Hvorfor læser du? Hvad er dit første minde om læsning? Og dit bedste?
Lindhardt og Ringhof slår et slag for læsning. Under overskriften BOGEN SAMLER TANKERNE har vi bedt en lang række mennesker med et forhold til bøger fortælle om, hvad læselyst og læseglæde betyder for dem.
Læs med – og vær med i samtalen om, hvad læsning betyder for dig, for os og for vores samfund.
Af Anne-Cathrine Riebnitzsky
Det var min mor der lærte mig at læse. Selvfølgelig gik jeg i skole, hvor jeg havde læsebøger. Søren og Mette så en so. Men det var ikke særlig spændende. For at være helt ærlig.
Min mor og far havde rigtig mange bøger. Høje reoler og masser af bøger. Jeg havde fundet en bog med en virkelig flot tegning af en hest på forsiden. Det var Mary O’Hara’s roman Min ven Flicka. Den læste min mor højt for mig, når hun havde tid. Jeg gik i 5. klasse og jeg var stadig ikke særlig god til at læse. Men jeg ville så gerne vide, hvad der skete med drengen Ken og føllet Flicka. De gennemlevede simpelthen de mest utrolige ting, de to. Jeg syntes, jeg kunne genkende det. Ken boede jo på landet, ligesom jeg gjorde. Der var godt nok bjerge, og dem havde vi ingen af på Sydfyn, men jeg forstod det hele. Stalden, bakkerne, hestene, den vilde natur.
En eftermiddag havde min mor ikke tid til at læse højt for mig og jeg tog bogen og satte mig i stuen og kæmpede med teksten. Jeg ville vide, hvad der skete. Jeg stavede og stavede.
På en måde er det lige som at cykle. Man kan faktisk cykle, før man selv er klar over det. Man holder balancen nogle sekunder og så kører man ind i hækken. Man prøver igen og igen. Og langsomt lykkedes det at komme ind i teksten. At tvinge min hjerne til at forvandle de sorte bogstaver til ord.
Hele Kens verden og alle hans oplevelser med den smukke hest Flicka foldede sig ud. Jeg havde fået nøglen til den verden, som Ken boede i. Jeg kunne lukke døren op og gå ind og se, hvad der nu skete. Det var fuldstændig fantastisk. Jeg græd, da hesten var ved at dø. Min mor kom og læste et stykke videre, fordi jeg var træt og så ulykkelig. Da der atter var håb for Ken og hans hoppe, Flicka, læste jeg selv videre. Den bog lærte mig simpelthen at læse. Med min mor som støttende hånd. Hvilket er ret sejt, for hun havde egentlig fået at vide i skolen, at hun var ordblind, og hun staver stadig temmelig kreativt. Men hun lærte altså en forfatter at læse.
Jeg synes, at læsning er dybt fascinerende. Selve processen er utrolig. En kode, som vi har aftalt med hinanden, og som – når vi øver den – bliver så naturlig for hjernen, at vi næsten ikke tænker over den.
Og med denne ret simple kode kan vi skabe ting, beskrive ting og skabe ideer og store fantastiske universer. Dyr, der slet ikke findes, har vi sågar ord og koder for. Hest, vinger, Pegasus. Vi har ord og de ord bliver til billeder indeni. Ordene bliver til fortællinger, og de fortællinger gør, at vi kan forstå hinandens liv. Når vi forstår hinandens verdener og hvad andre tænker og føler og hvordan de oplever verden, så er der skabt grundlag for en bedre verden. Helt enkelt.
Når du læser, besøger du andre menneskers liv, tillader dig selv at lytte, lære og leve deres liv.
Det hedder tværkulturel forståelse på fint. Og det er faktisk fredsbevarende.
BOGEN SAMLER TANKERNE
Hvorfor læser du? Hvad er dit første minde om læsning? Og dit bedste?
Lindhardt og Ringhof slår et slag for læsning. Under overskriften BOGEN SAMLER TANKERNE har vi bedt en lang række mennesker med et forhold til bøger fortælle om, hvad læselyst og læseglæde betyder for dem.
Læs med – og vær med i samtalen om, hvad læsning betyder for dig, for os og for vores samfund.
Af Anne-Cathrine Riebnitzsky
Det var min mor der lærte mig at læse. Selvfølgelig gik jeg i skole, hvor jeg havde læsebøger. Søren og Mette så en so. Men det var ikke særlig spændende. For at være helt ærlig.
Min mor og far havde rigtig mange bøger. Høje reoler og masser af bøger. Jeg havde fundet en bog med en virkelig flot tegning af en hest på forsiden. Det var Mary O’Hara’s roman Min ven Flicka. Den læste min mor højt for mig, når hun havde tid. Jeg gik i 5. klasse og jeg var stadig ikke særlig god til at læse. Men jeg ville så gerne vide, hvad der skete med drengen Ken og føllet Flicka. De gennemlevede simpelthen de mest utrolige ting, de to. Jeg syntes, jeg kunne genkende det. Ken boede jo på landet, ligesom jeg gjorde. Der var godt nok bjerge, og dem havde vi ingen af på Sydfyn, men jeg forstod det hele. Stalden, bakkerne, hestene, den vilde natur.
En eftermiddag havde min mor ikke tid til at læse højt for mig og jeg tog bogen og satte mig i stuen og kæmpede med teksten. Jeg ville vide, hvad der skete. Jeg stavede og stavede.
Hele Kens verden og alle hans oplevelser med den smukke hest Flicka foldede sig ud. Jeg havde fået nøglen til den verden, som Ken boede i. Jeg kunne lukke døren op og gå ind og se, hvad der nu skete. Det var fuldstændig fantastisk. Jeg græd, da hesten var ved at dø. Min mor kom og læste et stykke videre, fordi jeg var træt og så ulykkelig. Da der atter var håb for Ken og hans hoppe, Flicka, læste jeg selv videre. Den bog lærte mig simpelthen at læse. Med min mor som støttende hånd. Hvilket er ret sejt, for hun havde egentlig fået at vide i skolen, at hun var ordblind, og hun staver stadig temmelig kreativt. Men hun lærte altså en forfatter at læse.
Og med denne ret simple kode kan vi skabe ting, beskrive ting og skabe ideer og store fantastiske universer. Dyr, der slet ikke findes, har vi sågar ord og koder for. Hest, vinger, Pegasus. Vi har ord og de ord bliver til billeder indeni. Ordene bliver til fortællinger, og de fortællinger gør, at vi kan forstå hinandens liv. Når vi forstår hinandens verdener og hvad andre tænker og føler og hvordan de oplever verden, så er der skabt grundlag for en bedre verden. Helt enkelt.
Det hedder tværkulturel forståelse på fint. Og det er faktisk fredsbevarende.
LÆS MERE OM BOGEN SAMLER TANKERNE HER
Andre læste også: