Fagbøger

Interview med Christina Vorre om De sidste øboere: Hvordan er det at bo på en ø helt alene?

I 2017 fortalte Christina Vorre i bogen Forladt historier fra 20 ubeboede danske øer. Mens hun researchede til bogen stødte hun på øer, hvorpå der stadig boede enkelte mennesker – og det inspirerede hende til at fortsætte fortællingen om de danske øer i bogen De sidste øboere.

Vi har mødt Christina Vorre til en snak om bøgerne og om, hvorfor Danmarks mange små øer bliver ved at fascinere.


Du har tidligere udgivet bogen Forladt, og nu kommer De sidste øboere. Hvad er det med de øer, der får dig til at vende tilbage?

Mens jeg arbejdede med Forladt, fandt jeg i min research ind imellem øer, hvor der stadigvæk boede nogen – bare ikke særlig mange: 2, 10 eller 18 mennesker. 

Da jeg var færdig med arbejdet med Forladt følte jeg, at der lå en uforløst fortælling dér. Altså: hvordan er det at bo på Hirsholmene, når du bor derude helt alene?

Hvad gemmer der sig af historier bag de her tal, jeg har set på i Danmarks Statistik? Hvem er det, der bor derude? Hvad er det for et liv? Det er jo lige skridtet inden øen bliver forladt. Det er måske de sidste livskramper – og så alligevel ikke nødvendigvis, for nogle af øerne prøver jo at overleve.

LÆS OGSÅ: Forladt. På rejse til en ubeboet ø i Danmark

Havde du udvalgt øerne på forhånd – eller hvad så du på, når du skulle finde øerne til De sidste øboere

For det første, så skal der bo så få som muligt på øerne i dag – men der skal have været et samfund der engang, så øen skal have oplevet en reduktion i befolkningstallet. Det gælder fx Hirsholmene, hvor der har boet i omegnen af 250 mennesker, og hvor der i dag kun er den her ene mand tilbage. 

Christina Vorre, De sidste øboere, hirsholmene
Christina Vorre i samtale med Jørgen Nielsen fra Hirsholmene. Photo credit: Jesper Vorre

Desuden har jeg forsøgt at vælge øerne geografisk, så jeg kom hele Danmark rundt. Og så er jeg gået efter de gode historier: spændende menneskefortællinger, men også øer, som har en spændende historie.

På den måde er jeg endt ud med ti vidt forskellige øer, og man kommer faktisk vidt omkring i Danmarkshistorien i både det lille og det store billede.

Du har researchet i lokalhistoriske arkiver om de enkelte øers historie, og så har du talt med nogle af de tilbageværende øboere. Kendte du nogle af historierne på forhånd – altså: øernes eller de menneskelige skæbner?

Nej, arbejdet med bogen har været en ren opdagelsesrejse for mig. Altså: jeg havde da hørt om Mandø før, men jeg kendte ikke noget til Mie eller Karin [nogle af de få beboere på Mandø, red.] så det har været spændende at gå på opdagelse.

Er der noget, der har overrasket dig undervejs?

Ja, det har overrasket mig, hvor hårde livsvilkår og barske skæbner, nogle af øboerne beretter om.

Det er svære ting, folk har snakket med mig om: At deres barn eller deres far er druknet. Eller at de føler at deres lokalsamfund er ved at uddø – og det bor virkelig dybt i mange af dem, fordi deres familier har boet der i flere generationer.

Er der skæbner, der har gjort særligt stort indtryk på dig?

Den første ø, jeg gik i gang med at researche på, var Mandø. Og det er nok også den, der har ramt mig hårdest, for den har virkelig haft hårde vilkår. 

Mandø har været en del af den søfartskultur, som prægede hele området i Vadehavet, hvor man tog til Hamburg, til København og var ude og sejle i flere år. Og fik man efter én tur tilbudt hyre på et nyt skib, så slog man til, for man skulle jo bare tjene penge. 

Dengang havde man jo ikke moderne kommunikationsmidler, så der har jo siddet nogle familier derhjemme og ikke vidst, hvornår eller om deres far eller bror eller søn kom hjem. Ofte har de ventet på nogen, der skulle komme hjem og ikke gjorde det – men det var ikke nødvendigvis fordi de ikke var i live, de havde bare fået hyre på et nyt skib. Og så var der andre, der aldrig kom hjem. Men familierne derhjemme vidste det ikke.

Christina Vorre, De sidste øboere, Mandø
Mandø. Photo credit: Jesper Vorre

Mandø har også oplevet mange strandinger og mange døde søfolk er drevet i land dér. Så øen rummer mange skæbner, og havets barske realiteter er et vilkår, man altid har kendt og stadig er bevidst om.

Kirken på Mandø har altid to kister stående parat.

Karin, som jeg talte med på Mandø, fortalte også, at hvis man hører, at der er nogen, der mangler – at nogen er faldet over bord eller der er sket en ulykke på havet – så holder man øje. Når man kører over Låningsvejen til Mandø, så kigger man lige om der ligger nogen. Det er bare sådan, det er. Og det lyder jo vildt, når man ikke er vant til det.

Så er der Mie på 96, som flyttede til Mandø med sin mand og sin søn, da hun var ung. Mies søn druknede på vej hjem til Mandø fra fastlandet – han var på vej hjem for at se sin mor i dilletantkomedien. Men da jeg spørger hende, om der er noget, hun har fortrudt eller om hun nogensinde har villet flytte fra Mandø, så svarer hun “Nej! Jeg har aldrig fortrudt det!”. Trods at hendes dreng er død. Det synes jeg også er en fascinerende historie.

Foruden drukneulykker – og dem er der eksempler på fra flere af øerne – så er der i det hele taget ret dramatiske historier knyttet til mange af øerne: Én har oplevet gidseldrama og er senere forsøgt besat; en anden blev revet midt over af en storm, der ikke efterlod sig noget levende tilbage. Er der simpelthen noget ved øer, der appellerer til så megen drama?

Jeg tror, mange har den der: årh, jeg gad godt eje en ø! Det er noget specielt: man har et afgrænset område, hvor man kan udleve sit eget lille paradis – men det paradis kan bare hurtigt også blive til et fængsel. Man bliver afgrænset i sine muligheder. 

Og for nogle af de her ø-skæbner, jeg fortæller om, så HAR det været et fængsel. Så er man blevet placeret på en ø uden at man egentlig har haft lyst til at være der. Det beskriver jeg i Forladt med Sprogø. Og det beskriver jeg i De sidste øboere med udgangspunkt i Livø.

Livø er jo ret spændende. Der er nok mange der ved, at der har været placeret mænd på Livø, men jeg vidste ikke, at der havde været en gidselaktion på øen, inden jeg gik i gang med min research, så det overraskede mig. Jeg vidste heller ikke, at den havde været besat af hippier. Så netop Livø har faktisk en ret broget historie. Og så er den i dag en totalt fredfyldt, økologisk landbrugsø, som lever i harmoni med resten af øen. Eller: det var den, indtil det for kort tid siden blev besluttet politisk, at det skal den ikke være længere. Så det er en ø, som lidt lever “til låns”, fordi den er ejet af staten, så det er staten, der afgør dens skæbne.

Livø, Christina Vorre, Jesper Vorre, De sidste øboere
Livø. Photo credit: Jesper Vorre

Det gælder i øvrigt også andre af øerne: Hirsholmene er ejet af Naturstyrelsen, og der er ikke fiskere og et lokalsamfund til at få øen til at køre rundt længere. Så hvis Naturstyrelsen en dag siger stop, så er det det. Ertholmene er ejet af Forsvarsministeriet, så de lever også på andre betingelser end et normalt lille samfund.

Der er stor forskel på de øer, du har besøgt – og der er forskel på øboerne. Én af forskellene er den, at du i bogen skelner imellem øboere og tilflyttere – og jeg fornemmer, at det gør øboerne også selv?

Ha, ja, det er faktisk sjovt. Altså, noget af det første jeg gør, når jeg i min research skal have fat i nogen på, lad os sige: Skarø, så finder jeg en vej ind.

På Skarø fandt jeg en mand, der hedder Preben, som er guide på øen, og han er ikke oprindeligt øboer – hvilket han hurtigt gjorde mig opmærksom på! Og jeg skal have fat i en RIGTIG øboer, som han siger.

Der er et skel mellem dem, der er flyttet til, og dem der har boet der i flere generationer, og det er de meget bevidste om – men det er altså ikke nogen dårlig ting at være tilflytter, ikke længere. Når man er så få fastboende på en ø, så må man holde sammen, det er et vilkår. 

Men man kan altså godt være tilflytter, selvom man har boet på øen i 60 år!

Og så er der forskel på sæson-øboerne – fx sommerhusgæsterne – og fastboerne. Skal man være gjort af et særligt stof, for at kunne være fastboende øbo?

Ja, i den forstand at det der hurtighedssamfund: jeg kan få alt, jeg vil have lige med det samme – det kan man ikke. Brugsen har ikke åbent eller kun åben få timer i ugen udenfor sæsonen – og når den sidste færge er sejlet, så er den sejlet. På Hirsholmene sejler færgen fx om vinteren kun én gang hver fjortende dag – den ene vej! 

Så ja, de fastboende øboere kan nok udholde mere og nøjes med mindre.

De sidste øboere, Christina Vorre, Jesper Vorre
Christina Vorre interviewer Rikke Hansen fra Frederiksø (Ertholmene). Photo credit: Jesper Vorre

Du bor og arbejder i Aarhus, men: Kunne du se dig selv som fremtidig øbo?

Jeg kan godt se fordelene i ø-livet: ro på, slow living og alt det der – men det ville være vildt at flytte en børnefamilie til nogle af de øer, jeg har besøgt, og nogle af dem er så uddøde, at det kan man faktisk ikke.

Men jeg har talt med min mand om det – han har været med som fotograf på turene. Vi har talt om, hvilken ø, vi gerne ville bo på, hvis vi skulle vælge en.

Jeg kunne godt se mig selv på Mandø, fordi det er relativt nemt at komme til og fra øen. Jeg tror, han var mere til Baagø, som ligger tæt på Assens, og der sejler en færge ret tit. Og Baagø er forholdsvist billigt, skulle jeg hilse at sige… og så er der vandudsigt fra næsten alle husene.

Christina Vorre, De sidste øboere, Jesper Vorre, Baagø
Udsigt fra Baagø. Photo credit: Jesper Vorre

Efter at have besøgt 20 forladte, danske øer har du nu besøgt 10 sparsomt beboede danske øer. Har du simpelthen holdt samtlige dine ferier de sidste mange år på danske øer?

Haha, ja, lige præcis! Det gode ved denne gang at besøge øer, hvor der faktisk boede mennesker var, at der var butikker på nogle af øerne, så børnene kunne faktisk godt få en is. Dét var lykken.

Og der er jo flere øer derude, som jeg helt sikkert også skal ud og besøge. Om det så også bliver til flere bøger? Det må tiden vise.




De sidste øboere af Christina Vorre

Christina Vorre, De sidste øboere, udkantsdanmark, danske øer,

Rundt omkring i det danske land findes øer, hvor befolkningstallet igennem det sidste århundrede har været faldende. I De sidste øboere fortæller Christina historier fra følgende øer: Birkholm, Baagø, Christiansø/Frederiksø, Hirsholmene, Hjortø, Livø, Mandø, Skarø, Vejrø og Saltholm.

Nogle af øerne er næsten affolket, mens andre stadig kæmper for deres overlevelse. Christina Vorre beskriver nogle af de sidste øboeres tilværelse, men har også den historiske baggrund med: Hvordan var her at bo engang? Og hvorfor er det gået, som det er gået?

Du kan købe De sidste øboere online her eller i din lokale boghandel fra den 24. juni.