Generalens datter: Ellen Hillingsø om at arbejde hårdt for succes

I bogen Generalens datter kommer vi som læsere tæt på skuespiller Ellen Hillingsø og hendes far, generalen, Kjeld Hillingsø.

Begge har de kæmpet for at nå deres mål og selvom deres brancher dårligt kunne være længere fra hinanden, er der langt mere, der forbinder dem, end der adskiller dem.

I deres samtalebog, Generalens datter, kommer vi lidt tættere på de to i en række ærlige og åbenhjertige samtaler. Læs et uddrag fra bogen nedenfor.

Fra gulvskrubberi til skuespilleri

Efter gymnasiet var Ellen au pair-pige i Paris. Hun skurede og skrubbede og vaskede sin arbejdsgivers, en fransk baronesses, underbukser i hånden. Fortvivlet ringede hun hjem til sin mor og far. Det eneste, Kjeld sagde til hende i telefonen, var: ”Ellen, du skal ikke komme hjem nu. Vi løser det. Vi skal fuldføre. Når vi har sagt ja til noget, så fuldfører vi.” Sitzfleisch kan man næppe kalde det, når man ligger på knæ og vasker gulv, men fuldføre gjorde hun.

”Jeg boede i et skønt kvarter. Jeg havde også nøgle til min farbror Lars’ lejlighed. Han var designer og boede i Paris, så dér havde jeg et fristed, hvor jeg kunne komme og gå. Og så kom der jo ligesom en frihed ud af at skure og skrubbe. Så blev det sjovt. Som Churchill har sagt: ’If you are going through hell, keep going’,” siger hun.

To meget forskellige bedstemødre

Hvor hendes tyske farmor var til det seje træk og den strenge, arbejdsomme disciplin, var Ellens mormor, kammerherreinden på Fyn, en fin, sværmerisk dame med svensk baggrund. Ellen har sit andet fornavn, Gunilla, efter hende. Måske på grund af vanskelighederne i skolen nød den lille Ellen at bevæge sig i fantasiverdener, og mormoderen så det.

“Hun pustede til en sagte ild. Hun så noget, der udefinerbart og ukonkret lå i mit sind. Og der blev ikke lagt låg på, men sagt: ’Så gør det! Klæd dig ud. Tag mit tøj på. Gå modeopvisning. Fortæl mig en historie. Tegn for mig. Spil teater for mig.’ Hun var meget syg og lå sådan helt Thomas Mann-agtigt tæppet ind i en lille pavillon, som hun fik bygget. Men det blev stimuleret. Det var en familie, der fortalte historier. Historierne blev ikke begrænset eller tabuiseret. Men hvordan skulle det blive konkret, som min mor senere har sagt. Det var det skræmmende ved det. Hvordan skulle man kunne bruge det? Bruge det til at leve af og have et liv i? Dér lå bekymringen. Ikke i talentet eller evnen,” siger hun.

Gennem nåleøjet

Siden hun var lille, har Ellen vidst, at hun ville være skuespiller. Men skønt hun har store armbevægelser og en stor mund, gik hun helt stille med det. Øvede sig. Søgte ind. Og af 650 ansøgere slap hun i 1990 som en af de seks, der blev optaget på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater, igennem nåleøjet. Hendes forældre vidste ingenting. Pylle mente, at hun nok troede, at Ellen gerne ville være skuespiller. Kjeld var hundrede procent sikker på, at det ville Ellen ikke. Han vidste, at hun skulle være professor i atomfysik. Siger han. Og blinker.

Ellen: “Alt det med at kommunikere og underholde og undervise, som man kan sige, at man også gør som skuespiller, det var bare ret stærkt i mig. Nu er jeg over 50 og er kommet tilbage til min grundlæggende glæde ved det, jeg laver. Eller glæden ved det er kommet tilbage til mig. Måske fordi jeg bedre og bedre forstår, hvad faget handler om. Eller fordi der er ting, jeg har lagt bag mig. Jeg har udlevet ’diagnosedelen’, det med at få opmærksomhed, eller hvad det er.

Men man skal tænke på, at da jeg var lille, kunne man ikke bare gå på internettet og købe en Elsa-fra-Frost-kjole, som man lod sit alternativt begavede barn gå med dag ud og dag ind. Eller bare en fjerboa fra BR. Verden var opdelt. Der var en mur ned igennem Europa, og der var enten sort eller hvidt, højre eller venstre. Der var ikke nogen skuespillere eller noget professionelt teater i min familie. Jeg anede ikke, hvordan man kom til det. Ved et tilfælde mødte jeg Lars Klingert, der var studievært, og han hjalp mig i gang, så jeg kom til at læse hos skuespillerinden Lane Lind og gå til improvisation hos skuespillerinden Hanne Jørna.

Kjeld: Og alt det vidste faderen intet om!

Ellen: Jeg ville have det for mig selv. Vi kender det alle sammen, når man fortæller noget. Fornemmelsen af, at når man har et projekt, går energien går ud af det, hvis det bliver sagt til for mange. Noget man skal koncentrere sig om og fokusere på. Man skal ikke tale det ihjel, før det overhovedet er kommet i gang. Det ville jeg ikke risikere, at det blev.

En procent talent, 99 procent flid

Kjeld: Jeg opdagede først, at der var noget galt, da du pludselig havde en interesse i at besøge min mor, som boede i Aarhus. Jeg var fuldkommen sikker på, at du havde fået en kæreste der. Det måtte være derfor, du rejste derover hele tiden.

Ellen: Men så var det, fordi jeg skulle til optagelsesprøve. Jeg boede kun hos Farmor til andenprøven. Jeg kan godt huske, at hun var lidt forvirret.

Kjeld: Fortalte du Farmor, hvad du lavede?

Ellen: Næ. Men hendes eneste kommentar, da jeg var kommet ind på skuespillerskolen, var: ’Det var da en skam. Du skulle være gået ind i kondomer. Dét er der penge i.’ På det tidspunkt gik AIDS-bølgerne højt.

Kjeld: Det er rigtigt! Det er fuldstændig rigtigt. Det kan jeg godt huske.

Ellen: Jeg var en ud af 650 aspiranter, og så sagde hun det. Skæppeskønt. Superfint. Men det med at holde det for sig selv, det var vigtigt for mig. Bulder og brag, ja, ja. Vi kan da godt larme. Men ikke nødvendigvis.

Åbner man et ugeblad, er der ofte billeder af familien Hillingsø/Ca- stenskiold. Kjeld og Pylle, Ellen og Jens ser brandgodt ud og er ofte i selskab med mennesker fra de fineste kredse. Også Jens’ kone, Helle, ligner en drøm, og årene går tilsyneladende sporløst hen over Christoffer, Ellens mand, der smiler drenget og stadig har hår som en ung Hugh Grant. Man kunne tro, at det hele er kommet let til dem. At de er blevet madet med guldskeer, fra de var små.

Ellen: De, der er flittige, ser tit heldige ud. For kunstnere er det én procent talent og 99 procent flid. Men sådan er det sgu også med soldater. Derudover skal man selvfølgelig være strategisk begavet. Men en eller anden har sagt: ’Jo mere jeg arbejdede, desto heldigere blev jeg.’

Kjeld: Ja!

Vil du læse videre i Generalens datter?

Ellen Hillingsø er en af Danmarks mest alsidige og originale skuespillere. Kjeld Hillingsø er en af de mest markante militære personligheder inden for de sidste årtier. I den virkelige verden er de datter og far. Selvom deres brancher dårligt kunne være meget længere fra hinanden, er der langt mere, der forbinder dem, end der adskiller dem.

Far og datter bor dør om dør og elsker at hjælpe hinanden i hverdagen, både med det praktiske og med livets udfordringer. Kom lidt tættere på generalen og hans datter i en række ærlige og åbenhjertige samtaler.