Karen Dionne skriver psykologiske thrillere, der er umulige at lægge fra sig. Læs et uddrag af Den onde søster her.
I Karen Dionnes Den onde søster møder vi Rachel Cunningham, da hun er overbevist om, at hun slog sin mor ihjel. Efter 15 år i frivilligt eksil på et psykiatrisk hospital finder hun ud af, at hun har levet på en løgn.
Tværtimod er Rachel offer for en andens ugerninger – og hun er stadig i livsfare …
LÆS OGSÅ: Jeg flyttede ud i den vilde natur med en 6 ugers baby. Krimiforfatter til Dyndkongens datter fortæller sin historie
Du kan købe Den onde søster online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Karen Dionne
Den onde søster
På dansk ved Kim Langer
Kapitel 1
Sommetider har jeg en riffel i hænderne, når jeg lukker øjnene. Mine hænder er små, fingrene buttede. Jeg er 11 år gammel. Der er ikke noget specielt ved den pågældende riffel, ikke noget som adskiller den fra enhver anden Remington, bortset fra at det er den riffel, der slog min mor ihjel.
Når jeg ser det for mig, står jeg og stirrer ned på min mor. Riffelmundingen peger på hendes bryst. Hun har åben mund og lukkede øjne. Hendes brystkasse er rød.
Min far kommer løbende ind i entreen. “Rachel!” skriger han, da han ser mig. Han falder på knæ, tager min mor i armene og ser op på mig med et fremmed udtryk, en kaotisk blanding af chok og rædsel.
Han sidder længe og vugger min mor, som om hun er et spædbarn. Som om hun er i live.
Til sidst lægger han hende blidt på det slidte parketgulv og kommer langsomt på benene. Han tager riflen ud af mine rystende hænder og ser på mig med en sorg, som er for stor til, at jeg kan fatte den, og vender riflen mod sig selv.
Det passer ikke, siger den store hjulspinder, som sidder midt i sit spindelvæv i hjørnet i mit værelse, hvor rengøringspersonalet aldrig støver af. Din far slog din mor ihjel, og bagefter tog han sit eget liv.
Jeg forstår ikke, hvorfor edderkoppen lyver. Edderkopper plejer at tale sandt.
“Hvor ved du det fra?” bliver jeg nødt til at spørge. Den var der ikke, da mine forældre døde. Det var jeg til gengæld.
Edderkoppen ser højtideligt på mig med otte glinsende øjne. Jeg ved det, siger den. Det gør vi alle.
Hendes edderkoppeunger myldrer rundt i udkanten af spindelvævet og er ikke meget mere end støvkorn, og de nikker.
Jeg har lyst til at fortælle edderkoppen, at den tager fejl, og at jeg bedre end nogen anden ved, hvad der skete den dag, mine forældre døde, og at jeg forstår konsekvenserne af min barndoms ugerning bedre, end den nogensinde vil kunne, fordi jeg har levet med dem i 15 år. Når man tager et andet menneskes liv, bliver man revet itu og splintret i så mange uendeligt små stykker, at ingen eller intet kan lime dig sammen igen. Spørg en hvilken som helst spritbilist, som har kørt en fodgænger ned, en hvilken som helst jæger, der troede, at den ven eller svoger, han skød, var et rådyr.
Hvem som helst, der har stået med en ladt riffel i hænderne på et tidspunkt, hvor hun var for lille til at forudse, hvad der ville ske.
Mine behandlere siger, at jeg plages af vedvarende sorglidelse, og de lover, at jeg nok skal få det bedre med tiden. Mine behandlere tager fejl. Jeg får det værre.
Jeg har søvnbesvær, og når jeg endelig falder i søvn, får jeg mareridt. Jeg har ofte ondt i hovedet og konstant mavepine. Jeg har gået i konstante selvmordstanker, indtil det gik op for mig, at det er en større straf at bo på et psykiatrisygehus resten af livet. Jeg spiser, jeg sover, jeg læser, jeg ser tv, jeg går udenfor.
Jeg indånder den varme sommerluft, mærker solens stråler mod min hud, hører fuglene kvidre og insekterne summe. Ser blomsterne springe ud og senere hen bladene blive gule og sneen falde, og gennem det alt sammen, uophørligt, altid og for evigt brænder denne grufulde sandhed forrest i tankerne og dybt i mit hjerte: Det er min skyld, at mine forældre aldrig mere vil komme til at se, lugte, smage, le eller elske. Mine forældre er døde på grund af mig.
Politiet erklærede mine forældres død for et drab og efterfølgende selvmord begået af min far. Det er der konsensus om i samtlige de nyhedsreportager, jeg har kunnet opstøve: 45-årige Peter James Cunningham dræbte af ukendte årsager sin 43-årige kone, Jennifer Marie Cunningham, og skød derefter sig selv med den samme riffel. Visse spekulationer går på, at jeg så min far skyde min mor, og at det var derfor, jeg stak af; andre at jeg fandt min mors og fars lig, og at det var det, der skubbede mig ud over kanten. Havde jeg kunnet tale, ville jeg have fortalt, at det var mig, der gjorde det. Da jeg kom ud af min katatone psykose tre uger senere, sørgede jeg for, at alle, som gad lytte, fik at vide, hvad jeg havde gjort.
Men den dag i dag er der ingen, der vil tro på mig. End ikke edderkoppen.
Kapitel 2
Jeg siger farvel til edderkoppen og dens unger og tjekker mit ur, en billig plasticmodel, som min moster Charlotte har købt, efter at det sidste, hun gav mig, blev stjålet, og går to etager ned til fællesrummet. Den oprindelige Star Trek-film bliver vist på en af kabelkanalerne i eftermiddag, og jeg har lovet min ven Scotty at sørge for, at ingen skifter kanal. Mine fodtrin runger i den tomme trappeskakt. Jeg har gummisko på. Med velcrolukning – snørebånd vil de ikke betro os. De keramiske gulvfliser er skårede, og nogle steder mangler de helt. Pudsen på vægge og lofter skaller og falder af i flager.
Jeg har værelse i en af de ældste bygninger, som stammer helt tilbage fra sygehusets indvielse i 1895, dengang det hed Upper Peninsula Sindssygeanstalt. ‘Newberry Regionale Psykiatricenter’, som det hedder i dag, er helt klart at foretrække, men det er stadig, hvad det er: det ene af staten Michigans to store psykiatrisygehuse for voksne, dette i Upper Peninsula, det andet i Lower Peninsula, hvor psykisk syge bliver indlagt for at få det bedre, og de uhelbredeligt sindssyge lever deres dage til ende. Jeg er et sted midtimellem.
Jeg træder ud af trappeskakten og ind i en lydmur. Gangen er et menneskemylder. Patienter, sygeplejere, patienter med sygeplejere på slæb – fordi bulimikerne ikke må være alene efter et måltid. Portører, rengørings- og køkkenpersonale, en læge i hvid kittel. Jeg sniger mig langs væggen med sænket hoved. Jeg taler ikke med nogen. Ingen taler til mig. Mine behandlere opfordrer mig konstant til at lære mine bofæller og de andre i min terapigruppe at kende, men det er svært at se formålet med at opbygge venskaber med nogen, som alligevel skal rejse igen.
Jeg går gennem glasgangen mellem soveafdelingen og administrationsbygningen, hvor der bliver hedt som ind i Helvede, når solen skinner – brudsikkert plexiglas, hvilket personalet ikke er sene til at fortælle alle nytilkomne – og åbner døren ind til fællesrummet.
Fællesrummet er nøjagtig lige så trøstesløst, som man ville forvente på et psykiatrisygehus med over hundrede år på bagen: flødefarvede vægge med beskidte skjolder, slidte grønne asbestfliser på gulvet, tunge og mangesprossede, stålindfattede vinduer, så man ikke kan springe ud, vinylstole og sofaer lappet med gaffatape og boltet fast i gulvet. Der er også masser af larm: Tv-lyden er skruet alt for højt op for at overdøve de besøgende og patienterne, som snakker alt for højt for at overdøve tv’et.
Og så lugter der, en blanding af gammel mados og rengøringsmiddel, som ifølge min moster Charlotte minder hende om et plejehjem garneret med en kraftig lugt af cigaretter. Stort set alle på sygehuset ryger. Vi får gratis cigaretter; jeg skal ikke kunne sige, om det er en snedig plan udtænkt af tobaksindustrien for at gøre os afhængige og til livslange kunder, eller blot endnu et medikament i sygehusets i forvejen bugnende arsenal af beroligende midler. Det er lightere og tændstikker, vi ikke må få, sammen med snørebånd, snorelukninger, plasticindkøbsposer, affaldsposer og snesevis af andre helt almindelige og dog potentielt dødbringende ting, som folk, der ikke bor på et psykiatrisk sygehus, frit har lov til at bruge hver eneste dag.
Selv med alle de foranstaltninger har der været to vellykkede selvmord i den tid, jeg har været her. En pige pillede en sweater op og flettede garnet til et reb, hvorefter hun lagde rebet om halsen og den anden ende over et rør oppe under badeværelsesloftet, stillede sig op på toilettet og hoppede ned. En anden drak en flaske afløbsrens, som hun havde stjålet fra en rengøringsvogn i et ubevogtet øjeblik. Rengøringsdamen endte med at blive fyret. Men det ændrer ikke på, at man alligevel må give personalet en vis anerkendelse i betragtning af, at mindst halvdelen af patienterne, og sikkert flere, er her, fordi de enten har forsøgt at begå selvmord, eller har truet med at gøre det.
“Ur-sa!” Scotty kalder henne fra den modsatte ende af lokalet, da han får øje på mig. Han springer op og flakser med hænderne. Jeg smiler og vinker også til ham. Scotty er et barn i en voksen mands krop, stor og bredskuldret og med arme, der ser ud til at kunne knuse dig i en enkelt omfavnelse, men indeni er han blød som en skumfidus, med vandblå øjne, hår som opvaskevand og et udviklingstrin som en niårig. For øvrigt er ‘Scotty’ ikke hans rigtige navn; det er kun noget, jeg kalder ham, fordi han er vild med Star Trek, ligesom han kalder mig ‘Ursula’ på grund af min forkærlighed for bjørne.
Scottys bror, Trevor, venter sammen med ham i sofaen. Jeg mærker det sædvanlige sug i maven, da jeg ser ham. Jeg vidste selvfølgelig godt, han ville være her – han og jeg har en aftale om at tale privat sammen efter filmen – men han har bare den virkning på mig. Trevor Lehto er 28, ti år yngre end Scotty og to år ældre end mig. I dag er han iført skovmandsskjorte med ærmerne smøget op til albuerne, et par Converse-sneakers og jeans, som står godt til hans brune hår og øjne og pjuskede skæg, som på en gang ser både vildt og velplejet ud.
Jeg har også brunt hår og brune øjne og er i jeans og ternet skovmandsskjorte, fordi det stort set er sådan, samtlige mænd og kvinder går klædt i U.P., men Trevor formår at bære standarduniformen på en måde, som man lægger mærke til. Jeg er ret sikker på, jeg ikke er den eneste her på sygehuset, der er forgabt i ham.
“Længe siden,” siger jeg og sætter mig i den anden ende af sofaen med Scotty i midten. “Du ser godt ud.”
Jeg siger det ikke kun for at være høflig. Trevor er ualmindelig solbrændt og bedømt ud fra hans senede underarme i bedre form, end jeg nogensinde har set ham. Anderledes kan det vel næsten ikke være efter seks måneders rygsækrejse i det nordlige Patagonien.
“Tak. Jeg er lige kommet hjem. Det første, jeg skulle, var selvfølgelig at besøge ham her.”
Han giver sin storebror et knytnævedask på armen. Scotty griner og slår igen. Jeg kan heller ikke lade være med at smile. Scottys smil er lige så rent og ægte som hans hjerte. Der skal ikke meget til for at gøre ham glad, og det er blandt andet derfor, jeg godt kan lide at hænge ud sammen med ham. Nogle tror, at jeg kun er blevet venner med Scotty for at komme tæt på Trevor, men det passer ikke. Jeg kan godt se, at vores venskab kan virke underligt, i og med at min IQ er 120, og Scottys måske det halve, men det er netop en af grundene til, at vores venskab fungerer. Scotty accepterer mig, som jeg er, og beder ikke om noget til gengæld. Vigtigst af alt, så stiller han ingen spørgsmål.
“Hvordan har han fået et blåt øje?” spørger Trevor mig. “Han vil ikke ud med det.”
“Jeg ved det ikke. Han vil heller ikke fortælle mig det, og ingen andre vil sige noget.”
Det kan ikke udelukkes, at Scotty selv er faldet ned ad trappen eller er gået ind i en dør, men det er mere sandsynligt, at en af portørerne har slået ham eller spændt ben for ham med vilje. De fleste af dem er store som footballspillere, hvilket nogle af dem rent faktisk også var, før de smadrede et knæ eller blev skadet på anden vis og endte her.
At sætte forbitrede og fysisk stærke mennesker til at passe på en magtesløs befolkningsgruppe kan kun ende galt, og Scotty er et nemt offer. Det er ikke første gang, han uden forklaring er dukket op med sår og blå mærker, og det vil desværre heller ikke være sidste. Trevor har ledt efter et anstændigt bosted i nærheden af Marquette, så han kan holde øje med sin bror, men indtil videre uden resultat. Der er ikke mange steder, som har plads til en mentalt handikappet med paranoid skizofreni.
“Thhh.” Scotty tysser på os, da filmen begynder. Helt som forventet bryder lokalet ud i et kor af højlydt brok og “Ikke den igen!” og “Skift kanal!”, og det er netop derfor, jeg har indstillet kanalen tidligere i formiddags og nappet fjernbetjeningen. Jeg skruer op for lyden og stikker fjernbetjeningen ned mellem sofahynderne.
Rent faktisk nyder jeg filmen langt mere end forventet, primært fordi Scotty sidder helt ude på kanten af sædet med hænderne mellem knæene og er fuldstændig opslugt i samtlige to timer, mens Trevor og jeg læner os tilbage i sofaen og skiftes til at himle med øjnene bag ryggen på ham. I den anden ende af lokalet kigger en kvinde af og til stift op fra den bog, hun har travlt med at lade, som om hun læser i, og sender dræberblikke skiftevis til mig og Trevor, og så mig igen, hvilket jeg fryder mig mere over, end jeg måske burde.
Scotty rejser sig, så snart rulleteksterne er forbi. “May the Force be with you!” deklamerer han. For alle andre lyder Scottys velsignelse som det rene volapyk: Muh-ah-fah-ii-ih-uu, fremført fuldstændig monotont med en pinefuld pause mellem hvert ord, som udstødes med stort besvær. Jeg kan lige så lidt forklare, hvorfor jeg kan forstå ham, når nu han lyder, som om han har en kartoffel i munden, som hvorfor jeg kan forstå edderkoppen. Jeg undlader at fortælle ham, at citatet er fra Star Wars og ikke fra Star Trek.
“To uger!” råber Trevor efter ham, da Scotty drejer om på hælen og styrer i en lige linje tilbage til sit værelse i mandeafdelingen. Scotty svarer ikke.
Trevor rejser sig og strækker sig. “Pyha, det var en hård omgang. Er du klar til at begynde, eller skal du lige bruge et par minutter?”
“Lad os gøre det.” Jeg kunne godt trænge til et hurtigt toiletbesøg, før vi sætter os, men fællestoiletter her på etagen er aflåst, og jeg har ikke lyst til at gå ned på hovedkontoret for at bede om nøglen. Jeg lader fjernbetjeningen ligge på sofaen til den næste, som vil have den, og følger med Trevor hen til et ledigt bord så langt fra fjernsynet som muligt.
Da Trevor ringede og fortalte, at han havde besluttet at tage en bachelor i journalistik, og spurgte, om han måtte interviewe mig til sådan en Hvor er de nu?-opfølgningshistorie, gik det op for mig, at universet havde skænket mig en gave. I 15 år har opfattelsen af, at min far slog min mor ihjel, været uantastet. Jeg er den eneste, der ved, at han ikke gjorde det. Et interview er en mulighed for at udrette noget godt med mit værdiløse og forspildte liv – måske den eneste, jeg nogensinde vil få, i og med at jeg ikke ligefrem er blevet rendt på dørene af journalister.
Men derfor er jeg stadig nervøs. At fortælle en journaliststuderende, at jeg slog min mor ihjel, og lade ham offentliggøre min sandhed, kan ikke undgå at få konsekvenser: skepsis og latterliggørelse, hvis ingen vil tro på mig, efterfulgt af mere terapi, flere mareridt, mere medicin; måske endda en ny runde med selvmordsovervågning, i tilfælde af at jeg ikke kan stå for presset, hvilket jeg bestemt ikke har lyst til, fordi jeg så ikke vil få lov til at være alene i så meget som et sekund, end ikke når jeg tisser – eller, hvis man tror på min historie, en politiundersøgelse, renselse af min far, muligvis fængselsstraf til mig.
Ikke at forglemme, at Trevor aldrig vil se på mig med samme øjne, når først han ved, at jeg slog min mor ihjel. Jeg har set alt for mange krænge sjælen ud i gruppeterapi i den tro, at de ville få det bedre af at gøre det, blot for at opdage, at afsløringen af deres dybeste og mørkeste hemmeligheder uundgåeligt gør alting tusinde gange værre.
Når først man ved, at nogen er blevet misbrugt af deres onkel, mens deres far filmede overgrebene for at sælge optagelserne på det mørke net, eller at ham den søde, som man var vild med som 14-årig, i de første syv år af sit liv troede, han var en pige, fordi hans mor behandlede ham og klædte ham ud som en pige, og at han som 16-årig stadig havde det svært med sit køn, eller at din nye værelseskammerats forældre vejede hver eneste bid, hun puttede i munden, og tvang hende til at træne i timevis i et træningslokale, der mest af alt mindede om et torturkammer, hvis hun tog så meget som et halvt kilo på, så er det svært at glemme det igen.
Jeg siger til mig selv, at jeg gerne vil det her. Interviewet er muligvis kommet i stand på Trevors foranledning, men jeg er her af min egen fri vilje.
Jeg sætter mig. Han sætter sig. Jeg venter.
“Er det okay, hvis jeg optager det?” Han stikker hånden ned i en grøn lærredstaske og lægger en diktafon på bordet mellem os uden at vente på svar. Tasken ser ny ud.
“Øh, ja. Helt sikkert,” siger jeg, selvom jeg bliver lettere utilpas ved tanken om, at han skal gå herfra med en optagelse af vores samtale. Det har ikke været let at gå fra at være en skrækslagen 11-årig, der var så traumatiseret af det, hun havde gjort, at hun hverken kunne bevæge sig eller tale, til hvor jeg er i dag, hvilket – ja, i det mindste kan jeg både gå og tale. Jeg har fået at vide, at jeg var fuldstændig uimodtagelig for både verbale og fysiske stimuli, da jeg kom hertil.
Jeg kan huske, at jeg kunne se og høre, men da jeg endelig begyndte at tænke på, hvad jeg ville gøre eller sige, føltes det, som om det ikke var besværet værd hverken at flytte sig eller åbne munden. Jeg ved godt, det lyder besynderligt, men jeg kan ikke finde nogen bedre måde at forklare det på. Jeg kedede mig ikke, for jeg havde ingen tidsfornemmelse.
Timer føltes som minutter, dage som timer, de tre uger, hvor jeg var spærret inde i en passiv og umedgørlig krop, som blev ernæret af sondemad gennem en slange i næsen og drænet af et kateter, smeltede sammen til én lang endeløs dag. Min krop kunne bevæge sig, men kun hvis nogen gjorde det for den; så blev jeg siddende eller liggende i den stilling, indtil de bevægede mig igen, hvilket jeg kan forestille mig må have været praktisk, når jeg skulle frem og tilbage mellem min kørestol og min seng.
Mest af alt husker jeg en overvældende træthed, som intet barn nogensinde burde føle. Sommetider føltes det uoverkommeligt bare at trække vejret. Jeg var fanget i et roterende virvar af tanker og erindringer, som jeg ikke havde nogen kontrol over:
Jeg er i våbenrummet. Jeg løfter riflen op til skulderen. Jeg skyder løven inde i stuen. Jeg skyder en zebra og en gazelle. Jeg er en storvildtsjæger og ikke en 11-årig pige, som elsker alle levende væsner og aldrig ville gøre en flue fortræd. ”Hvad laver du?” råber min mor, da hun får øje på mig. “Læg den riffel fra dig!”, og det gør jeg. Der lyder et højt knald. Min mor falder om. Hun rejser sig ikke op igen.
En scene, der har kørt i en båndsløjfe som en filmspole i hovedet på mig de sidste 15 år uden nogen form for afvigelse i selv den mindste detalje.
Han indleder med en række bløde spørgsmål, som jeg spiller tilbage til ham uden problemer: Hvordan var det at tilbringe sine teenageår på et psykiatrisygehus (så slemt, som man skulle tro, og værre end man på nogen måde kan forestille sig); gik jeg i skole (ja, vi havde undervisning, men jeg har ikke taget en studentereksamen, for jeg har ingen planer om at flytte herfra, så hvad skulle det nytte – men det siger jeg ikke til ham); har jeg andre venner end hans bror (ikke medmindre man medregner edderkoppen, og desuden er det lidt af en tilsnigelse at kalde vores forhold for et ‘venskab’ i betragtning af, at den konstant modsiger mig, for ikke at tale om at hjulspindere kun lever i et år, og at jeg ikke længere har tal på, hvor mange generationer jeg har været venner med); hvad vil jeg gerne have, at folk skal vide om mig, som de ikke ved i forvejen (den perfekte åbning til at fortælle ham, at det var mig, der dræbte min mor, men det er lidt for tidligt i interviewet til det, så jeg nøjes med et skuldertræk).
Han flytter på sig i stolen, et signal om at han skal til at skifte emne. Jeg mander mig op. Jeg er virkelig god til at aflæse kropssprog. Det er man nødt til at være et sted som her.
“Lad os tale om din barndom. Fortæl mig, hvordan dit liv var, før du kom til sygehuset.”
“Er det okay, hvis jeg ryger?” spørger jeg for at købe tid, så jeg omhyggeligt kan vælge mine ord fra det manuskript, jeg har forberedt oppe i hovedet. Der står uendelig meget på spil i det her interview. Trevor er nødt til at forstå, at mine forældre var så lykkelige, som to mennesker overhovedet kan være, og at min far lige så lidt kunne finde på at dræbe min mor, som Romeo kunne finde på at dræbe Julie. Når det er blevet slået fast, kan jeg fortælle ham, hvem der gjorde. Desuden har jeg virkelig lyst til en cigaret.
“Øh, ja. Det er det vel.” Han vifter med hånden i tågen, der hænger i luften. “Jeg er sikkert alligevel død af lungekræft, før vi er færdige.”
Jeg ler sammen med ham og ryster en cigaret ud af pakken, hvorefter jeg rækker hånden i vejret og beholder den oppe, indtil en sygehjælper får øje på den og kommer hen og tænder for mig.
“Før jeg kom til sygehuset,” begynder jeg og fodrer ham ved hjælp af den lytteteknik, jeg har lært af mine behandlere, med nøjagtig de samme ord, han selv brugte, og sender således en diskret bekræftelse på, at han og jeg er samme sted i teksten, “havde jeg en meget lykkelig barndom. Mine forældre var sådan et par, som virkelig elskede hinanden. Du kender godt typen: kan ikke tage på arbejde om morgenen uden et kys – et ægte kys, ikke kun et tørt et; holder i hånd, når de går tur på gaden; sidder tæt op og ned ad hinanden i sofaen, når de læser eller ser tv i stedet for i hver sin ende.
Ifølge min søster var vores forældre endnu mere forelskede i hinanden den dag, de døde, end den dag de mødtes, og det tror jeg på. Vi fik begge to hjemmeundervisning, så vi var meget sammen. Sammen med min moster boede vi fire sammen i et helt fantastisk toetagers bjælkehus, som min tipoldefar byggede på 4.000 tønder land sydøst for Marquette i de glade tømmerbarondage – men det ved du sikkert allerede,” tilføjer jeg med tanke på de millioner af ord, der er blevet skrevet om os.
“Det gør ikke noget. Jeg vil gerne høre det med dine egne ord.”
“Godt så.” Jeg tager et hiv af cigaretten, mens jeg overvejer, hvordan jeg bedst styrer samtalen i den retning, jeg gerne vil have, den skal tage, hvorefter jeg slår asken af i et af de tynde stanniol-askebægre, som står spredt rundtom i lokalet og skal forestille at være til éngangsbrug, men som aldrig bliver smidt ud, fordi sygehuset bliver drevet af delstaten og derfor lider under en kronisk mangel på bevillinger.
“Mine forældre var vildtbiologer, som du sikkert også ved. Vores ejendom var omkranset af høje klipper på tre sider og en stor sø på den fjerde, meget afsides, meget uberørt. Mine forældre plejede at sige, at det var det rene paradis på Jord at få lov til at bo og arbejde i sådan et enestående lukket økosystem. Og fordi min fars forældre ejede jorden, hvor min mor og far bedrev deres studier, og fordi mine forældre selv finansierede deres forskning, stod de ikke til regnskab for nogen og styrede fuldstændigt selv, hvordan de arbejdede, og hvad de ville studere. Min far var ekspert i padder, og min mor studerede sortbjørne. Da lavede tit sjov med, at min mor havde dobbelt så meget testosteron som min far – på grund af deres respektive felter, forstår du.”
Trevor smiler og noterer mine forældres joke på sin blok. “Hvad med dig, hvad kunne du bedst lide? Padder eller bjørne?”
“Jeg elskede alt, der bevægede sig,” svarer jeg diplomatisk, selvom sandheden er, at padder ikke rigtig siger mig noget, hvorimod jeg er lige så tosset med bjørne, som min mor nogensinde var, og altid vil være det. “Jeg var tit med, når mine forældre gik deres runder. Den ene dag sjappede jeg rundt i damme og bække med et myggenet over hovedet og i et par waders, som gik mig op til navlen, ligesom min far, og tog vandprøver og talte haletudser og fangede frøer, og næste dag sad jeg på hug sammen med min mor i hendes observationsskjul og så en 200 kilo tung sortbjørn snuse rundt i den lokkemad, vi havde lagt ud få meter borte.”
“Det lyder idyllisk.”
“Det var det også.”
Jeg kan ikke helt afgøre, om han virkelig mener det, eller om han er skeptisk og vil have mig til at underbygge det. Jeg håber ikke, jeg oversælger min barndom, og han tror, min erindring er farvet af ønsketænkning og tidens gang. Årene var om noget endnu mere idylliske end min beskrivelse af dem, fortryllende som et eventyr: vilde og smukke omgivelser, et bjælkehus, der nærmest var et slot, midt ude i en hemmelighedsfuld og uigennemtrængelig skov; kloge og kærlige forældre, der behandlede mig som en prinsesse og inddrog mig i deres arbejde, som om jeg var deres ligemand, og gav mig friheden til at gå på opdagelse, lære, vokse.
“Du havde det altså fint med at vandre alene rundt i skoven?”
“Det havde jeg. At trampe rundt i skoven på egen hånd var ikke anderledes, end når et storbybarn lærer at finde rundt i metroen.”
Han nikker, som om jeg har bekræftet noget vigtigt, selvom jeg ikke kan forestille mig, hvad det skulle være, og trækker derefter lærredstasken hen til sig og roder i den, indtil han finder et blankt papchartek frem.
“Jeg vil gerne vise dig noget. Det er en kopi af politirapporten. Uden billeder,” skynder han sig at tilføje. Han blader i chartekket, trækker et enkelt papirark frem og lægger det på bordet mellem os. “Lige dér.” Han prikker midt på siden. “Her står der om, da du var forsvundet.”
Han har selvfølgelig zoomet ind på det mest sensationelle afsnit i min historie, men hvis han håber på et scoop, er han lige præcis 15 år for sent på den. Hvem som helst kan google mit navn sammen med ‘forsvundet pige’ og finde massevis af artikler om dengang, fra formiddagsblade til landsdækkende aviser. forsvundet pige fundet! og mirakelpige overlever to ugers helvede i vildmarken – vender tilbage til civilisationen uden at kunne tale, og min personlige favorit: blev virkelighedens mowgli reddet af ulve?
“Ifølge rapporten var du allerede forsvundet, da politiet ankom,” siger han for at få mig i gang, som om jeg ikke selv kender min historie ned i mindste detalje. “De iværksatte en eftersøgning, men på det tidspunkt var jorden for nedtrådt til at se, hvilken retning du var forsvundet i. Om natten sneede det, hvilket ødelagde enhver chance for at finde dit spor næste morgen. Alligevel fortsatte eftersøgningen i dagevis – helikoptere, sporhunde, hele molevitten – selvom alle, som tiden gik, måtte indrømme, at du sandsynligvis var død.”
“Korrekt. Indtil en bilist fandt mig i grøftekanten langs hovedvejen to uger senere,” supplerer jeg i et forsøg på at komme hurtigt videre til det, jeg er kommet for at tale om.
“Liggende i grøftekanten uden hverken at kunne bevæge dig eller tale,” tilføjer han, hvilket jeg må medgive ham er en ret dramatisk detalje. “Men ser man bort fra det og lidt sår og skrammer, var du fysisk set forbavsende lidt medtaget. Men nu skal du høre, Rachel. Sagen er, at jeg er opvokset i Upper Peninsula. Jeg ved, hvordan vejret er i begyndelsen af november. Der er nattefrost, og når der også lå sne, burde det være fuldstændig udelukket, at du skulle kunne overleve i to uger på egen hånd. Men det gjorde du. Jeg ved, du ikke kunne huske noget dengang, men hvad med nu? Er der noget som helst, du kan fortælle mig? Hvad spiste du? Hvordan holdt du varmen? Hvor sov du?”
Han ser så forhåbningsfuld ud, at jeg fristet til at opdigte noget, som kan tilfredsstille ham og hans kommende læsere. Det slår mig, at jeg kunne fortælle ham hvad som helst, uden at nogen kunne sige mig imod. Desværre er de to uger lige så stort et mysterium for mig i dag, som de var dengang. Desuden kan jeg ikke fordrage, når folk ikke siger sandheden.
“Beklager, nej. Jeg kan stadig ikke huske noget. Mine behandlere forsøgte at hjælpe mig med at genvinde hukommelsen. Jeg tror, de opfattede mig som en personlig udfordring. Jeg var den gådefulde pige, et vildt barn som dukkede op efter at have været forsvundet i to uger uden nogen anelse om, hvor hun havde været, eller hvad hun havde lavet. Men i sidste ende måtte vi acceptere, at de dage er væk for tid og evighed.”
“Men er de nu også det? Siger forskerne ikke, at vi bibeholder alt, vi nogensinde har set eller hørt? Erindringen må ligge og rasle rundt et eller andet sted i dit hoved.”
“Altså, ja. Teknisk set har du ret. Jeg mente, at mine erindringer er væk i den forstand, at jeg ikke kan genkalde mig dem. Tro mig, vi har prøvet. Når man taler om minder i forbindelse med traumatiske oplevelser i barndommen, er man nødt til at forstå, at hjernen bearbejder dem anderledes end almindelige minder, og nogle gange kan de ligge så dybt begravet, at den pågældende person ikke selv er klar over, at grunden til, at de har det svært som voksen, i virkeligheden skyldes noget, de var udsat for som barn.”
Til gengæld fortæller jeg ham ikke, at jeg ikke har lyst til at kunne huske de dage, vi taler om, og aldrig har haft det, hvilket utvivlsomt er en stor del af forklaringen på mine behandleres kollektive fallit. Hvis det, der skete i løbet af de to uger, var så ubehageligt, at min hjerne har følt behov for at slette det af erindringen, vil jeg ikke vide noget om det.
“Kan du i det mindste ikke kaste et blik på den? Vil du ikke nok? Måske rusker det op i et eller andet at læse rapporten.”
Jeg tager imod chartekket, som han rækker mig, selvom en detaljeret redegørelse for, hvad der skete den dag, er noget nær det sidste, jeg har lyst til at læse; dybest set er det en belønning for at være kørt halvanden hundrede kilometer for at interviewe mig, og vi ved begge, at jeg ikke har givet ham ret meget. Jeg skimmer siderne i en fart og foregiver interesse, indtil jeg kommer til en stregtegning af et barn ved siden af en kæmpestor riffel, og så er jeg pludselig interesseret. Jeg læser det ledsagende afsnit:
Da datteren var blevet fundet, blev hun efterfølgende undersøgt af retsmedicineren, som ikke fandt spor efter nogen form for mærker på hverken arme eller overkrop, som kunne henføres til affyring af en Winchester Magnum. På grundlag af forholdetmellem våbnets størrelse og pigens højde og vægt, tillige med fraværet af fysiske beviser, konkluderede retsmedicineren, at datteren ikke affyrede riflen.
Mit hjerte dunker. Jeg lægger omhyggeligt chartekket fra mig på bordet, tørrer hænderne af i mine jeans og stikker dem ind under lårene for at få dem til at holde op med at ryste. Jeg forstår det ikke. Jeg skød min mor. Jeg slog hende ihjel – det ved jeg, jeg gjorde. Jeg har set mig selv stå med riflen og stirre ned på hende så uendelig mange gange.
Ikke desto mindre er der ingen grund til at tro, at afsnittet afspejler andet end kendsgerningerne. Hvem, der end skrev rapporten, har ikke kunnet opdigte det. Detaljerne er for konkrete. Det ville være for nemt at modbevise. Selv jeg kan se, at riflen på billedet – som ikke er den Remington, jeg ser for mig – er så stor, at det ville have været praktisk talt umuligt for 11-årige mig at løfte den.
På grundlag af forholdet mellem våbnets størrelse og pigens højde og vægt, tillige med fraværet af fysiske beviser, konkluderede retsmedicineren, at datteren ikke affyrede riflen.
Det er umuligt. Og alligevel ligger sandheden lige foran mig sort på hvidt.
Jeg dræbte ikke min mor. Det kunne jeg umuligt have gjort. Ifølge politirapporten affyrede jeg ikke engang den riffel.
Karen Dionne: Den onde søster
Rachel Cunningham er overbevist om, at hun er ansvarlig for sine forældres død og har derfor siddet i frivilligt eksil i 15 år på et psykiatrisk hospital.
Men efter nye oplysninger om mordene, må Rachel hjem for at lede efter svar i familiens hytte, der ligger isoleret i Upper Peninsulas skove i Michigan.
Familiens hjem er der, hvor Rachel altid har følt sig allermest tryg. Men i takt med at sandheden kommer frem om den skæbnesvangre dag, hvor hendes forældre blev slået ihjel, må Rachel indse, at et hjem kan være et sted fyldt med ubeskrivelig ondskab.
LÆS OGSÅ: Nervepirrende psykologisk thriller om fortidens ondskab. Smuglæs i Karen Dionnes Den onde søster
Karen Dionne skriver psykologiske thrillere, der er umulige at lægge fra sig. Læs et uddrag af Den onde søster her.
I Karen Dionnes Den onde søster møder vi Rachel Cunningham, da hun er overbevist om, at hun slog sin mor ihjel. Efter 15 år i frivilligt eksil på et psykiatrisk hospital finder hun ud af, at hun har levet på en løgn.
Tværtimod er Rachel offer for en andens ugerninger – og hun er stadig i livsfare …
LÆS OGSÅ: Jeg flyttede ud i den vilde natur med en 6 ugers baby. Krimiforfatter til Dyndkongens datter fortæller sin historie
Du kan købe Den onde søster online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Karen Dionne
Den onde søster
På dansk ved Kim Langer
Kapitel 1
Sommetider har jeg en riffel i hænderne, når jeg lukker øjnene. Mine hænder er små, fingrene buttede. Jeg er 11 år gammel. Der er ikke noget specielt ved den pågældende riffel, ikke noget som adskiller den fra enhver anden Remington, bortset fra at det er den riffel, der slog min mor ihjel.
Når jeg ser det for mig, står jeg og stirrer ned på min mor. Riffelmundingen peger på hendes bryst. Hun har åben mund og lukkede øjne. Hendes brystkasse er rød.
Min far kommer løbende ind i entreen. “Rachel!” skriger han, da han ser mig. Han falder på knæ, tager min mor i armene og ser op på mig med et fremmed udtryk, en kaotisk blanding af chok og rædsel.
Han sidder længe og vugger min mor, som om hun er et spædbarn. Som om hun er i live.
Til sidst lægger han hende blidt på det slidte parketgulv og kommer langsomt på benene. Han tager riflen ud af mine rystende hænder og ser på mig med en sorg, som er for stor til, at jeg kan fatte den, og vender riflen mod sig selv.
Det passer ikke, siger den store hjulspinder, som sidder midt i sit spindelvæv i hjørnet i mit værelse, hvor rengøringspersonalet aldrig støver af. Din far slog din mor ihjel, og bagefter tog han sit eget liv.
Jeg forstår ikke, hvorfor edderkoppen lyver. Edderkopper plejer at tale sandt.
“Hvor ved du det fra?” bliver jeg nødt til at spørge. Den var der ikke, da mine forældre døde. Det var jeg til gengæld.
Edderkoppen ser højtideligt på mig med otte glinsende øjne. Jeg ved det, siger den. Det gør vi alle.
Hendes edderkoppeunger myldrer rundt i udkanten af spindelvævet og er ikke meget mere end støvkorn, og de nikker.
Jeg har lyst til at fortælle edderkoppen, at den tager fejl, og at jeg bedre end nogen anden ved, hvad der skete den dag, mine forældre døde, og at jeg forstår konsekvenserne af min barndoms ugerning bedre, end den nogensinde vil kunne, fordi jeg har levet med dem i 15 år. Når man tager et andet menneskes liv, bliver man revet itu og splintret i så mange uendeligt små stykker, at ingen eller intet kan lime dig sammen igen. Spørg en hvilken som helst spritbilist, som har kørt en fodgænger ned, en hvilken som helst jæger, der troede, at den ven eller svoger, han skød, var et rådyr.
Hvem som helst, der har stået med en ladt riffel i hænderne på et tidspunkt, hvor hun var for lille til at forudse, hvad der ville ske.
Mine behandlere siger, at jeg plages af vedvarende sorglidelse, og de lover, at jeg nok skal få det bedre med tiden. Mine behandlere tager fejl. Jeg får det værre.
Jeg har søvnbesvær, og når jeg endelig falder i søvn, får jeg mareridt. Jeg har ofte ondt i hovedet og konstant mavepine. Jeg har gået i konstante selvmordstanker, indtil det gik op for mig, at det er en større straf at bo på et psykiatrisygehus resten af livet. Jeg spiser, jeg sover, jeg læser, jeg ser tv, jeg går udenfor.
Jeg indånder den varme sommerluft, mærker solens stråler mod min hud, hører fuglene kvidre og insekterne summe. Ser blomsterne springe ud og senere hen bladene blive gule og sneen falde, og gennem det alt sammen, uophørligt, altid og for evigt brænder denne grufulde sandhed forrest i tankerne og dybt i mit hjerte: Det er min skyld, at mine forældre aldrig mere vil komme til at se, lugte, smage, le eller elske. Mine forældre er døde på grund af mig.
Politiet erklærede mine forældres død for et drab og efterfølgende selvmord begået af min far. Det er der konsensus om i samtlige de nyhedsreportager, jeg har kunnet opstøve: 45-årige Peter James Cunningham dræbte af ukendte årsager sin 43-årige kone, Jennifer Marie Cunningham, og skød derefter sig selv med den samme riffel. Visse spekulationer går på, at jeg så min far skyde min mor, og at det var derfor, jeg stak af; andre at jeg fandt min mors og fars lig, og at det var det, der skubbede mig ud over kanten. Havde jeg kunnet tale, ville jeg have fortalt, at det var mig, der gjorde det. Da jeg kom ud af min katatone psykose tre uger senere, sørgede jeg for, at alle, som gad lytte, fik at vide, hvad jeg havde gjort.
Men den dag i dag er der ingen, der vil tro på mig. End ikke edderkoppen.
Kapitel 2
Jeg siger farvel til edderkoppen og dens unger og tjekker mit ur, en billig plasticmodel, som min moster Charlotte har købt, efter at det sidste, hun gav mig, blev stjålet, og går to etager ned til fællesrummet. Den oprindelige Star Trek-film bliver vist på en af kabelkanalerne i eftermiddag, og jeg har lovet min ven Scotty at sørge for, at ingen skifter kanal. Mine fodtrin runger i den tomme trappeskakt. Jeg har gummisko på. Med velcrolukning – snørebånd vil de ikke betro os. De keramiske gulvfliser er skårede, og nogle steder mangler de helt. Pudsen på vægge og lofter skaller og falder af i flager.
Jeg har værelse i en af de ældste bygninger, som stammer helt tilbage fra sygehusets indvielse i 1895, dengang det hed Upper Peninsula Sindssygeanstalt. ‘Newberry Regionale Psykiatricenter’, som det hedder i dag, er helt klart at foretrække, men det er stadig, hvad det er: det ene af staten Michigans to store psykiatrisygehuse for voksne, dette i Upper Peninsula, det andet i Lower Peninsula, hvor psykisk syge bliver indlagt for at få det bedre, og de uhelbredeligt sindssyge lever deres dage til ende. Jeg er et sted midtimellem.
Jeg træder ud af trappeskakten og ind i en lydmur. Gangen er et menneskemylder. Patienter, sygeplejere, patienter med sygeplejere på slæb – fordi bulimikerne ikke må være alene efter et måltid. Portører, rengørings- og køkkenpersonale, en læge i hvid kittel. Jeg sniger mig langs væggen med sænket hoved. Jeg taler ikke med nogen. Ingen taler til mig. Mine behandlere opfordrer mig konstant til at lære mine bofæller og de andre i min terapigruppe at kende, men det er svært at se formålet med at opbygge venskaber med nogen, som alligevel skal rejse igen.
Jeg går gennem glasgangen mellem soveafdelingen og administrationsbygningen, hvor der bliver hedt som ind i Helvede, når solen skinner – brudsikkert plexiglas, hvilket personalet ikke er sene til at fortælle alle nytilkomne – og åbner døren ind til fællesrummet.
Fællesrummet er nøjagtig lige så trøstesløst, som man ville forvente på et psykiatrisygehus med over hundrede år på bagen: flødefarvede vægge med beskidte skjolder, slidte grønne asbestfliser på gulvet, tunge og mangesprossede, stålindfattede vinduer, så man ikke kan springe ud, vinylstole og sofaer lappet med gaffatape og boltet fast i gulvet. Der er også masser af larm: Tv-lyden er skruet alt for højt op for at overdøve de besøgende og patienterne, som snakker alt for højt for at overdøve tv’et.
Og så lugter der, en blanding af gammel mados og rengøringsmiddel, som ifølge min moster Charlotte minder hende om et plejehjem garneret med en kraftig lugt af cigaretter. Stort set alle på sygehuset ryger. Vi får gratis cigaretter; jeg skal ikke kunne sige, om det er en snedig plan udtænkt af tobaksindustrien for at gøre os afhængige og til livslange kunder, eller blot endnu et medikament i sygehusets i forvejen bugnende arsenal af beroligende midler. Det er lightere og tændstikker, vi ikke må få, sammen med snørebånd, snorelukninger, plasticindkøbsposer, affaldsposer og snesevis af andre helt almindelige og dog potentielt dødbringende ting, som folk, der ikke bor på et psykiatrisk sygehus, frit har lov til at bruge hver eneste dag.
Selv med alle de foranstaltninger har der været to vellykkede selvmord i den tid, jeg har været her. En pige pillede en sweater op og flettede garnet til et reb, hvorefter hun lagde rebet om halsen og den anden ende over et rør oppe under badeværelsesloftet, stillede sig op på toilettet og hoppede ned. En anden drak en flaske afløbsrens, som hun havde stjålet fra en rengøringsvogn i et ubevogtet øjeblik. Rengøringsdamen endte med at blive fyret. Men det ændrer ikke på, at man alligevel må give personalet en vis anerkendelse i betragtning af, at mindst halvdelen af patienterne, og sikkert flere, er her, fordi de enten har forsøgt at begå selvmord, eller har truet med at gøre det.
“Ur-sa!” Scotty kalder henne fra den modsatte ende af lokalet, da han får øje på mig. Han springer op og flakser med hænderne. Jeg smiler og vinker også til ham. Scotty er et barn i en voksen mands krop, stor og bredskuldret og med arme, der ser ud til at kunne knuse dig i en enkelt omfavnelse, men indeni er han blød som en skumfidus, med vandblå øjne, hår som opvaskevand og et udviklingstrin som en niårig. For øvrigt er ‘Scotty’ ikke hans rigtige navn; det er kun noget, jeg kalder ham, fordi han er vild med Star Trek, ligesom han kalder mig ‘Ursula’ på grund af min forkærlighed for bjørne.
Scottys bror, Trevor, venter sammen med ham i sofaen. Jeg mærker det sædvanlige sug i maven, da jeg ser ham. Jeg vidste selvfølgelig godt, han ville være her – han og jeg har en aftale om at tale privat sammen efter filmen – men han har bare den virkning på mig. Trevor Lehto er 28, ti år yngre end Scotty og to år ældre end mig. I dag er han iført skovmandsskjorte med ærmerne smøget op til albuerne, et par Converse-sneakers og jeans, som står godt til hans brune hår og øjne og pjuskede skæg, som på en gang ser både vildt og velplejet ud.
Jeg har også brunt hår og brune øjne og er i jeans og ternet skovmandsskjorte, fordi det stort set er sådan, samtlige mænd og kvinder går klædt i U.P., men Trevor formår at bære standarduniformen på en måde, som man lægger mærke til. Jeg er ret sikker på, jeg ikke er den eneste her på sygehuset, der er forgabt i ham.
“Længe siden,” siger jeg og sætter mig i den anden ende af sofaen med Scotty i midten. “Du ser godt ud.”
Jeg siger det ikke kun for at være høflig. Trevor er ualmindelig solbrændt og bedømt ud fra hans senede underarme i bedre form, end jeg nogensinde har set ham. Anderledes kan det vel næsten ikke være efter seks måneders rygsækrejse i det nordlige Patagonien.
“Tak. Jeg er lige kommet hjem. Det første, jeg skulle, var selvfølgelig at besøge ham her.”
Han giver sin storebror et knytnævedask på armen. Scotty griner og slår igen. Jeg kan heller ikke lade være med at smile. Scottys smil er lige så rent og ægte som hans hjerte. Der skal ikke meget til for at gøre ham glad, og det er blandt andet derfor, jeg godt kan lide at hænge ud sammen med ham. Nogle tror, at jeg kun er blevet venner med Scotty for at komme tæt på Trevor, men det passer ikke. Jeg kan godt se, at vores venskab kan virke underligt, i og med at min IQ er 120, og Scottys måske det halve, men det er netop en af grundene til, at vores venskab fungerer. Scotty accepterer mig, som jeg er, og beder ikke om noget til gengæld. Vigtigst af alt, så stiller han ingen spørgsmål.
“Hvordan har han fået et blåt øje?” spørger Trevor mig. “Han vil ikke ud med det.”
“Jeg ved det ikke. Han vil heller ikke fortælle mig det, og ingen andre vil sige noget.”
Det kan ikke udelukkes, at Scotty selv er faldet ned ad trappen eller er gået ind i en dør, men det er mere sandsynligt, at en af portørerne har slået ham eller spændt ben for ham med vilje. De fleste af dem er store som footballspillere, hvilket nogle af dem rent faktisk også var, før de smadrede et knæ eller blev skadet på anden vis og endte her.
At sætte forbitrede og fysisk stærke mennesker til at passe på en magtesløs befolkningsgruppe kan kun ende galt, og Scotty er et nemt offer. Det er ikke første gang, han uden forklaring er dukket op med sår og blå mærker, og det vil desværre heller ikke være sidste. Trevor har ledt efter et anstændigt bosted i nærheden af Marquette, så han kan holde øje med sin bror, men indtil videre uden resultat. Der er ikke mange steder, som har plads til en mentalt handikappet med paranoid skizofreni.
“Thhh.” Scotty tysser på os, da filmen begynder. Helt som forventet bryder lokalet ud i et kor af højlydt brok og “Ikke den igen!” og “Skift kanal!”, og det er netop derfor, jeg har indstillet kanalen tidligere i formiddags og nappet fjernbetjeningen. Jeg skruer op for lyden og stikker fjernbetjeningen ned mellem sofahynderne.
Rent faktisk nyder jeg filmen langt mere end forventet, primært fordi Scotty sidder helt ude på kanten af sædet med hænderne mellem knæene og er fuldstændig opslugt i samtlige to timer, mens Trevor og jeg læner os tilbage i sofaen og skiftes til at himle med øjnene bag ryggen på ham. I den anden ende af lokalet kigger en kvinde af og til stift op fra den bog, hun har travlt med at lade, som om hun læser i, og sender dræberblikke skiftevis til mig og Trevor, og så mig igen, hvilket jeg fryder mig mere over, end jeg måske burde.
Scotty rejser sig, så snart rulleteksterne er forbi. “May the Force be with you!” deklamerer han. For alle andre lyder Scottys velsignelse som det rene volapyk: Muh-ah-fah-ii-ih-uu, fremført fuldstændig monotont med en pinefuld pause mellem hvert ord, som udstødes med stort besvær. Jeg kan lige så lidt forklare, hvorfor jeg kan forstå ham, når nu han lyder, som om han har en kartoffel i munden, som hvorfor jeg kan forstå edderkoppen. Jeg undlader at fortælle ham, at citatet er fra Star Wars og ikke fra Star Trek.
“To uger!” råber Trevor efter ham, da Scotty drejer om på hælen og styrer i en lige linje tilbage til sit værelse i mandeafdelingen. Scotty svarer ikke.
Trevor rejser sig og strækker sig. “Pyha, det var en hård omgang. Er du klar til at begynde, eller skal du lige bruge et par minutter?”
“Lad os gøre det.” Jeg kunne godt trænge til et hurtigt toiletbesøg, før vi sætter os, men fællestoiletter her på etagen er aflåst, og jeg har ikke lyst til at gå ned på hovedkontoret for at bede om nøglen. Jeg lader fjernbetjeningen ligge på sofaen til den næste, som vil have den, og følger med Trevor hen til et ledigt bord så langt fra fjernsynet som muligt.
Da Trevor ringede og fortalte, at han havde besluttet at tage en bachelor i journalistik, og spurgte, om han måtte interviewe mig til sådan en Hvor er de nu?-opfølgningshistorie, gik det op for mig, at universet havde skænket mig en gave. I 15 år har opfattelsen af, at min far slog min mor ihjel, været uantastet. Jeg er den eneste, der ved, at han ikke gjorde det. Et interview er en mulighed for at udrette noget godt med mit værdiløse og forspildte liv – måske den eneste, jeg nogensinde vil få, i og med at jeg ikke ligefrem er blevet rendt på dørene af journalister.
Men derfor er jeg stadig nervøs. At fortælle en journaliststuderende, at jeg slog min mor ihjel, og lade ham offentliggøre min sandhed, kan ikke undgå at få konsekvenser: skepsis og latterliggørelse, hvis ingen vil tro på mig, efterfulgt af mere terapi, flere mareridt, mere medicin; måske endda en ny runde med selvmordsovervågning, i tilfælde af at jeg ikke kan stå for presset, hvilket jeg bestemt ikke har lyst til, fordi jeg så ikke vil få lov til at være alene i så meget som et sekund, end ikke når jeg tisser – eller, hvis man tror på min historie, en politiundersøgelse, renselse af min far, muligvis fængselsstraf til mig.
Ikke at forglemme, at Trevor aldrig vil se på mig med samme øjne, når først han ved, at jeg slog min mor ihjel. Jeg har set alt for mange krænge sjælen ud i gruppeterapi i den tro, at de ville få det bedre af at gøre det, blot for at opdage, at afsløringen af deres dybeste og mørkeste hemmeligheder uundgåeligt gør alting tusinde gange værre.
Når først man ved, at nogen er blevet misbrugt af deres onkel, mens deres far filmede overgrebene for at sælge optagelserne på det mørke net, eller at ham den søde, som man var vild med som 14-årig, i de første syv år af sit liv troede, han var en pige, fordi hans mor behandlede ham og klædte ham ud som en pige, og at han som 16-årig stadig havde det svært med sit køn, eller at din nye værelseskammerats forældre vejede hver eneste bid, hun puttede i munden, og tvang hende til at træne i timevis i et træningslokale, der mest af alt mindede om et torturkammer, hvis hun tog så meget som et halvt kilo på, så er det svært at glemme det igen.
Jeg siger til mig selv, at jeg gerne vil det her. Interviewet er muligvis kommet i stand på Trevors foranledning, men jeg er her af min egen fri vilje.
Jeg sætter mig. Han sætter sig. Jeg venter.
“Er det okay, hvis jeg optager det?” Han stikker hånden ned i en grøn lærredstaske og lægger en diktafon på bordet mellem os uden at vente på svar. Tasken ser ny ud.
“Øh, ja. Helt sikkert,” siger jeg, selvom jeg bliver lettere utilpas ved tanken om, at han skal gå herfra med en optagelse af vores samtale. Det har ikke været let at gå fra at være en skrækslagen 11-årig, der var så traumatiseret af det, hun havde gjort, at hun hverken kunne bevæge sig eller tale, til hvor jeg er i dag, hvilket – ja, i det mindste kan jeg både gå og tale. Jeg har fået at vide, at jeg var fuldstændig uimodtagelig for både verbale og fysiske stimuli, da jeg kom hertil.
Jeg kan huske, at jeg kunne se og høre, men da jeg endelig begyndte at tænke på, hvad jeg ville gøre eller sige, føltes det, som om det ikke var besværet værd hverken at flytte sig eller åbne munden. Jeg ved godt, det lyder besynderligt, men jeg kan ikke finde nogen bedre måde at forklare det på. Jeg kedede mig ikke, for jeg havde ingen tidsfornemmelse.
Timer føltes som minutter, dage som timer, de tre uger, hvor jeg var spærret inde i en passiv og umedgørlig krop, som blev ernæret af sondemad gennem en slange i næsen og drænet af et kateter, smeltede sammen til én lang endeløs dag. Min krop kunne bevæge sig, men kun hvis nogen gjorde det for den; så blev jeg siddende eller liggende i den stilling, indtil de bevægede mig igen, hvilket jeg kan forestille mig må have været praktisk, når jeg skulle frem og tilbage mellem min kørestol og min seng.
Mest af alt husker jeg en overvældende træthed, som intet barn nogensinde burde føle. Sommetider føltes det uoverkommeligt bare at trække vejret. Jeg var fanget i et roterende virvar af tanker og erindringer, som jeg ikke havde nogen kontrol over:
Jeg er i våbenrummet. Jeg løfter riflen op til skulderen. Jeg skyder løven inde i stuen. Jeg skyder en zebra og en gazelle. Jeg er en storvildtsjæger og ikke en 11-årig pige, som elsker alle levende væsner og aldrig ville gøre en flue fortræd. ”Hvad laver du?” råber min mor, da hun får øje på mig. “Læg den riffel fra dig!”, og det gør jeg. Der lyder et højt knald. Min mor falder om. Hun rejser sig ikke op igen.
En scene, der har kørt i en båndsløjfe som en filmspole i hovedet på mig de sidste 15 år uden nogen form for afvigelse i selv den mindste detalje.
Han indleder med en række bløde spørgsmål, som jeg spiller tilbage til ham uden problemer: Hvordan var det at tilbringe sine teenageår på et psykiatrisygehus (så slemt, som man skulle tro, og værre end man på nogen måde kan forestille sig); gik jeg i skole (ja, vi havde undervisning, men jeg har ikke taget en studentereksamen, for jeg har ingen planer om at flytte herfra, så hvad skulle det nytte – men det siger jeg ikke til ham); har jeg andre venner end hans bror (ikke medmindre man medregner edderkoppen, og desuden er det lidt af en tilsnigelse at kalde vores forhold for et ‘venskab’ i betragtning af, at den konstant modsiger mig, for ikke at tale om at hjulspindere kun lever i et år, og at jeg ikke længere har tal på, hvor mange generationer jeg har været venner med); hvad vil jeg gerne have, at folk skal vide om mig, som de ikke ved i forvejen (den perfekte åbning til at fortælle ham, at det var mig, der dræbte min mor, men det er lidt for tidligt i interviewet til det, så jeg nøjes med et skuldertræk).
Han flytter på sig i stolen, et signal om at han skal til at skifte emne. Jeg mander mig op. Jeg er virkelig god til at aflæse kropssprog. Det er man nødt til at være et sted som her.
“Lad os tale om din barndom. Fortæl mig, hvordan dit liv var, før du kom til sygehuset.”
“Er det okay, hvis jeg ryger?” spørger jeg for at købe tid, så jeg omhyggeligt kan vælge mine ord fra det manuskript, jeg har forberedt oppe i hovedet. Der står uendelig meget på spil i det her interview. Trevor er nødt til at forstå, at mine forældre var så lykkelige, som to mennesker overhovedet kan være, og at min far lige så lidt kunne finde på at dræbe min mor, som Romeo kunne finde på at dræbe Julie. Når det er blevet slået fast, kan jeg fortælle ham, hvem der gjorde. Desuden har jeg virkelig lyst til en cigaret.
“Øh, ja. Det er det vel.” Han vifter med hånden i tågen, der hænger i luften. “Jeg er sikkert alligevel død af lungekræft, før vi er færdige.”
Jeg ler sammen med ham og ryster en cigaret ud af pakken, hvorefter jeg rækker hånden i vejret og beholder den oppe, indtil en sygehjælper får øje på den og kommer hen og tænder for mig.
“Før jeg kom til sygehuset,” begynder jeg og fodrer ham ved hjælp af den lytteteknik, jeg har lært af mine behandlere, med nøjagtig de samme ord, han selv brugte, og sender således en diskret bekræftelse på, at han og jeg er samme sted i teksten, “havde jeg en meget lykkelig barndom. Mine forældre var sådan et par, som virkelig elskede hinanden. Du kender godt typen: kan ikke tage på arbejde om morgenen uden et kys – et ægte kys, ikke kun et tørt et; holder i hånd, når de går tur på gaden; sidder tæt op og ned ad hinanden i sofaen, når de læser eller ser tv i stedet for i hver sin ende.
Ifølge min søster var vores forældre endnu mere forelskede i hinanden den dag, de døde, end den dag de mødtes, og det tror jeg på. Vi fik begge to hjemmeundervisning, så vi var meget sammen. Sammen med min moster boede vi fire sammen i et helt fantastisk toetagers bjælkehus, som min tipoldefar byggede på 4.000 tønder land sydøst for Marquette i de glade tømmerbarondage – men det ved du sikkert allerede,” tilføjer jeg med tanke på de millioner af ord, der er blevet skrevet om os.
“Det gør ikke noget. Jeg vil gerne høre det med dine egne ord.”
“Godt så.” Jeg tager et hiv af cigaretten, mens jeg overvejer, hvordan jeg bedst styrer samtalen i den retning, jeg gerne vil have, den skal tage, hvorefter jeg slår asken af i et af de tynde stanniol-askebægre, som står spredt rundtom i lokalet og skal forestille at være til éngangsbrug, men som aldrig bliver smidt ud, fordi sygehuset bliver drevet af delstaten og derfor lider under en kronisk mangel på bevillinger.
“Mine forældre var vildtbiologer, som du sikkert også ved. Vores ejendom var omkranset af høje klipper på tre sider og en stor sø på den fjerde, meget afsides, meget uberørt. Mine forældre plejede at sige, at det var det rene paradis på Jord at få lov til at bo og arbejde i sådan et enestående lukket økosystem. Og fordi min fars forældre ejede jorden, hvor min mor og far bedrev deres studier, og fordi mine forældre selv finansierede deres forskning, stod de ikke til regnskab for nogen og styrede fuldstændigt selv, hvordan de arbejdede, og hvad de ville studere. Min far var ekspert i padder, og min mor studerede sortbjørne. Da lavede tit sjov med, at min mor havde dobbelt så meget testosteron som min far – på grund af deres respektive felter, forstår du.”
Trevor smiler og noterer mine forældres joke på sin blok. “Hvad med dig, hvad kunne du bedst lide? Padder eller bjørne?”
“Jeg elskede alt, der bevægede sig,” svarer jeg diplomatisk, selvom sandheden er, at padder ikke rigtig siger mig noget, hvorimod jeg er lige så tosset med bjørne, som min mor nogensinde var, og altid vil være det. “Jeg var tit med, når mine forældre gik deres runder. Den ene dag sjappede jeg rundt i damme og bække med et myggenet over hovedet og i et par waders, som gik mig op til navlen, ligesom min far, og tog vandprøver og talte haletudser og fangede frøer, og næste dag sad jeg på hug sammen med min mor i hendes observationsskjul og så en 200 kilo tung sortbjørn snuse rundt i den lokkemad, vi havde lagt ud få meter borte.”
“Det lyder idyllisk.”
“Det var det også.”
Jeg kan ikke helt afgøre, om han virkelig mener det, eller om han er skeptisk og vil have mig til at underbygge det. Jeg håber ikke, jeg oversælger min barndom, og han tror, min erindring er farvet af ønsketænkning og tidens gang. Årene var om noget endnu mere idylliske end min beskrivelse af dem, fortryllende som et eventyr: vilde og smukke omgivelser, et bjælkehus, der nærmest var et slot, midt ude i en hemmelighedsfuld og uigennemtrængelig skov; kloge og kærlige forældre, der behandlede mig som en prinsesse og inddrog mig i deres arbejde, som om jeg var deres ligemand, og gav mig friheden til at gå på opdagelse, lære, vokse.
“Du havde det altså fint med at vandre alene rundt i skoven?”
“Det havde jeg. At trampe rundt i skoven på egen hånd var ikke anderledes, end når et storbybarn lærer at finde rundt i metroen.”
Han nikker, som om jeg har bekræftet noget vigtigt, selvom jeg ikke kan forestille mig, hvad det skulle være, og trækker derefter lærredstasken hen til sig og roder i den, indtil han finder et blankt papchartek frem.
“Jeg vil gerne vise dig noget. Det er en kopi af politirapporten. Uden billeder,” skynder han sig at tilføje. Han blader i chartekket, trækker et enkelt papirark frem og lægger det på bordet mellem os. “Lige dér.” Han prikker midt på siden. “Her står der om, da du var forsvundet.”
Han har selvfølgelig zoomet ind på det mest sensationelle afsnit i min historie, men hvis han håber på et scoop, er han lige præcis 15 år for sent på den. Hvem som helst kan google mit navn sammen med ‘forsvundet pige’ og finde massevis af artikler om dengang, fra formiddagsblade til landsdækkende aviser. forsvundet pige fundet! og mirakelpige overlever to ugers helvede i vildmarken – vender tilbage til civilisationen uden at kunne tale, og min personlige favorit: blev virkelighedens mowgli reddet af ulve?
“Ifølge rapporten var du allerede forsvundet, da politiet ankom,” siger han for at få mig i gang, som om jeg ikke selv kender min historie ned i mindste detalje. “De iværksatte en eftersøgning, men på det tidspunkt var jorden for nedtrådt til at se, hvilken retning du var forsvundet i. Om natten sneede det, hvilket ødelagde enhver chance for at finde dit spor næste morgen. Alligevel fortsatte eftersøgningen i dagevis – helikoptere, sporhunde, hele molevitten – selvom alle, som tiden gik, måtte indrømme, at du sandsynligvis var død.”
“Korrekt. Indtil en bilist fandt mig i grøftekanten langs hovedvejen to uger senere,” supplerer jeg i et forsøg på at komme hurtigt videre til det, jeg er kommet for at tale om.
“Liggende i grøftekanten uden hverken at kunne bevæge dig eller tale,” tilføjer han, hvilket jeg må medgive ham er en ret dramatisk detalje. “Men ser man bort fra det og lidt sår og skrammer, var du fysisk set forbavsende lidt medtaget. Men nu skal du høre, Rachel. Sagen er, at jeg er opvokset i Upper Peninsula. Jeg ved, hvordan vejret er i begyndelsen af november. Der er nattefrost, og når der også lå sne, burde det være fuldstændig udelukket, at du skulle kunne overleve i to uger på egen hånd. Men det gjorde du. Jeg ved, du ikke kunne huske noget dengang, men hvad med nu? Er der noget som helst, du kan fortælle mig? Hvad spiste du? Hvordan holdt du varmen? Hvor sov du?”
Han ser så forhåbningsfuld ud, at jeg fristet til at opdigte noget, som kan tilfredsstille ham og hans kommende læsere. Det slår mig, at jeg kunne fortælle ham hvad som helst, uden at nogen kunne sige mig imod. Desværre er de to uger lige så stort et mysterium for mig i dag, som de var dengang. Desuden kan jeg ikke fordrage, når folk ikke siger sandheden.
“Beklager, nej. Jeg kan stadig ikke huske noget. Mine behandlere forsøgte at hjælpe mig med at genvinde hukommelsen. Jeg tror, de opfattede mig som en personlig udfordring. Jeg var den gådefulde pige, et vildt barn som dukkede op efter at have været forsvundet i to uger uden nogen anelse om, hvor hun havde været, eller hvad hun havde lavet. Men i sidste ende måtte vi acceptere, at de dage er væk for tid og evighed.”
“Men er de nu også det? Siger forskerne ikke, at vi bibeholder alt, vi nogensinde har set eller hørt? Erindringen må ligge og rasle rundt et eller andet sted i dit hoved.”
“Altså, ja. Teknisk set har du ret. Jeg mente, at mine erindringer er væk i den forstand, at jeg ikke kan genkalde mig dem. Tro mig, vi har prøvet. Når man taler om minder i forbindelse med traumatiske oplevelser i barndommen, er man nødt til at forstå, at hjernen bearbejder dem anderledes end almindelige minder, og nogle gange kan de ligge så dybt begravet, at den pågældende person ikke selv er klar over, at grunden til, at de har det svært som voksen, i virkeligheden skyldes noget, de var udsat for som barn.”
Til gengæld fortæller jeg ham ikke, at jeg ikke har lyst til at kunne huske de dage, vi taler om, og aldrig har haft det, hvilket utvivlsomt er en stor del af forklaringen på mine behandleres kollektive fallit. Hvis det, der skete i løbet af de to uger, var så ubehageligt, at min hjerne har følt behov for at slette det af erindringen, vil jeg ikke vide noget om det.
“Kan du i det mindste ikke kaste et blik på den? Vil du ikke nok? Måske rusker det op i et eller andet at læse rapporten.”
Jeg tager imod chartekket, som han rækker mig, selvom en detaljeret redegørelse for, hvad der skete den dag, er noget nær det sidste, jeg har lyst til at læse; dybest set er det en belønning for at være kørt halvanden hundrede kilometer for at interviewe mig, og vi ved begge, at jeg ikke har givet ham ret meget. Jeg skimmer siderne i en fart og foregiver interesse, indtil jeg kommer til en stregtegning af et barn ved siden af en kæmpestor riffel, og så er jeg pludselig interesseret. Jeg læser det ledsagende afsnit:
Da datteren var blevet fundet, blev hun efterfølgende undersøgt af retsmedicineren, som ikke fandt spor efter nogen form for mærker på hverken arme eller overkrop, som kunne henføres til affyring af en Winchester Magnum. På grundlag af forholdetmellem våbnets størrelse og pigens højde og vægt, tillige med fraværet af fysiske beviser, konkluderede retsmedicineren, at datteren ikke affyrede riflen.
Mit hjerte dunker. Jeg lægger omhyggeligt chartekket fra mig på bordet, tørrer hænderne af i mine jeans og stikker dem ind under lårene for at få dem til at holde op med at ryste. Jeg forstår det ikke. Jeg skød min mor. Jeg slog hende ihjel – det ved jeg, jeg gjorde. Jeg har set mig selv stå med riflen og stirre ned på hende så uendelig mange gange.
Ikke desto mindre er der ingen grund til at tro, at afsnittet afspejler andet end kendsgerningerne. Hvem, der end skrev rapporten, har ikke kunnet opdigte det. Detaljerne er for konkrete. Det ville være for nemt at modbevise. Selv jeg kan se, at riflen på billedet – som ikke er den Remington, jeg ser for mig – er så stor, at det ville have været praktisk talt umuligt for 11-årige mig at løfte den.
På grundlag af forholdet mellem våbnets størrelse og pigens højde og vægt, tillige med fraværet af fysiske beviser, konkluderede retsmedicineren, at datteren ikke affyrede riflen.
Det er umuligt. Og alligevel ligger sandheden lige foran mig sort på hvidt.
Jeg dræbte ikke min mor. Det kunne jeg umuligt have gjort. Ifølge politirapporten affyrede jeg ikke engang den riffel.
Karen Dionne: Den onde søster
Rachel Cunningham er overbevist om, at hun er ansvarlig for sine forældres død og har derfor siddet i frivilligt eksil i 15 år på et psykiatrisk hospital.
Men efter nye oplysninger om mordene, må Rachel hjem for at lede efter svar i familiens hytte, der ligger isoleret i Upper Peninsulas skove i Michigan.
Familiens hjem er der, hvor Rachel altid har følt sig allermest tryg. Men i takt med at sandheden kommer frem om den skæbnesvangre dag, hvor hendes forældre blev slået ihjel, må Rachel indse, at et hjem kan være et sted fyldt med ubeskrivelig ondskab.
LÆS OGSÅ: Nervepirrende psykologisk thriller om fortidens ondskab. Smuglæs i Karen Dionnes Den onde søster
Du kan købe Den onde søster online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: