Dine farver var blå var årets feel-good-roman i 2021 i Sverige, som belyser et svært kærlighedsdilemma: Hvad gør du, når du er gift, men manden du aldrig rigtig glemte vender tilbage, og han har kun få måneder tilbage at leve?
I Dine farver var blå vil læseren blive ført igennem alle følelserne – både de gode og de svære følelser. Det er en rørende roman, som handler om håb, lidenskab og den helt store kærlighed. Romanen er skrevet af svenske forfatter Marcus Jarl, og den udgives nu i Danmark.
Marcus Jarl er ikke kun forfatter, men også specialsygeplejerske på en neonatalafdeling. Sygehuset som miljø har været en inspiration for Marcus Jarl til Dine farver var blå og hans fire andre romaner. Sorg og dødsfald er generelt centrale temaer i Marcus Jarls romaner, hvilket skyldes, at han selv mistede sin far i en meget ung alder.
LÆS OGSÅ: Marcus Jarl skriver om kærlighed om dagen og arbejder som sygeplejerske om natten
I Dine farver var blå følger læseren Lina, der arbejder på en neonatalafdeling i Stockholm. Hun længes efter at få et barn, men hendes mand, Samuel, ønsker ikke at få børn. Bagerst i sit skab gemmer Lina på en skotøjsæske fuld af minderne fra sin første kæreste, Ted, der forsvandt sporløst. Hver tirsdag gennemgår Samuel smerteligt skotøjsæsken i en form for masochistisk ritual, hvor han læser Ted og Linas gamle kærestebreve.
En dag vender Ted pludselig tilbage med beskeden om, at han har få måneder tilbage at leve i. Han har et ønske, der lægger stort pres på Lina og Samuels forhold. Lina må finde ud af, hvad der egentlig skete alle de år siden, hvor Ted forsvandt. For Samuel bliver det klart, at dette måske er deres eneste mulighed for at redde ægteskabet.
LÆS OGSÅ: 24 forslag til gode romaner du kan læse
Dine farver var blå skildrer den første kærlighed, som man aldrig glemmer. Begynd din læsning af romanen nedenfor.
Dine farver var blå
Marcus Jarl
DEL 1
LINA OG SAMUEL
Juni 2018
1
Samuel Råman hængte sin blazer op i skabet for enden af soveværelset og standsede så op. Han rakte ud efter håndtaget til Linas skab, men tog sig i det. Hvorfor gør jeg det her mod mig selv? Han vidste jo, at den var derinde og sandsynligvis ikke havde flyttet sig siden sidst.
Lina var til sit ugentlige møde. Tirsdag kl. 17:00- 18:00. Samme tid hver uge. Samuel kiggede på uret og mærkede, hvordan det kriblede i fingrene. Han vidste, at han ville fortryde det, men han åbnede alligevel garderobedøren, satte sig på hug og tog en dyb indånding. Som om han samlede luft til at dykke ned under vandoverfladen, uden at vide hvor længe han skulle blive der.
Han behøvede ikke engang at lede. Den stod lige der. Han ventede, hånden tøvede, som om æsken kunne brænde ham. Skotøjsæsken. Eller som Samuel også kaldte den: Ligkisten. For der lå han. Ted. Eller i det mindste minderne om ham.
Hans puls steg hurtigt, da han tog æsken ud og stillede den på sengen. Han blev tør i munden. To fingre på håndleddet. Otteoghalvfems. Shit. Det påvirkede ham mere, end han havde troet. Han satte sig på sengekanten og åbnede æsken. Alle de breve, som Ted havde skrevet til Lina, lå der i en bunke sammen med nogle fotografier. Hvor mange breve var der? Halvtreds? Hundrede?
Han skulle lige til at tage det første fotografi op, da han blev opmærksom på sig selv. Hans puls steg endnu mere. Det var fandeme på et hængende hår. Han mærkede efter igen. Hundrede og tyve. Næsten panikpuls. Han tog sin mobil frem, tændte for kameraet og tog derefter en række billeder af, hvordan indholdet af kassen var placeret, så han bagefter kunne stille det hele tilbage, uden at Lina opdagede, at han havde været der og rodet rundt.
Nogle gange behøvede han ikke engang at kigge på billederne, når han lagde det hele tilbage. Men han gjorde det alligevel altid. For en sikkerheds skyld.
Han vidste, at hvis han først gik i gang, ville han ikke kunne holde op igen, og resten af aftenen ville han sidde på sofaen med pulsen i vejret og ikke kunne tænke på noget som helst andet.
Alligevel tog han det første fotografi op. Det af dem begge to, fra Portugal. Uden for den lejlighed, som Linas far ejede i Cascais. De stod foran en husfacade dækket af blå-hvide kakler og spiste is fra Santini. Rød-hvide papbægre og funklende blikke.
Han havde også været der med Lina, præcis tre dage efter deres bryllup – men de havde ikke taget et billede sammen. De havde stået op ad nøjagtig den samme mur og havde spist præcis den samme is, men omkring ti år senere. Ti år for sent? Hold nu op. Han lagde fotografiet fra sig og tog det næste op.
Det var kun af Ted. Han smilede bredt og brunøjet til kameraet. Han havde ingen trøje på, kun et stort rødt lommetørklæde bundet om halsen og håret strittende ud i alle retninger. Små tatoveringer på brystet, der ikke fulgte noget mønster eller skabte nogen form for ensartet helhed. En menneskelig graffitimur. Hvad havde Lina gjort bag kameraet for at få det der store smil frem? Eller elskede han hende bare så højt, at der ikke skulle noget særligt til for at fremkalde sådan en reaktion?
Han mærkede et stik i maven, og pludselig fik han kvalme. Han skulle aldrig have kigget. Men nu var det for sent. Nu sad han der og læste alle de romantiske sætninger, der nogle gange var så poetiske, at det lød, som om de var skrevet i en anden tid.
Han mærkede, hvordan knuden i hans mave voksede i takt med mindreværdskomplekset.
Hvis der faldt en stjerne, hver gang jeg tænkte på dig, ville himlen være tom.
Ted havde skrevet det på en gul post-it-seddel. Den var falmet, men det var teksten ikke. Ordene stod lige så kulsorte, som da de engang var blevet skrevet med en snirklet håndskrift. Det kunne ikke blive meget mere sigende, tænkte Samuel, mens han sad der med rystende hånd.
Ted ville aldrig falme. Ikke for ham og måske heller ikke for Lina; han sad fast som kulsort blæk. Hvis det så bare var blevet der på sedlen, men blækket smittede af på Samuels fingre. Der kom pletter på næsten alt, hvad han rørte ved. Små spor af minder overalt. Og han var den eneste, der så dem. Små jaloux fingeraftryk, der mindede ham om Ted. Eller rettere, hvad Ted havde betydet for hans kone.
Nogle af brevene var han bare begyndt at læse og havde hurtigt lagt tilbage igen – det var dem, der var fyldt med drømme og planer om eventyr. Jeg længes efter at opleve verden sammen med dig. Det gjorde så ondt at læse, at han ikke kunne klare det. Der lå en kapsel fra en gammel Coca-Cola-flaske i bunden af æsken sammen med en lædersnor, der var stivnet i årenes løb.
Endnu en gang ville han falde i søvn uden at vide, hvad det hele betød, og derefter drømme om de mest smertefulde teorier. Hvorfor udsætter jeg mig selv for det her? Han tog sig friheder, han vidste, at han gik over stregen, og det skammede han sig over. Ted kan ikke ødelægge det for dig og Lina. Han er ikke en trussel.
Det var både sandt og løgn på samme tid, for Ted fandtes over det hele, og det faktum, at Lina aldrig talte om ham eller deres liv sammen, gjorde ham kun tydeligere. Som om de havde en ufrivillig psykologisk trekant. Ted var måske ikke en fysisk trussel, men det betød ikke, at han ikke var en trussel.
Fysiske trusler kunne Samuel håndtere. Han kunne forsvare sig og angribe, hvis det blev nødvendigt. Tage ham med i retten eller tale ham til rette. Hvad gjorde man med et spøgelse? En, der kunne komme og gå, som det passede ham, gennem låste døre og tykke mure? En, man ikke kunne tale med eller låse inde. Ted var ikke nogen fysisk trussel. Han var noget meget værre.
Samuel kiggede på uret. Han lagde hurtigt alle breve og minder tilbage og tjekkede det efter med de billeder, han lige havde taget. Det hele passede. Han stillede forsigtigt kassen tilbage på sin plads i garderoben, som om den var en urne fyldt med aske fra en afdød, og lukkede derefter skabsdøren. En dag ville hun tage ham på fersk gerning.
Det her var sidste gang, jeg tog den frem.
2
05:26. Lina Råman løb op ad trappen fra neonatalafdelingen mod fødestuen. Adrenalinen pumpede rundt i hende. Tredje akutalarm på samme nattevagt. Hvad der ville møde hende, når hun åbnede døren til akutstuen, vidste hun ikke, bortset fra at der skulle være et nyfødt barn, som ikke havde det godt. Måske ingen puls. Ingen vejrtrækning. I værste fald begge dele. Hun var den første på stedet.
”Lina, neonatalsygeplejerske,” råbte hun, da hun gik ind på stuen.
Der stod tre jordemødre omkring bordet, alle med et stresset udtryk i ansigtet. Den ene sendte hende et hurtigt velkomstsmil og blinkede til hende, mens Lina tog forklæde og handsker på. På bordet lå der et lille spædbarn. For tidligt født. Kan ikke være mere end uge 31, tænkte Lina.
”Uge 30 + 3, kom ind for måske tyve minutter siden, unormal CTG og blev født for …” Jordemoderen kiggede på klokken. ”Fem minutter siden.”
”Egen vejrtrækning?” spurgte Lina.
”Nej, jeg ventilerer, men jeg ved ikke, om der kommer luft ned.”
Lina tog over. Hun skiftede til en mindre maske og satte den hen over det lille spædbarns mund og næse. Hun puffede let med fingerspidsen og så, at brystkassen hævede sig. Hvor er lægen? Lina mærkede sveden løbe fra armhulerne, men skruede alligevel op for varmen på bordet. Barnet må ikke blive koldt. Der lugtede af blod og håndsprit i rummet. Ved siden af bordet stod der en mand med et forskræmt udtryk i ansigtet og en hånd for munden.
”Er du faren?” spurgte Lina, og han nikkede.
”Tillykke, vidste I, at det ville blive en pige?”
Han rystede på hovedet. Han rystede på hånden.
”Vi hjælper hende med at trække vejret med denne maske, fordi hendes lunger ikke er fuldt udviklede. Sådan er det i denne uge af graviditeten.”
”Klarer hun sig?” spurgte faren med en klump i halsen.
Lina tøvede og så ned på barnet. Det var slapt, og selv om farven var blevet bedre, var hun stadig bleg. Overvågningen bippede. Faldende puls. Hvor fanden er lægen?
”Vi gør alt, hvad vi kan.”
Faren lænede sig op ad væggen, og en jordemoder hentede en stol til ham, men han blev uroligt stående. Døren blev åbnet.
”Jakob, børnelæge.”
Endelig. Godt, Jakob er rutineret.
Jakob var rød i hovedet og sendte Lina et undskyldende blik. ”Født for omkring ti minutter siden. Ingen egen vejrtrækning. Er blevet ventileret fra starten. Moren kommer direkte hjemmefra,” rapporterede Lina.
Jakob nikkede og tog over. Han puffede let til barnet. Slapt. Forsøgte at få fat i masken. Pigen begyndte at blive blå igen. Pulsen faldt yderligere. Monitorens alarm gik i gang og blinkede rødt.
”Vi har ikke en sikret luftvej,” sagde Jakob.
Lina kiggede på ham og forstod, at hun skulle gøre klar til intubation. Hun kiggede ud over hele rummet. Scannede rutineret det hele. Akutvognen. Alarmknappen. Det udstyr, der kunne blive nødvendigt. Tjek. Det hele var der.
”Vi kommer til at føre et lille rør ned i din datters hals. Jeg vil bare advare dig om, at det kan se lidt væmmeligt ud.”
Faren trådte automatisk tilbage, og en af jordemødrene lagde armen om ham. Han begravede ansigtet i hendes skulder og bad stille ind i hendes kittel. Lina nåede at tænke, at det altid var så uvant at se en mand i den situation. Så lille, bange og nøgen på en eller anden måde. Maskuliniteten, der blev tvunget til at træde et skridt tilbage og give plads til et menneske grebet af instinktiv frygt.
Lina skrabede hurtigt det sammen, hun havde brug for fra kasserne i akutvognen, og var lige så hurtigt tilbage ved bordet. Jakob så overrasket ud, kiggede på uret og begyndte at intubere. Faren kiggede væk. Det var også godt det samme, tænkte Lina, da hun så lægen åbne den lille mund og ved hjælp af en tang føre gummirøret ned i barnets hals.
Jakob var fokuseret, og perler af sved piblede frem i hans hårgrænse. Han var tilbøjelig til at svede, både i akutte situationer på arbejdet og på dansegulvet til klinikfesterne. Linas erfaring sagde hende, at perlerne snart ville begynde at trille. Hun tog et kompres og trak det i en hurtig bevægelse hen over panden på Jakob, så ingen andre på stuen nåede at bemærke det. Han nikkede som tak.
”Røret er på plads. Kan du lytte?” spurgte han.
Lina satte stetoskopet i ørerne og lyttede til barnets lunger. Hun nikkede. ”Det lyder godt i begge sider.”
Barnets brystkasse hævede sig kraftigt.
”Vi har en stigende puls,” sagde Lina.
Hun måtte have sagt det på en måde, der fik alle til at forstå betydningen af det, for hele stuen åndede lettet op. Jakob tørrede sig hen over panden med indersiden af håndleddet.
”35,8,” oplyste en jordemoder, der havde taget barnets temperatur.
”Tak. Kan vi få en plastikpose til at lægge barnet i?” sagde Jakob højt ud i rummet.
Faren gjorde store øjne og begravede ansigtet i hænderne. Lina sparkede diskret Jakob over benet.
”Jeg mener varmepose. Kan vi få en varmepose, tak?” præciserede han.
”Børn i denne alder mister hurtigt meget varme, derfor lægger vi dem i en såkaldt varmepose. Men det ligner en plastikpose,” forklarede Lina og var omhyggelig med ikke at miste øjenkontakten med faren. Hans blik var tomt og bekymret. Hans underlæbe dirrede, og det var tydeligt, at han holdt tårerne tilbage.
”Jeg troede, I mente, at hun skulle dø, og at I ville lægge hende i en plastikpose.”
Uden at se på Jakob forstod Lina, at han var flov. Det var langtfra første gang, han havde været stresset og taktløs.
”Iltmætningen stiger. Pulsen er fortsat stabil,” sagde Lina og smilede til faren.
”Det skal nok gå,” tilføjede hun, og for første gang fældede faren en tåre. Gav slip på alt og begyndte at græde.
”Har du rørt ved hende?”
Han rystede på hovedet, både som svar og af frygt. Lina tog hans hånd, den var iskold, og hun kunne mærke, hvordan den rystede i hendes hånd. Han tørrede tårerne væk, da Lina trak en lille hånd ud af plastikposen og lagde den mod farens finger.
”Mærk hende. Hun er din.”
Hånden var så lille, men det hele var der. Fingre og små negle. Faren lo, og der dryppede lidt snot fra hans næsetip.
Lina smilede. ”Hun er smuk.”
Han kærtegnede spædbarnets lille finger, ømt og forsigtigt. Da hun bevægede sig, trak han instinktivt hånden væk og søgte bekræftelse fra øjnene på stuen.
”Det er okay, hun vil bare sige hej til dig,” sagde Lina.
Faren lagde hovedet på skrå. Lina kiggede på Jakob, der spilede kinderne ud og tørrede sig en ekstra gang hen over panden.
”Jeg sad fast i en anden nødsituation,” hviskede han.
Faren kiggede ned på sin lille datter, der sandsynligvis ikke vejede mere end lidt over et kilo. Pakket ind i plastik. Helt hvid med fosterfedt på hovedet. Slanger og elektroder. Blodige håndklæder og brugte kompresser. Der løb lidt fortyndet blod ud af det ene næsebor, og der boblede slim ud af munden. Øjnene var lukkede. Pludselig holdt faren op med at smile og kiggede op på Jakob. Som om alvoren gik op for ham. Han sank en ekstra gang.
”Kommer hun til at få mén af det her?”
”Det kan jeg desværre ikke sige på nuværende tidspunkt,” sagde Jakob afdæmpet.
Lina fik ondt i hjertet. Jakob havde ret. Det var umuligt at svare på. Faren græd, men denne gang mere behersket. Som om der kun var ham og hans datter i rummet, og han ønskede at være stærk foran hende. Beskytte det lille kilo.
”Far er her, min lille skat. Du skal nok klare det her. Det er du nødt til, for din mors skyld. Hun har længtes så meget efter dig. Det har jeg også. Far har også længtes efter dig, lille skat.”
Lina mærkede, hvordan hendes egne tårer sved. Hun vendte sig om og tog en dyb indånding.
”Det er ligegyldigt, hvilke mén du får. Vi vil altid elske dig,” hviskede han.
Lina begyndte at pille ved ting, hun ikke behøvede at pille ved, og gnide pletter væk, der ikke var der. Uanset hvor hårdt hun prøvede at holde dem væk, så kom tankerne.
Misundelsen brændte så stærkt. Hun hørte, hvordan farens stemme svigtede ham, og han begyndte at græde igen. Lina lukkede øjnene og bed tænderne sammen, så kæben blev spændt.
Du bør i det mindste være glad for, at du har et barn.
3
Følelsen var stærk den morgen, da Lina lå alene i sengen efter nattevagten. Samuel havde allerede skyndt sig afsted på arbejde. Hun havde haft brug for at se ham, om ikke andet så bare til et hurtigt kram i forbifarten. Hun kunne ikke få sit venstre ben til at holde op med at ryste under dynen, og hendes øjne var vidtåbne. 09:45. Ingen nye opslag på Instagram, og Facebook var mest som et køleskab; hun vidste godt, at der ikke var noget lækkert derinde, men alligevel åbnede hun det hvert tiende minut.
Hun lagde sin telefon på natbordet, rynkede panden hårdt over hovedpinen og sukkede ud i det tomme rum. Hvad var problemet? Hun måtte tænke sig om. Hun måtte vende alle brikkerne i puslespillet, i håb om at motivet endelig ville vise, hvorfor hun følte et så stærkt behov for forandring. Men i virkeligheden vidste hun det jo godt.
På papiret havde hun det hele. En mand, hun elskede, et hjem på en af Stockholms måske smukkeste gader, Tysta gatan, og et job, der gav mening. Det eneste, der egentligt manglede, var lyden af to små fødder, der løb rundt på parketgulvet derhjemme. Lina smilede ved tanken. Hun kunne næsten lugte det, det kildede i hendes næse. Duften af baby.
Hun strakte nakken, og den tørre klump i halsen arbejdede sig langsomt ned til hendes bryst. Hun sank en ekstra gang. Og sank så igen. Det der biologiske ur, som om livet ikke var stressende nok i forvejen? Nogle gange følte hun sig som en karton mælk. Hvid, firkantet og iskold, og med en udløbsdato.
Lina sank stædigt en ekstra gang igen, og det klistrede i halsen. Hun rettede sig op og overvejede at tage en pille. Det ville alligevel ikke være muligt at falde i søvn uden den, ikke denne morgen. Hun trak skuffen i natbordet ud, hældte en hvid pille ud i håndfladen og skyllede den ned med to store slurke vand. Så lagde hun sig, lige så lang hun var, og ventede. Selv om hun indså, at pillen umuligt kunne have virket allerede nu, slappede hun alligevel af, bare fordi hun vidste, at stoffet blev bearbejdet i hendes blod i dette øjeblik. Opløste sig til en tiltrængt mulighed.
Samuel havde fra starten gjort det tydeligt, at han ikke ville have børn, og hun havde været forelsket nok i ham til at acceptere det. Men da hun lå der, et årti senere, var hun ikke længere så sikker. Men hvad skulle hun gøre ved det? Forlade ham? Bare tanken gjorde hende dødsensangst. Det var det sidste, hun ønskede.
Hun slog tanken væk, men følelsen blev hængende og skvulpede. Man kan ikke forlade en person, man elsker, for noget man alligevel ikke ved, om man ville få med en anden, og da slet ikke alene. Hun vidste om nogen, at børn ikke var en rettighed, og selve det at få børn langtfra en selvfølge.
Nogle gange kunne Lina ikke bestemme sig for, hvad der irriterede hende mest. Følelsen af, at hun ønskede at få et barn, eller at Samuel så tydeligt ikke ønskede det. Han turde ikke, troede ikke, at han kunne klare det. På et tidspunkt havde han sagt den sætning, hun havde frygtet, og den spillede for hendes indre øre igen og igen i hendes mørkeste øjeblikke. Jeg har ikke behov for at få børn. Hun lukkede øjnene og sukkede.
Børn gør ikke en lykkeligere, havde en kollega engang sagt. Hun havde jo naturligvis selv haft børn. Ikke færre end tre. Lina havde måttet koncentrere sig for ikke at slå den prætentiøse hjemmebagte frøkiks ud af hånden på hende, sådan som hun sad der i personalerummet og tyggede selvretfærdigt.
Det var lidt som at stille sig op til et Vægtvogterne-møde og sige, at en slank krop ikke gør en lykkeligere, når man aldrig selv har måttet gøre en indsats for at få en. Eller at gå hen til en hjemløs mand og sige, at penge ikke kan købe lykke, og så spankulere afsted med to poser fra Svenskt Tenn. Samme kollega var i øvrigt nu fraskilt efter en beskidt utroskabsaffære og så ekstremt fandens lykkelig med sine tre børn. Frøkiksen blev skiftet ud med Lingongrova-brød.
Lina bed tænderne sammen. Måske er det eneste, der ikke gør en lykkelig, at være gift med en mand, der beslutter sig for at kneppe sin nærmeste veninde? Måske ville Lina sige det, næste gang de mødtes?
4
Klokken var halv ti, og Samuels kollega fra advokatfirmaet kom med endnu en dårlig juristvittighed, som alle omkring bordet forventedes at grine ad. Hvilket alle også gjorde, inklusive Lina. Forskellen på netop dette falske smil og alle de andre, der havde vist sig på Linas læber i løbet af aftenen, var, at kvinden foran hende gennemskuede det og sendte hende et koldt blik.
De havde kun mødt hinanden et par gange, og det eneste, Lina huskede, var kvindens røde læber, og at hun engang havde sat spørgsmålstegn ved, hvorfor Samuel havde taget Linas efternavn, da de blev gift, og ikke omvendt? Da Lina så forsøgte at forklare, havde hun bare rystet på hovedet, som om de havde begået en frygtelig forbrydelse.
Lina var træt i hovedet efter nattevagten, men hendes krop var på forunderlig vis allermest vågen på det tidspunkt af aftenen. Det tog altid et par dage at overbevise kroppen om, hvad der var nat, og hvad der var dag.
Lejligheden var varm på trods af gulvventilatoren, der snurrede i hjørnet af spisestuen, men alle så ud til at have tilpasset sig varmen på en eller anden måde. Samuels kollega løftede sit glas for at skåle, og da de andre sluttede sig til skålen, kunne Lina se, at alle undtagen kvinden med de røde læber havde svedpletter under armene.
”Er du vegetar, Lina?” spurgte kollegaens kone, da hun samlede tallerkenerne ind en time senere. Lina følte et varmt sus gå gennem kroppen, da hun kiggede ned på sin tallerken. Salaten var spist op, selv de smørstegte asparges. Men kødet lå urørt ved siden af den foldede serviet, som hun strategisk havde placeret lige der for at forsøge at skjule, at hun ikke havde rørt ved kødet.
Stegt kanin. Hun havde bare stirret på tallerkenen, da den blev serveret, mens Samuels kollega stolt fortalte, hvad der lå foran hende. Hendes puls dunkede, og det var, som om hun havde for meget spyt i munden. Uanset hvor meget vin hun prøvede at skylle det ned med, kunne hun ikke. Hun kunne mærke Samuels blik brænde i nakken. Nu bliver han flov over mig igen.
”Det er en ny ting, jeg prøver, og det gik op for mig, at jeg helt glemte at sige det, da vi sagde ja til middagen. Åh, nu føler jeg mig virkelig dum.” Lina løj over for hende og holdt hånden for munden. Hun lod, som om hun skammede sig.
Hun skubbede Samuels hårde og spørgende hånd væk under bordet og mærkede sveden løbe ned ad ryggen.
”Men søde skat, det gør ikke noget. Jeg ville bare ønske, at du havde sagt det, så havde vi jo givet dig noget andet. Vi har et stykke torsk i køleskabet, som ville have været perfekt.”
Lina kunne høre mellem de fine, svulmende ord, at hun var irriteret, da hun forsvandt ud i køkkenet. Og Lina havde endnu en grund til ikke at kunne lide at omgås Samuels kolleger. Hun forstod ikke, hvad han så i dem, eller hvad de så i Samuel, som ifølge hende ikke besad nogen af de typiske östermalmsblærede kvaliteter, der kendetegnede resten af slænget. Men Lina spillede så godt til arrangementerne, at hendes præstation som en tilfreds östermalmsfrue kunne have indbragt hende mindst en Oscar. Jeg vil gerne takke Akademiet. Det er en ære at være nomineret sammen med alle disse fantastiske, trætte, falske og ulykkelige kvinder i min kategori.
Det var præcis sådan noget, hun havde lyst til at sige. Hele tiden. I stedet stillede hun høflige spørgsmål om lejlighedskøb og ferieplaner og smilede så bredt, at hun fik spændingshovedpine. Det ene kedelige emne efter det andet blev smidt på bordet. Lina havde lyst til at brække sig. Helst lige ud over de der forbandede sauterede asparges. Gad vide, om 1500-kroners-svinet også ville have passet til det? Sauterede asparges med bræk.
Samuel holdt hende ikke i hånden, som han plejede, da de gik hjem, sikkert fordi han var bange for at få den slået væk. Igen. Sommeraftenen var klæbrig, og Lina syntes, hun kunne mærke den varme asfalt under sandalerne, som de gik der på Kommendörsgatan.
”Undskyld, hvis jeg dummede mig derinde med alt det vegetar-halløj, jeg ville bare ikke være uhøflig og gik helt i panik.”
”Det er okay, jeg synes faktisk, det var frækt af hende at spørge. Jeg mener, du spiste jo tydeligvis ikke, og uanset hvad grunden var, hvorfor så overhovedet spørge og sætte dig i en ubehagelig situation?”
Lina havde lyst til at sige, at det var sådan, hun altid gjorde, men trak i stedet på skuldrene.
”Men hvorfor spiste du ikke, hvis jeg må spørge?”
Lina tænkte på kaninen på tallerkenen og forestillede sig dens bløde ører og søde næse, der kørte rundt i små cirkler, når den spiste. ”Jeg har en livlig fantasi, og lige pludselig føltes det ikke rigtigt at stikke kniven i Peter Kanin,” sagde Lina, og da Samuel lo, tog hun hans hånd og kyssede den på håndryggen. Samuel smilede bredt tilbage og lagde armen om hende og trak hende tæt ind til sig. Lina elskede, når han gjorde det, hun følte sig så lille og tryg.
”På tirsdag efter dit møde kan vi måske invitere nogle af dine kolleger til middag?” foreslog Samuel.
Han kunne læse hende som en åben bog, som om han ved blot at lægge sin hånd på hendes hud vidste præcis, hvad hun tænkte og følte. Lina havde lyst til at fortælle ham, hvor meget hun elskede ham for det, han lige havde tilbudt, men dermed ville hun også have afsløret sig selv. Hun ville ikke sige, hvor meget hun afskyede at tilbringe tid sammen med hans kolleger, for det vidste han allerede. Så hun lænede sig bare ind mod ham og smilede.
”Det kan vi sagtens gøre.”
*
Samuel satte sig på kanten af sengen. Farven på væggene var blevet flot. Han ville ikke rigtig indrømme det, men Lina havde vist bedre smag for indretning, selv om han havde erklæret sig selv for indretningsekspert. Det var fordelen ved at arbejde deltid hjemmefra, man kunne tage pauser, når man havde lyst til at se på møbler og farveprøver på nettet.
Eller spilde timer på at surfe på Hemnet eller Pinterest. En form for narkotika, som han og mange andre var afhængige af. Pinterest-porno. Hans Pinterest-konto var fuld af mørke træmøbler, halvdelen af sortimentet fra Svenskt Tenn og designertapeter, der knap nok kunne købes for penge. Alligevel var det Lina, der endelig fandt den farve, de malede hele soveværelset i. Warm Grey. Og det næsten uden at hun behøvede at anstrenge sig. Måske et bevis på, at Pinterest-stofferne ikke nødvendigvis bidrog til mere viden, men mest var tidsfordriv og trættende indretningsonani.
Det var allerede juni, og Lina var blevet mere fjern. Hun kunne ikke lide sommeren. Andre fik efterårsdepressioner, Lina blev mere deprimeret om sommeren, sådan havde det altid været. Hun smilede ikke så spontant, og selv om de havde sex næsten lige så ofte, som de plejede, føltes det ikke, som om hun nød det lige så meget.
Hun bad ikke længere om det og stønnede på en måde, der lød mere indøvet end nydelsesfuld. Han var helt klar over forskellen; ud over Pinterest-porno var der nogle gange også tid til almindelig porno. Der var ikke mange konkrete ting at pege på, men hvis han gjorde sin fingerspids våd og holdt den op i luften, ville vinden blæse tydeligt. Han var bare ikke sikker på i hvilken retning.
Måske var det alle barnevognene i byen? Børnespørgsmålet lå der og brændte konstant. En del af ham følte, at han ikke behøvede at have dårlig samvittighed, Lina vidste, hvad hun gik ind til. Han kunne ikke have været tydeligere, og hun valgte ham alligevel. Det var i hvert fald det, han sagde til sig selv, men i virkeligheden gnavede skyldfølelsen hele tiden i ham. Man skal gøre ting for den, man elsker.
Lina lyste op, så snart hun fik øje på en baby, og hans søsters børn havde elsket hende, siden den dag de blev født. Han havde endda fundet gamle numre af Vi föräldrar gemt i bunden af papirsamlingen. Og hun havde valgt et job, hvor hun var omgivet af nyfødte babyer dagen lang. Hvorfor kan jeg ikke bare give hende et barn, så vi kan blive en rigtig familie?
Det dunkede i den dårlige samvittighed. Men man skal heller aldrig gøre noget bare for en andens skyld. Når han tænkte på børn, var det, som om hele hans krop sparkede bagud. Nej. Stop. Løb. Et flugtinstinkt og hans puls, der galopperede. Han tog en dyb indånding.
Men hun var trods alt stadig hos ham. Hun blev. Måske fordi han gav hende så meget andet, som hun vidste, at andre mænd nok ikke ville have fundet sig i. Som at være en mand, der nogle gange var nødt til at trøste sin kone på grund af en anden mand. En mand, hvis minder var samlet i en lille kasse bagerst i garderobeskabet.
Marcus Jarl: Dine farver var blå
Lina arbejder på neonatalafdelingen i Stockholm og længes efter selv at få et barn, men hendes mand, Samuel, har gjort det klart, at han ikke ønsker at være far.
I en gammel skotøjsæske bagerst i garderobeskabet, gemmer Lina på minderne fra sin første kæreste: den mystiske Ted, som forsvandt ud i den blå luft. Hver tirsdag udøver Samuel en art selvpineri, hvor han læser deres gamle breve.
En dag vender Ted pludselig tilbage med beskeden om, at han har få måneder tilbage at leve i, og et ønske, der lægger et stort pres på Lina og Samuels forhold. Men Lina bliver nødt til at vide, hvad der skete for alle de år siden, og det går op for Samuel, at det måske er den eneste mulighed for at redde deres ægteskab.
Dine farver var blå er en rørende roman om længe ventede tilståelser, håb, lidenskab og den store kærlighed fra Sveriges nye feelgood-stjerne, Marcus Jarl.
Dine farver var blå var årets feel-good-roman i 2021 i Sverige, som belyser et svært kærlighedsdilemma: Hvad gør du, når du er gift, men manden du aldrig rigtig glemte vender tilbage, og han har kun få måneder tilbage at leve?
I Dine farver var blå vil læseren blive ført igennem alle følelserne – både de gode og de svære følelser. Det er en rørende roman, som handler om håb, lidenskab og den helt store kærlighed. Romanen er skrevet af svenske forfatter Marcus Jarl, og den udgives nu i Danmark.
Marcus Jarl er ikke kun forfatter, men også specialsygeplejerske på en neonatalafdeling. Sygehuset som miljø har været en inspiration for Marcus Jarl til Dine farver var blå og hans fire andre romaner. Sorg og dødsfald er generelt centrale temaer i Marcus Jarls romaner, hvilket skyldes, at han selv mistede sin far i en meget ung alder.
LÆS OGSÅ: Marcus Jarl skriver om kærlighed om dagen og arbejder som sygeplejerske om natten
I Dine farver var blå følger læseren Lina, der arbejder på en neonatalafdeling i Stockholm. Hun længes efter at få et barn, men hendes mand, Samuel, ønsker ikke at få børn. Bagerst i sit skab gemmer Lina på en skotøjsæske fuld af minderne fra sin første kæreste, Ted, der forsvandt sporløst. Hver tirsdag gennemgår Samuel smerteligt skotøjsæsken i en form for masochistisk ritual, hvor han læser Ted og Linas gamle kærestebreve.
En dag vender Ted pludselig tilbage med beskeden om, at han har få måneder tilbage at leve i. Han har et ønske, der lægger stort pres på Lina og Samuels forhold. Lina må finde ud af, hvad der egentlig skete alle de år siden, hvor Ted forsvandt. For Samuel bliver det klart, at dette måske er deres eneste mulighed for at redde ægteskabet.
LÆS OGSÅ: 24 forslag til gode romaner du kan læse
Dine farver var blå skildrer den første kærlighed, som man aldrig glemmer. Begynd din læsning af romanen nedenfor.
Dine farver var blå
Marcus Jarl
DEL 1
LINA OG SAMUEL
Juni 2018
1
Samuel Råman hængte sin blazer op i skabet for enden af soveværelset og standsede så op. Han rakte ud efter håndtaget til Linas skab, men tog sig i det. Hvorfor gør jeg det her mod mig selv? Han vidste jo, at den var derinde og sandsynligvis ikke havde flyttet sig siden sidst.
Lina var til sit ugentlige møde. Tirsdag kl. 17:00- 18:00. Samme tid hver uge. Samuel kiggede på uret og mærkede, hvordan det kriblede i fingrene. Han vidste, at han ville fortryde det, men han åbnede alligevel garderobedøren, satte sig på hug og tog en dyb indånding. Som om han samlede luft til at dykke ned under vandoverfladen, uden at vide hvor længe han skulle blive der.
Han behøvede ikke engang at lede. Den stod lige der. Han ventede, hånden tøvede, som om æsken kunne brænde ham. Skotøjsæsken. Eller som Samuel også kaldte den: Ligkisten. For der lå han. Ted. Eller i det mindste minderne om ham.
Hans puls steg hurtigt, da han tog æsken ud og stillede den på sengen. Han blev tør i munden. To fingre på håndleddet. Otteoghalvfems. Shit. Det påvirkede ham mere, end han havde troet. Han satte sig på sengekanten og åbnede æsken. Alle de breve, som Ted havde skrevet til Lina, lå der i en bunke sammen med nogle fotografier. Hvor mange breve var der? Halvtreds? Hundrede?
Han skulle lige til at tage det første fotografi op, da han blev opmærksom på sig selv. Hans puls steg endnu mere. Det var fandeme på et hængende hår. Han mærkede efter igen. Hundrede og tyve. Næsten panikpuls. Han tog sin mobil frem, tændte for kameraet og tog derefter en række billeder af, hvordan indholdet af kassen var placeret, så han bagefter kunne stille det hele tilbage, uden at Lina opdagede, at han havde været der og rodet rundt.
Nogle gange behøvede han ikke engang at kigge på billederne, når han lagde det hele tilbage. Men han gjorde det alligevel altid. For en sikkerheds skyld.
Han vidste, at hvis han først gik i gang, ville han ikke kunne holde op igen, og resten af aftenen ville han sidde på sofaen med pulsen i vejret og ikke kunne tænke på noget som helst andet.
Alligevel tog han det første fotografi op. Det af dem begge to, fra Portugal. Uden for den lejlighed, som Linas far ejede i Cascais. De stod foran en husfacade dækket af blå-hvide kakler og spiste is fra Santini. Rød-hvide papbægre og funklende blikke.
Han havde også været der med Lina, præcis tre dage efter deres bryllup – men de havde ikke taget et billede sammen. De havde stået op ad nøjagtig den samme mur og havde spist præcis den samme is, men omkring ti år senere. Ti år for sent? Hold nu op. Han lagde fotografiet fra sig og tog det næste op.
Det var kun af Ted. Han smilede bredt og brunøjet til kameraet. Han havde ingen trøje på, kun et stort rødt lommetørklæde bundet om halsen og håret strittende ud i alle retninger. Små tatoveringer på brystet, der ikke fulgte noget mønster eller skabte nogen form for ensartet helhed. En menneskelig graffitimur. Hvad havde Lina gjort bag kameraet for at få det der store smil frem? Eller elskede han hende bare så højt, at der ikke skulle noget særligt til for at fremkalde sådan en reaktion?
Han mærkede et stik i maven, og pludselig fik han kvalme. Han skulle aldrig have kigget. Men nu var det for sent. Nu sad han der og læste alle de romantiske sætninger, der nogle gange var så poetiske, at det lød, som om de var skrevet i en anden tid.
Han mærkede, hvordan knuden i hans mave voksede i takt med mindreværdskomplekset.
Hvis der faldt en stjerne, hver gang jeg tænkte på dig, ville himlen være tom.
Ted havde skrevet det på en gul post-it-seddel. Den var falmet, men det var teksten ikke. Ordene stod lige så kulsorte, som da de engang var blevet skrevet med en snirklet håndskrift. Det kunne ikke blive meget mere sigende, tænkte Samuel, mens han sad der med rystende hånd.
Ted ville aldrig falme. Ikke for ham og måske heller ikke for Lina; han sad fast som kulsort blæk. Hvis det så bare var blevet der på sedlen, men blækket smittede af på Samuels fingre. Der kom pletter på næsten alt, hvad han rørte ved. Små spor af minder overalt. Og han var den eneste, der så dem. Små jaloux fingeraftryk, der mindede ham om Ted. Eller rettere, hvad Ted havde betydet for hans kone.
Nogle af brevene var han bare begyndt at læse og havde hurtigt lagt tilbage igen – det var dem, der var fyldt med drømme og planer om eventyr. Jeg længes efter at opleve verden sammen med dig. Det gjorde så ondt at læse, at han ikke kunne klare det. Der lå en kapsel fra en gammel Coca-Cola-flaske i bunden af æsken sammen med en lædersnor, der var stivnet i årenes løb.
Endnu en gang ville han falde i søvn uden at vide, hvad det hele betød, og derefter drømme om de mest smertefulde teorier. Hvorfor udsætter jeg mig selv for det her? Han tog sig friheder, han vidste, at han gik over stregen, og det skammede han sig over. Ted kan ikke ødelægge det for dig og Lina. Han er ikke en trussel.
Det var både sandt og løgn på samme tid, for Ted fandtes over det hele, og det faktum, at Lina aldrig talte om ham eller deres liv sammen, gjorde ham kun tydeligere. Som om de havde en ufrivillig psykologisk trekant. Ted var måske ikke en fysisk trussel, men det betød ikke, at han ikke var en trussel.
Fysiske trusler kunne Samuel håndtere. Han kunne forsvare sig og angribe, hvis det blev nødvendigt. Tage ham med i retten eller tale ham til rette. Hvad gjorde man med et spøgelse? En, der kunne komme og gå, som det passede ham, gennem låste døre og tykke mure? En, man ikke kunne tale med eller låse inde. Ted var ikke nogen fysisk trussel. Han var noget meget værre.
Samuel kiggede på uret. Han lagde hurtigt alle breve og minder tilbage og tjekkede det efter med de billeder, han lige havde taget. Det hele passede. Han stillede forsigtigt kassen tilbage på sin plads i garderoben, som om den var en urne fyldt med aske fra en afdød, og lukkede derefter skabsdøren. En dag ville hun tage ham på fersk gerning.
Det her var sidste gang, jeg tog den frem.
2
05:26. Lina Råman løb op ad trappen fra neonatalafdelingen mod fødestuen. Adrenalinen pumpede rundt i hende. Tredje akutalarm på samme nattevagt. Hvad der ville møde hende, når hun åbnede døren til akutstuen, vidste hun ikke, bortset fra at der skulle være et nyfødt barn, som ikke havde det godt. Måske ingen puls. Ingen vejrtrækning. I værste fald begge dele. Hun var den første på stedet.
”Lina, neonatalsygeplejerske,” råbte hun, da hun gik ind på stuen.
Der stod tre jordemødre omkring bordet, alle med et stresset udtryk i ansigtet. Den ene sendte hende et hurtigt velkomstsmil og blinkede til hende, mens Lina tog forklæde og handsker på. På bordet lå der et lille spædbarn. For tidligt født. Kan ikke være mere end uge 31, tænkte Lina.
”Uge 30 + 3, kom ind for måske tyve minutter siden, unormal CTG og blev født for …” Jordemoderen kiggede på klokken. ”Fem minutter siden.”
”Egen vejrtrækning?” spurgte Lina.
”Nej, jeg ventilerer, men jeg ved ikke, om der kommer luft ned.”
Lina tog over. Hun skiftede til en mindre maske og satte den hen over det lille spædbarns mund og næse. Hun puffede let med fingerspidsen og så, at brystkassen hævede sig. Hvor er lægen? Lina mærkede sveden løbe fra armhulerne, men skruede alligevel op for varmen på bordet. Barnet må ikke blive koldt. Der lugtede af blod og håndsprit i rummet. Ved siden af bordet stod der en mand med et forskræmt udtryk i ansigtet og en hånd for munden.
”Er du faren?” spurgte Lina, og han nikkede.
”Tillykke, vidste I, at det ville blive en pige?”
Han rystede på hovedet. Han rystede på hånden.
”Vi hjælper hende med at trække vejret med denne maske, fordi hendes lunger ikke er fuldt udviklede. Sådan er det i denne uge af graviditeten.”
”Klarer hun sig?” spurgte faren med en klump i halsen.
Lina tøvede og så ned på barnet. Det var slapt, og selv om farven var blevet bedre, var hun stadig bleg. Overvågningen bippede. Faldende puls. Hvor fanden er lægen?
”Vi gør alt, hvad vi kan.”
Faren lænede sig op ad væggen, og en jordemoder hentede en stol til ham, men han blev uroligt stående. Døren blev åbnet.
”Jakob, børnelæge.”
Endelig. Godt, Jakob er rutineret.
Jakob var rød i hovedet og sendte Lina et undskyldende blik. ”Født for omkring ti minutter siden. Ingen egen vejrtrækning. Er blevet ventileret fra starten. Moren kommer direkte hjemmefra,” rapporterede Lina.
Jakob nikkede og tog over. Han puffede let til barnet. Slapt. Forsøgte at få fat i masken. Pigen begyndte at blive blå igen. Pulsen faldt yderligere. Monitorens alarm gik i gang og blinkede rødt.
”Vi har ikke en sikret luftvej,” sagde Jakob.
Lina kiggede på ham og forstod, at hun skulle gøre klar til intubation. Hun kiggede ud over hele rummet. Scannede rutineret det hele. Akutvognen. Alarmknappen. Det udstyr, der kunne blive nødvendigt. Tjek. Det hele var der.
”Vi kommer til at føre et lille rør ned i din datters hals. Jeg vil bare advare dig om, at det kan se lidt væmmeligt ud.”
Faren trådte automatisk tilbage, og en af jordemødrene lagde armen om ham. Han begravede ansigtet i hendes skulder og bad stille ind i hendes kittel. Lina nåede at tænke, at det altid var så uvant at se en mand i den situation. Så lille, bange og nøgen på en eller anden måde. Maskuliniteten, der blev tvunget til at træde et skridt tilbage og give plads til et menneske grebet af instinktiv frygt.
Lina skrabede hurtigt det sammen, hun havde brug for fra kasserne i akutvognen, og var lige så hurtigt tilbage ved bordet. Jakob så overrasket ud, kiggede på uret og begyndte at intubere. Faren kiggede væk. Det var også godt det samme, tænkte Lina, da hun så lægen åbne den lille mund og ved hjælp af en tang føre gummirøret ned i barnets hals.
Jakob var fokuseret, og perler af sved piblede frem i hans hårgrænse. Han var tilbøjelig til at svede, både i akutte situationer på arbejdet og på dansegulvet til klinikfesterne. Linas erfaring sagde hende, at perlerne snart ville begynde at trille. Hun tog et kompres og trak det i en hurtig bevægelse hen over panden på Jakob, så ingen andre på stuen nåede at bemærke det. Han nikkede som tak.
”Røret er på plads. Kan du lytte?” spurgte han.
Lina satte stetoskopet i ørerne og lyttede til barnets lunger. Hun nikkede. ”Det lyder godt i begge sider.”
Barnets brystkasse hævede sig kraftigt.
”Vi har en stigende puls,” sagde Lina.
Hun måtte have sagt det på en måde, der fik alle til at forstå betydningen af det, for hele stuen åndede lettet op. Jakob tørrede sig hen over panden med indersiden af håndleddet.
”35,8,” oplyste en jordemoder, der havde taget barnets temperatur.
”Tak. Kan vi få en plastikpose til at lægge barnet i?” sagde Jakob højt ud i rummet.
Faren gjorde store øjne og begravede ansigtet i hænderne. Lina sparkede diskret Jakob over benet.
”Jeg mener varmepose. Kan vi få en varmepose, tak?” præciserede han.
”Børn i denne alder mister hurtigt meget varme, derfor lægger vi dem i en såkaldt varmepose. Men det ligner en plastikpose,” forklarede Lina og var omhyggelig med ikke at miste øjenkontakten med faren. Hans blik var tomt og bekymret. Hans underlæbe dirrede, og det var tydeligt, at han holdt tårerne tilbage.
”Jeg troede, I mente, at hun skulle dø, og at I ville lægge hende i en plastikpose.”
Uden at se på Jakob forstod Lina, at han var flov. Det var langtfra første gang, han havde været stresset og taktløs.
”Iltmætningen stiger. Pulsen er fortsat stabil,” sagde Lina og smilede til faren.
”Det skal nok gå,” tilføjede hun, og for første gang fældede faren en tåre. Gav slip på alt og begyndte at græde.
”Har du rørt ved hende?”
Han rystede på hovedet, både som svar og af frygt. Lina tog hans hånd, den var iskold, og hun kunne mærke, hvordan den rystede i hendes hånd. Han tørrede tårerne væk, da Lina trak en lille hånd ud af plastikposen og lagde den mod farens finger.
”Mærk hende. Hun er din.”
Hånden var så lille, men det hele var der. Fingre og små negle. Faren lo, og der dryppede lidt snot fra hans næsetip.
Lina smilede. ”Hun er smuk.”
Han kærtegnede spædbarnets lille finger, ømt og forsigtigt. Da hun bevægede sig, trak han instinktivt hånden væk og søgte bekræftelse fra øjnene på stuen.
”Det er okay, hun vil bare sige hej til dig,” sagde Lina.
Faren lagde hovedet på skrå. Lina kiggede på Jakob, der spilede kinderne ud og tørrede sig en ekstra gang hen over panden.
”Jeg sad fast i en anden nødsituation,” hviskede han.
Faren kiggede ned på sin lille datter, der sandsynligvis ikke vejede mere end lidt over et kilo. Pakket ind i plastik. Helt hvid med fosterfedt på hovedet. Slanger og elektroder. Blodige håndklæder og brugte kompresser. Der løb lidt fortyndet blod ud af det ene næsebor, og der boblede slim ud af munden. Øjnene var lukkede. Pludselig holdt faren op med at smile og kiggede op på Jakob. Som om alvoren gik op for ham. Han sank en ekstra gang.
”Kommer hun til at få mén af det her?”
”Det kan jeg desværre ikke sige på nuværende tidspunkt,” sagde Jakob afdæmpet.
Lina fik ondt i hjertet. Jakob havde ret. Det var umuligt at svare på. Faren græd, men denne gang mere behersket. Som om der kun var ham og hans datter i rummet, og han ønskede at være stærk foran hende. Beskytte det lille kilo.
”Far er her, min lille skat. Du skal nok klare det her. Det er du nødt til, for din mors skyld. Hun har længtes så meget efter dig. Det har jeg også. Far har også længtes efter dig, lille skat.”
Lina mærkede, hvordan hendes egne tårer sved. Hun vendte sig om og tog en dyb indånding.
”Det er ligegyldigt, hvilke mén du får. Vi vil altid elske dig,” hviskede han.
Lina begyndte at pille ved ting, hun ikke behøvede at pille ved, og gnide pletter væk, der ikke var der. Uanset hvor hårdt hun prøvede at holde dem væk, så kom tankerne.
Misundelsen brændte så stærkt. Hun hørte, hvordan farens stemme svigtede ham, og han begyndte at græde igen. Lina lukkede øjnene og bed tænderne sammen, så kæben blev spændt.
Du bør i det mindste være glad for, at du har et barn.
3
Følelsen var stærk den morgen, da Lina lå alene i sengen efter nattevagten. Samuel havde allerede skyndt sig afsted på arbejde. Hun havde haft brug for at se ham, om ikke andet så bare til et hurtigt kram i forbifarten. Hun kunne ikke få sit venstre ben til at holde op med at ryste under dynen, og hendes øjne var vidtåbne. 09:45. Ingen nye opslag på Instagram, og Facebook var mest som et køleskab; hun vidste godt, at der ikke var noget lækkert derinde, men alligevel åbnede hun det hvert tiende minut.
Hun lagde sin telefon på natbordet, rynkede panden hårdt over hovedpinen og sukkede ud i det tomme rum. Hvad var problemet? Hun måtte tænke sig om. Hun måtte vende alle brikkerne i puslespillet, i håb om at motivet endelig ville vise, hvorfor hun følte et så stærkt behov for forandring. Men i virkeligheden vidste hun det jo godt.
På papiret havde hun det hele. En mand, hun elskede, et hjem på en af Stockholms måske smukkeste gader, Tysta gatan, og et job, der gav mening. Det eneste, der egentligt manglede, var lyden af to små fødder, der løb rundt på parketgulvet derhjemme. Lina smilede ved tanken. Hun kunne næsten lugte det, det kildede i hendes næse. Duften af baby.
Hun strakte nakken, og den tørre klump i halsen arbejdede sig langsomt ned til hendes bryst. Hun sank en ekstra gang. Og sank så igen. Det der biologiske ur, som om livet ikke var stressende nok i forvejen? Nogle gange følte hun sig som en karton mælk. Hvid, firkantet og iskold, og med en udløbsdato.
Lina sank stædigt en ekstra gang igen, og det klistrede i halsen. Hun rettede sig op og overvejede at tage en pille. Det ville alligevel ikke være muligt at falde i søvn uden den, ikke denne morgen. Hun trak skuffen i natbordet ud, hældte en hvid pille ud i håndfladen og skyllede den ned med to store slurke vand. Så lagde hun sig, lige så lang hun var, og ventede. Selv om hun indså, at pillen umuligt kunne have virket allerede nu, slappede hun alligevel af, bare fordi hun vidste, at stoffet blev bearbejdet i hendes blod i dette øjeblik. Opløste sig til en tiltrængt mulighed.
Samuel havde fra starten gjort det tydeligt, at han ikke ville have børn, og hun havde været forelsket nok i ham til at acceptere det. Men da hun lå der, et årti senere, var hun ikke længere så sikker. Men hvad skulle hun gøre ved det? Forlade ham? Bare tanken gjorde hende dødsensangst. Det var det sidste, hun ønskede.
Hun slog tanken væk, men følelsen blev hængende og skvulpede. Man kan ikke forlade en person, man elsker, for noget man alligevel ikke ved, om man ville få med en anden, og da slet ikke alene. Hun vidste om nogen, at børn ikke var en rettighed, og selve det at få børn langtfra en selvfølge.
Nogle gange kunne Lina ikke bestemme sig for, hvad der irriterede hende mest. Følelsen af, at hun ønskede at få et barn, eller at Samuel så tydeligt ikke ønskede det. Han turde ikke, troede ikke, at han kunne klare det. På et tidspunkt havde han sagt den sætning, hun havde frygtet, og den spillede for hendes indre øre igen og igen i hendes mørkeste øjeblikke. Jeg har ikke behov for at få børn. Hun lukkede øjnene og sukkede.
Børn gør ikke en lykkeligere, havde en kollega engang sagt. Hun havde jo naturligvis selv haft børn. Ikke færre end tre. Lina havde måttet koncentrere sig for ikke at slå den prætentiøse hjemmebagte frøkiks ud af hånden på hende, sådan som hun sad der i personalerummet og tyggede selvretfærdigt.
Det var lidt som at stille sig op til et Vægtvogterne-møde og sige, at en slank krop ikke gør en lykkeligere, når man aldrig selv har måttet gøre en indsats for at få en. Eller at gå hen til en hjemløs mand og sige, at penge ikke kan købe lykke, og så spankulere afsted med to poser fra Svenskt Tenn. Samme kollega var i øvrigt nu fraskilt efter en beskidt utroskabsaffære og så ekstremt fandens lykkelig med sine tre børn. Frøkiksen blev skiftet ud med Lingongrova-brød.
Lina bed tænderne sammen. Måske er det eneste, der ikke gør en lykkelig, at være gift med en mand, der beslutter sig for at kneppe sin nærmeste veninde? Måske ville Lina sige det, næste gang de mødtes?
4
Klokken var halv ti, og Samuels kollega fra advokatfirmaet kom med endnu en dårlig juristvittighed, som alle omkring bordet forventedes at grine ad. Hvilket alle også gjorde, inklusive Lina. Forskellen på netop dette falske smil og alle de andre, der havde vist sig på Linas læber i løbet af aftenen, var, at kvinden foran hende gennemskuede det og sendte hende et koldt blik.
De havde kun mødt hinanden et par gange, og det eneste, Lina huskede, var kvindens røde læber, og at hun engang havde sat spørgsmålstegn ved, hvorfor Samuel havde taget Linas efternavn, da de blev gift, og ikke omvendt? Da Lina så forsøgte at forklare, havde hun bare rystet på hovedet, som om de havde begået en frygtelig forbrydelse.
Lina var træt i hovedet efter nattevagten, men hendes krop var på forunderlig vis allermest vågen på det tidspunkt af aftenen. Det tog altid et par dage at overbevise kroppen om, hvad der var nat, og hvad der var dag.
Lejligheden var varm på trods af gulvventilatoren, der snurrede i hjørnet af spisestuen, men alle så ud til at have tilpasset sig varmen på en eller anden måde. Samuels kollega løftede sit glas for at skåle, og da de andre sluttede sig til skålen, kunne Lina se, at alle undtagen kvinden med de røde læber havde svedpletter under armene.
”Er du vegetar, Lina?” spurgte kollegaens kone, da hun samlede tallerkenerne ind en time senere. Lina følte et varmt sus gå gennem kroppen, da hun kiggede ned på sin tallerken. Salaten var spist op, selv de smørstegte asparges. Men kødet lå urørt ved siden af den foldede serviet, som hun strategisk havde placeret lige der for at forsøge at skjule, at hun ikke havde rørt ved kødet.
Stegt kanin. Hun havde bare stirret på tallerkenen, da den blev serveret, mens Samuels kollega stolt fortalte, hvad der lå foran hende. Hendes puls dunkede, og det var, som om hun havde for meget spyt i munden. Uanset hvor meget vin hun prøvede at skylle det ned med, kunne hun ikke. Hun kunne mærke Samuels blik brænde i nakken. Nu bliver han flov over mig igen.
”Det er en ny ting, jeg prøver, og det gik op for mig, at jeg helt glemte at sige det, da vi sagde ja til middagen. Åh, nu føler jeg mig virkelig dum.” Lina løj over for hende og holdt hånden for munden. Hun lod, som om hun skammede sig.
Hun skubbede Samuels hårde og spørgende hånd væk under bordet og mærkede sveden løbe ned ad ryggen.
”Men søde skat, det gør ikke noget. Jeg ville bare ønske, at du havde sagt det, så havde vi jo givet dig noget andet. Vi har et stykke torsk i køleskabet, som ville have været perfekt.”
Lina kunne høre mellem de fine, svulmende ord, at hun var irriteret, da hun forsvandt ud i køkkenet. Og Lina havde endnu en grund til ikke at kunne lide at omgås Samuels kolleger. Hun forstod ikke, hvad han så i dem, eller hvad de så i Samuel, som ifølge hende ikke besad nogen af de typiske östermalmsblærede kvaliteter, der kendetegnede resten af slænget. Men Lina spillede så godt til arrangementerne, at hendes præstation som en tilfreds östermalmsfrue kunne have indbragt hende mindst en Oscar. Jeg vil gerne takke Akademiet. Det er en ære at være nomineret sammen med alle disse fantastiske, trætte, falske og ulykkelige kvinder i min kategori.
Det var præcis sådan noget, hun havde lyst til at sige. Hele tiden. I stedet stillede hun høflige spørgsmål om lejlighedskøb og ferieplaner og smilede så bredt, at hun fik spændingshovedpine. Det ene kedelige emne efter det andet blev smidt på bordet. Lina havde lyst til at brække sig. Helst lige ud over de der forbandede sauterede asparges. Gad vide, om 1500-kroners-svinet også ville have passet til det? Sauterede asparges med bræk.
Samuel holdt hende ikke i hånden, som han plejede, da de gik hjem, sikkert fordi han var bange for at få den slået væk. Igen. Sommeraftenen var klæbrig, og Lina syntes, hun kunne mærke den varme asfalt under sandalerne, som de gik der på Kommendörsgatan.
”Undskyld, hvis jeg dummede mig derinde med alt det vegetar-halløj, jeg ville bare ikke være uhøflig og gik helt i panik.”
”Det er okay, jeg synes faktisk, det var frækt af hende at spørge. Jeg mener, du spiste jo tydeligvis ikke, og uanset hvad grunden var, hvorfor så overhovedet spørge og sætte dig i en ubehagelig situation?”
Lina havde lyst til at sige, at det var sådan, hun altid gjorde, men trak i stedet på skuldrene.
”Men hvorfor spiste du ikke, hvis jeg må spørge?”
Lina tænkte på kaninen på tallerkenen og forestillede sig dens bløde ører og søde næse, der kørte rundt i små cirkler, når den spiste. ”Jeg har en livlig fantasi, og lige pludselig føltes det ikke rigtigt at stikke kniven i Peter Kanin,” sagde Lina, og da Samuel lo, tog hun hans hånd og kyssede den på håndryggen. Samuel smilede bredt tilbage og lagde armen om hende og trak hende tæt ind til sig. Lina elskede, når han gjorde det, hun følte sig så lille og tryg.
”På tirsdag efter dit møde kan vi måske invitere nogle af dine kolleger til middag?” foreslog Samuel.
Han kunne læse hende som en åben bog, som om han ved blot at lægge sin hånd på hendes hud vidste præcis, hvad hun tænkte og følte. Lina havde lyst til at fortælle ham, hvor meget hun elskede ham for det, han lige havde tilbudt, men dermed ville hun også have afsløret sig selv. Hun ville ikke sige, hvor meget hun afskyede at tilbringe tid sammen med hans kolleger, for det vidste han allerede. Så hun lænede sig bare ind mod ham og smilede.
”Det kan vi sagtens gøre.”
*
Samuel satte sig på kanten af sengen. Farven på væggene var blevet flot. Han ville ikke rigtig indrømme det, men Lina havde vist bedre smag for indretning, selv om han havde erklæret sig selv for indretningsekspert. Det var fordelen ved at arbejde deltid hjemmefra, man kunne tage pauser, når man havde lyst til at se på møbler og farveprøver på nettet.
Eller spilde timer på at surfe på Hemnet eller Pinterest. En form for narkotika, som han og mange andre var afhængige af. Pinterest-porno. Hans Pinterest-konto var fuld af mørke træmøbler, halvdelen af sortimentet fra Svenskt Tenn og designertapeter, der knap nok kunne købes for penge. Alligevel var det Lina, der endelig fandt den farve, de malede hele soveværelset i. Warm Grey. Og det næsten uden at hun behøvede at anstrenge sig. Måske et bevis på, at Pinterest-stofferne ikke nødvendigvis bidrog til mere viden, men mest var tidsfordriv og trættende indretningsonani.
Det var allerede juni, og Lina var blevet mere fjern. Hun kunne ikke lide sommeren. Andre fik efterårsdepressioner, Lina blev mere deprimeret om sommeren, sådan havde det altid været. Hun smilede ikke så spontant, og selv om de havde sex næsten lige så ofte, som de plejede, føltes det ikke, som om hun nød det lige så meget.
Hun bad ikke længere om det og stønnede på en måde, der lød mere indøvet end nydelsesfuld. Han var helt klar over forskellen; ud over Pinterest-porno var der nogle gange også tid til almindelig porno. Der var ikke mange konkrete ting at pege på, men hvis han gjorde sin fingerspids våd og holdt den op i luften, ville vinden blæse tydeligt. Han var bare ikke sikker på i hvilken retning.
Måske var det alle barnevognene i byen? Børnespørgsmålet lå der og brændte konstant. En del af ham følte, at han ikke behøvede at have dårlig samvittighed, Lina vidste, hvad hun gik ind til. Han kunne ikke have været tydeligere, og hun valgte ham alligevel. Det var i hvert fald det, han sagde til sig selv, men i virkeligheden gnavede skyldfølelsen hele tiden i ham. Man skal gøre ting for den, man elsker.
Lina lyste op, så snart hun fik øje på en baby, og hans søsters børn havde elsket hende, siden den dag de blev født. Han havde endda fundet gamle numre af Vi föräldrar gemt i bunden af papirsamlingen. Og hun havde valgt et job, hvor hun var omgivet af nyfødte babyer dagen lang. Hvorfor kan jeg ikke bare give hende et barn, så vi kan blive en rigtig familie?
Det dunkede i den dårlige samvittighed. Men man skal heller aldrig gøre noget bare for en andens skyld. Når han tænkte på børn, var det, som om hele hans krop sparkede bagud. Nej. Stop. Løb. Et flugtinstinkt og hans puls, der galopperede. Han tog en dyb indånding.
Men hun var trods alt stadig hos ham. Hun blev. Måske fordi han gav hende så meget andet, som hun vidste, at andre mænd nok ikke ville have fundet sig i. Som at være en mand, der nogle gange var nødt til at trøste sin kone på grund af en anden mand. En mand, hvis minder var samlet i en lille kasse bagerst i garderobeskabet.
Marcus Jarl: Dine farver var blå
Lina arbejder på neonatalafdelingen i Stockholm og længes efter selv at få et barn, men hendes mand, Samuel, har gjort det klart, at han ikke ønsker at være far.
I en gammel skotøjsæske bagerst i garderobeskabet, gemmer Lina på minderne fra sin første kæreste: den mystiske Ted, som forsvandt ud i den blå luft. Hver tirsdag udøver Samuel en art selvpineri, hvor han læser deres gamle breve.
En dag vender Ted pludselig tilbage med beskeden om, at han har få måneder tilbage at leve i, og et ønske, der lægger et stort pres på Lina og Samuels forhold. Men Lina bliver nødt til at vide, hvad der skete for alle de år siden, og det går op for Samuel, at det måske er den eneste mulighed for at redde deres ægteskab.
Dine farver var blå er en rørende roman om længe ventede tilståelser, håb, lidenskab og den store kærlighed fra Sveriges nye feelgood-stjerne, Marcus Jarl.
Du kan købe Dine farver var blå online fx hos Bog&idé eller i nærmeste boghandel.
Andre læste også: