Som kommissær og ledende næstformand i EU-Kommissionen er Margrethe Vestager en af de ganske få, der er nået helt til tops i den politiske verden. I Vestagers verden åbner hun for nye indgange til at forstå, hvem hun er, og hvad der driver hende.
Den prisbelønnede historiker Morten Møller har fulgt Margrethe Vestagers afsluttende tid som kommissær og ledende næstformand i EU-Kommissionen. Han har været med hende på arbejde i Bruxelles, vandret med hende i gaderne omkring hjemmet på Amager og gået i hendes fodspor under havevandring i barndomshjemmet i Ølgod.
LÆS OGSÅ: 10 stærke biografier du ikke må gå glip af
Margrethe Vestager har i ti år spillet en stor rolle i international politik. Nu åbner hun op for nye indgange til at forstå, hvem hun er, og hvad der driver hende. Hun fortæller om sin kamp mod store virksomheder. Hun giver sit bud på, hvordan vi skal håndtere flere af tidens vigtigste udfordringer. Og hun insisterer på, at vi har brug for optimisme og engagement, hvis vi vil klare os i en foranderlig verden.
Læs forordet samt første kapitel af Vestagers verden her.
Vestagers verden
af Margrethe Vestager og Morten Møller
FORORD
I de sidste ti år har Margrethe Vestager været en af Danmarks vigtigste stemmer i international politik. I samme periode har hun på nært hold oplevet nogle af de mest dramatiske begivenheder i Europas nyere historie.
Fra hun indtog posten som konkurrencekommissær i EU-Kommissionen i 2014 og frem til sin fratrædelse et årti senere, blev verden forandret Ikke fra den ene dag til den anden, ikke som et totalt brud med fortiden, men forandringerne er ikke desto mindre af en kraft og et omfang, som fortsat kan være vanskeligt at begribe.
De forandringer må vi forholde os til. Og vi må efterspørge refleksioner og svar på nutidens udfordringer hos de politikere, vi har givet opgaven at tegne nye veje på landkortet.
Jeg har fulgt Margrethe Vestager i hendes sidste tid som kommissær og ledende næstformand i EU-Kommissionen. Været med hende på arbejde i Bruxelles. Gået i hendes fodspor i haven ved barndomshjemmet i Ølgod. Vandret med hende gennem gaderne omkring hendes lejlighed på Amager. Kørt med hende til grundlovstale i Rødding. Og gentagne gange interviewet hende om hendes liv i og uden for Danmark.
I denne bog åbner hun for nye indgange til at forstå, hvem hun er, og hvad der driver hende. Hun leverer sin personlige beretning fra en verden i hastig transformation. Fra sine møder med toppolitikere og direktører for store techvirksomheder. Fra de intense dage omkring Ruslands angreb på Ukraine. Og fra sine vedholdende forsøg på at tale Europas sag i en verden, hvor kontinentets position er mindre dominerende, end den tidligere har været.
Med udgangspunkt i sine egne oplevelser fortæller hun om flere af de store udfordringer, som har præget hendes år på den verdenspolitiske scene, og som fortsat optager hende i dag: teknologi, ligestilling, klima, flygtninge, krig.
Samtidig formulerer hun sine bud på, hvor vi må bevæge os hen, hvis nutidens kriser skal overvindes. Hun efterlyser mere selvtillid og mere optimisme hos os europæere. Hun insisterer på, at netop vi har de bedste forudsætninger for at klare os i den ukendte fremtid, der venter.
Under mine interview med Margrethe Vestager har jeg løbende inddraget oplysninger fra en række skriftlige kilder, som er blevet brugt til at udfordre hendes holdninger og perspektiver, og som fungerer som en ramme for bogens indhold.
Det samlede materiale har jeg redigeret og sat sammen til Margrethe Vestagers fortælling om sig selv – og om Danmark og Europa i går, i dag og i morgen.
Svendborg, september 2024
Morten Møller
1
DIT KONTOR VISER HVEM DU ER
Der hænger en mulepose på en knage i et kontor i Bruxelles. På siden af posen står der: ”I knit, so I don’t kill any people.” Ikke langt fra muleposen, på et bord ved vinduet, sidder en lille hjemmestrikket and. Den har blå krop og gult næb. To sorte knapper er syet fast på hovedet som øjne, og på brystet skinner en stjerne af guld.
”Det er en organ-and,” siger andens mor.
”Merinould,” supplerer hun ”Og en smule mohair.”
Det er kommissær og ledende næstformand i EU-Kommissionen Margrethe Vestager, der har strikket anden. Den har været brugt i en kampagne for organdonation, som Cystisk Fibrose Foreningen står bag, og som Vestager har engageret sig i. Oplægget fra foreningen gik ganske vist på at strikke en gul and Vestager foretrak den i en blå og mere EU-venlig farve.
Hun strikker så ofte, det kan lade sig gøre, fortæller hun. På konferencer. Under faglige samtaler. I bilen på vej til næste møde. Inden en tv-optræden. I sofaen derhjemme. Listen over hendes produktioner af strikketøj fra de senere år inkluderer, foruden anden, både bamser, elefanter og trøjer til barnebarnet Jens.
”Det er så fascinerende, at man kan tage et stykke garn, måske tusind meter langt, og med sine hænder og et par pinde lave et stykke tøj, som er varmt, nogle gange ligefrem klædeligt,” siger hun. ”Hvis man arbejder meget med ord og sprog, som jeg gør, ligger der en dejlig kontrast i at producere noget fysisk.”
Strikning er konkret, fortæller hun, det skærper sanserne, og det er så langt at foretrække frem for de mobiltelefoner, som medarbejdere, modparter og politikere ofte sidder med, når et møde eller en høring finder sted.
”Nogle af mine veninder strikkede i gymnasiet, og de blev ofte skældt ud af lærerne: ’Læg det væk, og koncentrer jer i timerne.’ Det var mærkeligt. Jeg koncentrerer mig glimrende i selskab med to strikkepinde. Man skal bare undgå hulmønster, for så skal man tælle.”
Finder man lignende hobbyer hos andre af de toppolitikere, som Vestager de senere år har mødtes med?
”Nej,” lyder svaret. ”Men min svenske kommissærkollega, Ylva Johansson, er en undtagelse. Hun har strikket sokker til alle sine medarbejdere.”
Margrethe Vestager befinder sig i Berlaymont, EU-Kommissionens imposante hovedkvarter. Bygningen har i det sidste årti været omdrejningspunkt for hendes arbejdsliv i Bruxelles. Den huser knap 3.000 af kommissionens mere end 30.000 medarbejdere.
For tilhængere af det europæiske samarbejde er Berlaymont et centralt maskinrum, hvor løsninger på europæernes problemer formuleres og foldes ud i praksis.
For modstandere er bygningen symbolet på et elitært system, der regerer hen over hovederne på befolkningerne i de enkelte lande.
Sikkerheden ved indgangen er omfattende. Det samme er antallet af mennesker i bygningens forhal. Man skal med elevator op til 12 etage for at komme til Margrethe Vestagers kontor. På gangen uden for kontoret er et gammelt dansk vejskilt, uvist fra hvilken by, fastgjort til væggen. Det markerer for både gæster og ansatte, at man nu går ned ad ”Vestagervej.” Vejskiltet er en gave fra en journalist på Christiansborg, som Vestager fik overrakt, da hun forlod dansk politik. Ved siden af skiltet hænger en grafisk oversigt over metrolinjer i København, en platte til minde om indførelsen af kvindelig valgret i 1915 og et fotografi af en dybgrøn nåleskov.
Det er et lille stykke nøje kurateret Danmark, der er rykket ind i Bruxelles.
Margrethe Vestager er i blå kjole og sorte sneakers. Sidstnævnte møder man ikke mange af i Berlaymont, hvor det i høj grad er jakkesæt, spadseredragter og nypudsede lædersko, der dominerer.
På Vestagers kontor vender arbejdsbordet mod lyset fra de store vinduespartier. Et EU-flag er hejst på en mindre flagstang bag hendes stol.
”Jeg bruger meget tid i det her rum, så det skal helst være et rart sted,” fortæller hun.
”Mange kontorer i bygningen er indrettet så ens, at man dårligt kan se forskel på dem, men det duer ikke for mig. Jeg bliver repræsenteret af det sted, hvor jeg opholder mig sammen med andre mennesker. Jeg signalerer, hvem jeg er, og hvad jeg står for.”
Nogle uger forinden, i januar 2024, er hun vendt tilbage til jobbet som kommissær efter at have haft orlov under sit kandidatur til posten som formand for Den Europæiske Investeringsbank. Banken ejes af EU-landene i fællesskab og støtter blandt andet projekter, der skal mindske klimakrisen eller håndtere de menneskelige konsekvenser af krigen i Ukraine.
Trods opbakning fra den danske regering er jobbet efter måneders tovtrækkeri i de diplomatiske indercirkler gået til den spanske økonomiminister, Nadia Calviño. Nu er Vestager opsat på at gøre arbejdet i EU færdigt, inden en ny kommission træder til ved udgangen af året.
”Jeg tænkte meget over, om jeg skulle søge stillingen som formand for en investeringsbank. Ville jeg savne det politiske spil? Ville jeg mangle en tættere kontakt med almindelige mennesker? Men der var flere, der opfordrede mig, og måske, tænkte jeg, er jeg ikke helt færdig med internationale forhold, så jeg gav det et forsøg.”
Vestager går hen til vinduet og ser ud over Bruxelles, inden hun fortsætter: ”Det var første gang i mere end 25 år, at jeg skulle skrive et cv. Det lykkedes mig at finde den levnedsbeskrivelse, jeg senest lavede til en fuldmægtigstilling i København tilbage i 1990’erne. Deri stod blandt andet, at jeg havde arbejdet som hjemmehjælper, stået i en pølsevogn og haft ansættelse på Varde Sygehusvaskeri.
Så gik jeg i gang med at opdatere cv’et: undervisnings- og kirkeminister, gruppeformand, politisk leder, vicestatsminister, kommissær. ’Okay, noget har jeg da fået fra hånden,’ sagde jeg til mig selv. Når man er i det, tænker man ikke over, hvor alle årene blev af.”
Hvorfor fik du ikke jobbet?
”Der sker altid ting i sådan en proces, som er ude af dine egne hænder. Jeg kommer fra et lille land, og jeg lagde i min ansøgning vægt på, at investeringsbanken også er for de små medlemslande og ikke kun for dem, der økonomisk bidrager mest. Banken har været meget vendt mod Sydeuropa, men jeg ville i højere grad have den til at fokusere på projekter i Østeuropa, hvor lande som Polen, Rumænien og Bulgarien en gang imellem føler sig forbigået.
Sammen med mine rådgivere lavede jeg et regneark med overblik over, hvor mange stemmer blandt EU’s medlemslande jeg skulle bruge for at blive valgt til posten, og hvilke lande jeg umiddelbart kunne regne med opbakning fra. Der skulle jeg måske være begyndt anderledes og have gjort mere for at finde støtte hos de store lande, fordi deres stemmer vægtede højere, da afgørelsen skulle træffes.
Men jeg var i Paris tre gange og talte blandt andet med den franske finansminister om, hvad jeg gerne ville med banken. Franskmændene er kendt for at vente til allersidste øjeblik med at beslutte sig, og i praksis er det altid præsident Macron, der bestemmer. I sidste ende blev det nok afgørende, at den tyske kansler besluttede sig for at støtte den spanske kandidat, der ligesom Olaf Scholz selv er socialdemokrat. Derfra vidste jeg godt, at det ville blive svært.”
Vestager holder en kort pause, inden hun fortsætter: ”Måske styrkede det heller ikke mit kandidatur, at jeg altid har insisteret på ligebehandling mellem medlemslandene. De store har ikke altid ret, og jeg er ikke en hånddukke, der nikker og retter ind, hvis jeg synes, tingene bør være anderledes. Jeg fortryder ikke den tilgang, for den afspejler meget godt, hvem jeg er.”
Da ansættelsesprocessen trak ud, mente flere danske politikere i Europa-Parlamentet, at Vestager burde trække sig som kommissær, fordi det svækkede danske interesser, at hun under sin orlov ikke kunne passe sit arbejde, og at en ny kommissær derfor burde udpeges.
”Det havde jeg meget svært ved at se logikken i,” siger Vestager. ”For jeg varetager ikke særlige danske interesser. Jeg varetager europæiske interesser. Og i den periode, jeg havde orlov, blev det arbejde helt uproblematisk videreført af to kolleger i kommissionen.”
Mens Vestager bevæger sig videre gennem lokalet, fortæller hun, hvordan hun som gæst under konferencer i Japan og Indien er blevet modtaget og opvartet på de mest fantastiske måder. Og hvordan netop modtagelsen har haft en positiv effekt på de møder, der fulgte.
”I Europa er vi håbløse til den slags,” konstaterer hun. ”Her spiser vi gæster af med en tør småkage. Vand kan du hente i en vandkøler. Jeg måtte selv købe kaffemaskine, kopper og kander, da jeg kom herned. Det er virkelig sølle. Onde tunger laver sjov med, at kaffen i Berlaymont er resultatet af et kompromis i EU, som gik galt. Historien går på, at kaffen bliver brygget i Luxembourg og derefter kørt i tankvogne til Bruxelles. Den er om muligt værre end tjæren på storebæltsfærgerne i 1980’erne.
Der er en forsigtighed i EU i forhold til at bruge skatteydernes penge på repræsentation og ekstravagance, og det er jo fornuftigt nok. Men det er på ingen måde for at være ekstravagant, at jeg gerne vil kunne servere ordentlig kaffe og lidt sødt for mine gæster, det er bare for at være vært. Jeg skal vise, at folk er velkomne, at jeg respekterer min mødepartner, og at jeg har forberedt mig. Så bliver det ofte et bedre møde, end hvis jeg signalerer: ’Jeg har faktisk ikke lyst til, at du skulle komme, jeg skal videre,’” siger Margrethe Vestager.
”Det her er i øvrigt mine yndlingschokolader. De er polske. Prøv.”
På en reol langs væggen står en stribe fotografier opstillet i rammer: Et billede fra det kvarter på Amager, hvor Vestager har boet i mange år, og hvor hun fortsat opholder sig, når hun er i Danmark. Et bryllupsbillede. Foruden talrige andre motiver af børn, søskende, farmor, hund.
”Her har politikere ofte billeder af de mange mennesker, de har mødt og trykket i hånden Jeg har min familie. Der er Thomas, min mand, som underviser ved Københavns VUC. Her er mine tre piger, som alle er flyttet hjemmefra. Den ældste, Maria, er færdig som læge og er blevet mor til mit første barnebarn, Jens. Den midterste, Rebecca, har studeret i England og arbejder nu for den britiske regering. Den yngste, Ella, er på højskole. Karlo, det er altså hunden, er død.”
Til venstre for reolen hænger et stort maleri af kunstneren Jan Klein, som har været i Margrethe Vestagers besiddelse i mange år. Hun anvender det også som baggrund på sin profil på de sociale medier Facebook og X, og hun har fået lavet kort af maleriet med sit navn på, som hun bruger, når hun sender hilsner til venner og samarbejdspartnere.
”Værket er malet på et sammenfoldet EU-flag,” fortæller hun. ”Da Jan Klein gik i gang med projektet, blev han så træt af, at folk ville have ham til at tage stilling for eller imod EU. I stedet lavede han en happening i sit atelier, hvor han bad folk notere på væggen, hvad deres første tanke var, når de tænkte på Europa. Mens de skrev, malede han billedet, og nogle af ordene tog han med. For mig repræsenterer det mere end noget andet min passion for Europa. Det er kaotisk og farverigt. Der er udtryk – love, revolution, color by the people – som konkrete mennesker associerer med det europæiske samarbejde.
Flaget i sig selv symboliserer EU’s institutioner: rådet, parlamentet, kommissionen, domstolen. Men det er i udgangspunktet et pænt og lidt kedeligt flag, som mangler alt det, Jan Klein tilfører med sin kunst: vildskab, farver, kærlighed, fællesskab. Europa er historie, geografi og politik, men det er frem for alt mennesker.”
Bevæger man sig tæt på kunstværket, bliver det tydeligt, at værket har forandret sig, siden det blev hængt op i kontoret. Det er Vestager selv, som står bag forandringen, fortæller hun. I højre side af maleriet har hun påsat et lille klistermærke med ordene ”CLIMATE JUSTICE FOR ROSA”
Ordene henviser til den 15-årige dansk-tyske pige Rosa Reichel. Datter af Margrethe Vestagers danske kabinetschef under hendes første år i Bruxelles.
I 2021 druknede Rosa Reichel under voldsomme oversvømmelser, da hun deltog i en sommerlejr for unge klimaaktivister i Ardennerne et par timers kørsel fra Bruxelles. Da flere af Rosa Reichels venner tog initiativ til at gøre hendes død til en del af en kampagne for ofrene for de naturkatastrofer, klimaforandringerne fører med sig, gik Vestager ind i kampen og fremsatte et lovforslag om at indføre en officiel mindedag for ofrene. Rosas og mange andre klimaofres død markeres nu årligt på Rosa Reichels dødsdag den 15 juli.
”Det kan måske være et lille anker for den sorg, der opstår, når nærtstående, herunder børn, mister livet,” siger Vestager. ”Og det kan minde os andre om, at klimaforandringer ikke er et abstrakt fremtidsfænomen, men en realitet, der koster liv nu og her.”
I hjørnet ved siden af maleriet står en gammel elektrikerstige. Øverst på stigen har Vestager placeret en Snøvs i træ, som en ven for mange år siden skar til hende, og som skal minde hende om, at det altid – selv når man kun har én fod – er muligt at bevæge sig frem i livet.
Stigen, fortæller Vestager, fandt hun for mange år siden i Folketinget med en seddel, der bekendtgjorde, at den skulle smides ud.
”Så spurgte jeg, om jeg måtte få den. Min erfaring er, at hvis kvinder vil til tops, skal de tage deres egen stige med.”
Ved siden af stigen står to bløde sofaer i en lysegrå nuance, som Vestager anskaffede sig, da hun begyndte sit arbejde i Bruxelles.
”Jeg overtog et kontor fra en cypriotisk kommissær, og da jeg trådte ind i kontoret, sagde hendes assistent begejstret: ’Du er heldig, at min chef har sådan en fantastisk smag.’ Det var bare ikke min smag. Hovedmøblementet i kontoret var to hvide lædersofaer. Jeg er vild med standup og havde lige hørt komikeren Andreas Bos liveshow, hvori han forestillede sig, at alle mennesker, herunder naturister, i fremtiden får deres egen tv-kanal, og hvor det for naturisternes vedkommende vil indebære, at man umiddelbart inden reklamepauserne hører lyden af levende hud, der slipper død hud, når naturisten rejser sig fra sin hvide lædersofa. Folk må for min skyld gerne gå nøgne rundt, men da jeg trådte ind i kontoret og så de to lædersofaer stå i hjørnet, kunne jeg hverken få den lyd eller det billede ud af hovedet. De her stod i venterummet længere nede ad gangen, så vi byttede lædersofaerne ud i en fart.”
På et bord mellem de to sofaer ligger høje stakke af bøger. På arbejdsbordet i lokalets modsatte ende ligger endnu flere: fagbøger, kunstbøger, fotobøger. En af dem bærer titlen Living Modern. Margrethe Vestager standser op og bladrer i en af bøgerne.
Som barn havde hun svært ved at lære at læse, fortæller hun, ja hun er måske en smule ordblind. Men da læsekoden først var knækket, blev bøger omdrejningspunktet for en stor del af hendes opvækst.
”’Bøger åbner verdener,’ sagde mine forældre, og det mente de helt bogstaveligt. Verdenen i det vestjyske, hvor jeg voksede op, var ikke kæmpestor, men man kunne bare åbne en bog, og så var man pludselig et helt andet sted.”
At læse var for familien Vestager i barndomshjemmet i Ølgod en fælles passion. Det lille hus på prærien blev en tidlig favorit.
”Jeg har læst serien flere gange – der er vist ti bind – og jeg læste den også for mine børn, da de var små. Den måde, forfatteren Laura Ingalls Wilder beskriver sin families liv i 1800-tallets Amerika på, er fantastisk. Jeg er som læser helt fanget ind af scenerne fra det barske nybyggerliv, som familien var underlagt. Samtidig er der en langsomhed i fortællingen, som udgør en sund kontrast til nutidens hektiske tilværelse.”
I dag læser hun fortsat i det omfang, arbejdslivet tillader det, og gerne skønlitteratur. Leonard Koren: Wabi-Sabi: Further Thoughts. Edmund de Waal: Haren med de ravgule øjne. Giuliano da Empoli: Troldmanden fra Kreml.
I de to første værker foregår dele af handlingen i Japan, som Vestager har en særlig svaghed for. I Troldmanden fra Kreml søger hun en bedre forståelse for Vladimir Putins magtudøvelse i Moskva. Om bøgerne er på dansk eller engelsk, går hun ikke op i. Det vigtigste er, at de giver hende nye perspektiver i forhold til at forstå den verden, hun færdes i.
”Hvis jeg vil være en god politiker og en god leder, må jeg interessere mig for, hvordan andre mennesker tænker. Det træner jeg gennem litteraturen. Den hævder ikke at besidde sandheden, men den hjælper mig i min undersøgelse af, hvad et menneske er, og hvorfor vi mennesker gør, som vi gør.”
I mere end 30 år har Vestager været medlem af en litteraturkreds, hvor hun sammen med en gruppe af veninder læser og diskuterer nye bøger.
”Nogle af medlemmerne er mine gamle studiekammerater, andre læste medicin og er i dag læger. Vi er forskellige, men fordi vi har fulgt hinandens liv i så mange år, er vi blevet meget tætte. Vi kommunikerer om alt fra strikkeopskrifter og børnesygdomme til nye jobs, men vi tipper også hinanden om gode bøger, vi hver især har læst. De kommer snart til Bruxelles, og så læser vi højt for hinanden og drikker lidt vin.”
Når et forlag beder Margrethe Vestager skrive forord til en genudgivelse af Karen Blixens essays, siger hun ja. Fordi litteraturen betyder noget. For hende selv og for de idealer, hun forbinder med et oplyst og demokratisk samfund.
”Litteratur sørger for, at vi stiller spørgsmål ved den måde, tingene fungerer på. Vi får et mere levende demokrati, hvis folk læser bøger, hører historier og ad den vej får andre perspektiver.
Der kan sagtens være litteratur i et diktatur, men den tjener et bestemt formål. Hele pointen med litteratur i et frit samfund er, at den ikke behøver at have noget formål. Det er en rigdom for et samfund, at alt ikke behøver at være formålsrettet. Hvis litteraturen er ved at dø, er noget ved at gå galt.”
Gennem bøgerne forsøger Vestager også at udvikle sit eget sprog og dermed forhindre, at hun serverer floskler og indøvede standardbemærkninger for de mennesker, hun kommunikerer med.
I sine første år som politiker blev hun kritiseret for netop at mangle dette sprog. Modstandere omtalte hende som ”et talende cirkulære.” Hun var, lød kritikken, for teknokratisk, for detaljeret, for indforstået.
”Der fandt jeg ud af, at sproget er altafgørende for en politiker, og at jeg måtte finde min egen stil.”
Særligt én bog ligger Margrethe Vestagers hjerte nær: Højskolesangbogen.
Der ligger to eksemplarer på stigereolen i kontoret. Værket er ifølge Vestager det, hun gennem sin tilværelse har tilbragt flest timer i selskab med.
”Skulle jeg en dag havne på en øde ø, vil jeg gøre alt for, at Højskolesangbogen er med i tasken.”
Sit kendskab til bogen fik hun allerede styrket som barn, da hun sammen med sin far kørte landet rundt i familiens orange Saab 99. Hans Vestager, der er uddannet præst, arbejdede en overgang som rejsesekretær for Dansk Santalmission. Organisationen havde i mange år forsøgt at udbrede kristendommen blandt santalfolket i Indien og Bangladesh, hvor santaler ofte var udsat for religiøs og etnisk forfølgelse, og Hans Vestager havde blandt andet til opgave at besøge santalkredse i Danmark, der støttede arbejdet. På rejserne var hans ældste datter – og Højskolesangbogen – ofte med.
”Far røg cigar, mens jeg spiste lakrids, og for at undgå at falde i søvn på de lange køreture tilbage til Vestjylland blev det fast kutyme, at far med sangbog i den ene hånd og den anden hånd med cigaren på rattet sang sig gennem det danske landskab. Efterhånden begyndte jeg at synge med. En af de tekster, jeg husker, er fra Grundtvigs salme Er lyset for de lærde blot. Det mente Grundtvig ikke var tilfældet, for som han skrev:
Solen står med bonden op, slet ikke med de lærde oplyser bedst fra tå til top, hvem der er mest på færde.
Det er for mig en hyldest til den frie tanke i alle dele af samfundet og ikke kun i en snæver og selvtilstrækkelig elite.”
I de senere år har Margrethe Vestager haft en særlig grund til at åbne Højskolesangbogen: Hun har selv bidraget til den. I bogens nyeste udgave findes sangen Solhverv, som hun skrev til sine forældre i anledning af deres bryllupsdag, og som broren, Jacob, har komponeret melodien til. Det er en sang om kærlighed og om – som det hedder i teksten – at turde kaste sig ud ”i livets larm.”
”De ord skrev jeg som en kontrast til kravet om, at alting skal være perfekt. Livet er bøvlet, det er ikke snorlige og uden bump på vejen. Du kan høre andre mennesker, mens du vandrer gennem tilværelsen, trafik, naturen, alting. Det larmer omkring dig. Mine forældre har lært mig, at sådan må det gerne være.”
Vestagers tekst handler også om årstidernes skiften, og de første linjer lyder således:
Nu truer mørket, det kommer stille. Bliver det solhverv igen en gang?
”Jeg længes altid efter vintersolhverv, og det var en af de ting, jeg var inspireret af, da jeg skrev sangen. Det er næsten ikke til at holde ud, når det bare bliver mørkere og mørkere. Så kommer forandringen lige før jul. Det går uendeligt langsomt i begyndelsen, men man ved, at det går den rigtige vej, mod lyset. Jeg ville have svært ved at leve et sted, hvor der altid er 12 lyse og 12 mørke timer i døgnet.
Den anden inspiration var, at når man har levet sammen længe, skal man passe på, at det hele ikke bliver tavst. At man ikke lader ting smuldre, fordi man aldrig får givet udtryk for sine følelser. Hvis jeg rækker ud til andre mennesker, så er der meget større sandsynlighed for, at det lys, der stråler fra andre, også stråler på mig. Uden at jeg vidste det, sendte min bror sangen ind til det udvalg, der skulle vælge nye bidrag til Højskolesangbogen. En dag ringede han til mig og sagde: ’Sæt dig lige ned De har taget sangen med.’
Det er enormt glædeligt at være med i et værk, som har fyldt så meget i mit eget liv.
Da DR Pigekoret for nogle år siden sang Solhverv, var Jacob og jeg til stede, og det var meget rørende. Jeg har lettest til tårer over positive ting.”
Margrethe Vestager bliver stående ved bøgerne på bordet. De fortæller ikke blot en historie om hendes interesser og tilgang til livet. De omhandler i flere tilfælde også de kriser, der kendetegner Europa netop nu.
På bordet ligger en bog om krigen i Ukraine, som er skrevet på både ukrainsk og engelsk. Den viser billeder af sårede civile, ødelagte bygninger og soldater ved fronten.
”Jeg fik den som gave, da jeg sidste år besøgte Ukraine. Den skal løbende minde mig og mine gæster om, at mennesker i Ukraine bliver slået ihjel hver eneste dag. Det er det mest grænseoverskridende, man kan forestille sig. Det er så voldsomt, at vi som mennesker mest har lyst til at fortrænge, at det finder sted. Derfor er det nødvendigt med en konstant påmindelse, så vi ikke glemmer ukrainerne, men holder fast i vores forpligtelse til at hjælpe dem i deres kamp for overlevelse.”
Vestager griber en ny bog i stakken. Den er udgivet af den danske fotograf Jacob Ehrbahn og indeholder billeder af flygtninge og migranter, som i de senere år har forsøgt at krydse Middelhavet og pigtrådsindhegnede grænseovergange i Europa. Bogen hedder A Dream of Europe.
”Det er meget forstyrrende billeder,” siger Vestager, som tidligere har haft flere af Jacob Ehrbahns billeder udstillet på gangen foran sit kontor.
”Der er meget at sige om indvandring til Europa, men det er afgørende at fastholde menneskeligheden, som tit forsvinder i den retorik, der ender med at dominere debatten Jeg synes, billederne tilfører identifikation. Se det her billede af far, mor og børn, som illegalt forsøger at krydse en grænse. Det kunne være os. Det kunne være en familie på skovtur.”
Hun bevæger sig videre gennem kontoret, hvor møbler og øvrige genstande udgør en tiltrængt kontrast til rummets institutionsagtige karakter og de matte lysstofrør i loftet.
Tæpper på gulvene: ”Det er bare kelim hjemmefra.”
Et sælskind: ”Fordi Grønland betyder noget.”
Mere kunst på væggene: ”Det er to billeder af kunstneren Kristina Gordon; de har så meget energi.”
Meterhøje planter i potter på gulvet.
I midten af lokalet det store mødebord. Arne Jacobsens 7’ere til at sidde på. Flere 7’ere opstablet i kontorets ene hjørne. Som var Vestager klar til fest, hvis vennerne impulsivt skulle kigge forbi.
På mødebordet ligger en tynd skive af metal pakket ind i et lag af hård plastic.
”Det er en disk – en såkaldt wafer – der er fyldt med tusindvis af mikrochips,” siger Vestager. ”Jeg fik den tilsendt fra en Bosch-fabrik, da jeg for nogle år siden åbnede en ny produktion af mikrochips i Tyskland. Når chipsene skæres ud af pladen og anvendes enkeltvis i for eksempel telefoner eller biler, stiger deres værdi astronomisk. Hvis de her var skåret ud, ville værdien af dem nok svare til et mindre dansk parcelhus. Man kan ikke se dem, for chippen er mindre, end øjet kan fange, men de er fuldstændig afgørende for moderne teknologi.”
Netop vores forhold til teknologi og vores rettigheder i den digitale verden er et af de emner, Vestager har brugt mest tid på gennem årene i Bruxelles. Det er også den primære årsag til, at hun i dag er en international berømthed, som i en årrække har trukket avisoverskrifter i det meste af verden.
”Hun er Silicon Valleys største fjende,” skrev The New York Times eksempelvis i 2018.
”Margrethe Vestager skræmmer techgiganterne,” supplerede The Guardian året efter.
Ifølge det amerikanske magasin Time var Vestager i 2023 blandt de 100 mest indflydelsesrige personer i verden – hvor uklare præmisserne bag sådan en kåring end kan forekomme – og uden for Europa har hun ikke mindst sat afgørende fodaftryk i den amerikanske tilgang til spørgsmål om fair konkurrence og techvirksomheders rolle i samfundet.
”I dag kalder den amerikanske præsident ikke – som Donald Trump i sin tid gjorde – Vestager for the tax lady, for Joe Bidens egen administration har klart ladet sig inspirere af den europæiske konkurrencepolitik, som den er blevet ført under Vestager,” konstaterede Information i efteråret 2023.
Hvorfor blev det teknologi og techvirksomheders position i vores samfund, der kom til at spille en afgørende rolle i din tid som kommissær?
”Det vidste jeg heller ikke, at det ville blive, og den form for planlægning ville være meget vanskelig at foretage i det job, jeg besidder. Min opgave har først og fremmest været at håndtere de sager, der er dukket op på mit bord, og gøre noget ved dem.”
Vestager har blandt andet stået bag to nye love, som har til formål at styrke europæernes digitale rettigheder. Dertil kommer den første lov i verden – vedtaget i Europa-Parlamentet i marts 2024 – der regulerer brugen af kunstig intelligens.
Lovene er komplicerede, til tider tekniske og ofte vanskelige at forstå for menigmand. Hvad rummer de af konkrete fordele, når det gælder vores færden på internettet?
”Det altafgørende er, at de tjenester, vi bruger på nettet, faktisk respekterer loven. At retsstatsprincippet også gælder online. Og det har ikke været tilfældet,” siger Margrethe Vestager.
”Med den nye lovgivning skal dem, der eksempelvis deler børneporno, fjernes fra internettet i en fart. Techselskaberne kan ikke sige, at de ansvarsfrit tilbyder en platform, og at samfundet ikke har noget at skulle have sagt. Det vil vi aldrig acceptere i den virkelige verden, og det skal vi heller ikke acceptere i det digitale univers.”
Hvor står vi i dag, når det gælder techindustriens påvirkning af vores tilværelse?
”De sidste ti år har ændret synet på, hvad virksomhedernes rolle og ansvar er, og at de er forpligtede til at følge internationale regler. Jeg håber, at min og mine medarbejderes indsats har fået flere til at opfatte teknologi som noget, virksomheder, politikere og borgere har et fælles ansvar for at få til at fungere.
Det gælder også, når det drejer sig om børns anvendelse af sociale medier. Vi har pålagt selskaberne at sikre en bedre kontrol med børns alder, så børn kun har adgang til de tjenester, de er gamle nok til at anvende. Men vi kræver også – og det er i virkeligheden det vigtigste – at udbyderne i langt højere grad foretager en kritisk vurdering af, hvilke skadelige effekter deres produkter kan medføre, for eksempel når det gælder børns mentale helbred.
Vi har tydelige grænser for, hvor mange kemikalier, der må være i den trøje, vi tager på om morgenen. Så skal der selvfølgelig også være garantier for, at digitale tjenester er sikre at anvende for både børn og voksne. Det ansvar, understreger lovgivningen, påhviler først og fremmest udbyderen.”
Hun fortsætter: ”Så hvis der bliver lagt en video på TikTok eller Facebook med et voldeligt eller seksuelt krænkende indhold, så er det techselskabernes ansvar at fjerne den. Og hvis ikke de gør det, så falder der en bøde, og hvis de fortsat ikke gør det, så falder der en dobbelt bøde. I sidste ende må vi gribe til mere drastiske metoder og være parate til at forbyde det konkrete produkt eller den konkrete platform.”
Mens flere politikere og meningsdannere roser Vestager for at have indledt en nødvendig kamp mod techindustriens forretningsmetoder, er andre iagttagere af hendes arbejde mindre imponerede. Kritikere fremhæver, at hun som kommissær har valgt væsentlig flere konfrontationer med virksomheder og regeringer end sin forgænger, der oftere søgte forlig, og at hendes tilgang i flere tilfælde er blevet undsagt af retssystemet, når virksomheder har anlagt sag mod Vestager og EU i forsøget på at få omstødt afgørelserne.
Har kritikerne en pointe?
”Hvis man vinder alting, har man spillet for sikkert,” lyder Vestagers svar. ”Hvis man ikke tør udfordre, men kun prøver at vinde sager ved domstolene, som domstolene har forholdt sig til tidligere, så tager man ikke højde for, at verden forandrer sig, og at vores regler og rammer også må følge med.
Da jeg i 2019 blev ledende næstformand for kommissionen, fik jeg også ansvaret for det projekt, vi kalder Et Europa klar til den digitale tidsalder. Det har jeg bøvlet meget med, for jeg vil hellere vende udtrykket om: Er den digitale tidsalder klar til os? Det er ikke os, der skal tilpasse os teknologien. Vi skal finde ud af, hvordan vi bruger teknologi på den bedst mulige måde til at skabe de samfund, vi gerne vil have. Vores motto har været: Teknologi, der tjener mennesker. Det skal ikke bare være et smart slogan. Det skal være realiteten i vores tilgang til den digitale revolution.
Vi er jo ikke færdige med at skabe samfund. Men hvis ikke mennesker bestemmer, trækker vi tæppet væk under vores demokrati. Og hvis vi lader teknologien bemægtige sig alting, bliver vi reduceret til et råmateriale, som er underlagt magt og profit, og det må aldrig ske.”
Vestager standser op, inden hun uddyber pointen: ”Der findes en bog af den britiske forfatter David Mitchell, Cloud Atlas, som blandt andet handler om en gruppe androider, der arbejder som servitricer. De kan gennem hårdt arbejde opnå retten til at leve resten af deres liv på en tropeø med hvide sandstrande og turkisblåt hav. En dag holder en af de kvindelige androider op med at spise den mad, som indeholder et stof, der har fået hende til at arbejde hele dagen. Først da indser hun, at der ikke findes nogen tropeø, men blot en genbrugsstation, hvor det materiale, androiderne er bygget af, bliver kasseret, når de har udtjent deres funktion.
Det er skrækscenariet. At det til sidst ikke handler om androider, men om os, der bare bliver små hjul i en kæmpestor maskine, som nogle ganske få høster fordelene af.”
På sin kontorrundfart er Margrethe Vestager nået hen til en reol med fem hylder, der er placeret til venstre for hendes arbejdsbord.
”Jeg har boet på Amager i mange år, og derfor skulle jeg selvfølgelig have en amagerhylde med til Bruxelles,” siger hun.
På øverste hylde står flere af de priser, hun gennem årene har modtaget. En pris fra foreningen Danes Worldwide. Prisen som Årets Dansker 2016. Europabevægelsens pris som Årets Europæer. Foruden flere andre.
”Her ligger et stykke af Undervisningsministeriets mur,” siger Vestager og fortsætter sin gennemgang af hyldernes indhold.
”Jeg startede min ministerkarriere som undervisningsminister, og da jeg en dag kom på arbejde, var nogle håndværkere i gang med at reparere den gamle ministeriebygning. Det her stykke mur skulle smides ud, og jeg spurgte, om jeg måtte få det. Det minder mig om, at uddannelse – herunder uddannelsesophold i et andet land end dit eget – er noget af det vigtigste i verden.”
Vestagers øjne bevæger sig længere ned ad reolens hylder.
”Krystallen på hylden nedenunder fik jeg på valgnatten i 2011, da jeg var på vej til Christiansborg. Mit parti, Radikale Venstre, var gået frem ved valget, stemningen var høj, og for første gang i mange år så det ud til, at vi kunne blive en del af en ny regering. Pludselig sprang en mand, jeg aldrig før havde set, ud af sin bil og sagde: ’Tillykke med valget. Du skal have en af mine krystaller.’ Så åbnede han bagagerummet, som var fyldt med krystaller, og bad mig vælge en. ’Godt, at du valgte netop den, for den giver klarsyn,’ sagde han. Nu er den så her.”
Sker det ofte, at folk henvender sig til dig på gaden?
”Forleden, da jeg var i København og på vej til Operaen, cyklede en mand op på siden af mig. ’Du cykler helt forkert,’ sagde han. ’Du hiver i styret. Du skal skubbe i stedet for. Det giver en meget bedre overførsel af kraft til benene.’
’Nå for søren,’ svarede jeg, ’det har ingen fortalt mig før.’
’Næ, der er nok mange ting, som ingen tør fortælle dig.’
Så cyklede han ved siden af mig for at se, om jeg korrigerede min måde at cykle på. Og han havde jo ret. Man ser lidt fjollet ud, når man hiver i styret frem for at skubbe.”
Ved siden af krystallen står en fuckfinger i gips.
”Den er meget fint lavet. Jeg fik den af nogle arbejdsløse mænd fra byggebranchen, som ikke var imponerede over de ændringer af dagpengesystemet, vi lavede i Helle Thorning-Schmidts regering. Den minder mig om, at politik også er konflikt og uenighed, og den står her, lige ved min stol, fordi den er rettet mod mig og ikke mod mine gæster.
Tegningen nederst har min niece lavet. Det er en dinosaurhøne, hvis nogen er i tvivl.”
Margrethe Vestager: Vestagers verden
I denne bog åbner Margrethe Vestager for nye indgange til at forstå, hvem hun er, og hvad der driver hende. Hun giver sin personlige beretning om Europas og hendes egen rejse mod en ny tid. Fra sine møder med statsledere, udenrigsministre og direktører for store techvirksomheder. Fra de intense dage omkring Ruslands angreb på Ukraine. Fra en verden i omvæltning på flere måder.
Den anerkendte historiker Morten Møller har fulgt Margrethe Vestager i hendes afsluttende tid som kommissær og ledende næstformand i EU-Kommissionen. Været med hende på arbejde i Bruxelles. Vandret med hende i gaderne omkring hjemmet på Amager. Kørt med hende i kommissærbilen til grundlovstale i Rødding. Gået i hendes fodspor under havevandring i barndomshjemmet i Ølgod. Og gentagne gange interviewet hende om hendes liv i og uden for Danmark.
Margrethe Vestager fortæller om sit personlige engagement i flere af de spørgsmål, som har præget hendes år i europæisk politik, og som fortsat optager hende i dag: teknologi, klima, flygtninge og krig. Og hun forklarer, hvorfor hun insisterer på at være optimist.
Som kommissær og ledende næstformand i EU-Kommissionen er Margrethe Vestager en af de ganske få, der er nået helt til tops i den politiske verden. I Vestagers verden åbner hun for nye indgange til at forstå, hvem hun er, og hvad der driver hende.
Den prisbelønnede historiker Morten Møller har fulgt Margrethe Vestagers afsluttende tid som kommissær og ledende næstformand i EU-Kommissionen. Han har været med hende på arbejde i Bruxelles, vandret med hende i gaderne omkring hjemmet på Amager og gået i hendes fodspor under havevandring i barndomshjemmet i Ølgod.
LÆS OGSÅ: 10 stærke biografier du ikke må gå glip af
Margrethe Vestager har i ti år spillet en stor rolle i international politik. Nu åbner hun op for nye indgange til at forstå, hvem hun er, og hvad der driver hende. Hun fortæller om sin kamp mod store virksomheder. Hun giver sit bud på, hvordan vi skal håndtere flere af tidens vigtigste udfordringer. Og hun insisterer på, at vi har brug for optimisme og engagement, hvis vi vil klare os i en foranderlig verden.
Læs forordet samt første kapitel af Vestagers verden her.
Vestagers verden
af Margrethe Vestager og Morten Møller
FORORD
I de sidste ti år har Margrethe Vestager været en af Danmarks vigtigste stemmer i international politik. I samme periode har hun på nært hold oplevet nogle af de mest dramatiske begivenheder i Europas nyere historie.
Fra hun indtog posten som konkurrencekommissær i EU-Kommissionen i 2014 og frem til sin fratrædelse et årti senere, blev verden forandret Ikke fra den ene dag til den anden, ikke som et totalt brud med fortiden, men forandringerne er ikke desto mindre af en kraft og et omfang, som fortsat kan være vanskeligt at begribe.
De forandringer må vi forholde os til. Og vi må efterspørge refleksioner og svar på nutidens udfordringer hos de politikere, vi har givet opgaven at tegne nye veje på landkortet.
Jeg har fulgt Margrethe Vestager i hendes sidste tid som kommissær og ledende næstformand i EU-Kommissionen. Været med hende på arbejde i Bruxelles. Gået i hendes fodspor i haven ved barndomshjemmet i Ølgod. Vandret med hende gennem gaderne omkring hendes lejlighed på Amager. Kørt med hende til grundlovstale i Rødding. Og gentagne gange interviewet hende om hendes liv i og uden for Danmark.
I denne bog åbner hun for nye indgange til at forstå, hvem hun er, og hvad der driver hende. Hun leverer sin personlige beretning fra en verden i hastig transformation. Fra sine møder med toppolitikere og direktører for store techvirksomheder. Fra de intense dage omkring Ruslands angreb på Ukraine. Og fra sine vedholdende forsøg på at tale Europas sag i en verden, hvor kontinentets position er mindre dominerende, end den tidligere har været.
Med udgangspunkt i sine egne oplevelser fortæller hun om flere af de store udfordringer, som har præget hendes år på den verdenspolitiske scene, og som fortsat optager hende i dag: teknologi, ligestilling, klima, flygtninge, krig.
Samtidig formulerer hun sine bud på, hvor vi må bevæge os hen, hvis nutidens kriser skal overvindes. Hun efterlyser mere selvtillid og mere optimisme hos os europæere. Hun insisterer på, at netop vi har de bedste forudsætninger for at klare os i den ukendte fremtid, der venter.
Under mine interview med Margrethe Vestager har jeg løbende inddraget oplysninger fra en række skriftlige kilder, som er blevet brugt til at udfordre hendes holdninger og perspektiver, og som fungerer som en ramme for bogens indhold.
Det samlede materiale har jeg redigeret og sat sammen til Margrethe Vestagers fortælling om sig selv – og om Danmark og Europa i går, i dag og i morgen.
Svendborg, september 2024
Morten Møller
1
DIT KONTOR VISER HVEM DU ER
Der hænger en mulepose på en knage i et kontor i Bruxelles. På siden af posen står der: ”I knit, so I don’t kill any people.” Ikke langt fra muleposen, på et bord ved vinduet, sidder en lille hjemmestrikket and. Den har blå krop og gult næb. To sorte knapper er syet fast på hovedet som øjne, og på brystet skinner en stjerne af guld.
”Det er en organ-and,” siger andens mor.
”Merinould,” supplerer hun ”Og en smule mohair.”
Det er kommissær og ledende næstformand i EU-Kommissionen Margrethe Vestager, der har strikket anden. Den har været brugt i en kampagne for organdonation, som Cystisk Fibrose Foreningen står bag, og som Vestager har engageret sig i. Oplægget fra foreningen gik ganske vist på at strikke en gul and Vestager foretrak den i en blå og mere EU-venlig farve.
Hun strikker så ofte, det kan lade sig gøre, fortæller hun. På konferencer. Under faglige samtaler. I bilen på vej til næste møde. Inden en tv-optræden. I sofaen derhjemme. Listen over hendes produktioner af strikketøj fra de senere år inkluderer, foruden anden, både bamser, elefanter og trøjer til barnebarnet Jens.
”Det er så fascinerende, at man kan tage et stykke garn, måske tusind meter langt, og med sine hænder og et par pinde lave et stykke tøj, som er varmt, nogle gange ligefrem klædeligt,” siger hun. ”Hvis man arbejder meget med ord og sprog, som jeg gør, ligger der en dejlig kontrast i at producere noget fysisk.”
Strikning er konkret, fortæller hun, det skærper sanserne, og det er så langt at foretrække frem for de mobiltelefoner, som medarbejdere, modparter og politikere ofte sidder med, når et møde eller en høring finder sted.
”Nogle af mine veninder strikkede i gymnasiet, og de blev ofte skældt ud af lærerne: ’Læg det væk, og koncentrer jer i timerne.’ Det var mærkeligt. Jeg koncentrerer mig glimrende i selskab med to strikkepinde. Man skal bare undgå hulmønster, for så skal man tælle.”
Finder man lignende hobbyer hos andre af de toppolitikere, som Vestager de senere år har mødtes med?
”Nej,” lyder svaret. ”Men min svenske kommissærkollega, Ylva Johansson, er en undtagelse. Hun har strikket sokker til alle sine medarbejdere.”
Margrethe Vestager befinder sig i Berlaymont, EU-Kommissionens imposante hovedkvarter. Bygningen har i det sidste årti været omdrejningspunkt for hendes arbejdsliv i Bruxelles. Den huser knap 3.000 af kommissionens mere end 30.000 medarbejdere.
For tilhængere af det europæiske samarbejde er Berlaymont et centralt maskinrum, hvor løsninger på europæernes problemer formuleres og foldes ud i praksis.
For modstandere er bygningen symbolet på et elitært system, der regerer hen over hovederne på befolkningerne i de enkelte lande.
Sikkerheden ved indgangen er omfattende. Det samme er antallet af mennesker i bygningens forhal. Man skal med elevator op til 12 etage for at komme til Margrethe Vestagers kontor. På gangen uden for kontoret er et gammelt dansk vejskilt, uvist fra hvilken by, fastgjort til væggen. Det markerer for både gæster og ansatte, at man nu går ned ad ”Vestagervej.” Vejskiltet er en gave fra en journalist på Christiansborg, som Vestager fik overrakt, da hun forlod dansk politik. Ved siden af skiltet hænger en grafisk oversigt over metrolinjer i København, en platte til minde om indførelsen af kvindelig valgret i 1915 og et fotografi af en dybgrøn nåleskov.
Det er et lille stykke nøje kurateret Danmark, der er rykket ind i Bruxelles.
Margrethe Vestager er i blå kjole og sorte sneakers. Sidstnævnte møder man ikke mange af i Berlaymont, hvor det i høj grad er jakkesæt, spadseredragter og nypudsede lædersko, der dominerer.
På Vestagers kontor vender arbejdsbordet mod lyset fra de store vinduespartier. Et EU-flag er hejst på en mindre flagstang bag hendes stol.
”Jeg bruger meget tid i det her rum, så det skal helst være et rart sted,” fortæller hun.
”Mange kontorer i bygningen er indrettet så ens, at man dårligt kan se forskel på dem, men det duer ikke for mig. Jeg bliver repræsenteret af det sted, hvor jeg opholder mig sammen med andre mennesker. Jeg signalerer, hvem jeg er, og hvad jeg står for.”
Nogle uger forinden, i januar 2024, er hun vendt tilbage til jobbet som kommissær efter at have haft orlov under sit kandidatur til posten som formand for Den Europæiske Investeringsbank. Banken ejes af EU-landene i fællesskab og støtter blandt andet projekter, der skal mindske klimakrisen eller håndtere de menneskelige konsekvenser af krigen i Ukraine.
Trods opbakning fra den danske regering er jobbet efter måneders tovtrækkeri i de diplomatiske indercirkler gået til den spanske økonomiminister, Nadia Calviño. Nu er Vestager opsat på at gøre arbejdet i EU færdigt, inden en ny kommission træder til ved udgangen af året.
”Jeg tænkte meget over, om jeg skulle søge stillingen som formand for en investeringsbank. Ville jeg savne det politiske spil? Ville jeg mangle en tættere kontakt med almindelige mennesker? Men der var flere, der opfordrede mig, og måske, tænkte jeg, er jeg ikke helt færdig med internationale forhold, så jeg gav det et forsøg.”
Vestager går hen til vinduet og ser ud over Bruxelles, inden hun fortsætter: ”Det var første gang i mere end 25 år, at jeg skulle skrive et cv. Det lykkedes mig at finde den levnedsbeskrivelse, jeg senest lavede til en fuldmægtigstilling i København tilbage i 1990’erne. Deri stod blandt andet, at jeg havde arbejdet som hjemmehjælper, stået i en pølsevogn og haft ansættelse på Varde Sygehusvaskeri.
Så gik jeg i gang med at opdatere cv’et: undervisnings- og kirkeminister, gruppeformand, politisk leder, vicestatsminister, kommissær. ’Okay, noget har jeg da fået fra hånden,’ sagde jeg til mig selv. Når man er i det, tænker man ikke over, hvor alle årene blev af.”
Hvorfor fik du ikke jobbet?
”Der sker altid ting i sådan en proces, som er ude af dine egne hænder. Jeg kommer fra et lille land, og jeg lagde i min ansøgning vægt på, at investeringsbanken også er for de små medlemslande og ikke kun for dem, der økonomisk bidrager mest. Banken har været meget vendt mod Sydeuropa, men jeg ville i højere grad have den til at fokusere på projekter i Østeuropa, hvor lande som Polen, Rumænien og Bulgarien en gang imellem føler sig forbigået.
Sammen med mine rådgivere lavede jeg et regneark med overblik over, hvor mange stemmer blandt EU’s medlemslande jeg skulle bruge for at blive valgt til posten, og hvilke lande jeg umiddelbart kunne regne med opbakning fra. Der skulle jeg måske være begyndt anderledes og have gjort mere for at finde støtte hos de store lande, fordi deres stemmer vægtede højere, da afgørelsen skulle træffes.
Men jeg var i Paris tre gange og talte blandt andet med den franske finansminister om, hvad jeg gerne ville med banken. Franskmændene er kendt for at vente til allersidste øjeblik med at beslutte sig, og i praksis er det altid præsident Macron, der bestemmer. I sidste ende blev det nok afgørende, at den tyske kansler besluttede sig for at støtte den spanske kandidat, der ligesom Olaf Scholz selv er socialdemokrat. Derfra vidste jeg godt, at det ville blive svært.”
Vestager holder en kort pause, inden hun fortsætter: ”Måske styrkede det heller ikke mit kandidatur, at jeg altid har insisteret på ligebehandling mellem medlemslandene. De store har ikke altid ret, og jeg er ikke en hånddukke, der nikker og retter ind, hvis jeg synes, tingene bør være anderledes. Jeg fortryder ikke den tilgang, for den afspejler meget godt, hvem jeg er.”
Da ansættelsesprocessen trak ud, mente flere danske politikere i Europa-Parlamentet, at Vestager burde trække sig som kommissær, fordi det svækkede danske interesser, at hun under sin orlov ikke kunne passe sit arbejde, og at en ny kommissær derfor burde udpeges.
”Det havde jeg meget svært ved at se logikken i,” siger Vestager. ”For jeg varetager ikke særlige danske interesser. Jeg varetager europæiske interesser. Og i den periode, jeg havde orlov, blev det arbejde helt uproblematisk videreført af to kolleger i kommissionen.”
Mens Vestager bevæger sig videre gennem lokalet, fortæller hun, hvordan hun som gæst under konferencer i Japan og Indien er blevet modtaget og opvartet på de mest fantastiske måder. Og hvordan netop modtagelsen har haft en positiv effekt på de møder, der fulgte.
”I Europa er vi håbløse til den slags,” konstaterer hun. ”Her spiser vi gæster af med en tør småkage. Vand kan du hente i en vandkøler. Jeg måtte selv købe kaffemaskine, kopper og kander, da jeg kom herned. Det er virkelig sølle. Onde tunger laver sjov med, at kaffen i Berlaymont er resultatet af et kompromis i EU, som gik galt. Historien går på, at kaffen bliver brygget i Luxembourg og derefter kørt i tankvogne til Bruxelles. Den er om muligt værre end tjæren på storebæltsfærgerne i 1980’erne.
Der er en forsigtighed i EU i forhold til at bruge skatteydernes penge på repræsentation og ekstravagance, og det er jo fornuftigt nok. Men det er på ingen måde for at være ekstravagant, at jeg gerne vil kunne servere ordentlig kaffe og lidt sødt for mine gæster, det er bare for at være vært. Jeg skal vise, at folk er velkomne, at jeg respekterer min mødepartner, og at jeg har forberedt mig. Så bliver det ofte et bedre møde, end hvis jeg signalerer: ’Jeg har faktisk ikke lyst til, at du skulle komme, jeg skal videre,’” siger Margrethe Vestager.
”Det her er i øvrigt mine yndlingschokolader. De er polske. Prøv.”
På en reol langs væggen står en stribe fotografier opstillet i rammer: Et billede fra det kvarter på Amager, hvor Vestager har boet i mange år, og hvor hun fortsat opholder sig, når hun er i Danmark. Et bryllupsbillede. Foruden talrige andre motiver af børn, søskende, farmor, hund.
”Her har politikere ofte billeder af de mange mennesker, de har mødt og trykket i hånden Jeg har min familie. Der er Thomas, min mand, som underviser ved Københavns VUC. Her er mine tre piger, som alle er flyttet hjemmefra. Den ældste, Maria, er færdig som læge og er blevet mor til mit første barnebarn, Jens. Den midterste, Rebecca, har studeret i England og arbejder nu for den britiske regering. Den yngste, Ella, er på højskole. Karlo, det er altså hunden, er død.”
Til venstre for reolen hænger et stort maleri af kunstneren Jan Klein, som har været i Margrethe Vestagers besiddelse i mange år. Hun anvender det også som baggrund på sin profil på de sociale medier Facebook og X, og hun har fået lavet kort af maleriet med sit navn på, som hun bruger, når hun sender hilsner til venner og samarbejdspartnere.
”Værket er malet på et sammenfoldet EU-flag,” fortæller hun. ”Da Jan Klein gik i gang med projektet, blev han så træt af, at folk ville have ham til at tage stilling for eller imod EU. I stedet lavede han en happening i sit atelier, hvor han bad folk notere på væggen, hvad deres første tanke var, når de tænkte på Europa. Mens de skrev, malede han billedet, og nogle af ordene tog han med. For mig repræsenterer det mere end noget andet min passion for Europa. Det er kaotisk og farverigt. Der er udtryk – love, revolution, color by the people – som konkrete mennesker associerer med det europæiske samarbejde.
Flaget i sig selv symboliserer EU’s institutioner: rådet, parlamentet, kommissionen, domstolen. Men det er i udgangspunktet et pænt og lidt kedeligt flag, som mangler alt det, Jan Klein tilfører med sin kunst: vildskab, farver, kærlighed, fællesskab. Europa er historie, geografi og politik, men det er frem for alt mennesker.”
Bevæger man sig tæt på kunstværket, bliver det tydeligt, at værket har forandret sig, siden det blev hængt op i kontoret. Det er Vestager selv, som står bag forandringen, fortæller hun. I højre side af maleriet har hun påsat et lille klistermærke med ordene ”CLIMATE JUSTICE FOR ROSA”
Ordene henviser til den 15-årige dansk-tyske pige Rosa Reichel. Datter af Margrethe Vestagers danske kabinetschef under hendes første år i Bruxelles.
I 2021 druknede Rosa Reichel under voldsomme oversvømmelser, da hun deltog i en sommerlejr for unge klimaaktivister i Ardennerne et par timers kørsel fra Bruxelles. Da flere af Rosa Reichels venner tog initiativ til at gøre hendes død til en del af en kampagne for ofrene for de naturkatastrofer, klimaforandringerne fører med sig, gik Vestager ind i kampen og fremsatte et lovforslag om at indføre en officiel mindedag for ofrene. Rosas og mange andre klimaofres død markeres nu årligt på Rosa Reichels dødsdag den 15 juli.
”Det kan måske være et lille anker for den sorg, der opstår, når nærtstående, herunder børn, mister livet,” siger Vestager. ”Og det kan minde os andre om, at klimaforandringer ikke er et abstrakt fremtidsfænomen, men en realitet, der koster liv nu og her.”
I hjørnet ved siden af maleriet står en gammel elektrikerstige. Øverst på stigen har Vestager placeret en Snøvs i træ, som en ven for mange år siden skar til hende, og som skal minde hende om, at det altid – selv når man kun har én fod – er muligt at bevæge sig frem i livet.
Stigen, fortæller Vestager, fandt hun for mange år siden i Folketinget med en seddel, der bekendtgjorde, at den skulle smides ud.
”Så spurgte jeg, om jeg måtte få den. Min erfaring er, at hvis kvinder vil til tops, skal de tage deres egen stige med.”
Ved siden af stigen står to bløde sofaer i en lysegrå nuance, som Vestager anskaffede sig, da hun begyndte sit arbejde i Bruxelles.
”Jeg overtog et kontor fra en cypriotisk kommissær, og da jeg trådte ind i kontoret, sagde hendes assistent begejstret: ’Du er heldig, at min chef har sådan en fantastisk smag.’ Det var bare ikke min smag. Hovedmøblementet i kontoret var to hvide lædersofaer. Jeg er vild med standup og havde lige hørt komikeren Andreas Bos liveshow, hvori han forestillede sig, at alle mennesker, herunder naturister, i fremtiden får deres egen tv-kanal, og hvor det for naturisternes vedkommende vil indebære, at man umiddelbart inden reklamepauserne hører lyden af levende hud, der slipper død hud, når naturisten rejser sig fra sin hvide lædersofa. Folk må for min skyld gerne gå nøgne rundt, men da jeg trådte ind i kontoret og så de to lædersofaer stå i hjørnet, kunne jeg hverken få den lyd eller det billede ud af hovedet. De her stod i venterummet længere nede ad gangen, så vi byttede lædersofaerne ud i en fart.”
På et bord mellem de to sofaer ligger høje stakke af bøger. På arbejdsbordet i lokalets modsatte ende ligger endnu flere: fagbøger, kunstbøger, fotobøger. En af dem bærer titlen Living Modern. Margrethe Vestager standser op og bladrer i en af bøgerne.
Som barn havde hun svært ved at lære at læse, fortæller hun, ja hun er måske en smule ordblind. Men da læsekoden først var knækket, blev bøger omdrejningspunktet for en stor del af hendes opvækst.
”’Bøger åbner verdener,’ sagde mine forældre, og det mente de helt bogstaveligt. Verdenen i det vestjyske, hvor jeg voksede op, var ikke kæmpestor, men man kunne bare åbne en bog, og så var man pludselig et helt andet sted.”
At læse var for familien Vestager i barndomshjemmet i Ølgod en fælles passion. Det lille hus på prærien blev en tidlig favorit.
”Jeg har læst serien flere gange – der er vist ti bind – og jeg læste den også for mine børn, da de var små. Den måde, forfatteren Laura Ingalls Wilder beskriver sin families liv i 1800-tallets Amerika på, er fantastisk. Jeg er som læser helt fanget ind af scenerne fra det barske nybyggerliv, som familien var underlagt. Samtidig er der en langsomhed i fortællingen, som udgør en sund kontrast til nutidens hektiske tilværelse.”
I dag læser hun fortsat i det omfang, arbejdslivet tillader det, og gerne skønlitteratur. Leonard Koren: Wabi-Sabi: Further Thoughts. Edmund de Waal: Haren med de ravgule øjne. Giuliano da Empoli: Troldmanden fra Kreml.
I de to første værker foregår dele af handlingen i Japan, som Vestager har en særlig svaghed for. I Troldmanden fra Kreml søger hun en bedre forståelse for Vladimir Putins magtudøvelse i Moskva. Om bøgerne er på dansk eller engelsk, går hun ikke op i. Det vigtigste er, at de giver hende nye perspektiver i forhold til at forstå den verden, hun færdes i.
”Hvis jeg vil være en god politiker og en god leder, må jeg interessere mig for, hvordan andre mennesker tænker. Det træner jeg gennem litteraturen. Den hævder ikke at besidde sandheden, men den hjælper mig i min undersøgelse af, hvad et menneske er, og hvorfor vi mennesker gør, som vi gør.”
I mere end 30 år har Vestager været medlem af en litteraturkreds, hvor hun sammen med en gruppe af veninder læser og diskuterer nye bøger.
”Nogle af medlemmerne er mine gamle studiekammerater, andre læste medicin og er i dag læger. Vi er forskellige, men fordi vi har fulgt hinandens liv i så mange år, er vi blevet meget tætte. Vi kommunikerer om alt fra strikkeopskrifter og børnesygdomme til nye jobs, men vi tipper også hinanden om gode bøger, vi hver især har læst. De kommer snart til Bruxelles, og så læser vi højt for hinanden og drikker lidt vin.”
Når et forlag beder Margrethe Vestager skrive forord til en genudgivelse af Karen Blixens essays, siger hun ja. Fordi litteraturen betyder noget. For hende selv og for de idealer, hun forbinder med et oplyst og demokratisk samfund.
”Litteratur sørger for, at vi stiller spørgsmål ved den måde, tingene fungerer på. Vi får et mere levende demokrati, hvis folk læser bøger, hører historier og ad den vej får andre perspektiver.
Der kan sagtens være litteratur i et diktatur, men den tjener et bestemt formål. Hele pointen med litteratur i et frit samfund er, at den ikke behøver at have noget formål. Det er en rigdom for et samfund, at alt ikke behøver at være formålsrettet. Hvis litteraturen er ved at dø, er noget ved at gå galt.”
Gennem bøgerne forsøger Vestager også at udvikle sit eget sprog og dermed forhindre, at hun serverer floskler og indøvede standardbemærkninger for de mennesker, hun kommunikerer med.
I sine første år som politiker blev hun kritiseret for netop at mangle dette sprog. Modstandere omtalte hende som ”et talende cirkulære.” Hun var, lød kritikken, for teknokratisk, for detaljeret, for indforstået.
”Der fandt jeg ud af, at sproget er altafgørende for en politiker, og at jeg måtte finde min egen stil.”
Særligt én bog ligger Margrethe Vestagers hjerte nær: Højskolesangbogen.
Der ligger to eksemplarer på stigereolen i kontoret. Værket er ifølge Vestager det, hun gennem sin tilværelse har tilbragt flest timer i selskab med.
”Skulle jeg en dag havne på en øde ø, vil jeg gøre alt for, at Højskolesangbogen er med i tasken.”
Sit kendskab til bogen fik hun allerede styrket som barn, da hun sammen med sin far kørte landet rundt i familiens orange Saab 99. Hans Vestager, der er uddannet præst, arbejdede en overgang som rejsesekretær for Dansk Santalmission. Organisationen havde i mange år forsøgt at udbrede kristendommen blandt santalfolket i Indien og Bangladesh, hvor santaler ofte var udsat for religiøs og etnisk forfølgelse, og Hans Vestager havde blandt andet til opgave at besøge santalkredse i Danmark, der støttede arbejdet. På rejserne var hans ældste datter – og Højskolesangbogen – ofte med.
”Far røg cigar, mens jeg spiste lakrids, og for at undgå at falde i søvn på de lange køreture tilbage til Vestjylland blev det fast kutyme, at far med sangbog i den ene hånd og den anden hånd med cigaren på rattet sang sig gennem det danske landskab. Efterhånden begyndte jeg at synge med. En af de tekster, jeg husker, er fra Grundtvigs salme Er lyset for de lærde blot. Det mente Grundtvig ikke var tilfældet, for som han skrev:
Solen står med bonden op, slet ikke med de lærde oplyser bedst fra tå til top, hvem der er mest på færde.
Det er for mig en hyldest til den frie tanke i alle dele af samfundet og ikke kun i en snæver og selvtilstrækkelig elite.”
I de senere år har Margrethe Vestager haft en særlig grund til at åbne Højskolesangbogen: Hun har selv bidraget til den. I bogens nyeste udgave findes sangen Solhverv, som hun skrev til sine forældre i anledning af deres bryllupsdag, og som broren, Jacob, har komponeret melodien til. Det er en sang om kærlighed og om – som det hedder i teksten – at turde kaste sig ud ”i livets larm.”
”De ord skrev jeg som en kontrast til kravet om, at alting skal være perfekt. Livet er bøvlet, det er ikke snorlige og uden bump på vejen. Du kan høre andre mennesker, mens du vandrer gennem tilværelsen, trafik, naturen, alting. Det larmer omkring dig. Mine forældre har lært mig, at sådan må det gerne være.”
Vestagers tekst handler også om årstidernes skiften, og de første linjer lyder således:
Nu truer mørket, det kommer stille. Bliver det solhverv igen en gang?
”Jeg længes altid efter vintersolhverv, og det var en af de ting, jeg var inspireret af, da jeg skrev sangen. Det er næsten ikke til at holde ud, når det bare bliver mørkere og mørkere. Så kommer forandringen lige før jul. Det går uendeligt langsomt i begyndelsen, men man ved, at det går den rigtige vej, mod lyset. Jeg ville have svært ved at leve et sted, hvor der altid er 12 lyse og 12 mørke timer i døgnet.
Den anden inspiration var, at når man har levet sammen længe, skal man passe på, at det hele ikke bliver tavst. At man ikke lader ting smuldre, fordi man aldrig får givet udtryk for sine følelser. Hvis jeg rækker ud til andre mennesker, så er der meget større sandsynlighed for, at det lys, der stråler fra andre, også stråler på mig. Uden at jeg vidste det, sendte min bror sangen ind til det udvalg, der skulle vælge nye bidrag til Højskolesangbogen. En dag ringede han til mig og sagde: ’Sæt dig lige ned De har taget sangen med.’
Det er enormt glædeligt at være med i et værk, som har fyldt så meget i mit eget liv.
Da DR Pigekoret for nogle år siden sang Solhverv, var Jacob og jeg til stede, og det var meget rørende. Jeg har lettest til tårer over positive ting.”
Margrethe Vestager bliver stående ved bøgerne på bordet. De fortæller ikke blot en historie om hendes interesser og tilgang til livet. De omhandler i flere tilfælde også de kriser, der kendetegner Europa netop nu.
På bordet ligger en bog om krigen i Ukraine, som er skrevet på både ukrainsk og engelsk. Den viser billeder af sårede civile, ødelagte bygninger og soldater ved fronten.
”Jeg fik den som gave, da jeg sidste år besøgte Ukraine. Den skal løbende minde mig og mine gæster om, at mennesker i Ukraine bliver slået ihjel hver eneste dag. Det er det mest grænseoverskridende, man kan forestille sig. Det er så voldsomt, at vi som mennesker mest har lyst til at fortrænge, at det finder sted. Derfor er det nødvendigt med en konstant påmindelse, så vi ikke glemmer ukrainerne, men holder fast i vores forpligtelse til at hjælpe dem i deres kamp for overlevelse.”
Vestager griber en ny bog i stakken. Den er udgivet af den danske fotograf Jacob Ehrbahn og indeholder billeder af flygtninge og migranter, som i de senere år har forsøgt at krydse Middelhavet og pigtrådsindhegnede grænseovergange i Europa. Bogen hedder A Dream of Europe.
”Det er meget forstyrrende billeder,” siger Vestager, som tidligere har haft flere af Jacob Ehrbahns billeder udstillet på gangen foran sit kontor.
”Der er meget at sige om indvandring til Europa, men det er afgørende at fastholde menneskeligheden, som tit forsvinder i den retorik, der ender med at dominere debatten Jeg synes, billederne tilfører identifikation. Se det her billede af far, mor og børn, som illegalt forsøger at krydse en grænse. Det kunne være os. Det kunne være en familie på skovtur.”
Hun bevæger sig videre gennem kontoret, hvor møbler og øvrige genstande udgør en tiltrængt kontrast til rummets institutionsagtige karakter og de matte lysstofrør i loftet.
Tæpper på gulvene: ”Det er bare kelim hjemmefra.”
Et sælskind: ”Fordi Grønland betyder noget.”
Mere kunst på væggene: ”Det er to billeder af kunstneren Kristina Gordon; de har så meget energi.”
Meterhøje planter i potter på gulvet.
I midten af lokalet det store mødebord. Arne Jacobsens 7’ere til at sidde på. Flere 7’ere opstablet i kontorets ene hjørne. Som var Vestager klar til fest, hvis vennerne impulsivt skulle kigge forbi.
På mødebordet ligger en tynd skive af metal pakket ind i et lag af hård plastic.
”Det er en disk – en såkaldt wafer – der er fyldt med tusindvis af mikrochips,” siger Vestager. ”Jeg fik den tilsendt fra en Bosch-fabrik, da jeg for nogle år siden åbnede en ny produktion af mikrochips i Tyskland. Når chipsene skæres ud af pladen og anvendes enkeltvis i for eksempel telefoner eller biler, stiger deres værdi astronomisk. Hvis de her var skåret ud, ville værdien af dem nok svare til et mindre dansk parcelhus. Man kan ikke se dem, for chippen er mindre, end øjet kan fange, men de er fuldstændig afgørende for moderne teknologi.”
Netop vores forhold til teknologi og vores rettigheder i den digitale verden er et af de emner, Vestager har brugt mest tid på gennem årene i Bruxelles. Det er også den primære årsag til, at hun i dag er en international berømthed, som i en årrække har trukket avisoverskrifter i det meste af verden.
”Hun er Silicon Valleys største fjende,” skrev The New York Times eksempelvis i 2018.
”Margrethe Vestager skræmmer techgiganterne,” supplerede The Guardian året efter.
Ifølge det amerikanske magasin Time var Vestager i 2023 blandt de 100 mest indflydelsesrige personer i verden – hvor uklare præmisserne bag sådan en kåring end kan forekomme – og uden for Europa har hun ikke mindst sat afgørende fodaftryk i den amerikanske tilgang til spørgsmål om fair konkurrence og techvirksomheders rolle i samfundet.
”I dag kalder den amerikanske præsident ikke – som Donald Trump i sin tid gjorde – Vestager for the tax lady, for Joe Bidens egen administration har klart ladet sig inspirere af den europæiske konkurrencepolitik, som den er blevet ført under Vestager,” konstaterede Information i efteråret 2023.
Hvorfor blev det teknologi og techvirksomheders position i vores samfund, der kom til at spille en afgørende rolle i din tid som kommissær?
”Det vidste jeg heller ikke, at det ville blive, og den form for planlægning ville være meget vanskelig at foretage i det job, jeg besidder. Min opgave har først og fremmest været at håndtere de sager, der er dukket op på mit bord, og gøre noget ved dem.”
Vestager har blandt andet stået bag to nye love, som har til formål at styrke europæernes digitale rettigheder. Dertil kommer den første lov i verden – vedtaget i Europa-Parlamentet i marts 2024 – der regulerer brugen af kunstig intelligens.
Lovene er komplicerede, til tider tekniske og ofte vanskelige at forstå for menigmand. Hvad rummer de af konkrete fordele, når det gælder vores færden på internettet?
”Det altafgørende er, at de tjenester, vi bruger på nettet, faktisk respekterer loven. At retsstatsprincippet også gælder online. Og det har ikke været tilfældet,” siger Margrethe Vestager.
”Med den nye lovgivning skal dem, der eksempelvis deler børneporno, fjernes fra internettet i en fart. Techselskaberne kan ikke sige, at de ansvarsfrit tilbyder en platform, og at samfundet ikke har noget at skulle have sagt. Det vil vi aldrig acceptere i den virkelige verden, og det skal vi heller ikke acceptere i det digitale univers.”
Hvor står vi i dag, når det gælder techindustriens påvirkning af vores tilværelse?
”De sidste ti år har ændret synet på, hvad virksomhedernes rolle og ansvar er, og at de er forpligtede til at følge internationale regler. Jeg håber, at min og mine medarbejderes indsats har fået flere til at opfatte teknologi som noget, virksomheder, politikere og borgere har et fælles ansvar for at få til at fungere.
Det gælder også, når det drejer sig om børns anvendelse af sociale medier. Vi har pålagt selskaberne at sikre en bedre kontrol med børns alder, så børn kun har adgang til de tjenester, de er gamle nok til at anvende. Men vi kræver også – og det er i virkeligheden det vigtigste – at udbyderne i langt højere grad foretager en kritisk vurdering af, hvilke skadelige effekter deres produkter kan medføre, for eksempel når det gælder børns mentale helbred.
Vi har tydelige grænser for, hvor mange kemikalier, der må være i den trøje, vi tager på om morgenen. Så skal der selvfølgelig også være garantier for, at digitale tjenester er sikre at anvende for både børn og voksne. Det ansvar, understreger lovgivningen, påhviler først og fremmest udbyderen.”
Hun fortsætter: ”Så hvis der bliver lagt en video på TikTok eller Facebook med et voldeligt eller seksuelt krænkende indhold, så er det techselskabernes ansvar at fjerne den. Og hvis ikke de gør det, så falder der en bøde, og hvis de fortsat ikke gør det, så falder der en dobbelt bøde. I sidste ende må vi gribe til mere drastiske metoder og være parate til at forbyde det konkrete produkt eller den konkrete platform.”
Mens flere politikere og meningsdannere roser Vestager for at have indledt en nødvendig kamp mod techindustriens forretningsmetoder, er andre iagttagere af hendes arbejde mindre imponerede. Kritikere fremhæver, at hun som kommissær har valgt væsentlig flere konfrontationer med virksomheder og regeringer end sin forgænger, der oftere søgte forlig, og at hendes tilgang i flere tilfælde er blevet undsagt af retssystemet, når virksomheder har anlagt sag mod Vestager og EU i forsøget på at få omstødt afgørelserne.
Har kritikerne en pointe?
”Hvis man vinder alting, har man spillet for sikkert,” lyder Vestagers svar. ”Hvis man ikke tør udfordre, men kun prøver at vinde sager ved domstolene, som domstolene har forholdt sig til tidligere, så tager man ikke højde for, at verden forandrer sig, og at vores regler og rammer også må følge med.
Da jeg i 2019 blev ledende næstformand for kommissionen, fik jeg også ansvaret for det projekt, vi kalder Et Europa klar til den digitale tidsalder. Det har jeg bøvlet meget med, for jeg vil hellere vende udtrykket om: Er den digitale tidsalder klar til os? Det er ikke os, der skal tilpasse os teknologien. Vi skal finde ud af, hvordan vi bruger teknologi på den bedst mulige måde til at skabe de samfund, vi gerne vil have. Vores motto har været: Teknologi, der tjener mennesker. Det skal ikke bare være et smart slogan. Det skal være realiteten i vores tilgang til den digitale revolution.
Vi er jo ikke færdige med at skabe samfund. Men hvis ikke mennesker bestemmer, trækker vi tæppet væk under vores demokrati. Og hvis vi lader teknologien bemægtige sig alting, bliver vi reduceret til et råmateriale, som er underlagt magt og profit, og det må aldrig ske.”
Vestager standser op, inden hun uddyber pointen: ”Der findes en bog af den britiske forfatter David Mitchell, Cloud Atlas, som blandt andet handler om en gruppe androider, der arbejder som servitricer. De kan gennem hårdt arbejde opnå retten til at leve resten af deres liv på en tropeø med hvide sandstrande og turkisblåt hav. En dag holder en af de kvindelige androider op med at spise den mad, som indeholder et stof, der har fået hende til at arbejde hele dagen. Først da indser hun, at der ikke findes nogen tropeø, men blot en genbrugsstation, hvor det materiale, androiderne er bygget af, bliver kasseret, når de har udtjent deres funktion.
Det er skrækscenariet. At det til sidst ikke handler om androider, men om os, der bare bliver små hjul i en kæmpestor maskine, som nogle ganske få høster fordelene af.”
På sin kontorrundfart er Margrethe Vestager nået hen til en reol med fem hylder, der er placeret til venstre for hendes arbejdsbord.
”Jeg har boet på Amager i mange år, og derfor skulle jeg selvfølgelig have en amagerhylde med til Bruxelles,” siger hun.
På øverste hylde står flere af de priser, hun gennem årene har modtaget. En pris fra foreningen Danes Worldwide. Prisen som Årets Dansker 2016. Europabevægelsens pris som Årets Europæer. Foruden flere andre.
”Her ligger et stykke af Undervisningsministeriets mur,” siger Vestager og fortsætter sin gennemgang af hyldernes indhold.
”Jeg startede min ministerkarriere som undervisningsminister, og da jeg en dag kom på arbejde, var nogle håndværkere i gang med at reparere den gamle ministeriebygning. Det her stykke mur skulle smides ud, og jeg spurgte, om jeg måtte få det. Det minder mig om, at uddannelse – herunder uddannelsesophold i et andet land end dit eget – er noget af det vigtigste i verden.”
Vestagers øjne bevæger sig længere ned ad reolens hylder.
”Krystallen på hylden nedenunder fik jeg på valgnatten i 2011, da jeg var på vej til Christiansborg. Mit parti, Radikale Venstre, var gået frem ved valget, stemningen var høj, og for første gang i mange år så det ud til, at vi kunne blive en del af en ny regering. Pludselig sprang en mand, jeg aldrig før havde set, ud af sin bil og sagde: ’Tillykke med valget. Du skal have en af mine krystaller.’ Så åbnede han bagagerummet, som var fyldt med krystaller, og bad mig vælge en. ’Godt, at du valgte netop den, for den giver klarsyn,’ sagde han. Nu er den så her.”
Sker det ofte, at folk henvender sig til dig på gaden?
”Forleden, da jeg var i København og på vej til Operaen, cyklede en mand op på siden af mig. ’Du cykler helt forkert,’ sagde han. ’Du hiver i styret. Du skal skubbe i stedet for. Det giver en meget bedre overførsel af kraft til benene.’
’Nå for søren,’ svarede jeg, ’det har ingen fortalt mig før.’
’Næ, der er nok mange ting, som ingen tør fortælle dig.’
Så cyklede han ved siden af mig for at se, om jeg korrigerede min måde at cykle på. Og han havde jo ret. Man ser lidt fjollet ud, når man hiver i styret frem for at skubbe.”
Ved siden af krystallen står en fuckfinger i gips.
”Den er meget fint lavet. Jeg fik den af nogle arbejdsløse mænd fra byggebranchen, som ikke var imponerede over de ændringer af dagpengesystemet, vi lavede i Helle Thorning-Schmidts regering. Den minder mig om, at politik også er konflikt og uenighed, og den står her, lige ved min stol, fordi den er rettet mod mig og ikke mod mine gæster.
Tegningen nederst har min niece lavet. Det er en dinosaurhøne, hvis nogen er i tvivl.”
Margrethe Vestager: Vestagers verden
I denne bog åbner Margrethe Vestager for nye indgange til at forstå, hvem hun er, og hvad der driver hende. Hun giver sin personlige beretning om Europas og hendes egen rejse mod en ny tid. Fra sine møder med statsledere, udenrigsministre og direktører for store techvirksomheder. Fra de intense dage omkring Ruslands angreb på Ukraine. Fra en verden i omvæltning på flere måder.
Den anerkendte historiker Morten Møller har fulgt Margrethe Vestager i hendes afsluttende tid som kommissær og ledende næstformand i EU-Kommissionen. Været med hende på arbejde i Bruxelles. Vandret med hende i gaderne omkring hjemmet på Amager. Kørt med hende i kommissærbilen til grundlovstale i Rødding. Gået i hendes fodspor under havevandring i barndomshjemmet i Ølgod. Og gentagne gange interviewet hende om hendes liv i og uden for Danmark.
Margrethe Vestager fortæller om sit personlige engagement i flere af de spørgsmål, som har præget hendes år i europæisk politik, og som fortsat optager hende i dag: teknologi, klima, flygtninge og krig. Og hun forklarer, hvorfor hun insisterer på at være optimist.
Du kan købe Vestagers verden online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra d. 23. oktober.
Andre læste også: