Børnebøger Carlsen

De største fodboldlegender: Allan Simonsen

De største fodboldlegender: Allan Simonsen

Hvor meget ved du om de største fodboldlegender? I sin nye bog De største fodboldlegender skriver Christian Boisen om verdens største fodboldstjerner. Du får både facts, historier og billeder af de store fodboldmestre, så din fodboldviden bliver større end nogensinde.

En af de fodboldspillere Christian Boisen præsenterer er faktisk en dansker. Nemlig den legendariske Allan Simonsen. Hvis du ikke kender ham, kan du læse mere her – eller spørge din far. Han kender ham nemlig helt sikkert!


Allan Simonsen – Den første rigtige danske verdensstjerne

Han er den eneste spiller fra Skandinavien, der har vundet Ballon d’Or. Han er også den eneste spiller i fodboldhistorien, der har scoret i alle de tre store europæiske cupfinaler for klubhold. Han scorede i Europa Cup-finalen for mesterhold, i to UEFA Cup-finaler og i Europa Cup-finalen for pokalvindere. Da UEFA Cuppen og pokalvindernes finale i dag er slået sammen til Europa League, vil Simonsens rekord aldrig blive tangeret.

Den mindste blev den største

Ingen havde regnet med, at den lille, spinkle fyr skulle blive en af verdens bedste spillere. Da han som 20-årig kom til sin første træning i sin nye tyske klub Borussia Mönchengladbach, kiggede medspillerne på ham og spurgte så deres træner, om klubben var begyndt at hente spillere fra børnehaven. Danskeren var 165 centimeter høj og vejede 55 kilo. Ikke meget større end en dreng var han. Men Allan Simonsen var ligesom Den grimme ælling i eventyret.

Navn Allan Rodenkam Simonsen
Fødselsdag 15. december 1952
Land Danmark
Højde 165 cm
Klubber Vejle Boldklub, Borussia Mönchengladbach, FC Barcelona, Charlton, Vejle Boldklub
Position Angriber, offensiv midtbane

De stoerste fodboldhelte_TRYK_280416

Danskeren scorede et af de bedste mål i Champions League-historien med et langskudsprojektil i finalen i 1977. Det var med venstre, men han var lige så god med højre. Han var ekstremt hurtig, dødbringende foran mål, havde en vidunderlig sparketeknik og evnen til at forudse spillet, så han altid var et splitsekund foran modstanderen. Hans styrke i luften var nærmest ufattelig, og han hoppede ofte højere end forsvarsklipper på to meter. Han lagde op til medspillernes mål med brillante frispilninger. Og han var iskold, når det var allermest afgørende. Simonsen havde evnen til at score mål, der afgjorde de allerstørste kampe. Gang på gang.

De stoerste fodboldhelte_TRYK_280416

Så god var han

For et par år siden spurgte jeg nogle af de største fodboldstjerner om, hvor god danskeren egentlig var. Michel Platini, der spillede samtidig med Allan Simonsen og selv vandt Ballon d’Or tre gange:

„Allan var i sandhed en utrolig spiller. Jeg husker tydeligt hans fantastiske dribleevner og hurtighed og selvfølgelig hans lynende afslutninger som det langskudsmål, han scorede i Europa Cup-finalen i Rom mod Liverpool i 1977. Allan tilhører i sandhed den meget eksklusive gruppe af spillere, som har bidraget til at gøre europæisk fodbold til det, den er i dag.“

Franz Beckenbauer, der vandt Ballon d’Or to gange og blev nummer to to gange: „Det, jeg husker fra mine kampe mod Allan, er, at han var virkelig svær at stoppe. Han var en verdensklassespiller, meget begavet, en stærk dribler og dygtig målscorer. Han havde evnen til at score afgørende mål i de vigtigste kampe. Hvor god han var? Han blev kåret til Europas bedste spiller. Han var den første rigtige danske verdensstjerne.“

Danmarks tidligere landstræner og landsholdslegende Morten Olsen: „Det er svært at sætte ord på, hvor god Allan var. Til de unge mennesker og andre, der måske ikke husker så godt, vil jeg nøjes med at sige, at han blev valgt til Årets Spiller i Europa. Det siger alt. Vi taler om en storspiller. Jeg har tit tænkt – og det ved jeg, mange af de andre spillere på firserlandsholdet også har: Hvad kunne det ikke være blevet til med os, hvis Allan ikke havde brækket benet under EM i 1984? Hold da op! Jamen så ville vores offensiv være så stærk, at Michael Laudrup måtte på bænken. Allan havde kæmpe betydning for landsholdets store succes i firserne. Han var en banebryder, fordi han kom som international storspiller, og han gav os selvtillid. Han var en kulturbærer, som medspillerne kunne se op til. Her taler jeg i høj grad også om mennesket bag fodbolden. Allan var ydmyg og sloges for holdet, også når det ikke lige kørte, og samtidig havde han en stærk tro på og tillid til sine egne formidable evner.“


De største fodboldlegender

fodboldlegender
I denne bog kommer du helt tæt på de 25 største fodboldlegender. Fra Messi og Cristiano Ronaldo til Beckenbauer, Yashin og Johan Cruyff, der har haft stor indflydelse på, hvordan fodbold spilles i dag. Bliv klogere på deres overmenneskelige evner på banen, se fotos og hør historierne fra de største øjeblikke i fodboldens historie.

CARLSEN er børnenes forlag. Vi udgiver bøger, som giver børn lyst til at læse, bladre, lytte og snakke. Fra den første pegebog i pap over sjove billedbøger til ungdomsromaner og fantasy.