Aktuelt Indefra

Aldrig alene. Lindhardt og Ringhof sætter fokus på fællesskabet i bøgernes verden

aldrig alene, lindhardt, lindhardt og ringhof, bogforum

Kender du følelsen af at læse en bog, lukke den og føle dig klogere på både dig selv og verden? Så ved du, hvad vi mener, når vi siger: Med bøger er du aldrig alene.

De fleste bogelskere kender glæden ved at møde én, der er lige så begejstret for bøger som dem selv – eller føle sig forstået af en forfatter, de aldrig har mødt personligt. Det er et fællesskab, der rækker på tværs af tid, sted og køn.

Litterær forlagschef Gyrith Ravn siger:

”Du er aldrig alene i bøgernes verden:

Så snart du åbner en bog, er du i selskab med nogen; måske nogen, du kan spejle dig i – eller måske er du på udebane og skal igennem oplevelser, du ikke vil få i dit eget liv. Uanset hvad, så vil du efter endt læsning være en erfaring rigere – og have gjort dig nye bekendtskaber undervejs.

Og hvis du er rigtig heldig: så står der nogen klar i din egen virkelighed og venter spændt på at tale med dig om bogen, når du har vendt sidste side.”

LÆS OGSÅ: Nye bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger

Gennem bøgerne får vi læsere ord på tanker, vi måske vidste, vi havde, men ikke hvad vi skulle kalde. Vi får muligheden for at få indblik i en bestemt periode i historien, en anden kultur end vores egen, et andet køn, en anden familie, en anden fremtid – fortsæt selv listen.

Hvis du spørger os, er der intet bedre end den følelse af at høre hjemme i en bog … så skulle det da lige være at tale med én, der blev berørt af samme bog! Det er en særlig form for fællesskab – et fællesskab, der altid står klar fra første side.

Direktør for Non-fiktion Trine Ravn siger:

“Min gamle farfar elskede bøger. Han omgav sig med bøger, blev klogere af dem, var altid godt underholdt og fulgte med i det nye, der blev udgivet. Efter min farmor døde, var jeg en overgang urolig for, at han skulle føle sig ensom. Da jeg forsøgte at tale med ham om det, sagde han:

”Ensom. Jeg føler mig aldrig ensom! Jeg har jo mine bøger.”

Derfor sætter Lindhardt og Ringhof i år fokus på bøgernes stærke fællesskab. For én ting er sikkert, selvom du læser alene, er du som læser:

Aldrig alene

aldrig alene, lindhardt, lindhardt og ringhof, sofie raphael