Den anonyme danske billedkunstner HuskMitNavn elsker de to første Mumi-bøger af Tove Jansson: Hvem skal trøste Knytten? og Mumi, Mymlen og Lille My – Hvad sker der så? Han har bare én enkelt klage …
Af HuskMitNavn
Når jeg skal vælge en højtlæsningsbog hos boghandleren eller på biblioteket, så ser jeg i første omgang altid på billederne. Jeg gider ikke læse noget, hvis billederne er grimme, for mens jeg læser højt, så koncentrerer jeg mig selvfølgelig om teksten – men børnene ser jo på billederne.
Og jeg har ikke lyst til at fodre mine børn med noget, der er dårligt tegnet eller elendigt farvelagt. Det skal ikke være det sidste, de ser, inden de lægger sig til at sove. Jeg vil præsentere dem for de bedste billeder.
Dér er Tove Jansson i en klasse for sig.
Billedsiden bærer meget præg af, at det ikke er lavet på en computer; det ligner mere original grafik – træsnit, linoleumssnit …
Janssons værker bliver udstillet på kunstmuseer, og man kan købe plakater med hendes tryk og tegninger. Det kan man, fordi hendes billeder har en kvalitet, der rækker ud over “nu skal jeg lige illustrere den her tekst”. De kan stå for sig selv.
Jeg arbejder også selv dér, et sted på kanten af illustration og billedkunst og imellem mange forskellige genrer. Og med Tove Jansson er det også sådan: Det er jo kunst, men det er også konkret illustration til en tekst.
Og derfor er det også inspirerende for mig. Fordi jeg synes, det sjoveste billedsprog er det, der ligesom står og vibrerer imellem alle mulige genrer i stedet for, at man siger:
Nu laver jeg KUN billedkunst og det kan kun udstilles i de her rammer – eller: Nu laver jeg en illustration, der kun fungerer sammen med netop dén her tekst.
Jeg synes, at hvis man kan lave noget, der har så stor billedkvalitet at det både kan udstilles men samtidig bruges i en billedbog, så viser man også børnene noget, der har en kvalitet, som er på et lidt højere niveau.
Men teksten er selvfølgelig også væsentlig – både for børnene og for den, der læser højt. Og der er netop de her to bøger ret fantastiske.
Noget af det bedste ved dem er, at de er så godt oversat (af Marianne Iben Hansen, red.). Jeg ved ikke om jeg før er stødt på oversatte bøger på rim, hvor teksten glider så let; man kan jo straks mærke det, hvis nogen har bøvlet med at få enderne til at passe.
Og det er der slet ikke noget af her. De virker simpelthen som om, de er skrevet på dansk. Det er jo næsten den største kompliment, man kan give en oversættelse.
Jeg vil faktisk sammenligne teksterne lidt med sang – fordi en sang kan man synge igen og igen, og man kan gøre det uden at blive træt af den. Og det er jo ellers ofte sådan:
Børn elsker gentagelser, og hvis de forelsker sig i en historie, så kan det godt blive trættende for forældrene at skulle læse den igen og igen. Sådan er det ikke med de her bøger. Fordi de er så flydende i teksten, så lig sang, så kan man sagtens blive ved med at læse dem.
Og så er det samtidig gode, stærke og ret klassiske fortællinger, Jansson præsenterer: de er inde og berøre emner som ensomhed og følelsen af at være faret vild – og det hele ender godt til sidst.
Mumi, Mymlen og Lille My – Hvad sker der nu? er jo en regulær pageturner – der er hele tiden fremdrift, og ungerne vil hele tiden vide: Hvad sker der nu – hvad sker der på næste side.
Og den er skæg fordi der er huller i bogen, der er klippet i den, så man får en anelse af, hvad der sker om lidt – og rimene lægger op til det.
Og Hvem skal trøste Knytten?, om den lille, usikre fyr, som til sidst får overvundet al sin frygt. Det er både rørende og fint.
Og så har begge bøger den her helt særlige stemning – særlig finsk, vil jeg næsten sige – af melankoli, store, dybe skove, skærgård og sjove væsner.
Men i modsætning til Mumitrold-dukkefilmene, som jeg så i tv, da jeg var barn – og som, jeg syntes, var vildt uhyggelige; den, hvor Mumitrolden vågner af sin vintersøvn, og alle andre sover, og så er det bare … total SKRÆK! – så er bøgerne her meget mere imødekommende, venlige, sjove – og farverige.
Siden de her to tidlige billedbøger blev lavet, så er Mumitroldene jo blevet et brand, hvor der er lavet merchandise og spin-offs. Men det her er udgangspunktet og kernen – og det er efter min mening ikke blevet overgået siden.
Og den kombination – billeder, der kan stå for sig selv og tekst, som også ville kunne stå for sig selv og er enormt velskrevet – det er altså to ret fantastiske bøger.
Hun kunne godt have lavet nogle flere. Det er det eneste, man kan klage over. Der måtte gerne have været et par stykker til.
Mumi, Mymlen og Lille My – Hvad sker der så?
Mumi, Mymlen og lille My: Hvad sker der så? er den første billedbog om Mumitrolden. Den udkom i 1952 og er en smuk og finurlig bog at gå på opdagelse i.
En dag møder Mumitrolden Mymlen, som er helt ulykkelig, fordi hendes lillesøster Lille My er forsvundet. Sammen drager de ud for at finde Lille My, og på deres færd møder de mange mærkværdige væsner fra Mumidalen.
Tekstens rim er gendigtet af Marianne Iben Hansen, og bogen indeholder fine huller og udskæringer i papiret, så man kan gætte med på, hvad der kommer til at ske på næste side.
I Tove Janssons rørende fortælling møder vi Knytten, som føler sig så lille, ubetydelig og ensom. Ingen ser ham, og han tør ikke række ud og bede om hjælp. Men så finder han en dag en flaskepost, som vender op og ned på alting …
Hvem skal trøste Knytten? er på smukkeste vis gendigtet af Marianne Iben Hansen.
Den anonyme danske billedkunstner HuskMitNavn elsker de to første Mumi-bøger af Tove Jansson: Hvem skal trøste Knytten? og Mumi, Mymlen og Lille My – Hvad sker der så? Han har bare én enkelt klage …
Af HuskMitNavn
Når jeg skal vælge en højtlæsningsbog hos boghandleren eller på biblioteket, så ser jeg i første omgang altid på billederne. Jeg gider ikke læse noget, hvis billederne er grimme, for mens jeg læser højt, så koncentrerer jeg mig selvfølgelig om teksten – men børnene ser jo på billederne.
Og jeg har ikke lyst til at fodre mine børn med noget, der er dårligt tegnet eller elendigt farvelagt. Det skal ikke være det sidste, de ser, inden de lægger sig til at sove. Jeg vil præsentere dem for de bedste billeder.
Billedsiden bærer meget præg af, at det ikke er lavet på en computer; det ligner mere original grafik – træsnit, linoleumssnit …
Janssons værker bliver udstillet på kunstmuseer, og man kan købe plakater med hendes tryk og tegninger. Det kan man, fordi hendes billeder har en kvalitet, der rækker ud over “nu skal jeg lige illustrere den her tekst”. De kan stå for sig selv.
Jeg arbejder også selv dér, et sted på kanten af illustration og billedkunst og imellem mange forskellige genrer. Og med Tove Jansson er det også sådan: Det er jo kunst, men det er også konkret illustration til en tekst.
LÆS OGSÅ: De eventyrlige Mumitrolde: En genistreg i skandinavisk børnelitteratur
Og derfor er det også inspirerende for mig. Fordi jeg synes, det sjoveste billedsprog er det, der ligesom står og vibrerer imellem alle mulige genrer i stedet for, at man siger:
Nu laver jeg KUN billedkunst og det kan kun udstilles i de her rammer – eller: Nu laver jeg en illustration, der kun fungerer sammen med netop dén her tekst.
Jeg synes, at hvis man kan lave noget, der har så stor billedkvalitet at det både kan udstilles men samtidig bruges i en billedbog, så viser man også børnene noget, der har en kvalitet, som er på et lidt højere niveau.
Men teksten er selvfølgelig også væsentlig – både for børnene og for den, der læser højt. Og der er netop de her to bøger ret fantastiske.
LÆS OGSÅ: Velkommen til Mumidalen. Bøger om Mumitroldene til store og små
Noget af det bedste ved dem er, at de er så godt oversat (af Marianne Iben Hansen, red.). Jeg ved ikke om jeg før er stødt på oversatte bøger på rim, hvor teksten glider så let; man kan jo straks mærke det, hvis nogen har bøvlet med at få enderne til at passe.
LÆS OGSÅ: Derfor hitter Mumitroldene stadig
Og det er der slet ikke noget af her. De virker simpelthen som om, de er skrevet på dansk. Det er jo næsten den største kompliment, man kan give en oversættelse.
Jeg vil faktisk sammenligne teksterne lidt med sang – fordi en sang kan man synge igen og igen, og man kan gøre det uden at blive træt af den. Og det er jo ellers ofte sådan:
Børn elsker gentagelser, og hvis de forelsker sig i en historie, så kan det godt blive trættende for forældrene at skulle læse den igen og igen. Sådan er det ikke med de her bøger. Fordi de er så flydende i teksten, så lig sang, så kan man sagtens blive ved med at læse dem.
LÆS OGSÅ: Walt Disney Klassikere. De bedste historier fra Disneys magiske univers
Og så er det samtidig gode, stærke og ret klassiske fortællinger, Jansson præsenterer: de er inde og berøre emner som ensomhed og følelsen af at være faret vild – og det hele ender godt til sidst.
Mumi, Mymlen og Lille My – Hvad sker der nu? er jo en regulær pageturner – der er hele tiden fremdrift, og ungerne vil hele tiden vide: Hvad sker der nu – hvad sker der på næste side.
Og den er skæg fordi der er huller i bogen, der er klippet i den, så man får en anelse af, hvad der sker om lidt – og rimene lægger op til det.
Og Hvem skal trøste Knytten?, om den lille, usikre fyr, som til sidst får overvundet al sin frygt. Det er både rørende og fint.
Men i modsætning til Mumitrold-dukkefilmene, som jeg så i tv, da jeg var barn – og som, jeg syntes, var vildt uhyggelige; den, hvor Mumitrolden vågner af sin vintersøvn, og alle andre sover, og så er det bare … total SKRÆK! – så er bøgerne her meget mere imødekommende, venlige, sjove – og farverige.
Siden de her to tidlige billedbøger blev lavet, så er Mumitroldene jo blevet et brand, hvor der er lavet merchandise og spin-offs. Men det her er udgangspunktet og kernen – og det er efter min mening ikke blevet overgået siden.
LÆS OGSÅ: Sallies historier af Kim Fupz Aakeson er en moderne børnebogsklassiker
Og den kombination – billeder, der kan stå for sig selv og tekst, som også ville kunne stå for sig selv og er enormt velskrevet – det er altså to ret fantastiske bøger.
Hun kunne godt have lavet nogle flere. Det er det eneste, man kan klage over. Der måtte gerne have været et par stykker til.
Mumi, Mymlen og Lille My – Hvad sker der så?
Mumi, Mymlen og lille My: Hvad sker der så? er den første billedbog om Mumitrolden. Den udkom i 1952 og er en smuk og finurlig bog at gå på opdagelse i.
En dag møder Mumitrolden Mymlen, som er helt ulykkelig, fordi hendes lillesøster Lille My er forsvundet. Sammen drager de ud for at finde Lille My, og på deres færd møder de mange mærkværdige væsner fra Mumidalen.
Tekstens rim er gendigtet af Marianne Iben Hansen, og bogen indeholder fine huller og udskæringer i papiret, så man kan gætte med på, hvad der kommer til at ske på næste side.
Fra ca. 4 år.
Du kan købe Mumi, Mymlen og Lille My – Hvad sker der så? online eller i din nærmeste boghandel.
Hvem skal trøste Knytten?
En af verdens smukkeste billedbøger om ensomhed.
I Tove Janssons rørende fortælling møder vi Knytten, som føler sig så lille, ubetydelig og ensom. Ingen ser ham, og han tør ikke række ud og bede om hjælp. Men så finder han en dag en flaskepost, som vender op og ned på alting …
Hvem skal trøste Knytten? er på smukkeste vis gendigtet af Marianne Iben Hansen.
Fra ca. 4 år.
Du kan købe Hvem skal trøste Knytten? online eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: