Aktuelt Indefra

BOGFORUM AFLYST: Sådan kommer læsere og forfattere alligevel til at mødes dette efterår

Bogforum aflyst

Lindhardt og Ringhof og Carlsen tager deres bogaktuelle forfattere med rundt i hele landet for at møde læserne, efter Bogforum 2020 i Bella Center er blevet aflyst.


“Det bliver selvsagt anderledes end den store bogmesse, når vi tager på turné rundt i Danmark. Vi er ærgerlige over, at Bogforum bliver udskudt til 2021, men vi har hele tiden vidst, at det var en risiko. Derfor har vi hen over sommeren planlagt, hvordan forfattere og læsere kan mødes alligevel,” siger Lindhardt og Ringhofs adm. direktør Lars Boesgaard.

“I samarbejde med Third Brand og Nordisk Film Biografer kommer forfattere som Leif Davidsen, Merete Pryds Helle, Maren Uthaug og mange flere rundt i landet, bl.a. til en række interviews i biografsale i Esbjerg, Kolding, Lyngby og Hillerød m.fl., lige som børnefavoritter som Sebastian Klein og Naja Münster ruller ud i landet. Læserne i hele Danmark får masser af mulighed for at møde vores forfattere, som har udgivet nye bøger i 2020,” fortæller Lindhardt og Ringhofs arrangementschef, Lotte Lykke Simonsen.

Billetter til arrangementerne bliver sat til salg på kino.dk, og Lindhardt og Ringhof griber dermed chancen for at samarbejde med to andre selskaber i Egmont:

“Vi er glade for samarbejdet med Lindhardt og Ringhof,” siger Casper Bonavent, direktør for Nordisk Film Biografer Danmark: “Det er sjovt at tænke biografsalene som kulturhuse for mere end store filmoplevelser, og vi har jo de mest attraktive faciliteter og placeringer i hele landet til at afvikle sådan nogle arrangementer. Samtidig kan vores biografer afvikle det sikkert i forhold til Covid-19.”

De to forlags forfattere vil også besøge en lang række boghandlere og biblioteker; bl.a. til krimidage i Horsens og Holbæk, arrangementer i litteraturbaren BRØG, et kæmpe Bogbanko-arrangement på Nordisk Film og flere bogfestivaler.

“Det bliver fantastisk at komme rundt i Danmark med forfatterne. Men vi glæder os over, at Bogforum er tilbage i 2021. Hvilke andre brancher i Danmark kan samle så mange betalende gæster i løbet af en enkelt weekend – det har udviklet sig til en kæmpe national begivenhed, som vi skal passe rigtig godt på, så den også findes fremover,” siger Lindhardt og Ringhofs administrerende direktør Lars Boesgaard.

På BOG.DK bliver alle arrangementerne løbende annonceret.