Danskerne er vilde med lydbøger. Vi lytter til dem i bilen, i haven og under løbeturen i skoven. Men hvor og hvordan bliver en lydbog egentlig til? Vi er taget en tur i lydbogsstudiet med forfatter Thomas Korsgaard for at se ham indlæse sin nye bog En dag vil vi grine af det.
”Man kan godt blive helt blufærdig, når man sådan skal læse sin egen tekst op foran andre,” siger Thomas Korsgaard.
Vi befinder os i et lille, mørkt rum, der ikke kan være meget mere end seks kvadratmeter stort. Lydisoleringen på væggen tætner rummer, dæmper forstyrrelser i baggrunden og sikrer, at Korsgaards stemme går klart igennem. Ellers er indretningen i rummet simpel – et sort skrivebord med en computerskærm og en mikrofon.
Det er torsdag, klokken er 11 i lydstudiet Selvlyd på Frederiksberg, og Thomas Korsgaard sidder med et par store hørebøffer og scroller på en iPad. Det er indtalings-dag nummer tre, og han er nået til kapitel 51. Helst vil han blive færdig med bogen inden dagen er omme. Som regel tager en session fem-seks timer, men Thomas forestiller sig, at han nok bliver et par timer længere i dag.
Det værste er at overdramatisere
”Jeg nået til et sted i bogen, hvor det hele eskalerer lidt,” siger Thomas inden han tager en slurk af et glas vand. Normalt bruger han ikke rigtig tid på stemmeopvarmning. Den del består mest af en kande stempelkaffe og nogle cigaretter i gården. Hellere det end at overtænke situationen, siger Thomas, der for alt i verden vil undgå, at indlæsningen bliver forceret.
”Man skal ikke spille for meget, når man indtaler. Det ville være så kikset. Noget af det værste, jeg selv ved, er, hvis jeg lytter til en lydbog, og stemmerne bliver overdramatiseret. Min skrivestil er også ret nøgtern og enkel, og jeg tror, det er vigtigt, at man prøver at være tro mod teksten. Især sin egen tekst.”
Det er ikke den første lydbog, Thomas indlæser. Ved udgivelsen af hans debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi viste han netop interesse for selv at stå for indlæsningen, da han på den måde også kunne følge sit værk helt til dørs.
”Man er nok en smule ærekær om en tekst, man har brugt over et år på. Og så er det bare meget rart at vide, at det har den rigtige vibe. Jeg tror egentlig, man kan besjæle det lidt ekstra, hvis man som forfatter selv læser sit eget op,” siger Thomas Korsgaard.
De små rutiner
I selve studiet er der ikke en tekniker til stede under indtalingen. Thomas sørger selv for at trykke ’start’ og ’stop’ i den næsten 4,5 timers lange lydfil. Da han tænder for optageren, retter han sig tydeligt op i stolen. Han er normalt ikke bleg for at smække benene op under indtalingen, men i dag er vi jo med som publikum.
Thomas’ fortællerstemme er dyb med en snert af hæshed. Tempoet er kontrolleret – uden at være mekanisk. Når karaktererne i historien taler, får man fornemmelsen af, at Thomas sænker sin stemmes toneleje en anelse; det betoner bogens dialoger.
Under indlæsningen bevæger han langsomt kontorstolen, nærmest vuggende, taktfast fra side til side. Venstre arm hviler han på stolen, mens hånden nærmest dirigerer ordene frem og tilbage. Men Thomas’ fokus er ikke på sin krops bevægelser. Det er udelukkende på teksten. På lyden af ordene når de går fra papir til fortælling i folks ører.
Sådan lød det, da Thomas Korsgaard indlæste En dag vil vi grine af det:
[embedyt] https://www.youtube.com/watch?v=lSiOtObvOlg[/embedyt]
Det lille studie bliver gradvist varmere. Nærmest som en sauna; et faktum som Thomas på forhånd havde advaret os om. Faktisk går der ikke mere end ti minutter, før sveden så småt begynder at perle ned ad kinderne. Det er svært ikke at tænke på, hvordan klimaet i rummet bliver om fem timer.
“Her kunne man da godt bo”
Efter omkring 20 minutter i lydstudiet vælger vi at give Thomas ro til at indtale. Han mangler en del endnu, og det er trods alt nok også nemmere at gøre sit arbejde ordentligt, når man ikke har nysgerrige øjne i nakken.
Så snart vi går ud ad døren, rammer sollyset fra lejlighedens skråvinduer os som en blitz efter opholdet i det lille, mørke studie. Her er hyggeligt indrettet med et køkken, musikinstrumenter og klassiske møbler.
”Her kunne man da godt bo,” siger Thomas med et smil.
Før vi går, kan vi dog ikke lade være med at spørge Thomas, om han, som indlæser, aldrig føler sig presset af, at han taler direkte ud til en masse lyttere.
”Det kan måske lyde arrogant, men jeg tænker faktisk overhovedet ikke over det. Jeg sidder jo bare der med min mikrofon, og så er det jo lidt ligesom, når man skriver. Hvis man tænker for meget på, at nogen skal læse det her, eller hvad konsekvenserne bliver, så får man ikke lavet noget. Og så synes jeg egentlig også bare, at det er sjovt. Og når man bare kan slappe af med det, giver det forhåbentlig også et godt resultat til dem, der skal høre det,” siger Thomas Korsgaard.
Læs også: 6 hurtige til Thomas Korsgaard
Hvad sker der med en familie i underskud, som pludselig kommer til penge? Som endelig får det, de har drømt om? Vil alt nu endelig blive godt i hjemmet for enden af den lange grusvej lidt uden for Skive?
Danskerne er vilde med lydbøger. Vi lytter til dem i bilen, i haven og under løbeturen i skoven. Men hvor og hvordan bliver en lydbog egentlig til? Vi er taget en tur i lydbogsstudiet med forfatter Thomas Korsgaard for at se ham indlæse sin nye bog En dag vil vi grine af det.
”Man kan godt blive helt blufærdig, når man sådan skal læse sin egen tekst op foran andre,” siger Thomas Korsgaard.
Vi befinder os i et lille, mørkt rum, der ikke kan være meget mere end seks kvadratmeter stort. Lydisoleringen på væggen tætner rummer, dæmper forstyrrelser i baggrunden og sikrer, at Korsgaards stemme går klart igennem. Ellers er indretningen i rummet simpel – et sort skrivebord med en computerskærm og en mikrofon.
Det er torsdag, klokken er 11 i lydstudiet Selvlyd på Frederiksberg, og Thomas Korsgaard sidder med et par store hørebøffer og scroller på en iPad. Det er indtalings-dag nummer tre, og han er nået til kapitel 51. Helst vil han blive færdig med bogen inden dagen er omme. Som regel tager en session fem-seks timer, men Thomas forestiller sig, at han nok bliver et par timer længere i dag.
Det værste er at overdramatisere
”Jeg nået til et sted i bogen, hvor det hele eskalerer lidt,” siger Thomas inden han tager en slurk af et glas vand. Normalt bruger han ikke rigtig tid på stemmeopvarmning. Den del består mest af en kande stempelkaffe og nogle cigaretter i gården. Hellere det end at overtænke situationen, siger Thomas, der for alt i verden vil undgå, at indlæsningen bliver forceret.
Det er ikke den første lydbog, Thomas indlæser. Ved udgivelsen af hans debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi viste han netop interesse for selv at stå for indlæsningen, da han på den måde også kunne følge sit værk helt til dørs.
”Man er nok en smule ærekær om en tekst, man har brugt over et år på. Og så er det bare meget rart at vide, at det har den rigtige vibe. Jeg tror egentlig, man kan besjæle det lidt ekstra, hvis man som forfatter selv læser sit eget op,” siger Thomas Korsgaard.
De små rutiner
I selve studiet er der ikke en tekniker til stede under indtalingen. Thomas sørger selv for at trykke ’start’ og ’stop’ i den næsten 4,5 timers lange lydfil. Da han tænder for optageren, retter han sig tydeligt op i stolen. Han er normalt ikke bleg for at smække benene op under indtalingen, men i dag er vi jo med som publikum.
Thomas’ fortællerstemme er dyb med en snert af hæshed. Tempoet er kontrolleret – uden at være mekanisk. Når karaktererne i historien taler, får man fornemmelsen af, at Thomas sænker sin stemmes toneleje en anelse; det betoner bogens dialoger.
Under indlæsningen bevæger han langsomt kontorstolen, nærmest vuggende, taktfast fra side til side. Venstre arm hviler han på stolen, mens hånden nærmest dirigerer ordene frem og tilbage. Men Thomas’ fokus er ikke på sin krops bevægelser. Det er udelukkende på teksten. På lyden af ordene når de går fra papir til fortælling i folks ører.
Sådan lød det, da Thomas Korsgaard indlæste En dag vil vi grine af det:
[embedyt] https://www.youtube.com/watch?v=lSiOtObvOlg[/embedyt]
Det lille studie bliver gradvist varmere. Nærmest som en sauna; et faktum som Thomas på forhånd havde advaret os om. Faktisk går der ikke mere end ti minutter, før sveden så småt begynder at perle ned ad kinderne. Det er svært ikke at tænke på, hvordan klimaet i rummet bliver om fem timer.
“Her kunne man da godt bo”
Efter omkring 20 minutter i lydstudiet vælger vi at give Thomas ro til at indtale. Han mangler en del endnu, og det er trods alt nok også nemmere at gøre sit arbejde ordentligt, når man ikke har nysgerrige øjne i nakken.
Så snart vi går ud ad døren, rammer sollyset fra lejlighedens skråvinduer os som en blitz efter opholdet i det lille, mørke studie. Her er hyggeligt indrettet med et køkken, musikinstrumenter og klassiske møbler.
”Her kunne man da godt bo,” siger Thomas med et smil.
Før vi går, kan vi dog ikke lade være med at spørge Thomas, om han, som indlæser, aldrig føler sig presset af, at han taler direkte ud til en masse lyttere.
”Det kan måske lyde arrogant, men jeg tænker faktisk overhovedet ikke over det. Jeg sidder jo bare der med min mikrofon, og så er det jo lidt ligesom, når man skriver. Hvis man tænker for meget på, at nogen skal læse det her, eller hvad konsekvenserne bliver, så får man ikke lavet noget. Og så synes jeg egentlig også bare, at det er sjovt. Og når man bare kan slappe af med det, giver det forhåbentlig også et godt resultat til dem, der skal høre det,” siger Thomas Korsgaard.
Læs også: 6 hurtige til Thomas Korsgaard
Du kan købe En dag vil vi grine af det af Thomas Korsgaard i din lokale boghandler eller online her
Og selvfølgelig også som lydbog her.
Hvad sker der med en familie i underskud, som pludselig kommer til penge? Som endelig får det, de har drømt om? Vil alt nu endelig blive godt i hjemmet for enden af den lange grusvej lidt uden for Skive?
Andre læste også: