ofre.”
“Du dropper simpelthen ikke Dream & Bean-kaffe?”
“Nej, sgu da. Jeg dropper bare at drikke Dream & Bean-kaffe foran Samantha. Hvad hun ikke ved, har hun ikke ondt af.”
“Det er kun dig, der kan få kaffedrikning til at lyde kriminelt.”
“Nå, men jeg har lagt nogle andre kaffebar-trøjer i din skuffe, så jeg ikke bliver fristet.”
Jeg tjekker trøjerne ud, for der er måske en vinder dernede. Og ja, jeg har en skuffe hos ham, og han har en hos mig. Vi har sovet hos hinanden så mange gange, at det giver mening. Da jeg først var ved at blive cool med det der spring-ud-noget i skolen, blev jeg altid vildt selvbevidst i idrætstimerne.
Som om alle troede, at jeg stod og tjekkede dem ud. Så er det dope at have en bro som Dylan, der er cool med at skifte tøj foran mig og med, at jeg skifter foran ham. Jeg håber ikke, jeg mister hele hans formidable jeg, som det er sket, hver gang han har mødt den eneste ene.
“Hov. Hvorfor fortalte du ikke om Samantha i går, da du kom forbi?” spørger jeg.
“Det ved jeg ikke,” siger Dylan. Som om det er et tilfredsstillende svar. Som om jeg så bare vil sige “okay, cool,” og fortsætte med at give ham røvfuld i Super Smash.
“Du fortæller mig det aldrig, når du lige er blevet forelsket,” siger jeg.
“Nævn én gang, hvor jeg ikke har fortalt det.”
“Med Gabriella og Heather og Natalia og …”
“Jeg sagde én gang.”
“… og Harriett. Det er bare underligt. Vi fortæller ellers hinanden alt.”
Dylan nikker. “Jeg vil nok bare ikke jinxe det. Du ved, hvordan min far altid fortæller, at han vidste, han ville giftes med min mor, da han mødte hende i highschool? Sådan har jeg det med Samantha.”
Jeg lader, som om jeg ikke har hørt Dylan sige den slags før, senest med Harriett, som han slog op med i marts. Måske er det anderledes denne gang. Vi spiller videre, mens Dylan ævler om, hvilken varm drik han og Samantha skal opkalde deres førstefødte efter. Jeg nægter at blive Onkel Ben til et barn, der hedder Cider.
Jeg er lidt misundelig over, at Dylan er i den fase af sin nye romance, hvor det føles, som om alt er muligt. Som om Samantha muligvis er hans livs kærlighed. Som jeg troede, Hudson ville blive min. Jeg glædede mig altid til at vågne og se hans ansigt – hans smukke, dovne øje, det lille knæk på næsen, hans frække, mørke øjenbryn, der ikke matcher det korte, kastanjebrune hår.
Hvordan han ændrede mit syn på verden ved for eksempel altid at give de idioter på skolen igen, som var efter ham på grund af hans feminine væremåde. Han hjalp mig med at glemme min egen idiotiske idé om, hvordan en mand bør se ud. Og nervøsiteten i marts, inden vi havde sex første gang, og jeg ikke vidste, om det ville blive godt eller ej. Spoiler: Det var fantastisk.
Måske kan jeg sparke så meget røv i løbet af denne uge, at det går op for lærerne, at jeg ikke behøver gå i skole hele den næste måned, og så bliver jeg Hudson-fri.
Men skal jeg være ærlig, må jeg nok se i øjnene, at jeg stadig ville være endt i sommerskole, selv om Hudson ikke var inde i billedet. Jeg er ikke vildt gode venner med skolen.
“Du vil altid være min nummer et, Big Ben,” siger Dylan. “Indtil Lille Cider kommer til verden.”
“Bros before babies,” siger jeg.
“Måske lige ved siden af hinanden?”
Jeg trækker på skuldrene. “Okay.”
“Du kommer ikke til at være single særlig længe,” siger Dylan, som om han er en hvid, menneskelig spåkugle. “Du er høj, dit hår er klar til Hollywood, din stil er elegant og afslappet. Hvis ikke jeg havde mrs. Samantha Hvis-Efternavn-Jeg-Lige-Skal-Have-Styr-På-Inden-Jeg-Kan-Forbinde-Det-Med-Boggs, er jeg sikker på, du ville få mig til at skifte hold, inden året er omme.”
“Sødt. Du ved godt, at det at omvende nogen ville få mit liv til at peake.” Jeg jagter ikke direkte heterofyre, men hvis nu en af dem skulle have lyst til at eksperimentere for at finde ud af, hvad han er til? Så siger jeg velkommen til Casa Alejo. Stil skoene ved døren, eller tag dem med i seng, hvis det er det, du er til.
Jeg vinder første runde, for jeg er mig, og vi går i gang med en ny runde.
“Lad os snakke om, hvorfor du ikke sendte den breakup-kasse,” siger Dylan, som om han er min psykolog.
“Kun, hvis du dropper den terapeutstemme,” siger jeg.
“Måske kan vi begynde med, hvorfor min stemme går dig sådan på. Minder jeg dig om en autoritetsperson?”
Jeg knockouter hans figur og giver ham fingeren.
“Jeg … Jeg troede bare, jeg fik chancen for at overrække ham kassen personligt og få en form for afslutning på det. Men så dukkede han ikke op, og pludselig står jeg på posthuset og taler med en eller anden fyr om Hudson, og en flash mob går i gang, og …”
“Vent lige. Spol tilbage.”
“Ja, en flash mob. De optrådte med det der Bruno Mars-nummer og …”
“Nej. Fyren. Hvad? Hvem?”
Dylan vender sig om mod mig og glemmer igen alt om pauseknappens utrolige trolddomskraft. “Du er en stodder. Du giver mig dårlig samvittighed, og så kaster du dig allerede over en eller anden fyr.”
“Hvad, nej. Det passer ikke. Der er ikke noget at kaste sig over.”
“Hvorfor ikke? Hvem er han? Navn. Adresse. Cpr-nummer. Twitter og Insta-navne.”
“Arthur. Jeg ved ikke, hvad han hedder til efternavn. Jeg kender overhovedet ikke hans adresse. Og heller ikke det med Insta-navnene, men nu, hvor vi taler om det, hvorfor har folk så ikke bare ét navn på alle medier?”
“Mennesker er nogle komplicerede væsner.” Dylan nikker alvorligt. “Hvad ved du om ham?”
“Han er ny i byen. Bor i Georgia. Han havde det mest afsindige slips på, jeg har set.”
“Bøsse?”
“Jep.” Det er altid rart at finde ud af straks, om en hot fyr er homo eller ej. At gå i gang med at løse det mysterium på egen hånd er sjældent særlig sjovt og giver meget sjældent bonus.
“Jeg fornemmer, at han er hot.” Dylan vifter sig selv i hovedet.
“Ja, han er lækker. Men lavere, end jeg plejer at være vild med. Måske 1,70 eller 1,68 uden støvler. Photoshop-blå øjne som et rumvæsen.”
Dylan klapper i hænderne. “Okay, jeg er solgt. Jeg parrer dig med den fyr, du mødte, da du var nede for at partere resterne af dit sidste parforhold.
Jeg ryster på hovedet og lægger controlleren fra mig. “D, nej. Jeg er bare vanskelig for øjeblikket. Jeg er nødt til at shippe mig selv med mig selv i et stykke tid.”
“Du er aldrig vanskelig, Big Ben.”
“Det er sødt af dig, mand. Tak.”
“I den nærmeste fremtid kommer vi til at drikke alt for mange drinks, jeg inviterer mig selv på besøg klokken to om natten, og så … krammer vi for hårdt. Og om morgenen lover jeg, at jeg ikke siger, at det var vanskeligt.”
“Du har lige ødelagt det fine øjeblik.”
“Undskyld. På med pokerfjæset igen,” siger Dylan. “Du er alt for hård ved dig selv. Bare fordi Hudson er en idiot, der tog dig for givet, betyder det ikke, at en anden fyr også gør det. Og damn, så møder du endda en hot fyr med en dårlig smag i slips den dag, hvor du er klar til at komme over din eks. Det er et tegn.”
Jeg tænker på Arthurs og min samtale om universet, og jeg ser ham igen tydeligt for mig. Han er ikke som de mange lækre fyre, jeg ser rundtomkring i byen, hvor jeg når at opdigte en eller anden episk kærlighedshistorie, men glemmer, hvordan de ser ud en time efter. Arthurs tænder var superhvide, og der var knækket lidt af hans ene hjørnetand. Rodet, brunt hår.
Han var for velklædt til at være på min alder. Et rumvæsen ville sikkert gå sådan klædt, hvis det kom hertil fra et andet solsystem og forsøgte at give sig ud for at være voksen, men ikke anede, hvor store babykinder det havde. Jeg burde ikke være løbet ud af det posthus. Måske har Dylan ret: Jeg ignorerede et tegn.
“Nå, jeg må hellere løbe,” siger jeg. Ret nedtrykt nu. “Lektietid.”
“På en mandag i sommerferien. Dit liv peaker.” Dylan rejser sig fra sengen og giver mig et kram.
“Jeg ringer senere.”
“Hvis ikke jeg snakker med Samantha, tager jeg den.”
Som om jeg ikke ved det. Jeg håber virkelig, at jeg ikke mister både min kæreste og min bedste ven i løbet af bare én sommer.
Jeg er på vej ud, da Dylan råber efter mig.
“Glemte du ikke noget?” Dylan ser på breakup-kassen. “Med vilje? Jeg kan altså godt tage mig af det, hvis du gerne vil have det. Jeg tager skimaske og handsker på og skal nok ordne den stodder i løbet af natten. Ingen vil nogensinde finde ud af, at det var os.”
“Du har brug for hjælp,” siger jeg. Jeg løfter kassen op. “Jeg tager mig af det.”
Jeg ved endnu ikke, om jeg lyver eller ej.
Jeg sidder ved skrivebordet og tænder for computeren. Det tager lidt tid, før den starter, for det er ikke ligefrem den nyeste model, eller sågar den nyeste gamle model. Det ville være så meget nemmere at spille Sims, hvis jeg havde en bedre computer.
Jeg burde virkelig lave lektier, men det var svært nok at fokusere på kemi, da jeg ikke havde en kasse stående ved siden af mig med minder fra et forhold, der skulle have været alt og holdt op med at være noget. Nogle gange fokuserer jeg på det, der gik godt i vores forhold, så jeg ikke bliver vred.
Som for eksempel den måde, Hudson hvilede hagen på min skulder, når vi gav hinanden et kram sidst på skoledagen, næsten som om han ikke ville hjem eller overhovedet træde et skridt væk fra mig. Og hvordan jeg følte mig set af ham, også når det brune i hans øje så et andet sted hen, for jeg ved, at han så mig. Og at læse bøger sammen med ham. Og oplade telefonen i den lyn-formede stikdåse, så vi kunne være sammen på FaceTime til sent om natten.
Men den Hudson forsvandt, da hans forældres skilsmisse gik igennem den 1. april efter tyve års ægteskab. Hudson var sikker på, at det var hans mors vanvittige forsøg på en aprilsnar, for han havde regnet med, at de ville finde sammen igen.
Selv da hans forældre meddelte, at de skulle separeres, og hans mor flyttede fra Brooklyn ind til Manhattan, troede Hudson stadig, at de ville finde sammen igen. Han havde den samme forestilling som et barn i en film, der sætter en stor plan i værk for at få forældrene til at forelske sig i hinanden igen.
Det, at han så en kærlighed, som han virkelig havde troet på, gå i stykker, var ikke godt for os. Vi var helt ude af sync. Der var tidspunkter, hvor han ikke ønskede, jeg var der til at trøste ham, og andre tidspunkter, hvor vi hang ud, og han bare talte kærlighed ned. Men der var grænser for, hvor mange gange jeg kunne dolkes i hjertet, før jeg var nødt til at træde lidt væk. Jeg gav ham masser af chancer – jeg gav os masser af chancer. Jeg var bare ikke god nok til at minde ham om, at kærlighed også kunne være noget godt.
Min bærbare er endelig klar. Jeg er nødt til at afreagere lidt inden lektierne, så jeg åbner for den fantasy-roman, jeg har arbejdet på siden januar. Det er den eneste gang, jeg faktisk har overholdt et nytårsforsæt, og jeg er helt besat af min historie.
The Wicked Wizard War – forkortet TWWW – læses kun af mig, men måske deler jeg den en dag med verden. Eller i det mindste med Dylan, som er vild efter at læse om den karakter, jeg har baseret på ham.
Jeg springer ind der, hvor jeg stoppede sidst.
Det er en scene med Hudsons karakter, og den begynder ret enkelt. Ben-Jamin og Hudsonien sniger sig ud af Zenslottet ud på natten og går ind i Den Mørke Skov for at holde et romantisk stævnemøde. Og Ben-Jamin fjerner tågen med sine vind-kræfter og damn, så er en flok LivsSlugere pludselig dukket op for totalt at gøre det af med Hudsonien. Ærgerligt. Jeg skriver detaljeret om den kæmpestore guillotine,
de skal bruge til at kappe hovedet af ham, for jeg kan virkelig godt lide at få hele billedet med. Og lige da LivsSlugerne lader klingen falde over ham, lukker jeg ned.
Jeg kan ikke.
Jeg er ikke klar til at dræbe Hudson – Hudsonien.
Eller til at smide kassen væk.
Måske lykkes det os på et tidspunkt at tale tingene igennem. Få en afslutning. Blive gode venner.
Jeg vil gerne vide, hvordan han har det.
Mit hjerte hamrer vildt, da jeg klikker mig ind på Hudsons Instagramprofil, @HudsonLikeRiver. For en time siden lagde han en selfie op, og jeg ved ikke, hvorfor Harriett sagde, han var syg, for han ser fucking frisk ud. Han laver peacetegn og har skrevet #MovingOn. Det er ret tydeligt, hvilket håndtegn han hellere burde have lavet.
Hudson må have fundet ud af, at jeg er holdt op med at følge ham. Ligesom han kender mig godt nok til at vide, at jeg alligevel tjekker hans profil, for den er ikke privat som min. Men hvis han er så klar til at komme videre, burde han ikke have så svært ved at vise sit fjæs frem i skolen.
Jeg gad nok vide, om han overhovedet er ved at komme videre. Han sagde, at ham fyren fra festen ikke bor i New York, men måske har de en langdistanceting kørende. Jeg tænkte nogle gange, at Hudson havde et crush på Danny fra matematik, men Hudson sværger på, at Danny ikke er hans type – for muskuløs, for besat af biler. Måske er det en helt anden.
Jeg mener, jeg kan da også lave et hashtag #MovingOn. Universet var helt klart ikke ude på at hjælpe mig i dag, ellers ville jeg sikkert være i gang med at skrive til Arthur i stedet for at stalke min ekskæreste lige nu. Men Dylan er virkelig krøbet ind i mit hoved. Han sætter gang i romantikeren i mig. Det var problemet med Hudson.
Da vi gjorde det forbi, sagde Hudson, at jeg havde alt for høje forventninger, og at jeg nogle gange har for vilde drømme. Jeg forstår ikke, hvorfor det er en dårlig ting. Hvorfor skulle jeg ikke have lyst til at være sammen med en, der får mig til at føle mig godt tilpas? En, der gerne vil være sammen med mig på lang sigt?
Jeg ved ikke, hvordan man møder lækre fremmede i New York. Som regel ser jeg dem bare en enkelt gang, og så er det det. Men jeg talte med Arthur. Jeg fik hans navn. Jeg klikker ud af Hudsons profil og skriver Arthur i søgefeltet, og underligt nok finder universet ikke bare lige frem til den Arthur, jeg mødte, for at gøre mit liv nemmere. Jeg aner ikke, om Arthur er på Insta, men hvis han er ligesom alle på min skole, lægger han hver en lille detalje fra sit liv ud på Twitter.
Jeg skriver Arthur hotdog slips for at se, om han har skrevet noget om sit åndssvage slips. Ingen hits, på nær et tweet om en hotdogspisningskonkurrence med en eller anden fyr, der hedder Arthur, der er iført et sjovt slips. Jeg skriver Arthur Georgia, og der er intet andet end underlige tilfældigheder som for eksempel en pige, der hedder Georgia, der bingewatcher alle King Arthur-film, og intet om Posthus-Arthur, der er rejst fra Georgia i sommerferien.
Pis.
Det her er New York, så Posthus-Arthur dukker aldrig op i mit liv igen. Det er vel okay. Det er jo ikke, fordi der rigtig kunne være sket noget mellem os.
To af tidens største YA-forfattere – Becky Albertalli og Adam Silvera – har sammen skrevet denne YA-roman om et skæbnebestemt møde på et posthus i New York.
Ben er en drømmer – såret og i gang med at sende ekskærestens ejendele retur. Arthur er i New York for første gang – og kæmper for at føle sig hjemme. Første gang de ser hinanden, støder de bogstaveligt talt sammen på et posthus. Derefter finder de hinanden igen ved hjælp af Craigslist. Måske er det skæbnen, men efter en række katastrofale første dates, bliver de måske nødt til at se i øjnene, at universet skulle have blandet sig helt udenom.
Becky Albertalli go Adam Silvera havde aldrig mødt hinanden, da deres litterære agent inden for få dage fik solgt deres debutromaner, Simon vs. verdens forventninger og Den dag jeg glemmer, til udgivelse. To uger senere læste de – og blev fuldstændigt grebet af – hinandens bøger, og to måneder efter var idéen til Hvis det er os født. Begge forfattere er blevet udnævnt som Publishers Weekly Flying Starts og har ligget på New York Times’ bestsellerliste. Becky har sit liv i Georgia, Adam har sit i New York, og så har de et liv sammen i hinandens tekstbeskeder
Ben synes, at universet skal tage at passe sig selv. For hvis det tog sig ordentligt af ham, ville han ikke være på vej på posthuset med en kasse fyldt med ekskærestens ting, men så render han ind i en fyr … Læs andet kapitel af Hvis det er os, som er fortalt fra Bens perspektiv.
KAPITEL TO
BEN
Jeg er tilbage ved start.
Jeg havde én opgave. Send breakup-pakken. Ikke løbe ud af posthus med breakup-pakke i hænderne. Til mit forsvar skal det siges, at der skete en masse på samme tid. Der var ham den søde og cool Arthur-fyr, der tydeligvis ikke er blevet jordet af universet før, for han troede faktisk, det var skæbnen, der førte os sammen. På den dag, hvor jeg forsøgte at sende Hudsons ting til ham. Jeg er sikker på, at Arthur dropper sin optimistiske tro på universet, nu hvor det marchorkester skilte os ad.
Jeg hopper om bord på subwayen tilbage til Alphabet City for at mødes med min bedste ven, Dylan. Jeg bor på Avenue B, Dylan bor på Avenue D. Vores fælles historie handler om vores efternavne, Alejo og Boggs. Han sad bag mig i tredje klasse og prikkede mig konstant på skulderen for at låne ting som blyanter og papir. Og det blev ved, da vi blev ældre, når han skulle bruge min iPhone, der var to generationer ældre end alle andres, til at skrive til ugens udkårne, fordi hans eget batteri var dødt.
De eneste gange, jeg “låner” noget, er, når jeg har brug for, at han giver mig nogle penge til frokost. Og jeg sætter låner i gåseøjne, for det er meget sjældent, jeg betaler pengene tilbage, og han er ligeglad. Dylan er en god fyr. Han er ligeglad med, at jeg er til fyre, og jeg er ligeglad med, at han er til piger. Tak til alfabetet for den bromance.
Da jeg står af, stopper jeg ved flere skraldespande og holder breakup-kassen hen over dem, men jeg finder aldrig modet til at smide den forbandede kasse ned i dem.
Jeg havde nok ikke forestillet mig, at vores brud ville gøre så ondt, når det var mig, der slog op. Men fordi det var Hudson, der kyssede en anden, føles det alligevel, som om det var ham, der for alvor gjorde det forbi mellem os. Det har ikke været rigtig godt mellem os, siden hans forældre blev skilt, men jeg var tålmodig med ham. Som da jeg lod ham arrangere min fødselsdag, og han inviterede mig med til koncert med sit yndlingsband.
Jeg så igennem fingre med det, for det var min første koncert nogensinde, og The Killers er for vilde. Så kom han ikke til mine forældres store fejring af deres bryllupsdag. Igen så jeg igennem fingre med det, for det var måske for meget for ham at fejre mine forældres ægteskab efter det, der lige var sket med hans egne forældre.
Og så gik vi i biffen for at se en romantisk komedie om to teenagedrenge, og han kom med en lang snak om, at kærlighed, inklusive vores, aldrig kunne blive Hollywood-materiale, og jeg løb fra ham og troede, at han ville jagte mig og undskylde eller kalde på mig eller bare gøre et eller andet i stil med, hvad en kæreste burde gøre i sådan en situation.
Jeg hørte intet i tre dage. Ikke før jeg ringede og spurgte ham, om vi nogensinde skulle tale sammen igen. Så dukkede han uanmeldt op hjemme hos mig og fortalte, at han troede, vi var gået fra hinanden, så han havde kysset med en eller anden fyr til en fest. Han ønskede desperat en chance til, men nej. Jeg gjorde det forbi med ham. For alvor. Hvis han troede, vi havde slået op med hinanden, kunne han så i det mindste ikke vente en uge, før han kastede sig over en ny? Ret svært ikke at føle sig som et nul efter det.
Jeg er nået over til Dylan, trykker på dørtelefonen, og han lukker mig straks ind, hvilket er fedt, for jeg er ikke i stand til at vente i dag. Jeg bærer rundt på en kasse med min ekskærestes ting. Jeg har en rygsæk fuld af sommerlektier. I dag er en lortedag.
Jeg gaber i elevatoren. Jeg har været oppe klokken syv på grund af sommerskole. Yay, lækkert liv. Universet styrer for vildt – knojern mod mit hjerte og ego.
Jeg træder ud af elevatoren og lukker mig ind i Dylans lejlighed, for så tætte er vi. Men siden dengang for et par måneder siden, hvor jeg bare vadede ind, mens han var godt i gang med at spille den af, er jeg klog nok til at banke på døren ind til hans værelse.
“Har du hånden ude af bukserne?” spørger jeg.
“Desværre ja,” svarer Dylan fra den anden side af døren.
Jeg åbner døren. Dylan sidder på sin seng og skriver på telefonen. Han er blevet klippet, siden jeg så ham til aftensmad i går. Han er den eneste fyr på min alder, der har skæg. I lang tid troede jeg, at jeg var totalt bagud i pubertetsgamet, fordi jeg ikke har noget skæg, men det er faktisk Dylan, der er freakshowet her. Et smukt freakshow.
“Big Ben,” synger Dylan og lægger telefonen fra sig. “Mit livs lys. Også kendt som: Han Der Hænger Fast I Skolen.” Sommerskole er noget dobbeltlort, fordi Dylan har joket med det, lige siden jeg kom ud fra studievejlederens kontor med de dårlige nyheder. Han er heldig, at ingen af hans kærester overtalte ham til at droppe timerne og bare tro på, at de gode karakterer kom af sig selv.
“Hey,” siger jeg. Sjove kælenavne er ikke rigtig min ting.
Dylan peger på mit bryst. “Den T-shirt er ren skønhed, ikke?”
Hans garderobe består mest af T-shirts fra små kaffebarer rundtomkring i byen, og han gav mig den her Dream & Bean-trøje i aftes, da han kom over for at spise. Dylan er min tøjpusher, når hans eget skab bliver for trangt. Han giver sjældent slip på sine favoritter som den her Dream & Bean, men jeg klager ikke.
“Jeg havde ikke noget rent at tage på,” siger jeg. “Det er ligesom ikke en cool trøje.”
“Nu sårer du mine følelser, men jeg gætter på, at du er i dårligt humør, fordi du bærer rundt på den breakup-kasse, som du skulle give Hudson. Hvad skete der?”
“Han var ikke i skole i dag.” Jeg stiller kassen fra mig.
“At pjække fra den første dag i sommerskole virker som en dårlig start,” siger Dylan.
“Ja, jeg spurgte Harriet, om hun ville give ham den, og det sagde hun nej til,” siger jeg. “Så ville jeg sende den, men det koster for meget at sende den anbefalet.”
“Hvorfor skulle den sendes anbefalet?”
“Fordi jeg vil af med kassen med det samme.”
“Det kunne en almindelig forsendelse da også klare.” Dylan hæver det ene øjenbryn. “Du kunne ikke få dig selv til det, kunne du?”
Jeg stiller kassen, som jeg skulle have sendt eller smidt ud eller bundet fast til et anker og kastet i floden, fra mig. “Hold op med at gennemskue mit lort. Det er mit lort.”
Dylan rejser sig og giver mig et kram. “Scchhh.” Hans hænder bevæger sig i cirkler på min ryg.
“Din trøstende stemme virker ikke trøstende.”
Dylan kysser mig på kinden. “Det er okay, min egen Pudding Pop.”
Jeg sætter mig i skrædderstilling på hans seng. Jeg er fristet til at række ud efter min telefon for at se, om Hudson har skrevet, eller tjekke Instagram for at se, om han har lagt en ny selfie op. Men jeg ved, at der ikke er nogen beskeder fra ham, og at jeg ikke længere følger ham på nogen medier.
“Jeg vil ikke have, at han dropper sommerskolen bare for at undgå mig. Han kommer bagud, hvis han er væk tre gange.”
“Måske. Men det er hans problem. Hvis han ikke dukker op, slipper du for at tilbringe sommeren sammen med ham. Så er det problem løst.”
Det er ikke særlig længe siden, at denne sommer med Hudson var alt, jeg tænkte på. En sommer som kærester i swimmingpools og parker og i hinandens senge, når vores forældre var på arbejde. Ikke som ekskærester, der går i sommerskole, fordi vi brugte mere tid på at studere hinanden end på vores kemi-afleveringer.
“Jeg ville ønske, du skulle gå i sommerskole sammen med mig,” siger jeg. “Han har sin bedste ven der, og jeg burde også have min.”
“Åhr, mand, mind mig lige om aldrig at begå en forbrydelse sammen med dig. Du bliver fanget og sladrer om mig med det samme.” Dylan tjekker sin telefon, som om vi slet ikke sidder midt i en vigtig samtale – et virkelig kedeligt træk ved mennesker. “De der timer ville jo også blive totalt drama. Jeg kan ikke være der sammen med min eks, det er ikke noget sundt sted at opholde sig.”
“Jeg er der bogstaveligt talt sammen med min eks, Dylan.”
“Nej, du er ej. Han er ikke dukket op, og hvis han gør, så glem ikke, at du er foran. Du vandt, fordi det var dig, der slog op. Det ville være dobbeltlort, hvis han slog op med dig. Nu er det kun enkeltlort for dig.”
Jeg ville hjertens gerne give mit kongerige for et univers, hvor et enkeltlortet brud ikke er en sejr. Men sådan er det.
De seneste brud beviser, at vi aldrig skulle have fucket vennekredsen op ved at prøve at blive kærester. Ikke for at pege fingre, men Dylan og Harriett startede. Vi fire havde en god ting kørende, indtil Dylan og Harriett kyssede nytårsaften.
Jeg var lidt vild med Hudson og var ret sikker på, at han også var lidt vild med mig, men da vi vendte os mod hinanden den aften, kyssede vi ikke, vi rystede bare på hovedet, fordi jeg kendte min bedste ven, og han kendte sin. Det ville aldrig gå. Måske ville Hudson og jeg aldrig være blevet inspirerede til at give det en chance, hvis ikke vi havde fået en masse alenetid, da Dylan og Harriett begyndte at hænge ud sammen i weekenderne.
Jeg savner den tid med vores squad.
Jeg rejser mig og tænder for Wii’en, for jeg har brug for noget underholdning og drilleri, der kan muntre mig op. Den triumferende åbning af Super Smash Bros. brøler ud af fjernsynet. Dylans favoritkarakter er Luigi, for han synes, Mario er opreklameret. Jeg tager Zelda, for hun kan teleportere og aflede projektiler og skyde ildkugler på lang afstand, og det er alt sammen optimale moves for en spiller, der gerne vil undgå nærkamp.
Vi går i gang med spillet.
“På tristhedsskalaen, hvor ligger du så i dag?” spørger Dylan. “De første ti minutter af Up-trist? Eller Nemos-mor-dør-trist?”
“What, nej. Overhovedet ikke åbningsscenen af Up-trist. Den gjorde det nærmest af med mig. Jeg er nok et sted midtimellem, sådan de sidste fem minutter af Toy Story-trist. Jeg skal bare have lidt tid til at komme ovenpå igen.”
“Helt klart. Jeg skal lige fortælle dig noget.”
“Slår du op med mig?” spørger jeg. “For det er ikke cool.”
“På en måde,” siger Dylan. Han holder en lang kunstpause, mens han hamrer på en knap, så Luigi bliver ved at fyre grønne ildkugler af sted mod Zelda. “Jeg mødte en pige i kaffebaren.”
“Det er den mest Dylan-agtige sætning, du nogensinde har sagt.”
“Ja, ikke?” Dylan har en meget charmerende latter. “Okay, så efter jeg var hos lægen i dag, tog jeg nordpå for at prøve et nyt kaffested.”
“Selvfølgelig går du direkte ud fra lægen, der har tjekket dit hjerte, og hen til en kaffebar. Nogle gange er du næsten for meget en parodi på dig selv.”
“Det årlige ritual,” siger Dylan. Han har en hjertesygdom, der hedder mitralprolaps, som ikke er så farlig, som den lyder – i det mindste ikke hos Dylan. Jeg ved ikke, hvad han ville gøre, hvis lægerne forbød ham at drikke kaffe. “Nå, men jeg gik forbi Kool Koffee, som jeg altid har undgået, fordi jeg ikke synes, det er sjovt med de der sjove stavemåder, og hun gik udenfor for at smide noget ud, og jeg gik all-in på hende.”
“Som du gør.”
“Men jeg kunne ikke gå derind med en Dream & Bean-trøje på.”
“Hvorfor ikke?”
“Øh. Kunne du finde på at gå ind på Burger King med et Happy Meal i hænderne? Nej, vel. Det er respektløst. Tænk dig om.”
“Når jeg tænker mig om, ved jeg, jeg skal til at finde mig nogle nye venner.”
“Jeg ville bare ikke opføre mig respektløst.”
“Du har lige opført dig respektløst over for mig.”
“Jeg snakker om hende.”
“Selvfølgelig. Vent lige. Var det derfor, du gav mig den trøje i aftes?”
“Ja. Jeg panikkede.”
“Du er så underlig. Fortsæt.”
“Jeg gik ind på Kool Koffee i dag, passende klædt på …” Dylan peger på sin helt blå T-shirt. Pæn og neutral. “… og hun nynnede en Elliott Smith-sang, mens hun lavede en espresso, og jeg var bare done. Helt done. Big Ben, i løbet af et øjeblik fik jeg en kommende kone og en ubegrænset forsyning af kaffe.”
Det er virkelig svært at være glad på nogens vegne over, at de har fundet kærligheden, når man selv lige har mistet alt i den afdeling. Men det her er Dylan. “Jeg glæder mig til at møde min kommende svigerinde.”
“Kan du huske det der BuzzFeed-opslag med Harry Potter-brylluppet? Samantha og jeg laver noget med et kaffetema. Alle skal have baristaforklæder på. Vi skåler i kaffekrus. Mit ansigt males i mælkeskum på alles latte.”
“Du er for meget.”
“Der er bare én fejl.”
“Er der allerede fejl ved hende?”
“Hun er stor fan af Kool Koffee, fordi de donerer penge til velgørenhed, og hun synes, seriøse kaffedrikkere skal være mere bevidste om, hvor de køber deres kaffe. Men jeg er bare ikke klar til at være i et monogamt forhold med Kool Koffee.”
“Har hun rent faktisk bedt dig om det?”
“Nej, men … Hun bad mig om det uden at bede om det. Og når den eneste ene dukker op, er der ting, man må ofre.”
“Du dropper simpelthen ikke Dream & Bean-kaffe?”
“Nej, sgu da. Jeg dropper bare at drikke Dream & Bean-kaffe foran Samantha. Hvad hun ikke ved, har hun ikke ondt af.”
“Det er kun dig, der kan få kaffedrikning til at lyde kriminelt.”
“Nå, men jeg har lagt nogle andre kaffebar-trøjer i din skuffe, så jeg ikke bliver fristet.”
Jeg tjekker trøjerne ud, for der er måske en vinder dernede. Og ja, jeg har en skuffe hos ham, og han har en hos mig. Vi har sovet hos hinanden så mange gange, at det giver mening. Da jeg først var ved at blive cool med det der spring-ud-noget i skolen, blev jeg altid vildt selvbevidst i idrætstimerne.
Som om alle troede, at jeg stod og tjekkede dem ud. Så er det dope at have en bro som Dylan, der er cool med at skifte tøj foran mig og med, at jeg skifter foran ham. Jeg håber ikke, jeg mister hele hans formidable jeg, som det er sket, hver gang han har mødt den eneste ene.
“Hov. Hvorfor fortalte du ikke om Samantha i går, da du kom forbi?” spørger jeg.
“Det ved jeg ikke,” siger Dylan. Som om det er et tilfredsstillende svar. Som om jeg så bare vil sige “okay, cool,” og fortsætte med at give ham røvfuld i Super Smash.
“Du fortæller mig det aldrig, når du lige er blevet forelsket,” siger jeg.
“Nævn én gang, hvor jeg ikke har fortalt det.”
“Med Gabriella og Heather og Natalia og …”
“Jeg sagde én gang.”
“… og Harriett. Det er bare underligt. Vi fortæller ellers hinanden alt.”
Dylan nikker. “Jeg vil nok bare ikke jinxe det. Du ved, hvordan min far altid fortæller, at han vidste, han ville giftes med min mor, da han mødte hende i highschool? Sådan har jeg det med Samantha.”
Jeg lader, som om jeg ikke har hørt Dylan sige den slags før, senest med Harriett, som han slog op med i marts. Måske er det anderledes denne gang. Vi spiller videre, mens Dylan ævler om, hvilken varm drik han og Samantha skal opkalde deres førstefødte efter. Jeg nægter at blive Onkel Ben til et barn, der hedder Cider.
Jeg er lidt misundelig over, at Dylan er i den fase af sin nye romance, hvor det føles, som om alt er muligt. Som om Samantha muligvis er hans livs kærlighed. Som jeg troede, Hudson ville blive min. Jeg glædede mig altid til at vågne og se hans ansigt – hans smukke, dovne øje, det lille knæk på næsen, hans frække, mørke øjenbryn, der ikke matcher det korte, kastanjebrune hår.
Hvordan han ændrede mit syn på verden ved for eksempel altid at give de idioter på skolen igen, som var efter ham på grund af hans feminine væremåde. Han hjalp mig med at glemme min egen idiotiske idé om, hvordan en mand bør se ud. Og nervøsiteten i marts, inden vi havde sex første gang, og jeg ikke vidste, om det ville blive godt eller ej. Spoiler: Det var fantastisk.
Måske kan jeg sparke så meget røv i løbet af denne uge, at det går op for lærerne, at jeg ikke behøver gå i skole hele den næste måned, og så bliver jeg Hudson-fri.
Men skal jeg være ærlig, må jeg nok se i øjnene, at jeg stadig ville være endt i sommerskole, selv om Hudson ikke var inde i billedet. Jeg er ikke vildt gode venner med skolen.
“Du vil altid være min nummer et, Big Ben,” siger Dylan. “Indtil Lille Cider kommer til verden.”
“Bros before babies,” siger jeg.
“Måske lige ved siden af hinanden?”
Jeg trækker på skuldrene. “Okay.”
“Du kommer ikke til at være single særlig længe,” siger Dylan, som om han er en hvid, menneskelig spåkugle. “Du er høj, dit hår er klar til Hollywood, din stil er elegant og afslappet. Hvis ikke jeg havde mrs. Samantha Hvis-Efternavn-Jeg-Lige-Skal-Have-Styr-På-Inden-Jeg-Kan-Forbinde-Det-Med-Boggs, er jeg sikker på, du ville få mig til at skifte hold, inden året er omme.”
“Sødt. Du ved godt, at det at omvende nogen ville få mit liv til at peake.” Jeg jagter ikke direkte heterofyre, men hvis nu en af dem skulle have lyst til at eksperimentere for at finde ud af, hvad han er til? Så siger jeg velkommen til Casa Alejo. Stil skoene ved døren, eller tag dem med i seng, hvis det er det, du er til.
Jeg vinder første runde, for jeg er mig, og vi går i gang med en ny runde.
“Lad os snakke om, hvorfor du ikke sendte den breakup-kasse,” siger Dylan, som om han er min psykolog.
“Kun, hvis du dropper den terapeutstemme,” siger jeg.
“Måske kan vi begynde med, hvorfor min stemme går dig sådan på. Minder jeg dig om en autoritetsperson?”
Jeg knockouter hans figur og giver ham fingeren.
“Jeg … Jeg troede bare, jeg fik chancen for at overrække ham kassen personligt og få en form for afslutning på det. Men så dukkede han ikke op, og pludselig står jeg på posthuset og taler med en eller anden fyr om Hudson, og en flash mob går i gang, og …”
“Vent lige. Spol tilbage.”
“Ja, en flash mob. De optrådte med det der Bruno Mars-nummer og …”
“Nej. Fyren. Hvad? Hvem?”
Dylan vender sig om mod mig og glemmer igen alt om pauseknappens utrolige trolddomskraft. “Du er en stodder. Du giver mig dårlig samvittighed, og så kaster du dig allerede over en eller anden fyr.”
“Hvad, nej. Det passer ikke. Der er ikke noget at kaste sig over.”
“Hvorfor ikke? Hvem er han? Navn. Adresse. Cpr-nummer. Twitter og Insta-navne.”
“Arthur. Jeg ved ikke, hvad han hedder til efternavn. Jeg kender overhovedet ikke hans adresse. Og heller ikke det med Insta-navnene, men nu, hvor vi taler om det, hvorfor har folk så ikke bare ét navn på alle medier?”
“Mennesker er nogle komplicerede væsner.” Dylan nikker alvorligt. “Hvad ved du om ham?”
“Han er ny i byen. Bor i Georgia. Han havde det mest afsindige slips på, jeg har set.”
“Bøsse?”
“Jep.” Det er altid rart at finde ud af straks, om en hot fyr er homo eller ej. At gå i gang med at løse det mysterium på egen hånd er sjældent særlig sjovt og giver meget sjældent bonus.
“Jeg fornemmer, at han er hot.” Dylan vifter sig selv i hovedet.
“Ja, han er lækker. Men lavere, end jeg plejer at være vild med. Måske 1,70 eller 1,68 uden støvler. Photoshop-blå øjne som et rumvæsen.”
Dylan klapper i hænderne. “Okay, jeg er solgt. Jeg parrer dig med den fyr, du mødte, da du var nede for at partere resterne af dit sidste parforhold.
Jeg ryster på hovedet og lægger controlleren fra mig. “D, nej. Jeg er bare vanskelig for øjeblikket. Jeg er nødt til at shippe mig selv med mig selv i et stykke tid.”
“Du er aldrig vanskelig, Big Ben.”
“Det er sødt af dig, mand. Tak.”
“I den nærmeste fremtid kommer vi til at drikke alt for mange drinks, jeg inviterer mig selv på besøg klokken to om natten, og så … krammer vi for hårdt. Og om morgenen lover jeg, at jeg ikke siger, at det var vanskeligt.”
“Du har lige ødelagt det fine øjeblik.”
“Undskyld. På med pokerfjæset igen,” siger Dylan. “Du er alt for hård ved dig selv. Bare fordi Hudson er en idiot, der tog dig for givet, betyder det ikke, at en anden fyr også gør det. Og damn, så møder du endda en hot fyr med en dårlig smag i slips den dag, hvor du er klar til at komme over din eks. Det er et tegn.”
Jeg tænker på Arthurs og min samtale om universet, og jeg ser ham igen tydeligt for mig. Han er ikke som de mange lækre fyre, jeg ser rundtomkring i byen, hvor jeg når at opdigte en eller anden episk kærlighedshistorie, men glemmer, hvordan de ser ud en time efter. Arthurs tænder var superhvide, og der var knækket lidt af hans ene hjørnetand. Rodet, brunt hår.
Han var for velklædt til at være på min alder. Et rumvæsen ville sikkert gå sådan klædt, hvis det kom hertil fra et andet solsystem og forsøgte at give sig ud for at være voksen, men ikke anede, hvor store babykinder det havde. Jeg burde ikke være løbet ud af det posthus. Måske har Dylan ret: Jeg ignorerede et tegn.
“Nå, jeg må hellere løbe,” siger jeg. Ret nedtrykt nu. “Lektietid.”
“På en mandag i sommerferien. Dit liv peaker.” Dylan rejser sig fra sengen og giver mig et kram.
“Jeg ringer senere.”
“Hvis ikke jeg snakker med Samantha, tager jeg den.”
Som om jeg ikke ved det. Jeg håber virkelig, at jeg ikke mister både min kæreste og min bedste ven i løbet af bare én sommer.
Jeg er på vej ud, da Dylan råber efter mig.
“Glemte du ikke noget?” Dylan ser på breakup-kassen. “Med vilje? Jeg kan altså godt tage mig af det, hvis du gerne vil have det. Jeg tager skimaske og handsker på og skal nok ordne den stodder i løbet af natten. Ingen vil nogensinde finde ud af, at det var os.”
“Du har brug for hjælp,” siger jeg. Jeg løfter kassen op. “Jeg tager mig af det.”
Jeg ved endnu ikke, om jeg lyver eller ej.
Jeg sidder ved skrivebordet og tænder for computeren. Det tager lidt tid, før den starter, for det er ikke ligefrem den nyeste model, eller sågar den nyeste gamle model. Det ville være så meget nemmere at spille Sims, hvis jeg havde en bedre computer.
Jeg burde virkelig lave lektier, men det var svært nok at fokusere på kemi, da jeg ikke havde en kasse stående ved siden af mig med minder fra et forhold, der skulle have været alt og holdt op med at være noget. Nogle gange fokuserer jeg på det, der gik godt i vores forhold, så jeg ikke bliver vred.
Som for eksempel den måde, Hudson hvilede hagen på min skulder, når vi gav hinanden et kram sidst på skoledagen, næsten som om han ikke ville hjem eller overhovedet træde et skridt væk fra mig. Og hvordan jeg følte mig set af ham, også når det brune i hans øje så et andet sted hen, for jeg ved, at han så mig. Og at læse bøger sammen med ham. Og oplade telefonen i den lyn-formede stikdåse, så vi kunne være sammen på FaceTime til sent om natten.
Men den Hudson forsvandt, da hans forældres skilsmisse gik igennem den 1. april efter tyve års ægteskab. Hudson var sikker på, at det var hans mors vanvittige forsøg på en aprilsnar, for han havde regnet med, at de ville finde sammen igen.
Selv da hans forældre meddelte, at de skulle separeres, og hans mor flyttede fra Brooklyn ind til Manhattan, troede Hudson stadig, at de ville finde sammen igen. Han havde den samme forestilling som et barn i en film, der sætter en stor plan i værk for at få forældrene til at forelske sig i hinanden igen.
Det, at han så en kærlighed, som han virkelig havde troet på, gå i stykker, var ikke godt for os. Vi var helt ude af sync. Der var tidspunkter, hvor han ikke ønskede, jeg var der til at trøste ham, og andre tidspunkter, hvor vi hang ud, og han bare talte kærlighed ned. Men der var grænser for, hvor mange gange jeg kunne dolkes i hjertet, før jeg var nødt til at træde lidt væk. Jeg gav ham masser af chancer – jeg gav os masser af chancer. Jeg var bare ikke god nok til at minde ham om, at kærlighed også kunne være noget godt.
Min bærbare er endelig klar. Jeg er nødt til at afreagere lidt inden lektierne, så jeg åbner for den fantasy-roman, jeg har arbejdet på siden januar. Det er den eneste gang, jeg faktisk har overholdt et nytårsforsæt, og jeg er helt besat af min historie.
The Wicked Wizard War – forkortet TWWW – læses kun af mig, men måske deler jeg den en dag med verden. Eller i det mindste med Dylan, som er vild efter at læse om den karakter, jeg har baseret på ham.
Jeg springer ind der, hvor jeg stoppede sidst.
Det er en scene med Hudsons karakter, og den begynder ret enkelt. Ben-Jamin og Hudsonien sniger sig ud af Zenslottet ud på natten og går ind i Den Mørke Skov for at holde et romantisk stævnemøde. Og Ben-Jamin fjerner tågen med sine vind-kræfter og damn, så er en flok LivsSlugere pludselig dukket op for totalt at gøre det af med Hudsonien. Ærgerligt. Jeg skriver detaljeret om den kæmpestore guillotine,
de skal bruge til at kappe hovedet af ham, for jeg kan virkelig godt lide at få hele billedet med. Og lige da LivsSlugerne lader klingen falde over ham, lukker jeg ned.
Jeg kan ikke.
Jeg er ikke klar til at dræbe Hudson – Hudsonien.
Eller til at smide kassen væk.
Måske lykkes det os på et tidspunkt at tale tingene igennem. Få en afslutning. Blive gode venner.
Jeg vil gerne vide, hvordan han har det.
Mit hjerte hamrer vildt, da jeg klikker mig ind på Hudsons Instagramprofil, @HudsonLikeRiver. For en time siden lagde han en selfie op, og jeg ved ikke, hvorfor Harriett sagde, han var syg, for han ser fucking frisk ud. Han laver peacetegn og har skrevet #MovingOn. Det er ret tydeligt, hvilket håndtegn han hellere burde have lavet.
Hudson må have fundet ud af, at jeg er holdt op med at følge ham. Ligesom han kender mig godt nok til at vide, at jeg alligevel tjekker hans profil, for den er ikke privat som min. Men hvis han er så klar til at komme videre, burde han ikke have så svært ved at vise sit fjæs frem i skolen.
Jeg gad nok vide, om han overhovedet er ved at komme videre. Han sagde, at ham fyren fra festen ikke bor i New York, men måske har de en langdistanceting kørende. Jeg tænkte nogle gange, at Hudson havde et crush på Danny fra matematik, men Hudson sværger på, at Danny ikke er hans type – for muskuløs, for besat af biler. Måske er det en helt anden.
Jeg mener, jeg kan da også lave et hashtag #MovingOn. Universet var helt klart ikke ude på at hjælpe mig i dag, ellers ville jeg sikkert være i gang med at skrive til Arthur i stedet for at stalke min ekskæreste lige nu. Men Dylan er virkelig krøbet ind i mit hoved. Han sætter gang i romantikeren i mig. Det var problemet med Hudson.
Da vi gjorde det forbi, sagde Hudson, at jeg havde alt for høje forventninger, og at jeg nogle gange har for vilde drømme. Jeg forstår ikke, hvorfor det er en dårlig ting. Hvorfor skulle jeg ikke have lyst til at være sammen med en, der får mig til at føle mig godt tilpas? En, der gerne vil være sammen med mig på lang sigt?
Jeg ved ikke, hvordan man møder lækre fremmede i New York. Som regel ser jeg dem bare en enkelt gang, og så er det det. Men jeg talte med Arthur. Jeg fik hans navn. Jeg klikker ud af Hudsons profil og skriver Arthur i søgefeltet, og underligt nok finder universet ikke bare lige frem til den Arthur, jeg mødte, for at gøre mit liv nemmere. Jeg aner ikke, om Arthur er på Insta, men hvis han er ligesom alle på min skole, lægger han hver en lille detalje fra sit liv ud på Twitter.
Jeg skriver Arthur hotdog slips for at se, om han har skrevet noget om sit åndssvage slips. Ingen hits, på nær et tweet om en hotdogspisningskonkurrence med en eller anden fyr, der hedder Arthur, der er iført et sjovt slips. Jeg skriver Arthur Georgia, og der er intet andet end underlige tilfældigheder som for eksempel en pige, der hedder Georgia, der bingewatcher alle King Arthur-film, og intet om Posthus-Arthur, der er rejst fra Georgia i sommerferien.
Pis.
Det her er New York, så Posthus-Arthur dukker aldrig op i mit liv igen. Det er vel okay. Det er jo ikke, fordi der rigtig kunne være sket noget mellem os.
Tak for lort, univers.
→ Hvis du endnu ikke har læst første kapitel af Hvis det er os, kan du læse det her
Hvis det er os
To af tidens største YA-forfattere – Becky Albertalli og Adam Silvera – har sammen skrevet denne YA-roman om et skæbnebestemt møde på et posthus i New York.
Ben er en drømmer – såret og i gang med at sende ekskærestens ejendele retur. Arthur er i New York for første gang – og kæmper for at føle sig hjemme. Første gang de ser hinanden, støder de bogstaveligt talt sammen på et posthus. Derefter finder de hinanden igen ved hjælp af Craigslist. Måske er det skæbnen, men efter en række katastrofale første dates, bliver de måske nødt til at se i øjnene, at universet skulle have blandet sig helt udenom.
Hvis det er os forventes at udkomme d. 09.10.2018
→ Tilføj Hvis det er os til din Goodreads
Om forfatterne
Becky Albertalli go Adam Silvera havde aldrig mødt hinanden, da deres litterære agent inden for få dage fik solgt deres debutromaner, Simon vs. verdens forventninger og Den dag jeg glemmer, til udgivelse. To uger senere læste de – og blev fuldstændigt grebet af – hinandens bøger, og to måneder efter var idéen til Hvis det er os født. Begge forfattere er blevet udnævnt som Publishers Weekly Flying Starts og har ligget på New York Times’ bestsellerliste. Becky har sit liv i Georgia, Adam har sit i New York, og så har de et liv sammen i hinandens tekstbeskeder
Se bogtraileren til Hvis det er os
Andre læste også: