Johanna Mo har med krimien Natsangeren skrevet sig ind på en plads blandt Sveriges bedste krimiforfattere. Hun er nu ude med opfølgeren Skyggeliljen.
Skyggeliljen følger Jenny, som en dag kommer hjem til et tomt hus. Hendes mand Thomas og deres søn Hugo er væk. Men er de taget af sted frivilligt, eller er der sket dem noget? Flere hemmeligheder kommer frem, og da Thomas findes død, intensiveres jagten på lille Hugo.
LÆS OGSÅ: Et mord har fulgt Johanna Mo siden teenageårene
Samtidig bliver der taget grove midler i brug for at sikre sig, at efterforsker Hanna Duncker ikke kommer sandheden om sin far nærmere. Den far der 16 år tidligere blev dømt for mord…
Læs et uddrag af krimien herunder.
Johanna Mo
Skyggeliljen
Den sidste dag
Han ser sig omkring, før han træder ind på grunden. Længere oppe ad vejen bliver en dør åbnet, og han stivner ved lyden. Den lune sensommeraften bærer resterne af en latter med sig. De høje hække skygger for udsigten, men gennem en af åbningerne kommer en kvinde i blomstret kjole og med langt mørkt hår gående. Hun smider en plasticpose i affaldsbøtten. Det grønne låg smælder, og han holder vejret, da hun vender sig om for at gå tilbage. Et øjeblik er han overbevist om, at han er opdaget, eftersom hun bliver stående med ansigtet i hans retning. Så ryster hun på hovedet og forsvinder ind bag hækken igen.
Først da kvinden er tilbage i huset, vover han at røre sig. Med et par lydløse skridt er han fremme ved hoveddøren. Nøglen driller, og han får den tanke, at hun bevidst har givet ham en forkert. Stressen sender en bølge af ubehag gennem kroppen. Han hader, at han er havnet i det her lort, fordi han ikke kan finde ud af at sige nej. Fordi han ville være sød.
Det her kan ikke fortsætte. Han må sætte en stopper for det for Hugos skyld.
Endelig får han drejet nøglen, og døren glider op. Han famler efter kontakten. Lampen i entreen tændes, knitrer og slukker igen.
Fandens også.
Han er stresset, men det her burde ikke tage mere end højst et kvarter. Så kan han forlade huset, gå tilbage til bilen og køre.
Uden at tage skoene af fortsætter han frem forbi den gamle pejs og ind i køkkenet. Han trykker på kontakten, men der er ingen lampe i køkkenet. Han skæver til uret – 18.57 – og ved ikke, hvad han skal stille op med ventetiden. Med et suk glider han ned på gulvet og holder om sine knæ. Måske burde han alligevel blæse på det her og stikke af med det samme. Men han tør ikke.
Et par minutter efter bliver hoveddøren åbnet, og han rejser sig så hurtigt, at det svimler for ham og han er nødt til at støtte sig til væggen. Han vakler ud mod entreen.
”Vi må skynde os,” siger han. ”Jeg skal snart afsted.” Forbavset standser han op og stirrer på personen i døråbningen. ”Hvad laver du her?”
Forbavselsen bliver erstattet af panik, og hjernen formår ikke at koble de fragmenter sammen, der hvirvler rundt derinde. Vreden i ansigtet foran ham. Beslutsomheden. Hvorfor? Angsten dunker i brystet, og synsfeltet skrumper ind. En eneste glasklar tanke bryder igennem: Hjælp mig.
Søndag d. 18 august
Kapitel 1
Hanna Duncker satte sig, så hun kunne holde øje med indgangen. Hun sagde til tjeneren, at hun bare ville have et glas vand, at hun ville vente på sin aftale, før hun bestilte.
Ligesom hendes far, Lars, havde hans ven Gunnar drukket for meget, selv om han mere havde været kvartalsdranker, og hun havde ingen anelse om, hvordan han havde det med alkohol nu. Først havde Gunnar tøvet med at ville mødes med hende. De havde ikke set hinanden siden Lars’ begravelse sidste efterår, og da havde hun knap haft overskud til at tale med ham. Hun havde tilbudt, at han kunne købe huset. Gunnar havde boet i det i alle de år, hendes far havde siddet i fængsel, men han ville ikke købe det. Hendes far og Gunnar havde været venner, så længe Hanna kunne huske. De havde mødt hinanden, da de arbejdede i samme firma i Kalmar.
Tre sørgende. Flere havde der ikke været til begravelsen. Hanna og Gunnar og kvinden, han havde med sig, og hun var der jo kun som støtte. Hverken bedsteforældrene eller hendes bror, Kristoffer, var kommet. Bedsteforældrene boede i Norge nu, men de havde ingen kontakt, og Kristoffer boede i London.
Døren til Ernesto gik op, men det var ikke Gunnar, der kom ind, derimod et ungt par. Kvinden vendte sig mod manden og lo højt og nyforelsket. De røde hårlokker faldt frem over ansigtet, og hun strøg dem hurtigt tilbage. Hanna sank en klump. I forgårs havde hendes ekskæreste Fabian lagt et ultralydsbillede op på sin Facebookside. Han og kæresten ventede barn. Den børnehavepædagog, han havde fundet sammen med, et par uger efter han havde slået op med Hanna. I flere minutter havde hun stirret på det der ultralydsbillede, havde ikke kunnet løsrive sig.
Det unge par havde bestilt bord. De skulle tilsyneladende fejre, at de havde været sammen i et år. Hun havde ellers gættet på, de lige havde mødt hinanden. Hun fulgte dem med blikket, mens de gik ovenpå.
Døren gik op igen. Det var dog heller ikke Gunnar denne gang, men en mand i tresserne. Den venstre arm hang slapt ned, og benet på den side ville ikke bøje sig. Han havde sikkert haft et slagtilfælde. Han gik hen til en mand på sin egen alder, og de omfavnede hinanden længe. Tænk, hvis Gunnar havde skiftet mening?
Hanna havde tilbragt det meste af sommeren med efterforskningen af rovmordet på Ester Jensen. Det mord, som hendes far, Lars, var blevet dømt for i 2003. Eller snarere en uge på at læse efterforskningsmaterialet, og resten af tiden på at forsøge at bearbejde det, hun havde fundet ud af. Lars’ dna var blevet fundet inde i Esters hus, og hans fingeraftryk var blevet fundet på den benzindunk, der havde ligget uden for det nedbrændte hus.
Den slags beviser var umulige at ignorere. Hvordan havde hun kunnet bilde sig selv ind, at han var uskyldig?
Eftersom Hanna var begyndt at arbejde for politiet i Kalmar så sent som i maj, havde hun nærmest ikke haft nogen ferie. Og af den smule, hun havde haft, var det meste blevet ædt op af at læse om farens forbrydelse. I et forsøg på at holde sig beskæftiget og dæmpe uroen i kroppen var hun begyndt at sætte sit lille hus i Kleva i stand. Hun havde tapetseret stuen. Malet loft og paneler hvide. Malet en enkelt væg i soveværelset på førstesalen lysegrøn for at bryde med det hvide. Det småblomstrede tapet i køkkenet havde hun dog ikke villet røre. Huset så noget mindre nedslidt ud nu, men toilettet og brusebadet nedenunder trængte stadig til at blive renoveret.
Hanna så på mobilens ur. Gunnar var ti minutter forsinket. Barndomsvennen Rebecka havde sendt et nyt billede. Hun og familien var taget på en sidste-øjebliks-rejse til De Kanariske Øer. I foråret var Rebeckas søn, Joel, blevet fundet død på parkeringspladsen ved Möckelmosen, og Hanna var blevet kastet direkte ud i efterforskningen straks efter at være flyttet tilbage til Öland. Hun og Rebecka var vokset op sammen, og det havde været mærkeligt at se hende igen efter så mange år, især under så tragiske omstændigheder.
Hanna klikkede billedet frem, som viste Molly på en sandstrand med en vaffelis i hånden. Den hvide is var løbet ned på hånden, og hun lo. Lillesøsteren lod til have taget tabet af Joel bedre end moren. Rebecka havde flere gange ringet til Hanna og været helt ude af den.
Jeg kan ikke mere.
Men på en eller anden måde havde Rebecka alligevel klaret det. Rejsen var ikke blot for at komme lidt væk, men også et forsøg på at redde forholdet til ægtemanden, Petri.
Et kvarter efter den aftalte tid var det endelig Gunnar, der åbnede døren. Han havde jeans og en rustrød T-shirt på. Det var ganske vist kun ti måneder siden, Hanna havde set ham sidst, men da havde det været til begravelsen. Han så betydelig mere frisk ud nu. Solbrændt og udhvilet. Det gråsprængte hår var klippet helt kort. Gunnar var et par år yngre end Lars, så han kunne ikke være fyldt tres endnu. Han slog sig ned over for hende.
”Undskyld, at jeg kommer for sent,” sagde han.
”Det gør ikke noget. Jeg er glad for, at du kom.”
Tjeneren skyndte sig hen for at tage imod deres bestillinger.
Gunnar valgte en cola til sin pizza, så Hanna gjorde det samme – selv om hun i virkeligheden trængte mere til et glas rødvin.
”Flot frisure,” sagde Gunnar.
”Tak.”
Til begravelsen havde Hanna haft halvlangt hår, men umiddelbart efter havde hun klippet det helt kort. Pandehåret var længst og nåede til lige under kindbenet. For et par måneder siden var hun blevet kaldt for Brienne of Tarth. Hanna havde ikke anet, hvem det var, så hun måtte finde et billede på nettet. Og der var da ligheder som højden, hårfarven og frisuren, men Hanna var spinklere. Hun havde stadig ikke fået set Game of Thrones.
”Jeg så, at du var begyndt at arbejde for politiet i Kalmar,” fortsatte Gunnar.
Hanna nikkede. Tonen havde ikke været anklagende, blot nysgerrig, men det var ikke sit arbejde, hun ville tale om.
”Jeg har læst efterforskningsrapporten,” sagde hun.
”Okay,” sagde Gunnar og så på hende, men der kom ikke andet end en let rynke mellem øjenbrynene.
Det var den rynke, der viste, at han havde forstået, hvilken efterforskning hun mente.
”Talte du og Lars om det, der skete med Ester?” spurgte hun. ”Nej,” sagde Gunnar. ”Jeg forsøgte. Men han ville ikke.” Hanna skyllede skuffelsen ned med en slurk cola. Hun fortrød, at hun ikke havde bestilt det glas vin.
”Hvad laver du nu?” spurgte hun.
Det gik op for hende, at det var sådan, hun burde have indledt
deres samtale. Med lidt smalltalk. Opført sig som et normalt menneske, der brød sig om andre mennesker. Et minde fra en juleaften dukkede op. De havde siddet i køkkenet alle seks: hun, Kristoffer, moren, faren, mormoren og så Gunnar. Han var ofte hos dem juleaften. Den jul havde han haft en strikket trøje på med rensdyr, og hun havde fået lov at prøve den. Den nåede helt ned over knæene.
”Jeg bor i en lejlighed i Norrliden,” sagde Gunnar. ”Jeg havde brug for at komme væk fra Öland.”
Hun var selv flyttet til Stockholm i sin tid, men efter seksten år var hun kommet tilbage. Hun gættede på, at han havde været offer for en hel del sladder. På visse måder havde det sikkert været værre for ham, eftersom han var blevet – og tilmed havde boet i Lars’ hus. I morderhuset, som hun havde hørt det omtalt. Hun havde ikke fundet hans nye adresse, kun et telefonnummer.
”Har du arbejde?”
”Ja, på et plejehjem. Og så har Leticia og jeg fået os en russkiy toy.”
”Hvad er det?”
”En lille hund.”
”Betyder det ikke et russisk legetøj?”
”Jo,” sagde Gunnar og smilede.
Tjeneren kom med deres pizzaer, og de begyndte at spise i tavshed. Gunnar betydeligt ivrigere end hun.
”Var det Leticia, som var med dig til begravelsen?” spurgte Hanna, da hun ville have gang i samtalen igen.
Gunnar havde præsenteret hende, men navnet var forsvundet, i samme øjeblik Hanna hørte det.
”Ja.”
”Kæreste, job og vovse. Ikke dårligt.”
Gunnar smilede, og Hanna blev overrasket over, hvor ondt det gjorde. Hvorfor kunne hendes far ikke have fået styr på sit liv? Hvorfor var han ikke også holdt op med at drikke, havde fundet sig et arbejde og en ny kvinde i sit liv? Så havde Ester været i live i dag. En anden erkendelse slog hende: at hendes far til sidst døde, måtte have været en befrielse for Gunnar, selv om han aldrig ville udtrykke det sådan. Han var den eneste, der var blevet og for alvor havde forsøgt at hjælpe.
Gunnar blev hurtigt alvorlig igen.
”Undskyld, at jeg lød så tøvende, da du ringede og ville mødes. Men jeg …”
Han blev tavs, og blikket flakkede. Til sidst fæstnede han det til venstre for hendes hoved.
”Jeg har fået styr på mit liv, og jeg vil ikke trækkes tilbage.”
Ordene kunne lige så godt være kommet fra Hannas bror, Kristoffer. De havde ikke talt sammen siden maj, hvor hun havde ringet til ham efter at have truffet hans gamle ven Axel Sandsten under efterforskningen af Joels død. Axel var Joels far og havde i en periode været under mistanke. Hun havde efterladt en besked på Kristoffers telefonsvarer for et par uger siden, men han havde ikke ringet tilbage. Hun ville gerne have drøftet efterforskningsrapporten med ham. Indtil videre havde hun kun talt med sin nabo Ingrid om den.
”Ser du nogen?” spurgte Gunnar.
”Nej,” svarede Hanna.
”Ikke fordi man skal det,” fortsatte han, da han så hendes reaktion.
Hanna skar et stykke af pizzaen, men lod det ligge på tallerkenen.
”Jeg havde et forhold i Stockholm,” sagde hun. ”Men det gik ikke.”
”Nej, sådan er det jo nogle gange. Leticia og jeg har været sammen i næsten fire år nu.”
”Det lyder godt.”
”Men vi har selvfølgelig vores problemer.”
Hanna fik den tanke, at han kun sagde det for hendes skyld. At de stadig var som det par, der lige nu sad på førstesalen og fejrede deres etårsdag. Den fornemmelse havde hun fået ved farens begravelse.
”Lars havde været stolt af dig.”
Nu var det Gunnar, der søgte hendes blik, men Hannah fortsatte med at skære i pizzaen. Alt, hvad der angik hendes far, var én stor konflikt. Det var ikke ligefrem noget at stræbe efter, at en morder skulle have været stolt af hende. Og samtidig: I årene indtil hun fyldte tolv, havde Lars været en fantastisk far.
Nærværende og støttende. Det var hendes mors død, der havde fået ham til at miste grebet om tilværelsen.
”Noget må han da have sagt?” sagde hun og så op.
”Om det, der skete, mener du?”
Hanna nikkede.
”Hjælp mig lidt her,” bad hun, da hun opfangede hans tøven. ”Jeg ved, at han satte ild til huset, og at han med stor sandsynlighed slog Ester ihjel forinden. Men jeg har brug for at forstå hvorfor. Al den vold …”
Hanna kunne ikke fortsætte. Ilden havde brændt de fleste spor, men Ester havde haft omkring tyve brækkede knogler. Gunnar stoppede det sidste stykke af sin vesuvio i munden og tyggede langsomt.
”Engang hørte jeg ham i fuldskab sige, at han ikke burde have …”
Gunnar blev tavs og så ud gennem vinduet. På gaden udenfor gik en flok teenagere forbi. De lo – en af pigerne så meget, at hun måtte læne sig mod en af vennerne.
”Fortsæt endelig,” bad Hanna. ”Hvad sagde han?”
”At han ikke burde have beskyttet ham.”
”Hvad mente han med det?”
”Jeg ved det ikke med sikkerhed, men …”
Gunnar vendte sig mod hende. Blikket tiggede om, at hun ikke skulle tvinge ham til at fortsætte.
”Du er nødt til at fortælle mig det,” sagde hun.
Det lød vredere, end hun havde ment det, men han måtte ikke holde op med at tale nu.
”Der er vel kun ét menneske, som Lars ville havne i fængsel for at beskytte,” sagde Gunnar. ”Ja, foruden dig, altså.”
Kapitel 2
Badedragten var stadig fugtig, og Lykke Henriksen skuttede sig, da hun tog den på. Hun havde glemt at hænge den op, efter hun havde skyllet den i morges. Hver morgen og aften tog hun en dukkert i sundet. Der var kun et par hundrede meter ned til vandet. De daglige badeture var det eneste, der kunne fjerne tågen i hovedet. Hun var faldet tilbage i gamle mønstre, og hun brød sig ikke om det. Men hun måtte genvinde kontrollen. Alt sejlede lige nu, og endnu mere efter den her lortedag.
Lykke stak fødderne i sine crocs, gik ad køkkendøren ud til tørresnoren og klikkede klemmerne af håndklædet. Slyngede det over skuldrene. Hun vendte sig om og gik i retning af havet. Klokken var over otte, og solen rørte horisonten. Om en halv times tid ville den være væk. Hun ville godt kunne bo sådan her. Måske kunne hun lige så godt sige lejligheden op i Uppsala og flytte hertil permanent nu, hvor hun ikke var kommet ind på forskeruddannelsen. Men hvad skulle hun i så fald leve af? Arbejdsmarkedet bugnede ikke ligefrem med tilbud til 24-årige biologer med speciale i sommerfugle.
Som for at drille hende lettede en Stor Bredpande fra skyggeliljerne, der omgav den lave stenmur ved terrassen. Det var en han, for den var mere gul end brun. Den flagrede et par runder foran hende og forsvandt så.
Lykke fortsatte mod vandet. På trods af at der hverken var mur eller hæk langs den venstre side, var det let at se, hvor hendes grund sluttede, og fælleden tog over. Græsset på fælleden var fint slået, mens hendes græs havde fået lov at vokse, siden hun kom hertil. Hun havde ikke orket at slå det.
For en gangs skyld var det næsten vindstille, og solen havde skinnet hele dagen. Ifølge vejrudsigten var der køligere vejr på vej. Det var sådan, fremtiden føltes. Som en koldfront, der nærmede sig. Hun vidste bare ikke, om den storm ville blive værre end den, hun havde lagt bag sig.
Da Lykke havde krydset vejen, vendte hun sig om og så op mod huset. Hvis hun solgte det, ville hun formodentlig ikke behøve at arbejde i et års tid. Men hun måtte jo finde sig et arbejde. Noget at fylde dagene og hovedet med. Og hun vidste heller ikke, om hun overhovedet kunne give slip på huset. Hendes mor var død for tre år siden, og siden da havde huset i Grönhögen tilhørt hende. Det havde også været hendes mors barndomshjem. Og hendes mormors. Lykke lejede for det meste huset ud via Airbnb, men den her sommer havde hun villet have det for sig selv, mens hun fandt ud af, hvad hun ville. Hun havde købt en gammel Skoda for et par tusind, eftersom det var for besværligt at klare sig uden bil her. Der var ganske vist både et supermarked og en restaurant og desuden en bus til fastlandet. Men bussen gik kun sjældent, og man skulle skifte, og hun hadede at føle sig ufri.
Lykke lagde håndklædet på en sten, trådte ud af skoene og vadede forsigtigt ud i vandet. Henne ved havnen var der en badebro, men trods stenene foretrak hun at bade her. Enkelte gange gik hun hen til kalkbruddet. I hendes barndom havde der nærmest ikke været nogen, der badede der, men nu var der næsten altid mange mennesker om sommeren. Vandet var turkisfarvet og dybt, og man kunne springe i fra klippekanterne. Det virkede, som om folk bare kom for at tage billeder til Instagram. Den sø, hun havde badet i som barn, var derimod umulig at bade i nu, for den var blevet helt overtaget af golfspillere. De stod på bredden og slog bold efter bold ud.
Selv om solen havde skinnet hele dagen, var det ikke lykkedes den at varme sundet op. Vandet nåede ikke længere end til knæene, men kulden spredte sig opad gennem kroppen, og Lykke trak skuldrene op. Der var lavvandet her, og stenene gjorde det besværligt at gå længere ud. Erindringen om, hvordan hun havde hugget kniven i dækket, overrumplede hende, fik hende til at hive efter vejret. Det havde været sværere end ventet at få hul, sikkert fordi hun havde rystet så meget på hænderne, men hun havde ikke givet sig, før hun hørte luften sive ud.
For at slippe af med mindet skyndte Lykke sig fremad. Hun snublede og var lige ved at miste balancen. Foden landede på en skarp sten, og smerten holdt hende oppe. Til sidst kunne hun frivilligt lade kroppen falde. Efter et par tøvende svømmetag dykkede hun ned under vandoverfalden.
Hun bød kulden velkommen. Den udslettede alt.
Mandag d. 19 august
Kapitel 3
Det første, Hanna Duncker gjorde, da hun var fremme ved politihuset i Kalmar, var at hente en kop kaffe. Hun havde haft svært ved at sove om natten. Gunnars ord havde rumlet rundt i bevidstheden.
Der er vel kun ét menneske, som Lars ville havne i fængsel for at beskytte. Ja, foruden dig, altså.
Lige efter at Gunnar havde slynget den kommentar ud, var Hanna stormet ud af restauranten og havde væltet et glas vand i farten. Det var Kristoffer, han mente, og at Kristoffer skulle have slået Ester ihjel, var endnu mere usandsynligt, end at deres far skulle have gjort det. Hvorfor havde Gunnar sagt sådan? Der var jo ingen vej uden om beviserne. Lars havde været inde i huset, hvor Ester døde, og hans fingeraftryk havde været på benzindunken. Havde Gunnar endnu sværere end hende ved at acceptere, at Lars var skyldig? De havde trods alt været venner i over tredive år. Eller handlede det om Kristoffer? Gunnar var blevet rasende på ham, da han ikke kom til Lars’ begravelse.
Gunnar havde både ringet og sms’et i løbet af aftenen, men Hanna havde været for oprørt til at svare. Jeg gentog faktisk bare, hvad Lars sagde, havde han skrevet i den sidste sms.
Kaffekoppen var fyldt til randen, og da Hanna tog det første skridt op ad trappen, var kaffen ved at skvulpe over. Hun standsede og tog et par hurtige slurke, gjorde grimasser af både varmen og smagen.
Jeg burde ikke have beskyttet ham.
Men hvorfor skulle hun stole på Gunnar? Han kunne jo lyve. Måske havde han tilmed selv været indblandet.
På en eller anden måde måtte Hanna få Kristoffer i tale. De var nødt til at tale om det, Gunnar havde påstået, og om efterforskningsrapporten. Lige nu fortrød hun, at hun havde læst den, men det kunne jo ikke gøres om. Afhøringerne af hendes far havde været frygtelige at komme igennem. Han havde snakket løs om sig selv, men var blevet fåmælt, så snart spørgsmålene var begyndt at kredse om Ester Jensen. Han havde indrømmet at have slået hende ihjel, men påstod, at det ikke havde været meningen. Han havde nægtet at svare på spørgsmålet om hvorfor.
Hanna bar forsigtigt kaffen op til efterforskningsgruppens lokale. Til hendes overraskelse var Erik Lindgren der allerede. Når hun kom på den her tid, plejede hun altid at være den første.
”Svært ved at sove?” spurgte hun.
”Ja,” sagde Erik. ”Jeg har ondt i hver en muskel af kroppen.”
At Erik var veltrænet og solbrændt, havde fået hende til at tænke på en surfer, første gang hun så ham. Det mørkeblonde, krøllede hår havde nok også bidraget til det. I lørdags havde Erik gennemført en ironman. Det havde været overskyet og ikke mere end omkring tyve grader. Hun, Daniel og Amer fra efterforskningsgruppen havde været der for at heppe på ham. Amer var gået efter et par timer, fordi han skulle hjem til familien, men både hun og Daniel var blevet til det sidste. Erik havde stort behov for selskab. Konen, Supriya, og datteren, Nila, havde været i Indien i næsten seks uger. De kom først hjem på fredag.
Hanna satte sig ved skrivebordet og gik igennem sine mails. Normalt holdt hun meget af det her tidspunkt på dagen. Roen. At drikke sin kaffe og danne sig et overblik over, hvad der var sket, siden hun sidst havde været på arbejde. I dag var der ikke meget. Hun havde en efterforskning om grov vold, som hun var ansvarlig for, men det vidne, hun jagtede, havde endnu ikke ladet høre fra sig. Ville måske aldrig gøre det. Offeret var en 19-årig mand, som tilsyneladende havde mistet synet på det ene øje.
Tankerne gled tilbage til Gunnar. Til hvorfor han havde sagt, som han gjorde. Hvis hun ville forstå det, kunne hun ikke blive ved med at ignorere ham. Det første forsøg på at formulere en sms blev for anklagende, så hun slettede den og begyndte forfra. Lukkede øjnene og trykkede på send:
Jeg skylder dig en undskyldning for i går.
Svaret kom med det samme. Det her er grunden til, at jeg tøvede med at mødes med dig. Jeg vidste du ville spørge.
Hanna stirrede på ordene. Anede ikke, hvad hun skulle svare. Det gav et lille sæt i hende, da en ny sms fra Gunnar tikkede ind.
Jeg forstår godt, det er svært.
Vreden flammede op i Hanna. Nej, det forstod Gunnar ikke, det var der ingen, der gjorde. Gunnar havde rystet Lars og alle årene af sig og var kommet videre. Skammen kom som en rekyl. Gunnar havde hjulpet Lars mere, end hun selv havde formået. Amer trådte ind i lokalet.
”Der har vi jo vores helt!” sagde han. ”Hvordan har du det?”
Hanna skulle lige til at slynge noget dumt ud, men så gik det op for hende, at han selvfølgelig mente Erik.
”Som jeg fortjener.”
”Jeg er enig,” sagde Amer. ”Men du gennemførte trods alt.”
Efter 30 kilometer af det afsluttende løb var Erik kommet gående med et plaget udtryk i ansigtet. De havde råbt og piftet for at få ham til at fortsætte. Bagefter havde de fejret fuldførelsen med en øl i et af teltene.
Daniel og Carina kom ind i efterforskningslokalet lige efter og standsede begge op for at tale lidt med Erik. Daniels ansigt havde en let rosa tone, ligesom hendes egen hud blev af den første forårssol, og når hun i det hele taget havde været for længe i solen. Hun spekulerede på, hvad han mon havde lavet i går, der havde givet ham den hudfarve. Engang, hvor de havde været ude og få en drink efter arbejde, havde han givet en længere udredning af, hvor skadelig solen var for huden. Hvad Carina angik, var det tydeligt, at hun havde tilbragt en stor del af sommeren udendørs. Formodentlig i sin elskede have. De havde stadig et køligt forhold til hinanden. Carina havde gjort det helt klart, hvor lidt hun brød sig om, at Lars Dunckers datter var blevet ansat som efterforsker hos Kalmars politi. Hun var kusine til Ester Jensens datter Maria, deres fædre var brødre. Gruppens chef, Ove Hultmark, stak hovedet ind i lokalet.
”Jeg er ked af at afbryde,” sagde han. ”Men eftersom alle er kommet, begynder vi morgenmødet nu.”
Morgenmødet blev næsten altid holdt i et booket mødelokale, men resten af møderne afholdt de som regel i efterforskningslokalet. Hanna slog sig ned inde i mødelokalet og granskede fugerne i Oves ansigt. For omkring en uge siden havde han besluttet sig for at holde op med at ryge, men Hanna troede ikke, at den sammenbidte mine handlede om det. Eller om at de havde glemt at spørge, hvorvidt han ville med til ironman i lørdags. Antagelig var de seneste ugers relative ro ved at være forbi.
Ove klikkede to billeder frem. Det ene var et pasfoto af en mand i fyrreårsalderen, og det andet var et privat foto af en yngre kvinde, der sad på gulvet og byggede klodser med et barn på omkring et år. Kvinden havde en lyseblå sommerkjole på, og barnet var kun i T-shirt og ble. Solen lyste ind på trægulvet. I det øjeblik billedet blev taget, vendte barnet sig mod kameraet og lo, men kvindens opmærksomhed var helt og fuldt vendt mod barnet. Det var et fantastisk billede.
”Sent i går aftes blev den 43-årige Thomas Ahlström og hans søn Hugo meldt savnet,” sagde Ove.
”Hvor gammel er drengen?” spurgte Hanna.
”Fjorten måneder. Det var hans hustru, der anmeldte det. Hun kom med toget fra Göteborg, og manden skulle have hentet hende på stationen, men han dukkede aldrig op. Da hun kom hjem, opdagede hun, at han og barnet var væk.”
”Hvordan så hjemmet ud?”
”Det har jeg ingen idé om,” sagde Ove. ”Jeg ved kun, at bilen også var væk. Hustruen hedder Jenny Ahlström og bor i Hulterstad. Du og Erik må tage hen og tale med hende.”
Skyggeliljen
Anden selvstændige krimi i Ölandsserien efter Natsangeren.
Da Jenny kommer hjem, kan hun mærke, at der er noget galt. Huset er tomt, og både Thomas, hendes mand, og deres søn Hugo er væk. Men er de taget af sted frivilligt, eller er der sket dem noget?
Kalmars politi og efterforsker Hanna Duncker bidrager til sagen, og en stor eftersøgning igangsættes. Flere hemmeligheder kommer frem, og da Thomas findes død, intensiveres jagten på lille Hugo.
Samtidig mærker Hanna, hvordan nogen på øen tager grove midler i brug for at sikre sig, at hun ikke kommer sandheden om sin far nærmere, for hvad skete der egentlig for 16 år siden, da han blev dømt for mord?
Johanna Mo har med krimien Natsangeren skrevet sig ind på en plads blandt Sveriges bedste krimiforfattere. Hun er nu ude med opfølgeren Skyggeliljen.
Skyggeliljen følger Jenny, som en dag kommer hjem til et tomt hus. Hendes mand Thomas og deres søn Hugo er væk. Men er de taget af sted frivilligt, eller er der sket dem noget? Flere hemmeligheder kommer frem, og da Thomas findes død, intensiveres jagten på lille Hugo.
LÆS OGSÅ: Et mord har fulgt Johanna Mo siden teenageårene
Samtidig bliver der taget grove midler i brug for at sikre sig, at efterforsker Hanna Duncker ikke kommer sandheden om sin far nærmere. Den far der 16 år tidligere blev dømt for mord…
Læs et uddrag af krimien herunder.
Du kan købe Skyggeliljen online, eller i din nærmeste boghandel.
Johanna Mo
Skyggeliljen
Den sidste dag
Han ser sig omkring, før han træder ind på grunden. Længere oppe ad vejen bliver en dør åbnet, og han stivner ved lyden. Den lune sensommeraften bærer resterne af en latter med sig. De høje hække skygger for udsigten, men gennem en af åbningerne kommer en kvinde i blomstret kjole og med langt mørkt hår gående. Hun smider en plasticpose i affaldsbøtten. Det grønne låg smælder, og han holder vejret, da hun vender sig om for at gå tilbage. Et øjeblik er han overbevist om, at han er opdaget, eftersom hun bliver stående med ansigtet i hans retning. Så ryster hun på hovedet og forsvinder ind bag hækken igen.
Først da kvinden er tilbage i huset, vover han at røre sig. Med et par lydløse skridt er han fremme ved hoveddøren. Nøglen driller, og han får den tanke, at hun bevidst har givet ham en forkert. Stressen sender en bølge af ubehag gennem kroppen. Han hader, at han er havnet i det her lort, fordi han ikke kan finde ud af at sige nej. Fordi han ville være sød.
Det her kan ikke fortsætte. Han må sætte en stopper for det for Hugos skyld.
Endelig får han drejet nøglen, og døren glider op. Han famler efter kontakten. Lampen i entreen tændes, knitrer og slukker igen.
Fandens også.
Han er stresset, men det her burde ikke tage mere end højst et kvarter. Så kan han forlade huset, gå tilbage til bilen og køre.
Uden at tage skoene af fortsætter han frem forbi den gamle pejs og ind i køkkenet. Han trykker på kontakten, men der er ingen lampe i køkkenet. Han skæver til uret – 18.57 – og ved ikke, hvad han skal stille op med ventetiden. Med et suk glider han ned på gulvet og holder om sine knæ. Måske burde han alligevel blæse på det her og stikke af med det samme. Men han tør ikke.
Et par minutter efter bliver hoveddøren åbnet, og han rejser sig så hurtigt, at det svimler for ham og han er nødt til at støtte sig til væggen. Han vakler ud mod entreen.
”Vi må skynde os,” siger han. ”Jeg skal snart afsted.” Forbavset standser han op og stirrer på personen i døråbningen. ”Hvad laver du her?”
Forbavselsen bliver erstattet af panik, og hjernen formår ikke at koble de fragmenter sammen, der hvirvler rundt derinde. Vreden i ansigtet foran ham. Beslutsomheden. Hvorfor? Angsten dunker i brystet, og synsfeltet skrumper ind. En eneste glasklar tanke bryder igennem: Hjælp mig.
Søndag d. 18 august
Kapitel 1
Hanna Duncker satte sig, så hun kunne holde øje med indgangen. Hun sagde til tjeneren, at hun bare ville have et glas vand, at hun ville vente på sin aftale, før hun bestilte.
Ligesom hendes far, Lars, havde hans ven Gunnar drukket for meget, selv om han mere havde været kvartalsdranker, og hun havde ingen anelse om, hvordan han havde det med alkohol nu. Først havde Gunnar tøvet med at ville mødes med hende. De havde ikke set hinanden siden Lars’ begravelse sidste efterår, og da havde hun knap haft overskud til at tale med ham. Hun havde tilbudt, at han kunne købe huset. Gunnar havde boet i det i alle de år, hendes far havde siddet i fængsel, men han ville ikke købe det. Hendes far og Gunnar havde været venner, så længe Hanna kunne huske. De havde mødt hinanden, da de arbejdede i samme firma i Kalmar.
Tre sørgende. Flere havde der ikke været til begravelsen. Hanna og Gunnar og kvinden, han havde med sig, og hun var der jo kun som støtte. Hverken bedsteforældrene eller hendes bror, Kristoffer, var kommet. Bedsteforældrene boede i Norge nu, men de havde ingen kontakt, og Kristoffer boede i London.
Døren til Ernesto gik op, men det var ikke Gunnar, der kom ind, derimod et ungt par. Kvinden vendte sig mod manden og lo højt og nyforelsket. De røde hårlokker faldt frem over ansigtet, og hun strøg dem hurtigt tilbage. Hanna sank en klump. I forgårs havde hendes ekskæreste Fabian lagt et ultralydsbillede op på sin Facebookside. Han og kæresten ventede barn. Den børnehavepædagog, han havde fundet sammen med, et par uger efter han havde slået op med Hanna. I flere minutter havde hun stirret på det der ultralydsbillede, havde ikke kunnet løsrive sig.
Det unge par havde bestilt bord. De skulle tilsyneladende fejre, at de havde været sammen i et år. Hun havde ellers gættet på, de lige havde mødt hinanden. Hun fulgte dem med blikket, mens de gik ovenpå.
Døren gik op igen. Det var dog heller ikke Gunnar denne gang, men en mand i tresserne. Den venstre arm hang slapt ned, og benet på den side ville ikke bøje sig. Han havde sikkert haft et slagtilfælde. Han gik hen til en mand på sin egen alder, og de omfavnede hinanden længe. Tænk, hvis Gunnar havde skiftet mening?
Hanna havde tilbragt det meste af sommeren med efterforskningen af rovmordet på Ester Jensen. Det mord, som hendes far, Lars, var blevet dømt for i 2003. Eller snarere en uge på at læse efterforskningsmaterialet, og resten af tiden på at forsøge at bearbejde det, hun havde fundet ud af. Lars’ dna var blevet fundet inde i Esters hus, og hans fingeraftryk var blevet fundet på den benzindunk, der havde ligget uden for det nedbrændte hus.
Den slags beviser var umulige at ignorere. Hvordan havde hun kunnet bilde sig selv ind, at han var uskyldig?
Eftersom Hanna var begyndt at arbejde for politiet i Kalmar så sent som i maj, havde hun nærmest ikke haft nogen ferie. Og af den smule, hun havde haft, var det meste blevet ædt op af at læse om farens forbrydelse. I et forsøg på at holde sig beskæftiget og dæmpe uroen i kroppen var hun begyndt at sætte sit lille hus i Kleva i stand. Hun havde tapetseret stuen. Malet loft og paneler hvide. Malet en enkelt væg i soveværelset på førstesalen lysegrøn for at bryde med det hvide. Det småblomstrede tapet i køkkenet havde hun dog ikke villet røre. Huset så noget mindre nedslidt ud nu, men toilettet og brusebadet nedenunder trængte stadig til at blive renoveret.
Hanna så på mobilens ur. Gunnar var ti minutter forsinket. Barndomsvennen Rebecka havde sendt et nyt billede. Hun og familien var taget på en sidste-øjebliks-rejse til De Kanariske Øer. I foråret var Rebeckas søn, Joel, blevet fundet død på parkeringspladsen ved Möckelmosen, og Hanna var blevet kastet direkte ud i efterforskningen straks efter at være flyttet tilbage til Öland. Hun og Rebecka var vokset op sammen, og det havde været mærkeligt at se hende igen efter så mange år, især under så tragiske omstændigheder.
Hanna klikkede billedet frem, som viste Molly på en sandstrand med en vaffelis i hånden. Den hvide is var løbet ned på hånden, og hun lo. Lillesøsteren lod til have taget tabet af Joel bedre end moren. Rebecka havde flere gange ringet til Hanna og været helt ude af den.
Jeg kan ikke mere.
Men på en eller anden måde havde Rebecka alligevel klaret det. Rejsen var ikke blot for at komme lidt væk, men også et forsøg på at redde forholdet til ægtemanden, Petri.
Et kvarter efter den aftalte tid var det endelig Gunnar, der åbnede døren. Han havde jeans og en rustrød T-shirt på. Det var ganske vist kun ti måneder siden, Hanna havde set ham sidst, men da havde det været til begravelsen. Han så betydelig mere frisk ud nu. Solbrændt og udhvilet. Det gråsprængte hår var klippet helt kort. Gunnar var et par år yngre end Lars, så han kunne ikke være fyldt tres endnu. Han slog sig ned over for hende.
”Undskyld, at jeg kommer for sent,” sagde han.
”Det gør ikke noget. Jeg er glad for, at du kom.”
Tjeneren skyndte sig hen for at tage imod deres bestillinger.
Gunnar valgte en cola til sin pizza, så Hanna gjorde det samme – selv om hun i virkeligheden trængte mere til et glas rødvin.
”Flot frisure,” sagde Gunnar.
”Tak.”
Til begravelsen havde Hanna haft halvlangt hår, men umiddelbart efter havde hun klippet det helt kort. Pandehåret var længst og nåede til lige under kindbenet. For et par måneder siden var hun blevet kaldt for Brienne of Tarth. Hanna havde ikke anet, hvem det var, så hun måtte finde et billede på nettet. Og der var da ligheder som højden, hårfarven og frisuren, men Hanna var spinklere. Hun havde stadig ikke fået set Game of Thrones.
”Jeg så, at du var begyndt at arbejde for politiet i Kalmar,” fortsatte Gunnar.
Hanna nikkede. Tonen havde ikke været anklagende, blot nysgerrig, men det var ikke sit arbejde, hun ville tale om.
”Jeg har læst efterforskningsrapporten,” sagde hun.
”Okay,” sagde Gunnar og så på hende, men der kom ikke andet end en let rynke mellem øjenbrynene.
Det var den rynke, der viste, at han havde forstået, hvilken efterforskning hun mente.
”Talte du og Lars om det, der skete med Ester?” spurgte hun. ”Nej,” sagde Gunnar. ”Jeg forsøgte. Men han ville ikke.” Hanna skyllede skuffelsen ned med en slurk cola. Hun fortrød, at hun ikke havde bestilt det glas vin.
”Hvad laver du nu?” spurgte hun.
Det gik op for hende, at det var sådan, hun burde have indledt
deres samtale. Med lidt smalltalk. Opført sig som et normalt menneske, der brød sig om andre mennesker. Et minde fra en juleaften dukkede op. De havde siddet i køkkenet alle seks: hun, Kristoffer, moren, faren, mormoren og så Gunnar. Han var ofte hos dem juleaften. Den jul havde han haft en strikket trøje på med rensdyr, og hun havde fået lov at prøve den. Den nåede helt ned over knæene.
”Jeg bor i en lejlighed i Norrliden,” sagde Gunnar. ”Jeg havde brug for at komme væk fra Öland.”
Hun var selv flyttet til Stockholm i sin tid, men efter seksten år var hun kommet tilbage. Hun gættede på, at han havde været offer for en hel del sladder. På visse måder havde det sikkert været værre for ham, eftersom han var blevet – og tilmed havde boet i Lars’ hus. I morderhuset, som hun havde hørt det omtalt. Hun havde ikke fundet hans nye adresse, kun et telefonnummer.
”Har du arbejde?”
”Ja, på et plejehjem. Og så har Leticia og jeg fået os en russkiy toy.”
”Hvad er det?”
”En lille hund.”
”Betyder det ikke et russisk legetøj?”
”Jo,” sagde Gunnar og smilede.
Tjeneren kom med deres pizzaer, og de begyndte at spise i tavshed. Gunnar betydeligt ivrigere end hun.
”Var det Leticia, som var med dig til begravelsen?” spurgte Hanna, da hun ville have gang i samtalen igen.
Gunnar havde præsenteret hende, men navnet var forsvundet, i samme øjeblik Hanna hørte det.
”Ja.”
”Kæreste, job og vovse. Ikke dårligt.”
Gunnar smilede, og Hanna blev overrasket over, hvor ondt det gjorde. Hvorfor kunne hendes far ikke have fået styr på sit liv? Hvorfor var han ikke også holdt op med at drikke, havde fundet sig et arbejde og en ny kvinde i sit liv? Så havde Ester været i live i dag. En anden erkendelse slog hende: at hendes far til sidst døde, måtte have været en befrielse for Gunnar, selv om han aldrig ville udtrykke det sådan. Han var den eneste, der var blevet og for alvor havde forsøgt at hjælpe.
Gunnar blev hurtigt alvorlig igen.
”Undskyld, at jeg lød så tøvende, da du ringede og ville mødes. Men jeg …”
Han blev tavs, og blikket flakkede. Til sidst fæstnede han det til venstre for hendes hoved.
”Jeg har fået styr på mit liv, og jeg vil ikke trækkes tilbage.”
Ordene kunne lige så godt være kommet fra Hannas bror, Kristoffer. De havde ikke talt sammen siden maj, hvor hun havde ringet til ham efter at have truffet hans gamle ven Axel Sandsten under efterforskningen af Joels død. Axel var Joels far og havde i en periode været under mistanke. Hun havde efterladt en besked på Kristoffers telefonsvarer for et par uger siden, men han havde ikke ringet tilbage. Hun ville gerne have drøftet efterforskningsrapporten med ham. Indtil videre havde hun kun talt med sin nabo Ingrid om den.
”Ser du nogen?” spurgte Gunnar.
”Nej,” svarede Hanna.
”Ikke fordi man skal det,” fortsatte han, da han så hendes reaktion.
Hanna skar et stykke af pizzaen, men lod det ligge på tallerkenen.
”Jeg havde et forhold i Stockholm,” sagde hun. ”Men det gik ikke.”
”Nej, sådan er det jo nogle gange. Leticia og jeg har været sammen i næsten fire år nu.”
”Det lyder godt.”
”Men vi har selvfølgelig vores problemer.”
Hanna fik den tanke, at han kun sagde det for hendes skyld. At de stadig var som det par, der lige nu sad på førstesalen og fejrede deres etårsdag. Den fornemmelse havde hun fået ved farens begravelse.
”Lars havde været stolt af dig.”
Nu var det Gunnar, der søgte hendes blik, men Hannah fortsatte med at skære i pizzaen. Alt, hvad der angik hendes far, var én stor konflikt. Det var ikke ligefrem noget at stræbe efter, at en morder skulle have været stolt af hende. Og samtidig: I årene indtil hun fyldte tolv, havde Lars været en fantastisk far.
Nærværende og støttende. Det var hendes mors død, der havde fået ham til at miste grebet om tilværelsen.
”Noget må han da have sagt?” sagde hun og så op.
”Om det, der skete, mener du?”
Hanna nikkede.
”Hjælp mig lidt her,” bad hun, da hun opfangede hans tøven. ”Jeg ved, at han satte ild til huset, og at han med stor sandsynlighed slog Ester ihjel forinden. Men jeg har brug for at forstå hvorfor. Al den vold …”
Hanna kunne ikke fortsætte. Ilden havde brændt de fleste spor, men Ester havde haft omkring tyve brækkede knogler. Gunnar stoppede det sidste stykke af sin vesuvio i munden og tyggede langsomt.
”Engang hørte jeg ham i fuldskab sige, at han ikke burde have …”
Gunnar blev tavs og så ud gennem vinduet. På gaden udenfor gik en flok teenagere forbi. De lo – en af pigerne så meget, at hun måtte læne sig mod en af vennerne.
”Fortsæt endelig,” bad Hanna. ”Hvad sagde han?”
”At han ikke burde have beskyttet ham.”
”Hvad mente han med det?”
”Jeg ved det ikke med sikkerhed, men …”
Gunnar vendte sig mod hende. Blikket tiggede om, at hun ikke skulle tvinge ham til at fortsætte.
”Du er nødt til at fortælle mig det,” sagde hun.
Det lød vredere, end hun havde ment det, men han måtte ikke holde op med at tale nu.
”Der er vel kun ét menneske, som Lars ville havne i fængsel for at beskytte,” sagde Gunnar. ”Ja, foruden dig, altså.”
Kapitel 2
Badedragten var stadig fugtig, og Lykke Henriksen skuttede sig, da hun tog den på. Hun havde glemt at hænge den op, efter hun havde skyllet den i morges. Hver morgen og aften tog hun en dukkert i sundet. Der var kun et par hundrede meter ned til vandet. De daglige badeture var det eneste, der kunne fjerne tågen i hovedet. Hun var faldet tilbage i gamle mønstre, og hun brød sig ikke om det. Men hun måtte genvinde kontrollen. Alt sejlede lige nu, og endnu mere efter den her lortedag.
Lykke stak fødderne i sine crocs, gik ad køkkendøren ud til tørresnoren og klikkede klemmerne af håndklædet. Slyngede det over skuldrene. Hun vendte sig om og gik i retning af havet. Klokken var over otte, og solen rørte horisonten. Om en halv times tid ville den være væk. Hun ville godt kunne bo sådan her. Måske kunne hun lige så godt sige lejligheden op i Uppsala og flytte hertil permanent nu, hvor hun ikke var kommet ind på forskeruddannelsen. Men hvad skulle hun i så fald leve af? Arbejdsmarkedet bugnede ikke ligefrem med tilbud til 24-årige biologer med speciale i sommerfugle.
Som for at drille hende lettede en Stor Bredpande fra skyggeliljerne, der omgav den lave stenmur ved terrassen. Det var en han, for den var mere gul end brun. Den flagrede et par runder foran hende og forsvandt så.
Lykke fortsatte mod vandet. På trods af at der hverken var mur eller hæk langs den venstre side, var det let at se, hvor hendes grund sluttede, og fælleden tog over. Græsset på fælleden var fint slået, mens hendes græs havde fået lov at vokse, siden hun kom hertil. Hun havde ikke orket at slå det.
For en gangs skyld var det næsten vindstille, og solen havde skinnet hele dagen. Ifølge vejrudsigten var der køligere vejr på vej. Det var sådan, fremtiden føltes. Som en koldfront, der nærmede sig. Hun vidste bare ikke, om den storm ville blive værre end den, hun havde lagt bag sig.
Da Lykke havde krydset vejen, vendte hun sig om og så op mod huset. Hvis hun solgte det, ville hun formodentlig ikke behøve at arbejde i et års tid. Men hun måtte jo finde sig et arbejde. Noget at fylde dagene og hovedet med. Og hun vidste heller ikke, om hun overhovedet kunne give slip på huset. Hendes mor var død for tre år siden, og siden da havde huset i Grönhögen tilhørt hende. Det havde også været hendes mors barndomshjem. Og hendes mormors. Lykke lejede for det meste huset ud via Airbnb, men den her sommer havde hun villet have det for sig selv, mens hun fandt ud af, hvad hun ville. Hun havde købt en gammel Skoda for et par tusind, eftersom det var for besværligt at klare sig uden bil her. Der var ganske vist både et supermarked og en restaurant og desuden en bus til fastlandet. Men bussen gik kun sjældent, og man skulle skifte, og hun hadede at føle sig ufri.
Lykke lagde håndklædet på en sten, trådte ud af skoene og vadede forsigtigt ud i vandet. Henne ved havnen var der en badebro, men trods stenene foretrak hun at bade her. Enkelte gange gik hun hen til kalkbruddet. I hendes barndom havde der nærmest ikke været nogen, der badede der, men nu var der næsten altid mange mennesker om sommeren. Vandet var turkisfarvet og dybt, og man kunne springe i fra klippekanterne. Det virkede, som om folk bare kom for at tage billeder til Instagram. Den sø, hun havde badet i som barn, var derimod umulig at bade i nu, for den var blevet helt overtaget af golfspillere. De stod på bredden og slog bold efter bold ud.
Selv om solen havde skinnet hele dagen, var det ikke lykkedes den at varme sundet op. Vandet nåede ikke længere end til knæene, men kulden spredte sig opad gennem kroppen, og Lykke trak skuldrene op. Der var lavvandet her, og stenene gjorde det besværligt at gå længere ud. Erindringen om, hvordan hun havde hugget kniven i dækket, overrumplede hende, fik hende til at hive efter vejret. Det havde været sværere end ventet at få hul, sikkert fordi hun havde rystet så meget på hænderne, men hun havde ikke givet sig, før hun hørte luften sive ud.
For at slippe af med mindet skyndte Lykke sig fremad. Hun snublede og var lige ved at miste balancen. Foden landede på en skarp sten, og smerten holdt hende oppe. Til sidst kunne hun frivilligt lade kroppen falde. Efter et par tøvende svømmetag dykkede hun ned under vandoverfalden.
Hun bød kulden velkommen. Den udslettede alt.
Mandag d. 19 august
Kapitel 3
Det første, Hanna Duncker gjorde, da hun var fremme ved politihuset i Kalmar, var at hente en kop kaffe. Hun havde haft svært ved at sove om natten. Gunnars ord havde rumlet rundt i bevidstheden.
Der er vel kun ét menneske, som Lars ville havne i fængsel for at beskytte. Ja, foruden dig, altså.
Lige efter at Gunnar havde slynget den kommentar ud, var Hanna stormet ud af restauranten og havde væltet et glas vand i farten. Det var Kristoffer, han mente, og at Kristoffer skulle have slået Ester ihjel, var endnu mere usandsynligt, end at deres far skulle have gjort det. Hvorfor havde Gunnar sagt sådan? Der var jo ingen vej uden om beviserne. Lars havde været inde i huset, hvor Ester døde, og hans fingeraftryk havde været på benzindunken. Havde Gunnar endnu sværere end hende ved at acceptere, at Lars var skyldig? De havde trods alt været venner i over tredive år. Eller handlede det om Kristoffer? Gunnar var blevet rasende på ham, da han ikke kom til Lars’ begravelse.
Gunnar havde både ringet og sms’et i løbet af aftenen, men Hanna havde været for oprørt til at svare. Jeg gentog faktisk bare, hvad Lars sagde, havde han skrevet i den sidste sms.
Kaffekoppen var fyldt til randen, og da Hanna tog det første skridt op ad trappen, var kaffen ved at skvulpe over. Hun standsede og tog et par hurtige slurke, gjorde grimasser af både varmen og smagen.
Jeg burde ikke have beskyttet ham.
Men hvorfor skulle hun stole på Gunnar? Han kunne jo lyve. Måske havde han tilmed selv været indblandet.
På en eller anden måde måtte Hanna få Kristoffer i tale. De var nødt til at tale om det, Gunnar havde påstået, og om efterforskningsrapporten. Lige nu fortrød hun, at hun havde læst den, men det kunne jo ikke gøres om. Afhøringerne af hendes far havde været frygtelige at komme igennem. Han havde snakket løs om sig selv, men var blevet fåmælt, så snart spørgsmålene var begyndt at kredse om Ester Jensen. Han havde indrømmet at have slået hende ihjel, men påstod, at det ikke havde været meningen. Han havde nægtet at svare på spørgsmålet om hvorfor.
Hanna bar forsigtigt kaffen op til efterforskningsgruppens lokale. Til hendes overraskelse var Erik Lindgren der allerede. Når hun kom på den her tid, plejede hun altid at være den første.
”Svært ved at sove?” spurgte hun.
”Ja,” sagde Erik. ”Jeg har ondt i hver en muskel af kroppen.”
At Erik var veltrænet og solbrændt, havde fået hende til at tænke på en surfer, første gang hun så ham. Det mørkeblonde, krøllede hår havde nok også bidraget til det. I lørdags havde Erik gennemført en ironman. Det havde været overskyet og ikke mere end omkring tyve grader. Hun, Daniel og Amer fra efterforskningsgruppen havde været der for at heppe på ham. Amer var gået efter et par timer, fordi han skulle hjem til familien, men både hun og Daniel var blevet til det sidste. Erik havde stort behov for selskab. Konen, Supriya, og datteren, Nila, havde været i Indien i næsten seks uger. De kom først hjem på fredag.
Hanna satte sig ved skrivebordet og gik igennem sine mails. Normalt holdt hun meget af det her tidspunkt på dagen. Roen. At drikke sin kaffe og danne sig et overblik over, hvad der var sket, siden hun sidst havde været på arbejde. I dag var der ikke meget. Hun havde en efterforskning om grov vold, som hun var ansvarlig for, men det vidne, hun jagtede, havde endnu ikke ladet høre fra sig. Ville måske aldrig gøre det. Offeret var en 19-årig mand, som tilsyneladende havde mistet synet på det ene øje.
Tankerne gled tilbage til Gunnar. Til hvorfor han havde sagt, som han gjorde. Hvis hun ville forstå det, kunne hun ikke blive ved med at ignorere ham. Det første forsøg på at formulere en sms blev for anklagende, så hun slettede den og begyndte forfra. Lukkede øjnene og trykkede på send:
Jeg skylder dig en undskyldning for i går.
Svaret kom med det samme. Det her er grunden til, at jeg tøvede med at mødes med dig. Jeg vidste du ville spørge.
Hanna stirrede på ordene. Anede ikke, hvad hun skulle svare. Det gav et lille sæt i hende, da en ny sms fra Gunnar tikkede ind.
Jeg forstår godt, det er svært.
Vreden flammede op i Hanna. Nej, det forstod Gunnar ikke, det var der ingen, der gjorde. Gunnar havde rystet Lars og alle årene af sig og var kommet videre. Skammen kom som en rekyl. Gunnar havde hjulpet Lars mere, end hun selv havde formået. Amer trådte ind i lokalet.
”Der har vi jo vores helt!” sagde han. ”Hvordan har du det?”
Hanna skulle lige til at slynge noget dumt ud, men så gik det op for hende, at han selvfølgelig mente Erik.
”Som jeg fortjener.”
”Jeg er enig,” sagde Amer. ”Men du gennemførte trods alt.”
Efter 30 kilometer af det afsluttende løb var Erik kommet gående med et plaget udtryk i ansigtet. De havde råbt og piftet for at få ham til at fortsætte. Bagefter havde de fejret fuldførelsen med en øl i et af teltene.
Daniel og Carina kom ind i efterforskningslokalet lige efter og standsede begge op for at tale lidt med Erik. Daniels ansigt havde en let rosa tone, ligesom hendes egen hud blev af den første forårssol, og når hun i det hele taget havde været for længe i solen. Hun spekulerede på, hvad han mon havde lavet i går, der havde givet ham den hudfarve. Engang, hvor de havde været ude og få en drink efter arbejde, havde han givet en længere udredning af, hvor skadelig solen var for huden. Hvad Carina angik, var det tydeligt, at hun havde tilbragt en stor del af sommeren udendørs. Formodentlig i sin elskede have. De havde stadig et køligt forhold til hinanden. Carina havde gjort det helt klart, hvor lidt hun brød sig om, at Lars Dunckers datter var blevet ansat som efterforsker hos Kalmars politi. Hun var kusine til Ester Jensens datter Maria, deres fædre var brødre. Gruppens chef, Ove Hultmark, stak hovedet ind i lokalet.
”Jeg er ked af at afbryde,” sagde han. ”Men eftersom alle er kommet, begynder vi morgenmødet nu.”
Morgenmødet blev næsten altid holdt i et booket mødelokale, men resten af møderne afholdt de som regel i efterforskningslokalet. Hanna slog sig ned inde i mødelokalet og granskede fugerne i Oves ansigt. For omkring en uge siden havde han besluttet sig for at holde op med at ryge, men Hanna troede ikke, at den sammenbidte mine handlede om det. Eller om at de havde glemt at spørge, hvorvidt han ville med til ironman i lørdags. Antagelig var de seneste ugers relative ro ved at være forbi.
Ove klikkede to billeder frem. Det ene var et pasfoto af en mand i fyrreårsalderen, og det andet var et privat foto af en yngre kvinde, der sad på gulvet og byggede klodser med et barn på omkring et år. Kvinden havde en lyseblå sommerkjole på, og barnet var kun i T-shirt og ble. Solen lyste ind på trægulvet. I det øjeblik billedet blev taget, vendte barnet sig mod kameraet og lo, men kvindens opmærksomhed var helt og fuldt vendt mod barnet. Det var et fantastisk billede.
”Sent i går aftes blev den 43-årige Thomas Ahlström og hans søn Hugo meldt savnet,” sagde Ove.
”Hvor gammel er drengen?” spurgte Hanna.
”Fjorten måneder. Det var hans hustru, der anmeldte det. Hun kom med toget fra Göteborg, og manden skulle have hentet hende på stationen, men han dukkede aldrig op. Da hun kom hjem, opdagede hun, at han og barnet var væk.”
”Hvordan så hjemmet ud?”
”Det har jeg ingen idé om,” sagde Ove. ”Jeg ved kun, at bilen også var væk. Hustruen hedder Jenny Ahlström og bor i Hulterstad. Du og Erik må tage hen og tale med hende.”
Skyggeliljen
Anden selvstændige krimi i Ölandsserien efter Natsangeren.
Da Jenny kommer hjem, kan hun mærke, at der er noget galt. Huset er tomt, og både Thomas, hendes mand, og deres søn Hugo er væk. Men er de taget af sted frivilligt, eller er der sket dem noget?
Kalmars politi og efterforsker Hanna Duncker bidrager til sagen, og en stor eftersøgning igangsættes. Flere hemmeligheder kommer frem, og da Thomas findes død, intensiveres jagten på lille Hugo.
Samtidig mærker Hanna, hvordan nogen på øen tager grove midler i brug for at sikre sig, at hun ikke kommer sandheden om sin far nærmere, for hvad skete der egentlig for 16 år siden, da han blev dømt for mord?
Du kan købe Skyggeliljen online, fx. på Saxo.dk, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: