Mikkel Kryger har skrevet den bog, han selv manglede, da han blev far. Begynd din læsning her.
Med humor og generøs åbenhed fortæller tv-vært Mikkel Kryger om alt det hårde, sjove og sårbare, som farlivet byder på, men som sjældent bliver italesat. Han fortæller om graviditeten, fødslen, sommerferierne og hverdagene fra en fars perspektiv – og håber på at andre kan kende sig selv i det store kaos af lykke, tvivl og tårer, som hører et forældreskab til.
LÆS OGSÅ: Mikkel Kryger: Jeg har skrevet den, fordi jeg selv stod og manglede sådan en bog, da jeg blev far
Mikkel Kryger (f. 1083) er far til tre små børn på 8, 5 og 2 år. Han startede sin karriere som vært på en række radio- og tv-programmer på DR. Siden 2012 har han været vært på Go’ Morgen Danmark, hvor han i stadig stigende grad står for historierne om børn og familieliv.
Læs et uddrag af hans nye bog Vægten af et menneske her.
Vægten af et menneske
af Mikkel Kryger
Hvor er du heldig!
Al frygten, tvivlen, forventningerne og det skønne i at være forælder taler vi fædre ikke helt lige så meget om, som mødrene gør. Vi er endnu ikke nået dertil, hvor det er lige så naturligt for en far at tage fat på sådan en samtale, som det er for en mor.
Men jeg begynder at ane en tid, hvor samtalen er begyndt, og hvor fædrene bliver mere og mere synlige. Med delt barselsordning, dadfluencers på Instagram og YouTube og podcasts om store og små problemer i familielivet specifikt henvendt til fædre.
Flere fædre tør at stille sig op og fortælle om de sårbare dele af faderskabet, som for eksempel fødselsdepressioner, men også om det, man næsten kan kalde hverdagssårbarheden. Altså alt det, der ikke er samtaler på baggrund af kæmpe kriser.
Denne bog tilhører den sidste kategori. Det er refleksioner fra en, der er blevet far tre gange, som lægger alle kort på bordet og fortæller om magi og utilstrækkelighed i ét stort kaos af komplet lykke, tvivl og tårer.
For nylig fandt jeg en bog fra det år, jeg selv er født, 1983. Du skal være far hed bogen, og heri stod dette fantastiske afsnit:
”Graviditeten og jeres barns fødsel vil ændre jeres parforhold og jeres holdning til tilværelsen. Du får måske visse graviditetssymptomer – irritabilitet, nervøsitet og kvalme. Men det at blive far bærer lønnen i sig selv.”
Ja, det er det hele værd. For at blive far er det mest udviklende, jeg nogensinde har prøvet. Det er skønt, magisk, vidunderligt, pisse hårdt og angstfremkaldende. Den ultimative kærlighedserklæring mellem din partner og dig. Og ubetinget kærlighed mellem dine børn og dig. Men noget af det mest naturlige i verden er faktisk også vildt svært.
Det er ikke det med at elske sine børn, der er svært. Jeg er vild med mine børn, ligesom andre fædre også er vilde med deres. Det, der er svært, er at finde sine ben at stå på i et familieliv, hvor du ofte i begyndelsen kan komme til at sætte dig selv udenfor. Alene fordi du er far og ikke mor.
Følelsen af at være far og af at være værdifuld får du ikke nødvendigvis under graviditeten. Og heller ikke nødvendigvis med det samme, du står med dit barn i armene. Det er ikke dig, der går igennem en graviditet og en fødsel, og du kan godt komme til at føle dig helt uden for den boble – også lang tid efter fødslen.
For alt kan i princippet klares uden dig. Det er selvfølgelig sagt med et smil. Ikke desto mindre er det jo sandt. Som fædre kan vi nogle gange komme til at undervurdere vores egen værdi. Og føle os ubetydelige, ligegyldige og tilovers. Det har jeg også selv prøvet.
Men så tænker jeg på min egen far, og hvor meget han rent faktisk har betydet for mig og stadig betyder for mig i dag. Og så er det, jeg begynder at indse, præcis hvor stor værdi jeg har for mine børn som deres far.
Du kommer til at spille en kæmpe rolle for dit barn, og du er meget vigtig i dit barns liv. Det er alt for nemt at trække sig og blive derude på sidelinjen. Derude er det bare ikke særligt fedt at være. Så tag pladsen, og giv dig selv betydning.
Det gør mig glad og stolt, når fædrene begynder at fortælle og fylde mere i rummet. Det rum vil jeg gerne bidrage til, så vi kan rykke endnu tættere på hinanden. Ikke bare i forhold til børnene og partneren, men i forhold til alle de andre fædre derude.
Fædre går lige så meget op i at være forældre, som mødre gør, og en far har lige så mange følelser buldrende inden i sig, når man står og kigger på en positiv graviditetstest, der balancerer på håndvasken.
Inden du for alvor går i gang med at læse om alt det forunderlige og forvirrende og det voldsomt udviklende i at blive nogens forælder, er det vigtigt at sige, at bogen er skrevet med udgangspunkt i mig selv og min familie, som består af en mor, en far og tre børn.
Men mange af følelserne og refleksionerne kunne i princippet lige så godt tilhøre en mor eller en partner og med en familiekonstellation, der er anderledes end vores. Jeg har blot talt og reflekteret ud fra den position, jeg har. Altså som far.
Man er så fuld af bekymringer og fuld af frygt, når man skal til at være far, og man har alle mulige tanker og forventninger om, hvordan det bliver. Og man glemmer indimellem den kæmpe gave, det er at blive forælder. At der sidder et lille barn, der læner sig op ad dig og kalder dig ”far”.
Det er fuldstændig magisk. Hvor er du heldig, at du får lov til at være nogens far og at være forbundet med et andet menneske for resten af dit liv.
Bob: The most terrifying day of your life is the day the first one is born.
Charlotte: Nobody ever tells you that.
Bob: Your life, as you know it … is gone. Never to return. But they learn how to walk, and they learn how to talk … and you want to be with them. And they turn out to be the most delight- ful people you will ever meet in your life.
Lost in Translation, 2003
Kapitel 1
Nye fædre, gamle fortællinger
Forestillingen om en far
Min ældste søn, Max, var ikke mere end et par år gammel, da jeg begyndte at skrive en masse tanker ned om det at være far. Alle noterne lå i ét stort rod på min telefon og indeholdt alt, lige fra oplevelser i sundhedsvæsenet, hvor jeg som far ofte blev placeret ude i periferien, til alle de tåbelige ting, man gør som forælder for krampagtigt at holde fast i venneaftener, spontane aftaler og ikke mindst søvn.
Mellem noterne blandede der sig også refleksioner om min barndom og min egen fars måde at være far på og om tvivlen om at gøre det godt nok selv. Kort sagt alt det, der følger med den livsomvæltende oplevelse, det er at blive far.
Fem år, yderligere to børn og endnu flere rodede noter senere vidste jeg, at alle skriblerierne ikke bare skulle ligge og sejle rundt i min telefon. De skulle samles, foldes ud og bruges til noget: en bog om det at være far.
Ikke en bog fyldt med gode råd, for dem har jeg ikke mange af, men en bog, der turde tage fat i alt det, der også er svært ved at blive far. Blandt andet tvivlen, det sårbare og angsten, der fulgte med mig, da jeg blev far første gang, og som ikke har sluppet mig siden.
Min hustru, Mill, har altid haft veninder, veninders veninder og mødregrupperne at vende sine tanker med. Det har altid undret mig, at kvinderne i mødregruppen kunne fortælle hinanden de mest intime ting hen over bollerne og kaffen, 10 minutter efter at de havde mødt hinanden første gang.
Det var, som om de fik skabt et rum med en tolerance og en rummelighed over for hinanden med det samme, mens jeg aldrig selv talte lige så frit med mine venner om det, der var svært. Selv ikke venner, jeg havde kendt det meste af mit liv. Det havde jeg lyst til at udfordre.
For jeg manglede ofte et sted, hvor der var plads til de dybere samtaler og refleksionerne over farlivet. Og jeg ville prøve at undersøge, om andre fædre havde det på samme måde som mig. For det er, som om vi har glemt, at det er præcis lige så gennemgribende for ens liv på alle planer at blive far, som det er at blive mor. Jeg vil jo gerne være lige så meget far, som Mill vil være mor. Vi taler bare ikke særligt meget om det.
Jeg besluttede mig for i første omgang at teste det af i min egen vennekreds. Vi skulle inden længe holde julefrokost, og der ville jeg midt mellem første og anden snaps sætte ind og prøve at lufte nogle andre emner, end dem jeg normalt kaster på bordet. Nogle lidt mere følsomme af slagsen for at se, hvordan mine venner tog imod det.
Julefrokosten
Den årlige julefrokost har de sidste mange år set ud på stort set samme måde. Otte gamle venner fra Lyngby samles en dag i december – alle en smule tungere, lidt mere tyndhårede og en del mere trætte, siden vi driblede rundt som 10-årige på græsplænerne i Lundtofte Boldklub.
Først mødes vi til en fælles aktivitet, som en af os har sørget for at arrangere: fægtning, vinterbadning, airhockey, curling, så længe det indeholder et eller andet fysisk element, inden vi propper os med mad om aftenen. Hvordan man tolker det med det fysiske, er der vide grænser for. Og nogle påfund er sundere end andre.
Ét år sejlede vi for eksempel rundt i Københavns kanaler midt om natten i nogle tvivlsomme store baljer med varmt vand i, som et flydende badekar, med en øl i den ene hånd og en hotdog i den anden. Hottub-Ole, som arrangøren blev kaldt, lejer ikke længere baljerne ud, det var nok alligevel for farligt med en masse fulde mennesker, der lavede hovedspring i mørket fra dinglende vandbaljer. Efter den tur gik vi tilbage til formiddagsaktiviteterne igen.
Godt brugte efter diverse kampe med kårder, hockeystave og bolde i alle størrelser plejer vi så at vandre ud i byen til højdepunktet, selve julefrokosten. Som regel har én af os fundet et sted inde i København, så vi nemt kan fortsætte videre ud på natklubberne og hoppe, til vi ikke kan længere. Det er efterhånden ikke så lang tid, fordi vi alle sammen ved, hvilken regning der ligger dagen efter, når vi vågner op til en søndag med ladcyklen fuld af børn og kurs mod byens legepladser.
Til det års julefrokost, hvor jeg ville teste min idé, havde vi reserveret et bord på en af de gamle traditionelle restauranter inde i byen. Ikke en af den slags med hjemmebrændt karry og æblemarineret grønkål. Det var mere et af den slags steder, hvor remouladen blev hældt ud af en bøtte, hvor de plettede papirduge hurtigt kunne skiftes ud til næste selskab, og et par afdankede gardere i træ vogtede indgangen. Hele lokalet var pakket med stole, der gjorde det muligt at presse et par ekstra selskaber ind. Når først man havde sat sig, rykkede man sig ikke ud af stedet.
Efter at vi var gået ombord i øl og snaps og havde konstateret, at fiskefileterne aldrig var set stivere og fint kunne bruges som bordtennisbats, syntes jeg, at tidspunktet passede fint til en lidt dybere samtale. Vi havde allerede været igen- nem diverse tø-hø-jokes og ”kan du huske dengang …” og var endnu relativt klare i hovederne.
Det er ikke, fordi der er noget galt med onkeljokes og snakke om gamle dage. Det er altid sjovt og hyggeligt. Og det er heller ikke, fordi vi aldrig taler dybt med hinanden Vi er trods alt gamle venner, der har kendt hinanden i størstedelen af vores liv. Men det var efterhånden, som om der skulle en speciel anledning til, eller der skulle være sket noget helt ekstraordinært i vores liv, før vi nærmede os det mere følsomme.
Jeg var ikke sikker på, at vi gav hinanden særligt meget plads til at tale om alt det nære og om følelser, og om det overhovedet var noget, vi kunne tale om. Selv som gode gamle venner. Jeg vidste bare, at jeg havde et stort behov for at kunne tale med nogen om alt det skønne og alt det skrøbelige i at være far.
Og hvis ikke jeg kunne det med de gamle venner, jeg havde kendt i længst tid, hvem kunne jeg så gøre det med? Måske var jeg heller ikke den eneste, der havde det sådan. Måske gik vi i virkeligheden rundt og spekulerede over de samme ting uden at have et sted at placere de tanker.
Om rottehaler og Disney-kjoler
Planen var at lægge lige så forsigtigt ud med noget, der ikke var alt for sårbart at tale om, men som alligevel fyldte for mig og havde sat en del overvejelser i gang i forhold til min ældste søn.
– Max vil gerne have rottehaler i håret, når han skal i skole, lagde jeg ud med.
Det var tilpas ufarligt og alligevel et dilemma, som jeg forestillede mig, at nogle af de andre drengefædre omkring bordet måske også havde stået i. Jeg kiggede rundt for at se, om jeg havde fanget dem. Det havde jeg. Så jeg fortsatte:
– Og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige til ham, for på den ene side skal han jo have lov til at være lige præcis den, han er, og se ud, som han har lyst til. Men på den anden side har jeg allermest lyst til at sige, at det skal han ikke. For det er jo en direkte invitation til at blive drillet af de andre.
Jeg kunne godt se, at en samtale om min søn, der lige var begyndt i skole og allerede udfordrede mig på en kønsdebat, kom bag på dem. Det var alligevel et uvant emne for en gruppe, der hellere talte om, hvilke benskinner der passede til en femårig, når samtalen faldt på børnene. Og hvis vi nærmede os et emne som tvivl og frustration, handlede det oftere om, hvorvidt vi havde købt en ægte eller en fake fodboldtrøje på seneste udlandsrejse.
Ikke desto mindre tog de andre imod min invitation. Flere af dem havde også prøvet at stå i situationer, hvor deres sønner brændende ønskede sig at have Disney Frost-kjoler på i børnehave og en skriggul og pink halskæde om halsen, og hvor de som fædre var blevet udfordret.
For de ville jo gerne være åbne, fordomsfrie og hver især repræsentere nutidens far, altså ham, som kan hvile så meget i sig selv, at kjole, halskæde og rottehaler er lige så okay at have på i skole og børnehave som gamertrøjen eller Ronaldo-blusen.
Og samtidig var de – ligesom jeg – rundet af den måde, vi selv var vokset op på; på en grønsvær i Lyngby med shorts og T-shirt om sommeren og Levis 501’ere om vinteren som det, der var den acceptable uniform. Den, man ikke blev drillet med.
Derfor var det bare nemmere at træde sig selv over tæerne og sige: ”Nej, henne i børnehaven, der må man desværre ikke have halskæde på. Det er alt for farligt, når I klatrer rundt.” Der var andre end mig, der også havde svært ved at give slip på gamle forestillinger om, hvad man kunne og ikke kunne.
Nu sad vi så her mellem korsstingsbroderier og flæskesvær og kæmpede med vores rummelighed. Pointen var ikke nødvendigvis at finde en løsning på udfordringen. Det var derimod at åbne for den type snakke mellem os.
I princippet kunne det have handlet om hvad som helst, nu var det blot de tanker, der fyldte i mig for tiden, og som jeg gik rundt med selv. Måske i småtingsafdelingen for nogle, men for mig fyldte det – fordi det at være far fylder, og fordi det også handlede om min egen barndom og om mine egne forestillinger om, hvem jeg var som far. Og hvem jeg ikke var.
Et spadestik dybere
Vi holdt ikke liv i samtalen særligt længe den aften. På et tidspunkt afmonterede en af os den seriøse stemning. Det var trods alt en julefrokost i byen, og situationen var lettere uvant for os. Men den var på ingen måde ubehagelig. Tværtimod var det rart at være mere i sync med hinanden og tale om noget tæt på én. Det havde jeg savnet.
Dagen efter konstaterede jeg med hovedet fuld af tømmermænd og ømme knæ efter natklubben, at mit minieksperiment var lykkedes. For jeg syntes, at vi var kommet et spadestik dybere, og jeg kunne se, at jeg ikke var den eneste, som gik rundt med alle de mange tanker om at gøre det godt nok som far.
Jeg havde faktisk været i tvivl om, hvorvidt samtalen overhovedet kunne lade sig gøre, og måske i virkeligheden undervurderet mine venner såvel som mig selv. Men at undlade at tale om alt det, der rumsterede, var der nok ingen af os, som havde lyst til eller brug for, tror jeg.
Jeg havde selv tusinde ting, jeg godt gad at tale med mine allertætteste venner om. Alt fra skolestart, til forældresamarbejde, de famøse tigerspring og legeaftaler. Og ting, jeg ville ønske, jeg havde talt med dem om, fordi jeg kunne huske, hvor svært det var at stå midt i, selvom jeg jo klarede det og kom videre.
Tænk, hvis vi havde været lidt bedre til at udskifte bare en eller to af de gamle anekdoter, som altid kørte på repeat, og havde taget fat om, hvad der virkelig rørte sig i os. Og tænk, hvis vi havde turdet tale mere om, hvor svært vi indimellem syntes, det var at navigere rundt i som helt ny far, som lidt trænet far og som meget trænet flergangsfar, men stadig lige meget i tvivl.
For sværere var det jo ikke at tale om. Det kræver bare, at der er en, der tør at begynde samtalen og at skabe et rum, hvor det er okay at tage den snak. Og at bryde ud af de meget skarptskårne kasser, vi har puttet os selv og indimellem også vores børn ind i – indtil de udfordrer os med alt det, de gerne vil være, og fortæller os, at der ikke er plads i kassen til dem.
At skabe et rum
Så nu skaber jeg det rum. For måske er der andre end mig, der har brug for at kunne tale mere om livet som far og at kunne spørge ind til, hvordan det går med de søvnløse nætter, med at lære de andre forældre i skolen at kende og med det barn, der ikke trives. Det kan vi kun, hvis vi kender nuancerne og har turdet at engagere os i hinandens liv.
Det kan også være, at der er andre end mig, der mangler en ny fortælling om det at være far i stedet for de ofte meget stereotype far-roller, vi kan få lov at vælge mellem: den fraværende far, Tivoli-faren, bad cop-faren, drengerøvsfaren, ham i hønsestrik og ham, der tjekkede ud for længe siden.
Jeg er selv alt muligt i mit liv, og jeg har mange forskellige roller, jeg skal udfylde, med mange forskellige dragter, jeg tager på, alt efter hvor jeg er, og hvad jeg laver. Men alt udspringer fra det samme sted i mig. Og derinde, helt derinde i kernen har jeg ikke taget nogen rolle på mig.
Derinde er jeg far for Max, Lui og Uma.
Vægten af et menneske
I denne bog sætter tv-vært Mikkel Kryger fokus på alt det, som farlivet byder på, men som sjældent bliver italesat – både det hårde, det sjove og det sårbare.
Da Mikkels hustru viser ham en graviditetstest med to lyserøde streger, ved han ikke, at hans liv, som han kendte det, er uigenkaldeligt forbi, og at han ni måneder senere med ét slag føler sig 10 år ældre. Hvor skulle han også vide det fra? I modsætning til kvinderne, som de seneste år har åbnet op for alle de tanker og følelser, der følger med moderskabet, går mændene mere stille med det.
Med humor og en stor portion ærlighed fortæller han om sine oplevelser som far til tre små børn, om graviditeten, hvor man er “partners in crime” på en helt ny måde, men man også hurtigt føler sig overflødig som far. Om fødslen, hvor man ser sin partner udfolde ren urkraft, og man nemt bare kommer til at stå og flagre. Om sommerferier, hvor alt pludselig handler om logistik og rutiner, om rollemodeller – og fraværet af dem – om tabuer og ændrede roller, og om, hvordan man kan skabe en sjov hverdag, selvom leverpostejen har indfundet sig. Og han lægger op til, at man skal finde sin egen vej igennem faderskabet og blive bevidst om, hvad der er vigtigt for en selv og ens familie istedet for blot at følge strømmen.
Mikkel Kryger har skrevet den bog, han selv manglede, da han blev far. Begynd din læsning her.
Med humor og generøs åbenhed fortæller tv-vært Mikkel Kryger om alt det hårde, sjove og sårbare, som farlivet byder på, men som sjældent bliver italesat. Han fortæller om graviditeten, fødslen, sommerferierne og hverdagene fra en fars perspektiv – og håber på at andre kan kende sig selv i det store kaos af lykke, tvivl og tårer, som hører et forældreskab til.
LÆS OGSÅ: Mikkel Kryger: Jeg har skrevet den, fordi jeg selv stod og manglede sådan en bog, da jeg blev far
Mikkel Kryger (f. 1083) er far til tre små børn på 8, 5 og 2 år. Han startede sin karriere som vært på en række radio- og tv-programmer på DR. Siden 2012 har han været vært på Go’ Morgen Danmark, hvor han i stadig stigende grad står for historierne om børn og familieliv.
Læs et uddrag af hans nye bog Vægten af et menneske her.
Vægten af et menneske
af Mikkel Kryger
Hvor er du heldig!
Al frygten, tvivlen, forventningerne og det skønne i at være forælder taler vi fædre ikke helt lige så meget om, som mødrene gør. Vi er endnu ikke nået dertil, hvor det er lige så naturligt for en far at tage fat på sådan en samtale, som det er for en mor.
Men jeg begynder at ane en tid, hvor samtalen er begyndt, og hvor fædrene bliver mere og mere synlige. Med delt barselsordning, dadfluencers på Instagram og YouTube og podcasts om store og små problemer i familielivet specifikt henvendt til fædre.
Flere fædre tør at stille sig op og fortælle om de sårbare dele af faderskabet, som for eksempel fødselsdepressioner, men også om det, man næsten kan kalde hverdagssårbarheden. Altså alt det, der ikke er samtaler på baggrund af kæmpe kriser.
Denne bog tilhører den sidste kategori. Det er refleksioner fra en, der er blevet far tre gange, som lægger alle kort på bordet og fortæller om magi og utilstrækkelighed i ét stort kaos af komplet lykke, tvivl og tårer.
For nylig fandt jeg en bog fra det år, jeg selv er født, 1983. Du skal være far hed bogen, og heri stod dette fantastiske afsnit:
”Graviditeten og jeres barns fødsel vil ændre jeres parforhold og jeres holdning til tilværelsen. Du får måske visse graviditetssymptomer – irritabilitet, nervøsitet og kvalme. Men det at blive far bærer lønnen i sig selv.”
Ja, det er det hele værd. For at blive far er det mest udviklende, jeg nogensinde har prøvet. Det er skønt, magisk, vidunderligt, pisse hårdt og angstfremkaldende. Den ultimative kærlighedserklæring mellem din partner og dig. Og ubetinget kærlighed mellem dine børn og dig. Men noget af det mest naturlige i verden er faktisk også vildt svært.
Det er ikke det med at elske sine børn, der er svært. Jeg er vild med mine børn, ligesom andre fædre også er vilde med deres. Det, der er svært, er at finde sine ben at stå på i et familieliv, hvor du ofte i begyndelsen kan komme til at sætte dig selv udenfor. Alene fordi du er far og ikke mor.
Følelsen af at være far og af at være værdifuld får du ikke nødvendigvis under graviditeten. Og heller ikke nødvendigvis med det samme, du står med dit barn i armene. Det er ikke dig, der går igennem en graviditet og en fødsel, og du kan godt komme til at føle dig helt uden for den boble – også lang tid efter fødslen.
For alt kan i princippet klares uden dig. Det er selvfølgelig sagt med et smil. Ikke desto mindre er det jo sandt. Som fædre kan vi nogle gange komme til at undervurdere vores egen værdi. Og føle os ubetydelige, ligegyldige og tilovers. Det har jeg også selv prøvet.
Men så tænker jeg på min egen far, og hvor meget han rent faktisk har betydet for mig og stadig betyder for mig i dag. Og så er det, jeg begynder at indse, præcis hvor stor værdi jeg har for mine børn som deres far.
Du kommer til at spille en kæmpe rolle for dit barn, og du er meget vigtig i dit barns liv. Det er alt for nemt at trække sig og blive derude på sidelinjen. Derude er det bare ikke særligt fedt at være. Så tag pladsen, og giv dig selv betydning.
Det gør mig glad og stolt, når fædrene begynder at fortælle og fylde mere i rummet. Det rum vil jeg gerne bidrage til, så vi kan rykke endnu tættere på hinanden. Ikke bare i forhold til børnene og partneren, men i forhold til alle de andre fædre derude.
Fædre går lige så meget op i at være forældre, som mødre gør, og en far har lige så mange følelser buldrende inden i sig, når man står og kigger på en positiv graviditetstest, der balancerer på håndvasken.
Inden du for alvor går i gang med at læse om alt det forunderlige og forvirrende og det voldsomt udviklende i at blive nogens forælder, er det vigtigt at sige, at bogen er skrevet med udgangspunkt i mig selv og min familie, som består af en mor, en far og tre børn.
Men mange af følelserne og refleksionerne kunne i princippet lige så godt tilhøre en mor eller en partner og med en familiekonstellation, der er anderledes end vores. Jeg har blot talt og reflekteret ud fra den position, jeg har. Altså som far.
Man er så fuld af bekymringer og fuld af frygt, når man skal til at være far, og man har alle mulige tanker og forventninger om, hvordan det bliver. Og man glemmer indimellem den kæmpe gave, det er at blive forælder. At der sidder et lille barn, der læner sig op ad dig og kalder dig ”far”.
Det er fuldstændig magisk. Hvor er du heldig, at du får lov til at være nogens far og at være forbundet med et andet menneske for resten af dit liv.
Bob: The most terrifying day of your life is the day the first one is born.
Charlotte: Nobody ever tells you that.
Bob: Your life, as you know it … is gone. Never to return. But they learn how to walk, and they learn how to talk … and you want to be with them. And they turn out to be the most delight- ful people you will ever meet in your life.
Lost in Translation, 2003
Kapitel 1
Nye fædre, gamle fortællinger
Forestillingen om en far
Min ældste søn, Max, var ikke mere end et par år gammel, da jeg begyndte at skrive en masse tanker ned om det at være far. Alle noterne lå i ét stort rod på min telefon og indeholdt alt, lige fra oplevelser i sundhedsvæsenet, hvor jeg som far ofte blev placeret ude i periferien, til alle de tåbelige ting, man gør som forælder for krampagtigt at holde fast i venneaftener, spontane aftaler og ikke mindst søvn.
Mellem noterne blandede der sig også refleksioner om min barndom og min egen fars måde at være far på og om tvivlen om at gøre det godt nok selv. Kort sagt alt det, der følger med den livsomvæltende oplevelse, det er at blive far.
Fem år, yderligere to børn og endnu flere rodede noter senere vidste jeg, at alle skriblerierne ikke bare skulle ligge og sejle rundt i min telefon. De skulle samles, foldes ud og bruges til noget: en bog om det at være far.
Ikke en bog fyldt med gode råd, for dem har jeg ikke mange af, men en bog, der turde tage fat i alt det, der også er svært ved at blive far. Blandt andet tvivlen, det sårbare og angsten, der fulgte med mig, da jeg blev far første gang, og som ikke har sluppet mig siden.
Min hustru, Mill, har altid haft veninder, veninders veninder og mødregrupperne at vende sine tanker med. Det har altid undret mig, at kvinderne i mødregruppen kunne fortælle hinanden de mest intime ting hen over bollerne og kaffen, 10 minutter efter at de havde mødt hinanden første gang.
Det var, som om de fik skabt et rum med en tolerance og en rummelighed over for hinanden med det samme, mens jeg aldrig selv talte lige så frit med mine venner om det, der var svært. Selv ikke venner, jeg havde kendt det meste af mit liv. Det havde jeg lyst til at udfordre.
For jeg manglede ofte et sted, hvor der var plads til de dybere samtaler og refleksionerne over farlivet. Og jeg ville prøve at undersøge, om andre fædre havde det på samme måde som mig. For det er, som om vi har glemt, at det er præcis lige så gennemgribende for ens liv på alle planer at blive far, som det er at blive mor. Jeg vil jo gerne være lige så meget far, som Mill vil være mor. Vi taler bare ikke særligt meget om det.
Jeg besluttede mig for i første omgang at teste det af i min egen vennekreds. Vi skulle inden længe holde julefrokost, og der ville jeg midt mellem første og anden snaps sætte ind og prøve at lufte nogle andre emner, end dem jeg normalt kaster på bordet. Nogle lidt mere følsomme af slagsen for at se, hvordan mine venner tog imod det.
Julefrokosten
Den årlige julefrokost har de sidste mange år set ud på stort set samme måde. Otte gamle venner fra Lyngby samles en dag i december – alle en smule tungere, lidt mere tyndhårede og en del mere trætte, siden vi driblede rundt som 10-årige på græsplænerne i Lundtofte Boldklub.
Først mødes vi til en fælles aktivitet, som en af os har sørget for at arrangere: fægtning, vinterbadning, airhockey, curling, så længe det indeholder et eller andet fysisk element, inden vi propper os med mad om aftenen. Hvordan man tolker det med det fysiske, er der vide grænser for. Og nogle påfund er sundere end andre.
Ét år sejlede vi for eksempel rundt i Københavns kanaler midt om natten i nogle tvivlsomme store baljer med varmt vand i, som et flydende badekar, med en øl i den ene hånd og en hotdog i den anden. Hottub-Ole, som arrangøren blev kaldt, lejer ikke længere baljerne ud, det var nok alligevel for farligt med en masse fulde mennesker, der lavede hovedspring i mørket fra dinglende vandbaljer. Efter den tur gik vi tilbage til formiddagsaktiviteterne igen.
Godt brugte efter diverse kampe med kårder, hockeystave og bolde i alle størrelser plejer vi så at vandre ud i byen til højdepunktet, selve julefrokosten. Som regel har én af os fundet et sted inde i København, så vi nemt kan fortsætte videre ud på natklubberne og hoppe, til vi ikke kan længere. Det er efterhånden ikke så lang tid, fordi vi alle sammen ved, hvilken regning der ligger dagen efter, når vi vågner op til en søndag med ladcyklen fuld af børn og kurs mod byens legepladser.
Til det års julefrokost, hvor jeg ville teste min idé, havde vi reserveret et bord på en af de gamle traditionelle restauranter inde i byen. Ikke en af den slags med hjemmebrændt karry og æblemarineret grønkål. Det var mere et af den slags steder, hvor remouladen blev hældt ud af en bøtte, hvor de plettede papirduge hurtigt kunne skiftes ud til næste selskab, og et par afdankede gardere i træ vogtede indgangen. Hele lokalet var pakket med stole, der gjorde det muligt at presse et par ekstra selskaber ind. Når først man havde sat sig, rykkede man sig ikke ud af stedet.
Efter at vi var gået ombord i øl og snaps og havde konstateret, at fiskefileterne aldrig var set stivere og fint kunne bruges som bordtennisbats, syntes jeg, at tidspunktet passede fint til en lidt dybere samtale. Vi havde allerede været igen- nem diverse tø-hø-jokes og ”kan du huske dengang …” og var endnu relativt klare i hovederne.
Det er ikke, fordi der er noget galt med onkeljokes og snakke om gamle dage. Det er altid sjovt og hyggeligt. Og det er heller ikke, fordi vi aldrig taler dybt med hinanden Vi er trods alt gamle venner, der har kendt hinanden i størstedelen af vores liv. Men det var efterhånden, som om der skulle en speciel anledning til, eller der skulle være sket noget helt ekstraordinært i vores liv, før vi nærmede os det mere følsomme.
Jeg var ikke sikker på, at vi gav hinanden særligt meget plads til at tale om alt det nære og om følelser, og om det overhovedet var noget, vi kunne tale om. Selv som gode gamle venner. Jeg vidste bare, at jeg havde et stort behov for at kunne tale med nogen om alt det skønne og alt det skrøbelige i at være far.
Og hvis ikke jeg kunne det med de gamle venner, jeg havde kendt i længst tid, hvem kunne jeg så gøre det med? Måske var jeg heller ikke den eneste, der havde det sådan. Måske gik vi i virkeligheden rundt og spekulerede over de samme ting uden at have et sted at placere de tanker.
Om rottehaler og Disney-kjoler
Planen var at lægge lige så forsigtigt ud med noget, der ikke var alt for sårbart at tale om, men som alligevel fyldte for mig og havde sat en del overvejelser i gang i forhold til min ældste søn.
– Max vil gerne have rottehaler i håret, når han skal i skole, lagde jeg ud med.
Det var tilpas ufarligt og alligevel et dilemma, som jeg forestillede mig, at nogle af de andre drengefædre omkring bordet måske også havde stået i. Jeg kiggede rundt for at se, om jeg havde fanget dem. Det havde jeg. Så jeg fortsatte:
– Og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige til ham, for på den ene side skal han jo have lov til at være lige præcis den, han er, og se ud, som han har lyst til. Men på den anden side har jeg allermest lyst til at sige, at det skal han ikke. For det er jo en direkte invitation til at blive drillet af de andre.
Jeg kunne godt se, at en samtale om min søn, der lige var begyndt i skole og allerede udfordrede mig på en kønsdebat, kom bag på dem. Det var alligevel et uvant emne for en gruppe, der hellere talte om, hvilke benskinner der passede til en femårig, når samtalen faldt på børnene. Og hvis vi nærmede os et emne som tvivl og frustration, handlede det oftere om, hvorvidt vi havde købt en ægte eller en fake fodboldtrøje på seneste udlandsrejse.
Ikke desto mindre tog de andre imod min invitation. Flere af dem havde også prøvet at stå i situationer, hvor deres sønner brændende ønskede sig at have Disney Frost-kjoler på i børnehave og en skriggul og pink halskæde om halsen, og hvor de som fædre var blevet udfordret.
For de ville jo gerne være åbne, fordomsfrie og hver især repræsentere nutidens far, altså ham, som kan hvile så meget i sig selv, at kjole, halskæde og rottehaler er lige så okay at have på i skole og børnehave som gamertrøjen eller Ronaldo-blusen.
Og samtidig var de – ligesom jeg – rundet af den måde, vi selv var vokset op på; på en grønsvær i Lyngby med shorts og T-shirt om sommeren og Levis 501’ere om vinteren som det, der var den acceptable uniform. Den, man ikke blev drillet med.
Derfor var det bare nemmere at træde sig selv over tæerne og sige: ”Nej, henne i børnehaven, der må man desværre ikke have halskæde på. Det er alt for farligt, når I klatrer rundt.” Der var andre end mig, der også havde svært ved at give slip på gamle forestillinger om, hvad man kunne og ikke kunne.
Nu sad vi så her mellem korsstingsbroderier og flæskesvær og kæmpede med vores rummelighed. Pointen var ikke nødvendigvis at finde en løsning på udfordringen. Det var derimod at åbne for den type snakke mellem os.
I princippet kunne det have handlet om hvad som helst, nu var det blot de tanker, der fyldte i mig for tiden, og som jeg gik rundt med selv. Måske i småtingsafdelingen for nogle, men for mig fyldte det – fordi det at være far fylder, og fordi det også handlede om min egen barndom og om mine egne forestillinger om, hvem jeg var som far. Og hvem jeg ikke var.
Et spadestik dybere
Vi holdt ikke liv i samtalen særligt længe den aften. På et tidspunkt afmonterede en af os den seriøse stemning. Det var trods alt en julefrokost i byen, og situationen var lettere uvant for os. Men den var på ingen måde ubehagelig. Tværtimod var det rart at være mere i sync med hinanden og tale om noget tæt på én. Det havde jeg savnet.
Dagen efter konstaterede jeg med hovedet fuld af tømmermænd og ømme knæ efter natklubben, at mit minieksperiment var lykkedes. For jeg syntes, at vi var kommet et spadestik dybere, og jeg kunne se, at jeg ikke var den eneste, som gik rundt med alle de mange tanker om at gøre det godt nok som far.
Jeg havde faktisk været i tvivl om, hvorvidt samtalen overhovedet kunne lade sig gøre, og måske i virkeligheden undervurderet mine venner såvel som mig selv. Men at undlade at tale om alt det, der rumsterede, var der nok ingen af os, som havde lyst til eller brug for, tror jeg.
Jeg havde selv tusinde ting, jeg godt gad at tale med mine allertætteste venner om. Alt fra skolestart, til forældresamarbejde, de famøse tigerspring og legeaftaler. Og ting, jeg ville ønske, jeg havde talt med dem om, fordi jeg kunne huske, hvor svært det var at stå midt i, selvom jeg jo klarede det og kom videre.
Tænk, hvis vi havde været lidt bedre til at udskifte bare en eller to af de gamle anekdoter, som altid kørte på repeat, og havde taget fat om, hvad der virkelig rørte sig i os. Og tænk, hvis vi havde turdet tale mere om, hvor svært vi indimellem syntes, det var at navigere rundt i som helt ny far, som lidt trænet far og som meget trænet flergangsfar, men stadig lige meget i tvivl.
For sværere var det jo ikke at tale om. Det kræver bare, at der er en, der tør at begynde samtalen og at skabe et rum, hvor det er okay at tage den snak. Og at bryde ud af de meget skarptskårne kasser, vi har puttet os selv og indimellem også vores børn ind i – indtil de udfordrer os med alt det, de gerne vil være, og fortæller os, at der ikke er plads i kassen til dem.
At skabe et rum
Så nu skaber jeg det rum. For måske er der andre end mig, der har brug for at kunne tale mere om livet som far og at kunne spørge ind til, hvordan det går med de søvnløse nætter, med at lære de andre forældre i skolen at kende og med det barn, der ikke trives. Det kan vi kun, hvis vi kender nuancerne og har turdet at engagere os i hinandens liv.
Det kan også være, at der er andre end mig, der mangler en ny fortælling om det at være far i stedet for de ofte meget stereotype far-roller, vi kan få lov at vælge mellem: den fraværende far, Tivoli-faren, bad cop-faren, drengerøvsfaren, ham i hønsestrik og ham, der tjekkede ud for længe siden.
Jeg er selv alt muligt i mit liv, og jeg har mange forskellige roller, jeg skal udfylde, med mange forskellige dragter, jeg tager på, alt efter hvor jeg er, og hvad jeg laver. Men alt udspringer fra det samme sted i mig. Og derinde, helt derinde i kernen har jeg ikke taget nogen rolle på mig.
Derinde er jeg far for Max, Lui og Uma.
Vægten af et menneske
I denne bog sætter tv-vært Mikkel Kryger fokus på alt det, som farlivet byder på, men som sjældent bliver italesat – både det hårde, det sjove og det sårbare.
Da Mikkels hustru viser ham en graviditetstest med to lyserøde streger, ved han ikke, at hans liv, som han kendte det, er uigenkaldeligt forbi, og at han ni måneder senere med ét slag føler sig 10 år ældre. Hvor skulle han også vide det fra? I modsætning til kvinderne, som de seneste år har åbnet op for alle de tanker og følelser, der følger med moderskabet, går mændene mere stille med det.
Med humor og en stor portion ærlighed fortæller han om sine oplevelser som far til tre små børn, om graviditeten, hvor man er “partners in crime” på en helt ny måde, men man også hurtigt føler sig overflødig som far. Om fødslen, hvor man ser sin partner udfolde ren urkraft, og man nemt bare kommer til at stå og flagre. Om sommerferier, hvor alt pludselig handler om logistik og rutiner, om rollemodeller – og fraværet af dem – om tabuer og ændrede roller, og om, hvordan man kan skabe en sjov hverdag, selvom leverpostejen har indfundet sig. Og han lægger op til, at man skal finde sin egen vej igennem faderskabet og blive bevidst om, hvad der er vigtigt for en selv og ens familie istedet for blot at følge strømmen.
Du kan købe Vægten af et menneske – En fortælling om at være far online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: